2. Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin
Stue på Taget
i Samaria og blev syg; da sendte
han Sendebud af Sted og sagde
til dem: "Gå hen og spørg
Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer
mig af min Sygdom!"
3. Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå
Sendebudene fra
Samarias Konge i Møde og
sig til dem: Mon det er, fordi der
ingen Gud er i Israel, at I drager
hen for at rådspørge Ekrons
Gud Ba'al-Zebub?
4. Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg
op på, kommer du ikke
ned fra, thi du skal dø!"
Dermed gik Elias bort.
5. Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han
dem: "Hvorfor
kommer I tilbage?"
6. De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde
til os: Vend tilbage
til Kongen, som har sendt eder,
og sig: Så siger HERREN: Mon det
er, fordi der ingen Gud er i Israel,
at du sender Bud for at
rådspørge Ekrons Gud
Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg op
på, kommer du ikke ned fra,
thi du skal dø!"
7. Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand
ud, som kom eder i
Møde og sagde disse Ord til
eder?"
8. De svarede: "Det var en Mand i en lådden
Kappe med et Læderbælte
om Lænderne." Da sagde han:
"Det er Tisjbiten Elias."
9. Derpå sendte han en Halvhundredfører
med hans halvtredsindstyve
Mand ud efter ham; og da han kom
op til ham på Bjergets Top,
hvor han sad, sagde han til ham:
"Du Guds Mand! Kongen byder:
Kom ned!"
10. Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er
jeg en Guds Mand, så
fare Ild ned fra Himmelen og fortære
dig og dine
halvtredsindstyve Mand!" Da for
Ild ned fra Himmelen og
fortærede ham og hans halvtredsindstyve
Mand.
11. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører
med hans
halvtredsindstyve Mand ud efter
ham; og da han kom derop, sagde
han til ham: "Du Guds Mand! Således
siger Kongen: Kom straks
ned!"
12. Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så
fare Ild ned fra
Himmelen og fortære dig og
dine halvtredsindstyve Mand!" Da for
Guds Ild ned fra Himmelen og fortærede
ham og hans
halvtredsindstyve Mand.
13. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører
ud efter ham: men da den
tredje Halvhundredfører kom
derop, kastede han sig på Knæ for
Elias, bønfaldt ham og sagde:
"du Guds Mand! Lad dog mit og
disse dine halvtredsindstyve Trælles
Liv være dyrebarl i dine
Øjne!
14. Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede
de to første
Halvhundredførere og deres
halvtredsindstyve Mand, men lad nu
mit Liv være dyrebart i dine
Øjne!"
15. Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned
med ham, frygt ikke
for ham!" Så gik han ned med
ham og fulgte ham til Kongen.
16. Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN:
Fordi du har sendt
Sendebud hen at rådspørge
Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er,
fordi der ingen Gud er i Israel,
du kunde rådspørge? - derfor:
Det Leje, du steg op på, kommer
du ikke ned fra, thi du skal
dø!"
17. Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias
havde talt. Og hans
Broder Joram blev Konge i hans Sted
i Josafats Søns, Kong Joram
af Judas, andet Regeringsår;
thi han havde ingen Søn.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja,
hvad han udførte, står
jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
Anden Kongebog 2
1. Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen
i et
Stormvejr, gik Elias fra Gilgal.
2. Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN
vil have mig til
Betel!" Men Elisa svarede:
"Så sandt HERREN lever, og så sandt
du lever, jeg går ikke fra
dig!" De gik da ned til Betel.
3. Så kom Profetsønnerne i Betel ud til
Elisa og sagde til ham:
"Ved du, at HERREN i dag vil tage
din Herre bort fra dig?" Han
svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun
stille!"
4. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa,
thi HERREN vil have
mig til Jeriko!" Men han svarede:
"Så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, jeg går ikke
fra dig!" De kom da til Jeriko.
5. Men Profetsønnerne i Jeriko trådte
hen til Elisa og sagde til
ham: "Ved du, at HERREN i Dag vil
tage din Herre bort fra dig?"
Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti
kun stille!"
6. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi
HERREN vil have mig
til Jordan!" Men han svarede:
"Så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, jeg går ikke
fra dig!" Så fulgtes de ad.
7. Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne
gik hen og stillede sig
et godt Stykke derfra, medens de
to stod ved Jordan.
8. Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog
Vandet med
den; da skiltes det ad, og de gik
begge over på tør Bund.
9. Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa:
"Sig, hvad du
ønsker, jeg skal gøre
for dig, før jeg tages bort fra dig!"
Elisa svarede: "Måtte to Dele
af din Ånd komme over mig!"
10. Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du
kommer med!
Dersom du ser mig, når jeg
tages bort fra dig, skal det blive
dig til Del, ellers ikke!"
11. Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en
lldvogn og
Ildheste og skilte dem ad, og Elias
for op til Himmelen i
Stormvejret.
12. Og Elisa så det og råbte: "Min Fader,
min Fader, du Israels
Vogne og Ryttere!" Og han så
ham ikke mere. Så greb han sine
Klæder og sønderrev
dem.
13. Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet
af ham, op og gik
tilbage og stillede sig ved Jordans
Bred,
14. og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham,
slog Vandet med
den og sagde: "Hvor er nu HERREN,
Elias's Gud?" Og da han havde
slået Vandet, skiltes det
ad, og Elisa gik over.
15. Da Profetsønnerne fra Jeriko så det
derovre, sagde de: "Elias's
Ånd hviler på Elisa!"
Og de gik ham i Møde og kastede sig til
Jorden for ham.
16. Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine
Trælle er der
halvtredsindstyve raske Mænd,
lad dem gå ud og lede efter din
Herre; måske HERRENs Ånd
har taget ham og kastet ham hen på et
af Bjergene eller i en af Dalene!"
Men han svarede: "I skal ikke
sende dem af Sted!"
17. Men da de blev ved at trænge ind på
ham, sagde han: "Så send dem
da af Sted!" Så sendte de
halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte
efter ham i tre Dage, men fandt
ham ikke.
18. Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko,
sagde han
til dem: "Sagde jeg ikke til eder,
at I ikke skulde gå?"
19. Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger
godt nok, som min
Herre ser, men Vandet er dårligt
og volder utidige Fødsler i
Egnen."
20. Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom
Salt deri!" Og de
hentede den til ham.
21. Så gik han ned til Kildevældet og kastede
Salt deri, idet han
sagde: "Så siger HERREN: Jeg
gør dette Vand sundt, så at der
ikke mer skal komme Død eller
utidige Fødsler deraf!"
22. Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa
talte; og det er det
den Dag i dag.
23. Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på
Vej derop, kom
nogle Smådrenge ud af Byen
og spottede ham og råbte: "Kom herop,
Skaldepande, kom herop, Skaldepande!"
24. Han vendte sig om, og da han fik Øje på
dem, forbandede han dem
i HERRENs Navn. Så kom to
Bjørne ud af Krattet og sønderrev to
og fyrretyve af Drengene.
25. Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra
vendte han
tilbage til Samaria.
Anden Kongebog 3
1. Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel
i Samaria i Kong
Josafat af Judas attende Regeringsår,
og han herskede i tolv År.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
dogikke som bans
Fader og Moder, og han fjernede
Ba'als Stenstøtter, som hans
Fader havde ladet lave.
3. Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam,
Nebats Søn,
forledte Israel til; dem veg han
ikke fra.
4. Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede
Israels Konge en
Afgift på 100.000 Lam og Ulden
af 100.000 Vædre.
5. Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra
Israels Konge.
6. Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede
hele
Israel;
7. desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda
og lod sige:
"Moabs Konge er faldet fra mig;
vil du drage med i Krig mod
Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil;
jeg som du, mit Folk som dit,
mine Heste som dine!"
8. Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han
svarede:
"Gennem Edoms Ørken!"
9. Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af
Sted. Men da de havde
tilbagelagt en Strækning af
syv Dagsrejser, var der ikke Vand
til Hæren og Dyrene, som de
havde med.
10. Da sagde Israels Konge: "Ak, at HERREN har kaldt
disse tre
Konger sammen for at overgive dem
i Moabs Hånd!"
11. Men Josafat sagde: "Er her ingen af HERRENs Profeter,
ved hvem
vi kan rådspørge HERREN?"
Da svarede en af Israels Konges Folk:
"Jo, her er Elisa, Sjafats Søn,
som øste Vand på Elias's
Hænder."
12. Josafat sagde: "Hos ham er HERRENs Ord!" Og Israels
Konge og
Josafat og Edoms Konge begav sig
ned til ham.
13. Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg
med dig at
gøre? Gå du til din
Faders og Moders Profeter!" Israels Konge
svarede: "Ak nej, thi HERREN har
kaldt disse tre Konger sammen
for at give dem i Moabs Hånd."
14. Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers
HERRE lever, for hvis Åsyn
jeg står: Var det ikke for
Kong Josafat af Judas Skyld, vilde
jeg ikke se til dig eller værdige
dig et Blik!
15. Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når
Strengespilleren
spillede, kom HERRENs Hånd
over ham.
16. Derpå sagde han: "Så siger HERREN:
Grav Grøft ved Grøft i Dalen
her!
17. Thi så siger HERREN: I skal hverken mærke
til Blæst eller Regn,
men alligevel skal Dalen her fyldes
med Vand, så at I, eders Hær
og eders Dyr kan drikke!
18. Dog tykkes dette HERREN for lidet, han vil også
give Moab i
eders Hånd;
19. I skal indtage alle befæstede Byer og alle
betydelige Byer, alle
Frugttræer skal t fælde,
alle Kilder skal I tilstoppe, og al
frugtbar Agerjord skal I ødelægge
med Sten!"
20. Og næste Morgen ved Afgrødeofferets
Tid kom der Vand fra den
Kant, hvor Edom ligger, så
hele Egnen blev fuld af Vand.
21. Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var
draget op for at føre
Krig med dem, blev enhver, der overhovedet
kunde bære Våben,
opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen.
22. Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over
Vandet, så
Moabiterne Vandet foran sig rødt
som Blod.
23. Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig
tilintetgjort hverandre, de har
hugget hverandre ned; nu til
Byttet, Moab!"
24. Men da de nåede Israels Lejr, brød
Israeliterne op og slog
Moabiterne på Flugt. Derpå
rykkede de frem og huggede Moabiterne
ned;
25. Byerne nedbrød de; på al frugtbar
Agerjord kastede de hver sin
Sten, så den blev fuld af
Sten; alle Kildevæld tilstoppede de,
og alle Frugttræer fældede
de. Til sidst var kun Kir-Hareset
tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne
og skød på den.
26. Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå
Angrebet, samlede
han 700 sværdvæbnede
Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af
Edom. men det lykkedes ikke.
27. Så tog han sin førstefødte
Søn, der skulde følge ham på Tronen,
og ofrede ham som Brændoffer
på Muren. Da kom heftig Vrede over
Israel, og de brød op og
vendte hjem til deres Land.
Anden Kongebog 4
1. En Kvinde, som var gift med en af Profetsønnerne
råbte til
Elisa: "Din Træl, min Mand,
er død; og du ved, at din Træl
frygtede HERREN. Og nu kommer en,
der har Krav på ham, for at
tage mine fo Drenge til Trælle!"
2. Da sagde Elisa til hende: "Hvad kan jeg gøre
for dig? Sig mig,
hvad du har i Huset?" Hun svarede:
"Din Trælkvinde har ikke
andet i Huset end et Krus Olie."
3. Da sagde han: "Gå ud og bed alle dine Naboer
om tomme Dunke,
ikke for få!
4. Så lukker du dig inde med dine Sønner
og fylder på alle disse
Dunke, og når de er fulde,
sætter du dem til Side!"
5. Så gik hun fra ham og lukkede sig inde med
sine Sønner; og de
rakte hende Dunkene, medens hun
fyldte på.
6. Og da Dunkene var fulde, sagde hun til Sønnen:
"Ræk mig een Dunk
til!" Men han svarede: "Der er ikke
flere Dunke!" Da holdt Olien
op at flyde.
7. Det kom hun og fortalte den Guds Mand; og han sagde:
"Gå hen og
sælg Olien og betal din Gæld;
og lev så med dine Sønner af
Resten!"
8. Det skete en Dag, at Elisa på sin Vej kom
til Sjunem. Der boede
en velhavende Kvinde, som nødte
ham til at spise hos sig; og
hver Gang han senere kom forbi,
tog han derind og spiste.
9. Hun sagde nu til sin Mand: "Jeg ved, af det er
en hellig Guds
Mand., der stadig kommer her forbi;
10. lad os mure en lille Stue på Taget og sætfe
Seng, Bord, Stol og
Lampe ind til ham, for at han kan
gå derind, når han kommer til
os!"
11. Så kom han en Dag derhen og gik op i Stuen
og lagde sig.
12. Og han sagde til sin Tjener Gehazi: "Kald på
Sjunemkvinden!" Og
han kaldte på hende, og hun
trådte frem for ham.
13. Da sagde han til Gehazi: "Sig til hende: Se, du
har Itaft al den
Ulejlighed for vor Skyld; hvad kan
jeg gøre for dig? Ønsker du,
at jeg skal tale din Sag hos Kongen
eller Hærføreren?" Men hun
svarede: "Jeg bor midt iblandt mit
Folk!"
14. Da sagde han: "Hvad kan jeg da gøre for
hende?" Gehazi sagde:
"Jo, hun har ingen Søn, og
hendes Mand er gammel."
15. Da sagde han: "Kald på hende!" Og han kaldte
på hende, og bun
tog Plads ved Døren.
16. Da sagde han: "Om et År ved denne Tid har
du en Dreng ved
Brystet!" Men hun sagde: "Nej dog,
Herre! Den Guds Mand må ikke
narre sin Trælkvinde!"
17. Men Kvinden blev frugtsommelig og fødte
en Søn Året efter ved
samnme Tid, således som Elisa
havde sagt hende.
18. Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til
sin Fader hos
Høstfolkene.
19. Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!"
Og hans
Fader sagde til en Karl " "Bær
ham hjem til hans Moder!"
20. Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og
han sad på
hendes Skød til Middag; så
døde han.
21. Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands
Seng, og derefter
lukkede hun Døren og gik.
22. Så kaldte hun på sin Mand og sagde:
"Send mig en af Karlene med
et Æsel, for at jeg hurfig
kan komme hen til den Guds Mand og
hjem igen!"
23. Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er
jo hverken
Nymånedag eller Sabbat!" Men
hun sagde: "Lad mig om det!"
24. Derpå sadlede hun Æselet og sagde til
Karlen: "Driv nu godt på!
Stands mig ikke i Farten, før
jeg siger til!"
25. Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand
på Kamels Bjerg. Da
den Guds Mand fik Øje på
hende i Frastand, sagde han til sin
Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden!
26. Løb hende straks i Møde og spørg
hende: Har du det godt? Har din
Mand det godt? Har Drengen det godt?"
Hun svarede: "Ja, vi har
det godt!"
27. Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget,
klamrede hun
sig til hans Fødder. Gehazi
trådte til for at støde hende
bort. men den Guds Mand sagde: "Lad
hende være, hun er i Vånde,
og HERREN har dulgt det for mig
og ikke åbenbaret mig det!"
28. Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en
Søn? Sagde jeg
ikke, at du ikke måtte narre
mig?"
29. Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd,
tag min Stav i
Hånden og drag af Sted! Møder
du nogen, så hils ikke på ham. og
hilser nogen på dig, så
gengæld ikke hans Hilsen; og læg min
Stav på Drengens Ansigt!"
30. Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN
lever, og så sandt du
lever, jeg går ikke fra dig!"
Da stod han op og gik med hende.
31. Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde
lagt Staven på
Drengens Ansigt; men ikke en Lyd
hørtes, og der var intet
Livstegn. Da vendte han tilbage
og gik Elisa i Møde, meldte ham
det og sagde: "Drengen vågnede
ikke!"
32. Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han
Drengen ligge død på
Sengen.
33. Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad
til HERREN.
34. Derpå steg han op og lagde sig oven på
Drengen med sin Mund på
hans Mund, sine Øjne på
hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder,
og medens han således bøjede
sig over ham, blev Drengens Legeme
varmt.
35. Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage
i Huset, og da
han atter steg op og bøjede
sig over Drengen, nyste denne syv
Gange og slog Øjnene op.
36. Derpå kaldte han på Gehazi og sagde:
"Kald på Sjunemkvinden!"
Han kaldte så på hende,
og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag
din Dreng!"
37. Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder
og kastede sig
til Jorden, tog så sin Dreng
og gik ud.
38. Dengang Hungersnøden var i Landet, vendte
Elisa tilbage til
Gilgal. Som nu Profetsønnerne
sad hos ham, sagde han til sin
Tjener: "Sæt den store Gtyde
over og kog en Ret Mad til
Profetsønnerne!"
39. Så gik en ud på Marken for at plukke
Urter, og da han fandt en
Slyngplante med vilde Agurker, plukkede
han så mange, han kunde
bære i sin Kappe; da han kom
tilbage, skar han dem itu og kom
dem i Gryden, thi han kendte dem
ikke.
40. Derpå øste man op for Mændene,
for at de kunde spise, men så
snart de smagte Maden, skreg de
op og råbte: "Døden er i Gryden,
du Guds Mand!" Og de kunde ikke
spise Maden.
41. Men han sagde: "Hent noget Mel!" Og da han havde
hældt det i
Gryden, sagde han: "Øs nu
op for Folkene, så de kan spise!" Så
var der ingen Ulykke i Gryden mere.
42. Engang kom en Mand fra Ba'al-Sjalisja og bragte
den Guds Mand
Brød af nyt Korn, tyve Bygbrød,
og nyhøstet Korn i sin
Ransel. Da sagde han: "Giv Folkene
det at spise!"
43. Men hans Tjener sagde: "Hvorledes skal jeg kunne
sætte dette
frem for hundrede Mennesker?" Men
han sagde: "Giv Folkene det at
spise! Thi så siger HERREN:
De skal spise og levne!"
44. Da satte han det frem for dem, og de spiste og
levnede efter
HERRENs Ord.
Anden Kongebog 5
1. Na'aman, Kongen af Arams Hærfører,
havde meget at sige hos sin
Herre og var højt agtet;
thi ved ham havde HERREN givet
Aramæerne Sejr; men Manden
var spedalsk.
2. Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog
røvet en lille Pige i
Israels Land; hun var kommet i Tjeneste
hos Na'amans Hustru,
3. og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos
Profeten i
Samaria; han vilde sikkert skille
ham af med hans Spedalskhed!"
4. Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad
Pigen fra Israels
Land havde sagt.
5. Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende
etBrevmed til
Israels Konge!" Så rejste
han og tog ti Talenter Sølv, 6000
Sekel Guld og ti Sæt Festklæder
med.
6. Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod
der: "Når dette
Brev kommer dig i Hænde, skal
du vide, at jeg sender min Tjener
Na'aman til dig, for at du skal
skille ham af med hans
Spedalskhed!"
7. Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev
han sine klæder og
sagde: "Er jeg Gud, så jeg
råder over Liv og Død, siden han
skriver til mig, at jeg skal skille
en Mand afmed hans
Spedalskhed Nej, I kan da se, at
han søger Lejlighed til Strid
med mig!"
8. Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels
Konge havde
sønderrevet sine klæder,
sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor
sønderriver du dine Klæder?
Lad ham komme til mig, så skal han
kende, at der er en Profet i Israel!"
9. Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden
for Døren til
Elisas Hus.
10. Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå
hen og bad dig
syv Gange i Jordan, så bliver
dit Legeme atter friskt, og du
bliver ren!"
11. Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord:
"Se, jeg havde
tænkt, at han vilde komme
ud til mig, stå og påkalde HERREN sin
Guds Navn og svinge sin Hånd
i Retning af Helligdommen og
således gøre Ende på
Spedalskheden!
12. Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt
så gode som alle
Israels Vande? Kunde jeg ikke blive
ren ved at bade mig i dem?"
Og han vendte sig og drog bort i
Vrede.
13. Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom
Profeten havde
pålagt dig noget, som var
vanskeligt vilde du så ikke have gjort
det? Hvor meget mere da nu, da han
sagde til dig: Bad dig, så
bliver du ren!"
14. Så drog han ned og dykkede sig syv Gange
i Jordan efter den Guds
Mands Ord; og hans Legeme blev atter
friskt som et Barns, og han
blev ren.
15. Så vendte han med hele sit Følge tilbage
til den Guds Mand, og
da han var kommet derhen, trådtehan
frem forham og sagde: "Nu
ved jeg, at der ingensteds på
Jorden er nogen Gud uden i Israel!
Så modtag nu en Takkegave
af din Træl!"
16. Men han svarede: "Så sandt HERREN lever,
for hvis Åsyn jeg står,
jeg modtager ikke noget!" Og skønt
han nødte ham, vægrede han
sig ved at modtage noget.
17. Da sagde Na'aman: "Så lad da være!
Men lad din Træl få så megel
Jord, som et Par Muldyr kan bære,
thi din Træl vil aldrig mere
ofre Brændoffer eller Slagtoffer
til nogen anden Gud end HERREN!
18. Men i een Ting vil HERREN nok bære over med
din Træl: Når min
Herre går ind i Rimmons Hus
for at tilbede og støtfer sig til
min Arm og jeg så sammen med
ham kaster mig til Jorden i Rimmons
Hus, da vil HERREN nok bære
over ed din Træl i den Ting!"
19. Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet
et Stykke hen
ad Vejen,
20. sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved
sig selv: "Der
har min Herre ladet denne Aramæer
Na'aman slippe og ikke
modtaget af ham, hvad han havde
med; så sandt HERREN lever, jeg
vil løbe efter ham for at
få noget af ham!"
21. Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman
så ham komme
løbende efter sig, sprang
han af Vognen, gik ham i Møde og
spurgte: "Står det godt til?"
22. Han svarede: "Ja, det står godt til! Min
Herre sender mig med
det Bud: Der kom lige nu to unge
Mænd, som hører til
Profetsønnerne, til mig fra
Efraims Bjerge: giv dem en Talent
Sølv og to Sæt Festklæder!"
23. Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!"
Og han nødte
ham. Så bandt han to Talenter
ind i to Punge og tog to Sæt
Festklæder og gav to af sine
Trælle dem, for at de skulde bære
dem foran ham.
24. Men da de kom til Højen, tog han Pengene
fra dem, gemte dem i
Huset og lod Mændene gå.
25. Så gik han ind til sin Herre og trådte
hen til ham. Da spurgte
Elisa: "Hvor har du været,
Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har
ingen Steder været!"
26. Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden
hos dig, da en stod
af sin Vogn og gik tilbage for at
møde dig? Nu har du fået
Penge, og du kan få Klæder,
Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og
Hornkvæg, Trælle og
Trælkvinder,
27. men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig
og dit Afkom til
evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham,
hvid som Sne af Spedalskhed.
Anden Kongebog 6
1. Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se,
der er for lidt
Plads til os her, hvor vi sidder
hos dig.
2. Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke
og der indrette os
et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde:
"Ja, gør det!"
3. Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge
med dine Trælle!" Og
han svarede: "Jo, det vil jeg!"
4. Han gik så med, og da de kom til Jordan,
gav de sig til at fælde
Træer.
5. Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke,
faldt hans
Øksejern i Vandet. Da gav
han sig til at råbe: "Ak, min Herre!
Og det var endda lånt!"
6. Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da
han havde vist
ham Stedet, skar han en Gren af
og kastede den derhen. Da kom
Øksen op på Overfladen;
7. og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han
Hånden ud og tog den.
8. Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte
han med sine
Folk, at de skulde lægge sig
iBaghold på det og det Sted.
9. Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge
og lod sige:
"Vogt dig for at drage forbi det
Sted, thi der ligger Aramæerne
i Baghold!"
10. Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den
Guds Mand havde
sagt ham. Således mindede
han ham om at være på sin Post der;
og det gjorde han ikke een, men
flere Gange.
11. Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og
han lod sine Folk
kalde og spurgte dem: "Han I ikke
sige mig, hvem det er, der
forråder os til Israels Konge?"
12. Da sagde en af hans Hærførere: "Det
er ingen af os, Herre Konge;
det er Profeten Elisa i Israel,
der lader Israels Konge vide,
hvad du taler i dit Sovekammer."
13. Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er,
for at jeg kan sende
Folk ud og lade ham gribe!" Da det
meldtes ham, at han var i
Dotan,
14. sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke
derhen; og de kom
ved Nattetide og omringede Byen.
15. Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik
ud, se, da var Byen
omringet af en Hær og Heste
og Vogne, Da sagde hans Tjener til
ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog
gribe til?"
16. Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med
os, er flere
end de, der er med dem!"
17. Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne
op, så han kan se!"
Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne
op, og han så, at Bjerget var
fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt
om Elisa.
18. Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa
til HERREN og
sagde: "Slå de Folk med Blindhed!"
Og han slog dem med Blindhed
efter Elisas Ord.
19. Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige
Vej eller den
rigtige By; følg med mig,
så skal jeg føre eder til den Mand, I
søger!" Han førte
dem så til Samaria,
20. og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre,
luk nu
deres Øjne op, så at
de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne
op, og de så, at de var midt
i Samaria.
21. Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa:
"Skal jeg hugge dem
ned, min Fader?"
22. Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem
ned! Bruger du at
hugge Folk ned, som du ikke har
taget til Fange med Sværd eller
Bue? Sæt Brød og Vand
for dem, at de kan spise og drikke, og lad
dem så vende tilbage til deres
Herre!"
23. Så gav han dem et godt Måltid, og da
de havde spist og drukket,
lod han dem gå, og de drog
tilbage til deres Herre. Men fra den
Tid af kom der ikke flere aramaiske
Strejfskarer i Israels Land.
24. Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram
samlede hele sin Hær
og drog op og belejrede Samaria;
25. og under Belejringen blev der stor Hungersnød
i Byen, så at et
Æselhoved til sidst kostede
tresindstyve Sekel Sølv og en
Fjerdedel Kab Duegødning
fem.
26. Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren,
råbte en Kvinde til
ham: "Hjælp, Herre Konge!"
27. Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor
skal så jeg skaffe
dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen
eller Vinpersen?"
28. Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?"
Da sagde
hun: "Den Kvinde der sagde til mig:
Hom med din Dreng, så
fortærer vi ham i Dag; i Morgen
vil vi så fortære min Dreng!
29. Så kogte vi min breng og fortærede
ham. Næste Dag sagde jeg til
hende: Kom nu med din Dreng, at
vi kan fortære ham! Men hun
holdt Drengen skjult."
30. Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev
han sine Klæder, som han
stod der på Muren; og Folket
så da, at han indenunder har Sæk på
den bare Krop.
31. Og han sagde: "Gud ramme mig både med det
ene og det andet, om
Elisas, Sjafats Søns, Hoved
skal blive siddende mellem Skuldrene
på ham Dagen til Ende!"
32. Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste;
da sendte
Kongen en Mand i Forvejen. Men før
Sendebudet kom til ham, sagde
han til de Ældste: "Ved I,
at denne Mordersjæl har sendt en Mand
herhen for at tage mit Hoved?
Se, når Budet kommer, skal I
lukke Døren og stemme jer
imod den! Allerede hører jeg hans
Herres trin bag ham."
33. Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned
til ham og
sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN
har bragt over os! Hvorfor
skal jeg da bie længer på
HERREN?"
Anden Kongebog 7
1. Men Elisa sagde: "Hør HERRENs Ord! Så
siger HERREN: I Morgen ved
denne Tid skal en Sea fint Hvedemel
koste en Sekel og to Sea Byg
ligeledes en Sekel i Samarias Port!"
2. Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede
sig, svarede den
Guds Mand og sagde: "Om så
HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon
da sligt kunde ske?" Han sagde:
"Med egne Øjne skal du få det
at se, men ikke komme til at spise
deraf!"
3. Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved
indgangen til Porten;
de sagde til hverandre: "Hvorfor
skal vi blive her, til vi dør?
4. Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen,
dør vi der - der er
jo Hungersnød i Byen - og
bliver vi her, dør vi også! Kom derfor
og lad os løbe over til Aramæernes
Lejr! Lader de os leve, så
bliver vi i Live, og slår
de os ihjel, så dør vi!"
5. Så begav de sig i Mørkningen på
Vej til Aramæernes Lejr; men da
de kom til Udkanten af Aramæernes
Lejr, var der ikke et Menneske
at se.
6. HERREN havde nemlig ladet Aramæernes Lejr
høre Larm at Vogne og
Heste, Larm af en stor Hær,
og de havde sagt til hverandre: "Se,
Israels Konge har købt Hetiternes
og Mizrajims Konger til at
falde over os!"
7. Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen
og efterladt Lejren,
som den stod, deres Telte, Heste
og Æsler, og var flygtet for at
redde Livet.
8. Da nu de spedalske havde nået Udkanten af
Lejren, gik de ind i
et af Teltene, spiste og drak og
tog Sølv og Guld og klæder, som
de gik hen og gemte; derpå
kom de tilbage og gik ind i et andet
Telt; også der tog de noget,
som de gik hen og gemte.
9. Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt,
som vi bærer os
ad! Denne Dag er et godt Budskabs
Dag; tier vi stille og venter
til Daggry, pådrager vi os
Skyld; lad os derfor gå hen og melde
det i Kongens Palads!"
10. Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere
og bragte dem den
Melding: "Vi kom til Aramæernes
Lejr, og der var ikke et
Menneske at se eller høre,
men vi fandt Hestene og Æslerne
bundet og Teltene urørt!"
11. Portvægterne råbte det ud, og man meldte
det inde i Kongens
Palads.
12. Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine
Folk: "Jeg skal
sige eder, hvad Aramæerne
har for med os; de ved, at vi er
udsultet, derfor har de forladt
Lejren og skjult sig på Marken,
i den Tanke at vi skal gå
ud af Byen, så de kan fange os levende
og trænge ind i Byen!"
13. Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en
fem Stykker af
de Heste, der er tilbage her - det
vil jo dog gå dem som alle de
mange, der allerede var omkommet
- og sende Folk derhen, så får
vi se!"
14. De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk
efter Aramæernes
Hær og sagde: "Rid hen og
se efter!"
15. Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt
hele Vejen fuld af
Klæder og Våben, som
Aramæerne havde kastet fra sig på deres
hovedkulds Flugt. Derpå vendte
Sendebudene tilbage og meldte det
til Kongen.
16. Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes
Lejr; og således kom
en Sea fint Hvedemel til at koste
en Sekel og to Sea Byg
ligeledes en Sekel, som HERREN havde
sagt.
17. Kongen havde overdraget Høvedsmanden, til
hvis Arm han støttede
sig, Tilsynet med Porten, men Folket
trådte ham ned i Porten, så
han døde, således som
den Guds Mand havde sagt, dengang Kongen
kom ned til ham.
18. Da den Guds Mand sagde til Kongen: "To Sea Byg
skal koste en
Sekel og en Sea fitnt Hvedemel ligeledes
en Sekel i Morgen ved
denne Tid i Samarias Port!"
19. da havde Høvedsmanden svaret ham: "Om så
HERREN satte Vinduer på
Himmelen, mon da sligt kunde ske?"
Og den Guds Mand havde sagt:
"Med egne Øjne skal du få
det at se, men ikke komme til at spise
deraf!"
20. Således gik det ham; Folket trådte
ham ned i Porten, så han
døde.
Anden Kongebog 8
Elisa talte til den Kvinde, hvis
Søn han havde kaldt til Live, og sagde:
"Drag bort med dit Hus og slå
dig ned som fremmed et eller andet Sted, thi
HERREN har kaldt Hungersnøden
hid; og den vil komme over Landet og vare syv
År!"
2. Da brød Kvinden op og gjorde, som den Guds
Mand havde sagt, og
drog med sit Hus hen og boede syv
År som fremmed i Filisternes
Land.
3. Men da der var gået syv År, vendte
Kvinden tilbage fra
Filisternes Land; Og hun gik hen
og påkaldte Kongens Hjælp til
at få sit Hus og sin Jord
tilbage.
4. Kongen talte just med den Guds Mands Tjener Gehazi
og sagde:
"Fortæl mig om alle de storeGerninger,
Elisa harudført!"
5. Og netop som han fortalte Kongen, hvorledes han
havde kaldt den
døde til Live, kom Kvinden,
hvis Søn han havde kaldt til Live,
og påkaldt Kongens Hjælp
til at få sit Hus og sin Jord
tilbage. Da sagde Gehazi: "Herre
Konge, der er den Kvinde, og
der er hendes Søn. som Elisa
kaldte til Live!"
6. Kongen spurgte så Kvinden ud, og hun forfalte.
Derpå gav Kongen
hende en Hofmand med og sagde: "Sørg
for, at hun får al sin
Ejendom tilbage og alt, hvad hendes
Jord har båret, siden den
Dag hun forlod Landet!"
7. Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor Kong Benbadad
af Aram
lå syg. Da Kongen fik at vide,
at den Guds Mand var på Vej
derhen,
8. sagde han til Hazael: "Tag en Gave med, gå
den Guds Mand i Møde
og rådspørg HERREN
gennem ham, om jeg kommer mig af min Sygdom!"
9. Da gik Hazael ham i Møde; han tog en Gave
med af alskens
Kostbarheder, som fandfes i Damaskus,
fyrretyve Kamelladninger,
og trådte frem for ham og
sagde: "Din Søn Benhadad, Arams Konge
sender mig til dig og lader spørge:
Kommer jeg mig af min
Sygdom?"
10. Elisa svarede: "Gå hen og sig ham: Du kommer
dig!" Men HERREN
har ladet mig skue, at han skal
dø!"
11. Og han stirrede stift frem for sig og var ude af
sig selv af
Rædsel. Så brast den
Guds Mand i Gråd,
12. og Hazael sagde: "Hvorfor græder min Herre?"
Han svarede: "Fordi
jeg ved, hvilke Ulykkkr du skal
bringe over Israeliterne! Deres
Fæstninger skal du stikke
i Brand, deres unge Mænd skal du hugge
ned med Sværdet, deres spæde
Børn skal du knuse, og på deres
frugtsommelige Kvinder skal du rive
Livet op!"
13. Da sagde Hazael: "Hvad er din Træl, den Hund,
at han skal kunne
gøre slige store Ting!" Elisa
svarede: "HERREN har ladet mig
skue dig som Konge over Aram!"
14. Derpå forlod han Elisa og kom til sin Herre;
og han spurgte ham:
"Hvad sagde Elisa til dig?" Han
svarede: "Han sagde: Du kommer
dig!"
15. Men næste Dag tog han et Klæde, dyppede
det i Vand og bredte det
over Ansigtet på Kongen, og
det blev hans Død. Og Hazael blev
Konge i hans Sted.
16. I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, femte
Regeringsår blev
Joram, Josafats Søn, Konge
over Juda.
17. Han var to og tredive År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem.
18. Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs
Hus, thi han
havde en Datter af Akab til Hustru,
og han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
19. Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Juda
for sin Tjener Davids
Skyld efter det Løfte, han
havde givet ham, at han altid skulde
have en Lampe for hans Åsyn.
20. I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas
Overherredømme og
valgte sig en Konge.
21. Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne.
Og han
stod op om Natten, og sammen med
Vognstyrerne slog han sig
igennem Edoms Rækker, der
havde omringet ham, hvorpå Folket
flygtede tilbage hver til sit.
22. Således rev Edom sig løs fra Judas
Overherredømme, og således er
det den Dag i Dag. På samme
Tid rev også Libna sig løs.
23. Hvad der ellers er at fortælle om Joram, alt,
hvad han udførte,
står optegnet i Judas Kongers
Krønike.
24. Så lagde Joram sig til Hvile hos sine Fædre
og blev jordet hos
sine Fædre i Davidsbyen; og
hans Søn Ahazja blev Konge i hans
Sted.
25. I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, tolvte
Regeringsår blev
Ahazja, Jorams Søn, Konge
over Juda.
26. Ahazja var to og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede eet År i Jerusalem.
Hans Moder hed Atalja og var Datter
af Kong Omri af Israel.
27. Han vandrede i Akabs Hus's Spor og gjorde, hvad
der var ondt i
HERRENs Øjne, ligesom Akabs
Hus, thi han var besvogret med Akabs
Hus.
28. Sammen med Joram, Akabs Søn, drog han i
Krig mod Kong Hazael af
Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne
sårede Joram.
29. Så vendte Kong Joram tilbage for i Jizre'el
at søge Helbredelse
for de Sår, Aramæerne
havde tilføjet ham ved Ramot, da han
kæmpede med Kong Hazael af
Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af
Juda, drog ned for at se til Joram,
Akabs Søn, i Jizre'el, fordi
han lå syg.
Anden Kongebog 9
1. Profeten Elisa kaldte en af Profetsønnerne
til sig og sagde til
ham: "Omgjord dine Lænder,
tag denne Flaske Olie med og drag til
Ramot i Gilead.
2. Når du kommer derhen, opsøg så
Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn;
gå hen og få ham til
at stå op fra sine Fæller og før ham ind i
det inderste Hammer;
3. tag så Olieflasken og gyd Olien ud over hans
Hoved med de Ord:
Så siger HERREN: Jeg salver
dig til Konge over Israel! Derefter
skal du lukke Døren op og
flygte ufortøvet!"
4. Den unge Mand, Profetens Tjener, drog så til
Ramot i Gilead;
5. og da han kom derhen, traf han Hærførerne
siddende sammen. Han
sagde da: "Jeg har et Ærinde
til dig, Hærfører!" Jehu spurgte:
"Til hvem af os?" Han svarede: "Til
dig, Hærfører!"
6. Så rejste han sig og gik ind i Huset; der
gød han Olien ud over
hans Hoved og sagde til ham: "Så
siger HERREN, Israels Gud: Jeg
salver dig til Konge over HERRENs
Folk, over Israel!
7. Du skal hugge din Herre Akabs Hus ned, så
jeg får Hævn over
Jesabel for mine Tjenere Profeternes
og alle HERRENsjeneres
Blod.
8. Hele Akabs Hus skal omkomme, jeg vil udrydde hvert
mandligt
Væsen, hver og en af Akabs
Slægt i Israel;
9. jeg vil handle med Akabs Hus som med Jeroboams,
Nebats Søns, og
Ba'sjas, Ahijas Søns, Hus.
10. Og Jesabel skal Hundene æde på Jizre'els
Mark, og ingen skal
jorde hende!" Derpå
lukkede han Døren op og flygtede.
11. Da Jebu kom ud til sin Herres Folk, spurgte de ham:
"Hvorledes
står det til? Hvad vilde den
gale Mand hos dig?" Han svarede: "I
kender jo den Mand og hans Snak!"
12. Men de sagde: "Udflugter! Sig os det nu!" Da sagde
han: "Således
sagde han til mig: Så siger
HERREN: Jeg salver dig til Konge
over Israel!"
13. Øjeblikkelig tog de da hver sin Kappe og
lagde under ham på
selve Trappen, og de stødte
i Hornet og udråbte Jehu til Konge.
14. Således stiftede Jehu, Nimsjis Søn
Josjafats Søn, en
Sammensværgelse mod Joram.
Joram havde med hele Israel forsvaret
Ramot i Gilead mod Kong Hazael af
Aram;
15. men Kong Joram var vendt tilbage for i Jizre'el
at søge
Helbredelse for de Sår, Aramæerne
havde tilføjet ham, da han
kæmpede med Kong Hazael af
Aram. Da sagde Jehu: "Vil I som jeg,
så lad ikke en eneste slippe
ud af Byen og bringe Bud til
Jizre'el."
16. Derpå steg Jehu til Vogns og kørte
til Jizre'el; thi der lå
Joram syg, og Kong Ahazja af Juda
var rejst ned for at se til
ham.
17. Da Vægteren, som stod på Tårnet
i Jizre'el, så Støvskyen efter
Jehu, sagde han: "Jeg ser en Støvsky!"
Da sagde Joram: "Tag en
Rytter og send ham ud imod dem,
for at han kan spørge, om de
kommer med Fred!"
18. Så red Rytteren ham i Møde og sagde:
"Således siger Kongen:
Kommer du med Fred?" Jehu svarede:
"Hvad vedkommer det dig, om
det er med Fred? Omkring, følg
mig!" Vægteren meldte:
"Sendebudet har nået dem,
men han kommer ikke tilbage!"
19. Så sendte han en anden Rytter ud; og da han
var kommet hen til
dem, sagde han: "Således siger
Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu
svarede: "Hvad vedkommer det dig,
om jeg kommer med Fred?
Omkring, følg mig!"
20. Vægteren tneldte: "Han har nået dem,
men han kommet ikke
tilbage. Og de har en Fart på,
som var det Jebu, Nimsjis Søn,
thi han farer af Sted som rasende."
21. Da sagde Joram: "Spænd for!" Og da der var
spændt for, kørte
Kong Joram af Israel og Kong Ahazja
af Juda ud hver i sin
Vogn. De kørte Jehu i Møde
og traf ham ved Jizre'eliten Nabots
Mark.
22. Da Joram fik Øje på Jehu, spurgte
han: "Kommer du med Fred,
Jehu?" Men han svarede: "Hvad! Skulde
jeg komme med Fred, så
længe det ikke har Ende med
din Moder Jesabels Bolen og hendes
mange Trolddomskunster!"
23. Da drejede Joram omkring og flygtede, idet han
roabte tiIAhazja:
"Svig, Ahazja!"
24. Men Jehu greb sin Bue og skød Joram i Ryggen,
så at Pilen gik
igennem Hjertet, og han sank sammen
i Vognen;
25. og Jehu sagde til sin Høvedsmand Bidkar:
"Tag og kast ham hen på
Jizre'eliten Nabots Mark, thi det
rinder mig i Hu, hvorledes jeg
og du kørte sammen bag efter
hans Fader Akab, dengang HERREN
fremsatte dette Udsagn imod ham:
26. Sandelig, Nabots og hans Sønners Blod så
jeg i Går, lyder det
fra HERREN, og jeg bringer Gengældelse
over dig her på denne
Mark, lyder det fra HERREN!
Tag derfor og kast ham hen på
Marken efter HERRENs Ord!"
27. Da Kong Ahazja at Juda så det, flygtede han
ad Vejen til
BetHagan; men Jehu satte efter ham
og råbte: "Også ham!" Og i
Gurpasset, i Nærheden afJibleam,
skød de ham ned i Vognen. Han
undslap til Megiddo, men der døde
han.
28. Hans Folk førte ham til Jerusalem og jordede
ham i hans Grav hos
hans Fædre i Davidsbyen.
29. I Akabs Søn Jorams ellevte Regerinsgår
blev Ahazja Konge over
Juda.
30. Jehu kom nu til Jizre'el. Så snart Jesabel
hørte det, sminkede
hun sine Øjne og smykkede
sit Hoved og bøjede sig ud af Vinduet;
31. og da Jehu kørte ind igennem Porten, råbte
hun: "Kommer du med
Fred, Zimri Kongemorder?"
32. Men han så op til Vinduet og sagde: "Hvem
holder med mig? Hvem?"
Så var der et Par Hofmænd,
som så ud efter ham,
33. og han råbte: "Styrt hende ned!" Så
styrtede de hende ned. og
Blodet sprøjtede op på
Muren og på Hestene, og de trådte hende
ned.
34. Derpå gik han ind og spiste og drak. Så
sagde han: "Tag jer af
hende, den forbandede, og jord hende,
hun var jo dog en
Kongedatter!"
35. Men da de gik ud for at jorde hende, fandt de ikke
andet af
hende end Hjerneskallen, Fødderne
og Hænderne.
36. Og de kom tilbage og meldte ham det; da sagde han:
"Det er det
Ord, HERREN talede ved sin Tjener
Tisjbiten Elias: På Jizre'els
Mark skal Hundene æde Jesabels
Legeme!
37. og Jesabels Lig skal blive som Gødning på
Ageren på Jizre'els
Mark, så ingen kan sige: Dette
er Jesabel!"
Anden Kongebog 10
1. Der var i Samaria halvfjerdsindstyve Sønner
af Akab. Jehu skrev
nu Breve og sendte dem til Samaria
til Byens Øverster, deÆldste
og Akabs Sønners Fosterfædre.
Deri stod:
2. "I har jo eders Herres Sønner hos eder og
råder over
Stridsvognene og Hestene, Fæstningerne
og Våbenforrådene. Når nu
dette Brev kommer eder i Hænde,
3. udvælg så den bedste og dygtigste af
eders Herres Sønner, sæt
ham på hans Faders Trone og
kæmp for eders Herres Hus!"
4. Men de grebes af stor Forfærdelse og sagde:
"Se, de to Konger
kunde ikke stå sig imod ham,
hvor skal vi så kunne det?"
5. Derfor sendte Paladsets og Byens øverste
Befalingsmænd, de
Ældste og Fosterfædrene
det Bud til Jehu: "Vi er dine Trælle, og
alt, hvad du kræver af os,
vil vi gøre. Vi vil ikke gøre nogen
til Konge; gør, hvad du finder
for godt!"
6. Da skrev han et nyt Brev til dem, og der stod:
"Dersom I holder
med mig og vil høre mig,
tag så eders Herres Sønners Hoveder og
kom i Morgen ved denne Tid til mig
i Jizre'el!" Kongesønnerne,
halvfjerdsindstyve Mænd, var
nemlig hos Byens Stormænd, som var
deres Fosterfædre.
7. Da Brevet kom til dem, tog de Kongesønnerne
og dræbte dem,
halvfjerdsindstyve Mænd, lagde
deres Hoveder i Kurve og sendte
dem til Jehu i Jizre'el.
8. Da Budet kom og meldte: "Kongesønnernes
Hoveder er bragt hid!"
sagde han: "Læg dem i to Bunker
foran Porten til i Morgen!"
9. Næste Morgen gik han ud, trådte frem
og sagde til alt Folket: "I
er uden Skyld; det er mig, der har
stiftet en Sammensværgelse
mod min Herre og dræbt ham
- men hvem har dræbt alle disse?
10. Kend nu, at intet af det Ord, HERREN talede mod
Akabs Hus, var
faldet til Jorden, men HERREN har
gjort, hvad han talede ved sin
Tjener Elias!"
11. Derpå lod Jehu alle dem, der var tilbage
af Akabs Hus i
Jizre'el, dræbe, alle hans
Stormænd, Venner og Præster, så at
ikke en eneste blev tilbage og slap
bort.
12. Så brød han op og drog ad Samaria til.
Da han kom til Bet
Eked-Haro'im ved Vejen,
13. mødte han Kong Ahazja af Judas Brødre.
Han spurgte dem: "Hvem er
I?" De svarede: "Vi er Ahazjas Brødre,
og vi drager herned for
at hilse på Kongens og Kongemoderens
Sønner."
14. Da sagde han: "Grib dem levende!" Så greb
de dem levende, og han
lod dem dræbe ved Bet Ekeds
Brønd, to og fyrretyve Mænd; ikke
een lod han blive tilbage.
15. Da han drog videre, traf han Jonadab, Rekabs Søn,
der kom ham i
Møde, og han hilste på
ham og spurgte: "Er du af Hjertet
oprigtig mod mig som jeg mod dig?"
Jonadab svarede: "Ja, jeg
er!" Da sagde Jehu: "Så giv
mig din Hånd!" Han gav ham da
Hånden, og Jehu tog ham op
til sig i Vognen
16. og sagde: "Følg mig og se min Nidkærhed
for HERREN!" Og han tog
ham med i Vognen,
17. Så drog han til Samaria og lod alle, der
var tilbage af Akabs
Slægt i Samaria, dræbe,
så at den blev fuldstændig udryddet
efter det Ord, HERREN havde talet
til Elias.
18. Derefter kaldte Jebu hele Folket sammen og sagde
til dem: "Akab
dyrkede Ba'al lidt, Jehu vil dyrke
ham mere!
19. Kald derfor alle Ba'als Profeter, alle, der dyrker
ham, og alle
hans Præster hid til mig,
ikke een må udeblive, thi jeg har et
stort Slagtoffer for til Ære
for Ba'al; enhver, der udebliver,
skal bøde med Livet!" Men
det var en Fælde, Jehu stillede, for
at udrydde Ba'alsdyrkerne.
20. Derpå sagde Jehu: "Helliger en festlig Samling
til Ære for
Ba'al!" Og de udråbte en festlig
Samling.
21. Og Jehu sendte Bud rundt i hele Israel, og alle
Ba'alsdyrkerne
uden Undtagelse indfandt sig; de
begav sig til Ba'als Hus, og
det blev fuldt fra Ende til anden.
22. Så sagde han til Opsynsman den over Klædekammeret:
"Tag en
Klædning frem til hver af
Ba'als dyrkerne!" Og han tog
Klædningerne frem til dem.
23. Så gik Jehu og Jonadab, Rekabs Søn,
ind i Ba'als Hus; og han
sagde til Ba'alsdyrkeme: "Se nu
godt efter; at der ikke her
iblandt eder findes nogen, som dyrker
HERREN, men kun
Ba'alsdyrkere!"
24. Derpå gik han ind for at ofre Slagtofre og
Brændofre. Men Jehu
havde opstillet firsindstyve Mand
udenfor og sagt: "Den, der
lader nogen af de Mænd undslippe,
som jeg overgiver i eders
Hænder, skal bøde Liv
for Liv!"
25. Da han så var færdig med at ofre Brændofferet,
sagde han til
Livvagten og Høvedsmændene:
"Gå nu ind og hug dem ned! Ikke een
må slippe bort!" Og de huggede
dem ned med Sværdet, og Livvagten
og Høvedsmændene slængte
dem bort; så gik de ind i Ba'alshusets
inderste Rum,
26. bragte Ba'alshusets Asjerastøtte ud og opbrændte
den;
27. og de nedbrød Ba'als Stenstøtte,
rev Ba'als Hus ned og gjorde
det til Nødtørftssteder,
og, de er der den Dag i Dag.
28. Således udryddede Jehu Ba'al af Israel.
29. Men fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn,
havde forledt Israel
til, Guldkalvene i Betel og Dan,
veg Jehu ikke.
30. Og HERREN sagde til Jehu: "Fordi du har handlet
vel og gjort,
hvad der er ret i mine Øjne,
og handlet med Akabs Hus ganske
efter mit Sind, skal dine Sønner
sidde på IsraelsTrone indtil
fjerde Led!"
31. Men Jehu tog ikke Vare på at følge
HERRENs, Israels Guds, Lov af
bele sit Hjerte; han veg ikke fra
de Synder, Jeroboam havde
forledt Israel til.
32. På den Tid begyndte HERREN at rive Stykker
fra Israel, og Hazael
slog Israel i alle dets Grænseegne,
33. Øst for Jordan, hele Gilead, Gaditernes,
Rubeniternes og
Manassiternes Land fra Aroer ved
Amonflodens Bred, både Gilead
og Basan.
34. Hvad der ellers er at fortælle om Jehu, alt,
hvad han gjorde, og
alle hans Heltegerninger, står
jo optegnet i Israels Kongers
Krønike.
35. Så lagde Jehu sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede ham i
Samaria; og hans Søn Joahaz
blev Konge i hans Sted.
36. Den Tid, Jehu herskede over Israel, udgjorde otte
og tyve År.
Anden Kongebog 11
1. Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes
Søn var død,
tog hun sig for at udrydde hele
den kongelige Slægt.
2. Men Kong Jorams Datter Josjeba, Ahazjas Søster,
tog Ahazjas Søn
Joas og fik ham hemmeligt af Vejen,
så han ikke var imellem
Kongesønnerne, der blev dræbt,
og hun gemte ham og hans, Amme i
Sengekammeret og holdt ham skjult
for Atalja, så han ikke blev
dræbt;
3. og han var i seks År skjult hos Josjebai
HERRENs Hus, medens
Atalja herskede i Landet.
4. Men i det syvende År lod Jojada Hundredførerne
for Harernel og
Livvagten hente ind til sig i HERRENs
Hus; og efter at have
sluttet Pagt med dem og taget dem
i Ed i HERRENs Hus
fremstillede han Kongesønnen
for dem.
5. Derpå bød han dem og sagde: "Således
skal I gøre: Den Tredje del
af eder, der om Sabbaten rykker
ind for at overtage Vagten i
Kongens Palads,
6. og de to Afdelinger af eder, som har Vagten i Kongens
Palads den
ene Tredjedel ved Surporten, den
anden ved Porten bag Livvagten
7. og som begge om Sabbaten rykker ud for at overtage
Vagten i
HERRENs Hus,
8. I skal alle med Våben i Hånd slutte
Kreds om Kongen, og enhver,
der nærmer sig Rækkerne,
skal dræbes. Således skal I være om
Kongen, når han går
ud, og når han går ind!"
9. Hundredførerne gjorde alt hvad Præsten
Jojada havde påbudt, idet
de tog hver sine Folk, både
dem, der rykkede ud, og dem, der ryk
kede ind om Sabbaten, og kom til
Præsten Jojada.
10. Og Præsten gav Hundredfø rerne Spydene
og Skjoldene, som havde
tilhørt Kong David og var
i HERRENs Hus.
11. Livvagten stillede sig, alle med Våben i
Hånd, fra Templets Syd
side til Nordsiden, hen til Alteret
og derfra igen hen til
Templet, rundt om Kongen.
12. Så førte han Kongesønnen ud
og satte Kronen og Armspangene på
ham; derefter udråbte de ham
til Konge og salvede ham; og de
klappede i Hænderne og råbte:
"Kongen leve!"
13. Da Atalja hørte Larmen af Folket, gik hun
hen til Folket i
HERRENs Hus,
14. og der så hun Kongen stå ved Søjlen,
som Skik var, og Øversterne
og Trompetblæserne ved Siden
af, medens alt Folket fra Landet
jublede og blæste i Trompeterne.
Da sønderrev Atalja sine Klæder
og råbte: "Forræderi,
Forræderi!"
15. Men præsten Jojada bød Hundredførerne,
Hærens Befalingsmænd:
"Før hende uden for Forgårdene
og hug enhver ned, der følger
hende!" Præsten sagde nemlig:
"Hun skal ikke dræbes i HERRENs
Hus!"
16. Så greb de hende, og da hun ad Hesteindgangen
var kommet til
Kongens Palads, blev hun dræbt
der.
17. Men Jojada sluttede Pagt mellem HERREN og Folket
og Kongen om,
at de skulde være HERRENs
Folk, ligeledes mellem Kongen og
Folket.
18. Og alt Folket fra Landet begav sig til Ba'als Hus
og nedbrød
det; Altrene og Billederne ødelagde
de i Bund og Grund, og
Ba'als Præst Mattan dræbte
de foran Altrene. Derpå satte Præsten
Vagtposter ved HERRENs Hus;
19. og han tog Hundredførerne, Karerne og Livvagten,
desuden alt
Folket fra Landet med sig, og de
førte Kongen ned fra HERRENs
Hus. gik igennem Livvagtens Port
til Kongens Palads, og han
satte sig på Kongetronen.
20. Da glædede alt Folket fra Landet sig, ogByen
holdt sig
rolig. Men Atalja huggede de ned
i Kongens Palads.
Anden Kongebog 12
21. Joas var syv År gammel, da han blev Konge.
1. I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge,
og han herskede
fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans
Moder hed Zibja og var fra
Be'ersjeba.
2. Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i HERRENs
Øjne, idet
Præsten Jojada vejledede ham.
3. Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket
blev ved med at ofre
og tænde Offerild på
Højene.
4. Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der
indkommer i HERRENs
Hus som Helliggaver, de Penge, det
pålægges at udrede efter
Vurdering - de Penge, Personer vurderes
til - og alle Penge, man
efter Hjertets Tilskyndelse bringer
til HERRENs Hus,
5. skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge,
og for dem skal
de istandsætte de brøstfældige
Steder på Templet, alle
brøstfældige Steder,
som findes."
6. Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår
havde Præsterne
endnu ikke istandsat de brøstfældige
Steder på Templet.
7. Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre
Præster kalde og
sagde til dem: "Hvorfor istandsætter
I ikke de brøstfældige
Steder på Templet? Nu må
I ikke mere tage mod Penge af eders
Kendinge, men I skal afgive Pengene
til Istandsættelse af de
brøstfældige Steder
på Templet!"
8. Og Præsterne gik ind på ikke mere at
modtage Penge af Folket,
mod at de blev fri for at istandsætte
de brøstfældige Steder på
Templet.
9. Præsten Jojada tog så en Kiste, borede
Hul i Låget og satte den
ved Stenstøtten til højre
for Indgangen til HERRENs Hus, og der
lagde Præsterne, der holdt
Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge,
der indkom i HERRENs Hus.
10. Og når de så, at der var mange Penge
i Kisten, kom Kongens
Skriver og Ypperstepræsten
op og bandt Pengene, som fandtes i
HERRENs Hus, sammen og talte dem.
11. Derpå gav man de afvejede Penge til dem,
der stod for Arbejdet,
dem, der havde Tilsyn med HERRENs
Hus, og de udbetalte dem til
Tømrerne og Bygningsmændene,
der arbejdede på HERRENs Hus,
12. til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til
Indkøb af Træ
og tilhugne Sten til Istandsættelse
af de brøstfældige Steder på
HERRENs Hus og til at dække
alle Udgifter ved Templets
Istandsættelse.
13. Derimod blev der for de Penge, der indkom i HERRENs
Hus, hverken
lavet Sølvfade eller Knive,
Skåle, Trompeter eller nogen som
helst anden Ting af Sølv
eller Guld til HERRENs Hus;
14. men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet,
og de
brugte dem til Istandsættelsen
af HERRENs Hus.
15. Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem
Pengene overlodes
til Udbetaling til Arbejderne, men
de handlede på Tro og Love.
16. Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt
til HERRENs
Hus; de tilfaldt Præsterne.
17. På den Tid drog Kong Hazael af Aram op og
belejrede og indtog
Gat. Da han truede med at drage
mod Jerusalem,
18. tog Kong Joas af Juda alle de Helliggaver, som
hans Fædre, Judas
Konger Josafat, Joram og Ahazja
havde helliget, sine egne
Helliggaver og alt det Guld, der
fandtes i Skatkamrene i HERRENs
Hus og Kongens Palads, og sendte
det til Kong Hazael af Aram. Så
opgav han Angrebet på Jerusalem
og drog bort.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt,
hvad han udførte,
står optegnet i Judas Kongers
Krønike.
20. Men Joas's Hoffolk rejste sig og stiftede en Sammensværgelse
og
dræbte ham, engang han gik
ned til Millos Hus.
21. Det var hans Hoffolk Jozakar, Sjimats Søn,
og Jozabad, Sjomers
Søn, der slog ham ibjel.
Og man jordede ham hos hans Fædre i
Davidsbyen; og hans Søn Amazjablev
Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 13
1. I Ahazjas Søns, Kong Joas af Judas, tre og
tyvende Regeringsår
blev Joahaz, Jehus Søn, Konge
over Israel, og han herskede
sytten År i Samaria.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRNs Øjne,
og vandrede i de
Synder, Jeroboam, Nebats Søn,
havde forledt Israel til; fra dem
veg han ikke.
3. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han
gav dem til
Stadighed i Kong Hazael af Arams
og hans Søn Benhadads Hånd.
4. Men Joahaz bad HERREN om Nåde, og HERREN
bønhørte ham, fordi han
så Israels Trængsel;
thi Arams Konge bragte Trængsel over dem;
5. og HERREN gav Israel en Befrier, som friede dem
af Arams Hånd;
så boede Israeliterne i deres
Telte som før.
6. Dog veg de ikke fra de Synder, Jeroboams Hus havde
forledt
Israel til, men vandrede i dem;
også Asjerastøtten blev stående
i Samaria.
7. Thi Arams Konge levnede,ikke Joahaz flere Krigsfolk
end
halvtredsindstyve Ryttere, ti Stridsvogne
og ti Tusinde Mand
Fodfolk, men han tilintetgjorde
dem og knuste dem til Støv.
8. Hvad der ellers er at fortælle om Joahaz,
alt, hvad han udførte,
og hans Heltegerninger står
jo optegnet i Israels Kongers
Krønike.
9. Så lagde Joahaz sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede ham
i Samaria; og hans Søn Joas
blev Konge i hans Sted.
10. I Kong Joas af Judas syv og tredivte Regeringsår
blev
Joas. Joahaz's Søn, konge
over Israel, og han herskede seksten
År i Samaria.
11. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og veg ikke fra
nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats
Søn, havde forledt Israel
til, men vandrede i dem.
12. Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt,
hvad han udførte,
og hans Heltegerninger, hvorledes
han førte Krig med Kong Amazja
af Juda, står jo optegnet
i Israels Kongers Krønike.
13. Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre;
og Jeroboam satte
sig på hans Trone. Joas blev
jordet i Samaria hos Israels
Konger.
14. Da Elisa blev ramt af den Sygdom, han døde
af, kom Kong Joas af
Israel ned til ham, bøjede
sig grædende over ham og sagde: "Min
Fader, min Fader, du Israels Vogne.
og Ryttere!"
15. Men Elisa sagde til ham: "bring Bue og Pile!" Og
han bragte ham
Bue og Pile.
16. Da sagde han til Israels Konge: "Læg din
Hånd på Buen!" Og da
han gjorde det, lagde Elisa sine
Hænder på Kongens
17. og sagde: "Luk Vinduet op mod Øst!" Og da
han havde gjort det,
sagde Elisa: "Skyd!" Og han skød.
Da sagde Elisa: "En Sejrspil
fra HERREN, en Sejrspil mod Aram!
Du skal tilføje Aram et
afgørende Nederlag ved Afek!"
18. Derpå sagde han: "Tag Pilene!" Og han tog
dem. Da sagde han til
Israels Konge: "Slå på
Jorden!" Og han slog tre Gange, men holdt
så op.
19. Da vrededes den Guds Mand på ham og sagde:
"Du burde have slået
fem-seks Gange, så skulde
du have tilføjet Aram et afgørende
Nederlag, men nu skal du kun slå
Aram tre Gange!"
20. Så døde Elisa, og de jordede ham. År
efter År trængte moabitiske
Strejfskarer ind i Landet;
21. og da nogle Israeliter engang fik Øje på
en sådan Skare, netop
som de var ved at jorde en Mand,
kastede de Manden i Elisas Grav
og løb deres Vej. Men da
Manden kom i Berøring med Elisas Ben,
blev han levende og rejste sig op.
22. Kong Hazael af Aram trængle Israel hårdt,
så længe Joabaz
levede.
23. Men HERREN forbarmede sig og ynkedes over dem og
vendte sig til
dem på Grund af sin Pagt med
Abraham, Isak og Jakob; han vilde
ikke tilintetgøre dem og
havde endnu ikke stødt dem bort fra sit
Åsyn.
24. Men da Kong Hazael af Aram døde, og hans
Søn Benhadad blev Konge
i hans Sted,
25. tog Joas, Joahaz's Søn, de Byer tilbage
fra Benhadad, Hazaels
Søn, som han i Krigen havde
frataget hans Fader Joahaz. Tre
Gange slog Joas ham og tog de israelitiske
Byer tilbage.
Anden Kongebog 14
1. I Joahaz' Søns, Kong Joas af Israel, andet
Regeringsår blev
Amazja, Joas's Søn, Konge
over Juda.
2. Han var fem og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Jehoaddan og
var fra Jerusalem.
3. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
om end ikke som
hans Fader David; han handlede ganske
som sin Fader Joas.
4. Hun forsvandt Offerhøjene ikke. men Folket
blev ved med at ofre
og tænde Offerild på
Højene.
5. Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine
Folk dræbe,
der havde dræbt hans Fader
Kongen;
6. men Mordernes Børn lod han ikke ihjelslå,
i Henhold til hvad der
står skrevet i Moses's Lovbog,
hvor HERREN byder: "Fædre skal
ikke lide Døden for Børns
Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
for Fædres Skyld. Men enhver
skal lide Døden for sin egen Synd."
7. Det var ham, der slog Edom i Saltdalen, 10.000 Mand,
og indtog
Sela, og han kaldte det Jokte'el,
som det hedder den Dag i Dag.
8. Ved den Tid sendte Amazja Sendebud til Jebus Søn
Joahaz's Søn,
Kong Joas af Israel, og lod sige:
"Kom, lad os se hinanden under
Øjne!"
9. Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja af Juda
det Svar:
"Tidselen på Libanon sendte
engang det Bud til Cederen på
Libanon: Giv min Søn din
Datter til Ægte! Men Libanons vilde byr
løb hen over Tidselen og
trampede den ned.
10. Du har slået Edom, og det har gjort dig overmodig;
lad dig nu
nøje med den Ære og
bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre
Ulykken og udsætte både
dig selv og Juda for Fald?"
11. Men Amazja vilde intet høre. Så drog
Kong Joas af Israel ud, og
han og Kong Amazja af Juda så
hinanden under Øjne ved Bet
Sjemesj i Juda;
12. Juda blev slået af Israel, og de flygtede
hver til sit.
13. Men Kong Joas af Israel tog Ahazjas Søn
Joas's Søn. Kong Amazja
af Juda, til Fange ved BetSjemesj
og førte ham til
Jerusalem. Derpå nedrev han
Jerusalems Mur på en Strækning af
400 Alen, fra Efraimsporten til
Hjørneporten;
14. og han tog alt det Guld og Sølv og alle
de Kar, der fandtes i
HERRENs Hus og i Skatkammeret i
Kongens Palads; desuden tog han
Gidsler og vendte så tilbage
til Samaria.
15. Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt,
hvad han udførte,
og alle hans Heltegerninger, og
hvorledes han førte Krig med
Kong Amazja af Juda, står
jo optegoet i Israels Kongers Krønike.
16. Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre
og blev jordet i
Samaria hos Israels Konger; og hans
Søn Jeroboam blev Konge i
hans Sted.
17. Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu
femten År, efter
at Joahaz's Søn, Kong Joas
af Israel, var død.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Amazja,
står jo optegnet i
Judas Kongers Krønike.
19. Da der stiftedes en Sammensværgelse mod ham
i Jerusalem,
flygtede han til Lakisj; men der
blev sendt Folk efter ham til
Lakisj, og de dræbte ham der.
20. Så løftede man ham op på Heste,
og han blev jordet i Jerusalem
hos sine Fædre i Davidsbyen.
21. Hele Folket i Juda tog så Azarja, der dengang
var seksten År
gammel, og gjorde ham til Konge
i hans Fader Amazjas Sted.
22. Det var ham, der befæstede Elat og atter
forenede det med Juda,
efter at Kongen havde lagt sig til
Hvile hos sine Fædre.
23. I Joas's Søns, Kong Amazja af Judas, femtende
Regeringsår ble
Jeroboam, Joas's Søn, Konge
over Israel, og han herskede een og
fyrretyve År i Samaria.
24. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og veg ikke fra
nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats
Søn, havde forledt Israel
til.
25. Han tog Israels Landområde tilbage fra Egnen
hen imod Hamat og
til Arabasøen, efter det
Ord, HERREN, Israels Gud, havde talet
ved sin Tjener, Profeten Jonas,
Amittajs Søn, fra Gat-Hefer.
26. Thi HERREN havde set Israels bitre Kvide, hvorledes
de reves
bort alle som een, fordi Israel
ikke havde nogen Hjælper;
27. og HERREN havde ikke talet om, at han vilde udslette
Israels
Navn under Himmelen, derfor frelste
han dem ved Jeroboam, Joas's
Søn.
28. Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam,
alt, hvad han
udførte, og hans Heltegerninger,
hvorledes han førte Krig, og
hvorledes han tog Damaskus og Hamat
til bage til Israel, står jo
optegnet i Israels Kongers Krønike.
29. Så lagde Jeroboam sig til Hvile hos sine
Fædre og blev jordet i
Samaria hos Israels Konger; og hans
Søn Zekarja blev Konge i
hans Sted.
Anden Kongebog 15
1. I Kong Jeroboam af Israels syvogtyvende Regeringsår
blev Azarja,
Amazjas Søn, Konge over Juda.
2. Han var seksten År gammel, da han blev Konge,
og han herskede to
og halvtredsindstyve År i
Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og
var fra Jerusalem.
3. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader Amazja.
4. Kun forsvandt Offerhøjeneikke, men Folket
blev ved med at ofre
og tænde Offerild på
Højene,
5. Men HERREN ramte Kongen, så han blev spedalsk
til sin Dødedag;
og han fik Lov at blive boende i
sit Hus, medens Kongens Søn
Jotam rådede i Paladset og
dømte Folket i Landet.
6. Hvad der ellers er at fortælle om Azarja,
alt, hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers
Krønike.
7. Så jagde han sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede ham
hos hans Fædre i Davidsbyen;
og hans Søn Jotam blev Konge i hans
Sted.
8. I Kong Azarja af Judas otte og tredivte Regeringsår
blev
Zekarja, Jeroboams Søn, Konge
over Israel, og han herskede seks
Måneder i Samaria.
9. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ligesom hans
Fædre, og han veg ikke fra
de Synder, Jeroboam Nebats Søn, havde
forledt Israel til.
10. Men Sjallum, Jabesjs Søn, stiftede en Sammensværgelse
modham,
huggede ham ned og dræbte
ham i Jibleam og blev Konge i hans
Sted.
11. Hvad der ellers er at fortælle om Zekarja,
står optegnet i
Israels Kongers Krønike.
12. Således opfyldtes det Ord HERREN havde talet
til Jehu, da han
sagde: "Dine Sønner skal
sidde på Israels Trone indtil fjerde
Led." Således gik det.
13. I Kong Uzzija af Judas ni og tredivte Regeringsår
blev Sjallum,
Jabesjs Søn, Konge, og han
herskede en Måneds Tid i Samaria.
14. Da drog Menahem, Gadis Søn, op fra Tirza
til Samaria, og der
huggede han Sjallum, Jabesjs Søn,
ned og dræbte ham og blev
Konge i hans Sted.
15. Hvad der ellers er at fortælle om Sjallum
og den
Sammensværgelse, han stiftede,
står optegnet i Israels Kongers
Krønike.
16. Fra Tirza hærgede Menahem ved den Tid Tappua
og alt, hvad der
var deri, og hele dets Område,
fordi de ikke havde åbnet Portene
for ham; derfor hærgede han
det og lod Livet rive op på alle
frugtsommelige Kvinder der.
17. I Kong Azarja af Judas ni og tredivte Regeringsår
blev Menahem,
Gadis Søn, Konge over Israel,
og han herskede ti År i Samaria.
18. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og veg ikke fra
nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats
Søn, havde forledt Israel
til. I hans Dage
19. faldt Kong Pul af Assyrien ind i Landet. Men Menahem
gav Pul
1000 Talenter Sølv, for at
han skulde støtfe ham og sikre ham
Magten;
20. Menahem inddrev disse Penge hos Israel, hos alle
de velhavende,
halvtredsindstyve Sekel Sølv
hos hver, for at udbetale dem til
Assyrerkongen. Så vendte Assyrerkongen
hjem og blev ikke længer
der i Landet.
21. Hvad der ellers er at fortælle om Menahem,
alt, hvad han
udførte, står jo optegnet
i Israels Kongers Krønike.
22. Så lagde Menahem sig til Hvile hos sine Fædre,
og hans Søn
Pekaja blev Konge i hans Sted.
23. I Kong Azarja af Judas halvtredsindstyvende Regeringsår
blev
Pekaja, Menahems Søn, Konge
over Israel, og han herskede to År i
Samaria.
24. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og veg ikke fra de
Synder, Jeroboam, Nebats Søn,
havde forledt Israel til.
25. Men hans Høvedsmand Peka, Remaljas Søn,
stiftede en
Sammensværgelse mod ham, og
fulgt af halvtredsindstyve
gileaditiske Mænd huggede
han ham ned i Samada i Kongeborgen...,
og efter at have dræbt ham
blev han Konge i hans Sted.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Pekaja,
alt, hvad han udførte,
står optegnet i Israels Kongers
Krønike.
27. I Kong Azarja af Judas to og halvtredsindstyvende
Regeringsår
blev Peka, Remaljas Søn,
Konge over Israel, og han herskede tyve
År i Samaria.
28. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og veg ikke fra de
Synder, Jeroboam, Nebats Søn,
havde forledt Israel til.
29. I Kong Peka af Israels Dage kom Assyrerkongen Tiglat-Pileser
og
indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma'aka, Ianoa,
Kedesj, Hazor, Gilead og
Galilæa, hele Naftalis Land,
og førte Indbyggerne bort til
Assyrien.
30. Men Hosea, Elas' Søn, stiftede en Sammensværgelse
mod Peka,
Remaljas Søn, huggede ham
ned og dræbteham; og han blev Konge i
hans Sted i Jotams, Uzzijas Søns,
tyvende Regeringsår.
31. Hvad der ellers er at fortælle om Peka, alt,
hvad han udførte,
står optegnet i Israels Kongers
Krønike.
32. I Remaljas Søns, Kong Peka af Israels, andet
Regeringsår blev
Jotam, Azarjas Søn, Konge
over Juda.
33. Han var fem og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem.
Hans Moder hed Jerusja og var
en Datter af Zadok.
34. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader Uzzija.
35. Kun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket
blev ved med at ofre
og tænde Offerild på
Højene. Det var ham, der lod Øvreporten i
HERRENs Hus opføre.
36. Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alt,
hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers
Krønike.
37. På den Tid begyndte HERREN at lade Kong Rezin
af Aram og Peka,
Remaljas Søn, angribe Juda.
38. Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre,
og han blev jordet
hos sine Fædre i sin Fader
Davids By; og hans Søn Akaz blev
Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 16
1. I Pekas, Remaljas Søns, syttende Regeringsår
blev Akaz, Jotams
Søn, Konge over Juda.
2. Akaz var tyve År gammel, da han blev Konge,
og han herskede
seksten År i Jerusalem. Han
gjorde ikke, hvad der var ret i
HERREN hans Guds Øjne, som
hans Fader David,
3. men vandrede i Israels Kongers Spor. Ja, han lod
endog sin Søn
gå igennem Ilden efter de
Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
havde drevet bort foran Israeliterne.
4. Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene
og de høje Steder
og under alle grønne Træer.
5. På den Tid drog Kong Aezin af Aram og Remaljas
Søn, Kong Peka af
Israel, op for at angribe Jerusalem;
og de indesluttede Akaz,
men var ikke stærke nok til
at angribe.
6. Ved den Lejlighed tog Edoms Konge; Elat tilbage
til Edom; og
efter at han havde jaget Judæerne
ud af Elat, kom Edomiterne og
bosatte sig der, og de bor der den
Dag i Dag.
7. Men Akaz sendte Sendebud til Assyrerkongen Tiglat-Pileser
og lod
sige: "Jeg er din Træl og
din Søn! Kom op og frels mig fra Arams
og Israels Konger, som angriber
mig!"
8. Tillige tog Akaz det Sølv og Guld, der fandtes
i HERRENs Hus og
Skat Kammeret i Kongens Palads,
og sendte det som Gave til
Assyrerkongen.
9. Assyrerkongen opfyldte hans Ønske og drog
op mod Damaskus og
indtog det; Indbyggerne førte
han bort til Kir, og Rezin lod han
dræbe.
10. Da Kong Akaz var draget op til Damaskus for at mødes
med
Assyrerkongen Tiglat-Pileser, så
han Alteret i Damaskus, og Kong
Akaz sendte Alterets Mål og
en Tegning af det i alle Enkeltheder
til Præsten Urija.
11. Og Præsten Urija byggede Alteret; i nøje
Overensstemmelse med
den Vejledning, Kong Akaz havde
sendt fra Damaskus, udførte
Præsten Urija det, før
Kong Akaz kom hjem fra Damaskus.
12. Da Kongen kom hjem fra Damaskus og så Alteret,
trådte han hen og
steg op derpå;
13. og han ofrede sit Brændoffer og Afgrødeoffer,
udgød sit
Drikoffer og sprængte Blodet
af sine Takofre på Alteret.
14. Men Kobberalteret, der stod for HERRENs Åsyn,
fjernede han fra
dets Plads foran Templet mellem
Alteret og HERRENS Hus og
flyttede det hen til Nordsiden af
Alteret.
15. Derpå bød Kong Akaz Præsten
Urija: "På det store Alter skal du
ofre Morgenbrændofrene og
Aftenafgrødeofrene, Kongens Brændofre
og Afgrødeofre og Brændofrene
fra alt Landets Folk såvel som
deres Afgrødeofre og Drikofre
og sprænge alt Blodet fra
Brændofrene og Slagtofrene
derpå. Hvad der skal gøres ved
Kobberalteret, vil jeg tænke
over."
16. Og Præsten Urija gjorde ganske som Kong Akaz
bød.
17. Fremdeles lod Kong Aka Mellemstykkerne bryde af
Stellene og
Bækkenerne tage ned af dem;
ligeledes lod han Havet løfte ned
fra Kobberokserne, som har det,
og opstille på Stenfliser;
18. den overdækkede Sabbatsgang, man havde bygget
i Templet, og den
kongelige Indgang udenfor lod han
fjerne fra HERRENs Hus for
Assyrerkongens Skyld.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Akaz, alt,
hvad han
udførte. står jo optegnet
i Judas Kongers Krønike.
20. Så lagde Akaz sig til Hvile hos sine Fædre
og blev jordet hos
sine Fædre i Davidsbyen; og
hans Søn Ezekias blev Konge i hans
Sted.
Anden Kongebog 17
1. I Kong Akaz af Judas tolvte Regeringsår blev
Hosea, Elas Søn,
Konge i Samaria over Israel, og
han herskede ni År.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
dog ikke som de
Konger i Israel, der var før
ham.
3. Mod ham drog Assyrerkongen Salmanassar op, og Hosea
underkastede
sig og svarede ham Skat.
4. Men siden opdagede Assyrerkongen, at Hosea var
ved at stifte en
Sammensværgelse, idet han
sendte Sendebud til Kong So af Ægypten
og ikke mere svarede Assyrerkongen
den årlige Skat. Så berøvede
Assyrerkongen ham Friheden og lod
ham kaste i Fængsel.
5. Assyrerkongen drog op og besatte hele Landet; han
rykkede frem
mod Samaria og belejrede det i tre
År;
6. og i Hoseas niende Regeringsår indtog Assyrerkongen
Samaria,
bortførte Israel til Assyrien
og lod dem bosætte sig i Hala, ved
Habor, Gozans Flod, og i Mediens
Byer.
7. Således gik det, fordi Israeliterne syndede
mod HERREN deres
Gud, der havde ført dem op
fra Ægypten og udfriet dem af
Ægypterkongen Faraos Hånd,
og fordi de frygtede andre Guder;
8. de fulgte de Folkeslags Skikke, som HERREN havde
drevet bort
foran Israeliterne, og de Kongers
Skik, som Israel havde indsat;
9. og Israeliterne udtænkte utilbørlige
Ting mod HERREN deres Gud
og byggede sig Offerhøje
i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene
til de befæstede Byer;
10. de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter
på alle høje Steder
og under alle grønne Træer
11. og tændte Offerild der på alle Høje
ligesom de Folkeslag, HERREN
havde ført bort foran dem,
og øvede onde Ting, så at de krænkede
HERREN;
12. de dyrkede Afgudsbillederne, skønt HERREN
havde sagt: "Det må I
ikke gøre!"
13. Og HERREN advarede Israel og Juda ved alle sine
Profeter, alle
Seerne, og sagde: "Vend om fra eders
onde Færd og hold mine Bud
og Anordninger i nøje Overensstemmelse
med den Lov, jeg pålagde
eders Fædre og kundgjorde
eder ved mine Tjenere Profeterne!"
14. Men de vilde ikke høre; de gjorde sig halsstarrige
som deres
Fædre, der ikke stolede på
HERREN deres Gud;
15. de lod hånt om hans Anordninger og den Pagt,
han havde sluttet
med deres Fædre, og om de
Vidnesbyrd, han havde givet dem, og de
holdt sig til Tomhed, så de
blev til Tomhed, og efterlignede
Folkeslagene rundt om dem, skønt
HERREN havde pålagt dem ikke at
gøre som de;
16. de sagde sig løs fra HERREN deres Guds Bud
og lavede sig støbte
Billeder, to Tyrekalve; de lavede
sig også Asjerastøtter, tilbad
hele Himmelens Hær og dyrkede
Ba'al:
17. de lod deres Sønner og Døtre gå
igennem Ilden, drev
Spådomskunster og Sandsigeri
og solgte sig til at gøre, hvad der
er ondt i HERRENs Øjne, så
de krænkede ham.
18. Derfor blev HERREN såre fortørnet
på Israel og drev dem bort fra
sit Åsyn, så der ikke
blev andet end Judas Stamme tilbage.
19. Men heller ikke Juda holdt HERREN deres Guds Bud,
men fulgte de
Skikke, Israel havde indført.
20. Derfor forkastede HERREN bele Israels Slægt,
ydmygede dem, ga
dem til Pris for Røvere og
stødte dem til sidst bort fra sit
Åsyn.
21. Thi da Israel havde revet sig løs fra Davids
Hus og gjort
Jeroboam, Nebats Søn, til
Konge, drog denne Israel bort fra
HERREN og forledte dem til en stor
Synd;
22. og Israeliterne vandrede i alle de Synder, Jeroboam
havde
begået, og veg ikke derfra,
23. så at HERREN til sidst drev Israel bort fra
sit Åsyn, som han
havde sagt ved alle sine Tjenere
Profeterne; og Israel måtte
vandre bort fra sit Land til Assyrien,
hvor det er den Dag i
Dag.
24. Derefter lod Assyrerkongen Folk fra Babel, Kuta,
Avva, Hamat og
Sefarvajim komme og bosætte
sig i Samarias Byer i Stedet for
Israeliterne; og de tog Samaria
i Besiddelse og bosatte sig i
Byerne.
25. Men den første Tid de boede der, frygtede
de ikke HERREN; derfor
sendte HERREN Løver iblandt
dem, som dræbte dem.
26. Da sendte de Assyrerkongen det Bud: "De Folk, du
førte bort fra
deres Hjem og lod bosætte
sig i Samarias Byer, ved ikke,
hvorledes Landets Gud skal dyrkes;
derfor har han sendt Løver
imod dem, og de dræber dem,
fordi de ikke ved, hvorledes Landets
Gud skal dyrkes!"
27. Og Assyrerkongen bød: "Lad en af de Præster,
jeg førte bort
derfra, drage derhen, lad ham drage
hen og bosætte sig der og
lære dem, hvorledes Landets
Gud skal dyrkes!"
28. Så kom en af de Præster, de havde ført
bort fra Samaria, og
bosatte sig i Betel, og han lærte
dem, hvorledes de skulde
frygte HERREN.
29. Men hvert Folk gav sig til at lave sig sin egen
Gud og stillede
ham op i Offerhusene på Højene,
som Samaritanerne havde opførf,
hvert Folk i sin By, hvor de havde
bosat sig;
30. Folkene fra Babel lavede Sukkot-Benot, Folkene
fra Kuta Nergal,
Folkene fra Hamat Asjima,
31. Avvijiterne Nibhaz og Tartak, og Sefarviterne brændte
deres Børn
til Ære for Adrammelek og
Anammelek, Sefarvajims Guder.
32. Men de frygtede også HERREN og indsatte Folk
at deres egen Midte
til Præstr ved Offerhøjene,
og disse ofrede for dem i
Offerhusene på Højene.
33. De frygte de HERREN, men dyrkede også deres
egne Guder på de
Folkeslags Vis, de var ført
bort fra.
34. Endnu den Dag i Dag følger de deres gamle
Skikke. De frygtede
ikke HERREN og handlede ikke efter
de Anordninger og Lovbud, de
havde fået, eller efter den
Lov og det Bud, HERREN havde givet
Jakobs Sønner, han, hvem
han gav Navnet Israel.
35. Og HERREN havde sluttet en Pagt med dem og givet
dem det Bud: "I
må ikke frygte andre Guder
eller tilbede dem, ikke dyrke dem
eller ofre til dem;
36. men HERREN, som førte eder ud af Ægypten
med vældig Kraft og
udstrakt Arm, ham skal I frygte,
ham skal I tilbede, og til ham
skal I ofre!
37. De Anordninger og Lovbud, den Lov og det Bud, han
har opskrevet
for eder, skal I omhyggeligt holde
til alle Tider, og I må ikke
frygte andre Guder!
38. Den Pagt, han har sluttet med eder, må I
ikke glemme, og I må
ikke frygte andre Guder;
39. men HERREN eders Gud skal I frygte, så vil
han fri eder af alle
eders Fjenders Hånd!"
40. Dog vilde de ikke høre, men blev ved at
handle som før.
41. Således frygtede disse Folkeslag HERREN, men
dyrkede tillige
deres udskårne Billeder; og
deres Børn og Børnebørn gør endnu
den Dag i Dag som deres Fædre.
Anden Kongebog 18
1. I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje
Regeringsår blev
Ezekias, Akaz's Søn, Konge
over Juda.
2. Han var fem og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Abi og var en
Datter af Zekarja.
3. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader David.
4. Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød
Stenstøtterne,
omhuggede Asjerastøtten og
knuste Kobberslangen, som Moses havde
lavet; thi indtil den Tid havde
Israeliterne tændt Offerild for
den, og man kaldte den Nehusjtan.
5. Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og
hverken før eller
siden fandtes hans Lige blandt alle
Judas Konger.
6. Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham,
og han overholdt
de Bud, HERREN havde givet Moses.
7. Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig
for, havde han
Lykken med sig. Han gjorde Oprør
mod Assyrerkongen og vilde ikke
stå under ham.
8. Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn,
både
Vagttårnene og de befæstede
Byer.
9. I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong
Hosea af Israels,
syvende Regeringsår, drog
Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa
maria, belejrede
10. og indtog det. Efter tre Års Forløb,
i Ezekias's sjette, Kong
Hosea af Israels niende Regeringsår,
blev Samaria indtaget.
11. Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed
til Assyrien og
lod dem bosætte sig i Hala,
ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens
Byer,
12. til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres
Guds Røst,
men overtrådt hans Pagt, alt
hvad HERRENs Tjener Moses havde
påbudt; de hørte ikke
derpå og gjorde ikke derefter.
13. I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog
Assyrerkongen
Sankerib op mod alle Judas befæstede
Byer og indtog dem.
14. Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen
i Lakisj og
lod sige: "Jeg har forbrudt mig;
drag bort fra mig igen! Hvad du
pålægger mig, vil jeg
tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen
Kong Ezekias af Juda at udrede 300
Talenter Sølv og 300 talenter
Guld;
15. og Ezekias udleverede alt det Sølv, der
var i HERRENs Hus og i
Skatkamrene i Kongens Palads.
16. Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene
i HERRENs Helligdom
og Pillerne for det Guld, han selv
havde overtrukket dem med, og
udleverede det til Assyrerkongen.
17. Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og
Rabsjake med en
anselig Styrke fra Lakisj til Kong
Ezekias i Jerusalem, og de
drog op og kom til Jerusalem og
gjorde Holdt ved Øvredammens
Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
18. Da de krævede at få Kongen i Tale,
gik Paladsøversten Eljakim,
Hilkijas Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
ud til dem.
19. Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således
siger
Storkongen, Assyrerkongen: Hvad
er det for en Fortrøstning, du
hengiver dig til?
20. Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme
som Plan og
Styrke i Krig? Og til hvem sætter
du egentlig din Lid, siden du
gør Oprør imod mig?
21. Se nu, du sætter din Lid til Ægypten,
denne brudte Rørkæp, som
river Sår i Hånden på
den, der støtter sig til den! Thi således
går det alle dem, der sætter
deres Lid til Farao, Ægyptens
Konge.
22. Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud,
vi sætter vor Lid
til! er det så ikke ham, hvis
Offerhøje og Altre Ezekias
skaffede bort, da han sagde til
Juda og Jerusalem: Foran dette
Alter, i Jerusalem skal I tilbede!
23. Og nu, indgå et Væddemål med
min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
dig to Gange tusind Heste, hvis
du kan stille Ryttere til dem!
24. Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste
Statholder, en af
min Herres ringeste Tjenere? Og
du sætter din Lid til Ægypten,
til Vogne og Heste?
25. Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er
draget op mod
dette Sted for at ødelægge
det? Det var HERREN selv, der sagde
til mig: Drag op mod dette Land
og ødelæg det!"
26. Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa
sagde til Rabsjake:
"Tal dog Aramaisk til dine Trælle,
det forstår vi godt; tal ikke
Judæisk til os, medens Folkene
på Muren hører på det!"
27. Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre
og dig, min
Herre har sendt mig med disse Ord?
Er det ikke til de Mænd, der
sidder på Muren hos eder og
æder deres eget Skarn og drikker
deres eget Vand!"
28. Og Rabsjake trådte hen og råbte med
høj Røst på Judæisk: "Hør
Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
29. Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede
eder, thi han er
ikke i Stand til at frelse eder
af min Hånd!
30. Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte
eders Lid til
HERREN, når han siger: HERREN
skal sikkert frelse os, og denne
By skal ikke overgives i Assyrerkongens
Hånd!
31. Hør ikke på Ezekias; thi således
- siger Assyrerkongen: Vil I
slutte Fred med mig og overgive
eder til mig, så skal enhver af
eder spise af sin Vinstok og sit
Figentræ og drikke af sin
Brønd,
32. indtil jeg kommer og tager eder med til et Land,
der ligner
eders, et Land med Korn og Most,
et Land med Brød og Vingårde,
et Land med Oliventræer og
Honning; så skal I leve og ikke
dø. Hør derfor ikke
på Ezekias, når han vil forføre eder og
siger: HERREN vil frelse os!
33. Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse
sit Land af
Assyrerkongens Hånd?
34. Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims,
Henas og
Ivvas Guder? Hvor er Landet
Samarias Guder? Mon de frelste
Samaria af min Hånd?
35. Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der
har frelst sit
Land af min Hånd? Mon da HERREN
skulde kunne frelse Jerusalem?"
36. Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens
Bud lød på,
at de ikke måtte svare ham.
Anden Kongebog 19
37. Derpå gik Paladsøversten Eljakim,
Hilkijas Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
med sønderrevne Klæder til
Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake
havde sagt.
1. Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev
han sine Klæder, hyllede
sig i Sæk og gik ind i HERRENs
Hus.
2. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og
Statsskriveren Sjebna og
Præsternes Ældste, hyllet
i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
Søn,
3. for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens,
Tugtelsens
og Forsmædelsens Dag er denne
dag, thi Barnet er ved at fødes,
men der er ikke Kraft til at bringe
det til Verden!
4. Dog vil HERREN din Gud måske høre
alt, hvad Rabsjake har sagt,
han, som er sendt af sin Herre,
Assyrerkongen, for at håne den
levende Gud, og måske vil
han straffe ham for de Ord, som HERREN
din Gud har hørt - gå
derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
tilbage!"
5. Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
6. sagde han til dem: "Således skal I svare
eders Herre: Så siger
HERREN: Frygt ikke for de Ord, du
har hørt, som Assyrerkongens
Trælle har hånet mig
med!
7. Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal
få en Tidende at
høre, så han vender
tilbage til sit Land, og i hans eget Land
vil jeg fælde ham med Sværdet!"
8. Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen
i Færd med at
belejre Libna; thi han havde hørt,
at Kongen var brudt op fra
Lakisj.
9. Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka
af Ætiopien var
rykket ud for at angribe ham, og
han sendte atter Sendebud til
Ezekias og sagde:
10. "Således skal I sige til Kong Ezekias af
Juda: Lad ikke din Gud,
som du slår din Lid til, vildlede
dig med at sige, at Jerusalem
ikke skal gives i Assyrerkongens
Hånd!
11. Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne
har gjort ved alle
Lande, hvorledes de har lagt Band
på dem - og du skulde kunne
undslippe!
12. De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan,
Haran, Rezef og
Folkene fra Eden i Telassar, har
deres Guder kunnet frelse dem?
13. Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller
Kongen af La'ir,
Sefarvajim, Hena og Ivva?"
14. Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes
Hånd og læst
det, gik han op i HERRENs Hus og
bredte det ud for HERRENs Åsyn.
15. Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs
Åsyn: "HERRE, Israels Gud,
du, som troner over heruberne, du
alene er Gud over alle Jordens
Riger; du har gjort Himmelen og
Jorden!
16. Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn
dine Øjne, HERRE, og se! Læg
Mærke til de Ord, Sankerib
har sendt hid for at spotte den
levende Gud!
17. Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort
de
Folk og deres Lande
18. og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder,
kun
Menneskehænders Værk
af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge
dem.
19. Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd,
så alle Jordens
Riger kan kende, at du, HERRE, alene
er Gud!"
20. Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til
Ezekias og lod sige: "Så
siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn
angående Assyrerkongen
Sankerib har jeg hørt!"
21. Således lyder det Ord, HERREN talede imod
ham: Hun håner, hun
spotter dig, Jomfruen, Zions Datter,
Jerusalems Datter ryster på
Hovedet ad dig!
22. Hvem har du hånet og smædet, mod hvem
har du løftet din Røst?
Mod Israels Hellige løfted
i Hovmod du Blikket!
23. Ved dine Sendebud håned du HERREN og sagde:
"Med mine talløse
Vogne besteg jeg Bjergenes Højder,
Libanons afsides Egne; jeg
fælded dets Cedres Højskov,
dets ædle Cypresser, trængte frem
til dets øverste Raststed,
dets Havers Skove.
24. Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet
skred jeg
over Ægyptens Strømme!"
25. Har du ej hørt det? For længst kom
det op i min Tanke, jeg lagde
det fordum til Rette, nu lod jeg
det ske, og du gjorde murstærke
Byer til øde Stenhobe,
26. mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og
Skam, blev som Græsset
på Marken, det spirende Grønne,
som Græs på Tage, som Mark for
Østenvinden. Jeg ser, når
du rejser
27. og sætter dig, ved, når du går
og kommer.
28. Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet
for Øre, lægger
jeg Ring i din Næse og Bidsel
i Munden og fører dig bort ad
Vejen, du kom!
29. Og dette skal være dig Tegnet: I År
skal man spise, hvad der
såed sig selv, og Året
derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
skal man så oghøste,
plante Vin og nyde dens Frugt.
30. Den bjærgede Rest af Judas Hus slår
atter Rødder forneden og
bærer sin Frugt foroven; thi
fra Jerusalem udgår en Rest, en
Levning fra Zions Bjerg.
31. HERRENs Nidkærhed virker dette.
32. Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen:
I Byen her skal han ej
komme ind, ej sende en Pil herind,
ej nærme sig den med Skjolde
eller opkaste Vold imod dem;
33. ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen
her skal han ej
komme ind så lyder det fra
HERREN.
34. Jeg værner og frelser denne By for min og
min Tjener Davids
Skyld!
35. Samme Nat gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes
Lejr
185000 Mand; og se, næste
Morgen tidlig lå de alle døde.
36. Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte
hjem og blev siden i
Nineve.
37. Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus,
slog Adrammelek
og Sarezer ham ihjel med deres Sværd,
hvorefter de flygtede til
Ararats Land; og hans Søn
Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 20
1. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom
Profeten Esajas, Amoz's
Søn, til ham og sagde: "Så
siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
skal dø og ikke leve!"
2. Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad
således til HERREN:
3. "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret
for dit Åsyn
i Oprigtighed og med helt Hjerte
og gjort, hvad der er godt i
dine Øjne!" Og Ezekias græd
højt.
4. Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste
Forgård, før
HERRENs Ord kom til ham således:
5. "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste:
Så siger
HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg
har hørt din Bøn, jeg har set
dine Tårer! Se, jeg vil helbrede
dig; i Overmorgen kan du gå op
i HERRENs Hus;
6. og jeg vil lægge femten År til dit
Liv og udfri dig og denne By
af Assyrerkongens Hånd og
værne om denne By for min og min
Tjener Davids Skyld!"
7. Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!"
Og da de kom med
Plasteret og lagde det på
det syge Sted, blev han rask.
8. Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på,
at HERREN vil
helbrede mig, så jeg i Overmorgen
kan gå op i HERRENs Hus?"
9. Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet
fra HERREN på, at
HERREN vil udføre, hvad han
har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger
frem eller ti Streger tilbage?"
10. Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig
ti Streger frem nej,
lad den gå ti Streger tilbage!"
11. Da råbte Profeten Esajas til HERREN; og han
lod Skyggen på
Akaz's Solur gå ti Streger
tilbage.
12. Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan
af
Babel, Brev og Gave til Ezekias,
da han hørte, at Ezekias havde
været syg.
13. Og Ezekias glædede sig over deres Komme og
viste dem hele Huset,
hvor han havde sine Skatte, Sølvet
og Guldet, Røgelsestofferne,
den fine Olie, hele sit Våbenoplag
og alt, hvad der var i hans
Skatkamre; der var ikke den Ting
i hans Hus og hele hans Rige,
som Ezekias ikke viste dem.
14. Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde
til ham: "Hvad
sagde disse Mænd, og hvorfra
kom de til dig?" Ezekias svarede:
"De kom fra et fjernt Land, fra
Babel!"
15. Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?"
Ezekias svarede:
"Alf, hvad der er i mit Hus, så
de; der er ikke den Ting i mine
Skatkamre, jeg ikke viste dem!"
16. Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør HERRENs
Ord!
17. Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit
Hus, og hvad dine
Fædre har samlet indtil denne
Dag, skal bringes til Babel og
intet lades tilbage, siger HERREN!
18. Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig,
og som du avler, skal
nogle tages og gøres til
Hofmænd i Babels Konges Palads!"
19. Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra HERREN,
du har
kundgjort, er godt!" Thi han tænkte:
"Så bliver der da Fred og
Tryghed, så længe jeg
lever!"
20. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias
og hans
Heltegerninger, og hvorledes han
anlagde Vanddammen og
Vandledningen og ledede Vandet ind
i Byen, står jo optegnet i
Judas Kongers Krønike.
21. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre;
og hans Søn
Manasse blev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 21
1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge,
og han herskede
fem og halvtredsindstyve År
i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder,
som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans
Fader Ezekias havde
ødelagt, rejste Altre for
Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom
Kong Akab af Israel havde gjort,
og tilbad og dyrkede hele
Himmelens Hær.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket
HERREN havde
sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste
mit Navn."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær
i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sin Søn gå igennem Ilden,
drev Trolddom og tog Varsler
og ansatte Dødemanere og
Sandsigere; han gjorde meget, som var
ondt i HERRENs Øjne, og krænkede
ham.
7. Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede
han i det Hus, om
bvilket HERREN havde sagt til David
og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har
udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn
til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra
det Land, jeg
gav deres Fædre, dog kun på
det Vilkår, at de omhyggeligt
overholder alt, hvad jeg har pålagt
dem, hele den Lov, min
Tjener Moses gav dem."
9. Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte
dem til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN
havde udryddet foran
Israeliterne.
10. Da talede HERREN ved sine Tjenere Profeterne således:
11. "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse
Vederstyggeligheder, ja øvet
Ting, som er værre end alt, hvad
Amoriterne, der var før ham.
øvede, og tillige ved sine
Afgudsbilleder har forledt Juda
til Synd,
12. derfor, så siger HERREN, Israels Gud: Se,
jeg bringer Ulykke
over Jerusalem og Juda, så
det skal ringe for Ørene på enhver,
der hører derom!
13. Jeg vil trække samme Målesnor over
Jerusalem som over Samaria og
bruge samme Lod som ved Akabs Hus;
jeg vil afviske Jerusalem,
som man afvisker et Fad og vender
det om;
14. jeg forstøder, hvad der er tilbage af min
Ejendom, oggiver dem i
deres Fjenders Hånd, og de
skal blive til Rov og Bytte for alle
deres Fjender,
15. fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne,
og krænkede mig,
lige fra den Dag deres Fædre
drog ud af Ægypten og indtil i
Dag!"
16. Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store
Måder, så han
fyldte Jerusalem dermed til Randen,
for ikke at tale om den
Synd; han begik ved at forlede Juda
til Synd, så de gjorde, hvad
der var ondt i HERRENs Øjne.
17. Hvad der ellers er at fortælle om Manasse,
alt, hvad han
udførte, og den Synd, han
begik, står jo optegnet i Judas
Kongers Krønike.
18. Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre
og blev jordet i
Haven ved sit Hus, i Uzzas Have;
og hans Søn Amon blev Konge i
hans Sted.
19. Amon var to og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede to År i Jerusalem.
Hans Moder hed Mesjullemet og var en
Datter af Haruz fra Jotba.
20. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,,ligesom
hans Fader
Manasse;
21. han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede
Afgudsbillederne,
som hans Fader havde dyrket, og
tilbad dem;
22. han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede
ikke på HERRENs
Vej.
23. Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte
Kongen i hans
24. men Folket fra Landet dræbte alle dem, der
havde sammensvoret
sig imod Kong Amon, og gjorde hans
Søn Josias til Konge i hans
Sted.
25. Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og
hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers
Krønike.
26. Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have;
og hans Søn
Josias blev Konge i hans Sted.
Anden Kongebog 22
1. Josias var otte År gammel, da han blev Konge,
og han herskede
een og tredive År i Jerusalem.
Hans Moder hed Jedida og var en
Datter af Adaja fra Bozkat.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
og vandrede nøje i
sin Fader Davids Spor uden at vige
til højre eller venstre.
3. I Kong Josias's attende Regeringsår sendte
Kongen Statsskriveren
Sjafan, en Søn af Mesjullams
Søn Azalja, til HERRENs Hus og
sagde:
4. "Gå op til Ypperstepræsten Hilkija
og lad ham tage de Penge
frem, der er indkommet i HERRENs
Hus, og som Dørvogterne har
samlet ind hos Folket,
5. for af man kan give Pengene til dem, der står
for Arbejdet, dem,
der har Tilsyn med HERRENs Hus;
de skal så give dem til
Arbejderne i HERRENs Hus til Istandsættelse
af de brøstfældige
Steder på Templet,
6. til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne,
og til Indkøb af Træ
og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse.
7. Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over
de Penge, der
overlades dem, men de skal handle
på Tro og Love."
8. Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren
Sjafan: "Jeg
har fundet Lovbogen i HERRENS Hus!"
Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
og han læste den.
9. Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til
Kongen og aflagde
Beretning for ham og sagde: "Dine
Trælle har taget de Penge
frem, der fandtes i Templet, og
givet dem til dem, der står for
Arbejdet, dem, der har Tilsyn med
HERRENs Hus."
10. Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den
Meddelelse: "Præsten
Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan
læste den for Kongen.
11. Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen,
sønderrev han
sine Klæder;
12. og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam,
Sjafans Søn, Akbor, Mikas
Søn, Statsskriveren Sjafan
og Kongens Tjener Asaja:
13. "Gå hen og rådspørg på
mine og Folkets og hele Judas Vegne
HERREN om Indholdet af denne Bog,
der er fundet; thi stor er
Vreden, der er blusset op hos HERREN
imod os, fordi vore Fædre
ikke har adlydt Ordene i denne Bog
og ikke har handlet nøje
efter, hvad der står skrevet
deri."
14. Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og
Asaja gik da hen og
talte med Profetinden Hulda, som
var gift med Sjallum,
Opsynsmanden over Tøjet,
en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som
boede i Jerusalem i den nye Bydel.
15. Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels
Gud: Sig til den
Mand, der sendte eder til mig:
16. Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke
over dette Sted og
dets Indbyggere, alt, hvad der står
i den Bog, Judas Konge har
læst,
17. til Straf for at de har forladt mig og tændt
Offerild for andre
Guder, så at de krænkede
mig med alt deres Hænders Værk, og min
Vrede vil blusse op mod dette Sted
uden at slukkes!
18. Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge
HERREN,
skal I sige således: Så
siger HERREN, Israels Gud: De Ord, du
har hørt, står fast;
19. men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du
ydmygede dig for HERREN,
da du hørte, hvad jeg har
talet mod dette Sted og dets
Indbyggere, at de skal blive til
Rædsel og Forbandelse, og
efterdi du sønderrev dine
Klæder og græd for mit Åsyn, så har
også jeg hørt dig,
lyder det fra HERREN!
20. Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre,
og du skal samles til
dem i Fred i din Grav, uden at dine
Øjne får al den Ulykke at
se, som jeg vil bringe over defte
Sted." Det Svar bragte de
Kongen.
Anden Kongebog 23
1. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems
Ældste
kalde sammen hos sig.
2. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt
af alle Judas Mænd og
alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne,
Profeterne og hele
Folket, små og store, og han
forelæste dem alt, hvad der stod i
Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs
Hus.
3. Så tog Kongen Plads ved Søjlen og
sluttede Pagt for HERRENs Åsyn
om, at de skulde holde sig til HERREN
og holde hans Bud,
Vidnesbyrd og Anordninger af hele
deres Hjerte og hele deres
Sjæl, for at han kunde opfylde
denne Pagts Ord, således som de
var skrevet i denne Bog. Og alt
Folket indgik Pagten.
4. Derpå bød Kongen Ypperstepræsten
Hilkija og Andenpræsten og
Dørvogterne at bringe alle
de Ting, der var lavet til Ba'al,
Asjera og hele Himmelens Hær,
ud af HERRENs Helligdom, og han
lod dem opbrænde uden for
Jerusalem på Markerne ved Hedron, og
Asken lod han bringe til Betel.
5. Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas
Konger havde indsat,
og som havde tændt Offerild
på Højene i Judas Byer og Jerusalems
Omegn, ligeledes dem, som havde
tændt Offerild for Ba'al og for
Solen, Månen, Stjernebillederne
og hele Himmelens Hær.
6. Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs
Hus uden for
Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde
der, og han lod den knuse
til Støv og Støvet
kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
7. Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus
rive ned, dem i
hvilke Kvinderne vævede Kjortler
til Asjera.
8. Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer
og vanhelligede
Offer: højene, hvor Præsterne
havde tændt offerild, fra Geba til
Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen
rive ned, som var ved
Indgangen til Byøversten
Jehosjuas Port til venstre, når man går
ind ad Byporten.
9. Dog fik Præsterne ved Højene ikke
Adgang til HERRENs Alter i
Jerusalem, men de måtte spise
usyret Brød blandt deres Brødre.
10. Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns
Dal, så at ingen mere
kunde lade sin Søn eller
Datter gå igennem Ilden for Molok.
11. Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet
for Solen
ved Indgangen til HERRENs Hus hen
imod Hofmanden Netan Me'leks
Kammer i Parvarim, og Solens Vogne
lod han opbrænde.
12. Altrene, som Judas Konger havde rejst på
Taget (Akaz's
Tagbygning), og Altrene, som Manasse
havde rejst i begge
Forgårdene til HERRENs Hus,
lod Kongen nebdryde og knuse på
Stedet, og Støvet lod han
kaste, hen i Kedrons Dal.
13. Og Offerhøjene østen for Jerusalem
på Sydsiden af Fordærvelsens
Bjerg, som Kong Salomo af Israel
havde bygget for Astarte;
Zidoniernes væmmelige Gud,
Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og
Milkom, Ammoniternes vederstyggelige
Gud, vanhelligede Kongen.
14. Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne
omhugge og
Pladsen fylde med Menneskeknogler.
15. Også Alteret i Betel, den Offerhøj,
som Jeroboam, Nebats Søn
havde rejst han der forledte Israel
til Synd, også det Alter
tillige med Offerhøjen lod
han nedbryde; Stenene lod han nedrive
og knuse til Støv, og Asjerastøtten
lod han opbrænde.
16. Da Josias vendte sig om og fik Øje på
Gravene på Bjerget, sendte
han Folk hen og lod dem tage Benene
ud af Gravene og opbrænde
dem på Alteret for, at vanhellige
det efter HERRENs Ord, som den
Guds Mand udråbte, da han
kundgjorde disse Ting,
17. Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle,
jeg ser der?" Byens
Folk svarede ham: "Det er den Guds
Mands Grav, der kom fra Juda
og kundgjorde det, du nu har gjort
med Alteret i Betel."
18. Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må
flytte hans Ben!" Så
lod de både hans og Profeten
fra Samarias Ben fred.
19. Også alle Offerhusene på Højene
i Samarias Byer, som Israels
Konger havde opført for at
krænke HERREN, lod Josias fjerne, og
han handlede med dem ganske som
han havde gjort i Betel;
20. og han lod alle Højenes Præster, som
var der ved Altrene, dræbe,
og han opbrændte Menneskeknogler
på Altrene. Så vendte han
tilbage til Jerusalem.
21. Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold
Påske for
HERREN eders Gud, som der er foreskrevet
her i Pagtsbogen!"
22. Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet
holdt i Israels og
Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne
dømte Israel;
23. men først i Kong Josias's attende Regeringsår
blev en sådan
Påske fejret for HERREN i
Jerusalem.
24. Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne,
Afgudsbillederne og
alle de væmmelige Guder, der
var at se i Judas Land og
Jerusalem, udryddede Josias for
at opfylde Lovens Ord, der stod
skrevet i den Bog, Præsten
Hilkija havde fundet i HERRENs Hus.
25. Der havde ikke før været nogen Konge,
der som han af hele sit
Hjerte og hele sin Sjæl og
al sin Kraft omvendte sig til HERREN
og fulgte hele Mose Lov; og heller
ikke efter ham opstod hans
Lige.
26. Alligevel lagde HERRENs mægtige Vredesglød
sig ikke, thi hans
Vrede var blusset op mod Juda over
alle de Krænkelser, Manasse
havde tilføjet ham.
27. Og HERREN sagde: "Også Juda vil jeg fjerne
fra mit Åsyn, ligesom
jeg fjernede Israel, og jeg vil
forkaste Jerusalem, denne min
udvalgte By, og det Hus, om hvilket
jeg har sagt: Mit Navn skal
være der!"
28. Hvad der ellers er at fortælle om Josias,
alt, hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers
Krønike.
29. I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko
op til Eufratfloden
imod Assyrerkongen. Kong Josias
rykkede imod ham, men Neko
fældede ham ved Megiddo, straks
han så ham.
30. Og hans Folk førte ham død bort fra
Megiddo, bragte ham til
Jerusalem og jordede ham i hans
Grav. Men Folket fra Landet tog
Joahaz, Josias's Søn, og
salvede og hyldede ham til Bonge i hans
Faders Sted.
31. Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede tre Måneder i Jerusalem.
Hans Moder hed Hamutal og var
en Datter af Jirmeja fra, Libna.
32. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fædre.
33. Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i
Hamats Land og gjorde
dermed Ende på hans Herredømme
i Jerusalem og lagde en Skat af
hundrede Talenter Sølv og
ti Talenter Guld på Landet.
34. Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's
Søn, til Konge i hans
Fader Josias's Sted, og han ændrede
hans Navn til Jojakim;
Joahaz derimod tog han med til Ægypten,
og der døde han.
35. Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao;
men for.at kunne
udrede Pengeneefter Faraos Befaling
satte han Landet i Skat;
efter som hver især var sat
i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet
for at give Farao Neko det.
36. Jojakim var fem og tyve År gammel, da han
blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Zebida og var en
Datter af Pedaja fra Ruma.
37. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fædre.
Anden Kongebog 24
1. I hans Dage drog Kong Nebukadnezar af Balel op,
og Jojakim
underkastede sig ham; men efter
tre Års Forløb faldt han fra ham
igen.
2. Da sendte HERREN kaldæiske, aramaiske, moabitiske
og ammonitiske
Strejfskarer imod ham; dem sendte
han ind i Juda for at ødelægge
det efter det Ord, HERREN havde
talet ved sine Tjenere
Profeterne.
3. Det skyldtes ene og alene HERRENs Vrede, at Juda
blev drevet
bort fra HERRENs Åsyn; det
var for Manasses Synders Skyld, for
alt det, han havde gjort,
4. også for det uskyldige Blods Skyld, som han
havde udgydt så
meget af, at han havde fyldt Jerusalem
dermed; det vilde HERREN
ikke tilgive.
5. Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim,
alt, hvad han
udførte, står jo optegnet
i Judas Kongers Krønike.
6. Så lagde Jojakim sig til Hvile hos sine Fædre;
og hans Søn
Jojakin blev Kooge i hans Sted.
7. Men Ægypterkongen drog ikke mere ud af sit
Land, thi Babels
Konge havde taget alt, hvad der
tilhørte Ægypterkongen fra
Ægyptens Bæk til Eufratfloden.
8. Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge,
og han herskede
tre Måneder i Jerusålem.
Hans Moder hed Nehusjta og var en
Datter af Elnatan fra Jerusalem.
9. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader.
10. På den Tid drog Kong Nebukadnezar af Babels
Folk op mod
Jerusalem, og Byen blev belejret.
11. Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens
hans Folk
belejrede det.
12. Da overgav Kong Jojakin af Juda sig med sin Modet,
sine Tjenere,
Øverster og Hoffolk til Babels
Konge, og han tog imod ham; det
var i Kongen af Babels ottende Regeringsår.
13. Og som HERREN havde forudsagt, førte han
alle Skattene i HERRENs
Hus og Kongens Palads bort og brød
Guldet af alle de Ting, Kong
Salomo af Israel havde ladet lave
i HERRENs Helligdom.
14. Og han førte hele Jerusalem, alle Øversterne
og de velhavende,
10.000 i Tal, bort som Fanger, ligeledes
Grovsmede og Låsesmede,
så der ikke blev andre tilbage
end de fattigste af Folket fra
Landet.
15. Så førte han Jojakin som Fange til
Babel, også Kongens Moder og
Hustruer, hans Hoffolk og alle de
højtstående i Landet førte han
som Fanger fra Jerusalem til Babel;
16. fremdeles alle de velbavende, 7000 i Tal, Grovsmedene
og
Låsesmedene, 1800 i Tal, alle
øvede Krigere - dem førte Babels
Konge som Fanger til Babel.
17. Men i Jojakins Sted gjorde Babels Konge hans Farbroder
Mattanja
til Konge, og han ændrede
hans Navn til Zedekias.
18. Zedekias var een og tyve År gammel, da han
blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Hamital og var en
Datter af Jirmeja fra Libna.
19. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ganske som
Jojakim. 20.a. Thi for HERRENs
Vredes Skyld timedes dette
Jerusalem og Juda, og til sidst
stødte han dem bort fra sit
Åsyn.
Anden Kongebog 25
20.b. Og Zedekias faldt fra Babels
Konge.
1. I hans niende Regeringsår på den tiende
Dag i den tiende Måned
drog Kong Nebukadnezar af Babel
da med hele sin Hær mod
Jerusalem og belejrede det, og de
byggede Belejringstårne imod
det rundt omkring;
2. og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte
Regeringsår.
3. På den niende Dag i den fjerde Måned
blev Hungersnøden hård i
Byen, og Folket fra Landet havde
ikke Brød.
4. Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene
flygtede om Natten gennem Porten
mellem de to Mure ved Kongens
Have, medens Kaldæerne holdt
Byen omringet, og han tog Vejen ad
Arabalavningen til.
5. Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen
og indhentede ham på
Jerikosletten, efter at hele hans
Hær var blevet splittet til
alle Sider.
6. Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla
til Babels Konge,
der fældede Dommen over ham.
7. Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn,
og på Zedekias selv
lod han Øjnene stikke ud;
derpå lod han ham lægge i
Kobberlænker, og således
førte de ham til Babel.
8. På den syvende Dag i den femte Måned,
det var Babels Konge
Nebukadnezars nittende Regeringsår,
kom Nebuzaradan, Øversten
for Livvagten, Babels Konges Tjener,
til Jerusalem.
9. Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads
og alle Husene i
Jerusalem; på alle Stormændenes
Huse satte han Ild;
10. og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes
Folk, som
Øversten for Livvagten havde
med sig.
11. De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne,
der var
gået over til Babels Konge,
og,de sidste Håndværkere førte
Nebuzaradan, Øversten for
Livvagten, bort.
12. Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet
lod Øversten for
Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd
og Agerdyrkere.
13. Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og
Kobberhavet i HERRENs
Hus slog Kaldæerne i Stykker
og førte Kobberet til Babel.
14. Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne,
som
brugtes ved Tjenesten, røvede
de;
15. også Panderne og Skålene, alt, hvad
der helt var af Guld eller
Sølv, røvede Øversten
for Livvagten.
16. De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo
havde ladet lave til
HERRENs Hus - Kobberet i alle disse
Ting var ikke til at veje.
17. Atten Alen høj var den ene Søjle,
og der var et Søjlehoved af
Kobber oven på den, tre Alen
højt, og rundt om Søjlehovederne
var der Fletværk og Granatæbler,
alt af Kobber; og på samme Måde
var det med den anden Søjle.
18. Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten
Seraja, Andenpræsten
Zefanja og de tre Dørvogtere;
19. og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn
med Krigs
folket, og fem Mænd, der hørte
til Kongens nærmeste Omgivelser,
og som endnu fandtes i Byen, desuden
Hærførerens Skriver, der
udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste,
og dertil
tresindstyve Mænd af Folket
fra Landet, der fandtes i Byen,
20. dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan
og førte til Babels
Konge i Ribla;
21. og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats
Land. Så førtes
Juda i Landflygtighed fra sit Land.
22. Over de Folk, der blev tilbage i Judas Land, dem,
Babels Konge
Nebukadnezar lod blive tilbage,
satte han Gedalja, Ahikams Søn,
Sjafans Sønnesøn.
23. Da nu alle Hærførerne med deres Folk
hørte, at Babels Konge
havde indsat Gedalja, kom de til
ham i Mizpa, Jisjmael, Netanjas
Søn, Johanan,Bareas Søn,
Seraja, Tanhumets Søn fra Netofa, og
Ja'azanja, Ma'akatitens Søn,
tillige med deres Folk.
24. Og Gedalja besvor dem og deres Folk og sagde: "Frygt
ikke for
Kaldæerne! Bliv i Landet
og underkast eder Babels Konge, så vil
det gå eder vel!"
25. Men i den syvende Måned kom Jisjmael, Netanjas
Søn, Elisjamas
Sønnesøo, en Mand
af kongelig Byrd, med ti Mænd og slog Gedalja
ihjel tillige med de Judæere
og Kaldæere, der var hos ham i
Mizpa.
26. Da brød hele Folket, store og små,
og Hærførerne op og drog til
Ægypten; thi de frygtede for
Kaldæerne.
27. I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin
af Judas Bortførelse
på den syv og tyvende Dag
i den tolvte Måned tog Babels Konge
Evil-Merodak, der i det År
kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda
til Nåde og førte ham
ud af Fængselet.
28. Han talte ham venligt til og gav ham Sæde
oven for de Konger,
der var hos ham i Babel.
29. Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig
hos ham, så
længe han levede.
30. Han fik sit daglige Underhold af Kongen, hver Dag
hvad han
behøvede for den Dag, så
længe han levede.