8. Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor
græder
du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor
er du mismodig? Er jeg
dig ikke mere værd end ti
Sønner?"
9. Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod
Hanna op og trådte hen
for HERRENs Åsyn, medens Præsten
Eli sad på sin Stol ved en af
Dørstolperne i HERRENs Hus;
10. og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd
til HERREN
11. og aflagde det Løfte: "Hærskarers
HERRE! Hvis du vil se til din
Tjenerindes Nød og komme
mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde,
men give din Tjenerinde en Søn,
så vil jeg give ham til HERREN
alle hans Levedage, og ingen Ragekniv
skal komme på hans Hoved!"
12. Således bad hun længe for HERRENs Åsyn,
og Eli iagttog hendes
Mund;
13. men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes
Læber bevægede
sig, og hendes Stemme ikke kunde
høres, troede Eli, at hun var
beruset,
14. og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå
og være drukken? Se at
komme af med din Rus!"
15. Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt
prøvet Kvinde;
Vin og stærk Drik har jeg
ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl
for HERRENs Åsyn.
16. Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig
Kvinde! Nej, hele Tiden
har jeg talt ud af min dybe Kummer
og Kvide!"
17. Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud
vil give dig, hvad du
har bedt ham om!"
18. Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde
finde Nåde for dine Øjne!"
Så gik Kvinden sin Vej , og
hun spiste og så ikke længer
forgræmmet ud.
19. Næste Morgen stod de tidligt op og kastede
sig ned for HERRENs
Åsyn; og så vendte de
tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama.
Og Elkana kendte sin Hustru Hanna,
og HERREN kom hende i Hu;
20. og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn
Året efter og gav ham
Navnet Samuel; "thi," sagde hun,
"jeg har bedt mig ham til hos
HERREN!"
21. Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe
HERREN det
årlige Offer og sit Løfteoffer,
22. drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand:
"Jeg vil vente,
til Drengen er vænnet fra,
så vil jeg bringe ham derhen, for at
han kan stedes for HERRENs Åsyn
og blive der for stedse!"
23. Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør,
som du synes!
Bliv her, indtil du har vænnet
ham fra! Måtte HERREN kun gøre
dit Ord til Virkelighed!" Så
blev Kvinden hjemme og ammede sin
Søn, indtil hun vænnede
ham fra.
24. Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun
ham med, desuden en
treårs Tyr, en Efa Mel og
en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs
Hus i Silo og havde Drengen med.
25. Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til
Eli
26. og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt
du lever, Herre, jeg er den
Kvinde, som stod her ved din Side
og bad til HERREN.
27. Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad
jeg bad ham om.
28. Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN;
hele sit Liv skal
han være overladt til HERREN!"
Og hun lod ham blive der for
HERRENs Åsyn.
1.Samuel 2
1. Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN,
mit Horn
er løftet ved min Gud, min
Mund vidt opladt mod mine Fjender,
jeg glæder mig over din Frelse.
2. Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen
uden dig, der
er ingen Klippe som vor Gud
3. Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed
undslippe ej eders
Mund! Thi en vidende Gud er HERREN,
og Gerninger vejes af ham.
4. Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig
med Kraft;
5. mætte lader sig leje for Brød, men
sultnes Slid hører op; den
ufrugtbare føder syv, men
den med de mange vansmægter.
6. HERREN døder, gør levende, fører
ned i Dødsriget og fører op;
7. HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer
8. han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter
han fattige for at
bænke og give dem Ærespladsen.
Thi HERRENs er Jordens Søjler,
Jorderig bygged han på dem
9. Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse
omkommer i Mørket;
thi ingen vinder Sejr ved egen kraft.
10. HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste
tordner i Himmelen,
HERREN dømmer den vide Jord!
Han skænker sin Konge Kraft, løfter
sin Salvedes Horn!
11. Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde
Tjeneste for HERREN
under Præsten Elis Tilsyn.
12. Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede
hverken HERREN
13. eller Præstens Ret over for Folket. Hver
Gang en Mand bragte et
Slagtoffer, kom Præstens Tjener,
medens Kødet kogte, med en
tregrenet Gaffel i Hånden
14. og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller
Gryden, og alt,
hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten
for sin Del. Således bar
de sig ad over for alle de Israelitter,
som kom til Silo for at
ofre der.
15. Eller også kom Præstens Tjener, før
de bragte Fedtet som
Røgoffer, og sagde til Manden,
som ofrede: "Giv Præsten Kød til
at stege; han tager ikke mod kogt
Kød af dig, kun råt!"
16. Sagde Manden nu til ham: "Først må
Fedtet bringes som Røgoffer,
bagefter kan du tage så meget,
du lyster!" svarede han: "Nej,
giv mig det nu, ellers tager jeg
det med Magt!"
17. Og de unge Mænds Synd var såre stor
for HERRENs Åsyn, idet de
viste Ringeagt for HERRENs Offergaver.
18. Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn;
og Drengen
var iført en linned Efod.
19. Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe
til ham og bragte ham
den, når hun drog op med sin
Mand for at ofre det årlige Offer.
20. Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde:
"HERREN give
dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld
for ham, hun overlod
HERREN!" Så gik de hjem igen.
21. Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig
og fødte tre
Sønner og to Døtre.
Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN.
22. Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes
hans Sønner
behandlede hele Israel, og at de
lå hos Kvinderne, som gjorde
Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,
23. sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne
Ting, som jeg hører
alt Folket tale om?
24. Bær eder dog ikke således ad, mine
Sønner! Thi det er ikke noget
godt Rygte, jeg hører gå
fra Mund til Mund i HERRENs Folk.
25. Når en Mand synder mod en anden, dømmer
Gud dem imellem; men
synder en Mand mod HERREN, hvem
kan da optræde som Dommer til
Gunst for ham?" Men de brød
sig ikke om deres Faders Advarsel,
thi HERREN vilde deres Død.
26. Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem
i Yndest både
hos HERREN og Mennesker.
27. Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger
HERREN: "Se, jeg
åbenbarede mig for dit Fædrenehus,
dengang de var Trælle for
Faraos Hus i Ægypten,
28. og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til
at gøre
Præstetjeneste for mig, til
at træde op på mit Alter for at
tænde Offerild og til at bære
Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte
dit Fædrenehus alle Israeliternes
Ildofre.
29. Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer,
som
jeg har påbudt, og ære
dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder
tilgode med det bedste at alle mit
Folk Israels Offergaver!
30. Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har
jeg sagt, at
dit Hus og dit Fædrenehus
for stedse skulde færdes for mit Åsyn;
men nu, lyder det fra HERREN, være
det langt fra mig! Nej, dem,
som ærer mig, vil jeg ære,
og de, som ringeagter mig, skal
beskæmmes.
31. Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og
dit Fædrenehus's
Arm, så ingen i dit Hus skal
blive gammel;
32. og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør
mod Israel, og
ingen Sinde skal nogen i din Slægt
blive gammel.
33. Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade
at bortrydde fra mit
Alter for at lade hans Øjne
hentæres og hans Sjæl vansmægte: men
alle de andre i din Slægt
skal dø for Menneskers Sværd.
34. Og det Tegn, du får derpå, skal være
det, der overgår dine to
Sønner Hofni og Pinehas:
På een Dag skal de begge dø.
35. Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst;
han skal handle efter
mit Hjerte og mit Sind, og ham vil
jeg bygge et varigt Hus, så
han altid skal færdes for
min Salvedes Åsyn.
36. Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt,
komme og kaste sig
til Jorden for ham for at få
en Skilling eller en Skive Brød, og
han skal sige: Und mig dog Plads
ved et af dine Præsteskaber,
for at jeg kan have en Bid Brød
at spise!"
1.Samuel 3
1. Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN
under Elis
Tilsyn. HERRENs Ord var sparsomt
i de Dage, et Syn var sjældent.
2. Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var
begyndt at blive
svage, så han ikke kunde se,
lå på sin vante Plads,
3. og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og
Samuel lå og sov i
HERRENs Helligdom, hvor Guds Ark
stod -
4. kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her
er jeg!"
5. Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er
jeg, du kaldte på mig!"
Men han sagde: "Jeg kaldte ikke;
læg dig kun hen igen!" Og han
gik hen og lagde sig.
6. Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han
gik hen til Eli
og sagde: "Her er jeg, du kaldte
på mig!" Men han sagde: "Jeg
kaldte ikke, min Søn; læg
dig kun hen igen!"
7. Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN
at kende, og HERRENs
Ord var endnu ikke åbenbaret
ham.
8. Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på
Samuel, og han stod
op, gik hen til Eli og sagde: "Her
er jeg, du kaldte på mig!" Så
skønnede Eli, at det var
HERREN, der kaldte på Drengen.
9. Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen,
og hvis han kalder
på dig, så sig: Tal,
HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen
og lagde sig på sin Plads.
10. Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte
ligesom de forrige
Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel
svarede: "Tal, din Tjener
hører!"
11. Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil
lade noget ske i
Israel, som skal få det til
at ringe for begge Ører på enhver,
som hører derom.
12. På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har
talt om Elis Slægt,
opfyldes på ham, alt fra først
til sidst.
13. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt
hans Slægt for evigt,
fordi han vidste, at hans Sønner
ringeagtede Gud, og dog ikke
talte dem alvorligt til.
14. Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig,
Elis Hus's Brøde
skal aldrig i Evighed sones ved
Slagtofre eller Afgrødeofre!"
15. Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste
Morgen
åbnede han Døren til
HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtale
Synet for Eli.
16. Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn
Samuel!" Han svarede:
"Her er jeg!"
17. Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig?
Dølg det ikke for
mig! Gud ramme dig både med
det ene og det andet, hvis du dølger
noget af, hvad han sagde!"
18. Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge
noget. Da sagde
han: "Han er HERREN; han gøre,hvad
ham tykkes bedst!"
19. Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod
ikke et
eneste af sine Ord falde til Jorden.
20. Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod,
at Samuel
virkelig var kaldet til HERRENs
Profet.
21. Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo;
thi HERREN
åbenbarede sig for Samuel.
4,1 Og Samuels Ord nåede ud til hele
Israel.
1.Samuel 4
1. Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og
lejrede sig ved
Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede
sig ved Afek.
2. Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel,
og Kampen blev
hed; Israel blev slået af
Filisterne, og de dræbte i Slaget på
åben Mark omtrent 4OOO Mand.
3. Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels
Ældste: "Hvorfor
lod HERREN os i Dag bukke under
for Filisterne? Lad os hente vor
Guds Ark i Silo, for at han kan
være i vor Midte og fri os af
vore Fjenders Hånd!"
4. Så sendte Folket Bud til Silo og hentede
Hærskarers HERREs Pagts
Ark, han, som troner over Keruberne;
og Elis to Sønner Hofni og
Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.
5. Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød
hele Israel ud i et
vældigt Jubelråb, så
Jorden rystede derved.
6. Og da Filisterne hørte Jubelråbet,
sagde de: "Hvad er det for et
vældigt Jubelråb i Hebræernes
Lejr?" Og de fik at vide, at
HERRENs Ark var kommet til Lejren.
7. Da blev Filisterne bange, thi de tænkte:
"Gud er kommet i
Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt
er ikke hændet før!
8. Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige
Guds Hånd? Det er den
Gud, som slog Ægypterne med
alle Hånde Plager og Pest.
9. Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere,
for at I ikke skal
komme til at trælle for Hebræerne,
som de har trællet for eder;
vær Mænd og kæmp!"
10. Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel
blev slået, og de
flygtede hver til sit; Nederlaget
blev meget stort; der faldt
30000 Mand af det israelitiske Fodfolk,
11. Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner
Hofni og
Pinehas faldt.
12. En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede
samme Dag til Silo
med sønderrevne Klæder
og Jord på sit Hoved.
13. Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin
Stol ved Porten og
spejdede hen ad Vejen; thi hans
Hjerte var uroligt for Guds Ark.
Da Manden så kom ind i Byen
og fortalte det, opløftede hele Byen
et Skrig,
14. og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er
det for en Larm?" Og
Manden skyndte sig hen og fortalte
Eli det.
15. Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel,
og hans Øjne var
blevet sløve, så han
ikke kunde se.
16. Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer
fra Slaget; jeg
flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte
han: "Hvorledes er det
gået, min Søn?"
17. Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne,
og
Folket led et stort Nederlag; også
begge dine Sønner Hofni og
Pinehas er faldet, og Guds Ark er
taget!"
18. Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns
ned af Stolen ved
Siden af Porten og brækkede
Halsen og døde; thi Manden var
gammel og tung. Han havde været
Dommer for Israel i fyrretyve
År.
19. Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru,
der var højt
frugtsommelig, hørte Efterretningen
om, at Guds Ark var taget,
og at hendes Svigerfader og hendes
Mand var døde, sank hun om og
fødte, thi Veerne kom over
hende.
20. Da hun lå på sit yderste, sagde de
omstående Kvinder: "Frygt
ikke, du har født en Søn!"
Men hun svarede ikke og ænsede det
ikke.
21. Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte
er Israels
Herlighed!" Dermed hentydede hun
til, at Guds Ark var taget, og
til sin Svigerfader og sin Mand.
22. Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds
Ark er taget!"
1.Samuel 5
1. Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben
Ezer til
Asdod.
2. Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i
Dagons Hus og
stillede den ved Siden af Dagon.
3. Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne
gik ind i Dagons Hus,
se, da var Dagon faldet næsegrus
til Jorden foran HERRENs
Ark. De tog da Dagon og stillede
ham på Plads igen.
4. Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da
var Dagon faldet
næsegrus til Jorden foran
HERRENs Ark; Hovedet og begge Hænder
var slået af og lå på
Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham.
5. Derfor undgår Dagons Præster og alle,
som går ind i dagons Hus,
endnu den Dag i Dag at træde
på Dagons Tærskel i Asdod.
6. Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne;
han bragte Fordærvelse
over dem, og med Pestbylder slog
han Asdod og Egnen der omkring.
7. Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang
sammen, sagde de:
"Israels Guds Ark må ikke
blive hos os, thi hans Hånd tager
hårdt på os og på
Dagon, vor Gud!"
8. De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne
sammen hos sig
og sagde: "Hvad skal vi gøre
med Israels Guds Ark?" De svarede:
"Israels Guds Ark skal flyttes til
Gat!" Så flyttede de Israels
Guds Ark;
9. men efter at de havde flyttet den derhen, ramte
HERRENs Hånd
Byen, så de grebes af stor
Rædsel; og han slog Indbyggerne i
Byen, små og store, så
der brød Pestbylder ud på dem.
10. De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark
kom til Ekron,
råbte Ekroniterne: "De har
flyttet Israels Guds Ark over til mig
for at bringe Død over mig
og mit Folk!"
11. Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne
sammen og
sagde: "Send Israels Guds Ark bort
og lad den komme hen igen,
hvor den har hjemme, for at den
ikke skal bringe Død over mig og
mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst
over hele Byen, Guds Hånd
lå såre tungt på
den.
12. De Mænd, som ikke døde, blev slået
med Pestbylder, så at
Klageråbet fra Byen nåede
op til Himmelen.
1.Samuel 6
1. Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes
Land syv Måneder,
2. lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde
og sagde: "Hvad
skal vi gøre med HERRENs
Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi
skal bære os ad, når
vi sender den hen, hvor den har hjemme!"
3. De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark
tilbage, må I ikke
sende den bort uden Gave; men I
skal give den en Sonegave med
tilbage; så bliver I raske
og skal få at vide, hvorfor hans Hånd
ikke vil vige fra eder!"
4. De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den
med tilbage?"
Og de sagde: "Fem Guldbylder og
fem Guldmus svarende til Tallet
på Filisterfyrsterne; thi
det er en og samme Plage, der har ramt
eder og eders Fyrster;
5. I skal eftergøre eders Bylder og Musene,
som hærger eders Land,
og således give Israels Gud
Æren; måske vil han da tage sin Hånd
bort fra eder, eders Gud og eders
Land.
6. Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som
Ægypterne og Farao
forhærdede deres Hjerte? Da
han viste dem sin Magt, måtte de da
ikke lade dem rejse, så de
kunde drage af Sted?
7. Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende
Køer, som ikke
har båret Åg, spænd
Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og
driv dem hjem;
8. tag så HERRENs Ark og sæt den på
Vognen, læg de Guldting, I
giver den med i Sonegave, i et Skrin
ved Siden af og send den så
af Sted.
9. Læg siden Mærke til, om den tager Vejen
hjem ad Bet-Sjemesj til,
thi så er det ham, som har
voldt os denne store Ulykke; i modsat
Fald ved vi, at det ikke var hans
Hånd, som ramte os, men at det
var en Hændelse!"
10. Mændene gjorde da således; de tog to
diegivende Køer og spændte
dem for Vognen, men Kalvene lukkede
de inde i Stalden.
11. Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen
tillige med Skrinet med
Guldmusene og Bylderne.
12. Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj
til; under
ustandselig Brølen fulgte
de stadig den samme Vej uden at bøje
af til højre eller venstre,
og Filisterfyrsterne fulgte med dem
til Bet-Sjemesj's Landemærke.
13. Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste
Hvede i Dalen, så op
og fik Øje på Arken,
løb de den glade i Møde;
14. og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas
Mark,
standsede den. Der lå en stor
Sten; de huggede da Træet af
Vognen i Stykker og ofrede Køerne
som Brændoffer til HERREN.
15. Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige
med Skrinet med
Guldtingene, der stod ved Siden
af, og satte den på den store
Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj
bragte den Dag Brændofre og
ofrede Slagtofre til HERREN.
16. Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte
de ufortøvet
tilbage til Ekron.
17. Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge
med i Sonegave til
HERREN: For Asdod een, for Gaza
een, for Askalon een, for Gat
een og for Ekron een.
18. Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne,
der
tilhørte de fem Fyrster,
både de befæstede Byer og Landsbyerne.
Vidne derom er den Dag i Dag den
store Sten på Bet-Sjemesjifen
Jehosjuas Mark, hvorpå de
satte HERRENs Ark.
19. Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del
i
Bet-Sjemesjiternes Glæde over
at se HERRENs Ark; derfor
ihjelslog han halvfjerdsindstyve
Mænd iblandt dem. Da sørgede
Folket, fordi HERREN havde slået
så mange af dem ihjel;
20. og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå
for HERRENs, denne
hellige Guds, Åsyn? Og hvor
vil han drage hen fra os?"
21. Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim
og lod sige:
"Filisterne har sendt HERRENs Ark
tilbage. Kom herned og hent
den op til eder!" 7-1.
Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og
hentede HERRENs Ark op til sig og
bragte den til Abinadabs Hus
på Højen; og hans Søn
El'azar helligede de til at vogte HERRENs
Ark.
1.Samuel 7
2. Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim
gik der lang Tid;
der gik tyve År, og hele Israels
Hus sukkede efter HERREN.
3. Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil
omvende eder
til HERREN af hele eders Hjerte,
skil eder så af med de fremmede
Guder og Astarterne; vend eders
Hu til HERREN og dyrk ham alene,
så vil han fri eder af Filisternes
Hånd!"
4. Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne
og Astarterne og
dyrkede HERREN alene.
5. Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa,
så vil jeg
bede til HERREN for eder!"
6. Så samlede de sig i Mizpa og øste
Vand og udgød det for HERRENs
Åsyn, og de fastede den Dag
og sagde der: "Vi har syndet mod
HERREN!" Derpå dømte
Samuel Israeliterne i Mizpa.
7. Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde
samlet sig i Mizpa,
drog Filisterfyrsterne op imod Israel;
og da Israeliterne hørte
det, blev de bange for Filisterne.
8. Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op
med at råbe til
HERREN vor Gud, at han må
frelse os af Filisternes Hånd!"
9. Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det
som Brændoffer,
som Heloffer; og Samuel råbte
til HERREN for Israel, og HERREN
bønhørte ham.
10. Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet,
rykkede
Filisterne frem til Kamp mod Israel,men
HERREN sendte den Dag et
vældigt Tordenvejr over Filisterne
og bragte dem i Uorden, så de
blev slået af Israel;
11. og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte
efter Filisterne og
huggede dem ned lige til neden for
Bet-Kar.
12. Derpå tog Samuel en Sten og stillede den
op mellem Mizpa og
Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer,
idet han sagde: "Hidtil
har HERREN hjulpet os!"
13. Således bukkede filisterne under, og de faldt
ikke mere ind i
Israels Land, men HERRENs Hånd
lå tungt på Filisterne, så længe
Samuel levede.
14. De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage,
fra Ekron
til Gat; også Landet der omkring
frarev Israeliterne Filisterne;
og der var Fred mellem Israel og
Amoriterne.
15. Samuel var Dommer i Israel, så længe
han levede;
16. han plejede årlig at drage rundt til Betel,
Gilgal og Mizpa og
dømme Israeliterne på
alle disse Steder;
17. derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han
sit Hjem, og
der dømte han Israel. Og
han byggede HERREN et Alter der.
1.Samuel 8
1. Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner
til Dommere
over Israel;
2. hans førstefødte Søn hed Joel
og hans anden Søn Abija; de dømte
i Be'ersjeba.
3. Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor;
de lod sig lede af
egen Fordel, tog imod Bestikkelse
og bøjede Retten.
4. Da kom alle Israels Ældste sammen og begav
sig til Samuel i Rama
5. og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og
dine Sønner
vandrer ikke i dit Spor. Sæt
derfor en Konge over os til at
dømme os, ligesom alle de
andre Folk har det!"
6. Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv
os en Konge, som
kan dømme os!" Og Samuel
bad til HERREN.
7. Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt
efter, hvad
Folket siger, thi det er ikke dig,
de vrager, men det er mig, de
vrager som deres Konge.
8. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden
jeg førte dem ud
af Ægypten og indtil denne
Dag, idet de forlod mig og dyrkede
andre Guder, således handler
de også imod dig.
9. Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende
advare dem og
lade dem vide, hvad Ret den Konge
skal have, som skal herske
over dem!"
10. Så forebragte Samuel Folket, som krævede
en Konge af ham, alle
HERRENs Ord
11. og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal
herske over
eder: Eders Sønner skal han
tage og sætte ved sin Vogn og sine
Heste, så de må løbe
foran hans Vogn,
12. og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere
og til at
pløje og høste for
ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj.
13. Eders Døtre skal han tage til at blande
Salver, koge og bage.
14. De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer
skal han tage
og give sine Folk.
15. Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage
Tiende og give sine
Hofmænd og Tjenere.
16. De bedste af eders Trælle og Trælkvinder,
det bedste af eders
Hornkvæg og Æsler skal
han tage og bruge til sit eget Arbejde.
17. Af eders Småkvæg skal han tage Tiende;
og I selv skal blive hans
Trælle.
18. Og når l da til den Tid klager over eders
Konge, som I har valgt
eder, så vil HERREN ikke bønhøre
eder!"
19. Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men
sagde: "Nej,
en Konge vil vi have over os,
20. vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge
skal dømme os
og drage ud i Spidsen for os og
føre vore Krige!"
21. Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte
han HERREN
dem;
22. og HERREN sagde til Samuel: "Ret dig efter dem
og sæt en Konge
over dem!" Da sagde Samuel til Israels
Mænd: "Gå hjem, hver til
sin By!"
1.Samuel 9
1. I Benjamin var der en Mand ved Navn Kisj, en Søn
af Abiel, en
Søn af Zeror, en Søn
af Bekorat, en Søn af Afia, en Benjaminit,
en formuende Mand.
2. Han havde en Søn ved Navn Saul, statelig
og smuk, ingen blandt
Israeliterne var smukkere end han;
han var et Hoved højere end
alt Folket.
3. Engang var nogle af Sauls Fader Kisjs Æsler
blevet borte, og
Kisj sagde da til sin Søn
Saul: "Tag en af Karlene med og gå ud
og søg efter Æslerne!"
4. De gik så først gennem Efraims Bjerge
og Sjalisja egnen, men
fandt dem ikke; derefter gik de
gennem Sja'alimegnen, men der
var de heller ikke; derpå
gik de gennem Benjamins Land, men
fandt dem ikke.
5. Da de kom til Zufegnen, sagde Saul til Karlen,
som var med ham:
"Kom, lad os vende hjem, for at
min Fader ikke skal holde op med
at tænke på Æslerne
og i Stedet blive urolig for os!"
6. Men han svarede ham: "Se, i Byen der bor en Guds
Mand, en anset
Mand; hvad han siger, sker altid.
Lad os nu gå derhen, måske kan
han give os Besked angående
det, vi går om."
7. Da sagde Saul til Karlen: "Ja, lad os gå
derhen! Men hvad skal
vi give Manden? Thi vi har ikke
mere Brød i vore Tasker, og
nogen Gave har vi ikke at give den
Guds Mand. Hvad har vi?"
8. Karlen svarede atter Saul: "Se, jeg har en kvart
Sekel Sølv, den
kan du give den Guds Mand; så
siger han os nok Besked om det, vi
går om."
9. Fordum sagde man i Israel, når man gik hen
for at rådspørge Gud:
"Kom, lad os gå til Seeren!"
Thi hvad man nu til Dags kalder en
Profet, kaldte man fordum en Seer.
10. Da sagde Saul til Karlen: "Du har Ret! Kom, lad
os gå derhen!"
Så gik de hen til Byen, hvor
den Guds Mand boede.
11. Som de nu gik ad Vejen op til Byen, traf de nogle
unge Piger,
der gik ud for at øse Vand,
og de spurgte dem: "Er Seeren her?"
12. De svarede dem: "Ja, han er foran; han kom til
Byen lige nu.
Folket ofrer nemlig i Dag et Slagtoffer
på Offerhøjen.
13. Når I blot går ind i Byen, kan I træffe
ham, før han går op på
Offerhøjen til Måltidet;
thi Folket spiser ikke, før han kommer,
da han skal velsigne Slagtofferet;
så først spiser de indbudne.
Gå nu op til Byen, thi netop
nu kan I træffe ham!"
14. De gik så op til Byen; og som de gik ind
igennem Porten, kom
Samuel gående imod dem på
Vej op til Offerhøjen.
15. HERREN havde Dagen før Sauls Komme åbnet
Samuels Øre og sagt:
16. "I Morgen ved denne Tid sender jeg en Mand til
dig fra Benjamins
Land; ham skal du salve til Fyrste
over mit Folk Israel; han
skal frelse mit Folk fra Filisternes
Hånd; thi jeg har givet Agt
på mit Folks Nød, dets
Klageråb har nået mig!"
17. Og straks da Samuel fik Øje på Saul,
sagde HERREN til ham: "Se,
der er den Mand, om hvem jeg sagde
til dig: Han skal herske over
mit Folk!"
18. Da trådte Saul hen til Samuel midt i Porten
og sagde: "Vær så
god at sige mig, hvor Seerens Hus
er!"
19. Samuel svarede: "Seeren det er mig; gå i
Forvejen op på
Offerhøjen; du skal spise
sammen med mig i Dag; i Morgen skal
jeg følge dig på Vej
og kundgøre dig alt, hvad der er i dit
Hjerte;
20. for Æslerne, som for tre Dage siden blev
borte for dig, skal du
ikke ængste dig; de et fundet.
Men til hvem står alt Israels
Begær uden til dig og hele
dit Fædrenehus?"
21. Da svarede Saul: "Er jeg ikke fra Benjamin, Israels
mindste
Stamme? Og min Slægt er den
ringeste af alle Benjamins Stammes
Slægter. Hvor kan du da tale
således til mig?"
22. Men Samuel tog Saul og hans Karl, førte
dem til Gildesalen og
gav dem Plads øverst blandt
de indbudne der var omtrent tredive
Mænd
23. og Samuel sagde til Kokken: "Ræk mig det
Stykke, jeg gav dig og
sagde, du skulde lægge til
Side!"
24. Da tog Kokken Køllen og satte den for Saul.
Og Samuel sagde:
"Se, Kødet står for
dig, spis! Thi til den fastsatte Tid har man
ventet dig, for at du kunde spise
sammen med de indbudne." Så
spiste Saul sammen med Samuel den
Dag.
25. Derpå steg de ned fra Offerhøjen fil
Byen, og der blev redt til
Saul på Taget.
26. Så lagde han sig til Hvile. Tidligt om Morgenen,
da Morgenrøden
brød frem, råbte Samuel
til Saul oppe på Taget: "Stå op, jeg vil
følge dig på Vej!"
Da stod Saul op, og han og Samuel gik ud
sammen,
27. Men da de på Nedvejen var kommet til Udkanten
af Byen, sagde
Samuel til Saul: "Sig til Karlen,
at han skal gå i Forvejen! Men
bliv du stående et Øjeblik,
så vil jeg kundgøre dig Guds Ord!"
1.Samuel 10
1. Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien
over hans Hoved,
kyssede ham og sagde: "Har HERREN
ikke salvet dig til Fyrste
over sit Folk Israel? Du skal herske
over HERRENs Folk og frelse
det fra dets Fjender. Og dette skal
være dig Tegnet på, at
HERREN har salvet dig til Fyrste
over sin Arv:
2. Når du i Dag går fra mig, skal du træffe
to Mænd ved Rakels Grav
ved Benjamins Grænse i Zelza,
og de skal sige til dig: Æslerne,
du gik ud at lede efter, er fundet;
dem har din Fader slået af
Tanke, men nu er han urolig for
eder og siger: Hvad skal jeg
gøre for min Søn?
3. Og når du er gået et Stykke længere
frem og kommer til
Taboregen, skal du træffe
tre Mænd, som er på Vej op til Gud i
Betel; den ene bærer tre Kid,
den anden tre Brødkager og den
tredje en Dunk Vin;
4. de skal hilse på dig og give dig to Brødkager,
som du skal tage
imod.
5. Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes
Foged bor;
og når du kommer hen til Byen,
vil du støde på en Flok Profeter,
som kommer ned fra Offerhøjen
i profetisk Henrykkelse til
Harpers, Paukers, Fløjters
og Citres Klang;
6. så vil HERRENs Ånd overvælde
dig, så du falder i profetisk
Henrykkelse sammen med dem, og du
skal blive til et andet
Menneske.
7. Når disse Tegn indtræffer for dig,
kan du trygt gøre, hvad der
falder for; thi Gud er med dig.
8. Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal;
så kommer jeg ned til
dig for at bringe Brændofre
og ofre Takofre. Syv Dage skal du
vente, til jeg kommer og kundgør
dig, hvad du skal gøre!"
9. Da han derpå vendte sig for at gå bort
fra Samuel, gav Gud ham
et helt andet Hjerte, og alle disse
Tegn indtraf samme Dag.
10. Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter
ham i
Møde, og Guds Ånd overvældede
ham, og han faldt i profetisk
Henrykkelse midt iblandt dem.
11. Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så
ham i profetisk
Henrykkelse sammen med Profeterne,
sagde de til hverandre: "Hvad
går der af Kisjs Søn?
Er også Saul iblandt Profeterne?"
12. Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel
deres Fader?" Derfor
blev det et Mundheld: "Er også
Saul iblandt Profeterne?"
13. Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han
til Gibea.
14. Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor
har I været
henne?" Han svarede: "Ude at lede
efter Æslerne; og da vi ikke
fandt dem, gik vi hen til Samuel."
15. Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad
Samuel sagde til
eder!"
16. Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne
var fundet!" Men hvad
Samuel havde sagt om Kongedømmet,
fortalte han ham ikke.
17. Derpå stævnede Samuel Folket sammen
hos HERREN i Mizpa;
18. og han sagde til Israeliterne: "Så siger
HERREN, Israels Gud:
Jeg førte Israel op fra Ægypten
og frelste eder af Ægypternes
Hånd og fra alle de Riger,
som plagede eder.
19. Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser
i alle eders
Ulykker og Trængsler, og siger:
Nej, en Konge skal du sætte over
os! Så træd nu frem
for HERRENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægt
for Slægt!"
20. Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde
frem, og Loddet
ramte Benjamins Stamme.
21. Så lod han Benjamins Stamme træde frem
Slægt for Slægt, og
Matris Slægt ramtes. Så
lod han Matris Slægt træde frem Mand for
Mand, og Saul, Kisjs Søn,
ramtes. Men da man ledte efter ham,
var han ikke til at finde.
22. Da adspurgte de på ny HERREN: "Er Manden
her?" Og HERREN
svarede: "Se, han holder sig skjult
ved Trosset."
23. Så løb de hen og hentede ham der;
og da han trådte ind imellem
Folket, var han et Hoved højere
end alt Folket.
24. Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HERREN
har udvalgt?
Hans Lige findes ikke i alt Folket!"
Og hele Folket brød ud i
Jubelskrig og råbte: "Kongen
leve!"
25. Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets
Ret for Folket og optegnede
den i en Bog, som han lagde hen
for HERRENs Åsyn. Så lod Samuel
hele Folket gå hver til sit:
26. også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de
tapre Mænd, hvis
Hjerte Gud rørte, gik med
ham.
27. Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne
hjælpe os?"
Og de ringeagtede ham og bragte
ham ingen Hyldingsgave. Men han
var, som han var døv.
1.Samuel 11
1. Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede
Jabesj i
Gilead. Da sagde alle Mændene
i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagt
med os, så vil vi underkaste
os!"
2. Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det
Vilkår vil jeg slutte
Pagt med eder, at jeg må stikke
det højre Øje ud på enhver af
eder til Forsmædelse for hele
Israel!"
3. Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv
os syv Dages Frist, så
vi kan sende Bud rundt i hele Israels
Land; hvis så ingen kommer
os til Hjælp, vil vi overgive
os til dig!"
4. Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte
Folket Sagen,
brast hele Folket i Gråd.
5. Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken,
og han
spurgte: "Hvad er der i Vejen med
Folket, siden det græder?" De
fortalte ham da, hvad Mændene
fra Jabesj havde sagt;
6. og da Saul hørte det, overvældede
Guds Ånd ham, og hans Vrede
blussede heftigt op.
7. Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede
dem, sendte Folk ud
med Stykkerne i hele Israels Land
og lod sige: "Hvis nogen ikke
følger Saul og Samuel, skal
der handles således med hans Okser!"
Da faldt en HERRENs Rædsel
over Folket, så de alle som een drog
ud.
8. Og han mønstrede dem i Bezek, og der var
300000 Israeliter og
30000 Judæere.
9. Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet:
"Således skal I
sige til Mændene i Jabesj
i Gilead: I Morgen, når Solen begynder
at brænde, skal I få
Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelte
Mændene i Jabesj det, blev
de glade.
10. Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil
vi overgive os til
eder, så kan I gøre
med os, hvad I finder for godt!"
11. Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger,
og de trængte ind
i Lejren ved Morgenvagten og huggede
ned blandt Ammoniterne, til
det blev hedt; og de, som undslap,
splittedes til alle Sider, så
ikke to og to blev sammen.
12. Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde:
Skal Saul
være Konge over os? Bring
os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!"
13. Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel;
thi i Dag har
HERREN givet Israel Sejr!"
14. Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå
til Gilgal og
gentage Kongevalget der!"
15. Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul
til Konge for
HERRENs Åsyn der i Gilgal,
og de bragte Takofre der for Herrens
Åsyn. Og Saul og alle Israels
Mænd var højlig glade.
1.Samuel 12
1. Da sagde Samuel til hele Israel: "Se, jeg har føjet
eder i alt,
hvad I har bedt mig om, og sat en
Konge over eder.
2. Se, nu færdes Kongen for eders Ansigt; jeg
er gammel og grå, og
mine Sønner er nu iblandt
eder; men jeg har færdedes for eders
Ansigt fra min Ungdom indtil i Dag.
3. Se, her står jeg; viden imod mig i HERRENs
og hans, Salvedes
Påhør! Hvis Okse har
jeg taget? Hvis Æsel har jeg taget? Hvem
har jeg, undertrykt? Hvem har jeg
gjort Uret? Af hvem har jeg
taget Gave og derfor lukket Øjnene?
I så Fald vil jeg give eder
Erstatning!"
4. Da sagde de: "Du har ikke undertrykt os eller gjort
os Uret
eller taget noget fra nogen."
5. Derpå sagde han til dem: "Så er HERREN
i Dag Vidne over for
eder, også hans Salvede er
Vidne, at I ikke har fundet noget hos
mig." De sagde: "Ja!"
6. Da sagde Samuel til Folket: "HERREN er Vidne, han,
som udrustede
Moses og Aron og førte eders
Fædre op fra Ægypten.
7. Så træd nu frem, at jeg kan gå
i Rette med eder for HERRENs Åsyn
og kundgøre eder alle de
Gerninger, HERREN i sin Retfærdigher
har øvet mod eder og eders
Fædre.
8. Da Jakob og hans Sønner var kommet til Ægypten,
og Ægypterne
plagede dem, råbte eders Fædre
til HERREN, og HERREN sendte
Moses og Aron, som førte
eders Fædre ud af Ægypten, og han lod
dem bosætte sig her.
9. Men de glemte HERREN deres Gud; derfor prisgav
han dem til Kong
Jabin af Hazors Hærfører
Sisera, til Filisterne og til Moabs
Konge, så de angreb dem.
10. Da råbte de til HERREN og sagde: Vi har syndet,
thi vi forlod
HERREN og dyrkede Ba'alerne og Astarterne;
men fri os nu af vore
Fjenders Hånd, så vil
vi dyrke dig!
11. Så sendte HERREN Jerubba'al, Barak, Jefta
og Samuel; og han
friede eder af eders Fjenders Hånd
rundt om, så I kunde bo i
Tryghed.
12. Men da I så Ammoniterkongen Nahasj rykke
frem imod eder, sagde I
til mig: Nej, en Konge skal herske
over os uagtet HERREN eders
Gud var eders Konge!
13. Og nu, her står Kongen, som I har valgt og
krævet; se, HERREN
har sat en Konge over eder!
14. Hvis I frygter HERREN og tjener ham, adlyder hans
Røst og ikke
er genstridige mod HERRENs Bud,
men følger HERREN eders Gud,
både I og Kongen, som har
fået Herredømmet over eder, da skal
det gå eder vel.
15. Adlyder I derimod ikke HERRENs Røst, men
er genstridige mod
HERRENs Bud, da skal HERRENs Hånd
ramme eder og eders Konge og
ødelægge eder.
16. Træd nu frem og se den vældige Gerning,
HERREN vil øve for eders
Øjne!
17. Har vi ikke Hvedehøst nu? Men jeg vil råbe
til HERREN, at han
skal sende Torden og Regn, for at
I kan kende og se, at det i
HERRENs Øjne var en stor
Brøde I begik, da I krævede en Konge!"
18. Derpå råbte Samuel til HERREN, og HERREN
sendte samme Dag Torden
og Regn. Da frygtede hele folket
såre for HERREN og Samuel,
19. og hele Folket sagde til Samuel: "Bed for dine
Trælle til HERREN
din Gud, at vi ikke skal dø,
fordi vi til vore andre Synder har
føjet den Brøde at
kræve en Konge!"
20. Da sagde Samuel til Folket: "Frygt ikke! Vel har
I øvet al den
Synd; men vend eder nu ikke fra
HERREN, tjen ham af hele eders
Hjerte
21. og vend eder ikke til dem, som er Tomhed og hverken
kan hjælpe
eller frelse, fordi de er Tomhed.
22. Thi for sit store Navns Skyld vil HERREN ikke forstøde
sit Folk,
da det jo har behaget HERREN at
gøre eder til sit Folk.
23. Det være også langt fra mig at synde
mod HERREN og høre op med
at bede for eder; jeg vil også
vise eder den gode og rette Vej;
24. men frygt HERREN og tjen ham oprigtigt af hele
eders Hjerte; thi
se, hvor store Ting han gjorde imod
eder!
25. Men hvis I handler ilde, skal både I og eders
Konge gå til
Grunde!"
1.Samuel 13
1. Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og
han herskede i....År
over Israel.
2. Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var
2000 hos Saul
i Mikmas og i Bjergene ved Betel,
1000 hos Jonatan i Gibea i
Benjamin; Resten af Krigerne lod
han gå hver til sit.
3. Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba.
Det kom nu
Filisterne for Øre, at Hebræerne
havde revet sig løs. Men Saul
havde ladet støde i Hornet
hele Landet over,
4. og hele Israel hørte, at Saul havde fældet
Filisternes Foged, og
at Israel havde vakt Filisternes
Vrede. Og Folket stævnedes
sammen i Gilgal til at følge
Saul,
5. men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel,
3000
Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk
så talrigt som Sandet ved
Havets Bred, og de drog op og lejrede
sig i Mikmas lige over for
Bet-Aven.
6. Da Israels Mænd skønnede, hvilken
Fare de var i thi Folket blev
trængt, skjulte Folket sig
i Huler, Jordhuller, Klipperevner,
Gruber og Cisterner
7. eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads
Land. Men
Saul var endnu i Gilgal, og hele
Folket fulgte ham med Frygt i
Sind.
8. Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde
fastsat; men
Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket
så spredte sig og forlod
Saul,
9. sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene
hen til mig!" Så
ofrede han Brændofferet.
10. Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet,
se, da kom
Samuel, og Saul gik ham i Møde
for at hilse på ham.
11. Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede:
"Jeg så, at
Folket spredte sig og forlod mig,
men du kom ikke til den
fastsatte Tid, og Filisterne samlede
sig ved Mikmas;
12. så tænkte jeg: Nu drager Filisterne
ned til Gilgal imod mig, og
jeg har endnu ikke vundet HERRENs
Gunst; da tog jeg Mod til mig
og bragte Brændofferet!"
13. Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet.
Hvis du havde
holdt den Befaling, HERREN din Gud
gav dig, vilde HERREN nu have
grundfæstet dit Kongedømme
over Israel til evig Tid;
14. men nu skal dit Kongedømme ikke bestå.
HERREN har udsøgt sig en
Mand efter sit Hjerte, og ham har
HERREN kaldet til Fyrste over
sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad
HERREN bød dig!"
15. Derpå brød Samuel op og gik bort fra
Gilgal; men den
tilbageblevne Del af Folket drog
op i Følge med Saul for at
støde til Krigerne, og de
kom fra Gilgal til Gibea i
Benjamin. Da mønstrede Saul
de Folk, han havde hos sig, omtrent
600 Mand;
16. og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk,
de havde hos sig, lå i
Geba i Benjamin, medens Filisterne
lå lejret i Mikmas.
17. Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud
i tre Afdelinger for at
plyndre; den ene Afdeling drog i
Retning af Ofra til Sjualegnen,
18. den anden i Retning af Bet Horon og den tredje
i Retning af den
Høj, som rager op over Zeboimdalen,
ad Ørkenen til.
19. Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land;
thi Filisterne
havde tænkt, at Hebræerne
ellers kunde lave sig Sværd og Spyd;
20. derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne
for at få
hvæsset deres Plovjern, Hakker,
Økser eller Pigkæppe;
21. det kostede en Pim at få slebet Plovjem og
Hakker og en
Tredjedel Sekel for Økser
og for at indsætte Pig.
22. Således fandtes der, den Dag Slaget stod
ved Mikmas, hverken
Sværd eller Spyd hos nogen
af Krigerne, som var hos Saul og
Jonatan; kun Saul og hans Søn
Jonatan havde Våben.
1.Samuel 14
23. Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset.
14-1. Da
hændte det en Dag, at Sauls
Søn Jonatan sagde til sin
Våbendrager: "Kom, lad os
gå over til Filisternes Forpost her
lige overfor!" Men til sin Fader
sagde han intet derom.
2. Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet
ved
Tærskepladsen, og folkene,
som var hos ham, var omtrent 600
Mand.
3. Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder
til Ikabod, en Søn af
Pinehas, en Søn af Eli, HERRENs
Præst i Silo, bar Efoden. Men
Folkene vidste intet om, at Jonatan
var gået.
4. I Passet, som Jonatan søgte at komme over
for at angribe
Filisternes Forpost, springer en
Klippespids frem på hver Side;
den ene hedder Bozez, den anden
Sene.
5. Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden
ud for Mikmas, den
anden på Sydsiden ud for Geba.
6. Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom,
lad os gå over til
disse uomskårnes Forpost;
måske vil HERREN stå os bi, thi intet
hindrer HERREN i at give Sejr, enten
der er mange eller få!"
7. Våbendrageren svarede: "Gør, hvad
du har i Sinde! Jeg går med;
som du vil, vil også jeg!"
8. Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme
over til de Mænd og
sørger for, at de får
os at se.
9. Hvis de så siger til os: Stå stille,
vi kommer hen til eder! så
bliver vi stående, hvor vi
står, og går ikke op til dem.
10. Men siger de: Kom op til os! går vi derop;
thi så har HERREN
givet dem i vor Hånd; det
skal være vort Tegn!"
11. Da nu Filisternes Forpost fik Øje på
dem, sagde Filisterne: "Se,
der kommer nogle Hebræere
krybende ud af de Jordhuller, de har
skjult sig i!"
12. Og Mændene, der stod på Forpost, råbte
til Jonatan og hans
Våbendrager: "Kom op til os,
så skal vi lære jer!" Da sagde
Jonatan til Våbendrageren:
"Følg med derop, thi HERREN har givet
dem i Israels Hånd!"
13. Så klatrede Jonatan op på Hænder
og Fødder, og Våbendrageren
bagefter. Da flygtede de for Jonatan;
og han huggede dem ned, og
Våbendrageren fulgte efter
og gav dem Dødsstødet;
14. og i første Omgang fældede Jonatan
og hans Våbendrager henved
tyve Mand på en Strækning
af omtrent en halv Dags Pløjeland.
15. Da opstod der Rædsel både i og uden
for Lejren. og alle
Krigerne, både Forposten og
Strejfskaren, sloges med Rædsel;
tilmed kom der et Jordskælv,
og det fremkaldte en Guds Rædsel.
16. Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin
så derhen, opdagede
de, at det bølgede hid og
did i Lejren.
17. Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring
og se efter, hvem
af vore der er gået bort!"
Og ved Mønstringen viste det sig, at
Jonatan og hans Våbendrager
manglede.
18. Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han
bar nemlig
dengang Efoden foran Israel.
19. Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen
i
Filisternes Lejr større og
større. Saul sagde da til Præsten:
"Lad det kun være!"
20. Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da
de kom til
Kamppladsen, se, da var den enes
Sværd løftet mod den andens, og
alt var i stor Forvirring.
21. Og de Hebræere, som tidligere havde stået
under Filisterne og
havde gjort dem Hærfølge,
faldt fra og sluttede sig til Israel,
som fulgte Saul og Jonatan.
22. Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult
sig i Efraims
Bjerge, hørte, at Filisterne
var på Flugt, satte også de efter
dem for at bekæmpe dem.
23. Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da
Kampen havde strakt
sig hen forbi Bet Horon -
24. alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand,
og Kampen bredte
sig over Efraims Bjerge begik Saul
den Dag en stor Dårskab, idet
han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet
være hver den, som
nyder noget før Aften, før
jeg får taget Hævn over mine
Fjender!" Og alt Folket afholdt
sig fra at spise.
25. Der fandtes nogle Bikager på Marken,
26. og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte;
men ingen
førte Hånden til Munden;
thi Folket frygtede Eden.
27. Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader
tog Folket i Ed, og
han rakte Spidsen af den Stav, han
havde i Hånden, ud, dyppede
den i en Bikage og førte
Hånden til Munden; derved fik hans Øjne
atter Glans.
28. Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader
tog Folket i
Ed og sagde: Forbandet være
hver den, som nyder noget i Dag! Og
dog var Folket udmattet."
29. Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i
Ulykke! Se, hvor
mine Øjne fik Glans, fordi
jeg nød den Smule Honning!
30. Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet,
det tog
fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes
Nederlag ikke stort."
31. De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon,
og Folket
var meget udmattet.
32. Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg,
Hornkvæg og
Kalve og slagtede dem på Jorden
og spiste Kødet med Blodet i.
33. Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket
synder mod
HERREN ved at spise Kødet
med Blodet i!" Og han sagde: "I
forbryder eder! Vælt mig en
stor Sten herhen!"
34. Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt
Folket og sig til dem:
Enhver skal bringe sin Okse eller
sit Får hen til mig og slagte
det her! Så kan I spise; men
synd ikke mod HERREN ved at spise
Kødet med Blodet i!" Da bragte
hver og en af Folket, hvad han
havde, og slagtede det der.
35. Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første
Alter, han
byggede HERREN.
36. Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter
Filisterne i Nat og
udplyndre dem, før Dagen
gryr, og ikke lade nogen af dem blive
tilbage!" De svarede: "Gør,
hvad du under for godt!" Men Præsten
sagde: "Lad os her træde frem
for Gud!"
37. Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage
ned efter Filisterne?
Vil du give dem i Israels Hånd?"
Men han svarede ham ikke den
Dag.
38. Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster,
og se efter,
hvad det er for en Synd, der er
begået i Dag;
39. thi så sandt HERREN lever, han, som har givet
Israel Sejr: Om
det så er min Søn Jonatan,
der har begået den, skal han dø!" Men
ingen af Folket svarede.
40. Da sagde han til hele Israel: "I skal være
den ene Part, jeg og
min Søn Jonatan den anden!"
Folket svarede Saul: "Gør, hvad du
finder for godt!"
41. Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud!
Hvorfor svarer du
ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden
ligger hos mig eller min Søn
Jonatan, HERRE, Israels Gud, så
lad Urim komme frem; men ligger
den hos dit Folk Israel, så
lad Tummim komme frem!" Da ramtes
Jonatan og Saul af Loddet, men Folket
gik fri.
42. Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn
Jonatan!" Så
ramtes Jonatan.
43. Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har
gjort!" Jonatan
svarede: "Jeg nød lidt Honning
på Spidsen af Staven, jeg havde i
Hånden. Se, jeg er rede til
at dø!"
44. Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det
ene og det andet! Du
skal visselig dø, Jonatan!"
45. Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø,
han, som har vundet
Israel denne store Sejr? Det være
langt fra! Så sandt HERREN
lever, ikke et Hår skal krummes
på hans Hoved; thi med Guds
Hjælp vandt han Sejr i Dag!"
Da udløste Folket Jonatan, og han
blev friet fra Døden.
46. Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne
og drog hjem,
medens Filisterne trak sig tilbage
til deres Land.
47. Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel,
førte han Krig med
alle sine Fjender rundt om, Moab,
Ammoniterne, Edom, Kongen af
Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte
ham overalt, hvor han
vendte sig hen.
48. Han udførte Heltegerninger, slog Amalek
og befriede Israel fra
dem, som hærgede det.
49. Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua;
af hans to Døtre
hed den førstefødte
Merab og den yngste Mikal.
50. Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz;
hans Hærfører hed
Abiner, en Søn af Sauls Farbroder
Ner;
51. Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner
af Abiel.
52. Men Krigen med Filisterne var hård, lige så
længe Saul levede;
og hver Gang Saul traf en heltemodig
og tapper Mand, knyttede
han ham til sig.
1.Samuel 15
1. Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte
for at salve
dig til konge over hans Folk Israel;
lyd nu HERRENs Røst.
2. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil
straffe Amalek for, hvad de
gjorde mod Israel, da de stillede
sig i Vejen for det på
Vandringen op fra Ægypten.
3. Drag derfor hen og slå Amalek og læg
Band på dem og på alt, hvad
der tilhører dem; skån
dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder,
Børn og diende, Okser og
Får, Kameler og Æsler!"
4. Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede
dem i Telaim, 200000
Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.
5. Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold
i Dalen.
6. Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne
og gå
eders Vej, for at jeg ikke skal
udrydde eder sammen med dem; I
viste jo Venlighed mod alle Israeliterne,
dengang de drog op fra
Ægypten!" Så trak Keniterne
sig tilbage fra Amalek.
7. Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger
østen for
Ægypten,
8. og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På
alt Folket
lagde han Band og huggede dem ned
med Sværdet;
9. men Saul og Folket skånede Agag og det bedste
af Småkvæget og
Hornkvæget, de fede og velnærede
Dyr, alt det bedste; de vilde
ikke lægge Band på dem,men
på alt det dårlige og værdiløse Kvæg
lagde de Band.
10. Da kom HERRENs Ord til Samuel således:
11. "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi
han har vendt sig
fra mig og ikke holdt mine Befalinger!"
Da vrededes Samuel og
råbte til HERREN hele Natten.
12. Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå
Saul i Møde, blev der
meldt ham: "Saul kom til Karmel
og rejste sig et Mindesmærke
der; så vendte han om og drog
videre ned til Gilgal!"
13. Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham:
"HERREN
velsigne dig! Jeg har holdt HERRENs
Befaling!"
14. Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen
af Småkvæg, som når
mit Øre, og Brølen
af Hornkvæg, jeg hører?"
15. Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne;
thi Folket
skånede det bedste af Småkvæget
og Hornkvæget for at ofre det
til HERREN din Gud; på det
andet derimod lagde vi Band!"
16. Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil
kundgøre dig,
hvad HERREN i Nat har sagt mig!"
Han svarede: "Tal!"
17. Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv
for noget, er
du så ikke Høvding
for Israels Stammer, og salvede HERREN dig
ikke til Konge over Israel?
18. Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling:
Gå hen og læg
Band på Amalekiterne, de Syndere,
og før Krig imod dem, indtil
du har udryddet dem!
19. Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst,
men styrtede dig over
Byttet og gjorde, hvad der er ondt
i HERRENs Øjne?"
20. Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs
Røst og gik, hvor HERREN
sendte mig hen; jeg har bragt Kong
Agag af Amalek med og lagt
Band på Amalek;
21. men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg
af Byttet, det bedste af det
bandlyste, for at ofre det til HERREN
din Gud i Gilgal."
22. Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så
meget Behag i
Brændofre og Slagtofre som
i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, at
adlyde er mere værd end Slagtoffer,
og at være lydhør er mere
værd end Væderfedt;
23. thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed
er
Afgudsbrøde. Fordi du har
forkastet HERRENs Ord, har han
forkastet dig, så du ikke
mere skal være Konge!"
24. Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi
jeg har overtrådt
HERRENs Befaling og dine Ord, men
jeg frygtede Folket og føjede
dem:
25. tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med
mig, for at jeg
kan tilbede HERREN!"
26. Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage
med dig;
fordi du har forkastet HERRENs Ord,
har HERREN forkastet dig, så
du ikke mer skal være Konge
over Israel!"
27. Derpå vendte Samuel sig for at gå,
men Saul greb fat i hans
Kappeflig, så den reves af.
28. Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet
Kongedømmet
over Israel fra dig og givet det
til en anden, som er bedre end
du!
29. Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver
ikke, ej heller
angrer han; thi han er ikke et Menneske,
at han skulde angre!"
30. Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære
for mit Folks
Ældste og Israel og vend tilbage
med mig, for at jeg kan tilbede
HERREN din Gud!"
31. Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad
HERREN.
32. Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek
hid til mig!" Og
Agag gik frejdigt hen til ham og
sagde: "Visselig, nu er Dødens
Bitterhed svundet!"
33. Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort
Kvinder barnløse, skal
din Moder blive barnløs fremfor
andre Kvinder!" Derpå
sønderhuggede Samuel Agag
for HERRENs Åsyn i Gilgal.
34. Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog
op til sit Hjem i
Sauls Gibea.
35. Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag;
thi Samuel
sørgede over Saul.
1.Samuel 16
HERREN angrede, at han havde gjort
Saul til Konge over Israel;
16-1. og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå
og sørge
over Saul? Jeg har jo dog forkastet
ham, så han ikke mere skal
være Konge over Israel. Fyld
dit Horn med Olie og drag af Sted!
Jeg sender dig til Betlehemiten
Isaj, thi jeg har udset mig en
Konge blandt hans Sønner."
2. Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får
Saul det at høre,
dræber han mig!" Men HERREN
sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg
kommer for at ofre HERREN et Offer!
3. Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade
dig vide, hvad du
skal gøre; du skal salve
mig den, jeg siger dig!"
4. Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom
til Betlehem, gik
Byens Ældste ham forfærdede
i Møde og sagde: "Kommer du for det
gode?"
5. Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN.
Helliger
eder og kom med til Ofringen!" Og
han lod Isaj og hans Sønner
hellige sig og indbød dem
til Ofringen:
6. Da de kom, og han så Eliab, tænkte han:
"Visselig står nu
HERRENs Salvede for ham!"
7. Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på
hans Ydre eller høje
Vækst; thi jeg har vraget
ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker
ser, thi Mennesker ser på
det, som er for Øjnene, men HERREN ser
på Hjertet."
8. Da kaldte Isaj på Abinadab og førte
ham hen for Samuel; men han
sagde: "Heller ikke ham har HERREN
udvalgt!"
9. Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde:
"Heller ikke ham har
HERREN udvalgt!"
10. Så førte Isaj de andre af sine syv
Sønner frem for Samuel; men
Samuel sagde til Isaj: "HERREN har
ikke udvalgt nogen af dem!"
11. Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?"
Han svarede:
"Endnu er den yngste tilbage; men
han vogter Småkvæget!" Da
sagde Samuel til Isaj: "Send Bud
efter ham! thi vi sætter os
ikke til Bords, før han kommer!"
12. Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset,
en Yngling med
smukke Øjne og skøn
at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salv
ham, thi ham er det!"
13. Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens
hans Brødre stod
rundt om: Og HERRENs Ånd kom
over David fra den Dag af.
Derefter brød Samuel op og
gik til Rama.
14. Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes
han af en ond
Ånd fra HERREN.
15. Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd
fra Gud plager dig;
16. sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står
rede til at søge efter
en Mand, der kan lege på Strenge;
når en ond Ånd fra Gud kommer
over dig, skal han røre Strengene;
så får du det godt!"
17. Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand,
der er dygtig
til Strengeleg, og bring ham til
mig!"
18. En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har
set en Søn af
Betlehemiten Isaj, han kan lege
på Strenge og er en dygtig
Kriger, en øvet Krigsmand;
han ved at føje sine Ord og er en
smuk Mand, og HERREN er med ham!"
19. Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send
mig din Søn
David, som er ved Fårene!"
20. Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk
Vin og et Gedekid og sendte sin
Søn David til Saul dermed.
21. Således kom David til Saul og trådte
i hans Tjeneste; Saul fik
ham såre kær, og han
blev hans Våbendrager.
22. Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David
blive i min
Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed
for ham!"
23. Når nu Ånden fra Gud kom over Saul,
tog David sin Citer og rørte
Strengene; så følte
Saul Lindring og fik det godt, og den onde
Ånd veg fra ham.
1.Samuel 17
Filisterne samlede deres Hær
til Kamp. De samlede sig ved Soko i
Juda og slog Lejr mellem Soko og
Azeka i Efes-Dammim.
2. Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig
og slog Lejr i
Terebintedalen og gjorde sig rede
til at angribe Filisterne.
3. Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side,
Israeliterne ved
Bjerget på den anden, med
Dalen imellem sig.
4. Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat
fra Gat ud af Filisternes
Rækker, seks Alen og et Spand
høj.
5. Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var
iført en Skælbrynje,
hvis Kobber vejede 5000 Sekel,
6. og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd
over
Skulderen.
7. Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans
Spydsod var af Jern
og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager
gik foran ham.
8. Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker:
"Hvorfor
drager I ud til Angreb? Er jeg ikke
en Filister og I Sauls
Trælle? Vælg jer en
Mand og lad ham komme herned til mig!
9. Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber
mig, vil vi være
eders Trælle, men får
jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I
være vore Trælle og
trælle for os!"
10. Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet
Israels
Slagrækker; kom med en Mand,
så vi kan kæmpe sammen!"
11. Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens
Ord, blev de
forfærdede og grebes af Rædsel.
12. David var Søn af en Efratit i Betlehem i
Juda ved Navn Isaj, som
havde otte Sønner. Denne
Mand var på Sauls Tid gammel og til
Års.
13. Isajs tre ældste Sønner havde fulgt
Saul i Krigen, og Navnene på
hans tre ældste Sønner,
som var draget i Krigen, var Eliab, den
førstefødte, Abinadab,
den næstældste, og Sjamma, den tredje;
14. David var den yngste. De tre ældste havde
fulgt Saul;
15. og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte
sin Faders
Småkvæg i Betlehem.
16. Men Filisteren trådte frem og tilbød
Kamp hver Morgen og Aften i
fyrretyve Dage.
17. Nu sagde Isaj engang til sin Søn David:
"Tag en Efa af det
ristede Korn her og disse ti Brød
til dine Brødre og løb hen til
dem i Lejren med det
18. og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren;
og se så,
hvorledes det går dine Brødre,
og få et Pant af dem;
19. Saul ligger med dem og alle Israels Mænd
i Terebintedalen og
kæmper med Filisterne!"
20. Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget
til en Vogter, tog
Sagerne og gav sig på Vej,som
Isaj havde pålagt ham; og han kom
til Vognborgen, netop som Hæren
rykkede ud til Slag og opløftede
Kampråbet.
21. Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp,
Slagorden mod
Slagorden.
22. David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til
Vagten ved
Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne
og gik hen og hilste på
sine Brødre.
23. Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen
- Filisteren
Goliat hed han og var fra Gat -
frem fra Filisternes Slagrækker
og talte, som han plejede, medens
David hørte på det.
24. Da Israels Mænd så Manden, flygtede
de alle rædselsslagne for
ham.
25. Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som
kommer der? Det er
for at håne Israel, han kommer;
den, som dræber ham, vil Kongen
give stor Rigdom; sin Datter vil
han give ham, og hans
Fædrenehus vil han fritage
for Skat i Israel!"
26. David spurgte da de Mænd,som stod om ham:
"Hvilken Løn får den,
som dræber denne Filister
og tager Skammen fra Israel? Thi hvem
er vel denne uomskårne Filister,
at han vover at håne den
levende Guds Slagrækker?"
27. Og Folkene gentog for ham: "Det og det får
den, som dræber ham!"
28. Men da hans ældste Broder Eliab hørte
ham tale med Mændene, blev
han vred på David og sagde:
"Hvad vil du her? Og hvem har du
overladt de stakkels Får i
Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og
dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned
for at se på Kampen!"
29. Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var
jo da kun et
Spørgsmål!"
30. Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde
det samme, og
Folkene svarede ham som før.
31. Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt;
det kom også
Saul for Øre, og han lod
ham hente.
32. Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke
tabe Modet! Din Træl
vil gå hen og kæmpe
med den Filister!"
33. Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og
kæmpe med den
Filister; thi du er en ung Mand,
og han har været Kriger fra sin
Ungdom!"
34. Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet
sin Faders Små
kvæg; og kom der en Løve
eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort
fra Hjorden,
35. løb jeg efter den og slog den og rev det
ud af Gabet på den;
kastede den sig så over mig,
greb jeg den i Skægget og slog den
ihjel.
36. Både Løve og Bjørn har din
Træl dræbt, og det skal gå denne
uomskårne Filister som en
at dem; thi han har hånet den levende
Guds Slagrækker!"
37. Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet
mig fra Løvers og
Bjørnes Vold, vil også
redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da
sagde Saul til David: "Gå!
HERREN være med dig!"
38. Saul iførte nu David sin Våbenkjortel,
satte en Kobberhjelm på
hans Hoved, iførte ham en
Brynje
39. og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen;
men det var
forgæves, han søgte
at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet
det før. Da sagde David til
Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi
jeg har aldrig prøvet det
før!" Og David tog det af.
40. Derpå tog han sin Stav i Hånden og
udsøgte sig fem af de
glatteste Sten i Flodlejet, lagde
dem i sin Hyrdetaske, der
tjente ham som Slyngestenstaske,
tog sin Slynge i Hånden og gik
mod Filisteren.
41. Imidlertid kom Filisteren David nærmere og
nærmere med
Skjolddrageren foran sig;
42. og da Filisteren så til og fik Øje
på David, ringeagtede han
ham, fordi han var en ung Mand,
rødmosset og smuk at se til.
43. Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund,
siden du kommer
imod mig med en Stav?" Og Filisteren
forbandede David ved sin
Gud.
44. Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen,
så skal jeg give
Himmelens Fugle og Markens vilde
Dyr dit Kød!"
45. David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med
Sværd og Spyd
og kastevåben, men jeg kommer
imod dig i Hærskarers HERREs,
Israels Slagrækkers Guds,
Navn, ham, du har hånet.
46. I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal
slå dig ned og hugge
Hovedet af dig og i Dag give Himmelens
Fugle og Jordens vilde
Dyr din og Filisterhærens
døde Kroppe, for at hele Jorden kan
kende, at der er en Gud i Israel,
47. og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN
ikke giver
Sejr ved Sværd eller Spyd;
thi HERREN råder for Kampen, og han
vil give eder i vor Hånd!"
48. Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og
gik nærmere hen imod
David, løb David hurtigt
hen imod Slagrækken for at møde
Filisteren.
49. Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den,
slyngede den ud
og ramte Filisteren i Panden, så
Stenen trængte ind i hans
Pande, og han styrtede næsegrus
til Jorden.
50. Således fik David Bugt med Filisteren med
Slynge og Sten, og han
slog Filisteren ihjel, skønt
han ikke havde Sværd i Hånden.
51. Så løb David hen ved Siden af Filisteren,
greb hans Sværd, drog
det af Skeden og gav ham Dødsstødet
og huggede Hovedet af ham
dermed. Da Filisterne så,
at deres Helt var død, flygtede de;
52. men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse,
opløftede
Kampråbet og forfulgte Filisterne
lige til Gat og Ekrons Porte,
og de faldne Filistere lå
på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat
og Ekron.
53. Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen
af Filisterne
og plyndrede deres Lejr.
54. Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til
Jerusalem, men
hans Våben lagde han i sit
Telt.
55. Da Saul så David gå imod Filisteren,
sagde han til Hærføreren
Abner: "Hvis Søn er denne
unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så
sandt du lever, Konge, jeg ved det
ikke!"
56. Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn
denne Yngling er!"
57. Da så David vendte tilbage efter at have
dræbt Filisteren, tog
Abner ham og førte ham frem
for Saul, og han havde Filisterens
Hoved i Hånden.
58. Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge
Mand?" David svarede:
"Jeg er Søn af din Træl,
Betlehemiten Isaj!"
1.Samuel 18
1. Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl
bundet til
Davids Sjæl, og han elskede
ham som sin egen Sjæl;
2. og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham
ikke at vende
tilbage til sin Faders Hus.
3. Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede
ham som
sin egen Sjæl.
4. Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav
David den tillige med
sin Våbenkjortel, ja endog
sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.
5. Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham
hen, havde han
Lykken med sig; derfor satte Saul
ham over Krigerne, og han
vandt Yndest hos alt Folket, endog
hos Sauls Folk.
6. Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter
at have fældet
Filisteren, gik Kvinderne fra alle
Israels Byer Saul i Møde med
Sang og Dans, med Håndpauker,
Jubel og Cymbler,
7. og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder,
men David
sine Titusinder!"
8. Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham,
og han sagde:
"David giver de Titusinder, og mig
giver de Tusinder; nu mangler
han kun Kongemagten!"
9. Og fra den Dag af så Saul skævt til
David.
10. Næste Dag overvældede en ond Ånd
fra Gud Saul, så han rasede i
Huset, medens David som sædvanligt
legede på Strenge; Saul havde
sit Spyd i Hånden
11. og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David
til Væggen!"
Men David undveg ham to Gange.
12. Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var
med ham,
medens han var veget fra Saul.
13. Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham
til Tusindfører;
og han drog ud til Kamp og hjem
igen i Spidsen for Krigerne;
14. og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog
sig; thi HERREN
var med ham.
15. Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken
fulgte ham, gruede han for
ham;
16. men hele Israel og Juda elskede David, fordi han
drog ud til
Kamp og hjem i Spidsen for dem.
17. Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste
Datter Merab;
hende vil jeg give dig til Hustru,
dersom du viser dig som en
tapper Mand i min Tjeneste og fører
HERRENs Krige!" Saul tænkte
nemlig: "Han skal ikke falde for
min, men for Filisternes Hånd!"
18. David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er
min Familie, min
Faders Slægt i Israel, at
jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"
19. Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde
gives David til
Ægte, blev hun givet til Adriel
fra Mehol
20. Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David.
Det kom Saul for
Øre, og han syntes godt derom;
21. Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til
ham, for at hun kan
blive ham en Snare, så han
falder for Filisternes Hånd!" Da
sagde Saul til David: "I Dag skal
du for anden Gang blive min
Svigersøn!"
22. Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden
at sige til
David: "Kongen synes godt om dig,
og alle hans Folk elsker dig;
så bliv nu Kongens Svigersøn!"
23. Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede
han: "Synes det
eder en ringe Ting at blive Kongens
Svigersøn? Jeg er jo en
fattig og ringe Mand!"
24. Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og
det sagde
David."
25. Da sagde Saul: "Således skal I sige til David:
Kongen ønsker
ikke andet i Brudekøb end
100 Filisterforhuder, så at han kan få
Hævn over sine Fjender!" Saul
gjorde nemlig Regning på at få
David fældet ved Filisternes
Hånd.
26. Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han
i at blive
Kongens Svigersøn.
27. Derpå brød David op og drog ud med
sine Mænd og dræbte 2OO
Filistere, og David kom med deres
Forhuder og leverede Kongen
dem fuldtallige for at blive hans
Svigersøn. Så gav Saul ham sin
Datter Mikal til Ægte.
28. Men da Saul så og skønnede, at HERREN
var med David, og at hele
Israel elskede ham,
29. frygtede han David endnu mere, og Saul blev for
stedse David
fjendsk.
30. Filisternes Høvdinger rykkede i Marken;
og hver Gang de rykkede
ud, havde David mere Held med sig
end alle Sauls Folk, og han
vandt stort Ry.
1.Samuel 19
1. Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle
sine Folk om at slå
David ihjel. Men Sauls Søn
Jonatan holdt meget af David.
2. Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min
Fader Saul står
dig efter Livet; tag dig derfor
i Vare i Morgen, gem dig og hold
dig skjult!
3. Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min
Fader på Marken der,
hvor du er; så vil jeg tale
til ham om dig, og hvis jeg mærker
noget, vil jeg lade dig det vide."
4. Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader
Saul og sagde til ham:
"Kongen forsynde sig ikke mod sin
Træl David; thi han har ikke
forsyndet sig mod dig, og hvad han
har udrettet, har gavnet dig
meget;
5. han vovede Livet for at dræbe Filisteren,
og HERREN gav hele
Israel en stor Sejr. Du så
det selv og glædede dig derover;
hvorfor vil du da forsynde dig ved
uskyldigt Blod og dræbe David
uden Grund?"
6. Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor:
"Så sandt HERREN
lever, han skal ikke blive dræbt!"
7. Derpå lod Jonatan David hente og fortalte
ham det hele; og
Jonatan førte David til Saul,
og han var om ham som før.
8. Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod
Filisterne og
tilføjede dem et stort Nederlag,
så de flygtede for ham.
9. Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul,
og engang han sad i
sit Hus med sit Spyd i Hånden,
medens David legede på Strengene,
10. søgte Saul at spidde David til Væggen
med Spydet; men han veg
til Side for Saul, så han
jog Spydet i Væggen, medens David
flygtede og undslap.
11. Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at
passe på ham og
dræbe ham om Morgenen. Men
Davids Hustru Mikal røbede ham det og
sagde: "Hvis du ikke redder dit
Liv i Nat, er du dødsens i
Morgen!"
12. Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet,
og han flygtede bort
og undslap.
13. Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen,
bredte et
Gedehårsnet over Hovedet på
den og dækkede den til med et Tæppe.
14. Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David,
sagde hun: "Han
er syg."
15. Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David,
idet han sagde:
"Bring ham på Sengen op til
mig, for at jeg kan dræbe ham!"
16. Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det
var Husguden, der
lå i Sengen med Gedehårsnettet
over Hovedet.
17. Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte
du mig således bag Lyset
og hjalp min fjende bort, så
han undslap?" Mikal svarede
Saul:"Han sagde til mig: Hjælp
mig bort, ellers slår jeg dig
ihjel!"
18. Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed.
Derpå gik
han til Samuel i Rama og fortalte
ham alt, hvad Saul havde gjort
imod ham; og han og Samuel gik hen
og tog Ophold i Najot.
19. Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i
Rama,
20. sendte han Folk ud for at hente David; men da de
så Profetskaren
i profetisk Henrykkelse og Samuel
stående hos dem, kom Guds Ånd
over Sauls Sendebud, så at
også de faldt i profetisk
Henrykkelse.
21. Da Saul hørte det, sendte han andre Folk
af Sted; men også de
faldt i Henrykkelse. Så sendte
Saul på ny, tredje Gang, Folk af
Sted; men også de faldt i
Henrykkelse.
22. Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til
Cisternen på
Tærskepladsen, som ligger
på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor
er Samuel og David?" Man svarede:
"I Najot i Rama!"
23. Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds
Ånd også over
ham, og han gik i Henrykkelse hele
Vejen, lige til han nåede
Najot i Rama.
24. Da rev også han sine Klæder af sig,
og han var i Henrykkelse
foran Samuel og faldt nøgen
om og blev liggende således hele den
Dag og den følgende Nat.
Derfor hedder det: "Er også Saul
iblandt Profeterne?"
1.Samuel 20
1. Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan
og sagde:
"Hvad har jeg gjort? Hvad er min
Brøde? Og hvad er min Synd mod
din Fader, siden han står
mig efter Livet?"
2. Han svarede: "Det være langt fra! Du skal
ikke dø! Min Fader
foretager sig jo intet, hverken
stort eller småt, uden at lade
mig det vide; hvorfor skulde min
Fader så dølge dette for mig?
Der er intet om det!"
3. Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du
har fattet
Godhed for mig, og tænker
så: Det må Jonatan ikke få at vide, at
det ikke skal gøre ham ondt;
nej, så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, der er kun et Skridt
imellem mig og Døden!"
4. Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker,
vil jeg gøre
for dig!"
5. David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag,
og jeg
skulde sidde til Bords med Kongen;
men lad mig gå bort og skjule
mig på Marken indtil Aften.
6. Hvis din Fader savner mig, så sig: David
har bedt mig om Lov til
at skynde sig til Betlehem, sin
Fødeby, da hele hans Slægt har
sit årlige Slagtoffer der.
7. Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare
for din Træl; men
bliver han vred, så vid, at
han vil min Ulykke.
8. Vis din Træl den Godhed, siden du er gået
i Pagt med din Træl
for HERRENs Åsyn. Men har
jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel;
thi hvorfor skulde du bringe mig
til din Fader?"
9. Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis
jeg virkelig kommer
under Vejr med, at min Fader vil
din Ulykke, skulde jeg så ikke
lade dig det vide?"
10. Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade
mig det vide, om
din Fader giver dig et hårdt
Svar?"
11. Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud
på Marken!" Og de gik
begge ud på Marken.
12. Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud,
er Vidne: Jeg
vil i Morgen ved denne Tid udforske
min Faders Sindelag, og hvis
der ingen Fare er for David, skulde
jeg da ikke sende dig Bud og
lade dig det vide?
13. HERREN ramme Jonatan både med det ene og
det andet: Hvis det er
min Faders bestemte Vilje at bringe
Ulykke over dig, vil jeg
lade dig det vide og hjælpe
dig bort, så du kan fare i Fred.
HERREN være med dig, som han
har været med min Fader.
14. Og måtte du så, hvis jeg endnu er i
Live, måtte du så vise
HERRENs Godhed imod mig. Men skulde
jeg være død,
15. så unddrag ingen Sinde min Slægt din
Godhed. Og når HERREN
udrydder hver eneste af Davids Fjender
af Jorden,
16. måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet,
men bestå sammen med
Davids Hus, og måtte HERREN
kræve det af Davids Fjenders Hånd!"
17. Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi
han elskede ham; thi
han elskede ham af hele sin Sjæl.
18. Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag;
da vil du
blive savnet, når din Plads
står tom;
19. men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere;
gå så hen til
det Sted, hvor du holdt dig skjult,
den Dag Skændselsdåden
skulde have fundet Sted, og sæt
dig ved Jorddyngen der;
20. i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der,
som om jeg skød til
Måls.
21. Jeg sender så Drengen hen for at lede efter
Pilen, og hvis jeg
da siger til ham: Pilen ligger her
på denne Side af dig, hent
den! så kan du komme; thi
da står alt vel til for dig, og der er
ingen Fare, så sandt HERREN
lever.
22. Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på
den anden Side
af dig, bedre frem! så fly,thi
da vil HERREN have dig bort.
23. Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder,
at HERREN står
mellem mig og dig for evigt!"
24. David skjulte sig så ude på Marken.
Da Nymånedagen kom,satte
Kongen sig til Bords for at spise;
25. Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen
ved Væggen, medens
Jonatan sad lige overfor og Abner
ved Siden af Saul, men Davids
Plads stod tom.
26. Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte:
"Der er vel hændet ham
noget, så han ikke er ren,
fordi han endnu ikke har renset sig."
27. Men da Davids Plads også stod tom næste
Dag, Dagen efter
Nymånedagen, sagde Saul til
sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs
Søn hverken til Måltidet
i Går eller i Dag?"
28. Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til
at gå til
Betlehem;
29. han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt
har Offerfest der i Byen,
og mine Brødre har pålagt
mig at komme; hvis du har Godhed for
mig, lad mig så få fri,
for at jeg kan besøge mine Slægtninge!
Det er Grunden til, at han ikke
er kommet til Kongens Bord!"
30. Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han
sagde til ham;
"Du Søn af en vanartet Kvinde!
Ved jeg ikke, at du er Ven med
Isajs Søn til Skam for dig
selv og for din Moders Blusel?
31. Thi så længe Isajs Søn er i
Live på Jorden, er hverken du eller
dit Kongedømme i Sikkerhed.
Send derfor Bud og hent ham til mig,
thi han er dødsens!"
32. Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han
dræbes? Hvad
har han gjort?"
33. Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham.
Så skønnede
Jonatan, at det var hans Faders
bestemte Vilje at dræbe David.
34. Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede
og spiste intet
den anden Nymånedag, thi det
gjorde ham ondt for David, at hans
Fader havde smædet ham.
35. Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng
ud i Marken, til den
Tid han havde aftalt med David.
36. Derpå sagde han til Drengen, han havde med:
"Løb hen og led
efter den Pil, jeg skyder af!" Medens
Drengen løb, skød han
Pilen af over hans Hoved,
37. og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som
Jonatan havde
afskudt, lå, råbte Jonatan
til ham: "Pilen ligger jo på den
anden Side af dig, bedre frem!"
38. Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd
dig alt, hvad du kan, og
bliv ikke stående!" Så
tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin
Herre den.
39. Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og
David kendte
Sammenhængen.
40. Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene
og sagde til ham: "Tag dem
med til Byen!"
41. Da Drengen var gået, rejste David sig fra
sit Skjul ved
Jorddyngen og faldt til Jorden på
sit Ansigt og bøjede sig ned
tre Gange. Og de kyssede hinanden
og græd bitterlig sammen.
42. Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred!
Om det, vi to har
tilsvoret hinanden i HERRENs Navn,
gælder, at HERREN står mellem
mig og dig, mellem mine og dine
Efterkommere for evigt!"
43. Så brød David op og drog bort, medens
Jonatan gik ind i Byen.
1.Samuel 21
1. David kom derpå til Præsten Ahimelek
i Nob. Ahimelek kom
ængstelig David i Møde
og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og
har ingen med dig?"
2. David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog
mig et Ærinde
og sagde til mig: Ingen må
vide noget om det Ærinde, jeg sender
dig ud i og overdrager dig! Derfor
har jeg sat Folkene Stævne på
et aftalt Sted.
3. Men hvis du har fem Brød ved Hånden,
så giv mig dem, eller hvad
du har!"
4. Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt
Brød ved
Hånden, kun helligt Brød;
Folkene har da vel holdt sig fra
Kvinder?"
5. David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har
været afskåret fra
Omgang med Kvinder i flere Dage.
Da jeg drog ud, var Folkenes
Legemer rene, skønt det var
en dagligdags Rejse; hvor meget mere
må de da i Dag være
rene på Legemet!"
6. Præsten gav ham da det hellige Brød;
thi der var ikke andet Brød
der end Skuebrødene, som
tages bort fra deres Plads for HERRENs
Åsyn, samtidig med at der
lægges frisk Brød i Stedet.
7. Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde
der for
HERRENs Åsyn, en Edomit ved
Navn Doeg, den øverste af Sauls
Hyrder.
8. David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke
et Spyd eller et
Sværd ved Hånden her?
Thi hverken mit Sværd eller mine andre
Våben fik jeg med, da Kongens
Ærinde havde Hast."
9. Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte
Filisteren Goliat,
ham, som du dræbte i Terebintedalen,
er her, hyllet i en Kappe
bag Efoden. Vil du have det, så
tag det! Thi her er intet
andet!" Da sagde David: "Dets
Lige findes ikke; giv mig det!"
10. Derpå brød David op og flygtede samme
Dag for Saul, og han kom
til Kong Akisj af Gat.
11. Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David,
Landets
Konge, er det ikke ham, om hvem
man sang under Dans: Saul slog
sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
12. Disse Ord gav David Agt på,og han grebes
af stor Frygt for Kong
Akisj af Gat;
13. derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem
Hænderne
på dem, idet han trommede
på Portfløjene og lod sit Spyt flyde
ned i Skægget.
14. Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at
Manden er gal;
hvorfor bringer I ham til mig?
15. Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer
mig ham til at
plage mig med sin Galskab? Skal
han komme i mit Hus?"
1.Samuel 22
1. Derpå drog David bort derfra og Redde sig
ind i Adullams Hule.
Da hans Brødre og hele hans
Faders Hus fik det at vide, kom de
derned til ham.
2. Og alle Slags Mennesker, som var i Nød,
flokkede sig om ham,
forgældede Mennesker og Folk,
som var bitre i Hu, og han blev
deres Høvding. Henved 4OO
Mand sluttede sig til ham.
3. Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til
Moabiternes
Konge: "Lad min Fader og min Moder
bo hos eder, indtil jeg får
at vide, hvad Gud har for med mig!"
4. Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge,
og de boede
hos ham, al den Tid David var i
Klippeborgen.
5. Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke
blive i
Klippeborgen; bryd op og drag til
Judas Land!" Så drog David til
Ja'ar-Heret.
6. Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de
Mænd, han havde hos
sig, havde vakt Opmærksomhed.
Saul sad engang i Gibea under
Tamarisken på Højen
med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine
Folk.
7. Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham:
"Hør dog, I
Benjaminiter! Vil Isajs Søn
give eder alle sammen Marker og
Vingårde eller gøre
eder alle til Tusind- og Hundredførere,
8. siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og
ingen lod mig
det vide, da min Søn sluttede
Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder
havde Medfølelse med mig
og lod mig vide, at min Søn havde fået
min Træl til at optræde
som min Fjende, som han nu gør."
9. Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk,
Ordet og
sagde: "Jeg så, at Isajs Søn
kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i
Nob,
10. og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham
Rejsetæring og
Filisteren Goliats Sværd!"
11. Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek,
Ahitubs Søn, hente
tillige med hele hans Fædrenehus,
Præsterne i Nob; og da de alle
var kommet til Kongen,
12. sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!"
Han svarede: "Ja, Herre!"
13. Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og
Isajs Søn eder
imod mig? Du gav ham jo Brød
og Sværd og rådspurgte Gud for ham,
så at han kunde optræde
som min Fjende, som han nu gør!"
14. Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine
Folk er så
betroet som David? Han er jo Kongens
Svigersøn, Øverste for din
Livvagt og højt æret
i dit Hus?
15. Er det første Gang, jeg har rådspurgt
Gud for ham? Det være
langt fra! Kongen må ikke
lægge sin Træl eller hele mit
Fædrenehus noget til Last,
thi din Træl kendte ikke det mindste
til noget af dette!"
16. Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek,
du og hele dit
Fædrenehus!"
17. Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd
frem og dræb
HERRENs Præster; thi de står
også i Ledtog med David, og skønt
de vidste, at han var på Flugt,
gav de mig ikke Underretning
derom!" Men Kongens Folk vilde ikke
lægge Hånd på HERRENs
Præster.
18. Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så
frem og stød Præsterne
ned!" Da trådte Edomiten Doeg
frem og stødte Præsterne ned; han
dræbte den Dag femogfirsindstyve
Mænd, som bar Efod.
19. Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned
med Sværdet. Mænd og
Kvinder, Børn og diende,
Hornkvæg, Æsler og Får.
20. Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner
ved Navn Ebjatar
undslap og flygtede til David.
21. Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt
HERRENs Præster.
22. Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang,
at når Edomiten
Doeg var der, vilde han give Saul
Underretning derom! Jeg bærer
Skylden for hele dit Fædrenehus's
Død.
23. Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig
efter Livet, står
mig efter Livet, thi du står
under min Varetægt."
1.Samuel 23
1. Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila
og
plyndrede Tærskepladserne.
2. Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage
hen og slå
Filisterne der?" HERREN svarede
David; "Drag hen og slå
Filisterne og befri Ke'ila!"
3. Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever
i stadig Frygt her
i Juda; kan der så være
Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod
Filisternes Slagrækker?"
4. Da rådspurgte David på ny HERREN, og
HERREN svarede ham: "Drag
ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne
i din Hånd!"
5. David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb
Filisterne,
bortførte deres Kvæg
og tilføjede dem et stort Nederlag. Således
befriede David Ke'ilas Indbyggere.
6. Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede
til David - han drog
med David ned til Ke'ila - havde
han Efoden med.
7. Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila,
sagde han:
"Gud har givet ham i min Hånd!
Thi han lukkede sig selv inde, da
han gik ind i en By med Porte og
Slåer."
8. Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for
at drage ned til
Ke'ila og omringe David og hans
Mænd.
9. Da David hørte, at Saul pønsede på
ondt imod ham, sagde han til
Præsten Ebjatar: "Bring Efoden
hid!"
10. Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din
Tjener har hørt, at
Saul har i Sinde at gå mod
Ke'ila og ødelægge Byen for min
Skyld.
11. Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd?
Vil Saul drage
herned, som din Tjener har hørt?
HERRE, Israels Gud, kundgør din
Tjener det!" HERREN svarede: "Ja,
han vil!"
12. Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive
mig og mine
Mænd til Saul?" HERREN svarede:
"Ja, de vil!"
13. Da brød David op med sine Mænd, henved
600 i Tal, og de drog
bort fra Ke'ila og flakkede om fra
Sted til Sted. Men da Saul
fik at vide, at David var sluppet
bort fra Ke'ila, opgav han sit
Togt.
14. Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne
og i Bjergene i
Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte
ham hele tiden, men Gud gav ham
ikke i hans Hånd.
15. Og David så, at Saul var draget ud for at
stå ham efter Livet.
Medens David var i Horesj i Zifs
Ørken,
16. begav Sauls Søn Jonatan sig til David i
Horesj og styrkede hans
Kraft i Gud,
17. idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader
Sauls Arm skal
ikke nå dig. Du bliver Konge
over Israel og jeg den næste efter
dig; det ved min Fader Saul også!"
18. Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn,
og David blev i
Horesj, medens Jonatan drog hjem.
19. Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde:
"David
holder sig skjult hos os på
Klippehøjderne ved Horesj i
Gibeat-Hakila sønden for
Jesjimon.
20. Så kom nu herned, Konge, som du længe
har ønsket; det skal da
være vor Sag at overgive ham
til Kongen!"
21. Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har
Medfølelse med
mig!
22. Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor,
hvor han kommer hen på
sin ilsomme Færd; thi man
har sagt mig, at han er meget snu.
23. Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig,
og vend
tilbage til mig med pålidelig
Underretning; så vil jeg følge med
eder, og hvis han er i Landet, skal
jeg opsøge ham iblandt alle
Judas Tusinder!"
24. Da brød de op og drog forud for Saul til
Zif. Men David var
dengang med sine Mænd i Maons
Ørken i Lavningen sønden for
Jesjimon.
25. Så drog Saul og hans Mænd ud for at
opsøge ham, og da David kom
under Vejr dermed, drog han ned
til den Klippe, som ligger i
Maons Ørken; men da det kom
Saul for Øre, fulgte han efter David
i Maons Ørken.
26. Saul gik med sine Mænd på den ene Side
af Bjerget, medens David
med sine Mænd var på
den anden, og David fik travlt med at
slippe bort fra Saul. Men som Saul
og hans Mænd var ved at
omringe og gribe David og hans Mænd,
27. kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig
og kom!
Filisterne har gjort Indfald i Landet!"
28. Saul opgav da at forfølge David og drog
mod Filisterne. Derfor
kalder man det Sted Malekots Klippe.
1.Samuel 24
1. Derpå drog David op til Klippehøjderne
ved En-Gedi og opholdt
sig der.
2. Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af
Filisterne, blev det
meldt ham, at David var i En-Gedis
Ørken.
3. Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte
af hele Israel, og drog ud for
at søge efter David og hans
Mænd østen for Stenbukke klipperne.
4. Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der
var en Hule, og Saul
gik derind for at tildække
sine Fødder. Men David og hans Mænd
lå inderst i Hulen.
5. Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er
den Dag kommet, HERREN
havde for Øje, da han sagde
til dig: Se, jeg giver din Fjende i
din Hånd, så du kan
gøre med ham, hvad du finder for godt!"
6. Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det
være langt fra mig!
Slig en Gerning gør jeg ikke
mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd
på HERRENs Salvede; thi HERRENs
Salvede er han!" Og David satte
sine Mænd strengt i Rette
og tillod dem ikke at overfalde Saul.
7. Da stod David op og skar ubemærket Fligen
af Sauls Kappe. Men
bagefter slog Samvittigheden David,
fordi han havde skåret Sauls
kappeflig af.
8. Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage
videre,
9. stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte
efter Saul:
"Herre Konge!" Og da Saul så
sig tilbage, kastede David sig ned
med Ansigtet mod Jorden og bøjede
sig for ham.
10. Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til,
hvad folk
siger: Se, David har ondt i Sinde
imod dig?
11. I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN
gav dig i min Hånd
inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke
dræbe dig, men skånede dig
og sagde: Jeg vil ikke lægge
Hånd på min Herre, thi han er
HERRENs Salvede!
12. Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe
i min Hånd!
Når jeg skar din Kappeflig
af og ikke dræbte dig, så indse dog,
at jeg ikke har haft noget ondt
eller nogen Forbrydelse i Sinde
eller har forsyndet mig imod dig,
skønt du lurer på mig for at
tage mit Liv.
13. HERREN skal dømme mig og dig imellem, og
HERREN skal give mig
Hævn over dig; men min Hånd
skal ikke være imod dig!
14. Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse
kommer Gudløshed! Men
min Hånd skal ikke være
imod dig.
15. Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter,
hvem er det, du
forfølger? En død
Hund, en Loppe!
16. Men HERREN skal være Dommer og dømme
mig og dig imellem; han
skal se til og føre min Sag
og skaffe mig Ret over for dig!"
17. Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul:
"Er det din
Røst, min Søn David?"
Og Saul brast i Gråd
18. og sagde til David: "Du er retfærdigere end
jeg; thi du har
gjort mig godt, medens jeg har gjort
dig ondt,
19. og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du
ikke dræbte mig,
da HERREN gav mig i din Hånd.
20. Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham
gå i Fred? HERREN
gengælde dig det gode, du
har øvet imod mig i Dag!
21. Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet
over Israel
skal blive i din Hånd;
22. så tilsværg mig nu ved HERREN, at du
ikke vil udrydde mine
Efterkommere efter mig eller udslette
mit Navn af mit
Fædrenehus!"
23. Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem,
medens David
og hans Mænd gik op i Klippeborgen.
1.Samuel 25
1. Da Samuel var død, samledes hele Israel og
holdt Klage over ham;
og man jordede ham i hans Hjem i
Rama. Derpå brød David op og
drog ned til Maons Ørken.
2. I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel;
denne Mand
var hovedrig, han havde 3000 får
og 1000 Geder; og han var netop
i Karmel til Fåreklipning.
3. Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var
en klog og smuk
Kvinde, medens Manden var hård
og ond. Han var Kalebit.
4. Da David ude i Ørkenen hørte, at
Nabal havde Fåreklipning,
5. sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til
dem: "Gå op til
Karmel, og når l kommer til
Nabal, så hils ham fra mig
6. og sig til min Broder: Fred være med dig,
Fred være med dit Hus,
og Fred være med alt, hvad
dit er!
7. Jeg har hørt, at du har Fåreklipning.
Nu har dine Hyrder opholdt
sig hos os; vi har ikke fornærmet
dem, og de har intet mistet, i
al den Tid de har været i
Karmel;
8. spørg kun dine Folk, så skal de fortælle
dig det. Fat Godhed for
Folkene! Vi kommer jo til en Festdag;
giv dine Trælle og din Søn
David, hvad du vil unde os!"
9. Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal
fra David og
biede så på Svar.
10. Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David,
hvem er Isajs
Søn? Nu til Dags er der så
mange Trælle, der løber fra deres
Herre.
11. Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit
Slagtekvæg, som jeg har
slagtet til mine Fåreklippere,
og give det til Mænd, jeg ikke
ved, hvor er fra?"
12. Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen,
og da de kom tilbage,
fortalte de ham det hele:
13. Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle
eders Sværd ved Lænd!"
Da spændte de alle deres Sværd
om, også David. Og henved 400
Mand fulgte David, medens 200 blev
ved Trosset.
14. Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil
det og sagde:
"David sendte Bud fra Ørkenen
for at hilse på vor Herre; men han
overfusede dem,
15. skønt de Mænd har været meget
gode mod os og ikke fornærmet os,
og vi har intet mistet, i al den
Tid vi færdedes sammen med dem,
da vi var ude i Marken.
16. De var en Mur om os både Nat og Dag, i al
den Tid vi vogtede
Småkvæget i Nærheden
af dem.
17. Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken
hænger over Hovedet på
vor Herre og hele hans Hus; han
selv er jo en Usling, man ikke
kan tale med!"
18. Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød,
to Dunke Vin, fem
tillavede Får, fem Sea ristet
Korn, 100 Rosinkager og 200
Figenkager, lagde det på Æslerne
19. og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen,
jeg kommer bagefter!"
Men sin Mand Nabal sagde hun intet
derom.
20. Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen
i Skjul af Bjerget, kom
David og hans Mænd ned imod
hende, så hun mødte dem.
21. Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte
til, at jeg i
Ørkenen har værnet
om alt, hvad den Mand ejede, så intet deraf
gik tabt; han har gengældt
mig godt med ondt.
22. Gud ramme David både med det ene og det andet,
om jeg levner
noget mandligt Væsen af alt,
hvad hans er, til Morgenens
Frembrud!"
23. Da Abigajil fik Øje på David, sprang
hun straks af Æselet og
kastede sig ned for David på
sit Ansigt, bøjede sig til Jorden,
24. faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden
er min, Herre! Lad
din Trælkvinde tale til dig
og hør din Trælkvindes Ord!
25. Min Herre må ikke regne med den Usling fil
Nabal! Han svarer til
sit Navn; Nabal hedder han, og fuld
af Dårskab er han; men jeg,
din Trælkvinde, så ikke
min Herres Folk, som du sendte hid.
26. Men nu, min Herre, så sandt HERREN lever,
og så sandt du lever,
du, hvem HERREN har holdt fra at
pådrage dig Blodskyld og tage
dig selv til Rette: Måtte
det gå dine Fjender og dem, som pønser
på ondt mod min Herre, som
Nabal!
27. Lad nu Folkene, som følger min Herre, få
denne Gave, som din
Trælkvinde bringer min Herre.
28. Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde;
thi HERREN vil visselig
bygge min Herre et Hus, som skal
stå, eftersom min Herre fører
HERRENs Krige, og der ikke har været
noget ondt at finde hos
dig, så længe du har
levet.
29. Og skulde nogen rejse sig for at forfølge
dig og stå dig efter
Livet, måtte da min Herres
Liv være bundet i de levendes Knippe
hos HERREN din Gud; men dine Fjenders
Liv slynge han bort med
Slyngeskålen!
30. Når HERREN så for min Herre opfylder
alt det gode, han lovede
dig, og sætter dig til Fyrste
over Israel,
31. da får du ikke dette at bebrejde dig selv,
og min Herre får ikke
Samvittighedsnag af, at han uden
Grund udgød Blod, og at min
Herre tog sig selv til Rette. Og
når HERREN gør vel imod min
Herre, kom da din Trælkvinde
i Hu!"
32. Da sagde David til Abigajil: "Priset være
HERREN, Israels Gud,
som i Dag sendte mig dig i Møde,
33. priset være din Klogskab, og priset være
du selv, som i bag
holdt mig fra at pådrage mig
Blodskyld og tage mig selv til
Rette!
34. Men så sandt HERREN, Israels Gud, lever,
som holdt mig fra at
gøre dig Men: Hvis du ikke
var ilet mig i Møde, var ikke et
mandligt Væsen levnet Nabal
til i Morgen!"
35. Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt
ham, og sagde til
hende: "Gå op til dit Hus
i Fred! Jeg har lånt dig Øre og
opfyldt dit Ønske."
36. Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop
i sit Hus et
Gæstebud som en Konges; og
da han var glad og stærkt beruset,
sagde hun ham ikke det mindste,
før det dagedes.
37. Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte
hans Hustru
ham Sagen. Da lammedes Hjertet i
hans Bryst, og han blev som
Sten;
38. og en halv Snes Dage efter slog HERREN Nabal, så
han døde.
39. Da David fik at vide, at Nabal var død,
sagde han: "Lovet være
HERREN, som har hævnet den
Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og
holdt sin Tjener fra at gøre
ondt; HERREN har ladet Nabals
Ondskab falde tilbage på hans
eget Hoved!" Derpå sendte David
Bud og bejlede til Abigajil.
40. Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel,
talte de således
til hende: "David har sendt os til
dig for at bejle til dig!"
41. Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet
mod Jorden og sagde:
"Din Tjenerinde er rede til at blive
min Herres Trælkvinde og
tvætte hans Trælles
Fødder!"
42. Så stod Abigajil hastigt op og satte sig
på sit Æsel, og hendes
fem Piger ledsagede hende; og hun
fulgte med Davids Sendebud og
blev hans Hustru.
43. Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el.
Således blev de
begge to hans Hustruer.
44. Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til
Palti,
Lajisj's Søn, fra Gallim.
1.Samuel 26
1. Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke
David holder
sig skjult i Gibeat-Hakila over
for Jesjimon!"
2. Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken
med 3000 udsøgte Mænd
af Israel for at søge efter
David i Zifs Ørken;
3. og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for
Jesjimon ved Vejen,
medens David opholdt sig i Ørkenen.
Da David erfarede, at Saul
var draget ind i Ørkenen
for at forfølge ham,
4. udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var
kommet til
Nakon.
5. Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor
Saul havde
lejret sig, og David fik Øje
på det Sted, hvor Saul og hans
Hærfører Abner, Ners
Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og
hans Folk var lejret rundt om ham.
6. Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek
og til Joabs
Broder Abisjaj, Zerujas Søn:
"Hvem vil følge mig ned til Saul i
Lejren?" Abisjaj svarede: "Det vil
jeg!"
7. Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren,
og se, Saul lå og
sov i Vognborgen med sit Spyd stukket
i Jorden ved sit
Hovedgærde, medens Abner og
Krigerne lå rundt om ham.
8. Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet
din Fjende i
din Hånd! Lad mig nagle ham
til Jorden med hans Spyd, så jeg
ikke skal behøve at gøre
det om!"
9. Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke
noget ondt! Thi hvem
lægger ustraffet Hånd
på HERRENs Salvede?"
10. Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt
HERREN lever, HERREN
selv vil ramme ham; hans Time kommer,
eller han vil blive revet
bort, når han drager i Krigen.
11. HERREN lade det være langt fra mig at lægge
Hånd på HERRENs
Salvede! Men tag nu Spydet ved hans
Hovedgærde og Vandkrukken,
og lad os så gå vor
Vej!"
12. Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls
Hovedgærde, og de
gik deres Vej, uden at nogen så
eller mærkede det eller vågnede;
thi de sov alle, eftersom en tung
Søvn fra HERREN var faldet
over dem.
13. Derpå gik David over på den anden Side
og stillede sig langt
borte på Toppen af Bjerget,
så at der var langt imellem dem.
14. Så råbte han til Krigerne og Abner,
Ners Søn: "Svarer du ikke,
Abner?" Abner svarede: "Hvem er
det, som kalder på Kongen?"
15. David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og
hvem er din Lige
i Israel? Hvorfor vogtede du da
ikke din Herre Kongen? Thi en af
Krigerne kom for at gøre
din Herre Kongen Men.
16. Der har du ikke båret dig vel ad! Så
sandt HERREN lever: I er
dødsens, I, som ikke vogtede
eders Herre, HERRENs Salvede! Se nu
efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken,
som stod ved hans
Hovedgærde?"
17. Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde:
"Er det din Røst, min
Søn David?" David svarede:
"Ja, Herre Konge!"
18. Og han føjede til: "Hvorfor forfølger
min Herre dog sin Træl?
Hvad har jeg gjort, og hvad ondt
har jeg øvet?
19. Måtte min Herre Kongen nu høre sin
Træls Ord! Hvis det er
HERREN, der har ægget dig
imod mig, så lad ham få Duften af en
Offergave. Men er det Mennesker,da
være de forbandet for HERRENs
Åsyn, fordi de nu har drevet
mig bort, så at jeg er udelokket
fra HERRENs Arvelod, og fordi de
har sagt til mig: Gå bort og
dyrk fremmede Guder!
20. Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden
fjernt fra HERRENs
Åsyn! Israels Konge er jo
draget ud for at stå mig efter Livet,
som når Ørnen jager
en Agerhøne på Bjergene!"
21. Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min
Søn David! Thi
jeg vil ikke mer gøre dig
noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var
dyrebart i dine Øjne. Se,
jeg har handlet som en Dåre og gjort
mig skyldig i en såre stor
Vildfarelse!
22. David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en
af Folkene komme
herover og hente det.
23. Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed
og Troskab;
HERREN gav dig i Dag i min Hånd,
men jeg vilde ikke lægge Hånd
på HERRENs Salvede!
24. Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine
Øjne, måtte således
mit Liv være agtet højt
i HERRENs Øjne, så at han frier mig fra
al Nød!"
25. Da sagde Saul til David: "Velsignet være
du, min Søn David! For
dig lykkes alt, hvad du tager dig
for!" Derpå gik David sin Vej,
og Saul vendte tilbage til sit Hjem.
1.Samuel 27
1. Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en
skønne Dag for
Sauls Hånd. Jeg har ingen
anden udvej end at søge Tilflugt i
Filisternes Land; så opgiver
Saul at søge efter mig nogetsteds i
Israels Land, og jeg er uden for
hans Rækkevidde!"
2. David brød da op og drog med sine 600 Mænd
over til Maoks Søn,
Kong Akisj af Gat;
3. og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine
Mænd, som havde
deres Familier med, ligesom David
havde sine to Hustruer med,
Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil,
Karmeliten Nabals Hustru.
4. Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf,
holdt han op
at søge efter ham.
5. Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet
Nåde for dine
Øjne, lad mig så få
et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet,
thi hvorfor skal din Træl
bo hos dig i Hovedstaden?"
6. Akisj lod ham da med det samme få Ziklag;
og derfor tilhører
Ziklag endnu den Dag i Dag Judas
Konger.
7. Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde
et År og fire
Måneder.
8. Og David og hans Mænd drog op og plyndrede
hos Gesjuriterne,
Gizriterne og Amalekiterne; thi
de boede i Landet fra Telam hen
imod Sjur og hen til Ægypten;
9. og når David plyndrede Landet, lod han hverken
Mænd eller
Kvinder blive i Live, men Småkvæg,
Hornkvæg, Æsler, Kameler og
Klæder tog han med; når
han så vendte tilbage og kom til Akisj,
10. og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?"
svarede David:
"Idet judæiske Sydland!" eller:
"I det jerame'elitiske Sydland!"
eller: "I det kenitiske Sydland!"
11. David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live
for ikke at måtte
tage dem med til Gat; thi han tænkte:
"De kunde røbe os og sige:
Det og det har David gjort!" Således
bar han sig ad, al den Tid
han opholdt sig i Filisternes Land.
12. Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte:
"Han har
gjort sig grundig forhadt hos sit
Folk Israel; han vil tjene mig
for stedse!"
1.Samuel 28
1. På den Tid samlede Filisterne deres Hær
til Kamp for at angribe
Israel. Da sagde Akisj til David:
"Det må du vide, at du og dine
Mænd skal følge med
mig i Hæren!"
2. David svarede Akisj: "Godt, så skal du også
få at se, hvad din
Træl kan udrette!" Da sagde
Akisj til David: "Godt, så sætter
jeg dig til hele Tiden at vogte
mit Liv!"
3. Samuel var død, og hele Israel havde holdt
Klage over ham, og
han var blevet jordet i Rama, hans
By. Og Saul havde udryddet
Dødemanerne og Besværgerne
af Landet.
4. Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog
Lejr i Sjunem,
og Saul samlede hele Israel, og
de slog Lejr på Gilboa.
5. Da Saul så Filisternes Hær, grebes
han af Frygt og blev såre
forfærdet.
6. Da rådspurgte Saul HERREN; men HERREN svarede
ham ikke, hverken
ved Drømme eller ved Urim
eller ved Profeterne.
7. Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg
mig en Kvinde, som kan
mane; så vil jeg gå
til hende , og rådspørge hende!" Hans Folk
svarede ham: "I En-Dor er der en
Kvinde, som kan mane!"
8. Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder
på og gav sig
på Vej, fulgt af to Mænd.
Da de om Natten kom til Kvinden, sagde
han: "Spå mig ved en Genfærdsånd
og man mig den, jeg siger dig,
frem!"
9. Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har
gjort, hvorledes
han har udryddet Dødemanerne
og Besværgerne af Landet. Hvorfor
vil du da lægge Snare for
mit Liv og volde min Død?"
10. Da tilsvor Saul hende ved HERREN: "Så sandt
HERREN lever, skal
intet lægges dig til Last
i denne Sag!"
11. Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane
dig frem?" Han svarede:
"Man mig Samuel frem!"
12. Kvinden så da Samuel og udstødte et
højt Skrig; og Kvinden sagde
til Saul: "Hvorfor har du ført
mig bag Lyset? Du er jo Saul!"
13. Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad
ser du?"
Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en
Ånd stige op af Jorden!"
14. Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?"
Hun svarede:
"En gammel Mand stiger op, hyllet
i en Kappe!" Da skønnede Saul,
at det var Samuel, og han kastede
sig med Ansigtet til Jorden og
bøjede sig.
15. Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret
min Ro og
kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg
er i stor Vånde; Filisterne
angriber mig, og Gud har forladt
mig og svarer mig ikke mere,
hverken ved Profeterne eller ved
Drømme. Derfor lod jeg dig
kalde, for at du skal sige mig,
hvad jeg skal gribe til."
16. Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig,
når HERREN har forladt
dig og er blevet din Fjende?
17. HERREN har handlet imod dig, som han kundgjorde
ved mig, og
HERREN har revet Kongedømmet
ud af din Hånd og givet din
Medbejler David det.
18. Eftersom du ikke adlød HERREN og ikke lod
hans glødende Vrede
ramme Amalek, så har HERREN
nu voldet dig dette;
19. HERREN vil også give Israel i Filisternes
Hånd sammen med dig!
I Morgen skal både du og dine
Sønner falde; også Israels Hær vil
HERREN give i Filisternes Hånd!"
20. Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang
han var,
rædselsslagen over Samuels
Ord; han var også ganske afkræftet,
da han Døgnet igennem intet
havde spist.
21. Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så,
at han var ude af sig
selv af Skræk, sagde hun til
ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig;
jeg satte mit Liv på Spil
og adlød de Ord, du talte til mig.
22. Så adlyd du nu også din Trælkvinde;
lad mig sætte et Stykke Brød
frem for dig; spis det, for at du
kan være ved Kræfter, når du
går bort!"
23. Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke
spise!" Men da både
hans Mænd og Kvinden nødte
ham, gav han efter for dem, rejste
sig fra Jorden og satte sig på
Lejet.
24. Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte
hun sig at
slagte; derpå tog hun Mel,
æltede det og bagte usyret Brød
deraf.
25. Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd;
og da de havde
spist, stod de op og gik bort samme
Nat.
1.Samuel 29
1. Filisterne samlede hele deres Hær i Afek,
medens Israel havde
slået lejr om Kilden ved Jizre'el.
2. Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder
og
Tusinder, og sidst kom David og
hans Mænd sammen med Akisj.
3. Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal
de Hebræere her?"
Akisj svarede: "Det er jo David,
Kong Saul af Israels Tjener,
som nu allerede har været
hos mig et Par År, og jeg har ikke
opdaget noget mistænkeligt
hos ham, siden han gik over til mig."
4. Men Filisternes Høvdinger blev vrede på
ham og sagde: "Send den
Mand tilbage til det Sted, du har
anvist ham. Han må ikke drage
i Kamp med os, for at han ikke skal
vende sig imod os under
Slaget; thi hvorledes kan denne
Mand bedre vinde sin Herres
Gunst end med disse Mænds
Hoveder?
5. Det var jo David, om hvem man sang under Dans:
Saul slog sine
Tusinder, men David sine Titusinder!"
6. Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så
sandt HERREN
lever: Du er redelig, og jeg er
vel tilfreds med, at du går ud
og ind hos mig i Lejren, thi jeg
har ikke opdaget noget
mistænkeligt hos dig, siden
du kom til mig; men Fyrsterne er
ikke glade for dig.
7. Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred,
for at du ikke skal
gøre noget, som mishager
Filisternes Fyrster!"
8. Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort,
og hvad har du
opdaget hos din Træl, fra
den Dag jeg trådte i din Tjeneste,
siden jeg ikke må drage hen
og kæmpe mod min Herre Kongens
Fjender?"
9. Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær
som en Guds
Engel, men Filisternes Høvdinger
siger: Han må ikke drage med os
i Kampen!
10. Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige
med din Herres Folk,
som har fulgt dig, og gå til
det Sted, jeg har anvist eder; tænk
ikke ilde om mig, thi du er mig
kær; gør eder rede i Morgen
tidlig og drag af Sted, så
snart det bliver lyst!"
11. David og hans Mænd begav sig da tidligt næste
Morgen på
Hjemvejen til Filisternes Land,
medens Filisterne drog op til
Jizre'el.
1.Samuel 30
1. Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom
til Ziklag, var
Amalekiterne faldet ind i Sydlandet
og Ziklag, og de havde
indtaget Ziklag og stukket det i
Brand;
2. Kvinderne og alle, som var der, små og store,
havde de taget til
Fange; de havde ingen dræbt,
men ført dem med sig, da de drog
bort.
3. Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da
var den nedbrændt og
deres Hustruer, Sønner og
Døtre taget til Fange.
4. Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd,
og de græd, til
de ikke kunde mere.
5. Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el
og Abigajil,
Karmeliten Nabals Hustru, var taget
til Fange.
6. Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte
på at stene ham,
da de alle græmmede sig over
deres Sønner eller Døtre. Men David
søgte Styrke hos HERREN sin
Gud;
7. og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks
Søn: "Bring mig
Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David
den.
8. Da rådspurgte David HERREN: "Skal jeg sætte
efter denne
Røverskare? Kan jeg indhente
den?" Han svarede: "Sæt efter den;
thi du skal indhente den og bringe
Redning!"
9. Så drog David af Sted med de 600 Mand, som
var hos ham, og de
kom til Besorbækken, hvor
de, som skulde lades tilbage, blev
stående;
10. men David begyndte Forfølgelsen med 400
Mand, medens 200 Mand,
som var for udmattede til at gå
over Besorbækken, blev tilbage.
11. Og de fandt en Ægypter liggende på
Marken; ham tog de med til
David og gav ham Brød at
spise og Vand at drikke;
12. desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager.
Da han havde
spist, kom han til Kræfter;
- thi han havde hverken spist eller
drukket i hele tre Døgn.
13. David spurgte ham da: "Hvem tilhører du,
og hvor er du fra?"
Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter,
Træl hos en Amalekit; min
Herre efterlod mig her, da jeg for
tre Dage siden blev syg.
14. Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas
Område og i
Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi
i Brand."
15. Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til
denne
Røverskare?" Han svarede:
"Tilsværg mig ved Gud, at du hverken
vil dræbe mig eller udlevere
mig til min Herre, så vil jeg vise
dig Vej til den!"
16. Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte
rundt om i hele
Egnen i Færd med at spise
og drikke og holde Fest på hele det
store Bytte, de havde taget fra
Filisterlandet og Judas Land.
17. David huggede dem da ned fra Dæmring til
Aften; og ingen af dem
undslap undtagen 400 unge Mænd,
som svang sig på Kamelerne og
flygtede.
18. Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet,
også sine
to Hustruer.
19. Og der savnedes intet, hverken småt eller
stort, hverken Byttet
eller Sønnerne og Døtrene
eller noget af, hvad de havde taget
med; det hele bragte David tilbage.
20. Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget
og drev det hen for David
og sagde: "Her er Davids Bytte!"
21. Da David kom til de 200 Mand, som havde været
for udmattede til
at følge ham, og som han
havde ladet blive ved Besorbækken, gik
de David og hans Folk i Møde,
og David gik hen til Folkene og
hilste på dem.
22. Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som
havde fulgt
David, tog til Orde og sagde: "De
fulgte os ikke, derfor vil vi
intet give dem af Byttet, vi har
reddet; kun deres Hustruer og
Børn må de tage med
hjem!"
23. David sagde: "Således må I ikke gøre,
nu da HERREN har været
gavmild imod os og skærmet
os og givet Røverskaren, som
overfaldt os, i vor Hånd.
24. Hvem er der vel, som vil følge eder i det?
Nej, den, der drog i
Kampen, og den, der blev ved Trosset,
skal have lige Del, de
skal dele med hinanden!"
25. Og derved blev det både den Dag og siden;
han gjorde det til Lov
og Ret i Israel, som det er den
Dag i bag.
26. Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet
til de
Ældste i Juda, som var hans
Venner, med det Bud: "Her er en Gave
til eder af Byttet, der er taget
fra HERRENs Fjender!"
27. Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i
Jattir,
28. dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa,
29. i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes
Byer,
30. i Horma, i Bor-Asjan, i Atak,
31. i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder,
hvor David
havde færdedes med sine Mænd.
1.Samuel 31
1. Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels
Mænd flygtede
for Filisterne, og de faldne lå
rundt om på Gilboas Bjerg.
2. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner
og dræbte Sauls
Sønner, Jonatan, Abinadab
og Malkisjua.
3. Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne
og
grebes af stor Angst for dem.
4. Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag
dit Sværd og gennembor
mig, for at ikke disse uomskårne
skal komme og gennembore mig og
mishandle mig!" Men Våbendrageren
vilde ikke, thi han gøs
tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet
og styrtede sig i det;
5. og da Våbendrageren så, at Saul var
død, styrtede også han sig i
sit Sværd og fulgte ham i
Døden.
6. Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre
Sønner, hans
Våbendrager og alle hans Mænd
i Døden.
7. Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved
Jordan så, at
Israels Mænd var flygtet,
og at Saul og hans Sønner var faldet,
forlod de Byerne og flygtede, hvorpå
Filisterne kom og besatte
dem.
8. Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de
faldne, fandt de
Saul og hans tre Sønner liggende
på Gilboas Bjerg;
9. de huggede da Hovedet at ham, afførte ham
hans Våben og sendte
Bud rundt i Filisternes Land for
at bringe deres Afguder og
Folket Glædesbudet.
10. Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen
hængte de op på
Bet-Sjans Mur.
11. Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte,
hvad Filisterne
havde gjort ved Saul,
12. brød alle våbenføre Mænd
op, og efter at have gået hele Natten
igennem tog de Sauls og hans Sønners
Kroppe ned fra Bet-Sjans
Mur, bragte dem med til Jabesj og
brændte dem der.
13. Så tog de deres Ben og jordede dem under
Tamarisken i Jabesj og
fastede syv Dage.