2. Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler:
Børn har jeg
opfødt og fostret, men de
forbrød sig imod mig.
3. En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres
Krybbe; men Israel
kender intet, mit Folk kan intet
fatte.
4. Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt,
Ugerningsmænds Æt,
vanartede Børn! De svigtede
HERREN, lod hånt om Israels Hellige,
vendte ham Ryg.
5. Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder
fra? Kun Sår er
Hovedet, sygt hele Hjertet;
6. fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger,
Strimer og friske
Sår; de er ej trykket ud,
ej heller forbundet og ikke lindret
med Olie.
7. Eders Land er øde, eders Byer brændt,
fremmede æder eders Jord
for eders Øjne så øde
som ved Sodomas Undergang.
8. Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård,
et Vagtskur i
en Græskarmark en omringet
By.
9. Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en
Rest, da var vi som
Sodoma, ligned Gomorra.
10. Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere,
lyt til vor Guds
Åbenbaring, du Gomorrafolk!
11. Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg
er mæt
af Væderbrændofre, af
Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af
Okser og Lam og Bukke.
12. Når I kommer at stedes for mit Åsyn,
hvo kræver da af jer, at
min Forgård trampes ned?
13. Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig
Offerrøg er de
mig! Nymånefest, Sabbat og
festligt Stævne jeg afskyr Uret og
festlig Samling.
14. Eders Nymånefester og Højtider hader
min, Sjæl de er mig en
Byrde, jeg er træt af at bære.
15. Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene
for jer. Hvor meget I
så end beder, jeg hører
det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
16. tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger
fra mine Øjne!
Hør op med det onde,
17. lær det gode, læg Vind på, hvad
Ret er; hjælp fortrykte, skaf
faderløse Ret, før
Enkens Sag!
18. Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger
HERREN. Er eders
Synder som Skarlagen, de skal blive
hvide som Sne; er de end
røde som Purpur, de skal
dog blive som Uld.
19. Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
20. står I genstridigt imod, skal I ædes
af Sværd. Thi HERRENs Mund
har talt.
21. At den skulde ende som Skøge, den trofaste
By, Zion, så fuld af
Ret, Retfærdigheds Hjem, men
nu er der Mordere.
22. Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin
er spædet med Vand.
23. Tøjlesløse er dine Førere,
Venner med Tyve; Gaver elsker de
alle, jager efter Stikpenge, skaffer
ej faderløse Ret og tager
sig ikke af Enkens Sag.
24. Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE,
Israels Vældige:
"Min Gengælds Ve over Avindsmænd,
min Hævn over Fjender!
25. Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine
Slagger i Ovnen og
udskiller alt dit Bly.
26. Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer
som før; så kaldes
du Retfærdigheds By, den trofaste
Stad.
27. Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved
Retfærd.
28. Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe;
hvo HERREN svigter,
forgår.
29. Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse
af Lundene, I
sætter så højt;
30. thi I bliver som en Eg med visnende Løv,
som en Lund, hvor der
ikke er Vand. 31 Den stærke
bliver til Blår, hans Værk til en
Gnist; begge brænder med hinanden,
og ingen slukker.
2. Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENs Huses
Bjerg,
grundfæstet på Bjergenes
Top, skal løfte sig op over Højene. Did
skal Folkene strømme
3. og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage
til HERRENs
Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han
skal lære os sine Veje, så vi
kan gå på hans Stier;
thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra
Jerusalem, HERRENs Ord:"
4. Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret
mellem talrige
Folkeslag; deres Sværd skal
de smede til Plovjern, deres Spyd
til Vingårdsknive; Folk skal
ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig
i Våbenfærd mer.
5. Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENs Lys!
6. Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er
fulde af Østens Væsen
og spår, som var de Filistre,
giver Folk fra Udlandet Håndslag.
7. Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse
er deres Skatte;
deres Land er fuldt af Heste, talløse
er deres vogne;
8. deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk
af deres
Hænder, Ting, deres Fingre
har lavet.
9. Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges,
tilgiv dem ikke! 10 Gå
ind i Klippen, skjul dig, i Støvet
for HERRENs Rædsel, hans
Højheds Herlighed!
11. Sine stolte Øjne skal Mennesket slå
ned, Mændenes Hovmod skal
bøjes, og HERREN alene være
høj på hin Dag.
12. Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det
høje og knejsende,
mod alt ophøjet og stolt,
13. med alle Libanons Cedre, de knejsende høje,
og alle Basans Ege,
14. mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde,
15. mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure,
16. mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning.
17. Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes
Hovmod ydmyges. og
HERREN alene være høj
på hin Dag.
18. Afguderne skal helt forsvinde.
19. Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller
for HERRENs
Rædsel, hans Højheds
Herlighed når han står op for at forfærde
Jorden.
20. På hin Dag skal Mennesket slænge sine
Guder af Sølv og Guld, som
han lavede sig for at tilbede dem,
hen til Muldvarpe og
Flagermus
21. for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter
for HERRENs Rædsel,
hans Højheds Herlighed, når
han står op for at forfærde Jorden.
22. Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis
Næse der kun er
flygtig Ånde, thi hvad er
de at regne for?
Esajas 3
1. Thi se, HERREN, Hærskarers HERRE, fratager
Jerusalem og Juda
støtte og Stav, hver Støtte
af Brød og hver støtte af vand:
2. Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand
og Ældste,
3. Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre
og, Håndværksmester og
den, der er kyndig i Trolddom.
4. Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed
skal herske over
dem.
5. I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin
Næste; Dreng
sætter sig op imod Olding,
Usling mod Hædersmand.
6. Når da en Mand tager fat på en anden
i hans Fædrenehus og siger:
"Du har en Kappe, du skal være
vor Hersker, under dig skal dette
faldefærdige Rige stå!"
7. så svarer han på hin Dag: "Jeg vil
ikke være Sårlæge! Jeg har
hverken Brød eller Klæder
i Huset, gør ikke mig til Folkets
Overhoved!"
8. Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de
med Tunge og
Gerning er mod HERREN i Trods mod
hans Herligheds Øjne.
9. Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør
deres Synd som
Sodoma, dølger intet. Ve
deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde.
10. Salige de retfærdige, dem går det godt,
deres Gerningers frugt
skal de nyde;
11. ve den gudløse, ham går det ilde;
han får, som hans Hænder har
gjort.
12. Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det
hersker
Kvinder. Dine Ledere, mit Folk,
leder, vild, gør Vejen, du,
vandrer, vildsom.
13. Til Rettergang er HERREN trådt frem, han tår
og vil dømme sit
Folk.
14. HERREN møder til Doms med de Ældste
i sit Folk og dets Fyrster:
"Det er jer, som gnaved Vingården
af, I har Rov fra den arme til
Huse.
15. Hvor kan I træde på mit Folk og male
de arme sønder?" så lyder
det fra Herren, Hærskarers
HERRE.
16. HERREN siger: Eftersom Zions Døtre bryster
sig og går med
knejsende Nakke og kælne Blikke,
går med trippende Gang og med
raslende Ankelkæder -
17. gør Herren issen skaldet på Zions
Døtre og blotter deres
Tindingers Lokker.
18. På hin Dag afriver Herren al deres Pynt:
Ankelringe, Pandebånd,
Halvmåner,
19. Perler, Armbånd, Flor,
20. Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser,
Trylleringe,
21. Fingerringe,Næseringe,
22. Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker,
23. Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør.
24. For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte
Reb, for
Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder
Sæk om Hofte, for
Skønhedsmærke Brændemærke.
25. Dine Mænd skal falde for Sværd, dit
unge Mandskab i Strid.
26. Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom
på Jorden.
4,1 Syv Kvinder skal på hin
Dag gribe fat i een Mand og sige:
"Vi vil æde vort eget Brød
og holde os selv med Klæder, blot vi
må bære dit Navn. Tag
Vanæren fra os!"
Esajas 4
2. På hin Dag Bliver HERRENs spire til Fryd
og Ære og Landets Frugt
til Stolthed og Smykke for de undslupne
i Israel.
3. Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i
Jerusalem, skal
kaldes hellig, enhver, der er indskrevet
til Livet i Jerusalem,
4. når Herren får aftvættet Zions
Døtres Smuds og bortskyllet
Jerusalems Blodskyld fra dets Midte
med Doms og Udrensnings Ånd.
5. Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions
Bjerg og over dets
Festforsamlinger en Sky om Dagen
og Røg med luende Ildskær om
Natten; thi over alt, hvad herligt
er, skal der være et Dække
6. og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og
Skjul mod Skybrud og
Regn.
Esajas 5
1. Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang
om hans
Vingård: Min Ven, han havde
en Vingård på en frugtbar Høj.
2. Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle
Ranker; han
bygged et Vagttårn deri og
huggede også en Perse. Men den bar
vilde Druer, skønt han ventede
Høst af ædle.
3. Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift
Ret mellem mig og
min Vingård!
4. Hvad mer var at gøre ved Vingården,
hvad lod jeg ugjort? Hvi bar
den vilde Druer, skønt jeg
ventede Høst af ædle?
5. Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil
gøre ved min Vingård:
Nedrive dens Hegn, så den
ædes op, nedbryde dens Mur, så den
trampes ned!
6. Jeg lægger den øde; den skal ikke
beskæres og ikke graves, men
gro sammen i Torn og Tidsel; og
Skyerne giver jeg Påbud om ikke
at sende den Regn.
7. Thi Hærskarers HERREs Vingård er Israels
Hus, og Judas Mænd er
hans Yndlingsplantning. Han vented
på Retfærd se, der kom
Letfærd, han vented på
Lov se, Skrig over Rov!
8. Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger
Mark til Mark, så
der ikke er Plads tilbage, men kun
I har Landet i Eje.
9. Det lyder i mine Ører fra Hærskarers
HERRE: "For vist skal de
mange Huse blive øde, de
store og smukke skal ingen bebo;
10. thi på ti Tønder Vinland skal høstes
en Bat, af en Homers Udsæd
skal høstes en Efa.
11. Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på
Natten blusser af
Vin!
12. Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker,
Fløjter og
Vin, men ser ikke HERRENs Gerning,
har ej Syn for hans Hænders
Værk.
13. Derfor skal mit Folk føres bort, før
det ved det, dets Adel
blive Hungerens Bytte, dets Hob
vansmægte af Tørst.
14. Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det
spiler sit Gab uden
Grænse; dets Stormænd
styrter derned, dets larmende, lystige
Slæng.
15. Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte
slår Øjnene ned;
16. men Hærskarers HERRE ophøjes ved Dommen,
den hellige Gud bliver
helliget ved Retfærd.
17. Og der går Får på Græs,
Geder afgnaver omkomnes Tomter.
18. Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens
Skagler og Syndebod
hid som med Vognreb,
19. som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk,
så vi får
det at se; lad Israels Helliges
Råd dog komme snart, at vi kan
kende det!"
20. Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt,
gør Mørke til
Lys og Lys til Mørke, gør
beskt til sødt og sødt til beskt!
21. Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne
Tanker!
22. Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige
til at blande
stærke Drikke,
23. som for Gave giver den skyldige Ret og røver
den skyldfri
Retten, han har.
24. Derfor, som Ildens Tunge æder Strå
og Hø synker sammen i Luen,
så skal deres Rod blive rådden,
deres Blomst henvejres som Støv;
thi om Hærskarers HERRERs
Lov lod de hånt og ringeagted Israels
Helliges Ord.
25. Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk,
og han udrækker
Hånden imod det og slår
det, så Bjergene skælver og Ligene
ligger som Skarn på Gaden.
Men trods alt har hans Vrede ej lagt
sig, hans Hånd er fremdeles
rakt ud.
26. For et Folk i det fjerne løfter han Banner
og fløjter det hid
fra Jordens Ende; og se, det kommer
hastigt og let.
27. Ingen iblandt dem er træt eller snubler,
ingen blunder, og ingen
sover; Bæltet om Lænden
løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke
op;
28. hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte;
som Flint er
Hestenes Hove, dets Vognhjul som
Hvirvelvind.
29. Det har et Brøl som en Løve, brøler
som unge Løver, brummende
griber det Byttet, bjærger
det, ingen kan fri det.
30. Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs
imod det, som når
Havet brummer; og skuer det ud over
Jorden, se, da er der
Trængselsmørke, Lyset
slukkes af tykke Skyer.
Esajas 6
1. I Kong Uzzijas Dødsår så jeg
Herren sidde på en såre høj Trone,
og hans Slæb fyldte Helligdommen.
2. Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med
de to skjulte de
Ansigtet, med de to Fødderne,
og med de to fløj de;
3. og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig,
hellig er Hærskarers
HERRE, al Jorden er fuld af hans
Herlighed!"
4. Og Dørstolpernes Hængsler rystede
ved Råbet, medens Templet
fyldtes af Røg.
5. Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg
er en Mand
med urene Læber, og jeg bor
i et Folk med urene Læber, og nu har
mine Øjne set Kongen, Hærskarers
HERRE!"
6. Men en af Seraferne fløj hen til mig; og
han havde i Hånden et
glødende Kul, som han med
en Tang havde taget fra Alteret;
7. det lod han røre min Mund og sagde: "Se,
det har rørt dine
Læber; din Skyld er borte,
din Synd er sonet!"
8. Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal
jeg sende, hvem vil gå Bud
for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg,
send mig!"
9. Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk:
Hør kun, dog skal I
intet fatte, se kun, dog skal I
intet indse!
10. Gør Hjertet sløvt på dette
Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne
blinde, så det ikke kan se
med Øjnene, ej heller høre med Ørene,
ej heller fatte med Hjertet og omvende
sig og læges."
11. Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede:
"Til Byerne er
øde, uden Beboere, og Husene
uden et Menneske, og Ager jorden
ligger som Ørk!"
12. Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal
brede sig i
Landet;
13. og er der endnu en Tiendedel deri, skal også
den udryddes som en
Terebinte eller Eg, af hvilken en
Stub bliver tilbage, når den
fældes. Dens Stub er hellig
Sæd.
Esajas 7
1. Og det skete i de Dage da Akaz, Jotams Søn,
Uzzijas Sønnesøn,
var Konge i Juda, at Kong Rezin
af Syrien og Remaljas Søn, kong
Peka af Israel, drog op for at angribe
Jerusalem, hvad de dog
ikke var stærke nok til.
2. Da det meldtes Davids Hus, at Syrerne havde lejret
sig i Efraim,
skjalv hans og hans Folks Hjerte,
som Skovens Træer skælver for
Vinden.
3. Så sagde HERREN til Esajas: "Med din Søn
Sjearjasjub" skal du gå
Akaz i Møde ved Enden af
Øvredammens Vandledning ved Vejen til
Blegepladsen
4. og sige til ham: Tag dig i Vare og hold dig i Ro!
Frygt ikke og
lad ikke dit Hjerte ængste
sig for disse to rygende
Brandstumper, for Rezins og Syriens
og Remaljas Søns fnysende
Vrede!
5. Fordi Syrien, Efraim og Remaljas Søn har
lagt onde Råd op imod
dig og siger:
6. Lad os drage op mod Juda og indjage det Skræk,
lad os tilrive os
det og gøre Tabeals Søn
til Konge der!
7. derfor, så siger den Herre HERREN: Det skal
ikke lykkes; det
skal ikke ske!
8. Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved
er Rezin, og
om fem og tresindstyve År
er Efraim knust og ikke længer et
Folk.
9. Og Efraims Hoved er Samaria, og Samarias Hoved
er Remaljas Søn.
Er I ikke troende, bliver I ikke
boende."
10. Fremdeles sagde HERREN til Akaz:
11. "Kræv dig et Tegn af HERREN din Gud nede
i Dødsriget eller oppe
i Himmelen!"
12. Men Akaz svarede: "Jeg kræver intet, jeg
frister ikke HERREN."
13. Da sagde Esajas: "Hør nu, Davids Hus! Er
det eder ikke nok at
trætte Mennesker, siden I
også trætter min Gud?
14. Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen
bliver
frugtsommelig og føder en
Søn, og hun kalder ham Immanuel".
15. Surmælk og Vildhonning skal være hans
Føde, ved den Tid han ved
at vrage det onde og vælge
det gode;
16. thi før Drengen ved at vrage det onde og
vælge det gode, skal
Landet, for hvis to Konger du gruer,
være folketomt.
17. Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren
bringe Dage,
hvis Lige ikke har været,
siden Efraim rev sig løs fra Juda:
Assyrerkongen!"
18. På hin Dag skal HERREN fløjte ad Fluerne
ved Udløbet af Ægyptens
Strømme og ad Bierne i Assyrien;
19. og de skal komme og alle til Hobe kaste sig over
Dalkløfter og
Klipperevner, over hvert Tjørnekrat
og hvert Vandingssted.
20. På hin Dag afrager Herren med en hinsides
Floden lejet Ragekniv,
Assyrerkongen, både Hovedhåret
og Kroppens Hår; ja, selv Skægget
skraber den af.
21. På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko
og et Par Får;
22. og på Grund af den megen Mælk, de giver,
skal han spise Sur
mælk; thi Surmælk og
Vildhonning skal enhver, der er tilbage i
Landet, spise.
23. På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted,
hvor der nu er tusind
Vinstokke, tusind Sekel Sølv
værd, skal blive til Torn og
Tidsel;
24. med Pil og Bue kommer man der, thi hele Landet
skal blive til
Torn og Tidsel;
25. og alle de Bjerge, der nu dyrkes med Hakke, skal
man holde sig
fra af Frygt for Torn og Tidsel.
Det bliver Overdrev for Okser
og trædes ned af Får.
Esajas 8
1. Og HERREN sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle
og skriv derpå
med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte,
Hastigt-Rov!,
2. Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten
Urija og Zekarja,
Jeberekjahus Søn!"
3. Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev
frugtsommelig og
fødte en Søn. Så
sagde HERREN til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte,
Hastigt-Rov!
4. Thi før Drengen kan sige Fader og Moder,
skal Rigdommene fra
Damaskus og Byttet fra Samaria bringes
til Assyrerkongen!"
5. Fremdeles sagde HERREN til mig:
6. Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas
sagte rindende Vande i
Angst for Bezin og Remaljas Søn,
7. se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige,
store, oversvømme
dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed;
over alle sine Bredder
skal den gå, trænge
ud over alle sine Diger,
8. styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem
og nå til Halsen; og
dens udbredte Vinger skal fylde
dit Land, så vidt det når
Immanuel!
9. I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel,
lyt til, alle fjerne
Lande: Rust jer, I skal ræddes,
rust jer, I skal ræddes.
10. Læg Råd op, det skal dog briste, gør
Aftale, det slår dog fejl,
thi - Immanuel!
11. Thi så sagde HERREN til mig, da hans Hånd
greb mig med Vælde, og
han advarede mig mod at vandre på
dette Folks Vej:
12. Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette
Folk kalder
Sammensværgelse, frygt ikke,
hvad det frygter, og ræddes ikke!
13. Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig,
han skal være eders
Frygt, han skal være eders
Rædsel.
14. Han bliver en Helligdom, en Anstødssten
og en Klippe til Fald
for begge Israels Huse og en Snare
og et Fangegarn for
Jerusalems Indbyggere,
15. og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes,
fanges og
bindes.
16. Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren
i mine disciples
Sind!
17. Jeg bier på HERREN, han, som dølger
sit Åsyn for Jakobs Hus, til
ham står mit Håb:
18. Se, jeg og de Børn, HERREN gav mig, er Varsler
og Tegn i Israel
fra Hærskarers HERRE, som
bor på Zions Bjerg.
19. Og siger de til eder: "Søg Genfærdene
og Ånderne, som hvisker og
mumler!" skal et Folk ikke søge
sin Gud, skal man søge de døde
for de levende?
20. Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således
skal visselig de komme
til at tale, som nu er uden Morgenrøde.
21. Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig.
Og når han
hungrer, skal han blive rasende
og bande sin Konge og sin Gud.
Vender han sig til det høje,
22. eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel
og Mørke,
knugende Mulm; i Bælgmørke
er han stødt ud.
Esajas 9
1. Men engang skal der ikke længer være
Mørke i det Land, hvor der
nu er Trængsel; i Fortiden
bragte han Skændsel over Zebulons og
Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer
han Ære over Vejen langs
Søen, Landet hinsides Jordan,
Hedningernes Kreds.
2. Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue
så stort et Lys; Lys
stråler frem over dem, som
bor i Mulmets Land.
3. Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor,
de glædes for dit Åsyn,
som man glædes i Høst,
ret som man jubler, når Bytte deles.
4. Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg,
dets Drivers Kæp, har
du brudt som på Midjans Dag;
5. ja, hver en Støvle, der tramper i Striden,
og Kappen, der søles
i Blod, skal brændes og ende
som Luernes Rov.
6. Thi et Barn er født os, en Søn er
os givet, på hans Skulder skal
Herredømmet hvile; og hans
Navn skal være: Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud, Evigheds Fader,
Fredsfyrste.
7. Stort bliver Herredømmet, endeløs
Freden over Davids Trone og
over hans Rige, at det må
grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd
fra nu og til evig Tid. Hærskarers
HERREs Nidkærhed gør det.
8. Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår
det ned;
9. alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias
Borgere. Thi de
siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:
10. "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer
blev fældet,
vi får Cedre i Stedet!"
11. Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger
dets Fjender op,
12. Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder
Israel med opspilet
Gab. Men trods alt har hans Vrede
ej lagt sig, hans Hånd er
fremdeles rakt ud.
13. Men til ham, der slår det, vender Folket
ej om, de, søger ej
Hærskarers HERRE.
14. Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme
og Siv på en
eneste Dag.
15. Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten
er Hale.
16. De ledende i dette Folk leder vild, og de, der
ledes, opsluges.
17. Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd,
har ej Medynk med
dets faderløse og Enker.
Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd,
og hver en Mund taler Dårskab.
Men trods alt har hans Vrede ej
lagt sig, hans Hånd er fremdeles
rakt ud.
18. Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer
Torn og Tidsel, sætter
Ild på det tætte Krat,
så det hvirvler op i Røg.
19. Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet
i Brand, og Folket
bliver som Føde for Ilden;
de skåner ikke hverandre.
20. Man snapper til højre og hungrer, æder
om sig til venstre og
mættes dog ej. Hver æder
sin Næstes Kød,
21. Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder
Juda sammen.
Men trods alt har hans Vrede ej
lagt sig, hans Hånd er fremdeles
rakt ud.
Esajas 10
1. Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører
Uret til Bogs
2. for at trænge de ringe fra Retten og røve
de armes Ret i mit
Folk, at Enker kan blive deres Bytte
og faderløse kan plyndres.
3. Hvad gør I på Straffens Dag, når
Undergang kommer fra det
fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp,
hvor gemmer I da eders
Rigdom?
4. Enten må I knæle blandt Fanger, eller
også falde på Valen! Men
trods alt har hans Vrede ej lagt
sig, hans Hånd er fremdeles
rakt ud.
5. Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken
i hans Hånd.
6. Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder
ham mod min
Vredes, Folk til at gøre
Bytte og røve og trampe det ned som
Skarn på Gaden.
7. Men han, han mener det ej så, hans Hjerte
tænker ej så. Nej, at
ødelægge, det er hans
Attrå, at udrydde Folk, ikke få.
8. Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd
Konger til Hobe?
9. Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat
som Arpad,
Samaria som Damaskus?
10. Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger,
der dog havde flere
Gudebilleder end Jerusalem og Samaria
11. mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets
Gudebilleder,
som jeg handlede med Samaria og
dets Afguder?"
12. Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk
på Zions Bjerg og i
Jerusalem, vil jeg hjemsøge
Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt
og hans Øjnes trodsige Pral,
13. fordi han siger: "Med min, stærke Hånd
greb jeg ind, med min
Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede
Folkeslags Grænser og rev
deres Skatte til mig, stødte
Folk fra Tronen i Almagt;
14. min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen
til en Fuglerede; som
man sanker forladte Æg, har
jeg sanket den vide Jord, og ingen
rørte en Vinge, åbnede
Næbbet og peb."
15. Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger,
gør Saven sig til mod
den, som saver? Som om Kæppen
kan svinge den, der løfter den,
Stokken løfte, hvad ikke
er Træ!
16. Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot
i hans Fedme, og
under hans Herlighed luer en Lue
som luende Ild;
17. Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til
en Flamme, og den
brænder og fortærer
hans Tidsel og Torn på een Dag;
18. hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde
Rub og Stub,
og han bliver som en syg, der hentæres.
19. De Træer, som levnes i hans Skov, bliver
det let at tælle; et
Barn kan skrive dem op.
20. På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper
af Jakobs
Hus, ikke mere støtte sig
til den, der slår det, men til HERREN,
Israels Hellige, i Sandhed.
21. En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den
vældige Gud.
22. Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel,
kun en Rest
deraf skal omvende sig. Ødelæggelse
er fastslået, og med
Retfærdighed vælter
den frem;
23. thi Ødelæggelse og fastslået
Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers
HERRE, over al Jorden.
24. Derfor, så siger Herren, Hærskarers
HERRE: Frygt ikke, mit Folk,
som bor i Zion, for Assyrien, når
det slår dig med Kæppen og
løfter sin Stok imod dig
som fordum Ægypten!
25. Thi end om en føje Stund er Vreden ovre,
og min Harme vender sig
til deres Fordærv.
26. Så svinger Hærskarers HERRE Svøben
imod det, som da Midjan blev
slået ved Orebs Klippe; hans
Stok er udrakt imod Havet, og han
løfter den som fordum mod
Ægypten.
27. På hin Dag tager han Byrden af din Skulder
og Åget af din Nakke,
ja, Åget brister for Fedme.
28. Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas
lader han
Trosset blive;
29. de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!"
Rama ryster,
Sauls Gibea flyr.
30. Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja!
Stem i, Anatot!
31. Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
32. Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden
mod Zions Datters
Bjerg, Jerusalems Høj -
33. Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans
Grene med Gru; de
knejsende Stammer fældes,
de stolte Træer må segne.
34. Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning,
og Libanon falder for
den Herlige.
Esajas 11
1. Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror
frem af hans
Rod;
2. og HERRENs Ånd skal hvile over ham, Visdoms
og Forstands Ånd,
Råds og Styrkes Ånd,
HERRENs Kundskabs og Frygts Ånd.
3. Hans Hu står til HERRENs Frygt; han dømmer
ej efter, hvad Øjnene
ser, skønner ej efter, hvad
Ørene hører.
4. Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder
redelig Dom over Landets
arme. Voldsmanden slår han
med Mundens Ris, gudløse dræber han
med Læbernes Ånde.
5. Og Retfærd er Bæltet, han har om sin
Lænd, Trofasthed Hofternes
Bælte.
6. Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile
hos Kiddet, Kalven
og Ungløven græsse
sammen, dem driver en lille Dreng.
7. Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger
ligger Side om Side,
og Løven æder Strå
som Oksen;
8. den spæde skal lege ved Øglens Hul,
den afvante række sin Hånd
til Giftslangens Rede.
9. Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele
mit hellige Bjergland;
thi Landet er fuldt af HERRENs Kundskab,
som Vandene dækker
Havets Bund.
10. På hin Dag skal Hedningerne søge til
Isajs Rodskud, der står som
et Banner for Folkeslagene, og hans
Bolig skal være herlig.
11. På hin Dag skal Herren atter udrække
sin Hånd for at vinde, hvad
der er til Rest af hans Folk, fra
Assur og fra Ægypten, fra
Patros, Ætiopien og Elam,
fra Sinear, Hamat og Havets Strande.
12. For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne
Mænd,
sanker Judas spredte Kvinder fra
Verdens fire Hjørner.
13. Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder;
Efraim er ikke
skinsygt på Juda, og Juda
bærer ej Avind mod Efraim.
14. I Vest slår de ned på Filisternes Skulder,
sammen plyndrer de
Østens Sønner, mod
Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner
lyder dem.
15. HERREN udtørrer Ægypterhavets Vig
og svinger Hånden mod Floden i
sin Ånds Vælde; han
kløver den i syv Bække, så man kan gå over
med Sko;
16. der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som
levnes fra
Assyrien, således som der
var for Israel, da det drog op fra
Ægypten.
Esajas 12
1. På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, HERRE,
thi du vrededes
på mig; men din Vrede svandt,
og du trøstede mig.
2. Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og
uden Frygt; thi HERREN
er min Styrke og min Lovsang, og
han blev mig til Frelse.
3. I skal øse Vand med Glæde af Frelsens
Kilder
4. og sige på hin Dag: Tak HERREN, påkald
hans Navn, gør hans
Gerninger kendt blandt Folkene,
kundgør, at hans Navn er højt!
5. Lovsyng HERREN, thi stort har han øvet,lad
det blive kendt på
den vide Jord!
6. Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor
i eders Midte er
Israels Hellige!
Esajas 13
1. Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn
skuede:
2. Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb
også til dem, vink, så de
drager igennem Fyrsternes Porte!
3. Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene
min Vrede og kaldt
mine Helte hid, de jublende, stolte.
4. Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk,
hør, hvor det
buldrer af Riger, af samlede Folk!
Hærskarers HERRE er ved at
mønstre sin Krigshær.
5. De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse,
HERREN og hans
Vredes Værktøj for
at hærge al Jorden.
6. Jamrer, thi HERRENs Dag er nær, den kommer
som Vold fra den
Vældige.
7. Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte
smelter,
8. de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder
sig som fødende
Kvinde; de stirrer i Angst på
hverandre med blussende røde
Kinder.
9. Se, HERRENs Dag kommer, grum, med Harme og brændende
Vrede;
Jorden gør den til Ørk
og rydder dens Synder bort.
10. Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler
ej deres Lys, mørk
rinder Solen op, og Månen
skinner ikke.
11. Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de
gudløse for deres
Brøde, gør Ende på
frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod.
12. En Mand gør jeg sjældnere end Guld
og et Menneske end Ofirs
Guld.
13. Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig
skælvende ved
Hærskarers HERREs Harme på
hans brændende Vredes Dag.
14. Og som en skræmt Gazel, som Får, der
ej holdes i Flok, skal hver
søge hjem til sit Folk, og
hver skal fly til sit Land.
15. Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes,
falder for
Sværdet;
16. deres spæde knuses for deres Øjne,
Husene plyndres, Kvinderne
skændes.
17. Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv
for intet og ej
regner Guld for noget.
18. Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner
de ej, med Børn har
deres Øjne ej Medynk.
19. Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes
stolte Pryd, som
dengang Gud omstyrtede Sodoma og
Gomorra.
20. Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra
Slægt til
Slægt; der telter Araberen
ikke, der lejrer Hyrder sig ej;
21. men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes
med Ugler; der
holder Strudsene til, og Bukketroldene
springer;
22. Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige
Slotte. Dets Time
stunder nu til, dets Dage bliver
ej mange.
Esajas 14
1. Thi HERREN forbarmer sig over Jakob og udvælger
atter Israel.
Han lader dem fæste Bo i deres
eget Land, og fremmede skal
slutte sig til dem og føjes
til Jakobs Hus.
2. Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen;
og Israels Hus
skal i HERRENs Land tage Folkeslagene
i Eje som Trælle og
Trælkvinder; de skal gøre
dem til Fanger, hvis Fanger de var, og
herske over deres Bødler.
3. På den Dag HERREN giver dig Hvile for din
Møje og Uro og for den
hårde Trældom, der lagdes
på dig,
4. skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge:
Hvor er dog
Bødlen stille, Tvangshuset
tyst!
5. HERREN har brudt de gudløses Stok, Herskernes
Kæp,
6. som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang
i Harme Folk
med skånselsløs Tvang.
7. Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel;
8. selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons
Cedre: "Siden dit
Fald kommer ingen op for at fælde
os!"
9. Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i
Møde, vækker for din
Skyld Dødninger, al Jordens
store, jager alle Folkenes Konger op
fra Tronen;
10. de tager alle til Orde og siger til dig: "Også
du blev kraftløs
som vi, du blev vor Lige!"
11. Til Dødsriget sendtes din Højhed,
dine Harpers Brus, dit Leje er
redt med Råddenskab, dit Tæppe
er Orme.
12. Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende
Morgenstjerne, fældet
og kastet til Jorden, du Folkebetvinger!
13. Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen,
rejser min, Trone
deroppe over Guds Stjerner, tager
Sæde på Stævnets Bjerg i
yderste Nord,
14. stiger op over Skyernes Højder, den Højeste
lig" -
15. ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst
i Hulen!
16. Ser man dig, stirrer man på dig med undrende
Blikke: "Er det
ham, som fik Jorden til at bæve,
Riger til at skælve,
17. ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede
Byer, ikke gav
Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?"
18. Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit
Hus,
19. men du er slængt hen uden Grav som et usseligt
Foster, dækket af
faldne, slagne med Sværd og
kastet i Stenbruddets Hul som et
nedtrådt Ådsel.
20. I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi
du ødte dit Land
og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes
Afkom skal aldrig nævnes.
21. Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens
Brøde! De skal ikke
stå op og indtage Jorden og
fylde Verden med Sfæder.
22. Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers
HERRE, og
udrydder af Babel Navn og Rest,
Skud og Spire, lyder det fra
HERREN;
23. jeg gør det til Rørdrummers Eje og
til side Sumpe; jeg fejer det
bort med Undergangens Kost, lyder
det fra Hærskarers HERRE.
24. Hærskarers HERRE har svoret således:
Visselig, som jeg har tænkt
det, så skal det ske, og som
jeg satte mig for, så står det
fast:
25. Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på
mine Bjerge,
hans Åg skal vige fra dem,
hans Byrde skal vige fra dets
Skuldre.
26. Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden,
det er den Hånd,
som er udrakt mod alle Folk.
27. Thi Hærskarers HERREs Råd, hvo kuldkaster
det? Hans udrakte
Hånd, hvo tvinger vel den
tilbage?
28. I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn:
29. Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen,
der slog dig, er
brudt! Thi af Slangerod kommer en
Øgle, dens frugt er en
flyvende Drage.
30. På min Vang skal de ringe græsse de
fattige lejre sig trygt; men
jeg dræber dit Afkom ved Sult;
hvad der levnes, slår jeg ihjel.
31. Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland!
Thi
nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren
nøler ingen.
32. Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At HERREN
har
grundfæstet Zion, og de arme
i hans Folk søger Tilflugt der.
Esajas 15
1. Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde
ved Nat, det er ude med
Moab, Kir lægges øde
ved Nat, det er ude med Moab.
2. Dibons Datter går op på Høje
for at græde, oppe på Nebo og
Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved
er skaldet, alt skæg skåret
af,
3. på Gader og oppe på Tage bærer
de Sæk, på Torvene jamrer de
alle, opløst i Gråd.
4. Hesjbon og El'ale skriger, det høres til
Jahaz. Derfor skælver
Moabs Lænder, dets Sjæl
er i Vånde.
5. Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til
Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende
stiger de op ad Luthiths
Skråning, undervejs til Horonajim
opløfter de Jammerskrig;
6. Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset
visner, Grønsværet
svinder, Grønt er der ikke.
7. Derfor slæber de Godset, de vandt, deres
hengemte Ting over
Vidjebækken.
8. Ak, Nødråbet omspænder Moabs
Land, dets Jamren når til Eglajim
og Be'er-Elim;
9. thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender
endnu mer over
Dimon: en Løve over Moabs
undslupne, Landets Rest.
Esajas 16
1. Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen
til Zions
Datters Bjerg.
2. Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt
Rede er Moabs Døtre
ved Arnons Vadesteder.
3. "Kom med et Råd, gør Ende derpå,
lad din Skygge blive som Natten
ved højlys Dag, skjul de
bortdrevne, røb ej de flyende!
4. Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær
dem et Skjul for den,
som hærger! Er først
Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme,
Undertrykkeren ude af Landet.
5. skal en Trone rejses med Mildhed, og på den
skal sidde en Dommer
med Trofasthed i Davids Telt, ivrig
for Ret og øvet i Retfærd."
6. "Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre
store, dets Overmod,
Hovmod og Frækhed, dets tomme
Snak."
7. Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets
Rosinkager sukker de sønderknust
over.
8. Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis
Druer slog
Folkenes Herrer til Jorden; den
nåede Ja'zer, famled gennem
Ørkenen, dens Ranker bredte
sig, overskred Havet.
9. Derfor græder jeg Ja'zers Gråd over
Sibmas Vinstok, væder med
min Tåre Hesjbon, og El'ale;
thi et Vinperserråb slog ned på,din
Frugt og din Høst,
10. fra Frugthaver svandt både Glæde og
Jubel; i Vingårde jubles der
ikke, der lyder ej Råb, i
Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet
er tystnet.
11. Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab,
mit Hjerte for
Kir-Heres.
12. Og når Moab viser sig på Offerhøjen,
når det gør sig Møje og
kommer til sin Helligdom for at
bede, udretter det intet.
13. Det er Ordet, HERREN fordum talede til Moab.
14. Men nu siger HERREN: Om tre År, som Daglejeren
regner Året, skal
Moabs Herlighed vanæres med
al den store larmende Hob. Resten
bliver lille, ringe og afmægtig.
Esajas 17
1. Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud
af Byernes Tal og
bliver til Sten og Grus;
2. dets Stæder forlades for evigt og bliver
Hjordes Eje; de lejrer
sig uden at skræmmes.
3. Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme,
Arams Rest;
det går dem som Israels Sønners
Herlighed, lyder det fra
Hærskarers HERRE.
4. Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver
Jakobs Herlighed,
Huldet på hans Krop svinder
hen;
5. det skal gå som når Høstkarlen
griber om Korn og hans Arm skærer
Aksene af, det skal gå, som
når Aksene samles i Refaims Dal.
6. En Efterslæt levnes deraf, som når
Olietræets Frugt slås ned, to
tre Bær øverst i Kronen,
fire fem på Frugttræets Grene, så lyder
det fra HERREN, Israels Gud.
7. På hin Dag skal Menneskene se hen til deres
Skaber, og deres
Øjne skal skue hen til Israels
Hellige;
8. og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders
Værk, eller
skue hen til, hvad deres Fingre
har lavet, hverken til
Asjerastøtterne eller Solstøtterne.
9. På hin Dag ligger dine Byer forladt som de
Tomter, Hivviter og
Amoriter forlod for Israels Børn;
og Landet skal blive en Ørk.
10. Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe
af
Tanke. Derfor planter du yndige
Plantninger og sætter fremmede
Skud;
11. hver Dag får du din Plantning i Vækst,
hver Morgen dit Skud i
Blomst - indtil Høsten på
Sotens, den ulægelige Smertes Dag.
12. Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer
som Havets Bulder.
Drøn af Folkefærd!
De drøner som vældige Vandes Drøn.
13. Folkefærdene drøner som Drønet
af mange Vande. Men truer han ad
dem, flygter de bort, vejres hen
som Avner på Bjerge for Vinden,
som hvirvlende Løv for Stormen.
14. Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen
gryr, er de borte. Det
er vore Plyndreres Del, det er vore
Ransmænds Lov
Esajas 18
1. Hør Land med de surrende Vinger hinsides
Ætiopiens Strømme,
2. du, som sender Bud over Havet i Både af Siv
på Vandspejlet: Gå,
I hastige Bud, til det ranke, glinsende
Folk, til Folket, som
frygtes så vide, Kraftens
og Sejrens Folk, hvis Land
gennemstrømmes af Floder.
3. Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord:
Rejses Banner på
Bjerge, så se, når der
stødes i Horn, så hør!
4. Thi så sagde HERREN til mig: "Rolig ser jeg
til fra mit Sæde som
glødende Luft i Solskin,
som Dugsky i Høstens Tid."
5. Thi før Høst, når Blomstring
er endt, når Blomst sætter modnende
Drue, afskærer han Rankerne
med Knive, og Skuddene kapper han
bort.
6. De gives alle til Bjergenes Fugle og Jordens Dyr,
om Somren Føde
for Fugle, om Vintren for al Jordens
Dyr.
7. Til hin Tid skal der bringes Hærskarers HERRE
Gave fra et rankt
og glinsende Folk, et Folk, som
frygtes så vide, Kraftens og
Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes
af Floder, til Stedet,
hvor Hærskarers HERREs Navn
bor, til Zions Bjerg.
Esajas 19
1. Et Udsagn om Ægypten. Se, HERREN farer på
letten Sky og kommer
til Ægypten; Ægyptens
Guder bæver for ham, Ægyptens Hjerte
smelter i Brystet.
2. Jeg hidser Ægypten mod Ægypten, så
de kæmper Broder mod Broder,
Ven mod Ven, By mod By, Rige mod
Rige.
3. Ægyptens Forstand står stille, dets
Råd gør jeg til intet, så de
søger Guder og Manere, Genfærd
og Ånder.
4. Jeg giver Ægypten hen i en hårdhjertet
Herres Hånd, en
Voldskonge bliver deres Hersker,
så lyder det fra Herren,
Hærskarers HERRE.
5. Vandet i Floden svinder, Strømmen bliver
sid og tør;
6. Strømmene udspreder Stank, Ægyptens
Floder svinder og tørres;
Rør og Siv visner hen,
7. alt Græsset ved Nilbredden dør, al
Sæd ved Nilen hentørres,
svinder og er ikke mere.
8. Fiskerne sukker og sørger, alle, som meder
i Nilen; de, som,
sætter Garn i Vandet, gribes
af Modløshed.
9. Til Skamme er de, som væver Linned, Heglersker
og de, som væver
Byssus;
10. Spinderne er sønderknust, hver Daglejer
sørger bittert.
11. Kun Dårer er Zoans Øverster, Faraos
viseste Rådmænd så dumt et
Råd. Hvor kan I sige til Farao:
"Jeg er en Ætling af Vismænd,
Ætling af Fortidens Konger?"
12. Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog
kundgøre dig og lade
dig vide, hvad Hærskarers
HERRE har for mod Ægypten!
13. Hans Fyrster blev Dårer: Fyrster i Nof blev
Tåber. Ægypten er
bragt til at rave af Stammernes
Hjørnesten.
14. I dets Indre har HERREN udgydt Svimmelheds Ånd;
Ægypten fik de
til at rave i al dets Id, som den
drukne raver i sit Spy.
15. For Ægypten lykkes intet, hverken for Hoved
eller Hale, Palme
eller Siv.
16. På hin Dag skal Ægypten blive som Kvinder;
det skal ængstes og
grue for Hærskarers HERREs
svungne Hånd, som han svinger imod
det.
17. Judas Land bliver Ægypten en Rædsel;
hver Gang nogen minder dem
derom, gribes de af Angst for, hvad
Hærskarers HERRE har for
imod det.
18. På hin Dag skal fem Byer i Ægypten
tale Kana'ans Tungemål og
sværge ved Hærskarers
HERRE; en af dem skal kaldes Ir-Haheres.
19. På hin Dag skal HERREN have et Alter midt
i Ægypten og en
Stenstøtte ved dets Grænse.
20. Det skal være Tegn og Vidne for Hærskarers
HERRE i Ægypten; når
de råber til HERREN over dem,
som mishandler dem, vil han sende
dem en Frelser; han skal stride
og udfri dem.
21. Da skal HERREN give sig til Kende for Ægypten,
Ægypterne skal
lære HERREN at kende på
hin Dag; de skal bringe Slagtoffer og
Afgrødeoffer og gøre
Løfter til HERREN og indfri dem.
22. HERREN skal slå Ægypten, slå
og læge; og når de omvender sig til
HERREN, bønhører han
dem og læger dem.
23. På hin Dag skal der gå en banet Vej
fra Ægypten til Assyrien, og
Assyrien skal komme til Ægypten
og Ægypten til Assyrien, og
Ægypten skal tjene Herren
sammen med Assyrien.
24. På hin Dag skal Israel selvtredje, sammen
med Ægypten og
Assyrien, være en Velsignelse
midt på Jorden,
25. som Hærskarers HERRE velsigner med de Ord:
"Velsignet være
Ægypten, mit Folk, og Assyrien,
mine Hænders Værk, og Israel,
min Arvelod!"
Esajas 20
1. I det År Tartan kom til Asdod, dengang Assyrerkongen
Sargon
sendte ham og han angreb Asdod og
indtog det,
2. på den Tid talede HERREN ved Esajas, Amoz's
Søn, således: "Gå
hen og løs Sørgeklædet
af dine Lænder og drag Skoene af dine
Fødder!" Og han gjorde således
og gik nøgen og barfodet.
3. Så sagde HERREN: "Som min Tjener Esajas i
trende År har vandret
nøgen og barfodet som Tegn
og Varsel mod Ægypten og Ætiopien,
4. således skal Assyrerkongen slæbe fangne
Ægyptere og bortførte
Ætiopere med sig, unge og
gamle, nøgne og barfodede, med blottet
Bag til Skændsel før
Ægypten."
5. Da skal de forfærdes og blues over Ætiopien,
som de så hen til,
og over Ægypten, som var deres
Stolthed
6. Og de, som bor på denne Strand, skal på
hin Dag sige: "Se,
således gik det med den, vi
så hen til, til hvem vi tyede om
Hjælp for at frelses fra Assyrerkongen;
hvor skal da vi kunne
undslippe!"
Esajas 21
1. Et Udsagn om Havørknen. Som hvirvlende Storme,
der jager i
Sydlandet, kommer det fra Ørkenen,
det grufulde Land
2. Så svart et Syn blev mig meldt: "Ransmænd
raner, Hærmænd hærger!
Frem, Elamiter! Til Belejring, Meder!
Alle Suk gør jeg Ende på!"
3. Derfor fyldes mine Lænder af Skælven,
jeg gribes af Veer som,
fødende Kvinde, døv
af Svimmelhed, blind af Skræk,
4. mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig;
Skumringen, jeg elsker,
bliver mig til Angst.
5. Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser
og drikker, "Op I
Fyrster, salv eders Skjolde!"
6. Thi så sagde Herren til mig: "Gå hen
og stil Vægteren ud! Hvad
han får at se, skal han melde.
7. Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter
på Æsel, en
Rytter på Kamel, da skal han
lytte, ja lytte spændt!"
8. Og han råbte: "Se, o Herre, på Varden
står jeg bestandig, Dagen
lang, og på min Vagtpost står
jeg trolig
9. Nat efter Nat!" Men se, da kom der ridende Mænd,
et Par kom
ridende; de råbte: "Faldet,
faldet er Babel, han knuste alle
dets Guder i Støvet!"
10. Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg,
har hørt fra Hærskarers
HERRE, fra Israels Gud, det melder
jeg eder.
11. Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir:
"Vægter, hvordan
skrider Natten, Vægter, hvordan
skrider Natten?"
12. Vægteren svarer: "Morgen kommer, men også
Nat! Vil I spørge, så
spørg! Kom kun igen!"
13. Et Udsagn: "I Ødemarken". Søg Nattely
i Ødemarkens Krat, I
Dedans Karavaner! 14 Bring de tørstige
Vand i Møde, I, som bor i
Temas Land, mød de flyende
med Brød!
15. Thi de er på Flugt for Sværd, på
Flugt for det dragne Sværd, på
Flugt for den spændte Bue,
på Flugt for Krigens Tynge.
16. Thi så sagde Herren til mig:"Et År endnu,
som Daglejeren regner
Året, og det er ude med al
Kedars Herlighed.
17. Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe,
så sandt HERREN,
Israels Gud, har talet."
Esajas 22
1. Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du
på, siden alle stiger
op på Tagene,
2. du larmende, støjende By, du jublende Stad?
Dine slagne er vel
ikke sværdslagne, døde
i Krig!
3. Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt
bort, alle dine Helte,
væbnet med Buer, blev fanget.
4. Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde
bittert, træng ej på
for at trøste mig over, at
mit Folk er lagt øde!
5. Thi en Dag, da man, ræddes, trædes
og trænges, har Herren,
Hærskarers HERRE, til Rede!
I Synernes Dal brødes Mure ned, mod
Bjerget hørtes Skrig;
6. Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til
Hest, Kir tog
Skjoldene ud;
7. og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne
og Heste, lige
til Porten stod de.
8. Han borttog Judas Værn. På den Dag
så I hen til Skovhusets
Rustkammer,
9. og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen.
I samlede
Nedredammens Vand,
10. gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for
at gøre Muren
stærk.
11. I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den
gamle Dams
Vand. Men til ham, der virked det,
skued I ikke, så ej hen til
ham, som beredte det for længst.
12. På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers
HERRE, til Gråd og Sorg,
til Hovedragning og Sæk.
13. Men se, der er Fryd og Glæde, man slår
Okser ned, slagter Får,
æder Kød og får
Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i
Morgen dør vi!"
14. Men Hærskarers HERRE åbenbared for
mit Øre: "Den Synd," siger
Herren, Hærskarers HERRE,
"får I ikke sonet, førend I dør!"
15. Så siger Herren, Hærskarers HERRE: Gå
hen og sig til denne
Foged, Slotshøvedsmanden
Sjebna:
16. Hvad har du her, og hvem har du her, at du her
udhugger din
Grav, udhugger dig en Grav højt
oppe, huler dig en Bolig i
Klippen!
17. Se, HERREN slynger dig bort og bøjer dig
sammen, du stolte,
18. han knytter dig sammen til et Knytte og kaster
dig ud i et
vidtstrakt Land! Der skal du dø,
der din Æresvogn komme, du
Skændsel for din Herres Hus!
19. Jeg støder dig bort fra din Stilling og
styrter dig fra din
Post.
20. Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim,
Hilkijas Søn,
21. og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham
med dit Bælte og
lægger din Myndighed i hans
Hånd. Han skal blive en Fader for
Jerusalems Indbyggere og Judas Hus.
22. Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på
hans Skulder; når han lukker
op, skal ingen lukke i, og når
han lukker i, skal ingen lukke
op,
23. Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert
Sted, og han skal
blive til Hæder for sit Fædrenehus.
24. Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt
sig på ham, Skud og
Vildskud, alle Småkar, fra
Fadene til alle Krukkerne,
25. så skal det ske på den Dag, lyder det
fra Hærskarers HERRE, at
Naglen, der var fæstet på
et sikkert Sted, giver efter, rives ud
og falder ned, og hele Vægten,
som hænger derpå, skal slås
sønder. Thi HERREN har talet!
Esajas 23
1. Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders
Fæstning er i
Grus! De får det at vide på
Vejen fra Kyperns Land.
2. Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd,
hvis
Sendebud for over Havet,
3. de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd,
hvis Vinding
Alverdens Varer.
4. Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg
har ikke haft Veer, jeg
fødte ikke, ej har jeg fostret
Ynglinge, opfødt Jomfruer!"
5. Når Rygtet når Ægypten, skælver
de ved Rygtet om Tyrus. 6 Drag
over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets
Folk!
7. Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis
Fødder førte den
viden om som Gæst?
8. Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus,
hvis Købmænd var
Fyrster, hvis Kræmmere Jordens
Adel?
9. Det gjorde Hærskarers HERRE for at vanære
Hovmod, skænde al
Stolthed, al Jordens Adel.
10. Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer!
11. Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger,
HERREN samled Folk
for at jævne Kana'ans Fæstninger.
12. Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne
Jomfru,
Zidons Datter! Stå op, drag
over til Kypern, selv der skal du ej
finde Hvile!"
13. Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded
det Folk; de rejste
dets Vagttårne, Byer og Borge.
Han gjorde det til en Ruinhob.
14. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er
i Grus!
15. På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i
halvfjerdsindstyve År, som
i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve
Års Forløb skal
det gå med Tyrus som med Skøgen
i Visen:
16. Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte
Skøge, leg smukt på
Strenge, syng, hvad du kan, så
du kommes i Hu!"
17. Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb
vil HERREN se til Tyrus; det
skal atter modtage Skøgeløn
og bole med Alverdens Riger på den
vide Jord.
18. Men dets Vinding og Skøgeløn skal
helliges HERREN; den skal ikke
gemmes hen eller lægges op;
dem, der bor for HERRENs Åsyn, skal
dets Vinding tjene til Føde,
Mættelse og prægtige Klæder.
Esajas 24
1. Se, HERREN gør Jorden tom og øde og
vender op og ned på dens
Overflade, han spreder dens Beboere;
2. det går Lægfolk som Præst, Træl
som Herre, Trælkvinde som Frue,
Køber som Sælger, Långiver
som Låntager, Ågerkarl som Skyldner.
3. Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund,
thi HERREN har talet
dette Ord.
4. Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner,
Jordens
Højder sygner hen.
5. Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi
Lovene krænked
de, overtrådte Budet, brød
den evige Pagt.
6. Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde
må de, som bor der.
Derfor svides Jordens Beboere bort,
kun få af de dødelige
levnes.
7. Druesaften sørger, Vinranken sygner alle
de hjertensglade
sukker;
8. Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm
hørt op, endt er
Citrens Klang.
9. De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke
Drik.
10. Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt
er hver Boligs Indgang.
11. Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al
Glæde svundet;
landflygtig er Landets Fryd.
12. I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget
i Splinter.
13. Thi på Jorden midt iblandt Folkene går
det, som når Olietræets
Frugt slås ned, som ved Efterslæt,
når Vinen er høstet:
14. Disse opløfter Røsten, jubler over
HERRENs Storhed, råber fra
Vesten:
15. "Derfor skal I ære HERREN i Østen,
på Havets Strande HERRENs,
Israels Guds, Navn!"
16. Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange:
"Hil den retfærdige!" Men
jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve
mig, Ransmænd raner, Ransmænd
raner Ran,
17. Gru og Grav og Garn over dig, som bor på
Jorden!
18. Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og
den, der når op
af Grav, skal fanges i Garn. Thi
Sluserne oventil åbnes, og
Jordens Grundvolde vakler.
19. Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger,
Jorden
skælver og skælver;
20. Jorden raver og raver som drukken og svajer som
Vogterens Hytte;
tungt ligger dens Brøde på
den, den segner og rejser sig ikke.
21. På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens
Hær i Himlen og Jordens
Konger på Jorden.
22. De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes
under Lås og Lukke og
straffes lang Tid efter.
23. Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers
HERRE viser, han er
Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem;
for hans Ældstes Øjne er
Herlighed.
Esajas 25
1. HERRE, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit
Navn. Thi du har
gjort et Under, Råd fra fordum
var tro og sande.
2. Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner;
de fremmedes
Borg er nedbrudt, aldrig mer skal
den bygges.
3. Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter
dig grumme Hedningers
Stad.
4. Thi du blev de ringes Værn, den fattiges
Værn i Nøden, et Ly mod
Skylregn, en Skygge mod Hede; thi
som isnende Regn er Voldsmænds
Ånde,
5. som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes
Larm; som Hede
ved Skyens Skygge så dæmpes
Voldsmænds Sang.
6. Hærskarers HERRE gør på dette
Bjerg et Gæstebud for alle
Folkeslag med fede Retter og stærk
Vin, med fede, marvfulde
Retter og stærk og klaret
Vin.
7. Og han borttager på dette Bjerg Sløret,
som tilslører alle
Folkeslag, og Dækket, der
dækker alle Folk.
8. Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre
HERREN aftørrer
Tåren af hver en Kind og gør
Ende på sit Folks Skam på hele
Jorden, så sandt HERREN har
talet.
9. På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud,
som vi biede på,
og som frelste os; her er HERREN,
som vi biede på. Lad os juble
og glæde os over hans Frelse;
10. thi HERRENs Hånd hviler over dette Bjerg.
Men Moab trampes ned,
hvor det står, som Strå
i Møddingpølen;
11. det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren
gør for at svømme,
og han ydmyger dets Hovmod trods
Hændernes Kunstgreb.
12. Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn;
han jævner dem
med Jorden, så de ligger i
Støvet.
Esajas 26
1. På hin Dag skal denne Sang synges i Judas
Land: "En stærk Stad
har vi, til Frelse satte han Mur
og Bolværk.
2. Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som
gemmer på Troskab,
3. hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi
det stoler på dig.
4. Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en
evig Klippe.
5. Thi han ydmyger dem, der bor i det høje,
den knejsende By,
styrter den til Jorden, lægger
den i Støvet.
6. De armes Fod, de ringes Trin skal træde den
ned.
7. Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner
den retfærdiges Vej.
8. Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes
Sti; til dit Navn og
dit Ry står vor Sjæls
Attrå.
9. Min Sjæl attrår dig om Natten, min
Ånd i mit indre søger dig.
Thi når dine Domme rammer
Jorden, lærer de; som bor på Jorderig,
Retfærd.
10. Vises der Nåde mod den gudløse, lærer
han aldrig Retfærd; i
Rettens Land gør han Uret
og ser ikke HERRENs Højhed.
11. HERRE, din Hånd er løftet, men de
ser det ikke; lad dem med Skam
se din Nidkærhed for Folket,
lad dine Fjenders Ild fortære dem!
12. HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har
udrettet, gjorde
du for os.
13. HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket
over os; men dit
Navn alene priser vi.
14. Døde bliver ikke levende, Dødninger
står ikke op; derfor
hjemsøgte og tilintetgjorde
du dem og udslettede hvert et Minde
om dem.
15. Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort
Folket, du herliggjorde dig, du
udvidede alle Landets Grænser.
16. HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød
stille Bønner, medens din
Tugtelse var over dem.
17. Som den frugtsommelige; der er ved at føde,
vrider og vånder sig
i Veer, således fik vi det,
HERRE, fra dig.
18. Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte
Vind; Landet frelser
vi ikke og Jordboere fødes
ikke til Verden.
19. Dine døde skal blive levende, mine dødes
Legemer opstå; de, som
hviler i Støvet, skal vågne
og juble. Thi en Lysets bug er din
Dug, og Jorden giver Dødninger
igen.
20. Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine
Døre bag dig; hold dig
skjult en liden Stund, til Vreden
er draget over.
21. Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe
Jordboernes
Brøde; sit Blod bringer Jorden
for Lyset og dølger ej mer sine
dræbte.
Esajas 27
1. På hin Dag hjemsøger HERREN med sit
hårde, vældige, stærke Sværd
Livjatan, Den flugtsnare Slange,
og ihjelslår Dragen i Havet.
2. På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig
Vingård!
3. Jeg, HERREN, jeg er dens Vogter, jeg vander den
atter og atter.
For at ingen skal hjemsøge
den, vogter jeg den Nat og Dag.
4. Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn
og Tidsel, gik jeg løs
derpå i Kamp og satte det
alt i Brand
5. med mindre man tyr til mit Værn, slutter
Fred med mig, slutter
Fred med mig.
6. På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel
skyde og blomstre og fylde
Verden med Frugt.
7. Har han vel slået det, som de, der slog det,
blev slagne, eller
blev det myrdet, som deres Mordere
myrdedes?
8. Ved at støde det bort og sende det bort
trættede han med det;
han jog det bort med sin voldsomme
Ånde på Østenstormens Dag.
9. Derfor sones Jakobs Brøde således,
og dette er al Frugten af, at
hans Synd tages bort: at han gør
alle Altersten til
sønderhuggede Kalksten, at
Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke
mere rejser sig.
10. Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted,
forladt som
en Ørken. Der græsser
Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver
Kvistene.
11. Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne
og bryder dem af for at
tænde Bål. Thi det er
et Folk uden Indsigt; derfor kan dets
Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav
ikke være det nådig.
12. På hin Dag slår HERREN Frugten ned fra
Flodens Strøm til
Ægyptens Bæk, og I skal
opsankes een for een, Israels Børn.
13. På hin Dag skal der stødes i det store
Horn, og de tabte i
Assyrien og de bortdrevne i Ægypten
skal komme og tilbede HERREN
på det hellige Bjerg i Jerusalem.
Esajas 28
1. Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes
visnende
Blomster på Tindingen af de
druknes fede Dal!
2. Se, Herren har en vældig Kæmpe til
Rede; som Skybrud af Hagl,
som hærgende Storm, som Skybrud
af mægtige skyllende Vande slår
han til Jorden med Vælde.
3. Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes
stolte Krans
4. og dets herlige Smykkes visnende Blomster på
Tindingen af den
fede bal; det går den som
en tidligmoden Figen før Frugthøst:
Hvo der får Øje på
den, plukker den, og knap er den i Hånden,
før han har slugt den.
5. På hin bag bliver Hærskarers HERRE en
smuk Krans og en herlig
Krone for sit Folks Rest
6. og en Rettens Ånd for dem, som sidder til
Doms, og Styrke for
dem, der driver Krigen tilbage til
Portene.
7. Også disse raver af Vin, er svimle af Drik,
Præst og Profet, de
raver af Drik, fra Samling af Vin
og svimle af Drik; de raver
under Syner, vakler, når de
dømmer.
8. Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder
på hver en
Plet.
9. "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner
mon afvante Børn, nys
tagne fra Brystet?
10. Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen
her og lidt i
Vejen der!"
11. Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål
vil han tale til dette
Folk,
12. han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile,
lad den trætte
hvile, her er der Ro!" men de vilde
ej høre.
13. Så bliver for dem da HERRENs Ord: "Hakke
og rakke, rakke og
bakke, lidt i Vejen her og lidt
i Vejen der!" så de går hen og
styrter bagover, sønderslås,
fanges og hildes.
14. Hør derfor HERRENs Ord, I spotske Mænd,
I Nidvisens Mestre
blandt dette Jerusalems Folk!
15. Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden,
Dødsriget gjorde
vi Aftale med; når den susende
Svøbe går frem, da når den ej os,
thi Løgn har vi gjort til
vort Ly, vi har gemt os i Svig;"
16. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
lægger i Zion en
prøvet Sten, en urokkelig,
kostelig Hjørnesten; tror man, baster
man ikke.
17. Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd
til Blylod; Hagl skal slå
Løgnelyet ned, Vand skylle
Gemmestedet bort.
18. Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen
med Dødsriget
glippe. Når den susende Svøbe
går frem, skal den slå jer til
Jorden,
19. jer skal den ramme, hver Gang den går frem;
thi Morgen efter
Morgen går den frem, ved Dag
og ved Nat, idel Angst skal det
blive at få Syner tydet.
20. Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil
man dække sig, er
Tæppet for smalt.
21. Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå
op, som i Gibeons Dal
vil han vise sin Vrede for at gøre
sin Gerning en underlig
Gerning, og øve sit Værk
et sælsomt Værk.
22. Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd
skal snære; thi om
hele Landets visse Undergang hørte
jeg fra Herren, Hærskarers
HERRE.
23. Lyt til og hør min Røst, lån
Øre og hør mit Ord!
24. Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd,
med at bryde og
harve sin Jord?
25. Mon han ikke, når den er jævnet, sår
Dild og udstrør Kommen,
lægger Hvede, Hirse og Byg
på det udsete Sted og Spelt i Kanten
deraf?
26. Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette.
27. Thi med Tærskeslæde knuser man ikke
Dild, lader ikke Vognhjul gå
over Kommen; nej, Dilden tærskes
med Stok og Kommen med Kæp.
28. Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen
ved med at tærske;
Vognhjul og Heste drives derover
man knuser det ikke.
29. Også dette kommer fra Hærskarers HERRE,
underfuld i Råd og stor
i Visdom.
Esajas 29
1. Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr!
Lad år blive
føjet til år, lad Højtid
følge på Højtid,
2. da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer
Sorg og Kvide, da
bliver du mig et Ariel,
3. jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster
Volde om dig, og
Bolværker rejser jeg mod dig.
4. Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen
fra Støvet; din
Røst fra Jorden skal ligne
et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra
Støvet.
5. Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv,
Voldsmændenes Hob som
flyvende Avner. Brat, i et Nu skal
det ske:
6. hjemsøges skal du af Hærskarers HERRE
under Torden og Brag og
vældigt Drøn, Storm
og Vindstød og ædende Lue.
7. Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af
alle de Folk, som
angriber Ariel, af alle, der angriber
det og dets Fæstning og
trænger det;
8. som når den sultne drømmer, at han
spiser, men vågner og føler
sig tom, som når den tørstige
drømmer, at han drikker, men
vågner mat og vansmægtende,
således skal det gå Hoben af alle de
Folk, der angriber Zions Bjerg.
9. Undres og studs, stir jer kun blinde, vær
drukne uden Vin og rav
uden Drik!
10. Thi HERREN har udgydt over jer en Dvalens Ånd,
tilbundet eders
Øjne (Profeterne), tilhyllet
eders Hoveder (Seerne).
11. Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i
en forseglet Bog;
giver man den til en, som kan læse,
og siger: "Læs!" så svarer
han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;"
12. og giver man den til en, som ikke kan læse,
og siger: "Læs!" så
svarer han: "Jeg kan ikke læse."
13. Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder
sig nær med sin
Mund og ærer mig med sine
Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig,
og fordi deres Frygt for mig blev
tillærte Menneskebud,
14. se, derfor handler jeg fremdeles sært og
sælsomt med dette Folk;
dets Vismænds Visdom forgår,
de kloges Klogskab glipper.
15. Ve dem, der dølger deres Råd i det
dybe for HERREN, hvis
Gerninger sker i Mørke, som
siger: "Hvem ser os, og hvem lægger
Mærke til os?"
16. I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så
Værk kan sige om
Mester: "Han skabte mig ikke!" eller
Kunstværk om Kunstner: "Han
fattes Forstand!"
17. Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til
Frugthave,
Frugthaven regnes for Skov.
18. På hin Dag hører de døve Skriftord,
og friet fra Mulm og Mørke
kan blindes Øjne se.
19. De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige
jubler i Israels
Hellige.
20. Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet
hver, som
er vågen til ondt,
21. som med Ord får et Menneske gjort skyldigt,
lægger Fælde for
Dommeren i Porten og kuer en retfærdig
ved Opspind.
22. Derfor, så siger HERREN, Jakobs Huses Gud,
han, som udløste
Abraham: Nu høster Jakob
ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke;
23. thi når han ser mine Hænders Værk
i sin Midte, da skal han
hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige
hellig og frygte Israels
Gud;
24. de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de
knurrende tager mod
Lære.
Esajas 30
1. Ve de genstridige Børn så lyder det
fra HERREN som fuldbyrder
Råd, der ej er fra mig, slutter
Forbund, uden min Ånd er med,
for at dynge Synd på Synd,
2. de, som går ned til Ægypten uden at
spørge min Mund for at værne
sig ved Faraos Værn, søge
Ly i Ægyptens Skygge!
3. Faraos Værn skal blive jer til Skam og Lyet
i Ægyptens Skygge
til Skændsel.
4. Thi er end hans Fyrster i Zoan, hans Sendebud nået
til Hanes,
5. enhver skal få Skam af et Folk, der ikke
kan bringe dem Hjælp,
ej være til Gavn eller Hjælp,
men kun til Skam og Skændsel.
6. Et Udsagn om Sydlandets Dyr: Gennem Angstens og
Trængselens
Land, hvor Løvinde og Løve
har hjemme, Giftsnog og vinget
Slange, fører de på
Æslers Ryg deres Gods, på Kamelers Pukkel
deres Skatte til et Folk, der ikke
kan hjælpe.
7. Ægyptens Hjælp er Vind og Luft. Derfor
kalder jeg det "Rahab,
der hytter sig."
8. Gå nu hen og skriv det på en Tavle i
deres Påsyn og optegn det i
en Bog, at det i kommende Tider
kan stå som Vidnesbyrd
evindelig.
9. Thi det er et stivsindet Folk, svigefulde Børn,
Børn, der ikke
vil høre HERRENs Lov,
10. som siger til Seerne: "Se ingen Syner!" til fremsynte:
"Skuer os
ikke det rette! Tal Smiger til os,
skuer os Blændværk,
11. vig bort fra Vejen, bøj af fra Stien, lad
os være i Fred for
Israels Hellige!"
12. Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I
ringeagter dette Ord
og stoler på krumt og kroget
og støtter jer til det,
13. derfor skal denne Brøde blive for eder som
en truende, voksende
Revne i en knejsende Mur, hvis Fald
vil indtræffe brat, lige i
et Nu;
14. den sønderbrydes som Lerkar; der skånselsløst
knuses; blandt
Stumperne finder man ikke et Skår,
hvori man kan hente en Glød
fra Bålet eller øse
Vand af Brønden.
15. Thi således sagde den Herre HERREN, Israels
Hellige: Ved
Omvendelse og Stilhed skal I frelses,
i Ro og Tillid er eders
Styrke.
16. Men I vilde ikke; I sagde: "Nej, vi jager på
Heste" I skal
derfor jages!"Vi rider på
Rapfod" I skal derfor forfølges af
rappe.
17. Tusind skal fly for een, som truer; Flugten skal
I tage for fem,
som truer, til I kun er en Rest
som Stangen på Bjergets Tinde,
som Banneret oppe på Højen.
18. Derfor længes HERREN efter at vise eder Nåde,
derfor står han op
for at forbarme sig over eder. Thi
Rettens Gud er HERREN; salige
alle, der længes efter ham!
19. Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad
ikke Gråden
overmande dig! Nådig vil han
vise dig Nåde, når du råber; så
snart han hører dig, svarer
han.
20. Herren skal give eder Trængselsbrød
og Fængselsdrik; men så skal
din Vejleder ikke mere dølge
sig, dine, Øjne skal skue din
Vejleder;
21. dine Ører skal høre det Ord bag ved
dig: "Her er Vejen, I skal
gå!" hver Gang I er ved at
vige til højre eller venstre.
22. Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk
og dine
Guldbilleders Klædning for
urene; du skal slænge dem bort som
Skarn. "Herud!" skal du sige
til dem.
23. Da giver han Regn til Sæden, du,sår
i din Jord; og Brødet, som
din Jord bærer, skal være
kraftigt og nærende. På hin Dag
græsser dit Kvæg på
vide Vange;
24. Okserne og Æslerne, der arbejder på
Marken, skal æde saltet
Blandfoder, renset med Kasteskovl
og Fork.
25. På hvert højt Bjerg og hver knejsende
Banke skal Kilder vælde
frem med rindende Vand på
det store Blodbads Dag, når Tårne
falder.
26. Månens Lys skal blive som Solens, og Solens
Lys skal blive
syvfold stærkere, som syv
Dages Lys, på hin Dag da HERREN
forbinder sit Folks Brud og læger
dets slagne Sår.
27. Se, HERRENs Navn kommer langvejsfra i brændende
Vrede, med tunge
Skyer; hans Læber skummer
af Vrede, fortærende Ild er hans
Tunge,
28. hans Ånde som en rivende Strøm, der
når til Halsen. Folkene
ryster han i Undergangens Sold,
lægger Vildelsens Bidsel i
Folkeslags Mund.
29. Sang skal der være hos eder som i Natten,
når Højtid går ind, en
Hjertens Glæde som en Vandring
til Fløjte mod HERRENs Bjerg, mod
Israels Klippe.
30. HERREN lader høre sin Højheds Røst
og viser sin Arm, der slår
ned med fnysende Vrede, ædende
Lue, Skybrud, skyllende Regn og
Hagl.
31. For HERRENs Røst bliver Assur ræd,
med Kæppen slår han;
32. hvert et Slag af Tugtelsens Stok, som HERREN lader
falde på
Assur, er til Paukers og Citres
Klang; med Svingnings Kampe
kæmper han mod det.
33. Thi for længst står et Alter rede mon
det og er rejst for Molok?
han gjorde dets Ildfang dybt og
bredt, bragte Ild og Ved i
Mængde; HERRENs Ånde
sætter det i Brand som en Strøm af Svovl.
Esajas 31
1. Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp
og slår Lid til heste,
som stoler på Vognenes mængde,
på Rytternes store Tal, men ikke
ser hen til Israels Hellige, ej
rådspørger HERREN.
2. Men viis er og han, lader Ulykke komme og går
ej fra sit Ord.
Han står op mod de ondes Hus
og mod Udådsmændenes Hjælp.
3. Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste
er Kød, ikke Ånd.
Når HERREN udrækker
Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne
falder, de omkommer alle til Hobe.
4. Thi så sagde HERREN til mig: Som en Løve
knurrer, en Ungløve
over sit Rov, og ikke, når
Hyrdernes Flok kaldes hid imod den,
skræmmes af Skriget eller
viger for Larmen, så stiger Hærskarers
HERRE ned til Kamp på Zions
Bjerg og Høj.
5. Som svævende Fugle så skærmer
Hærskarers HERRE Jerusalem,
skærmer og frier, skåner
og redder.
6. Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt
fra så dybt!
7. Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af
Sølv sine Guder af
Guld, eders Hænders syndige
Værk.
8. Assur falder for Sværd, men ikke en Mands,
et Sværd fortærer
det, ikke et Menneskes. Og han skal
fly for Sværdet, til
Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd;
9. hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster
skræmmes fra
Fanen. Så lyder det fra HERREN,
hvis Ild er i Zion, som har sin
Ovn i Jerusalem.
Esajas 32
1. Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster
styre med Ret,
2. hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod
Regnskyl, som Bække i
Ørk, som en vældig
Klippes Skygge i tørstende Land.
3. De seendes Øjne skal ej være blinde,
de hørendes Ører skal
lytte;
4. letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes
Tunge tale
flydende, rent.
5. Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet
ikke Skalken.
6. Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte
udtænker Uret for at
øve Niddingsværk og
prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne
være tom og den tørstige
mangle Vand.
7. Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske
Råd for at ødelægge
arme med Løgn, skønt
Fattigmand godtgør sin Ret.
8. Men den ædle har ædelt for og står
fast i, hvad ædelt er.
9. Op, hør min Røst, I sorgløse
Kvinder, I trygge Døtre, lyt til
min Tale!
10. Om År og Dag skal I trygge skælve,
thi med Vinhøst er det ude,
der kommer ej Frugthøst.
11. Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge,
klæd jer af og blot jer, bind
Sæk om Lænd;
12. slå jer for Brystet og klag over yndige Marker,
frugtbare
Vinstokke,
13. mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja,
hvert Glædens Hus,
den jublende By!
14. Thi Paladset er øde, Bylarmen standset,
Ofel med Tårnet en
Grushob for evigt, Vildæslers
Fryd, en Græsgang for Hjorde -
15. til Ånd fra det høje udgydes over
os. Da bliver Ørkenen til
Frugthave, Frugthaven regnes for
Skov.
16. Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven
dvæler Retfærd;
17. Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding
Tryghed for evigt.
18. Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger,
sorgfri
Pauluner.
19. Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
20. Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse
og Æsel frit løbe
om!
Esajas 33
1. Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget,
du Ransmand, skånet
for Ran! Når dit Hærværk
er endt, skal du hærges, når din Ranen
har Ende, skal der ranes fra dig!
2. HERRE, vær os nådig, vi bier på
dig, vær du vor Arm hver Morgen,
vor Frelse i Nødens Stund!
3. For Bulderet må Folkeslag fly; når du
rejser dig, splittes
Folkene.
4. Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte,
man styrter derover
som Græshoppesværme.
5. Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje,
han fylder Zion med
Ret og Retfærd.
6. Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er
Visdom og
Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
7. Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud
græder bittert;
8. Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød
sin Pagt, agted Byer
ringe, Mennesker regned han ikke.
9. Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes
og visner; Saron er
som en Ørken, Basan og Karmel
uden Løv.
10. Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse
mig, nu træde
frem!
11. I undfanger Strå og føder Halm, eders
Ånde er Ild, der fortærer
jer selv;
12. til Kalk skal Folkene brændes som afhugget
Torn, der brænder i
Ild.
13. Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk,
nære skal kende min
Vælde.
14. På Zion skal Syndere bæve, Niddinger
gribes af Skælven: "Hvem
kan bo ved fortærende Ild,
hvem kan bo ved evige Bål?"
15. Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt,
ringeagter
Vinding, vundet ved Uret, vægrer
sig ved at tage mod Gave,
tilstopper Øret over for
Blodråd og lukker Øjnene over for det
onde -
16. højt skal en sådan bo, hans Værn
skal Klippeborge være; han får
sit Brød, og Vand er ham
sikret.
17. Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed,
de skuer et
vidtstrakt Land.
18. Dit Hjerte skal tænke på Rædselen:
"Hvor er nu han, der talte og
vejede, han, der talte Tårnene?"
19. Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt
Mål, med
stammende, ufattelig Tunge.
20. Se på Zion, vore Højtiders By! Dine
Øjne skal skue Jerusalem, et
sikkert Lejrsted, et Telt, der ej
flytter, hvis Pæle aldrig
rykkes op, hvis Snore ej rives over.
21. Nej der træder HERRENs Bæk for os i
Floders og brede Strømmes
Sted; der kan ej Åreskib gå,
ej vældigt Langskib sejle.
22. Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker,
HERREN er vor
Konge, han bringer os Frelse.
23. Slapt hænger dit Tovværk, det holder
ej Råen og spænder ej
Sejlet. Da uddeles røvet
Bytte i Overflod, halte tager Del i
Rovet.
24. Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der
har sin Synd
forladt.
Esajas 34
1. Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre,
I Folkefærd! Jorden og dens
Fylde høre, Jorderig og al
dets Grøde!
2. Thi HERREN er vred på alle Folkene, harmfuld
på al deres Hær;
han slår dem med Band og giver
dem hen til at slagtes;
3. henslængt ligger de dræbte, Stank stiger
op fra Ligene, Bjergene
flyder af Blodet;
4. al Himlens Hær opløses; som en Bog
rulles Himlen sammen, og al
dens Hær visner hen som Vinstokkens
visnende Blad, som
Figentræets visnende Frugt.
5. Thi på Himlen kredser HERRENs Sværd,
og se, det slår ned på
Edom, det Folk, han har bandlyst
til Dom.
6. HERRENs Sværd er fuldt af Blod, det drypper
af Fedt, af Fårs og
Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres
Nyrer. Thi HERREN slagter Offer
i Bozra har vældig Slagtning
i Edom;
7. Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med
Tyre. Landet svælger
i Blod, Jorden drypper af Fedt.
8. Thi en Hævndag har HERREN til Rede, Zions
Værge et Gengældsår.
9. Dets Bække forvandles til Tjære, dets
Jord til Svovl, og Landet
bliver til Tjære, der brænder
ved Nat og ved Dag,
10. det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op,
det er øde fra Slægt
til Slægt, ingen skal færdes
der.
11. Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn
skal bo der. HERREN
spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses
Blylod derover.
12. Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til
intet, til
Kongevalg kaldes ej der, det er
ude med alle dets Fyrster.
13. Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel
og Nælde, et
Tilholdssted for Hyæner og
Enemærke for Strudse.
14. Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde
holder Stævne; kun
der skal Natteheksen raste og lægge
sig der til Ro;
15. der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg
og samler dem og ruger.
Kun der skal Gribbene flokkes, ej
savner den ene den anden.
16. Se efter i HERRENs Bog og læs: Ej fattes
en eneste af dem, ej
savner den ene den anden. Thi HERRENs
Mund, den bød, hans Ånd
har samlet dem sammen;
17. han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted
dem Land med
Snoren; de tager det evigt i Eje,
bor der fra Slægt til Slægt.
Esajas 35
1. Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark
juble og blomstre;
2. blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med
Fryd.
Libanons Herlighed gives den, Karmels
og Sarons Pragt. HERRENs
Herlighed skuer de, vor Guds Højhed.
3. Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ
blive faste,
4. sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke,
vær uden Frygt! Se
eders Gud! Han kommer med Hævn,
Gengæld kommer fra Gud; han
kommer og frelser eder.
5. Da åbnes de blindes Øjne, de døves
Ører lukkes op;
6. da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge
jubler; thi
Vand vælder frem i Ørkenen,
Bække i Ødemark;
7. det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld
tørstigt Land.
I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast,
på Strudsenes Enemærker gror
Rør og Siv.
8. Der bliver en banet Vej, .den hellige Vej skal
den kaldes; ingen
uren færdes på den,
den er Valfartsvej for hans Folk, selv
enfoldige farer ej vild.
9. På den er der ingen Løver, Rovdyr
træder den ej, der skal de
ikke findes. De genløste
vandrer ad den,
10. HERRENs forløste vender hjem, de drager
til Zion med Jubel, med
evig Glæde om Issen; Fryd
og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
Esajas 36
1. I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog
Assyrerkongen
Sankerib op mod alle Judas befæstede
Byer og indtog dem.
2. Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig
Styrke fra Lakisj
til Kong Ezekias i Jerusalem, og
han gjorde Holdt ved
Øvredammens Vandledning,
ved Vejen til Blegepladsen.
3. Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas
Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
ud til ham.
4. Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således
siger
Storkongen, Assyrerkongen: Hvad
er det for en Fortrøsfning, du
hengiver dig til?
5. Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme
som Plan og
Styrke i Krig? Og til hvem sætter
du egentlig din Lid, siden du
gør Oprør imod mig?
6. Se, du sætter din Lid til Ægypten,
denne brudte Rørkæp, som
river Sår i Hånden på
den, der støtter sig til den! Thi således
går det alle dem, der sætter
deres Lid til Farao, Ægyptens
Konge.
7. Men vil du sige til mig: Det er HERREN vor Gud,
vi sætter vor
Lid til! er det så ikke ham,
hvis Offerhøje og Altre Ezekias
skaffede bort, da han sagde til
Juda og Jerusalem: Foran dette
Alter skal I tilbede!
8. Og nu, indgå et Væddemål med
min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
dig to Gange tusinde Heste, hvis
du kan stille Ryttere til dem!
9. Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste
Statholder, en af
min Herres ringeste Tjenere? Og
du sætter din Lid til Ægypten,
til Vogne og Heste?
10. Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er
draget op mod
dette Land for at ødelægge
det? Det var HERREN selv, der sagde
til mig: Drag op mod dette Land
og ødelæg det!"
11. Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal
dog Aramæisk
til dine Trælle, det forstår
vi godt; tal ikke Judæisk til os,
medens Folkene på Muren hører
på det!"
12. Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre
og dig, min
Herre har sendt mig med disse Ord?
Er det ikke til de Mænd, der
sidder på Muren hos eder og
æder deres eget Skarn og drikker
deres eget Vand?"
13. Og Rabsjake trådte hen og råbte med
høj Røst på Judæisk: "Hør
Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
14. Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede
eder, thi han er
ikke i Stand til at frelse eder!
15. Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte
eders Lid til
HERREN, når han siger: HERREN
skal sikkert frelse os, og denne
By skal ikke overgives i Assyrerkongens
Hånd!
16. Hør ikke på Ezekias, thi så;
ledes siger Assyrerkongen: Vil I
slutte Fred med mig og overgive
eder til mig, så skal enhver af
eder spise af sin Vin, stok og sit
Figentræ og drikke af sin
Brønd,
17. indtil jeg kommer og tager eder med til et Land,
der ligner
eders, et Land med Korn og Most,
et Land med Brød og Vingårde.
18. Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige:
HERREN vil frelse os!
Mon nogen af Folkenes Guder har
kunnet frelse sit Land af
Assyrerkongens Hånd?
19. Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims
Guder, hvor
er Landet Samarias Guder? Mon de
frelste Samaria af min Hånd?
20. Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen,
der har frelst
sit Land af min Hånd? Mon
da HERREN skulde kunne frelse
Jerusalem?"
21. Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens
Bud lød på,
at de ikke måtte svare ham.
Esajas 37
22. Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas
Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
med sønderrevne Klæder til
Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake
havde sagt.
1. Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev
han sine Klæder, hyllede
sig i Sæk og gik ind i HERRENs
Hus.
2. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og
Statsskriveren Sjebna og
Præsternes Ældste, hyllet
i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
Søn,
3. for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens,
Tugtelsens
og Forsmædelsens Dag er denne
Dag, thi Barnet er ved at fødes,
men der er ikke Kraft til at bringe
det til Verden!
4. Dog vil HERREN din Gud måske høre,
hvad Rabsjake har sagt, han,
som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen,
for at håne den
levende Gud, og måske vil
han straffe ham for de Ord, som HERREN
din Gud har hørt gå
derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
tilbage!"
5. Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
6. sagde han til dem: "Således skal I svare
eders Herre: Så siger
HERREN: Frygt ikke for de Ord, du
har hørt, som Assyrerkongens
Trælle har hånet mig
med!
7. Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal
få en Tidende at
høre, så han vender
tilbage til sit Land, og i hans eget Land
vil jeg fælde ham med Sværdet!"
8. Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen
i Færd med at
belejre Libna, thi han havde hørt,
at Kongen var brudt op fra
Lakisj.
9. Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka
af Ætiopien var
rykket ud for at angribe ham, og
han sendte Sendebud til Ezekias
og sagde:
10. "Således skal I sige til Kong Ezekias af
Juda: Lad ikke din Gud,
som du slår din Lid til, vildlede
dig med at sige, at Jerusalem
ikke skal gives i Assyrerkongens
Hånd!
11. Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne
har gjort ved alle
Lande, hvorledes de har lagt Band
på dem og du skulde kunne
undslippe!
12. De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan,
Karan, Rezef og
Folkene fra Eden i Telassar, har
deres Guder kunnet frelse dem?
13. Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller
Kongen af La'ir,
Sefarvajim, Hena og Ivva?"
14. Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes
Hånd og læst
det, gik han op i HERRENs Hus og
bredte det ud for HERRENs Åsyn.
15. Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs
Åsyn:
16. "Hærskarers HERRE, Israels Gud, du, som troner
over Keruberne,
du alene er Gud over alle Jordens
Riger; du har gjort Himmelen
og Jorden!
17. Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn
dine Øjne, HERRE, og se! Læg
Mærke til alle de Ord, Sankerib
har sendt hid for at spotte den
levende Gud!
18. Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort
alle
de Folk og deres Lande
19. og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder,
kun
Menneskehænders Værk
af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge
dem.
20. Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd,
så alle Jordens
Riger kan kende, at du, HERRE, alene
er Gud!"
21. Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til
Ezekias og lod sige: "Så
siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn
angående Assyrerkongen
Sankerib har jeg hørt!"
22. Således lyder det Ord, HERREN talede imod
ham: Hun håner, hun
spotter dig, Jomfruen, Zions Datter,
Jerusalems Datter ryster på
Hovedet ad dig!
23. Hvem har du hånet og smædet, mod hvem
har du løftet din Røst?
Til Israels Hellige løfted
i Hovmod du Blikket!
24. Ved dine Trælle håned du HERREN og
sagde: "Med mine talløse
Vogne besteg jeg Bjergenes Højder,
Libanons afsides Egne; jeg
fælded dets Cedres Højskov,
dets ædle Cypresser, trængte frem
til dets øverste Raststed,
dets Havers Skove.
25. Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet
skred jeg
over Ægyptens Strømme!"
26. Har du ej hørt det? For længst kom
det op i min Tanke, jeg lagde
det fordum til Rette, nu lod jeg
det ske, og du Gjorde murstærke
Byer til øde Stenhobe
27. mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og
Skam, blev som Græsset
på Marken, det spirende Grønne,
som Græs på Tage, som Mark for
Østenvinden.
28. Jeg ser, når du rejser og sætter dig,
ved, når du går og kommer.
29. Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået
mit Øre, lægger jeg
Ring i din Næse og Bidsel
i Munden og fører dig bort ad Vejen,
du kom!
30. Og dette skal være dig Tegnet: I År
skal man spise, hvad der
såed sig selv, og Året
derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
skal man så og høste,
plante Vin og nyde dens Frugt.
31. Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår
atter Rødder forneden og
bærer sin Frugt foroven;
32. thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning
fra Zions Bjerg.
Hærskarers HERREs Nidkærhed
virker dette.
33. Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen:
I Byen her skal han ej
komme ind, ej sende en Pil herind,
ej nærme sig den med Skjolde
eller opkaste Vold imod den;
34. ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen
her skal han ej
komme ind så lyder det fra
HERREN.
35. Jeg værner og frelser denne By for min og
min Tjener Davids
Skyld!
36. Så gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes
Lejr 185000
Mand; og se, næste Morgen
tidlig lå de alle døde.
37. Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte
hjem og blev siden i
Nineve.
38. Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus,
slog hans Sønner
Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel
med deres Sværd, hvorefter de
flygtede til Ararats Land: og hans
Søn Asarhaddon blev Konge i
hans Sted.
Esajas 38
1. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom
Profeten Esajas, Amoz's
Søn, til ham og sagde: "Så
siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
skal dø og ikke leve!"
2. Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad
således til HERREN:
3. "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret
for dit Åsyn
i Oprigtighed og med helt Hjerte
og gjort, hvad der er godt i
dine Øjne!" Og Ezekias græd
højt.
4. Da kom HERRENs Ord til Esajas således:
5. "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger
HERREN, din Fader Davids
Gud: Jeg har hørt din Bøn,
jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil
lægge femten År til
dit Liv
6. og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd
og værne om
denne By!
7. Og Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre,
hvad han har
sagt, skal være dig dette:
8. Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage,
som den har
flyttet sig med Solen på Akaz's
Solur, ti Streger!" Da gik Solen
de ti Streger, som den havde flyttet
sig, tilbage på Soluret.
9. En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var
syg og kom sig af sin
Sygdom:
10. Jeg tænkte: Bort må jeg gå i
min bedste Alder, hensættes i
Dødsrigets Porte mine sidste
År.
11. Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes
Land, ser ingen
Mennesker mer blandt Skyggerigets
Folk;
12. min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som
Hyrdernes Telt, som en
Væver sammenrulled du mit
Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer
mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger
til daggry; som en Løve
knuser han alle Benene i mig; du
giver mig ben fra Dag til Nat.
14. Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen,
jeg skuer med
Tårer mod Himlen: HERRE, jeg
trænges, vær mig Borgen!
15. Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv
greb han ind.
For Bitterhedens Skyld i min Sjæl
vil jeg vandre sagtelig alle
mine År.
16. Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende
Slægter. Opliv
min Ånd, helbred mig og gør
mig karsk!
17. Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og
du skåned min
Sjæl for Undergangens Grav;
thi alle mine Synder kasted du bag
din Ryg.
18. Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover
ej Døden, på din
Miskundbed håber ej de, der
synker i Graven.
19. Men den levende, den levende takker dig som jeg
i Dag. Om din
Trofasthed taler Fædre til
deres Børn.
20. HERRE, frels os! Så vil vi røre Strengene
alle vore Levedage ved
HERRENs Hus.
21. Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage
og lægge den som
Plaster på det syge Sted,
for at han kunde blive rask.
22. Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at
jeg skal gå op til
HERRENs Hus?"
Esajas 39
1. Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan
af
Babel, Brev og Gave til Ezekias,
da han hørte, at han havde
været syg, men var blevet
rask.
2. Og Ezekias glædede sig over deres Komme og
viste dem Huset, hvor
han havde sine Skatte, Sølvet
og Guldet, Røgelsestofferne, den
fine Olie, hele sit Våbenoplag
og alt, hvad der var i hans
Skatkamre; der var ikke den Ting
i hans Hus og hele hans Rige,
som Ezekias ikke viste dem.
3. Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde
til ham: "Hvad
sagde disse Mænd, og hvorfra
kom de til dig?" Ezekias svarede:
"De kom fra et fjernt Land, fra
Babel."
4. Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?"
Ezekias svarede:
"Alt, hvad der er i mit Hus, så
de; der er ikke den Ting i mine
Skatkamre, jeg ikke viste dem."
5. Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Hærskarers
HERREs Ord!
6. Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit
Hus, og hvad dine
Fædre har samlet indtil denne
Dag, skal bringes til Babel og
intet lades tilbage, siger HERREN.
7. Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig,
og som du avler, skal
nogle tages og gøres til
Hofmænd i Babels Konges Palads!"
8. Men Ezekias sagde til Esajas: "det Ord fra HERREN,
du har talt,
er godt!" Thi han tænkte:
"Så bliver der da Fred og Tryghed, så
længe jeg lever!"
Esajas 40
1. Trøst, ja trøst mit Folk, så
siger eders Gud,
2. tal Jerusalem kærligt til og råb kun
til det, at nu er dets
Strid til Ende, dets Skyld betalt,
tvefold Straf har det fået af
HERRENs Hånd for alle sine
Synder.
3. I Ørkenen råber en Røst: "Ban
HERRENs Vej, jævn i det øde Land
en Højvej for vor Gud!
4. Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver
Høj, skal sænkes, bakket
Land blive fladt og Fjeldvæg
til Slette.
5. Åbenbares skal HERRENs Herlighed, alt Kød
til Hobe skal se den.
Thi HERRENs Mund har talet."
6. Der lyder en Røst, som siger: "Råb!"
Jeg svarer: "Hvad skal jeg
råbe?" "Alt Kød til
Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens
Blomst;
7. Græsset tørres, Blomsten visner, når
HERRENs Ånde blæser derpå;
visselig, Folket er Græs,
8. Græsset tørres, Blomsten visner, men
vor Guds Ord bliver
evindelig."
9. Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud,
løft din Røst med
Kraft, du Jerusalems Glædesbud,
løft den uden Frygt og sig til
Judas Byer: "Se eders Gud!"
10. Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han
hersker med sin
Arm. Se, hans Løn er med
ham, hans Vinding foran ham,
11. han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med
Armen, bærer
Lammene i Favn og leder de diende
Får.
12. Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker
med Fingerspand Himlen,
måler Jordens Støv
i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i
Vægtskål Høje?
13. Hvo leder HERRENs Ånd, råder og lærer
ham noget?
14. Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem
lærer ham Rettens Vej,
hvem kan give ham Kundskab, hvem
kundgør ham indsigts Vej?
15. Se, som Dråbe på Spand er Folkene,
at regne som Fnug på Vægt,
som et Gran vejer fjerne Strande.
16. Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer
nok.
17. Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed
at regne.
18. Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som
hans Lige?
19. Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed
lægger Guld derpå,
og Sølvkæder støber
en anden.
20. Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ,
som ej rådner; han
søger sig en kyndig Mester
til at rejse et Billede, som står.
21. Ved I, hører I det ikke, er det . ikke forkyndt
jer for længst?
Har I da ikke skønnet det,
fra Jordens Grundvold blev lagt?
22. Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper
er dens Beboere;
han udbreder Himlen som en Dug og
spænder den ud som et Teltbo.
23. Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere
til Luft.
24. Knap er de plantet, knap er de sået, knap
har Stiklingen Rod i
Jorden, så ånder han
på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem
bort.
25. Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger
den Hellige.
26. Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte
disse? Han mønstrer
deres Hær efter Tal, kalder
hver enkelt ved Navn; så stor er
hans Kraft og Vælde, at ikke
en eneste mangler.
27. Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel,
så: "Min Vej er
skjult for HERREN, min Ret gled
min Gud af Hænde."
28. Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig
Gud, den vide Jord
har han skabt? Han trættes
og mattes ikke, hans Indsigt
udgrundes ikke;
29. han giver den trætte Kraft, den svage Fylde
af Styrke.
30. Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler
brat,
31. ny Kraft får de, der bier på HERREN,
de får nye Svingfjer som
Ørnen; de løber uden
at mattes, vandrer uden at trættes.
Esajas 41
1. Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad
Folkene hente ny Kraft,
komme hid og tage til Orde, lad
os sammen gå frem for Retten!
2. Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går
fra Sejr til Sejr, hvo giver
Folk i hans Vold og gør ham
til Kongers Hersker? Han gør deres
Sværd til Støv, deres
Buer til flagrende Strå,
3. forfølger dem, går uskadt frem ad
en Vej, hans Fod ej har trådt.
4. Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst
kaldte Slægterne
frem, jeg, HERREN, som er den første
og end hos de sidste den
samme.
5. Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord
følte Rædsel, de
nærmede sig og kom.
6. Den ene hjælper den anden og siger: "Broder,
fat Mod!"
7. Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der
hamrer;
Lodningen tager han god og sømmer
det fast, så det står.
8. Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt,
-
Ætling af Abraham, min Ven
-
9. hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte
fra dens fjerneste
Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min
Tjener, som jeg valgte og
ikke vraged":
10. Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild,
thi jeg er din
Gud! Med min Retfærds højre
styrker, ja hjælper, ja støtter jeg
dig.
11. Se, Skam og Skændsel får alle, som
er dig fjendske, til intet
bliver de, der trætter med
dig, de forgår.
12. Du søger, men finder ej dem, der kives med
dig, til intet, til
Luft bliver de, der strides med
dig.
13. Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din
Hånd, siger til
dig: Frygt kun ikke, jeg er din
Hjælper.
14. Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg
hjælper dig,
lyder det fra HERREN, din Genløser
er Israels Hellige.
15. Se, jeg gør dig til Tærskeslæde,
en ny med mange Tænder; du skal
tærske og knuste Bjerge, og
Høje skal du gøre til Avner;
16. du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler
dem bort. Men
du skal juble i HERREN, rose dig
af Israels Hellige.
17. Forgæves søger de arme og fattige
Vand, deres Tunge brænder af
Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre
dem, dem svigter ej Israels Gud.
18. Fra nøgne Høje sender jeg Floder
og Kilder midt i Dale; Ørkenen
gør jeg til Vanddrag, det
tørre Land til Væld.
19. I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter,
Oliven; i Ødemark
sætter jeg Cypresser tillige
med Elm og Gran,
20. at de må se og kende, mærke sig det
og indse, at HERRENs Hånd
har gjort det, Israels Hellige skabt
det.
21. Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis!
siger Jakobs
Konge.
22. De træde nu frem og forkynde os, hvad der
herefter skal ske.
Sig frem, hvad I har forudsagt,
at vi kan granske derover og se,
hvad Udfald det fik; eller kundgør
os, hvad der kommer!
23. Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se,
I er Guder! Gør
noget, godt eller ondt, så
måler vi os med hinanden!
24. Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig,
hvo eder
vælger.
25. Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte
ham fra Solens
Opgang. Han nedtramper Fyrster som
Dynd, som en Pottemager ælter
sit Ler.
26. Hvo forkyndte det før, så vi vidste
det, forud, så vi sagde:
"Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt
eller sagt det, ingen har
hørt eders Ord.
27. Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt
Jerusalem Glædesbud.
28. Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd,
så de svarer
mig på mit Spørgsmål.
29. Se, alle er de intet, deres Værker Luft,
deres Billeder Vind og
Tomhed.
Esajas 42
22. Men Folket er plyndret og hærget; de er alle
bundet i Huler,
skjult i Fangers Huse, til Ran blev
de, ingen redder, til
Plyndring, ingen siger: "Slip dem!"
23. Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig
og fremtidig høre
det:
24. Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen
til Ransmænd?
Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded,
hvis Veje de ej vilde
vandre, hvis Lov de ikke hørte?
25. Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens
Vælde; den luede
om det, det ænsed det ej,
den sved det, det tog sig det ikke til
Hjerte.
Esajas 43
1. Men nu, så siger HERREN, som skabte dig, Jakob,
danned dig,
Israel: Frygt ikke, jeg genløser
dig, jeg kalder dig ved Navn,
du er min!
2. Når du går gennem Vande, er jeg med
dig, gennem Strømme, de
river dig ikke bort; når du
går gennem Ild, skal du ikke svides,
Luen brænder dig ikke.
3. Thi jeg er din Gud, jeg, HERREN, Israels Hellige
din Frelser.
Jeg giver Ægypten som Løsesum,
Ætiopien og Seba i dit Sted,
4. fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og
jeg elsker dig; jeg
giver Mennesker for dig og Folkefærd
for din Sjæl.
5. Frygt ikke, thi j eg er med dig! Jeg bringer dit
Afkom fra
Østen, sanker dig sammen
fra Vesten,
6. siger til Norden: "Giv hid!" til Sønden:
"Hold ikke tilbage!
Bring mine Sønner fra det
fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende,
7. enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte,
danned og
gjorde til min Ære!"
8. Før det blinde Folk frem, der har Øjne,
de døve, der dog har
Ører!
9. Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene
flokkes! Hvo blandt
dem kan forkynde sligt eller påvise
Ting, de har forudsagt? Lad
dem føre Vidner og få
Ret, lad dem høre og sige: "Det er sandt!"
10. Mine Vidner er I, så lyder det fra HERREN,
min Tjener, hvem jeg
har udvalgt, at I må kende
det, fro mig og indse, at jeg er den
eneste. Før mig blev en Gud
ej dannet, og efter mig kommer der
ingen;
11. jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen
Frelser.
12. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det,
ej fremmede hos
jer; I er mine Vidner, lyder det
fra HERREN. Jeg er fra Evighed
Gud,
13. den eneste også i Fremtiden. Ingen frier
af min Hånd, jeg
handler - hvo gør det ugjort?
14. Så siger HERREN, eders Genløser, Israels
Hellige: For eder gør
jeg Opbud mod Babel og fjerner deres
Fængsels Portslåer, mens
Kaldæerne bindes i Halsjern.
15. Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber
eders Konge.
16. Så siger HERREN, som lagde en Vej i Havet,
en Sti i de stride
Vande,
17. førte Vogne og Heste derud, Hær og
Kriger tillige; de segned og
rejste sig ikke, sluktes, gik ud
som en Væge:
18. Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke på
Fortidens Dage!
19. Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser
I det ikke?
Gennem Ørkenen lægger
jeg Vej, Floder i, det øde Land;
20. de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige
med Strudse. Thi
Vand vil jeg give i Ørkenen,
Floder i det øde Land, for at læske
mit udvalgte Folk.
21. Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris.
22. Jakob, du kaldte ej på mig eller trætted
dig, Israel, med mig;
23. du bragte mig ej Brændofferlam, du æred
mig ikke med Slagtofre;
jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer,
trætted dig ikke for
Røgelse;
24. du købte mig ej Kalmus for Sølv eller
kvæged mig med Slagtofres
Fedt. Nej, du plaged mig med dine
Synder, trætted mig med din
Brøde.
25. Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min
egen Skyld,
kommer ej dine Synder i Hu.
26. Mind mig, lad vor Sag gå til Doms, regn op,
så du kan få Ret!
27. Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd
forbrød sig imod
mig,
28. så jeg vanæred hellige Fyrster, gav
Jakob hen til Band og Israel
hen til Spot.
Esajas 44
1. Men hør nu, Jakob, min Tjener, Israel, hvem
jeg har udvalgt:
2. Så siger HERREN, som skabte dig og fra Moders
Liv danned dig,
din Hjælper: Frygt ikke, min
Tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg
har udvalgt!
3. Thi jeg udgyder Vand på det tørstende,
Strømme på det tørre
Land, udgyder min Ånd på
din Æt, min Velsignelse over dit Afkom;
4. de skal spire som Græs mellem Vande, som
Pile ved Bækkenes Løb.
5. En skal sige: "Jeg er HERRENs", en kalde sig med
Jakobs Navn, en
skrive i sin Hånd: "For HERREN!"
og tage sig Israels Navn.
6. Så siger HERREN, Israels Konge, dets Genløser,
Hærskarers HERRE:
Jeg er den første og den
sidste, uden mig er der ingen Gud.
7. Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde
og godtgøre for mig:
Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende?
De forkynde os, hvad der
skal ske!
8. Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst
jeg kundgjort og sagt det?
I er mine Vidner: Er der Gud uden
mig, er der vel anden Klippe?
Jeg ved ikke nogen.
9. De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres
kære Guder
gavner intet; deres Vidner ser intet
og kender intet, at de må
blive til Skamme.
10. Når nogen laver en Gud og støber et
Billede, er det ingen Gavn
til;
11. se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene
er jo kun
Mennesker lad dem samles til Hobe
og træde frem, de skal alle
som een forfærdes og blive
til Skamme.
12. En smeder Jern til en Økse og arbejder ved
Kulild, tildanner den
med Hamre og gør den færdig
med sin stærke Arm; får han ikke
Mad, afkræftes han, og får
han ikke Vand at drikke, bliver han
træt.
13. Så fælder ban Træer, udspænder
Målesnoren, tegner Billedet med
Gravstikken, skærer det ud
med Kniven og sætter det af med
Cirkelen; han laver det efter en
Mands Skikkelse, efter
menneskelig Skønhed, til
at stå i et Hus.
14. Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede
af al sin
Kraft på Skovens Træer,
som Gud havde plantet og Regnen givet
Vækst.
15. Det tjener et Menneske til Brændsel, han
tager det og varmer sig
derved; han sætter Ild i det
og bager Brød - og desuden laver
han en Gud deraf og tilbeder den,
han gør et Gudebillede deraf
og knæler for det.
16. Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne
steger han Kød;
han spiser Stegen og mættes;
og han varmer sig derved og siger:
"Ah, jeg bliver varm, jeg mærker
Ilden" -
17. og af Resten laver han en Gud, et Billede; han
knæler for det,
kaster sig ned og beder til det
og siger: "Frels mig, thi du er
min Gud!"
18. De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres
Øjne er lukket, så de
ikke ser, og deres Hjerter, så
de ikke skønner.
19. De tænker ikke over det, de har ikke Indsigt
og Forstand til at
sige sig selv: "Halvdelen brændte
jeg i Bålet, over Gløderne
bagte jeg Brød, stegte Kød
og spiste; skulde jeg da af Resten
gøre en Vederstyggelighed?
Skulde jeg knæle for en Træklods?"
20. Den, som tillægger Aske Værd, ham har
et vildfarende Hjerte
dåret; han redder ikke sin
Sjæl, så han siger: "Er det ikke en
Løgn, jeg har i min højre
Hånd?"
21. Jakob, kom dette i Hu, Israel, thi du er min Tjener!
Jeg skabte
dig, du er min Tjener, ej skal du
glemmes, Israel;
22. jeg sletted som Tåge din Misgerning og som
en Sky dine Synder.
Vend om til mig, thi jeg genløser
dig!
23. Jubler, I Himle, thi HERREN greb ind, fryd jer,
I Jordens
Dybder, bryd ud i Jubel, I Bjerge,
Skoven og alle dens Træer,
thi HERREN genløser Jakob
og herliggør sig ved Israel.
24. Så siger HERREN, din Genløser, som
danned dig fra Moders Liv:
Jeg er HERREN, som skabte alt, som
ene udspændte Himlen,
udbredte Jorden, hvo hjalp mig?
25. som tilintetgør Løgnernes Tegn og
gør Spåmænd til Dårer, som
tvinger de vise tilbage, beskæmmer
deres Lærdom,
26. stadfæster sine Tjeneres Ord, fuldbyrder
sine Sendebuds Råd, Jeg
siger om Jerusalem: "Det skal bebos!"
om Judas Byer: "de skal
bygges!" Ruinerne rejser jeg atter!
27. Jeg siger til Dybet: "Bliv tørt, dine Floder
gør jeg tørre!"
28. Jeg siger om Kyros: "Min Hyrde, som fuldbyrder
al min Vilje!"
Jeg siger om Jerusalem: "Det skal
bygges!" om Templet: "Det skal
grundes "
Esajas 45
1. Så siger HERREN til sin Salvede, til Kyros,
hvis højre jeg greb
for at nedstyrte Folk for hans Ansigt
og løsne Kongernes Gjord,
for at åbne Dørene
for ham, så Portene ikke var stængt:
2. Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner
jeg ud; jeg
sprænger Porte af Kobber og
sønderhugger Slåer af Jern.
3. Jeg giver dig Mulmets Skatte, Rigdomme gemt i Løn,
så du kender,
at den, der kaldte dig ved Navn,
er mig, er HERREN, Israels Gud.
4. For Jakobs, min Tjeners, Skyld, for min udvalgtes,
Israels,
Skyld kalder jeg dig ved dit Navn,
ved et Æresnavn, skønt du ej
kender mig.
5. HERREN er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen
Gud; jeg
omgjorder dig, endskønt du
ej kender mig,
6. så de kender fra Solens Opgang til dens Nedgang:
der er ingen
uden mig. HERREN er jeg, ellers
ingen,
7. Lysets Ophav og Mørkets Skaber, Velfærds
Kilde og Ulykkes
Skaber: Jeg er HERREN, der virker
alt.
8. Lad regne, I Himle deroppe, nedsend Retfærd,
I Skyer, Jorden
åbne sit Skød, så
Frelse må spire frem og Retfærd vokse tillige.
Jeg, HERREN, lader det ske.
9. Ve den, der trættes med sit Ophav, et Skår
kun blandt Skår af
Jord! Siger Ler til Pottemager:
"Hvad kan du lave?" hans Værk:
"Du har ikke Hænder!"
10. Ve den, der siger til sin Fader: "Hvad kan du avle?"
til sin
Moder: "Hvad kan du føde?"
11. Så siger HERREN, Israels Hellige, Fremtidens
Ophav: I spørger
mig om mine Børn, for mine
Hænders Værk vil I råde!
12. Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket
på den; mine
Hænder udspændte Himlen,
jeg opbød al dens Hær;
13. det var mig, som vakte ham i Retfærd, jeg
jævner alle hans Veje;
han skal bygge min By og give mine
bortførte fri ikke for Løn
eller Gave, siger Hærskarers
HERRE.
14. Så siger HERREN: Ægyptens Løn,
Ætiopiens Vinding, Sebæernes
granvoksne Mænd, de skal komme
og tilhøre dig, og dig skal de
følge; de skal komme i Lænker
og kaste sig ned for dig og
bønfalde dig: "Kun hos dig
er Gud, der er ingen anden Gud."
15. Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels
Gud er en
Frelser!
16. Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender
til Del, til Hobe går
Gudemagerne om med Skændsel.
17. Israel frelses ved HERREN, en evig Frelse, i Evighed
bliver I
ikke til Skam og Skændsel.
18. Thi så siger HERREN, Himlens Skaber, han,
som er Gud, som
dannede Jorden, frembragte, grundfæsted
den, ej skabte den øde,
men danned den til at bebos: HERREN
er jeg, ellers ingen.
19. Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets
Land, sagde ikke til Jakobs
Æt: "Søg mig forgæves!"
Jeg, HERREN, taler hvad ret er,
forkynder, hvad sandt er.
20. Kom samlede hid, træd frem til Hobe, I Folkenes
undslupne!
Uvidende er de, som bærer
et Billede af Træ, de, som beder til
en Gud, der ikke kan frelse.
21. Forkynd det, kom frem dermed, lad dem rådslå
sammen: Hvo
kundgjorde dette tilforn, forkyndte
det forud? Mon ikke jeg, som
er HERREN? Uden mig er der ingen
Gud, uden mig er der ingen
retfærdig, frelsende Gud.
22. Vend dig til mig og bliv frelst, du vide Jord,
thi Gud er jeg,
ellers ingen;
23. jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed,
mit Ord vender
ikke tilbage: Hvert Knæ skal
bøjes for mig, hver Tunge sværge
mig til.
24. "Kun hos HERREN," skal man sige, "er Retfærd
og Styrke; til ham
skal alle hans Avindsmænd
komme med Skam."
25. Ved HERREN når al Israels Æt til sin
Ret og jubler.
Esajas 46
1. I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres
billeder gives til Dyr og
Fæ, de læsses som byrde
på trætte Dyr
2. De bøjes, i Knæ er de alle, de kan
ikke frelse Byrden, og selv
må de vandre i Fangenskab.
3. Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels
Hus, løftet fra
Moders Liv, båret fra Moders
Skød.
4. Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer
jer, til Hårene
gråner; ret som jeg bar, vil
jeg bære, jeg, jeg vil bære og
redde.
5. Med hvem vil I jævnstille ligne mig, hvem
vil I gøre til min
Lige?
6. De øser Guld af Pung, Sølv får
de vejet på Vægt, de lejer en
Guldsmed, som gør det til
en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned;
7. de løfter den på Skuldren og bærer
den, sætter den på Plads, og
den står, den rører
sig ikke af Stedet råber de til den, svarer
den ikke, den frelser dem ikke i
Nød.
8. Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne,
læg jer det på Sinde!
9. Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud
er jeg, ellers ingen,
ja Gud, der er ingen som jeg,
10. der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke
var sket, som
sagde: "Mit Råd står
fast, jeg fuldbyrder al min Vilje,"
11. som fra Øst kalder Ørnen hid, fra
det fjerne mit Råds
Fuldbyrder. Jeg taled og lader det
ske, udtænkte og fuldbyrder
det.
12. Hør på mig, I modløse, som tror,
at Retten er fjern:
13. Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse
tøver ikke; jeg
giver Frelse på Zion, min
Herlighed giver jeg Israel.
Esajas 47
1. Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels
Datter, sid uden Trone
på Jorden, Kaldæernes
Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den
fine, forvænte!
2. Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg
Sløret bort, løft Slæbet, blot
dine Ben og vad over Strømmen!
3. Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn
tager jeg uden
Skånsel, siger vor Genløser,
4. hvis Navn er Hærskarers HERRE, Israels Hellige.
5. Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes
Datter, thi ikke mer skal
du kaldes Rigernes Dronning!
6. Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min
Arv, gav dem hen i din
Hånd; du viste dem ingen Medynk,
du lagde dit tunge Åg på
Oldingens Nakke.
7. Du sagde: "Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning."
Du tog dig
det ikke til Hjerte, brød
dig ikke om Enden.
8. Så hør nu, du yppige, du, som sidder
i Tryghed, som siger i
Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen!
Aldrig skal jeg sidde Enke,
ej kende til Barnløshed."
9. Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed
og
Enkestand ramme dig i fuldeste Mål,
dine mange Trylleord, din
megen Trolddom til Trods,
10. skønt du tryg i din Ondskab sagde: "ingen
ser mig." Din Visdom
og Viden var det, der ledte dig
vild, så du sagde i Hjertet:
"Kun jeg, og ellers ingen!"
11. Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort,
over dig falder et
Vanheld, du ikke kan sone, Undergang
rammer dig brat, når mindst
du aner det.
12. Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord,
med hvilke du
umaged dig fra din Ungdom, om du
kan bøde derpå og skræmme det
bort.
13. Med Rådgiverhoben sled du dig træt,
lad dem møde, lad
Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne,
som Måned for Måned
kundgør, hvad dig skal ske!
14. Se, de er blevet som Strå, de,fortæres
af Ild, de frelser ikke
deres Liv fra Luens Magt. "Ingen
Glød til Varme, ej Bål at sidde
ved!"
15. Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine
Troldmænd fra
Ungdommen af; de raver hver til
sin Side, dig frelser ingen.
Esajas 48
1. Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med
Israels Navn og er
rundet af Judas Kilde, som sværger
ved HERRENs Navn og priser
Israels Gud - dog ikke redeligt
og sandt -
2. fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte
er Israels Gud,
hvis Navn er Hærskarers HERRE:
3. Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik
det ud, så det
hørtes, brat greb jeg ind,
og det indtraf.
4. Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et
Jernbånd, din
Pande af Kobber.
5. Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend
det indtraf,
at du ikke skulde sige: "Det gjorde
mit Billede, mit skårne og
støbte bød det."
6. Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon
ikke stå ved det? Fra
nu af kundgør jeg nyt, skjulte
Ting, du ej kender;
7. nu skabes det, ikke før,før i Dag
har I ikke hørt det, at du
ikke skulde sige: "Jeg vidste det."
8. Hverken har du hørt eller vidst det, det
kom dig ej før for
Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs,
fra Moders Liv hed du
"Frafalden";
9. for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for
min Ære vil jeg
skåne, ej udrydde dig.
10. Se, jeg smelted dig Sølv blev det ikke prøved
dig i Lidelsens
Ovn.
11. For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes
dog ikke mit
Navn! Jeg giver ej andre min Ære.
12. Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som
jeg kaldte: Mig er det,
jeg er den første, også
jeg er den sidste.
13. Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre
udspændt Himlen; så
såre jeg kalder på dem,
møder de alle frem.
14. Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte
mon dette? Min Ven
fuldbyrder min Vilje på Babel
og Kaldæernes Æt.
15. Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem,
hans Vej lod jeg
lykkes.
16. Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra
først i Løndom, jeg var
der, så snart det skete. Og
nu har den Herre HERREN sendt mig
med sin Ånd.
17. Så siger HERREN, din Genløser, Israels
Hellige: Jeg er HERREN,
din Gud, som lærer dig, hvad
der båder, leder dig ad Vejen, du
skal gå.
18. Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som
Floden, din
Retfærd som Havets Bølger,
19. da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs
som
Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes
ud og ej lægges øde for
mit Åsyn.
20. Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør,
forkynd det med
jublende Røst, udspred det
lige til Jordens Ende, sig: "HERREN
har genløst Jakob, sin Tjener,
21. lod dem gå gennem Ørk, de tørstede
ikke, lod Vand vælde frem af
Klippen til dem, kløvede
Klippen, så Vand strømmed ud."
22. De gudløse har ingen Fred, siger HERREN.
Esajas 49
1. Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk
i det fjerne! HERREN
har fra Moders Liv kaldt mig, fra
Moders Skød nævnet mit Navn;
2. til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og
skjulte mig i Skyggen
af sin Hånd, til en sleben
Pil har han gjort mig og gemt mig i
sit Kogger,
3. sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem
jeg vinder
Ære."
4. Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på
Tomhed og Vind sled jeg mig
op dog er min Ret hos HERREN, min
Løn er hos min Gud."
5. Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv
til sin Tjener
for at hjemføre Jakob til
ham og samle Israel til ham og i
HERRENs Øjne er jeg æret,
min Gud er blevet min Styrke -
6. han siger: "For lidt for dig som min Tjener at
rejse jakobs
Stammer og hjemføre Israels
frelste! Jeg gør dig til Hedningers
Lys, at min Frelse må nå
til Jordens Ende."
7. Så siger HERREN, Israels Genløser,
dets Hellige, til den dybt
foragtede, skyet af Folk, Herskernes
Træl: Konger skal se det og
rejse sig, Fyrster skal kaste sig
ned for HERRENs Skyld, den
trofaste, Israels Hellige, der udvælger
dig.
8. Så siger HERREN: Jeg hører dig i Nådens
Stund, jeg hjælper dig
på Frelsens Dag, vogter dig
og gør dig til Folkepagt for at
rejse Landet igen, udskifte øde
Lodder
9. og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i
Mørket: "Kom frem!"
Græs skal de finde langs Vejene,
Græsgang på hver nøgen Høj;
10. de hungrer og tørster ikke, dem stikker
ej Hede og Sol. Thi
deres Forbarmer fører dem,
leder dem til Kildevæld;
11. jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier
skal højnes.
12. Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og
Vest, nogle fra
Sinims Land.
13. Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd
ud i Jubel!
Thi HERREN trøster sit Folk,
forbarmer sig over sine arme.
14. Dog siger Zion: "HERREN har svigtet mig, Herren
har glemt mig!"
15. Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad
hun bar under
Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme,
jeg glemmer ej dig.
16. Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine
Mure har jeg altid
for Øje.
17. Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød
og lagde dig øde, går
bort.
18. Løft Øjnene, se dig om, de samles,
kommer alle til dig. Så sandt
jeg lever, lyder det fra HERREN:
Du skal bære dem alle som
Smykke, binde dem som Bruden sit
Bælte.
19. Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede
Land ja, nu er du
Beboerne for trang; de, som åd
dig, er borte;
20. end skal du høre dem sige, din Barnløsheds
Børn: "Her er for
trangt, så flyt dig, at jeg
kan sidde!"
21. Da tænker du i dit Hjerte: "Hvo fødte
mig dem? Jeg var jo
barnløs og gold, landflygtig
og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene
sad jeg tilbage, hvor kommer de
fra?"
22. Så siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter
min Hånd for Folkene,
rejser mit Banner for Folkeslag,
og de bringer dine Sønner i
Favnen, dine Døtre bæres
på Skulder.
23. Konger bliver Fosterfædre for dig, deres
Dronninger skal være
dine Ammer. De kaster sig på
Ansigtet for dig, slikker dine
Fødders Støv. Du skal
kende, at jeg er HERREN; de, som bier på
mig, bliver ikke til Skamme.
24. Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes
Fanger slippe bort?
25. Thi så siger HERREN: Om Fanger end fratages
Helten, slipper
Bytte end bort fra den stærke,
jeg strider mod dem, der strider
mod dig, og dine Børn vil
jeg frelse.
26. Dem, der trænger dig, lader jeg æde
deres eget Kød, deres Blod
skal de drikke som Most; REN, er
din Frelser, din Genløser
Jakobs Vældige.
Esajas 50
1. Så siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev,
med
hvilket jeg sendte hende bort; eller
hvem var jeg noget skyldig,
så jeg solgte eder til ham?
Nej, for eders Brøde solgtes I, for
eders Synd blev eders Moder sendt
bort.
2. Hvi var der da ingen, da jeg kom, hvi svarede ingen,
da jeg
kaldte? Er min Hånd for kort
til af udfri, har jeg ingen Kraft
til at redde? Ved min Trussel udtørrer
jeg Havet, Strømme gør
jeg til Ørk, så Fiskene
rådner af Mangel på Vand og dør af
Tørst;
3. jeg klæder Himlen i sort og hyller den ind
i Sæk.
4. Den Herre HERREN gav mig Lærlinges Tunge,
at jeg skulde vide at
styrke de trætte med Ord;
han vækker hver Morgen mit Øre, han
vækker det til at høre,
som Lærlinge hører.
5. Den Herre HERREN åbnede mit Øre, og
jeg stred ikke imod, jeg
unddrog mig ikke;
6. min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg
til at rives, mit Ansigt
skjulte jeg ikke for Hån og
Spyt.
7. Mig hjælper den Herre HERREN, så jeg
ikke beskæmmes; jeg gør
derfor mit Ansigt som Sten og ved,
jeg bliver ikke til Skamme.
8. Min Retfærdiggører er nær; lad
os mødes, om nogen vil Strid; om
nogen vil trætte med mig,
så træde han hid!
9. Se, den Herre HERREN hjælper mig, hvo vil
fordømme mig? Se, alle
slides op som en Klædning,
Møl fortærer dem.
10. Frygter nogen af jer HERREN, han lytte til hans
Tjener, enhver,
som vandrer i Mørke og uden
Lys; han stole på HERRENs Navn, søge
Støtte hos sin Gud!
11. Alle I, som optænder Ild og sætter
Pile i Brand, gå ind i eders
brændende Ild, i Pilene, I
tændte! Fra min Hånd skal det ramme
eder, i Kval skal I ligge.
Esajas 51
1. Hør mig, I, som jager efter Retfærd,
som søger HERREN! Se til
Klippen, I huggedes af, til Gruben,
af hvilken I brødes,
2. se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte
eder: Da jeg
kaldte ham, var han kun een, jeg
velsigned ham, gjorde ham til
mange.
3. Thi HERREN trøster Zion, trøster
alle dets Tomter, han gør dets
Ørk som Eden, dets Ødemark
som HERRENs Have; der skal findes
Fryd og Glæde, Lovsang og
Strengespil.
4. I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån
mig Øre! Thi Lov går
ud fra mig, min Ret som Folkeslags
Lys;
5. min Retfærd nærmer sig hastigt, min
Frelse oprinder, mine Arme
bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande
bier på mig og længes
efter min Arm.
6. Løft eders Øjne mod Himlen og se på
Jorden hernede! Thi Himlen
skal svinde som Røg, Jorden
som en opslidt Klædning, dens
Beboere skal dø som Myg.
Men min Frelse varer evigt, min Retfærd
ophører aldrig.
7. Hør mig, I, som kender Retfærd, du
Folk med min Lov i dit
Hjerte, frygt ej Menneskers Hån,
vær ikke ræd for deres Spot!
8. Som en Klædning skal Møl fortære
dem,,Orm fortære dem som Uld,
men min Retfærd varer evigt,
min Frelse fra Slægt til Slægt.
9. Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør
dig Styrke, vågn op som i
henfarne Dage, i Urtidens Slægter!
Mon du ej kløvede Rahab,
gennembored Dragen,
10. mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande,
gjorde Havets dyb
til en Vej, hvor de genløste
gik?
11. HERRENs forløste vender hjem, de drager
til Zion med Jubel med
evig Glæde om Issen; Fryd
og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
12. Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du,
at du frygter
dødelige, jordiske Mennesker,
der bliver som Græs,
13. at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte
Himlen og
grundfæsted Jorden, at du
altid Dagen lang frygter for
Undertrykkerens Vrede. Så
snart han vil til at lægge øde, hvor
er da Undertrykkerens Vrede?
14. Snart skal den krumsluttede løses og ikke
dø og synke i Graven
eller mangle Brød,
15. så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører
Havet, så Bølgerne
bruser, den, hvis Navn er Hærskarers
HERRE.
16. jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer
dig under min Hånds
Skygge for at udspænde Himmelen
og grundfæste Jorden og sige til
Zion: "Du er mit Folk."
17. Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem,
som af HERRENs Hånd fik
rakt hans Vredes Bæger og
tømte den berusende Kalk til sidste
Dråbe.
18. Af alle de Børn, hun fødte, ledte
hende ingen, af alle de Børn,
hun fostred, greb ingen hendes Hånd.
19. To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og
Våde, Hunger og
Sværd - hvo trøster
dig?
20. Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner
i Afmagt som i Garn
Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede,
med Trusler fra din Gud.
21. Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af
Vin:
22. Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der
strider for sit Folk:
Se, jeg tager den berusende Kalk
fra din Hånd, aldrig mer skal
du drikke min Vredes Bæger;
23. og jeg rækker det til dine Plagere, dem,
som bød dig: "Bøj dig,
så vi kan gå over!"
og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for
Vandringsmænd.
Esajas 52
1. Vågn op, vågn op, ifør dig tag
dit Højtidsskrud på, Jerusalem,
hellige By! Thi uomskårne,
urene Folk skal ej mer komme ind.
2. Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde,
Jerusalem, fri dig for
Halslænken, Zions fangne Datter!
3. Thi så siger HERREN: For intet solgtes I,
og uden Sølv skal I
løskøbes.
4. Thi så siger den Herre HERREN: I Begyndelsen
drog mit Folk ned
til Ægypten for at bo der
som fremmed, og siden undertrykte
Assyrien det uden Vederlag.
5. Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det
fra HERREN; mit Folk
er jo ranet for intet. De, der hersker
over det, brovter, lyder
det fra HERREN, og mit Navn vanæres
ustandseligt Dagen lang.
6. Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin
Dag, at det er mig,
som har talet, ja mig.
7. Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets
Fodtrin, han, som
udråber Fred, bringer gode
Tidender, udråber Frelse, som siger
til Zion: "Din Gud har vist, han
er Konge."
8. Hør, dine Vægtere råber, de
jubler til Hobe, thi de ser for
deres Øjne HERREN vende hjem
til Zion.
9. Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi
HERREN trøster
sit Folk, genløser Jerusalem.
10. Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne,
den vide Jord
skal skue Frelsen fra vor Gud.
11. Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget
urent, bort, tvæt jer,
I, som bærer HERRENs Kar!
12. Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte;
nej, foran
eder går HERREN, eders Tog
slutter Israels Gud.
13. Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes
og ophøjes såre.
14. Som mange blev målløse over ham, så
umenneskelig ussel så han
ud, han ligned ej Menneskenes Børn
15. skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme
over ham; thi
hvad ikke var sagt dem, ser de,
de skuer, hvad de ikke havde
hørt.
Esajas 53
1. Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes
HERRENs Arm?
2. Han skød op som en Kvist for hans Åsyn,
som et Rodskud af
udtørret Jord, uden Skønhed
og Pragt til at drage vort Blik,
uden Ydre, så vi syntes om
ham,
3. ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og
kendt med
Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt
for, agtet ringe, vi regned
ham ikke.
4. Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter
på sig; vi
regnede ham for plaget, slagen,
gjort elendig af Gud.
5. Men han blev såret for vore Overtrædelser,
knust for vor Brødres
Skyld; os til Fred kom Straf over
ham, vi fik Lægedom ved hans
Sår.
6. Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver
sin Vej, men HERREN
lod falde på ham den Skyld,
der lå på os alle.
7. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke
sin Mund som et
Lam, der føres hen at slagtes,
som et Får, der er stumt, når det
klippes. han oplod ikke sin Mund.
8. Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem
i hans Samtid
tænkte, da han reves fra de
levendes Land, at han ramtes for mit
Folks Overtrædelse?
9. Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer
hos den rige,
endskønt han ej gjorde Uret,
og der ikke var Svig i hans Mund.
10. Det var HERRENs Vilje at slå ham med Sygdom;
når hans Sjæl havde
fuldbragt et Skyldoffer, skulde
han se Afkom, leve længe og
HERRENs Vilje lykkes ved hans Hånd.
11. Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal
han se det, hvorved han skal
mættes. Når han kendes,
skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre
de mange, han, som bar deres Overtrædelser.
12. Derfor arver han mange, med mægtige deler
han Bytte, fordi han
udtømte sin Sjæl til
Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog
bar han manges Synd, og for Overtrædere
bad han.
Esajas 54
1. Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd
dig, du uden Veer!
Thi den forladtes Børn er
flere end Hustruens Børn, siger
HERREN.
2. Vid Rummet ud i dit Telt, spar ikke, men udspænd
din Boligs
Tæpper. Du må gøre
dine Teltreb lange og slå dine Teltpæle fast.
3. Thi du skal brede dig til højre og, venstre,
dit Afkom tage Folk
i Eje og bo i de øde Byer.
4. Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær
ej ræd, du skal ikke
skuffes! Thi din Ungdoms Skam skal
du glemme, ej mindes din
Enkestands Skændsel.
5. Thi din Ægtemand er din Skaber, hans Navn
er Hærskarers HERRE,
din Genløser er Israels Hellige,
han kaldes al Jordens Gud.
6. Som en Hustru, der sidder forladt med Sorg i Sinde,
har HERREN
kaldt dig. En Ungdomsviv, kan hun
forstødes? siger din Gud.
7. Jeg forlod dig et lidet Øjeblik, men favner
dig i stor
Barmhjertighed;
8. jeg skjulte i skummende Vrede et Øjeblik
mit Åsyn for dig, men
forbarmer mig med evig Kærlighed,
siger din Genløser, HERREN.
9. Mig er det som Noas Dage: Som jeg svor, at Noas
Vande ej mer
skulde oversvømme Jorden,
så sværger jeg nu at jeg aldrig vil
vredes og skænde på
dig.
10. Om også Bjergene viger, om også Højene
rokkes, min Kærlighed
viger ej fra dig, min Fredspagt
rokkes ikke, så siger HERREN,
din Forbarmer.
11. Du arme, forblæste, utrøstede! Se,
jeg bygger dig op med
Smaragder, lægger din Grund
med Safirer,
12. af Rubiner sætter jeg Tinderne, og Portene
gør jeg af
Karfunkler, af Ædelsten hele
din Ringmur.
13. Alle dine Børn bliver oplært af HERREN,
og stor bliver Børnenes
Fred;
14. i Retfærd skal du grundfæstes. Vær
tryg for Vold, du har intet
at frygte, for Rædsler, de
kommer dig ikke nær!
15. Angribes du, er det uden min Vilje, falde skal
hver, som
angriber dig;
16. det er mig, der skaber Smeden, som blæser
en Kulild op og
tilvirker Våben ved sin Kunst,
men Ødelæggeren skaber jeg også.
17. Intet Våben, der smedes mod dig, skal du,
hver Tunge, der
trætter med dig, får
du dømt. Dette er HERRENs Tjeneres Lod, den
Retfærd, jeg giver dem, lyder
det fra HERREN.
Esajas 55
1. Hid, alle, som tørster, her er Vand, kom,
I, som ikke har Penge!
Køb Korn og spis uden Penge,
uden Vederlag Vin og Mælk.
2. Hvi giver I Sølv for, hvad ikke er Brød,
eders Dagløn for, hvad
ej mætter? Hør mig,
så får I, hvad godt er, at spise, eders Sjæl
skal svælge i Fedt;
3. bøj eders Øre, kom til mig, hør,
og eders Sjæl skal leve! Så
slutter jeg med jer en evig Pagt:
de trofaste Nådeløfter til
David.
4. Se, jeg gjorde ham til Vidne for Folkeslag, til
Folkefærds
Fyrste og Hersker. 5 Se, på
Folk, du ej kender, skal, du kalde,
til dig skal Folk, som ej kender
dig, ile for HERREN din Guds
Skyld, Israels Hellige, han gør
dig herlig.
6. Søg HERREN, medens han findes, kald på
ham, den Stund han er
nær!
7. Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand
sine Tanker og vende
sig til HERREN, at han må
forbarme sig, til vor Gud, thi han er
rund til at forlade.
8. Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine,
lyder det
fra HERREN;
9. nej, som Himlen er højere end Jorden, er
mine Veje højere end
eders og mine Tanker højere
end eders.
10. Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke
vender
tilbage, før den har kvæget
Jorden, gjort den frugtbar og fyldt
den med Spirer, givet Sæd
til at så og Brød til at spise,
11. så skal det gå med mit Ord, det, som
går ud af min Mund: det
skal ej vende tomt tilbage, men
udføre, hvad mig behager, og
fuldbyrde Hvervet, jeg gav det.
12 Ja, med Glæde skal I drage
ud; og i Fred skal I ledes frem;
foran jer råber Bjerge og Høje
med Fryd, alle Markens Træer
skal klappe i Hånd;
13. i Stedet for Tjørnekrat vokser Cypresser,
i Stedet for Tidsler
Myrter et Æresminde for HERREN,
et evigt, uudsletteligt Tegn.
Esajas 56
1. Så siger HERREN: Tag vare på Ret og
øv Retfærd! Thi min Frelses
komme er nær, min Ret skal
snart åbenbares.
2. Salig er den; der gør så, det Menneske,
som fastholder dette:
holder Sabbatten hellig og varer
sin Hånd fra at øve noget ondt.
3. Ej sige den fremmede, som slutter sig til HERREN:
"HERREN vil
skille mig ud fra sit Folk!" Og
Gildingen sige ikke: "Se, jeg er
et udgået Træ!"
4. Thi så siger HERREN: Gildinger, som holder
mine Sabbatter,
vælger, hvad jeg har Behag
i, og holder fast ved min Pagt,
5. dem vil jeg give i mit Hus, på mine Mure
et Minde, et Navn, der
er bedre end Sønner og Døtre;
jeg giver dem et evigt Navn, et
Navn, der ikke skal slettes.
6. Og de fremmede, som slutter sig til HERREN for
at tjene ham og
elske hans Navn, for at være
hans Tjenere, alle, som
helligholder Sabbatten og holder
fast ved min Pagt,
7. vil jeg bringe til mit hellige Bjerg og glæde
i mit Bedehus;
deres Brændofre og deres Slagtofre
bliver til Behag på mit
Alter; thi mit Hus skal kaldes et
Bedehus for alle Folk.
8. Det lyder fra den Herre HERREN: Når jeg samler
Israels
bortstødte,,samler jeg andre
dertil, til dets egen samlede Flok.
9. Alle I Markens Dyr, kom hid og æd, alle I
Dyr i Skoven!
10. Blinde er alle dets Vogtere, intet ved de, alle
er stumme Hunde,
som ikke kan gø, de ligger
og drømmer, de elsker Søvn;
11. grådige er de Hunde, kender ikke til Mæthed.
Og sådanne Folk er
Hyrder! De skønner intet,
de vender sig hver sin Vej, hver søger
sin Fordel:
12. Kom, så henter jeg Vin, vi drikker af Mosten;
som i Dag skal det
være i Morgen, ovenud herligt!"
Esajas 57
1. Den retfærdige omkom, og ingen tænkte
derover, fromme Mænd reves
bort, det ænsede ingen; thi
bort blev den retfærdige revet for
Ondskabens Skyld
2. og gik ind til Fred; på Gravlejet hviler
nu de, som vandrede
ret.
3. Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn,
I, Horkarls og Skøges
Yngel:
4. Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund,
hvem rækker I Tunge
ad? Er I ej Syndens Børn
og Løgnens Yngel?
5. I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt
Træ, I, som
slagter Børn i Dale. i Klippernes
Kløfter!
6. Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder
Drikofre
for dem, bringer dem Gaver. Skal
jeg være tilfreds med sligt?
7. På høje og knejsende Bjerge redte
du Leje, også der steg du op
for at slagte dit Offer;
8. bag Døren og Dørens Stolpe satte
du dit Tegn; thi du sveg mig og
blotted dig, steg op, gjorde lejet
bredt, købte Samlejets Elskov
af dem, så deres Skam;
9. du salved dig med Olie for Molok og ødsled
med Røgelse, sendte
dine Bud til det fjerne, steg ned
til Dødsriget,
10. du blev træt af den lange Vej, men opgav
ej Ævred; du samlede
atter din Kraft og gav ikke op.
11. For hvem var du ræd og angst? Thi på
Løgn var du inde, og mig
kom du ikke i Hu, brød dig
ikke om mig. Jeg er jo stum og blind,
mig frygted du ikke.
12. Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine
Gerninger;
13. din Gudeflok hjælper og redder dig ej på
dit Råb; en Storm
bortfejer dem alle, el Vindstød
tager dem. Men den, der lider på
mig, skal arve Landet og eje mit
hellige Bjerg.
14. Og det lyder: "Byg Vej, byg Vej og ban den. ryd
Hindringer bort
for mit Folk!"
15. Thi så siger den højt ophøjede,
som troner evigt, hvis Navn er
"Hellig": I Højhed og Hellighed
bor jeg, hos den knuste, i Ånden
bøjede for at kalde de bøjedes
Ånd og de knustes Hjerte til
Live.
16. Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig
vredes jeg ej; så
vansmægted Ånden for
mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt,
17. For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham
og skjulte mig
i Harme; han fulgte i Frafald sit
Hjertes Vej.
18. Jeg så hans Vej, men nu vil jeg læge
og lede ham og give ham
Trøst til Bod;
19. hos de sørgende skaber jeg Læbernes
Frugt, Fred, Fred for fjern
og nær, siger HERREN, og nu
vil jeg læge ham.
20. Men de gudløse er som det oprørte
Hav, der ikke kan komme til
Ro, hvis Bølger opskyller
Mudder og Dynd.
21. De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.
Esajas 58
1. Råb højt spar ikke din Strube, løft
din Røst som Basunen,
forkynd mit Folk dets Brøde
og Jakobs Hus deres Synder!
2. Mig søger de Dag efter bag og ønsker
at kende mine Veje, som var
de et Folk, der øver Retfærd,
ej svigter, hvad dets Gud fandt
ret. De spørger mig om Lov
og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær:
3. "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os,
uden du ænser det?"
Se, I driver Handel, når I
faster, og pisker på Arbejdsflokken.
4. Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse
Næver; som I
faster i Dag, er det ikke, for at
eders Røst skal høres i det
høje.
5. Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske
spæger sig?
At hænge med sit Hoved som
Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder
du det for Faste, en Dag, der behager
HERREN?
6. Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds
Lænker. at løsne
Ågets Bånd, at slippe
de kuede fri og sønderbryde hvert Åg,
7. at bryde dit Brød til de sultne, bringe
hjemløse Stakler i Hus,
at du klæder den nøgne,
du ser, ej nægter at hjælpe dine
Landsmænd.
8. Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem,
da læges hastigt dit
Sår, foran dig vandrer din
Retfærd, HERRENs Herlighed slutter
Toget.
9. Da svarer HERREN, når du kalder; på
dit Råb er hans Svar: "Her
er jeg!" Fjerner du Åget fra
din Midte, holder op at tale ondt
og pege Fingre,
10. rækker du den sultne dit Brød og mætter
en vansmægtende Sjæl,
skal dit Lys stråle frem i
Mørke, dit Mulm skal blive som
Middag;
11. HERREN skal altid lede dig, mætte din Sjæl,
hvor der er goldt,
og give dig nye Kræfter; du
bliver som en vandrig Have, som
rindende Væld, hvor Vandet
aldrig svigter.
12. Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser
længst faldne Mure; da
kaldes du "Murbrudsbøder",
"Genskaber af farbare Veje".
13. Varer du din Fod på Sabbatten, så du
ej driver Handel på min
Helligdag, kalder du Sabbatten en
Fryd, HERRENs Helligdag
ærværdig, ærer
den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og
unyttig Snak,
14. da skal du frydes over HERREN; jeg lader dig færdes
over Landets
Høje og nyde din Fader Jakobs
Eje. Thi HERRENs Mund har talet.
Esajas 59
1. Se, for kort til at frelse er ej HERRENs Arm, Hans
Øre er ikke
for sløvt til at høre.
2. Eders Brøde er det, der skiller mellem eder
og eders Gud, eders
Synder skjuler hans Åsyn for
jer, så han ikke hører.
3. Eders Hænder er jo sølet at Blod,
eders Fingre sølet af Brøde;
Læberne farer med Løgn,
Tungen taler, hvad ondt er.
4. Med Ret stævner ingen til Doms eller fører
ærligt sin Sag. Man
stoler på tomt, taler falsk,
man undfanger Kval, føder Uret.
5. Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv
er, hvad de væver. Man dør,
hvis man spiser et Æg, en
Øgle kommer frem, hvis det knuses.
6. Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen
hyller sig i, hvad
de laver; deres Værk er Ulykkesværk,
og i deres Hænder er Vold;
7. deres Fødder haster til ondt, til at udgyde
skyldfrit Blod;
deres Tanker er Ulykkestanker; hvor
de færdes, er Vold og Våde;
8. de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres
Spor; de gør
sig krogede Stier; Fred kender ingen,
som træder dem.
9. Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når
os ikke; vi bier på Lys
se, Mørke, på Dagning,
men vandrer i Mulm;
10. vi famler langs Væggen som blinde, famler,
som savnede vi Øjne,
vi snubler ved Middag som i Skumring,
er som døde i vor
kraftigste Alder;
11. vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt
som Duer; vi bier
forgæves på Ret, på
Frelse, den er os fjern.
12. Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde
vidner imod os: ja,
vi har vore Synder for Øje,
vi kender såvel vor Skyld:
13. Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt
bort fra vor Gud,
vor Tale var Vold og Frafald, og
vi fremførte Løgne fra Hjertet.
14. Retten trænges tilbage, Retfærd står
i det fjerne, thi Sandhed
snubler på Gaden, Ærlighed
har ingen Gænge;
15. Sandhedens Plads står tom, og skyr man det
onde, flås man. Og
HERREN så til med Harme, fordi
der ikke var Ret;
16. han så, at der ingen var, og det undrede
ham, at ingen greb
ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp,
hans Retfærd, den stod ham
bi;
17. han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens
Hjelm på sit Hoved,
tog Hævnens Kjortel på
og hylled sig i Nidkærheds Kappe.
18. Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod
Uvenner, Gengæld mod
Fjender, mod fjerne Strande gør
han Gengæld,
19. så HERRENs Navn frygtes i Vest, hans Herlighed,
hvor Sol står
op. Thi han kommer som en indestængt
Flom, der drives af HERRENs
Ånde.
20. En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald
i Jakob, lyder
det fra HERREN.
21. Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Ånd,
som er over
dig, og mine Ord, som jeg har lagt
i din Mund, skal ikke vige
fra din eller dit Afkoms eller dit
Afkoms Afkoms Mund, siger
HERREN, fra nu og til evig Tid.
Esajas 60
1. Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet,
HERRENs Herlighed
er oprundet over dig.
2. Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed
Folkene, men over dig
skal HERREN oprinde, over dig skal
hans Herlighed ses.
3. Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til
dit strålende
Skær.
4. Løft Øjnene, se dig om, de samles,
kommer alle til dig. Dine
Sønner kommer fra det fjerne,
dine Døtre bæres på Hofte;
5. da stråler dit Øje af Glæde,
dit Hjerte banker og svulmer; thi
Havets Skatte bliver dine, til dig
kommer Folkenes Rigdom:
6. Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas
Foler, de kommer
alle fra Saba; Guld og Røgelse
bærer de og kundgør HERRENs Pris;
7. alt Kedars Småkvæg samles til dig,
dig tjener Nebajots Vædre,
til mit Velbehag ofres de til mig,
mit Bedehus herliggøres.
8. Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag?
9. Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er
Tarsisskibe, for
at bringe dine Sønner fra
det fjerne; deres Sølv og Guld har de
med til HERREN din Guds Navn, Israels
Hellige, han gør dig
herlig.
10. Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene
dig skal deres Konger;
thi i Vrede slog jeg dig vel, men
i Nåde forbarmer Jeg mig over
dig.
11. Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken
Dag eller Nat,
at Folkenes Rigdom kan bringes dig
med deres Konger som Førere.
12. Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal
gå til Grunde,
og Folkene skal lægges øde
i Bund og Grund.
13. Til dig skal Libanons Herlighed komme, både
Cypresser og Elm og
Gran, for at smykke min Helligdoms
Sted, så jeg ærer mine
Fødders Skammel.
14. Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet
til dig, og alle, som
håned dig, kaster sig ned
for din Fod og kalder dig HERRENs By,
Israels Helliges Zion.
15. Medens du før var forladt og hadet, så
ingen drog gennem dig,
gør jeg dig til evig Højhed,
til Glæde fra Slægt til Slægt.
16. Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes
Bryst. Du skal
kende, at jeg, HERREN, er din Frelser,
din Genløser Jakobs
Vældige.
17. Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv
i Stedet for Jern,
Kobber i Stedet for Træ og
Jern i Stedet for Sten. Til din
Øvrighed sætter jeg
Fred, til Hersker over dig Retfærd.
18. Der høres ej mer i dit Land om Uret, om
Vold og Ufærd inden dine
Grænser; du kalder Frelse
dine Mure og Lovsang dine Porte.
19. Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen
Skinne for dig:.
HERREN skal være dit Lys for
evigt, din Gud skal være din
Herlighed.
20. Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne
skal ej tage af; thi HERREN
skal være dit Lys for evigt,
dine Sørgedage har Ende.
21. Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer
de Landet, et Skud,
som HERREN har plantet, hans Hænders
Værk, til hans Ære.
22. Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt
Folk. Jeg
er HERREN; når Tid er inde,
vil jeg fremme det i Hast.
Esajas 61
1. Den Herre HERRENs Ånd er over mig, fordi han
salvede mig; han
sendte mig med Glædesbud til
ydmyge, med Lægedom for
sønderbrudte Hjerter, for
at udråbe Frihed for Fanger og Udgang
for dem, som er bundet,
2. udråbe et Nådeår fra HERREN,
en Hævnens Dag fra vor Gud, for at
trøste alle, som sørger,
3. give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt
for Sørgedragt, for
Sørgeklædning Glædens
Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder
dem Retfærds Ege, HERRENs
Plantning til hans Ære.
4. De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse
Fortidsruiner,
genopbygge nedbrudte Byer, der fra
Slægt til Slægt lå i Grus.
5. Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg,
Udlændinge slide på
Mark og i Vingård.
6. Men I skal kaldes HERRENs Præster, vor Guds
Tjenere være eders
Navn. Af Folkenes Gods skal I leve,
deres Herlighed får I til
Eje.
7. Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og
Spyt var deres Lod,
får de tvefold Arv i deres
Land, dem tilfalder evig Glæde;
8. thi jeg elsker Ret, jeg, HERREN, jeg hader forbryderisk
Rov.
Jeg giver dem Løn i Trofasthed
og slutter med dem en evig Pagt.
9. Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres
Afkom ude blandt
Folkeslag; alle, der ser dem, skal
kende dem som Slægten, HERREN
velsigner.
10. Jeg vil glæde mig højlig i HERREN,
min Sjæl skal juble i min
Gud; thi han klædte mig i
Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds
Kappe, som en Brudgom, der binder
sit Hovedbind, som Bruden, der
fæster sine Smykker.
11. Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer
frem i en Have, så
lader den Herre HERREN Retfærd
gro og Lovsang for al Folkenes
Øjne.
Esajas 62
1. For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld
ej hvile
før dets Ret rinder op som
Lys, som en luende Fakkel dets
Frelse.
2. Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære.
Et nyt Navn
giver man dig, som HERRENs Mund
skal nævne.
3. Og du bliver en dejlig Krone i HERRENs Hånd,
et kongeligt
Hovedbind i Hånden på
din Gud.
4. Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme";
nej,
"Velbehag" kaldes du selv, og dit
Land kaldes "Hustru". Thi
HERREN har Velbehag i dig, dit Land
skal ægtes.
5. Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din
Bygmester dig, som Brudgom
glædes ved Brud, så
din Gud ved dig.
6. Jeg sætter Vægtere på dine Mure,
Jerusalem; ingen Sinde bag
eller Nat skal de tie. I, som minder
HERREN, und jer ej Ro
7. og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem,
før han får
gjort Jerusalem til Pris på
Jorden.
8. HERREN svor ved sin højre, sin vældige
Arm: Jeg giver ej mer
dine Fjender dit Korn til Føde;
Mosten, du sled for, skal
Udlandets Sønner ej drikke;
9. nej, de, der høster, skal spise prisende
HERREN; de, der sanker,
skal drikke i min hellige Forgård.
10. Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej,
byg Vej, byg
Vej, sank alle Stenene af, rejs
Banner over Folkeslagene!
11. Se, HERREN lader det høres til Jordens Ende:
Sig til Zions
Datter: "Se, din Frelse kommer,
se, hans Løn er med ham, hans
Vinding foran ham!"
12. De skal kaldes: det hellige Folk, HERRENs genløste,
og du: den
søgte, en By, som ej er forladt.
Esajas 63
1. Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde
Klæder fra Bozra, han i det
bølgende Klædebon,
stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som
taler i Retfærd, vældig
til at frelse!"
2. Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine
Klæder som en Persetræders?
3. "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene
var ingen med mig;
jeg trådte dem i min Vrede,
tramped dem i min Harme; da sprøjted
deres Blod på mine Klæder,
jeg tilsøled hele min Klædning.
4. Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår
var kommet.
5. Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed,
men ingen stod
mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp,
og min Harme, den stod mig
bi;
6. jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede,
i Harme knuste jeg dem,
deres Blod lod jeg strømme
til Jorden."
7. Jeg vil synge om HERRENs Nåde, kvæde
hans Pris, efter alt, hvad
HERREN har gjort os, huld imod Israels
Hus, gjort os efter sin
Miskundhed, sin Nådes Fylde.
8. Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn,
som ej sviger." Og en
Frelser blev han for dem
9. i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel,
hans Åsyn frelste
dem. I sin Kærlighed og Skånsel
genløste han dem, han løfted og
bar dem alle Fortidens Dage.
10. Men de stred imod og bedrøved hans hellige
Ånd; så blev han
deres Fjende, han kæmped imod
dem.
11. Da tænkte hans Folk på gamle Dage,
på Moses: "Hvor er han, som
drog sit Småkvægs Hyrde
op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin
hellige Ånd i hans Hjerte,
12. lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre,
kløvede Vandet for
dem og vandt et evigt Navn,
13. førte dem gennem Dybet som en Hest på
Steppen?
14. Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled
de ikke. Dem ledte
HERRENs Ånd. Således
ledte du dit Folk for at vinde dig et
herligt Navn."
15. Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige
Bolig! Hvor
er din Nidkærhed og Vælde,
dit svulmende Hjerte, din Medynk?
Hold dig ikke tilbage,
16. du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af
os, Israel
kendes ej ved os, men du er vor
Fader, HERRE, "vor Genløser" hed
du fra Evighed.
17. Hvi leder du os vild fra dine Veje, HERRE, forhærder
vort Hjerte
mod din Frygt? Vend tilbage for
dine Tjeneres, din Arvelods
Stammers Skyld!
18. Hvi har gudløse trådt i din Helligdom,
vore Fjender nedtrampet
dit Tempel?
19. Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem
dit Navn ej er
nævnt.
Esajas 64
20. Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så
Bjergene vakled for dit
Åsyn!
1. Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære
dine Fjender, at
dit Navn må kendes iblandt
dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,
2. når du gør Undere, vi ikke vented,
du stiger ned, for dit Åsyn
vakler Bjergene
3. og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre
har hørt, intet Øje har
set en Gud uden dig, som hjælper
den, der håber på ham.
4. Du ser til dem, der øver Retfærd og
kommer dine Veje i Hu. Men
se, du blev vred, og vi synded,
og skyldige blev vi derved.
5. Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet
Klædning al vor
Retfærd. Vi visnede alle som
løvet, vort Brøde bortvejred os som
Vinden.
6. Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og
holdt sig til dig;
thi du skjulte dit Åsyn for
os og gav os vor Brøde i Vold.
7. Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret,
og du har dannet
os, Værk af din Hånd
er vi alle.
8. Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt
Brøde i Hu, se dog til,
vi er alle dit Folk!
9. Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet
en Ørk, Jerusalem
ligger i Grus;
10. vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene
priste dig, er blevet
Luernes Rov, en Grushob er alt,
hvad vi elskede.
11. Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie
og bøje os så dybt?
Esajas 65
1. Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde
for dem,
som ej søgte; jeg sagde:
"Se her, her er jeg!" til et Folk, der
ej påkaldte mig.
2. Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt
Folk, der
vandrer en Vej, som er ond, en Vej
efter egne Tanker,
3. et Folk, som uden Ophør krænker mig
op i mit Åsyn, som slagter
Ofre i Haver, lader Offerild lue
på Teglsten,
4. som tager Sæde i Grave og om Natten er på
skjulte Steder, som
spiser Svinekød og har væmmelige
Ting i deres Skåle,
5. som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig
ej, jeg gør dig hellig!"
De Folk er som Røg i min
Næse, en altid luende Ild;
6. se, det står skrevet for mit Åsyn,
jeg tier ej, før jeg får
betalt det, betalt dem i deres Brystfold
7. deres egen og Fædrenes Brøde, begge
med hinanden, siger HERREN,
de, som tændte Offerild på
Bjergene og viste mig Hån på Højene:
deres Løn vil jeg tilmåle
dem, betale dem i deres Brystfold.
8. Så siger HERREN: Som man, når der findes
Saft i Druen, siger:
"Læg den ej øde, thi
der er Velsignelse deri!" så gør jeg for
mine Tjeneres Skyld for ikke at
ødelægge alt.
9. Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine
Bjerges Arving; dem
skal mine udvalgte arve, der skal
mine Tjenere bo;
10. Saron bliver Småkvægets Græsgang,
i Akors Dal skal Hornkvæget
ligge for mit Folk, som opsøger
mig.
11. Men I, som svigter HERREN og glemmer mit hellige
Bjerg, dækker
Bord for Lykkeguden, blander Drikke
for Skæbneguden,
12. jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle
knæle til Slagtning,
fordi I ej svared, da jeg kaldte,
ej hørte, endskønt jeg taled,
men gjorde, hvad der vakte mit Mishag,
valgte, hvad ej var min
Vilje.
13. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, mine
Tjenere skal spise,
men I skal sulte, se, mine Tjenere
skal drikke, men I skal
tørste, se, mine Tjenere
skal glædes, men I skal beskæmmes,
14. se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men
I skal skrige
af Hjerteve, jamre af sønderbrudt
Ånd.
15. Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord:
"Den Herre HERREN give dig slig
en Død!" Men mine Tjenere skal
kaldes med et andet Navn.
16. Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig
ved den trofaste
Gud, og den, der sværger i
Landet, sværger ved den trofaste Gud;
thi glemt er de fordums Trængsler,
skjult for mit Blik.
17. Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det
gamle huskes ej
mer, rinder ingen i Hu;
18. men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber,
thi se, jeg
skaber Jerusalem til Jubel, dets
Folk til Fryd;
19. jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit
Folk; der skal
ej mer høres Gråd,
ej heller Skrig.
20. Der skal ikke være Børn, der dør
som spæde, eller Olding, som
ikke når sine Dages Tal thi
den yngste, som dør, er hundred År,
og forbandet er den, som ej når
de hundred.
21. Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin
og spiser dens
Frugt;
22. de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej,
for at andre
kan spise; thi mit Folk skal opnå
Træets Alder, mine udvalgte
bruge, hvad de virker med Hånd;
23. de skal ikke have Møje forgæves, ej
avle Børn til brat Død; thi
de er HERRENs velsignede Æt
og har deres Afkom hos sig.
24. Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens
de taler, hører jeg.
25. Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven
æde Strå som Oksen, men
Slangen får Støv til
Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i
hele mit hellige Bjergland, siger
HERREN.
Esajas 66
1. Så siger HERREN: Himlen er og Jorden mine
Fødders Skammel Hvad
for et Hus vil I bygge mig, og hvad
for et Sted er min Bolig?
2. Alt dette skabte min Hånd, så det fremkom,
lyder det fra
HERREN. Jeg ser hen til den arme,
til den, som har en
sønderknust Ånd, og
den, som bæver for mit Ord.
3. Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som
ofrer Lam, er
en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde,
frembærer Svineblod,
den, som brænder Røgelse,
hylder en Afgud. Som de valgte deres
egne Veje og ynder deres væmmelige
Guder,
4. så vælger og jeg deres Smerte, bringer
over dem, hvad de
frygter, fordi de ej svared, da
jeg kaldte, ej hørte, endskønt
jeg taled, men gjorde, hvad der
vakte mit Mishag, valgte, hvad
ej var min Vilje.
5. Hør HERRENs Ord, I, som bæver for hans
Ord: Således siger eders
Brødre, der hader eder og
støder eder bort for mit Navns Skyld:
"Lad HERREN vise sig i sin Herlighed,
så vi kan se eders Glæde!"
Men de skal blive til Skamme!
6. Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner
fra Templet, hør, hvor
HERREN øver Gengæld
imod sine Fjender!
7. Før hun er i Barnsnød, føder
hun, før end Veer kommer over
hende, har hun en Dreng.
8. Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så
vel sligt? Kommer et Land til
Verden på en eneste Dag, fødes
et Folk på et Øjeblik? Thi Zion
kom i Barnsnød og fødte
med det samme sine Børn.
9. Åbner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel?
siger HERREN.
Bringer jeg Fødsel og standser
den? siger din Gud.
10. Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som
har det kær, tag Del
i dets Glæde, alle, som sørger
over det,
11. for at I må die dets husvalende Barm og mættes,
for at I må
drikke af dets fulde Bryst og kvæges.
12. Thi så siger HERREN: Se, jeg leder til hende
Fred som en
svulmende Flod og Folkenes Rigdom
som en Strøm; hendes spæde
skal bæres på Hofte,
og Kærtegn får de på Skød;
13. som en Moder trøster sin Søn, således
trøster jeg eder, i
Jerusalem finder I Trøst.
14. I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod
skal spire som
Græs. Hos HERRENs Tjenere
kendes hans Hånd, men hos hans Fjender
Vrede.
15. Thi se, som Ild kommer HERREN, og hans Vogne er
som et
Stormvejr, han vil vise sin Harme
i Gløder, sin Trussel i
flammende Luer;
16. thi med Ild og med sit Sværd skal HERREN
dømme alt Kød, og mange
er HERRENs slagne.
17. De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende
en i deres
Midte, de, som æder Svinekød
og Kød af Kryb og Mus, deres
Gerninger og deres Tanker skal forgå
til Hobe, lyder det fra
HERREN.
18. Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemål,
og de skal komme
og se min Herlighed.
19. Jeg fuldbyrder et Under i blandt dem og sender
undslupne af dem
til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek,
Rosj, Tujal, Javan, de
fjerne Strande, som ikke har hørt
mit Ry eller set min
Herlighed; og de skal forkynde min
Herlighed blandt Folkene.
20. Og de skal bringe alle eders Brødre fra
alle Folk som Gave til
HERREN, til Hest, til Vogns, i Bærestol,
på Muldyr og Kameler
til mit hellige Bjerg Jerusalem,
siger HERREN, som når
Israelitterne bringer Offergaver
i rene Kar til HERRENs Hus.
21. Også af dem vil jeg udtage Levitpræster,
siger HERREN.
22. Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg
skaber, skal
bestå for mit Åsyn,
lyder det fra HERREN, således skal eders
Afkom og Navn bestå.
23. Hver Måned på Nymånedagen og hver
Uge på Sabbatten skal alt Kød
komme og tilbede for mit Åsyn,
siger HERREN,
24. og man går ud for at se på Ligene af
de Mænd, der faldt fra mig;
thi deres Orm dør ikke, og
deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød
en Gru.
Gå til Innholdsfortegnelsen
.