4. Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og
en vældig Sky
fulgte med, omgivet af Stråleglans
og hvirvlende Ild, i hvis
Midte det glimtede som funklende
Malm.
5. Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende
Væsener, og de
så således ud: De havde
et Menneskes Skikkelse;
6. men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;
7. deres Ben var lige og deres Fodsåler som
en Kalvs; de skinnede
som funklende Kobber, og deres Vingeslag
var hurtigt;
8. der var Menneskehænder under Vingerne på
alle fire Sider.
9. De fire levende Væseners Ansigter vendte
sig ikke, når de gik,
men de gik alle lige ud".
10. Ansigterne så således ud: De havde
alle fire et Menneskeansigt
fortil, et Løveansigt til
højre, et Okseansigt til venstre og et
Ørneansigt bagtil;
11. Vingerne var på dem alle fire udbredt opad,
således at to og to
rørte hinanden, og to skjulte
deres Legemer.
12. De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have
dem hen gik de; de
vendte sig ikke, når de gik.
13. Midt imellem de levende Væsener var der noget
som glødende Kul
at se til, som Blus, der for hid
og did imellem dem, og Ilden
udsendte Stråleglans, og Lyn
for ud derfra.
14. Og Væsenerne løb frem og tilbage,
som Lynglimt at se til
15. Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på
Jorden ved Siden af
hvert af de fire levende Væsener;
16. og Hjulene var at se til som funklende Krysolit;
de så alle fire
ens ud, og de var lavet således,
at der i hvert Hjul var et
andet Hjul;
17. de kunde derfor gå til alle fire Sider; de
vendte sig ikke, når
de gik.
18. Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på
dem, og Fælgene var
på dem alle fire rundt om
fulde af Øjne.
19. Og når de levende Væsener gik, gik
også Hjulene ved Siden af, og
når Væsenerne løftede
sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;
20. hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene,
og de løftede sig
samtidig, thi det levende Væsens
Ånd var i Hjulene;
21. når Væsenerne gik, gik også de;
når de standsede, standsede også
de, og når de løftede
sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig
samtidig, thi det levende Væsens
Ånd var i Hjulene.
22. Oven over Væsenernes Hoveder var der noget
ligesom en
Himmelhvælving, funklende
som Krystal, udspændt oven over deres
Hoveder;
23. og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt,
den ene mod den
anden; hvert af dem havde desuden
to, som skjulte deres Legemer.
24. Og når de gik, lød Vingesuset for
mig som mange Vandes Brus, som
den Almægtiges Røst;
det buldrede som en Hær.
25. Det drønede oven over Hvælvingen over
deres Hoveder; men når de
stod, sænkede de Vingerne.
26. Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder
var der noget som
Safir at se til, noget ligesom en
Trone, og på den, ovenover,
var der noget ligesom et Menneske
at se til.
27. Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det,
der så ud som
hans Hofter, og opefter; og fra
det, der så ud som hans Hofter,
og nedefter skuede jeg noget som
Ild at se til; og Stråleglans
omgav ham.
28. Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en
Regnvejrsdag, var
Stråleglansen om ham at se
til. Således så HERRENs
Herlighedsåbenbarelse ud.
Da jeg skuede det, faldt jeg på mit
Ansigt. Og jeg hørte en Røst,
som talede.
Ezekiel 2
1. Han sagde til mig: "Menneskesøn stå
op på dine fødder så jeg kan
tale med dig!"
2. Og som han talede til mig, kom Ånden i mig
og rejste mig på mine
Fødder, og jeg hørte
ham tale til mig.
3. Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig
til Israeliterne, de
genstridige, der har sat sig op
imod mig; de og deres Fædre har
forbrudt sig imod mig til den Dag
i Dag.
4. Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde
Hjerter; jeg sender dig
til dem, og du skal sige: Så
siger den Herre HERREN!
5. Hvad enten de hører eller ej - thi de er
en genstridig Slægt -
skal de kende, at en Profet er kommet
iblandt dem.
6. Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og
vær ikke ræd for deres
Ord, når du færdes mellem
Nælder og Tidsler og bor blandt
Skorpioner; frygt ikke for deres
Ord og vær ikke ræd for deres
Ansigter, thi de er en genstridig
Slægt.
7. Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører
eller ej, thi
de er en genstridig Slægt..
8. Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg
taler til dig! Vær ikke
genstridig som den genstridige Slægt,
men luk din Mund op og
slug, hvad jeg her giver dig!
"
9. Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod
mig, og i den lå
en Bogrulle;
10. og han rullede den op for mig, - og der var skrevet
på den både
for og bag; og hvad der stod skrevet,
var Klage, Suk og Ve.
Ezekiel 3
1. Så sagde han til mig: "Menneskesøn,
slug hvad du her har for
dig, slug denne Bogrulle og gå
så hen og tal til Israels Hus!"
2. Så åbnede jeg Munden, og han lod mig
sluge Bogrullen
3. og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din
Bug fortære den
Bogrulle, jeg her giver dig, og
fyld dine Indvolde dermed!" Og
jeg slugte den, og den var sød
som Honning i min Mund.
4. Så sagde han til mig: "Menneskesøn,
gå til Israels Hus og tal
mine Ord til dem!
5. Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk
med dybt Mål og
tungt Mæle,
6. ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål
og tungt Mæle, hvis
Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte
dig til dem, vilde de høre
dig.
7. Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de
vil ikke høre mig; thi
hele Israels Hus har hårde
Pander og stive Hjerter.
8. Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres
Ansigter og din Pande
hård som deres Pander;
9. som Diamant, hårdere end Flint gør
jeg din Pande. Frygt ikke for
dem og vær ikke ræd
for deres Ansigter, thi de er en genstridig
Slægt!"
10. Videre sagde han til mig: "Menneskesøn,
alle mine Ord, som jeg
taler til dig, skal du optage i
dit Hjerte og høre med dine
Ører;
11. og gå så hen til dine landflygtige
Landsmænd og tal til dem og
sig: Så siger den Herre HERREN!
- hvad enten de så hører eller
ej!"
12. Så løftede Ånden mig, og jeg
hørte bag mig Larmen af et vældigt
Jordskælv, da HERRENs Herlighed
hævede sig fra sit Sted,
13. og Suset af de levende Væseners Vinger, der
rørte hverandre, og
samtidig Lyden af Hjulene og Larmen
af Jordskælvet.
14. Og Ånden løftede mig og førte
mig bort, og jeg vandrede bitter
og gram i Hu, idet HERRENs Hånd
var over mig med Vælde.
15. Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib,
de, som boede ved
Floden Kebar, og der sad jeg syv
Dage iblandt dem og stirrede
hen for mig.
16. Syv Dage senere kom HERRENs Ord til mig således:
17. Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter
for Israels Hus; hører du
et Ord af min Mund, skal du advare
dem fra mig.
18. Når jeg siger til den gudløse: "Du
skal visselig dø!" og du ikke
advarer ham eller for at bevare
hans Liv taler til ham om at
omvende sig fra sin gudløse
Vej, så skal samme gudløse dø for
sin Misgerning, men hans Blod vil
jeg kræve af din Hånd.
19. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke
omvender sig fra sin
Gudløshed og sin Vej, så
skal samme gudløse dø for sin
Misgerning, men du har reddet din
Sjæl.
20. Og når en retfærdig vender sig fra
sin Retfærdighed og gør Uret,
og jeg lægger Anstød
for ham, så han dør, og du ikke har advaret
ham, så dør han for
sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet,
skal ikke tilregnes ham, men hans
Blod vil jeg kræve af din
Hånd.
21. Har du derimod advaret den retfærdige mod
at synde, og han ikke
synder, så skal samme retfærdige
leve, fordi han lod sig advare,
og du har reddet din Sjæl.
22. Siden kom HERRENs Hånd over mig der, og han
sagde til mig: "Stå
op og gå ud i dalen, der vil
jeg tale med dig!"
23. Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se,
der stod HERRENs
Herlighed, som jeg havde set denved
Floden Kebar. Da faldt jeg
på mit Ansigt.
24. Men Ånden kom i mig og rejste mig på
mine Fødder. Så taIede han
til mig og sagde: Gå hjem
og luk dig inde i dit Hus!
25. Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge
Bånd på dig og binde dig,
så du ikke kan gå ud
iblandt dem;
26. og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så
du bliver stum og
ikke kan være dem en Revser;
thi de er en genstridig Slægt.
27. Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne
din Mund, og du skal
sige til dem: Så siger den
Herre HERREN! Så får den, der vil
høre, høre, og den,
der ikke vil, får lade være; thi de er en
genstridig Slægt.
Ezekiel 4
1. Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg
den for dig og indrids
i den et Billede af en By, Jerusalem;
2. og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne,
opkast
Stormvold, lad Hære lejre
sig imod den og rejs Stormbukke mod
den fra alle Sider;
3. tag dig så en Jernpande og sæt den
som en Jernvæg op mellem dig
og Byen og ret dit Ansigt imod den.
Således skal den være
omringet, og du skal trænge
den. Det skal være Israels Hus et
Tegn.
4. Og læg du dig på din venstre Side og
tag, Israels Huss
Misgerning på dig; alle de
Dage du ligger således, skal du bære
deres Misgerning.
5. Deres Misgernings År gør jeg til lige
så mange Dage for dig, 190
Dage; så længe skal
du bære Israels Huss Misgerning.
6. Og når de er til Ende, læg dig så
på din højre Side og bær Judas
Huss Misgerning 40 Dage; for hvert
År giver jeg dig en Dag.
7. Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm
mod det
omringede Jerusalem og profetere
imod det.
8. Og se, jeg lægger Bånd på dig,
så du ikke kan vende dig fra den
ene Side til den anden, før
din Belejrings Dage er til Ende.
9. Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser,
Hirse og Spelt, kom
det i et og samme Kar og lav dig
Brød deraf; alle de Dage du
ligger på Siden, 190 Dage,
skal det være din Mad;
10. og Maden, du får, skal være efter Vægt,
tyve Sekel daglig; du
skal spise den een Gang daglig.
11. Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel
Hin; du skal
drikke een Gang daglig.
12. Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved
Menneskeskarn
i deres Påsyn.
13. Og du skal sige: "Så sige HERREN: Således
skal Israeliterne have
urent Brød til Føde
blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!"
14. Men jeg sagde: "Ak, Herre, HERRE, jeg har endnu
aldrig været
uren; noget selvdødt eller
sønderrevet har jeg fra Barnsben
aldrig spist, og urent Kød
kom aldrig i min Mund!"
15. Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage
Oksegødning i
Stedet for Menneskeskarn og bage
dit Brød derved."
16. Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se,
jeg bryder Brødets
Støttestav i Jerusalem; Brød
skal de spise efter Vægt og i
Angst, og Vand skal de drikke efter
Mål og i Rædsel,
17. for at de må mangle Brød og Vand og
alle som een være slagne af
Rædsel og hensmægte
i deres Misgerning.
Ezekiel 5
1. Og du Menneskesøn tag dig et skarbt sværd,
brug det som Ragekniv
og lad det gå over dit Hoved
og dit Skæg; tag dig så en Vægtskål
og del Håret.
2. En Tredjedel skal du brænde i et Bål
midt i Byen, når
Belejringens Dage er omme; en Tredjedel
skal du tage og slå den
med Sværdet rundt om Byen;
og en Tredjedel skal du sprede for
Vinden; så drager jeg Sværdet
bag dem.
3. Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe
det ind i din
kappeflig;
4. og deraf skal du atter tage noget og kaste det
midt ind i Ilden
og brænde det. Og du skal
sige til hele Israels Hus:
5. Så siger den Herre HERREN: Dette er Jerusalem;
jeg satte det
midt iblandt Folkene, omgivet af
lande.
6. Men det var gudløst og genstridigt mod mine
Lovbud mere end
Folkene og mod mine Vedtægter
mere end Landene rundt om; thi de
lod hånt om mine Lovbud og
vandrede ikke efter mine Vedtægter.
7. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi
I var mere genstridige
end Folkene rundt om og ikke vandrede
efter mine Vedtægter eller
holdt mine Lovbud, men gjorde efter
de omboende Folks Lovbud,
8. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer over dig og
holder Dom i din Midte for Folkenes
Øjne.
9. For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg
gøre med dig,
hvad jeg aldrig har gjort og aldrig
vil gøre Mage til.
10. Derfor skal Fædre æde deres Børn
i din Midte og Børn deres
Fædre; jeg holder Dom over
dig, og alle, som er til Rest i dig,
spreder jeg for alle Vinde.
11. Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra
den Herre HERREN:
Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom
uren med alle dine
væmmelige Guder og Vederstyggeligheder,
vil jeg også støde dig
fra mig uden Medynk eller Skånsel.
12. En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme
af Hunger i din
Midte, en Tredjedel skal falde for
Sværdet rundt om dig, og en
Tredjedel spreder jeg for alle Vinde
og drager Sværdet bag dem.
13. Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle
min Harme på dem og
tage Hævn, så de skal
kende at jeg, HERREN, har talet i min
Nidkærhed, når jeg udtømmer
min Vrede over dem.
14. Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt
Folkene rundt om,
for Øjnene af enhver, som
drager forbi.
15. Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel
og Rædsel for
Folkene rundt om, når jeg
holder Dom over dig i Vrede og Harme
og harm fuld Revselse. Jeg, HERREN,
har talet!
16. Når jeg sender Hungerens onde Pile mod eder,
og de, som jeg
sender for af ødelægge
eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader
Hungeren tage til, da sønderbryder
jeg Brødets Støttestav for
eder
17. og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal
affolke dig; Pest
og Blodsudgydelse skal hjemsøge
dig, og jeg bringer Sværd over
dig. Jeg, HERREN, har talet.
Ezekiel 6
1. Og Herrens ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels
Bjerge, profeter imod
dem
3. og sig: Israels Bjerge, hør den Herre HERRENs
Ord! Så siger den
Herre HERREN til Bjergene og Højene,
til Kløfterne og Dalene:
Se, jeg sender Sværd over
eder og tilintetgør eders Offerhøje.
4. Eders Altre skal ødelægges, eders
Solstøtter sønderbrydes, og
eders dræbte lader jeg segne
foran eders Afgudsbilleder;
5. jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder
og
strør eders Ben rundt om
eders Altre.
6. Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde
og Offerhøjene gå til
Grunde, for at eders Altre kan lægges
øde og gå til Grunde,
eders Afudsbilleder sønderbrydes
og udryddes, eders Solstøtter
hugges om og eders Værker
tilintetgøres.
7. Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende,
at jeg er
HERREN.
8. Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle
af eder
undslipper fra Sværdet blandt
Folkene, når I spredes i Landene,
9. og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene,
hvor de er
Fanger; jeg sønderbryder
deres bolerske Hjerter, som faldt fra
mig, og deres bolerske Øjne,
som hang ved deres Afgudsbilleder;
og de skal væmmes ved sig
selv over alt det onde, de har gjort,
over alle deres Vederstyggeligheder.
10. Og de skal kende, at jeg er HERREN; det var ikke
tomme Ord, når
jeg talede om at gøre den
Ulykke på dem.
11. Så siger den Herre HERREN: Slå Hænderne
sammen, stamp med Foden
og råb Ve over alle Israels
Huses grimme Vederstyggeligheder! De
skal falde for Sværd, Hunger
og Pest.
12. Den, som er langt borte, skal dø af Pest;
den, som er nær, skal
falde for Sværd; og den, som
levnes og reddes, skal dø af
Hunger; således udtømmer
jeg min Vrede over dem.
13. De skal kende, at jeg er HERREN, når deres
dræbte ligger midt
iblandt deres Afgudsbilleder rundt
om deres Altre på hver høj
Bakke, på alle Bjergenes Tinder,
under hvert grønt Træ og hver
løvrig Eg, der, hvor de opsendte
liflig Duft til deres
Afgudsbilleder.
14. Jeg udrækker Hånden imod dem og gør
Landet øde og tomt lige fra
Ørkenen til Ribla, overalt
hvor de bor; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Ezekiel 7
1. Og HERRENs Ord kom til mig således
2. Du, Menneskesøn, sig: Så siger den
Herre HERREN til Israels
Land: Enden kommer, Enden kommer
over Landet vidt og bredt!
3. Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede
imod dig og
dømmer dig efter dine Veje
og gengælder dig alle dine
Vederstyggeigheder.
4. Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel,
men gengælder dig dine
Veje, og dine Vederstyggeligheder
skal blive i din Midte; og du
skal kende, at jeg er HERREN.
5. Så siger den Herre HERREN: Ulykke følger
på Ulykke; se, det
kommer!
6. Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet
og tager Sigte på dig;
se, det kommer!
7. Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er
inde, Dagen er
nær, en Dag med Rædsel
og ikke med Frydeskrig på Bjergene.
8. Nu udøser jeg snart min Harme over dig og
udtømmer min Vrede på
dig, dømmer dig efter dine
Veje og gengælder dig alle dine
Vederstyggeligheder.
9. Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel,
men gengælder dig dine
Veje, og dine Vederstyggeligheder
skal blive i din Midte; og I
skal kende, at jeg, HERREN, er den,
som slår.
10. Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig"!
Riset
blomstrer, Overmodet grønnes.
11. Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed;
der bliver intet
tilbage af dem, intet af deres larmende
Hob, intet af deres
Gods, og der er ingen Herlighed
iblandt dem.
12. Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen
skal ikke glæde sig og
Sælgeren ikke sørge,
thi Vrede kommer over al den larmende Hob
derinde.
13. Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til
det solgte, om han end
bliver i Live; thi Synet om al den
larmende Hob derinde tages
ikke tilbage, og ingen skal styrke
sit Liv ved sin Misgerning.
14. Man støder i Hornet og gør alt rede,
men ingen drager i krig;
thi min Vrede kommer over al den
larmende Hob derinde.
15. Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der
er i Marken, omkommer
for Sværd, og dem, der er
i Byen, fortærer Hunger og Pest.
16. Og selv om nogle af dem undslipper og når
op i Bjergene som
Kløfternes Duer, skal de
alle dø, hver for sin Misgerning.
17. Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder
som Vand.
18. De klæder sig i Sæk, og Rædsel
omhyller dem; alle Ansigter er
skamfulde, alle Hoveder skaldede.
19. Deres Sølv kaster de ud på Gaden,
deres Guld regnes for Snavs;
deres Sølv og Guld kan ikke
redde dem på HERRENs Vredes Dag; de
kan ikke stille deres Hunger eller
fylde deres Bug dermed, thi
det var dem Årsag til Skyld.
20. I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed,
og deres
vederstyggelige Billeder, deres
væmmelige Guder, lavede de
deraf: derfor gør jeg det
til Snavs for dem.
21. Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd
og som Rov til de
mest gudløse på Jorden,
og de skal vanhellige det.
22. Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige
mit Kleodie,
Ransmænd skal trænge
ind og vanhellige det.
23. Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt
af Blodskyld og Byen af
Vold.
24. Jeg henter de værste af Folkene, og de skal
tage Husene i Eje;
jeg gør Ende på de
mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal
vanhelliges.
25. Der opstår Angst; man søger Redning,
men finder den ikke.
26. Uheld følger på Uheld, Rygte på
Rygte; man skal tigge Profeten
om et Syn, Præsten kommer
til kort med Vejledning og de Ældste
med Råd.
27. Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel,
og Landboernes
Hænder lammes af Forfærdelse.
Jeg gør med dem efter deres Færd
og dømmer dem, som de fortjener;
og de skal kende, at jeg er
HERREN.
Ezekiel 8
1. I det sjette År på den femte dag i den
sjette måned da jeg sad i
mit Hus og Judas Ældste sad
hos mig, faldt den Herre HERRENs
Hånd på mig.
2. Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en
Mand; fra hans
Hofter og nedefter var der Ild,
og fra Hofterne og opefter så
det ud som strålende Lys,
som funklende Malm.
3. Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig
ved en Lok af mit
Hovedhår, og Ånden løftede
mig op mellem Himmel og Jord og førte
mig i Guds Syner til Jerusalem,
til Indgangen til den indre
Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet,
som vakte Nidkærhed,
stod.
4. Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til
var den, som
jeg så den i Dalen.
5. Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft
dit Blik mod Nord!" Jeg
løftede mit Blik mod Nord,
og se, norden for Alterporten stod
Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen.
6. Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser
du, hvad de gør? Store
er de Vederstyggeligheder, Israels
Hus øver her, så jeg må vige
langt bort fra min Helligdom. Men
du skal få endnu større
Vederstyggeligheder at se!"
7. Så førte han mig hen til Indgangen
til Forgården.
8. Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd
igennem Væggen!" Og da
jeg brød igennem Væggen,
så jeg en Indgang.
9. Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke
grimme
Vederstyggeligheder de øver
der!"
10. Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens
væmmelige
Billeder af Kryb og kvæg og
alle Israels Huses Afgudsbilleder
indridset rundt om på Væggen.
11. Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste
med Jaazanja,
Sjafans Søn, i deres Midte
stod foran dem, hver med sit
Røgelsekar i Hånden,
medens Røgelseskyens Duft steg op.
12. Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn,
hvad Israels Huses
Ældste øver i Mørke
hver i sine Billedkamre? Thi de siger:
HERREN ser intet, HERREN har forladt
Landet!"
13. Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større
Vederstyggeligheder at se, som de
øver!"
14. Så førte han mig hen til Indgangen
til HERRENs Huses Nordport,
og se, der sad Kvinder og græd
over Tammuz.
15. Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn?
Men du skal få
endnu større Vederstyggeligheder
at se!"
16. Så førte han mig hen til HERRENs Huss
indre Forgård, og se, ved
Indgangen til HERRENs Helligdom
mellem Forhallen og Alteret var
der omtrent fem og tyve Mænd;
med Ryggen mod HERRENs Helligdom
og Ansigtet mod Øst tilbad
de Solen.
17. Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn?
Har Judas Hus
ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder
her, siden de fylder
Landet med Vold og krænker
mig endnu mere? Se, hvor de sender
Stank op i Næsen på
mig"!
18. Men derfor vil også jeg handle med dem i
Vrede; jeg viser dem
ingen Medynk eller Skånsel,
og selv om de højlydt råber mig ind
i øret vil jeg ikke høre
dem.
Ezekiel 9
1. Så hørte jeg ham råbe med vældig
røst: "Byens hjemsøgelse nærmer
sig, og hver har sit Mordvåben
i Hånden!"
2. Og se, seks Mænd kom fra den øvre
nordport, hver med sin
Stridshammer i Hånden, og
een iblandt dem bar linned Klædebon og
havde et Skrivetøj ved sin
Lænd; og de kom og stillede sig ved
Siden af Kobberalteret.
3. Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig
fra Keruberne, som
den hvilede på, og flyttet
sig hen til Templets Tærskel; og han
råbte til Manden i det linnede
Klædebon og med Skrivetøjet ved
Lænden,
4. og HERREN sagde til ham: "Gå midt igennem
Byen, igennem
Jerusalem, og sæt et Mærke
på de Mænds Pander, der sukker og
jamrer over alle de Vederstyggeligbeder,
som øves i dets Midte!"
5. Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå
efter ham ud gennem Byen
og hug ned! Vis ingen Medynk eller
Skånsel!
6. Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder
skal I hugge ned
og udrydde; men ingen af dem, der
bærer Mærket, må I røre!
Begynd ved min Helligdom!" Så
begyndte de med de Ældste, som
stod foran Templet,
7. Og han sagde til dem: "Gør Templet urent,
fyld Forgårdene med
dræbte og drag så ud!"
Og de drog ud og huggede ned i Byen.
8. Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage,
faldt jeg på
mit Ansigt og råbte: "Ak,
Herre, HERRE vil du da tilintetgøre
alt, hvad der er levnet af Israel,
ved at udøse din Vrede over
Jerusalem?"
9. Han svarede: "lsraels og Judas Huses Brøde
er såre, såre stor,
thi Landet er fuldt af Blodskyld
og Byen af Retsbrud; thi de
siger, at HERREN har forladt Byen,
og at HERREN intet ser.
10. Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel,
men
gengælder dem deres Færd."
11. Og se, Manden i det linnede klædebon og med
Skrivetøjet ved
Lænden kom tilbage og meldte:
"Jeg har gjort, som du bød."
Ezekiel 10
1. Og jeg skuede og se, over hvælvingen over
kerubernes hoveder var
der noget som Safir; noget ligesom
en Trone viste sig over dem.
2. Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon:
"Gå ind mellem
Hjulene under keruberne og tag Hænderne
fulde af glødende Kul
fra Rummet mellem Keruberne og strø
det ud over Byen!" Og jeg så
ham gå derhen.
3. Keruberne stod sønden for Templet, da Manden
gik derhen, og
Skyen fyldte den indre Forgård.
4. Og HERRENs Herlighed hævede sig fra Keruberne
og flyttede sig
hen til Templets Tærskel;
da fyldtes Templet af Skyen, og
Forgården fyldtes af HERRENs
Herligheds Glalans.
5. Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt
ud i den ydre Forgård
som Gud den Almægtiges Røst,
når han taler.
6. Så bød han Manden i det linnede Klædebon:
"Tag Ild fra Rummet
mellem Hjulene, inde mellem keruberne!"
Og Manden stillede sig
hen ved Siden af det ene Hjul
7. og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte
mellem Keruberne, og
kom ud med noget deraf.
8. Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede
en Menneskehånd;
9. og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden
af Keruberne,
eet ved hver Kerub, og Hjulene var
som funklende Krysolit at se
til.
10. De så alle fire ens ud, og det var, som om
der i hvert Hjul var
et andet Hjul,
11. De kunde gå til alle fire Sider de vendte
sig ikke, når de
gik. Thi de gik i den Retning, den
forreste vendte, og de vendte
sig ikke, når de gik.
12. Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger
og ligeledes Hjulene
var fulde af Øjne rundt om;
således var det med alle fire Hjul.
13. Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal.
14. Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et
Kerubansigt, det
andet et Menneskeansigt, det tredje
et Løveansigt og det fjerde
et Ørneansigt.
15. Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var
det samme levende
Væsen, jeg så ved Floden
Kebar.
16. Når Keruberne gik, gik også Hjulene
ved Siden af, og når
Keruberne løftede Vingerne
for at hæve sig fra Jorden, vendte
Hjulene sig ikke fra dem;
17. når de standsede, standsede også de;
og når de hævede sig,
hævede de sig med, thi Væsenets
Ånd var i dem.
18. Så forlod HERRENs Herlighed Templets Tærskel
og stillede sig
over Keruberne.
19. Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede
Vingerne og hævede sig
fra Jorden, da de gik, og Hjulene
med dem; og de standsede ved
Indgangen til HERRENs Huses Østport,
og Israels Guds Herlighed
var oven over dem.
20. Det var det samme levende Væsen, jeg så
under Israels Gud ved
Floden Kebar; og jeg skønnede,
at det var Keruber.
21. Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger
og noget ligesom
Menneskehænder under Vingerne.
22. Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg
så ved Floden
Kebar. De gik alle lige ud.
Ezekiel 11
1. Så løftede Ånden mig og bragte
mig til Herrens huses østport,
den der vender mod Øst. Og
se, ved Indgangen til Porten var der
fem og tyve Mænd, og jeg så
iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og
Pelatja, Benajas Søn, Folkets
Fyrster.
2. Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det
er de Mænd, som pønser
på Uret og lægger onde
Råd op i denne By,
3. idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen
er Gryden, vi
Kødet!"
4. Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn!
5. Så faldt HERRENs Ånd på mig,
og han sagde til mig: Sig: Så siger
HERREN: Således taler I, Israels
Hus; jeg kender godt, hvad der
stiger op i eders Ånd.
6. Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt
dens Gader med dræbte.
7. Derfor, så siger den Herre HERREN: De, som
I dræbte og
henslængte i dens Midte, de
er Kødet, og Byen er Gryden; men
eder vil jeg føre ud af den.
8. I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg
bringe over eder, lyder
det fra den Herre HERREN.
9. Jeg vil føre eder ud af den og give eder
i fremmedes Hånd, og
jeg vil holde Dom over eder.
10. For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse
vil jeg dømme
eder. Og I skal kende, at jeg er
HERREN.
11. Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal
ikke være Kødet
deri; ved Israels Grænse vil
jeg dømme eder.
12. Og I skal kende, at jeg er HERREN, hvis Vedtægter
I ikke fulgte,
og hvis Lovbud I ikke levede efter,
hvorimod I levede efter
eders Nabofolks Lovbud. -
13. Men medens jeg profeterede således, døde
Pelatja, Benajas
Søn. Da faldt jeg på
mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak,
Herre, HERRE, vil du da helt udrydde
Israels Rest?"
14. Så kom HERRENs Ord til mig således:
15. Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger
og alt Israels Hus,
alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere
siger: "De er langt borte
fra HERREN, os er Landet givet i
Eje!" -
16. derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN:
Ja, jeg har ført
dem langt bort blandt Folkene og
spredt dem i Landene, og kun i
ringe Måde var jeg dem en
Helligdom i de Lande, hvor de kom hen.
17. Men derfor skal du sige: Så siger den Herre
HERREN: Jeg vil
samle eder sammen fra Folkeslagene
og sanke eder op i Landene,
hvor I er spredt, og give eder Israels
Jord.
18. Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige
Guder og alle
dets Vederstyggeligheder;
19. jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en
ny Ånd; jeg tager
Stenhjertet ud af deres Legeme og
giver dem et Kødhjerte,
20. for at de må følge mine Vedtægter
og holde mine Lovbud og gøre
efter dem. Så skal de være
mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
21. Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige
Guder og deres
Vederstyggeligheder; dem gengælder
jeg deres Færd, lyder det fra
den Herre HERREN.
22. Så løftede keruberne Vingerne og samtidig
Hjulene; og Israels
Guds Herlighed var oven over dem.
23. Og HERRENs Herlighed steg op fra Byen og stillede
sig på Bjerget
østen for.
24. Derpå løftede Ånden mig og bragte
mig ved Guds Ånd i Synet til
de landflygtige i Kaldæa;
og Synet, som jeg havde skuet, steg op
og svandt bort.
25. Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de
Ord, HERREN havde
åbenbaret mig.
Ezekiel 12
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige
Slægt, som har Øjne
at se med, men ikke ser, og Ører
at høre med, men ikke hører,
thi de er en genstridig Slægt.
3. Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys
Dag i deres Påsyn som
en, der drager i Landflygtighed,
og drag så i deres Påsyn fra
Stedet, hvor du bor, til et andet
Sted! Måske de så får Øjnene
op; thi de er en genstridig Slægt.
4. Bær ved højlys dag i deres Påsyn
dine Sager udenfor, som om du
skal i Landflygtighed, men selv
skal du drage bort om Aftenen i
deres Påsyn som en, der drager
i Landflygtighed.
5. Slå i deres Påsyn Hul i Væggen
og drag ud derigennem;
6. tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke
med tilhyllet
Ansigt uden at se Landet; thi jeg
gør dig til et Tegn for
Israels Hus!
7. Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar
ved højlys Dag mine
Sager udenfor, som om jeg skulde
i Landflygtighed, og om Aftenen
slog jeg med Hånden Hul i
Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud;
jeg tog det på Skulderen i
deres Påsyn.
8. Næste Morgen kom HERRENs Ord til mig således:
9. Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige
Slægt, ikke spurgt
dig: "Hvad gør du der?"
10. Sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Således
skal det være
med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem,
og hele Israels Hus
derinde.
11. Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal
der gøres med
dem: I Landflygtighed og Fangenskab
skal de drage.
12. Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på
Skulderen, og i
Bælgmørke skal han
drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at
drage ud derigennem, og han skal
tilhylle sit Ansigt for ikke at
se Landet.
13. Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges
i mit Garn;
og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes
Land, som han dog ikke
skal se; og der skal han dø.
14. Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og
alle hans Hærskarer
vil jeg udstrø for alle Vinde
og drage Sværdet bag dem.
15. Da skal de kende, at jeg er HERREN, når jeg
spreder dem: blandt
Folkene og udstrør dem i
Landene.
16. Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd,
Hunger og Pest, for at
de kan fortælle om alle deres
Vederstyggeligheder blandt de
Folk, de kommer til; og de skal
kende, at jeg er HERREN.
17. HERRENs Ord kom til mig således:
18. Menneskesøn, spis Brød i Angst og
drik Vand i Frygt og Bæven;
19. og sig til Landets Folk: Så siger den Herre
HERREN om Jerusalems
Indbyggere i Israels Land: Brød
skal de spise med Bæven, og Vand
skal de drikke med Rædsel,
for at deres Land og alt deri må
ligge øde til Straf for alle
dets Indbyggeres Voldsfærd;,
20. og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde,
og Landet skal
blive til Ørk; og I skal
kende, at jeg er HERREN.
21. HERRENs Ord kom til mig således:
22. Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld,
I har om Israels Land:
"Det trækker i Langdrag, og
alle Syner slår fejl!"
23. Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN:
Jeg vil bringe
dette Mundheld til at forstumme,
så de ikke mere bruger det i
Israel. Sig tværtimod til
dem: "Tiden er nær, og alle Syner
træffer ind!"
24. Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn
eller nogen falsk
Spådom i Israels Hus,
25. men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal
ske. Det skal
ikke længer trække i
Langdrag; men i eders Dage, du genstridige
Slægt, vil jeg tale et Ord
og fuldbyrde det, lyder det fra den
Herre HERREN.
26. HERRENs Ord kom til mig således:
27. Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet,
han skuer, gælder
sene Dage, og han profeterer om
fjerne Tider!"
28. Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN:
Intet af mine Ord
skal lade vente på sig mere;
hvad jeg taler, skal ske, lyder det
fra den Herre HERREN.
Ezekiel 13
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, profeter mod Israels Profeter,
profeter og sig til
dem, som profeterer efter deres
eget Hjertes Tilskyndelse: Hør
HERRENs Ord!
3. Så siger den Herre HERREN: Ve Profeterne,
de Dårer, som følger
deres egen Ånd uden at have
skuet noget!
4. Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner.
5. De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke
en Mur om
Israels Hus, så det kunde
stå sig i Striden på HERRENs Dag.
6. De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet
de sagde: "Så lyder det
fra HERREN! " uden at HERREN
havde sendt dem, og dog ventede de
Ordet stadfæstet,
7. Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme,
I
fremsatte? Og I siger: "Så
lyder det fra HERREN!" uden at jeg
har talet.
8. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi
I forkynder Tomhed og
skuer Løgn, se, derfor kommer
jeg over eder, lyder det fra den
Herre HERREN.
9. Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne,
der skuer Tomhed og spår
Løgn; i mit Folks Samfund
skal de ikke være, de skal ikke
optages i Israels Huses Mandtalsbog
og ikke komme til Israels
Land; og I skal kende, at jeg er
den Herre HERREN.
10. Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde
Fred, hvor
ingen Fred er, og når det
bygger en Væg, stryger den over med
Kalk,
11. så sig til dem, der stryger over med kalk:
Skylregn skal komme,
Isstykker skal falde og Stormvejr
bryde løs,
12. og når så Væggen styrter sammen,
vil man da ikke spørge eder:
"Hvor er Kalken, I strøg
på?"
13. Derfor, så siger den Herre HERREN: Og jeg
lader et Stormvejr
bryde løs i min Harme, og
Skylregn skal komme i min Vrede og
Isstykker i min Harme til Undergang;
14. og Væggen, som I strøg over med Kalk,
river jeg ned og lader den
styrte til Jorden, så dens
Grundvold blottes, og ved dens Fald
skal I gå til Grunde derinde;
og I skal kende, at jeg er HERREN.
15. Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen
og dem, der strøg den over
med Kalk, så man skal sige
til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er
de, som strøg den over,
16. Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem
og skuede
Fredssyner for det, hvor ingen Fred
var - lyder det fra den
Herre HERREN.
17. Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit
Folks Døtre, som
profeterer efter deres eget Hjertes
Tilskyndelse; profeter imod
dem
18. og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve dem,
der syr Bind til alle
Håndled og laver Slør
til alle Hoveder efter hver Legemshøjde
for at fange Sjæle!
Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og
holder Sjæle i Live af Egennytte?
19. I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde
Bygkorn
og nogle Bidder Brød og således
dræber Sjæle, der ikke skulde
dø, og holder Sjæle
i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver
for mit Folk, som gerne hører
på Løgn!
20. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer over eders
Bind, med hvilke I fanger Sjæle,
og river dem af eders Arme, og
de Sjæle, I fanger, lader
jeg slippe fri som Fugle;
21. og jeg sønderriver eders Slør og
frier mit Folk af eders Hånd,
så de ikke mere er Bytte i
eders Hånd; og I skal kende, at jeg
er HERREN.
22. Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte
Smerte, skønt jeg
ikke vilde volde ham Smerte, og
styrker den gudløses Hænder, så
han ikke omvender sig fra sin onde
Vej, at jeg kan holde ham i
Live,
23. derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive
eders
Spådomskunst; jeg frier mit
Folk af eders Hånd; og I skal kende,
at jeg er HERREN.
Ezekiel 14
1. Nogle af Israels ældste kom til mig og satte
sig lige over for
mig.
2. Så kom HERRENs Ord til mig således;
3. Menneskesøn! Disse Mænd har lukket
deres Afgudsbilleder ind i
deres Hjerte og stillet det, der
blev dem Årsag til Skyld, for
deres Ansigt - skulde jeg lade mig
rådspørge af dem?
4. Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre
HERREN: Hver den
af Israels Hus, som lukker sine
Afgudsbilleder ind i sit Hjerte
og sættet det, der blev dem
Årsag til Skyld, for sit Ansigt og
så kommer til Profeten, ham
vil jeg, HERREN, selv svare trods
hans mange Afgudsbilleder
5. for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt
fra mig med
alle deres Afgudsbilleder.
6. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den
Herre HERREN: Vend om,
vend eder bort fra eders Afgudsbilleder
og vend eders Ansigt
bort fra alle eders Vederstyggeligheder!
7. Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede,
der bor i Israel,
som skiller sig fra mig og lukker
sine Afgudsbilleder ind i sit
Hjerte og sætter det, der
blev ham Årsag til Skyld, for sit
Ansigt og så kommer til Profeten,
for at denne skal rådspørge
mig for ham, ham vil jeg, HERREN,
selv svare;
8. jeg retter mit Åsyn mod den mand og gør
ham til Tegn og Mundheld
og udrydder ham af mit Folk; og
I skal kende, at jeg er HERREN.
9. Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord,
så er det mig,
HERREN, der har lokket ham, og jeg
udrækker min Hånd imodham og
udrydder ham af mit Folk Israel.
10. De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren
og Profeten skal være
lige skyldige,
11. for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra
mig og blive
urent ved alle sine Overtrædelser;
da skal de være mit Folk, og
jeg vil være deres Gud, lyder
det fra den Herre HERREN.
12. HERRENs Ord kom til mig således:
13. Menneskesøn! Når et Land troløst
synder imod mig, og jeg
udrækker min Hånd imod
det og bryder Brødets Støttestav for det
og sender Hungersnød over
det og udrydder Folk og Fæ,
14. og disse tre Mænd var i dets Mtidte: Noa,
Daniel og Job, så
skulde kun de tre redde deres Liv
ved deres Retfærdighed, lyder
det fra den Herre HERREN.
15. Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre
det
folketomt, så det bliver øde
og ingen tør gå derigennem for de
vilde Dyr,
16. og disse tre Mænd var i dets Midte - så
sandt jeg lever, lyder
det fra den Herre HERREN: De skulde
ikke redde deres Sønner
eller Døtre; de selv alene
skulde reddes, men Landet måtte blive
øde.
17. Eller lader jeg Sværdet komme over dette
Land og siger: "Sværdet
skal fare igennem Landet!" og udrydder
Folk og Fæ deraf,
18. og disse tre Mænd var i dets Midte - så
sandt jeg lever, lyder
det fra den Herre HERREN: De skulde
ikke redde deres Sønner
eller Døtre; de selv alene
skulde reddes.
19. Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder
min Harme over
det med Blod og udrydder Folk og
Fæ deraf,
20. og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så
sandt jeg lever,
lyder det fra den Herre HERREN:
De skulde ikke redde Søn eller
Datter; de selv alene skulde redde
deres Liv ved deres
Retfærdighed.
21. Men så siger den Herre HERREN: Og dog, når
jeg sender mine fire
grumme Straffedomme, Sværd,
Hunger, Rovdyr og Pest, over
Jerusalem for at udrydde Folk og
Fæ deraf,
22. se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører
Sønner og
Døtre ud derfra; se, de skal
drage hid til eder, og I skal se
deres Færd og Gerninger; da
skal I trøste eder over den Ulykke,
jeg har bragt over Jerusalem, alt
det, jeg har bragt over det.
23. De skal være eder en Trøst, når
I ser deres Færd og Gerninger,
og I skal skønne, at jeg
ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg
lod det times, lyder det fra den
Herre HERREN.
Ezekiel 15
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for
alle andre Træer,
Ranken, som står iblandt Skovens
Træer?
3. Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man
deraf en Knag til at
hænge alskens Redskaber på?
4. Når den så oven i købet har
været givet Ilden til Føde, så at
Ilden har fortæret begge dens
Ender, og Midten er svedet, duer
den så til noget?
5. Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til
noget, endsige
at den skulde kunne bruges til noget
nu, da Ilden har fortæret
den og den er svedet.
6. Derfor, så siger den Herre HERREN: Som det
går Vinstokken blandt
Skovens Træer, hvilke jeg
giver Ilden til Føde, således giver
jeg Jerusalems Indbyggere hen;
7. jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap
de ud, men Ild skal
dog fortære dem; og I skal
kende, at jeg er HERREN, når jeg
vender mit Åsyn imod dem.
8. Og jeg gør Landet øde, fordi de var
troløse, lyder det fra den
Herre HERREN.
Ezekiel 16
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder
3. og sig: Så siger den Herre HERREN til Jerusalem:
Dit Udspring og
din Oprindelse var i Kanaanæernes
Land; din Fader var Amorit,
din Moder Hetiterinde.
4. Og ved din Fødsel gik det således
til: Da du fødtes, blev din
Navlestreng ikke skåret over,
ej heller blev du tvættet ren med
Vand eller gnedet med Salt eller
lagt i Svøb.
5. Ingen så på dig med så megen
Medynk, at han af Medlidenhed
gjorde nogen af disse Ting for dig,
men du henslængtes på
Marken, den Dag du fødtes;
således væmmedes man ved din Sjæl.
6. Men jeg kom forbi, og da jeg så dig sprælle
i Blod, sagde jeg
til dig, som du lå der i Blodet:
"Du skal leve
7. og vokse som en Urt på Marken!" Og du voksede,
blev stor og
trådte ind i din Skønheds
Fylde; dine Bryster blev faste, og dit
Hår voksede; men du var nøgen
og bar.
8. Så kom jeg forbi og så dig, og se,
din Tid var inde, din
Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig
over dig og tilhyllede
din Blusel; så tilsvor jeg
dig Troskab og indgik Pagt med dig,
lyder det fra den Herre HERREN,
og du blev min.
9. Så tvættede jeg dig med Vand, skyllede
Blodet af dig og salvede
dig med Olie;
10. jeg klædte dig i broget vævede Klæder,
gav dig Sko af
Tahasjskind på, bandt Byssusklæde
om dit Hoved og hyllede dig i
Silke;
11. jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og
Kæde om din Hals,
12. fæstede en Ring i din Næse, kugler
i dine Ører og en herlig
krone på dit Hoved;
13. du smykkedes med Guld og - Sølv, din Klædning
var Byssus, Silke
og broget vævede Klæder;
fint Hvedemel, Honning og Olie var din
Mad, og du blev såre dejlig
og drev det til at blive Dronning.
14. Dit Ry kom ud blandt Folkene for din Dejligheds
Skyld; thi den
var fuldendt ved de Smykker, jeg
udstyrede dig med, lyder det
fra den Herre HERREN.
15. Men du stolede på din Dejlighed og bolede
i Kraft af dit Ry; du
udøste din bolerske Attrå
over enhver, som kom forbi; du blev
hans.
16. Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede
Offerhøje og
bolede på dem.
17. Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv,
som jeg havde givet
dig, og gjorde dig Mandsbilleder
og bolede med dem.
18. Du tog dine broget vævede Klæder og
hyllede dem deri, og min
Olie og Røgelse satte du
for dem.
19. Brødet, som jeg havde givet dig - fint Hedemel,
Olie og Honning
gav jeg dig at spise - satte du
for dem til en liflig Duft,
lyder det fra den Herre HERREN.
20. Og du tog dine Sønner og Døtre, som
du havde født mig, og
slagtede dem til Føde for
dem. Var det ikke nok med din Bolen,
21. siden du slagtede mine Sønner og gav dem
hen, idet du indviede
dem til dem?
22. Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen
kom du ikke
din Ungdoms dage i Hu, da du var
nøgen og bar og lå og sprællede
i Blod.
23. Og efter al denne din Ondskab - ve dig, ve! lyder
det fra den
Herre HERREN -
24. byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj
på alle
Torve.
25. Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj
og vanærede din
Dejlighed; du spredte Benene for
enhver, som kom forbi, og drev
din Bolen vidt.
26. Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede
Naboer, og drev din
Bolen vidt og krænkede mig.
27. Men se, jeg udrakte min Hånd imod dig og
unddrog dig, hvad der
tilkom dig, og jeg gav dig dine
Fjender Filisterindernes
Gridskhed i Vold, de, som skammede
sig over din utugtige Færd.
28. Siden bolede du med Assyrerne, umættelig
som du var; du bolede
med dem, men blev endda ikke mæt.
29. Så udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet,
Kaldæernes Land,
men blev endda ikke mæt.
30. Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det
fra den Herre HERREN,
da du gjorde alt dette, som kun
en arg Skøge kan gøre,
31. da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne
og gjorde dig
en Offerhøj på hvert
Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle
Skøgeløn;
32. hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands
Sted! -
33. ellers giver man Skøgen en Gave, men du
gav alle dine Elskere
Gaver og købte dem til at
komme til dig rundt om fra og bole med
dig.
34. Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet
ellers er med Kvinder;
ingen løb efter dig for at
bole, men du gav Skøgeløn og fik selv
ingen; det var det modsatte.
35. Derfor, du Skøge, hør HERRENs Ord!
36. Så siger den Herre HERREN: Fordi din Skam
ødtes bort og din
Blusel blottedes for dine Elskere
ved din Boler, derfor og for
alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders
Skyld og for dine
Sønners Blods Skyld, som
du gav dem,
37. se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem
du var til
Glæde, både alle dem,
du elskede, og alle dem, du hadede; jeg
vil samle dem imod dig trindt om
fra og blotte din Blusel for
dem, så de ser den helt.
38. Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers
Ret og lade
Vrede og Nidkærhed ramme dig.
39. Jeg giver dig i deres Hånd, og de skal nedbryde
din Alterfod,
ødelægge dine Offerhøje,
rive Klæderne af dig, tage dine Smykker
og lade dig stå nøgen
og bar.
40. De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene
dig og med
deres Sværd hugge dig sønder
og sammen;
41. de skal sætte Ild på dine Huse og fuldbyrde
Dommen over dig i
mange Kvinders Påsyn. Jeg
gør Ende på din Bolen, og du skal ikke
mere komme til at give Skøgeløn.
42. Jeg stiller min Vrede på dig, til min Nidkærhed
viger fra dig,
så jeg får Ro og ikke
mere er krænket.
43. Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte
min Vrede
ved alt dette, se, derfor vil jeg
gøre Gengæld og lade din Færd
komme over dit Hoved, lyder det
fra den Herre HERREN. Du skal
ikke vedblive at føje Skændsel
til alle dine
Vederstyggeligheder.
44. Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog
om dig:
"Som Moder så datter!"
45. Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand
og sine Børn;
og du er dine Søstres Søster,
de lededes ved deres Mænd og
Børn. Eders Moder var Hetiterinde,
eders Fader Amorit.
46. Din store søster var samaria og hendes Døtre
norden for dig, og
din lille Søster sønden
for dig var Sodoma og hendes Døtre.
47. På deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder
som deres
øvede du ikke; kun en liden
Stund, så handlede du endnu værre
end de på alle dine Veje.
48. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
HERRE, din Søster
Sodoma og hendes Døtre handlede
ikke som du og dine Døtre!
49. Se, din Søster Sodomas Brøde var
Overmod; Brød i Overflod og
sorgløs Tryghed blev hende
og hendes Døtre til Del, men de rakte
ikke den arme og fattige en hjælpende
Hånd;
50. de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed
for mine Øjne;
derfor stødte jeg dem bort,
så snart jeg så det.
51. Heller ikke Samaria syndede halvt så meget
som du! Du har øvet
flere Vederstyggeligheder end de
og retfærdiggjort dine Søstre
ved alle de Vederstyggeligheder,
du øvede.
52. Så bær da også du din Skændsel,
du, som har skaffet dine Søstre
Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere
end deres, står
de retfærdigere end du; så
skam da også du dig og bær din
Skændsel, fordi du har retfærdiggjort
dine Søstre.
53. Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og
hendes Døtres og
Samarias og hendes Døtres,
og jeg vil vende din Skæbne midt
iblandt dem,
54. for at du kan bære din Skændsel og
blues ved alt, hvad du har
gjort, idet du derved skaffede demen
Trøst.
55. Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre
og Samaria og hendes Døtre
skal blive, hvad de fordum var,
og du og dine Døtre, hvad I
fordum var.
56. Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din
Mund i dit Overmods
Dage,
57. da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du
Spot for Edoms
Kvinder, og alle kvinder deromkring
og for Filisternes Kvinder,
som hånede dig fra alle Sider!
58. Du må bære din Skændsel og dine
Vederstyggeligheder, lyder det
fra HERREN.
59. Ja, så siger den Herre HERREN: Jeg gør
med dig, som du har
gjort, du, som lod hånt om
Eden og brød Pagten.
60. Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms
Dage og
oprette en evig Pagt med dig.
61. Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, når
jeg tager dine
Søstre, både dem, der
er større, og dem, der er mindre end du,
og giver dig dem til Døtre,
men ikke fordi du var tro i Pagten.
62. Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende,
at jeg er
HERREN,
63. for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke
mere kunne åbne
din Mund, fordi du blues, når
jeg tilgiver dig alt, hvad du har
gjort, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 17
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, fremsæt en Gåde
og tal i Lignelse til Israels
Slægt;
3. sig: Så siger den Herre HERREN: Den store
Ørn med vældigt
Vingefang, lange Vinger, tæt
Fjederham og brogede Farver kom til
Libanon og tog Cederens Top;
4. Spidsen af dens Skud brød den af, bragte
den til et Kræmmerland
og satte den i en Handelsby.
5. Så tog den en Plante der i Landet og plantede
den i en Sædemark
ved rigeligt Vand...",
6. for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet
Vinstok,
hvis Ranker skulde vende sig til
den, og hvis Rødder skulde
blive under den. Og den blev en
Vinstok, som skød Grene og
bredte sine Kviste.
7. Men der var en anden stor Ørn med vældigt
Vingefang og rig
Fjederham; og se, Vinstokken bøjede
sine Rødder imod den og
strakte sine Ranker hen til den,
for at den skulde give den mere
Vand end Bedet, den stod i.
8. På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var
den plantet for at
skyde Grene, bære Frugt og
blive en herlig Vinstok.
9. Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Mon
det lykkes den? Mon
den første Ørn ikke
rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt,
så alle de friske Skud tørres
hen? Der skal jo ingen kraftig Arm
eller mange Folk til at rive den
løs fra Roden.
10. Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon
den ikke, så
snart Østenvinden når
den, hentørres i Bedet, den voksede i?
11. Og HERRENs Ord kom til mig således:
12. Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke,
hvad dette betyder?
Sig: Babels Konge kom til Jerusalem,
tog Kongen og Fyrsterne og
førte dem med hjem til Babel.
13. Derpå tog han entling af kongehuset og sluttede
Pagt med ham og
lod ham aflægge Ed. Landets
Stormænd tog han dog med,
14. for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode
sig, men holde
hans Pagt, at den måtte stå
fast.
15. Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten,
for at de
skulde give ham Heste og Folk i
Mængde. Mon det lykkes ham? Mon
den, der bærer sig således
ad, slipper godt derfra? Skal den,
der bryder en Pagt, slippe fra det?
16. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Hvor den
Konge bor, som gjorde ham til Konge,
hvis Ed han lod hånt om, og
hvis Pagt han brød, der hos
ham i Babel skal han dø.
17. Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med
en stor Hær eller en
talrig Skare, når der opkastes
Stormvold og bygges
Belejringstårne til Undergang
for mange Mennesker.
18. Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten
trods givet Håndslag;
alt dette gjorde han; han skal ikke
undslippe!
19. Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Så
sandt jeg lever: Min
Ed, som han lod hånt om, og
min Pagt, som han brød, vil jeg
visselig lade komme over hans Hoved!
20. Jeg breder mit Net over ham, så han fanges
i mit Garn, og jeg
bringer ham til Babel for der at
gå i Rette med ham for den
Troløshed, han viste mig.
21. Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære
skal falde for Sværd,
og de, der er til Rest, spredes
for alle Vinde; og I skal kende,
at jeg, HERREN, har talet.
22. Så siger den Herre HERREN: Så tager
jeg selv en Gren af Cederens
Top, af dens Skuds Spidser bryder
jeg en tynd Kvist og planter
den på et højt, knejsende
Bjerg.
23. På Israels høje Bjerg vil jeg plante
den, og den skal skyde
Grene og bære Løv og
blive en herlig Ceder. Under den skal alle
vingede Fugle bygge, i dens Grenes
Skygge skal de bo.
24. Og alle Markens Træer skal kende, at jeg,
HERREN, nedbøjer det
høje Træ og ophøjer
det lave, udtørrer det friske Træ og lader
det tørre blomstre.
Jeg, HERREN, har talt og grebet ind.
Ezekiel 18
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Hvor tør I bruge det Mundheld i Israels
Land: Fædre åd sure
Druer, og Børnenes Tænder
blev ømme.
3. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Ingen skal
mere bruge dette Mundheld i Israel.
4. Se, alle Sjæle er mine; både Faderens
Sjæl og Sønnens Sjæl er
mine; den sjæl der synder
skal dø.
5. Når en Mand er retfærdig og gør
Ret og Skel,
6. ikke spiser på Bjergene eller løfter
sit Blik til Israels Huses
Afgudsbilleder eller skænder
sin Næstes Hustru eller nærmer sig
en Kvinde, så længe
hun er uren,
7. eller volder noget Menneske Men, men giver sit
Håndpant tilbage,
ikke raner, men giver den sultne
sit Brød og klæder den nøgne,
8. ikke låner ud mod Åger eller tager
Opgæld, men holder sin Hånd
fra Uret, fælder redelig Dom
Mand og Mand imellem,
9. vandrer efter mine Anordninger og tager Vare på
at udføre mine
Lovbud, han er retfærdig,
han skal visselig leve, lyder det fra
den Herre HERREN.
10. Men avler han en Voldsmand til Søn, som udøser
Blod og gør en
eneste af disse Ting
11. medens han selv ikke gjorde nogen af disse Ting
- spiser på
Bjergene, skænder sin Næstes
Hustru
12. volder de arme og fattige Men raner, ikke giver
Håndpant
tilbage, men løfter sit Blik
til Afgudsbillederne, gør, hvad
vederstyggeligt er,
13. låner ud mod Åger og tager Opgæld,
så skal han ingenlunde leve;
han har øvet alle disse Vederstyggeligheder,
han skal visselig
lide Døden, hans Blod skal
komme over ham.
14. Men sæt, at Sønnen avler en Søn,
som ser alle de Synder, Faderen
gjorde, og at han bliver angst og
ikke bærer sig således ad,
15. ikke spiser på Bjergene eller løfter
sit Blik til Israels Huses
Afgudsbilleder eller skænder
sin Næstes Hustru
16. eller volder noget Menneske Men eller tager Håndpant
eller
raner, men giver den sultne sit
Brød og klæder den nøgne,
17. holder sin Hånd fra Uret, ikke tager Åger
eller Opgæld, men
holder mine Lovbud og vandrer efter
mine Anordninger, så skal
han ikke dø for sin Faders
Misgerning, men visselig leve.
18. Hans Fader derimod døde for sin Misgerning,
fordi han øvede
Vold, ranede og gjorde i sit Folk
hvad ikke var godt.
19. Og I siger: "Hvorfor skulde Sønnen ikke
bære Faderens
Misgerning?" Nej, thi Sønnen
gjorde Ret og Skel, holdt alle mine
Lovbud og levede efter dem.
Visselig skal han leve.
20. Den Sjæl, der synder, den skal dø;
Søn skal ikke bære Faders
Misgeming, ej heller Fader Søns.
Over den retfærdige skal hans
Retfærdighed komme, over den
gudløse hans Gudløshed.
21. Men når den gudløse omvender sig fra
alle de Synder, han har
gjort, og holder alle mine Anordninger
og gør Ret og Skel, da
skal han visselig leve og ikke dø.
22. Ingen af alle de Overtrædelser, han har øvet,
skal tilregnes
ham; i Kraft af den Retfærdighed,
han øver, skal han leve.
23. Mon jeg har Lyst til den gudløses Død,
lyder det fra den Herre
HERREN, mon ikke til, at han omvender
sig fra sin Vej, så han må
leve?
24. Men når den retfærdige vender sig fra
sin Retfærdighed og gør
Uret, lignende Vederstyggeligheder,
som den gudløse øver, så
skal ingen af de retfærdige
Gerninger, han har gjort tilregnes
ham; for den Troløshed, han
øvede, og den Synd, han gjorde, skal
han dø.
25. Og I siger: "HERRENs Vej er ikke ret!" Hør
dog, Israels Hus! Er
det min Vej, der ikke er ret? Er
det ikke snarere eders Vej, der
ikke er ret?
26. Når den retfærdige vender sig fra sin
Retfærdighed og gør Uret,
skal han dø; for den Uret,
han gør, skal han dø.
27. Men når en gudløs vender sig fra den
Gudløshed, han har øvet, og
gør Ret og Skel, skal han
holde sin Sjæl i Live.
28. Han vendte sig fra alle de Overtrædelser,
han havde øvet; han
skal visselig leve og ikke dø.
29. Og Israels Hus siger: "HRRENs Vej er ikke ret!"
Er det min Vej,
Israels Hus, der ikke er ret? Er
det ikke snarere eders Vej, der
ikke er ret?
30. Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans
Veje, Israels Hus,
lyder det fra den Herre HERREN.
Vend om og omvend eder fra alle
eders Overtrædelser, at de
ikke skal blive eder Årsag til Skyld.
31. Gør eder fri for alle de Overtrædelser,
I har øvet imod mig, og
skab eder et nyt Hjerte og en ny
Ånd; thi hvorfor vil I dø,
Israels Hus?
32. Thi jeg har ikke Lyst til nogens Død, lyder
det fra den Herre
HERREN. Omvend eder derfor,
så skal I leve!
Ezekiel 19
1. Du menneskesøn istem en klagesang over Israels
fyrster og sig:
2. Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt
Løver! Hun hviled
blandt unge Løver opfostred
Unger.
3. En Unge voksede til, en Ungløve blev den;
den lærte at røve Rov,
Mennesker åd den.
4. Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev
den fanget, de slæbte
den bort med Kroge til Ægyptens
Land.
5. Da hun så, at den var ført bort, at
Håbet var bristet, tog hun
en anden Unge og gjorde til Løve.
6. Den gik imellem Løvinder, en Ungløve
blev den, den lærte at røve
Rov, Mennesker åd den.
7. Den overfaldt Vædre på Græs,
var Hjordenes Rædsel Landet og dets
Fylde stivned af Angst for dens
Brøl.
8. Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over
den bredte de
Nettet, i Grav blev den fanget.
9. De trak den med Kroge i Bur og førte den
til Babels Konge, hen
til Borgen, at dens Røst
ej mer skulde høres på Israels Bjerge.
10. Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet
ved Vand, frugtbar
og rig på Grene ved rigelig
Væde.
11. En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende
Vækst
skød op imellem Løvet,
let at se i sin Højde, med mange Ranker.
12. Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget
til Jorden,
Østenstorm tørred
dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren
blev vissen, Ild åd den op.
13. Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt
og tørstigt Land.
14. Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker
og Frugt: en stolt
Gren findes ej på den til
Herskerspir. Dette er en Klagesang, og
en Klagesang blev det.
Ezekiel 20
1. I det syvende år på den tiende dag i
den femte måned kom nogle
af Israels Ældste for at rådspørge
HERREN, og de satte sig lige
over for mig.
2. Så kom HERRENs Ord til mig således
3. Menneskesøn, tal til Israels Ældste
og sig: Så siger den Herre
HERREN: Kommer I for at rådspørge
mig? Så sandt jeg lever: Jeg
lader mig ikke rådspørge
af eder, lyder det fra den Herre
HERREN.
4. Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn?
Så forehold dem
deres Fædres Vederstyggeligheder
5. og sig til dem: Så siger den Herre HERREN:
Dengang jeg udvalgte
Israel, løftede jeg min Hånd
til Ed for Jakobs Huses Afkom og
gav mig til Kende for dem i Ægypten;
jeg løftede min Hånd for
dem og svor: Jeg er HERREN eders
Gud.
6. Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor
dem, at jeg vilde føre
dem ud af Ægypten til Landet,
jeg havde givet dem, et Land, der
flyder med Mælk og Honning,
det dejligste af alle Lande.
7. Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine
væmmelige
Guder, som hans Øjne hænger
ved; og I må ikke gøre eder urene
ved Ægyptens Afgudsbilleder.
Jeg, HERREN, er eders Gud!
8. Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre
mig; de
bortkastede ikke deres væmmelige
Guder, som deres Øjne hang ved,
og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder
fare. Så tænkte jeg på at
udøse min Vrede over dem
og køle min Harme på dem midt i
Ægypten.
9. For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke
skulde vanæres
for de Folks Øjne, blandt
hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg
havde åbenbaret mig for dem,
idet jeg førte dem ud af Ægypten.
10. Så førte jeg dem ud af Ægypten
og bragte dem ud i Ørkenen;
11. og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem
mine Lovbud;
det Menneske, som gør efter
dem, skal leve ved dem.
12. Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de
skulde være et Tegn
mellem mig og dem, at det skal kendes,
at jeg, HERREN, er den,
som helliger dem.
13. Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen;
de vandrede
ikke efter mine Anordninger, men
lod hånt om mine Lovbud - det
Menneske, som gør efter dem,
skal leve ved dem og mine Sabbater
vanhelligede de grovelig. Så
tænkte jeg på at udøse min Vrede
over dem i Ørkenen og tilintetgøre
dem.
14. For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke
skulde vanæres
for de Folks Øjne, i hvis
Påsyn jeg havde ført dem ud.
15. Og jeg løftede min Hånd for dem i
Ørkenen og svor, at jeg ikke
vilde føre dem ind i det
Land, jeg havde givet dem, et Land, der
flydler med Mælk og Honning,
det dejligste af alle Lande,
16. fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke
vandrede efter mine
Anordninger, men vanhelligede mine
Sabbater; thi deres Hjerte
holdt sig til deres Afgudsbilleder.
17. Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke
tilintetgjorde dem;
jeg gjorde ikke Ende på dem
i Ørkenen.
18. Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen:
Følg ikke eders Fædres
Anordninger, hold ikke deres Lovbud
og gør eder ikke urene med
deres Afgudsbilleder.
19. Jeg, HERREN, er eders Gud! Følg mine Anordninger
og tag Vare på
at holde mine Lovbud;
20. hold mine Sabbater hellige, så de bliver
et Tegn mellem mig og
eder, at det må kendes, at
jeg, HERREN, er eders Gud.
21. Men også Sønnerne var genstridige
imod mig; de fulgte ikke mine
Anordninger og tog ikke Vare på
at holde mine Lovbud - det
Menneske, som gør efter dem,
skal leve ved dem - og vanhelligede
mine Sabbater. Så tænkte
jeg på at udøse min Harme over dem og
køle min Vrede på dem
i Ørkenen.
22. Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb
ind for mit Navns
Skyld, at det ikke skulde vanæres
for de Folks Øjne, i hvis
Påsyn jeg havde ført
dem ud.
23. Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen
og svor, at jeg vilde
sprede dem blandt Folkene og udstrø
dem i Landene,
24. fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt
om mine
Anordninger og vanhelligede mine
Sabbater, og deres Øjne hang
ved deres Fædres Afgudsbilleder.
25. Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode,
og Lovbud ved
hvilke de ikke vandt Liv;
26. jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod
alt hvad der
åbner Moders Liv, gå
igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til
at stivne af Rædsel, at de
måtte kende, at jeg er HERREN.
27. Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus
og sig til dem: Så
siger den Herre HERREN: Eders Fædre
hånede mig ydermere ved at
være troløse imod mig.
28. Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet
Hånd havde svoret at
give dem; men hver Gang de så
en høj Bakke eller et løvrigt Træ
ofrede de der deres Slagtofre og
bragte deres krænkende
Offergave; der beredte de deres
liflige Duft og udgød deres
Drikofre.
29. Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj,
I går hen
til?" Og derfor bærer
den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.
30. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre
HERREN: Gør I
eder ikke urene på eders Fædres
Vis og boler med deres væmmelige
Guder?
31. Ja, når I bringer eders Gaver, når
I lader eders Sønner gå
igennem Ilden, gør I eder
den Dag i Dag urene til Ære for alle
eders Afgudsbilleder - og så
skulde jeg lade mig rådspørge af
eder, Israels Hus? Så sandt
jeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Jeg lader mig ikke rådspørge
af eder!
32. Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig
ikke ske; I
siger: "Vi vil være som Folkene,
som Slægterne i andre Lande og
dyrke Træ og Sten!"
33. Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Med stærk
Hånd og udstrakt Arm og udøst
Vrede vil jeg vise, at jeg er
eders Konge.
34. Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst
Vrede vil jeg føre eder
bort fra Folkeslagene og samle eder
fra de Lande, hvor I er
spredt,
35. og bringe eder til Folkeslagenes Ørken,
og der vil jeg gå i
Rette med eder Ansigt til Ansigt.
36. Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens
Ørken, vil jeg gå
i Rette med eder, lyder det fra
den Herre HERREN.
37. Jeg vil lade eder gå under Staven og føre
eder fuldtalligt frem.
38. Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt
fra mig; jeg
fører dem ud af deres Udlændigheds
Land, men til Israels Land
skal de ikke komme; og I skal kende,
at jeg er HERREN.
39. Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HERREN:
Gå hen og dyrk
hver sit Afgudsbillede, men siden
skal I visselig høre min Røst
og ikke mere vanhellige mit hellige
Navn med eders Offergaver og
Afgudsbilleder.
40. Thi på mit hellige Bjerg, på Israels
høje Bjerg, lyder det fra
den Herre HERREN, der skal hele
Israels Hus i Landet tjene mig;
der vil jeg vise dem mit Velbehag,
og der vil jeg spørge efter
eders Offerydelser og Førstegrødegaver,
alt, hvad I vil hellige.
41. Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag,
når jeg
fører eder ud fra Folkeslagene
og samler eder fra alle de Lande,
hvor I er spredt, og jeg vil på
eder vise mig som den Hellige
for Folkenes Øjne.
42. Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
fører eder til
Israels Jord, det Land, jeg med
løftet Hånd svor at give eders
Fædre.
43. Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger,
I gjorde
eder urene med, så I ledes
ved eder selv for alt det onde, I
øvede.
44. Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
gør således med eder
for mit Navns Skyld, ikke efter
eders onde Veje og skændige
Gerninger, Israels Hus, lyder det
fra den Herre HERREN.
45. HERRENs Ord kom til mig således:
46. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden
og lad din Tale strømme
sønderpå og profeter
mod Sydlandets Skov!
47. Sig til Sydlandets Skov: Hør HERRENs Ord!
Så siger den Herre
HERREN: Jeg sætter Ild på
dig, og den skal fortære alle Træer i
dig, både friske og tørre;
den luende Ild skal ikke slukkes, og
alle Ansigter skal svides fra Syd
til Nord.
48. Og alt Kød skal se, at jeg, HERREN, har
tændt den; den skal ikke
slukkes!
49. Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE, de siger om mig,
at jeg altid
taler i Lignelser!"
Ezekiel 21
1. Da kom HERRENs Ord til mig sååledes:
2. Mennesskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem,
lad din Tale
strømme mod Helligdommen
og profeter mod Israels Land!
3. Sig til Israels Land: Så siger HERREN: Se,
jeg kommer over dig
og drager mit Sværd af Skedn
for at udrydde både retfærdige og
gudløse af dig.
4. Fordi jeg vil udrydde både retfærdige
og gudløse af dig, derfor
skal mit Sværd fare af Skeden
mod alt Kød fra Syd til Nord.
5. Og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, har
draget mit Sværd at
Skeden; det skal ikke vende tilbage!
6. Men du, Menneskesøn, støn, støn
for deres Øjne, som om dine
Lænder skulde briste, i bitter
Smerte!
7. Og når de spørger: "Hvorfor stønner
du?" så svar: "Over en
Tidende; thi når den kommer,
skal hvert Hjerte smelte, alle
Hænder synke, hver Ånd
sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se,
den kommer, den fuldbyrdes, lyder
det fra den Herre HERREN."
8. HERRENs Ord kom til mig således:
9. Menneskesøn, profeter og sig: Så siger
HERREN:
10. Et Sværd, et Sværd er hvæsset
og slebet blankt, hvæsset med
Slagtning for Øje, blankt
til at udsende Lyn..."
11. Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat;
det er hvæsset
og slebet for at gives en Drabsmand
i Hænde,
12. Råb og vånd dig, Menneskesøn!
Thi det kommet over mit Folk, over
alle Israels Fyrster; sammen med
mit Folk er de givet til
Sværdet. Derfor slå
dig på Hoften!
13. lyder det fra den Herre HERREN.
14. 0g du, Menneskesøn, profeter og slå
Hænderne sammen, gør Sværdet
som to, ja, gør det som tre!
Det er et dræbende Sværd, den store
Hednings Sværd; indjag dem
Rædsel dermed,
15. at deres Hjerter må ængstes og mange
må falde ved alle
Porte. Jeg sætter dig til
at slagte, du Sværd, som er gjort til
at lyne, hvæsset til Slagtning.
16. Indjag Rædsel både til højre
og venstre, hvor din Od rettes hen!
17. Også jeg vil slå Hænderne sammen
og køle min Vrede. Jeg, HERREN,
har talet!
18. HERRENs Ord kom til mig således:
19. Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje,
ad hvilke Babels konges
Sværd skal komme, således
at begge udgår fra et og samme Land;
og opstil en Vejviser der, hvor
de to Byveje skilles,
20. så at Sværdet både kan komme
til Rabba i Ammoniternes Land og
til Juda og Jerusalem midt i Juda.
21. Thi Babels Konge står på Vejskellet,
hvor de to Veje skilles,
for at tage Varsler; han ryster
Pilene", rådspørger Husguderne,
ransager Leveren.
22. I sin højre holder han Loddet "Jerusalem",
at han skal åbne
Munden til Skrig og løfte
Røsten til Krigsråb, rejse Stormbukke
mod Portene, opkaste Stormvold og
bygge Belejringstårne.
23. Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk
Spådom, men
han bringer deres Brøde i
Minde, for at de skal fanges.
24. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi
I bringer eders Brøde i
Minde, idet eders Overtrædelser
åbenbares, så eders Synder
bliver synlige i alt, hvad I gør,
fordi I bringer eder i Minde
ved dem, skal I fanges.
25. Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste,
hvis Time slår, når din
Misgerning er fuldmoden,
26. så siger den Herre HERREN: Bort med Hovedbindet,
ned med kronen!
Som det var, er det ikke mere! Op
med det lave, ned med det
høje!
27. Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det
til. Ve det! Således
skal det være, til han kommer,
som har Retten til det; ham vil
jeg give det.
28. Du, Menneskesøn, profeter således:
Så siger den Herre HERREN om
Ammoniterne og deres Hån!
Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget
til at slagte hvæsset til
at udsende Lyn,
29. medens man skuer dig Tomhed og spår dig Løgn,
for at det skal
lægges på de gudløse
Hedningers Hals, hvis Time slår, når deres
Misgerning er fuldmoden.
30. Vend tilbage til din Borg! På det Sted, hvor
du skabtes, i det
Land, du stammer fra, vil jeg dømme
dig.
31. Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse
min Harmes Ild op imod
dig og give dig i grumme Menneskers
Hånd, som er Mestre i at
tilintetgøre.
32. Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal
flyde i dit Land; du
skal ikke kommes i Hu, thi jeg,
HERREN, har talet.
Ezekiel 22
1. Herrens ord kom til mig således:
2. Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen?
Så forehold den alle dens
Vederstyggeligheder
3. og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve Byen,
der udøser Blod i
sin Midte, for at dens Time skal
komme, og laver sig
Afgudsbilleder for at gøre
sig uren.
4. Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har
du pådraget dig
Skyld, og ved de Afgudsbilleder
du har lavet, er du blevet uren;
du har bragt din Time nær
og hidført dine Års Frist. Derfor gør
jeg dig til Hån for Folkene
og til Spot for alle Lande;
5. fra nær og fjern skal man spotte dig, du,
hvis Navn er skændet,
og som er fuld af Larm.
6. Se, Israels Fyrster optræder hver og een
egenmægtigt i dig og
udøser Blod.
7. Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes
i dig, den
faderløse og Enken lider
Uret.
8. Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger
mine Sabbater.
9. Du har Æreskændere i din Midte, som
bagtaler, så der udøses
Blod, og Folk, som spiser på
Bjergene. Utugt går i Svang i din
Midte;
10. i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes
i deres Urenheds
Tid.
11. Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes
Hustru, man gør sin
Sønnekone uren ved Utugt,
man skænder i dig sin kødelige Søster.
12. I dig tager man Gave for at udøse Blod;
du tager Åger og Opgæld,
voldelig øver du Svig mod
din Næste; og mig glemmer du, lyder
det fra den Herre HERREN.
13. Men se, jeg slår Hænderne sammen over
den uredelige Vinding, du
har skaffet dig, og over det Blod,
der er udøst i dig.
14. Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder
være faste i de
Dage, da jeg tager fat på
dig? Jeg, HERREN, har talet, og jeg
fuldbyrder det.
15. Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø
dig i Landene og
tage din Urenhed fra dig;
16. jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes
Øjne; og du skal
kende, at jeg er HERREN.
17. Og HERRESs Ord kom til mig således:
18. Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til
Slagger; de er alle
blevet Kobber, Tin, Jern og Bly
i Smelteovnen; Sølvslagger er de
blevet.
19. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi
I alle er blevet til
Slagger, derfor vil jeg samle eder
i Jerusalem;
20. som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og
Tin i en Smelteovn og
blæser til Ilden for at smelte
det, således vil jeg i min Vrede
og Harme samle eder og kaste eder
ind og smelte eder;
21. jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild
op imod eder, så I
smeltes deri.
22. Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes
deri; og I skal
kende, atjeg, HERREN, har udøst
min Vrede over eder.
23. Og HERRENs Ord kom til mig således:
24. Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land,
der ikke får Regn og
Byger på Vredens Dag,
25. hvis Fyrster er som brølende Løver
på Rov; de tilintetgør Sjæle,
tilriver sig Gods og Guld, gør
mange til Enker deri.
26. Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger
mine hellige Ting
og gør ikke Skel mellem det,
der er helligt, og det, der ikke er
helligt, lærer ikke Forskel
mellem rent og urent og lukker
Øjnene for mine Sabbater,
så jeg er blevet vanhelliget iblandt
dem.
27. Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige
efter at udøse Blod
og tilintetgøre Menneskeliv
for at skaffe sig Vinding.
28. Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer
Tomhed og
varsler Løgn og siger: "Så
siger den Herre HERREN!" uden at
HERREN har talet.
29. Det menige Folk øver Vold og går på
Rov, den arme og fattige gør
de Uret, og den fremmede undertrykker
de imod Lov og Ret.
30. Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde
bygge en Mur og stille
sig i Gabet for mit Åsyn til
Værn for Landet, at jeg ikke skulde
ødelægge det; men jeg
fandt ingen.
31. Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med
min Harmes Ild
tilintetgør jeg dem; deres
Færd lader jeg komme over deres
Hoved, lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 23
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Meneskesøn! Der var to Kvinder, Døtre
af en og samme Moder.
3. De bolede i deres Ungdom i Ægypten: der krammedes
deres Bryster,
der krænkede man deres Jomfrubarm.
4. Den ældste hed Ohola, hendes Søster
Oholiba. Og de blev mine og
fødte Sønner og Døtre.
Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem.
5. Men i Stedet for at holde sig til mig bolede Ohola
og var i
Brynde for sine Elskere, Assurs
Sønner, der nærmede sig hende
6. klædt i Purpur, Statholdere og Landshøvdinger,
alle sammen
smukke unge Mænd, Ryttere
højt til Hest; og hun gav dem sin
bolerske Elskov, alle Assurs ypperste
Sønner, og alle Vegne,
hvor hun kom i Brynde, gjorde hun
sig uren ved deres
Afgudsbilleder.
8. Men sin Bolen med Ægypterne opgav hun ikke,
thi de hade ligget
hos hende i hendes Ungdom; de havde
skændet hendes Jomfrubarm og
udøst deres bolerske Attrå
over hende.
9. Derfor gav jeg hende i hendes Elskeres, Assurs
Sønners, Hånd,
for hvem hun var i Brynde;
10. og de blottede hendes Blusel, tog hendes Sønner
og Døtre og
dræbte hende selv med Sværd,
så hun fik Vanry blandt Kvinder;
således fuldbyrdede de Dommen
over hende.
11. Det så hendes Søster Oholiba, og dog
kom hun i endnu værre
Brynde og bolede endnu værre
end Søsteren.
12. Hun kom i Brynde for Assurs Sønner, Statholdere
og
Landshøvdinger, der nærmede
sig hende herligt klædt, Ryttere
højt til Hest, alle sammen
smukke unge Mænd.
13. Og jeg så, at hun blev uren; begge fulgte
samme Vej.
14. Men hun drev sin Bolen videre endnu; thi da hun
så Mænd
afbildede på Muren, Billeder
af Kaldæere, malet med rødt,
15. med Bælte om Lænd og nedhængende
Hovedbind, alle at se til som
Høvedsmænd, en Afbildning
af Babels Sønner, hvis Hjemstavn
Kaldæa er,
16. så kom hun i Brynde for dem, så snart
hun fik Øje på dem, og hun
sendte Bud til dem i Kaldæa:
17. Og Babels Sønner gik ind til hende, lå
hos hende i Elskov og
gjorde hende uren ved deres Bolen;
og hun blev uren ved dem, til
hun følte Lede ved dem.
18. Da hun havde åbenbaret sin bolerske Attrå
og blottet sin Blusel,
følte jeg Lede ved hende,
som jeg var blevet led ved hendes
søster.
19. Men hun drev sin Bolen videre endnu, idet hun kom
sin Ungdoms
Dage i Hu, da hun havde bolet i
Ægypten,
20. og hun kom i Brynde ved dets Bolere, der havde
Kød som Æsler og
var gejle som Hingste;
21. og hun optog sin Ungdoms Skændsel, dengang
Ægypterne krænkede
hendes Jomfrubarm og krammede hendes
unge Bryster,
22. Derfor, Oholiba, så siger den Herre HERREN:
Jeg hidser dine
Elskere på dig, dem, du følte
Lede ved, og fører dem mod dig fra
alle Kanter,
23. Babels Sønner og alle Kaldæerne, Pekod,
Sjoa og Koa og med dem
alle Assurs Sønner, alle
sammen smukke unge Mænd, Statholdere og
Landshøvdinger, Høvedsmænd
og navnkundige Mænd, alle højt til
Hest;
24. og de skal komme imod dig med en Vrimmel af Vogne
og Hjul og en
Hærskare af Folkeslag; store
og små Skjolde og Hjelme skal de
rette imod dig fra alle Kanter.
Jeg overlader dem Dommen, og de
skal dømme dig efter deres
Ret.
25. Jeg retter min Nidkærhed imod dig, og de
skal handle med dig i
Vrede; din Næse og dine Ører
skal de skære af, dit Afkom skal
falde for Sværdet; de skal
tage dine Sønner og Døtre, og dit
Afkom skal fortæres af Ild;
26. de skal rive Klæderne af dig og tage alle
dine Smykker;
27. jeg gør Ende på din Skændsel
og din Bolen, som du hengav dig til
i Ægypten, og du skal ikke
mere løfte dit Blik til dem eller
komme Ægypten i Hu.
28. Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver
dig i deres Hånd,
som du hader og ledes ved;
29. de skal handle med dig i Had og tage alt dit Gods
og efterlade
dig nøgen og bar, så
din bolerske blussel blottes.
30. Det kan du takke din Skændsel og din Bolen
for, thi du bolede
med Folkene og gjorde dig uren med
deres Afgudsbilleder.
31. Du vandrede i din Søsters Spor; derfor giver
jeg dig hendes
Bæger i Hånden.
32. Så siger den Herre HERREN: Du skal drikke
af din Søsters Bæger,
som er både dybt og bredt;
du skal blive til Latter og Spot;
Bægeret rummer meget;
33. det er fuldt af Beruselse og Stønnen, et
Bæger med Gru og Rædsel
er din Søster Samarias Bæger.
34. Du skal drikke det ud til sidste Dråbe, gnave
dets Skår og
sønderrive dine Bryster,
så sandt jeg har talet, lyder det fra
den Herre HERREN.
35. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi
du glemte mig og
kastede mig bag din Ryg, skal du
bære Følgen af din Skændsel og
Bolen.
36. Og HERREN sagde til mig: Menneskesøn! Vil
du dømme Ohola og
Oholiba, så forehold dem deres
Vederstyggeligheder,
37. at de horede og har Blod på Hænderne;
de horede med deres
Afgudsbilleder, og til Føde
for dem lod de Børnene, de fødte
mig, gå igennem Ilden.
38. Fremdeles har de gjort mig dette: De har gjort
min Helligdom
uren og vanhelliget mine Sabbater;
39. endog samme Dag de havde slagtet deres Børn
til
Afgudsbillederne, kom de til min
Helligdom og vanhelligede
den. Sandelig, således gjorde
de i mit Hus.
40. Ja, for Mænd, som kom langvejs fra, straks
der var sendt dem
Bud, badede du dig, sminkede du
dine Øjne og tog dine Smykker
på;
41. og du satte dig på et prægtigt Leje,
og foran det dækkedes et
Bord, på hvilket du satte
min Røgelse og min Olie.
42. Og det ligefrem larmede hos Søstrene; så
mange Mænd kom der fra
Ørkenen; og de lagde Spange
om deres Arme og satte en herlig
Krone på deres Hoved.
43. Så sagde jeg: Således har de horet,
på Skøgevis har de bolet.
44. Man gik ind til dem som til en Skøge; således
gik man ind til
Ohola og Oholiba og øvede
Skændsel.
45. Uvildige Mænd skal dømme dem efter
Ægteskabsbryderskers og
Morderskers Ret; thi de horede og
har Blod på Hænderne.
46. Thi så siger den Herre HERREN: En Forsamling
skal sammenkaldes
imod dem, og de skal gives hen til
at mishandles og udplyndres;
47. Forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder
og sammen med
Sværd; deres Sønner
og Døtre skal man dræbe, og deres Huse skal
man brænde.
48. Jeg gør Ende på Skændselen i
Landet, og alle kvinder skal lade
sig advare derved og ikke efterligne
eders Skændsel.
49. Man skal lade eders Skændsel komme over eder,
og I skal bære
Følgen af de Synder, I gjorde
med eders Afgudsbilleder; og I
skal kende, at jeg er den Herre
HERREN.
Ezekiel 24
1. HERRENs Ord kom i det niende år på den
tiende dag i den tiende
Måned til mig således:
2. Menneskesøn, opskriv dig Navnet på
denne Dag, Dagen i Dag, thi
netop i Dag har Babels Konge kastet
sig over Jerusalem.
3. Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt
og sig: Så siger den
Herre HERREN: Sæt kedelen
over, sæt den over; kom også Vand
deri;
4. læg Kødstykker i, alle Hånde
gode Stykker, Kølle og Bov, fyld
den med udsøgte Knogler;
5. tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel
Brænde under den;
kog Stykkerne, så også
Knoglerne koges ud!
6. Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen,
den rustne
Kedel, hvis Rust ikke er gået
af. Stykke efter Stykke giver den
fra sig; der kastes ikke Lod om
dem; - thi Blodet er endnu midti
Byen; den hældte det på
den nøgne Klippe og udgød det ikke på
Jorden for at dække det med
Muld.
8. For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn
hældte jeg Blodet på
den nøgne klippe uden at
dække det.
9. Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen!
Nu vil også jeg
gøre brændestabelen
stor;
10. hent brænde i Mængde, lad Ilden lue
og Kødet blive mørt, hæld
Suppen ud og lad Benene brændes
11. og sæt kedelen tom på de glødende
kul, for at den kan blive så
hed, at Kobberet gløder og
Urenheden smelter; Rusten skal
svinde!
12. Møje har den kostet, men den megen Rust
gik ikke af. I Ilden med
Rusten!
13. Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af
med din Urenhed,
skønt jeg rensede dig, skal
du ikke blive ren igen, før jeg har
kølet min Harme på
dig.
14. Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber
ind og opgiver
det ikke, jeg skåner ikke
og angre ej heller; efter dine Veje og
dine Gerninger vil jeg dømme
dig, lyder det fra den Herre
HERREN.
15. HERRENs Ord kom til mig således:
16. Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes
Lyst fra dig ved en brat
Død; men du skal ikke klage
eller græde; du skal ikke fælde
Tårer;
17. suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind
Huen på og tag Sko
på Fødderne, tilhyl
ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!
18. Tal så om Morgenen til Folket! - Så
døde min Hustru om Aftenen,
og næste Morgen gjorde jeg,
som mig var pålagt.
19. Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os
vide, hvad det,
du der gør, skal sige os?"
20. svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således:
21. Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN:
Se, jeg vil
vanhellige min Helligdom, eders
Hovmods Stolthed, eders Øjnes
Lyst, eders Sjæles Længsel;
og de Sønner og Døtre, I lod
tilbage, skal falde for Sværdet!
22. Og I skal gøre, som jeg nu gør: I
skal ikke tilhylle eders Skæg
eller spise Sørgebrød;
23. eders Huer skal blive på Hovederne og eders
Sko på Fødderne; I
skal ikke klage eller græde,
men svinde hen i eders Synder og
sukke for hverandre.
24. Ezekiel skal være eder et Tegn; når
det sker, skal I gøre, som
han gør; og I skal kende,
at jeg er den Herre HERREN,"
25. Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg
tager deres Værn, deres
herlige Fryd, deres Øjnes
Lyst og deres Sjæles Længsel, deres
Sønner og Døtre fra
dem,
26. på den Dag skal en Flygtning komme til dig
og melde det for dine
Ører;
27. på den Dag skal din Mund åbnes, når
Flygtningen kommer, og du
skal tale og ikke mere være
stum; du skal være dem et Tegn; og
de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 25
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne,
profeter imod
dem
3. og sig til dem: Hør den Herre HERRENs Ord:
Så siger den Herre
HERREN: Fordi du råbte "Ha,
ha!" over min Helligdom, da den
vanhelligedes, og over Israels Land,
da det lagdes øde, og over
Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed,
4. se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens
Sønner; de skal opslå
deres Teltlejre og indrette deres
Boliger i dig; de skal spise
din Frugt og drikke din Mælk.
5. Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler
og Ammons Byer til
Lejrsted for Småkvæg;
og I skal kende, at jeg er HERREN.
6. Thi så siger den Herre HERREN: Fordi du klappede
i Hænderne og
stampede med Fødderne og
med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet
over Israels Land,
7. se, derfor udrækker jeg Hånden imod
dig og gør dig til Rov for
Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene,
udsletter dig af
Landene og tilintetgør dig;
og du skal kende, at jeg er HERREN.
8. Så siger den Herre HERREN: Fordi Moab siger:
"Se, det er med
Judas Hus som med alle de andre
Folk!"
9. se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter
åbne, så Byerne går tabt
fra dets ene Ende til den anden,
Landets Pryd, Bet Jesjimot,
Baal-Meon og Hirjatajim.
10. Østens Sønner giver jeg det i Eje,
for at det ikke mere skal
ihukommes blandt Folkene.
11. Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at
jeg er HERREN.
12. Så siger den Herre HERREN: Fordi Edom optrådte
hævngerrigt mod
Judas Hus og pådrog sig svar
Skyld ved at hævne sig på dem,
13. derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker
Hånden mod Edom
og udrydder Folk og Fæ deraf
og gør det øde; fra Teman til Dedan
skal de falde for Sværdet.
14. Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved
mit Folk Israels Hånd, og de
skal handle med Edom efter min Vrede
og Harme, og Edom skal
kende min Hævn, lyder det
fra den Herre HERREN.
15. Så siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne
optrådte hævngerrigt
og med Foragt i Hjertet tog Hævn
og hærgede i endeløst Had,
16. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
udrækker Hånden mod
Filisterne og udrydder kreterne,
og jeg tilintetgør, hvad der er
levnet ved Havets Strand.
17. Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser
dem i Vrede; og de skal
kende, at jeg er HERREN, når
jeg fuldbyrder min Hævn på dem.
Ezekiel 26
1. I det ellevte År På den første
dag i ... månede kom HERRENs Ord
til mig således:
2. Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem:
"Ha, ha!
Folkeslagenes Port er knust; den
står mig åben; den var rig, men
er nu øde!"
3. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer over dig,
Tyrus, og fører mange Folk
imod dig, som når Havet rejser sine
Bølger.
4. De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde
Tårnene. Jeg fejer
Muldet bort og gør Tyrus
til nøgen Klippe;
5. en Tørreplads for Net skal det være
ude i Havet, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre
HERREN; og det skal blive et
Bytte for Folkene.
6. Dets Døtre på Land skal hugges ned
med Sværd; og de skal kende,
at jeg er HERREN.
7. Thi så siger den Herre HERREN: Se, nordenfra
fører jeg mod Tyrus
Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes
Konge, med Heste, Vogne og
Ryttere og en vældig Hærskare.
8. Dine Døtre på Land skal han hugge
ned med Sværd; han skal bygge
Belejringstårne, opkaste Stormvold
og rejse Skjoldtag imod dig;
9. sin Murbrækkers Stød skal han rette
imod dine Mure og nedbryde
dine Tårne med sine Sværd.
10. Hans Heste skal myldre, så Støvet,
de rejser, skjuler dig;
Ryttere, Hjul og Vogne skal larme,
så dine Mure ryster, når han
drager igennem dine Porte, som når
man trænger ind i en stormet
By.
11. Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine
Gader; dit
Folk skal han hugge ned med Sværdet
og styrte dine stolte
Støtter til Jorden.
12. De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer
til Bytte; de
skal nedbryde dine Mure og nedrive
dine herlige Huse: Sten,
Tømmer og Ler skal de kaste
i Vandet.
13. Jeg gør Endepå dine brusende Sange,
og dine Citres Klang skal
ikke mere høres.
14. Jeg gør dig til nøgen Klippe, en
Tørreplads for Net skal du
være. Aldrig mere skal du
bygges, så sandt jeg, HERREN, har
talet, lyder det fra den Herre HERREN.
15. Så siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt,
ved dit drønende
Fald, ved de såredes Stønnen,
når Sværd hugger løs i din Midte,
skal Strandene skælve.
16. Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet,
Kapperne lægger
de bort, aflægger de brogede
Klæder og klæder sig i Sorg; de
sidder på Jorden og skæler
uafbrudt, slagne af Rædsel over dig.
17. De synger en Klagesang om dig og siger til dig:
Ak, du gik
under, forsvandt fra Havet, du fejrede
By, du, som var vældig på
Havet, du og dine Borgere, du, der
jog Rædsel i alle, som boede
der!
18. Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du
falder, og Havets Øer
forfærdes over din Udgang!
19. Thi så siger den Herre HERREN: Når jeg
gør dig til en øde By og
lige med affolkede Byer, når
jeg fører Verdensdybet over dig, og
de vældige Vande skjuler dig,
20. så støder jeg dig ned iblandt dem,
der steg ned i Dybet, blandt
Fortidens Folk, og lader dig ligge
i Underverdenen som ældgamle
Ruiner blandt dem, der steg ned
i Dybet, for at du aldrig mere
skal bebos eller rejse dig i de
levendes Land;
21. jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal
være ude med
dig; selv om der søges efter
dig, skal du aldrig i Evighed
findes, lyder det fra den Herre
HERREN.
Ezekiel 27
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over
Tyrus og sig til Tyrus,
som ligger ved Adgangen til Havet
og driver Handel med
Folkeslagene på de mange fjerne
Strande: Så siger den Herre
HERREN: Tyrus, du siger: "Fuldendt
i Skønhed er jeg!"
4. De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed.
5. De tømred af Senircypresser hver Planke
i dig, fra Libanon
hented de Cedre at lave din Mast,
6. af Basans højeste Ege skar de dig Årer,
de lagde dit Dæk af Fyr
fra Kittæernes Strande;
7. dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv,
dit Tag var Purpur i
blåt og rødt fra Elisjas
Strande.
8. Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om
Bord var de
kyndigste i Zarepta, de var dine
Styrmænd,
9. de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded
din Læk. Alle Havets
Skibe med Søfolk var hos
dig for at omsætte dine Varer.
10. Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær
som Krigsfolk, de
ophængte Skjolde og Hjelme
i dig; de gav dig Glans.
11. Arvaditerne og deres Hær stod rundt på
dine Mure, Gammaditerne
på dine Tårne; de ophængte
deres Skjolde rundt på dine Mure, de
fuldendte din Skønhed.
12. Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens
Gods i Mængde;
Sølv, Jern, Tin og Bly gav
de dig for dine Varer.
13. Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle
og Kobberkar
gav de dig i Bytte.
14. Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste
og Muldyr for dine
Varer.
15. Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande
var dine
Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt
bragte de dig som Vederlag.
16. Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i
Mængde;
Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer,
fint Linned, Koraller og
Rubiner gav de dig for dine Varer.
17. Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede
fra Minnit,
Bagværk, Honning, Olie og
Mastiksbalsam gav de dig i Bytte.
18. Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens
Gods i
Mængde; de kom med Vin fra
Helbon og Uld fra Zahar.
19. Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer;
smeddet Jern,
Hassia og Kalmus fik du i Bytte.
20. Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener
til Ridning.
21. Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Hardelsvenner;
med Lam,
Vædre og Bukke handlede de
med dig.
22. Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig;
den allerfineste
Balsam, alle Slags Ædelsten
og Guld gav de dig for dine Varer.
23. Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien
drev Handel med
dig;
24. de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper,
brogede
Tøjer, farvede Tæpper,
tvundet og fastsnoet Reb på dine
Markeder;
25. Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning.
Du fyldtes, blev
såre tung midt ude i Havet.
26. I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd;
da knuste en
Østenstorm dig midt ude på
Havet;
27. dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk
og Styrmænd, de,
der bøded din Læk,
dine Handelsfolk, alt dit krigsfolk, som var
om Bord, alt Mandskab i din Midte
styrter i Havets dyb, den Dag
du falder.
28. Markerne skælver ved dine Styrmænds
Skrig.
29. Alle, der sidder ved Årer, går da fra
Borde, Søfolk og alle
Styrmænd går da i Land;
30. de løfter Røsten over dig, klager
bittert; på Hovedet kaster de
Jord og vælter sig i Støvet,
31. klipper sig skaldet for dig, klæder sig i
Sæk, begræder dig,
bitre i Hu, med Sjælekvide,
32. istemtner jamrende Klage over dig, klager: Ak,
hvor Tyrus er øde
midt i Havet!
33. Når din Vinding kom ind fra Havet, mætted
du mange Folkeslag;
med dit meget Gods og dine Varer
gjorde du Jordens konger rige.
34. Nu led du Skibbrud på Havet, på Vandets
Dyb, dine Varer og alt
dit Mandskab gik under med dig.
35. Over dig gyser alle, som bor på de fjerne
Strande, deres Konger
er slagne af Angst, deres Ansigt
blegner.
36. Deres Kræmmere hånfløjter ad
dig, til Rædsel blev du, er borte
for evigt.
Ezekiel 28
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Mennesskesøn, sig til Tyruss Fyrste: Så
siger den Herre HERREN:
Fordi dit Hjerte hovmoder sig og
du siger: "Jeg er en Gud, på et
Gudesæde sidder jeg midt ude
i Havet!" skønt du er et Menneske
og ingen Gud, og fordi du føler
dig i Hjertet som en Gud;
3. se, du er visere end Daniel, ingen Vismand måler
sig med dig;
4. ved din Visdom og indsigt vandt du dig Rigdom og
samlede dig
Guld og Sølv i dine Skatkamre;
5. ved dit store Handelssnilde øgede du din
Rigdom, så dit Hjerte
hovmodede sig over den -
6. derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi
du i dit Hjerte føler
dig som en Gud,
7. se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste
Folk, og
de skal drage deres Sværd
mod din skønne Visdom og vanhellige
din Glans.
8. De skal styrte dig i Graven, og du skal dø
de ihjelslagnes Død i
Havets Dyb.
9. Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber
dig, vil sige:
"Jeg er en Gud!" du, som i deres
Hånd, der slår dig ihjel, er et
Menneske og ikke en Gud.
10. De uomskårnes Død skal du dø
for fremmedes Hånd, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre
HERREN.
11. Og HERRENs Ord kom til mig således:
12. Menneskesøn, istem en Klagesang over kongen
af Tyrus og sig til
ham: Så siger den Herre HERREN:
Du var Indsigtens Segl, fuld af
Visdom og fuldkommen i Skønhed.
13. I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten
var din Klædning,
Harneol, Topas, Jaspis, Krysolit,
Sjoham, Onyks, Safir, Rubin,
Smaragd og Guld var på dig
i indfattet og indlagt Arbejde; det
var til Rede, den Dag du skabtes.
14. Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde
dig dertil; på det
hellige Gudebjerg var du; du vandrede
imellem Guds Sønner.
15. Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag
du skabtes, indtil der
fandtes Brøde hos dig.
16. Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret
og forbrød
dig; da vanhelligede jeg dig og
viste dig bort fra Gudebjerget
og tilintetgjorde dig, skærmende
Kerub, så du ikke blev mellem
Guds Sønner.
17. Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed,
du satte din Visdom
til på Grund af din Glans.
Jeg, slængte dig til Jorden og
overgav dig til Konger, at de skulde
nyde Skuet af dig.
18. Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige
Handel
vanhelligede du dine Helligdomme.
Da lod jeg Ild bryde løs i din
Midte, og den fortærede dig;
jeg gjorde dig til Støv på Jorden
for alle, som så dig.
19. Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede
af Skræk over
dig; du blev en Rædsel, og
borte er du for evigt.
20. HERRENs Ord kom til mig således:
21. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og
profeter imod det
22. og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer over dig,
Zidon, og herliggør mig på
dig; og du skal kende, at jeg er
HERREN, når jeg holder Dom
over dig og viser min Hellighed på
dig.
23. Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader;
ihjelslagneMænd
skal segne i din Midte for Sværd,
der er rettet imod dig fra
alle Sider; og du skal kende, at
jeg er HERREN.
24. Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel
til at såre eller Torn
til at stikke Israels Hus blandt
alle dets Naboer, som nu håner
dem; og de skal kende, at jeg er
den Herre HERREN.
25. Så siger den Herre HERREN: Når jeg samler
Israels Slægt fra de
Folkeslag, de er spredt iblandt,
vil jeg hellige mig på dem for
Folkenes Øjne, og de skal
bo i deres Land, som jeg gav min
Tjener Jakob;
26. de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingårde,
ja bo
trygt, medens jeg holder Dom over
alle dem, der håner dem fra
alle Sider; og de skal kende, at
jeg er HERREN deres Gud.
Ezekiel 29
1. I det tiende år, på den tolvte dag i
den tiende måned kom
HERRENs Ord til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao,
Ægyptens Konge, og
profeter mod ham og hele Ægypten.
3. Tal og sig: Så siger den Herre HERREN: Se,
jeg kommer over dig,
Farao, Ægyptens Konge, du
store drage, som ligger midt i dine
Strømme, som siger: "Nilen
er min, jeg skabte den selv!"
4. Jeg sætter Kroge i Kæberne på
dig og lader dine Strømmes Fisk
hænge ved dine Skæl
og drager dig op af dine Strømme med alle
deres Fisk, som hænger ved
dine Skæl.
5. Jeg slænger dig hen i Ørkenen med
alle dine Strømes Fisk; på
åben Mark skal du falde, ej
samles op eller jordes; til Jordens
Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig
som Føde.
6. Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er
HERREN. Fordi du har
været en Rørkæp
for Israels Hus -
7. du splintredes, når de greb om dig, og flænged
dem hele Hånden;
du brast, når de støtted
sig til dig, fik hver en Lænd til at
vakle -
8. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
bringer Sværd over
dig og udrydder Folk og Fæ
af dig;
9. Ægypten skal blive til Ørk og Øde;
og de skal kende, at jeg er
HERREN, fordi du sagde: "Nilen er
min, jeg skabte den selv!"
10. Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme
og gør Ægypten
til Øde og Ørk fra
Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse.
11. Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres
Fod der, ingen skal
færdes der, og det skal ligge
hen uden Indbyggere i fyrretyve
År.
12. Jeg gør Ægypten til en Ørk
blandt øde Lande, og Byerne skal
ligge øde hen blandt tilintetgjorte
Byer i fyrretyve År; og jeg
spreder Ægypterne blandt Folkene
og udstrør dem i Landene.
13. Thi så siger den Herre HERREN: Efter fyrretyvears
Forløb vil jeg
sanke Ægypterne sammen fra
de Folkeslag, de er spredt iblandt,
14. og vende Ægyptens Skæbne og føre
dem tilbage til Patros, det
Land, de stammer fra, og der skal
de blive et lille Rige.
15. Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke
mere svinge sig
op over Folkene; jeg gør
dem få i Tal, for at de ikke mere skal
råde over Folkene.
16. Og fremtidig skal de ikke være Israels Huss
Tillid og således
minde mig om dets Misgerning, når
det slutter sig til dem; og de
skal kende, at jeg er den Herre
HERREN.
17. I det syv og tyvende År på den første
Dag i den første Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
18. Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel
har ladet sin Hær udføre
et stort Arbejde mod Tyrus; hvert
Hoved er skaldet, hver Skulder
flået, og hverken han eller
Hæren fik Løn af Tyrus for det
Arbejde, han udførte imod
det.
19. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
giver Kong
Nebukadrezar af Babel Ægypten;
han skal bortføre dets Rigdom,
tage Bytte og røve Rov der;
og det skal være hans Hærs Løn;
20. som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten,
fordi de
sled for mig, lyder det fra den
Herre HERREN.
21. På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for
Israels Hus, og dig
giver jeg at åbne din Mund
iblandt dem; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Ezekiel 30
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, profeter og sig: Så siger
den Herre HERREN: Jamrer:
Ak, hvilken Dag!
3. Thi nær er Dagen, ja nær er HERRENs
Dag; det bliver en Mulmets
Dag, Hedningernes Tid.
4. Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien
gribes af Skælven, når
de slagne segner i Ægypten,
når dets Rigdom bortføres og dets
Grundvolde nedbrydes.
5. Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket,
Kub og min Pagts
Sønner" skal falde for Sværdet
med dem.
6. Så siger HERREN: Alle, som støtter
Ægypten, skal falde og dets
stolte Herlighed synke sammen; fra
Migdol til Syene skal de
falde for Sværdet, lyder det
fra den Herre HERREN.
7. Det skal lægges øde blandt øde
Lande, og Byerne skal ligge hen
blandt tilintetgjorte Byer;
8. og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
sætter Ild på
Ægypten og alle dets Hjælpere
knuses.
9. På hin Dag skal der udgå Sendebud fra
mig på Skibe for at
indjage det sorgløse Ætiopien
Rædsel, og de skal gribes af
Skælven over Ægyptens
Dag; thi se, den kommer.
10. Så siger den Herre HERREN: Jeg gør
Ende på Ægyptens Herlighed
ved kong Nebukadrezar af Babel.
11. Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene,
skal
hentes for at ødelægge
Landet; de skal drage deres Sværd mod
Ægypten og fylde Landet med
slagne.
12. Jeg tørlægger Strømmene, sælger
Landet til onde Folk, og ved
fremmede ødelægger
jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg,
HERREN, har talet.
13. Så siger den Herre HERREN: Jeg tilintetgør
Afgudsbillederne og
udrydder Høvdingerne af Nof
og Fyrsterne af Ægypten; de skal
ikke findes mere; og jeg indjager
Ægypten Rædsel.
14. Jeg lægger Patros øde, sætter
Ild på Zoan og holder Dom over No.
15. Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens
Bolværk, og udrydder Nos
larmende Hob.
16. Jeg sætter Ild på Ægypten, Syene
skal skælve af Angst, der skal
brydes Hul på No, og dets
Mure skal nedrives.
17. De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for
Sværdet og Kvinderne
vandre i Fangenskab.
18. I Takpankes sortner Dagen, når jeg der sønderbryder
Ægyptens
Herskerstav, og dets stolte Herlighed
får Ende der. Selv skal
det skjules af Skyer og dets Småbyer
vandre i Fangenskab.
19. Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende,
at jeg er HERREN.
20. I det ellevte År på den syvende Dag
i den første Måned kom
HERRENs Ord til mig således:
21. Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos
Arm har jeg brudt; og se den
skal ikke forbindes, ikke læges
ved at der lægges Bind om den,
så den kunde få Kræfter
til atter at gribe Sværdet.
22. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer over Farao,
Ægyptens Konge, og bryder
hans Arme, både den hele og den
brudte, og lader Sværdet falde
af hans Hånd.
23. Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør
dem i Landene.
24. Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger
mit Sværd i hans
Hånd; og jeg bryder Faraos
Arme, og han skal stønne for ham på
såredes Vis.
25. Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal
synke; og de
skal kende, at jeg er HERREN, når
jeg lægger mit Sværd i Babels
Konges Hånd og han svinger
det imod Ægypten.
26. Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og
udstrør dem i
Landene; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Ezekiel 31
1. I det ellevte År på den første
dag i den tredje måned kom
Herrens Ord til mig således:
2. Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens
Konge, og til hans larmende
Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed?
3. Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld
Krone,
høj af Vækst, hvis
Top rager op i Skyerne;
4. Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde;
sine Strømme lod det
flyde rundt om dens Sted og sendte
sine Vandløb til hele dens
Mark.
5. Derfor blev den større af Vækst end
hvert Træ på Marken; mange
blev dens Kviste og Grenene lange
af megen Væde.
6. Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens
Kviste fødte
hvert Markens Dyr, i dens Skygge
boede al Verdens folk.
7. Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod
jo med Roden
ved rigeligt Vand.
8. Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres
havde Mage til
Grene, ingen Platan havde Kviste
som den; intet Træ i Guds Have
målte sig med den i Skønhed.
9. Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste,
så alle Edens Træer i
Guds Have misundte den.
10. Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi den
blev høj af Vækst
og løftede sin Krone op i
Skyerne og Hjertet hovmodede sig over
dens Højde,
11. derfor overgiver jeg den til en, som er vældig
blandt Folkene;
han skal gøre med den efter
dens Gudløshed og tilintetgøre den.
12. Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den
om og kaster
den hen; på Bjerge og i alle
Dale falder dens Kviste; dens Grene
ligger knækket i alle Landets
Kløfter, og alle Jordens Folkeslag
går bort fra dens Skygge og
lader den ligge.
13. På den faldne Stamme slår alle Himmelens
Fugle sig ned, og på
Grenene lejrer alle Markens Dyr
sig,
14. for at ingen Træer ved Vande skal hovmode
sig over deres Vækst
og løfte deres Krone op i
Skyerne og gøre sig til af deres
Højde, ingen Træer,
som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til
Døden og må til Underverdenen,
midt iblandt Menneskens Børn,
blandt dem, der steg ned i Graven.
15. Så siger den Herre HERREN: Den Dag den farer
ned i Dødsriget,
lukker jeg Verdensdybet for den
og holder dets Strømme tilbage,
så de mange Vande standses;
jeg lader Libanon sørge over den, og
alle Markens Træer vansmægter
over den.
16. Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene
til at bæve, når jeg
styrter den ned i Dødsriget
til dem, der steg ned i Graven; og
nede i Underverdenen trøster
alle Edens Træer sig, de ypperste
og bedste på Libanon, alle,
som smager Vand.
17. Også de farer med den ned i Dødsriget
til de sværdslagne, da de
som dens Hjælpere har siddet
i dens Skygge blandt Folkene.
18. Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse
blandt Edens Træer?
Og dog styrtes du med Edens Træer
ned i Underverdenen; midt
iblandt uomskårne skal du
ligge hos de sværdslagne. Dette er
Farao og al hans larmende Hob, lyder
det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 32
1. I det tolvte År på den første
dag i den tolvte måned kom HERRENs
Ord til mig således:
2. Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao,
Ægyptens Konge, og
sig til ham: Du Folkenes Løve,
det er ude med dig! Du var som en
Drage i Havet med prustende Næse,
med Fødderne plumred du
Vandet, oproded dets Strømme.
3. Så siger den Herre HERREN: Jeg breder mit
Garn over dig ved en
Sværm af mange Folk, de skal
drage dig op i mit Net.
4. Jeg kaster dig på Land og slænger dig
hen på Marken, lader alle
Himlens Fugle slå sig ned
på dig og al Jordens Dyr blive mætte
ved dig.
5. Jeg lægger dit Kød på Bjergene,
fylder Dalene op med dit Ådsel,
6. vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene,
Kløfterne skal
fyldes af dit Blod.
7. Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder
dens Stjerner i Sorg,
jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen
skinner ej mer.
8. Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig,
hyller dit Land i
Mørke, lyder det fra den
Herre HERREN.
9. Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når
jeg bringer dine
Fanger til Folkene, til Lande du
ikke kender;
10. jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel
over dig, og deres
Konger skal gyse over dig, når
jeg svinger mit Sværd for deres
Ansigter; de skal ængstes
uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du
falder.
11. Thi så siger den Herre HERREN: Babels Konges
Sværd skal komme
over dig.
12. Jeg styrter din Hob ved Heltes Sværd, de
grummeste af alle
Folkene; de hærger Ægyptens
Pragt, og al dets Hob lægges øde.
13. Jeg udrydder alt dets kvæg ved de mange Vande,
Menneskefod skal
ej plumre dem mer, ej Dyreklov rode
dem op;
14. så lader jeg Vandene klares og Strømmene
flyde som Olie - lyder
det fra den Herre HERREN -
15. når jeg gør Ægypten til Ørk,
så Landet og dets Fylde er øde, når
jeg nedhugger alle, som bor der,
så de kender, at jeg er HERREN.
16. Dette er en Klagesang, som du skal kvæde;
Folkenes Kvinder skal
kvæde den; over Ægypten
og al dets larmende Hob skal de kvæde
den, lyder det fra den Herre HERREN.
17. I det tolvte År på den femtende Dag
i..." Måned kom HERRENs Ord
til mig således:
18. Menneskesøn, klag over Ægyptens larmende
Hob; syng Klagesang
over den, du og Folkenes Kvinder!
Far ned i Underverdenen blandt
dem, der steg ned i Dybet!
19. Er du lifligere end nogen anden? Stig ned og lig
blandt de
uomskårne!
20. Midt iblandt sværdslagne skal han segne,
og al hans larmende Hob
skal ligge hos ham.
21. Heltenes Førere skal tale til ham midt i
Dødsriget: "Er du
mægtigere end nogen anden?
Stig ned og lig blandt de uomskårne!"
22. Der er Assur og hele hans Flok rundt om hans Grav;
alle er de
dræbt, faldet for Sværd;
23. han fik sin Grav i en krog af Dybet, og hans Flok
ligger rundt
om hans Grav; alle er de dræbt,
faldet for Sværd, de, som
spredte Rædsel i de levendes
Land.
24. Der er Elam med al sin larmende Hob rundt om sin
Grav; alle er
de dræbt, faldet før
Sværd, og de for uomskårne ned i
Underverdenen, de, som spredte Rædsel
i de levendes Land; nu
bærer de deres Skændsel
blandt dem, der steg ned i Dybet.
25. Iblandt dræbte fik han et Leje med al sin
larmende Hob rundt om
sin Grav; alle er de uomskårne,
sværdslagne; thi Rædsel for dem
bredte sig i de levendes Land; nu
bærer de deres Skændsel blandt
dem, der steg ned i Dybet; de lagdes
blandt dræbte.
26. Der er Mesjek og, Tubal med al deres larmende Hob
rundt om deres
Grave; alle er de uomskårne,
sværdslagne; thi de spredte Rædsel
i de levendes Land;
27. de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens
Kæmper, som for
til Dødsriget i deres Rustninger,
hvis Sværd blev lagt under
deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede
deres knogler; thi Rædsel
for Heltene rådede i de levendes
Land.
28. Også du skal ligge knust imellem de uomskårne,
blandt de
sværdslagne.
29. Der er Edom med sine Konger og alle sine Fyrster,
som fik deres
Grave hos de sværdslagne;
hos de uomskårne ligger de, hos dem,
der steg ned i Dybet.
30. Der er Nordens Herskere alle sammen og alle Zidoniere,
som for
ned til de dræbte, beskæmmede
trods den Rædsel, de spredte ved
deres Heltekraft; de ligger uomskårne
blandt de sværdslagne, de
bærer deres Skændsel
blandt dem, der steg ned i Dybet.
31. Dem ser Farao og trøster sig over al sin
larmende Hob, lyder det
fra HERREN.
32. Thi han spredte Rædsel i de levendes Land,
men nu ligger han
imellem uomskårne, blandt
de sværdslagne, Farao med al sin
larmende Hob, lyder det fra den
Herre HERREN.
Ezekiel 33
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, tal til dine Landsmænd
og sig: Når jeg fører
Sværdet over et Land, og Folket
i Landet tager en af sin Midte
og gør ham til deres Vægter,
3. og han ser Sværdet komme over Landet og støder
i Hornet og
advarer Folket,
4. men den, der hører Hornets Klang, ikke lader
sig advare, og
Sværdet kommer og river ham
bort, da kommer hans Blod over hans
Hoved.
5. Han hørte Hornets klang uden at lade sig
advare, hans Blod
kommer over hans Hoved; men den,
som har advaret, har reddet sin
Sjæl.
6. Men når Vægteren ser Sværdet
komme og ikke støder i Hornet, så
at Folket ikke advares, og Sværdet
kommer og over en af dem
bort, så rives han vel bort
for sin Misgerning, men hans Blod
vil jeg kræve af Vægterens
Hånd.
7. Men dig, Menneskesøn, har jeg sat til Vægter
for Israels Hus;
hører du et Ord af min Mund,
skal du advare dem fra mig.
8. Når jeg siger til den gudløse: "Du
skal visselig dø!" og du ikke
taler for at advare ham mod hans
Vej, så skal den gudløse vel dø
for sin Misgerning, men hans Blod
vil jeg kræve af din Hånd.
9. Advarer du derimod den gudløse mod hans
Vej, for at han skal
omvende sig fra den, og han ikke
omvender sig, så skal han dø
for sin Misgerning, men du har reddet
din Sjæl.
10. Og du, Menneskesøn, sig til Israels Hus:
I siger: "Vore
Overtrædelser og Synder tynger
os, og vi svinder hen i dem, hvor
kan vi da leve?"
11. Sig til dem: Så sandt jeg lever, lyder det
fra den Herre HERREN:
Jeg har ikke Lyst til den gudløses
Død, men til at han omvender
sig fra sin Vej, at han må
leve! Vend om, vend om fra eders onde
Veje Hvorfor vil I dø, Israels
Hus?
12. Men du, Menneskesøn, sig til dine Landsmænd:
Den retfærdiges
Retfærdighed skal ikke redde
ham, den Dag han synder, og den
gudløses Gudløshed
skal ikke fælde ham, den Dag han omvender sig
fra sin Gudløshed, og en
retfærdig skal ikke blive i Live ved
sin Retfærdighed, den Dag
han gør Synd.
13. Når jeg siger til den retfærdige: "Du
skal visselig leve!" og
han stoler på sin Retfærdighed
og øver Uret, så skal intet af
hans Retfærdighed tilregnes
ham, men han skal dø for den Uret,
han øver.
14. Og når jeg siger til den gudløse:
"Du skal visselig dø!" og han
omvender sig fra sin Synd og gør
Ret og Skel,
15. idet han giver Pant tilbage, godtgør, hvad
han har ranet, og
følger Livets Bud uden at
øve Uret, så skal han leve og ikke dø;
16. ingen af de Synder, han har gjort, skal tilregnes
ham; han har
gjort Ret og Skel, visselig skal
han leve.
17. Og så siger dine Landsmænd: "Herrens
Vej er ikke ret!" Men det
er deres Vej, som ikke er ret.
18. Når den retfærdige vender sig fra sin
Retfærdighed og øver Uret,
skal han dø;
19. og når den gudløse omvender sig fra
sin Gudløshed og gør Ret og
Skel, skal han leve!
20. Og dog siger I: "Herrens Vej er ikke ret!" Jeg
vil dømme eder
hver især efter eders Veje,
Israels Hus.
21. I vor Landflygtigheds ellevte År på
den femte Dag i den tiende
Måned kom en Flygtning fra
Jerusalem til mig med det Bud: "Byen
er indtaget!"
22. Men HERRENs Hånd var kommet over mig, om
Aftenen før Flygtningen
kom, og han åbnede min Mund,
før han kom til mig om Morgenen; så
åbnedes min Mund, og jeg var
ikke mere stum.
23. HERRENs Ord kom til mig således:
24. Menneskesøn! De, der bor i Ruinerne i Israels
Land, siger:
"Abraham var kun een og fik dog
Landet i eje; vi er mange, og os
er Landet givet i Eje!"
25. Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN:
I spiser Kød med
Blod i, løfter eders Blik
til eders Afgudsbilleder og udgyder
Blod, og så vil I have Landet
i Eje!
26. I støtter eder til eders Sværd, I
øver Vederstyggelighed, I gør
hverandres Hustruer urene, og så
vil I have Landet i Eje!
27. Således skal du sige til dem: Så siger
den Herre HERREN: Så
sandt jeg lever: De i Ruinerne skal
falde for Sværdet; dem i
åbent Land giver jeg de vilde
Dyr til Æde, og, de i
Klippeborgene og Hulerne skal dø
af Pest.
28. Jeg, gør Landet til Ørk og Ødemark,
dets stolte Herlighed får
Ende, og Israels Bjerge skal ligge
øde, så ingen færdes der;
29. og de, skal kende, at Jeg er HERREN, når
jeg gør Landet til Ørk
og Ødemark for alle de Vederstyggeligheder,
de har øvet.
30. Og du, Menneskesøn, se, dine Landsmænd
taler om dig langs Murene
og i Husdørene, den ene til
den anden, hver til sin Broder, og
siger: "Kom og hør, hvad
det er for et ord, der udgår fra
HERREN!"
31. Og de kommer til dig, som var der Opløb,
og sætter sig lige over
for dig for at høre dine
Ord. Men de gør ikke derefter; thi der
er Løgn i deres Mund, og
deres Hjerte higer efter Vinding.
32. Og se, du er dem som en, der synger en Elskovssang
med liflig
Røst og er dygtig til at
spille; de hører dine Ord, men gør ikke
derefter.
33. Men når det kommer - og se, det kommer -
skal de kende, at en
Profet har været iblandt dem.
Ezekiel 34
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, profeter mod Israels Hyrder,
profeter og sig til
dem: Så siger den Herre HERREN:
Ve Israels Hyrder, som røgtede
sig selv! Skal Hyrderne ikke røgte
Hjorden?
3. I fortærede Mælken, med Ulden klædte
I eder, de fede Dyr
slagtede I, men Hjorden røgtede
I ikke;
4. de svage Dyr styrkede I ikke, de syge lægte
I ikke, de sårede
forbandt I ikke, de adsplittede
bragte I ikke tilbage, de
vildfarende opsøgte I ikke,
men I styrede dem med Hårdhed og
Grumhed.
5. Derfor spredtes de, eftersom der ingen Hyrde var,
og blev til
Æde for alle Markens vilde
Dyr; ja, de spredtes.
6. Min Hjord flakkede om på alle Bjerge og på
hver en høj Banke, og
over hele Jorden spredtes min Hjord,
og ingen spurgte eller
ledte efter dem.
7. Derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord!
8. Så sandtjeg lever, lyder det fra den Herre
HERREN: Fordi min
Hjord blev til Rov, fordi min Hjord
blev til Æde for alle
Markens vilde Dyr, eftersom der
ingen Hyrde var, og Hyrderne
ikke spurgte efter min Hjord, og
fordi Hyrderne røgtede sig selv
og ikke min Hjord,
9. derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord!
10. Så siger den Herre HERREN: Se, jeg, kommer
over Hyrderne og
kræver min Hjord af deres
Hånd, og jeg sætter dem fra at vogte
min Hjord; Hyrderne skal ikke mere
kunne røgte sig selv; jeg
redder min Hjord af deres Gab, så
den ikke skal tjene dem til
Æde.
11. Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil
selv spørge efter min
Hjord og tage mig af den.
12. Som en Hyrde tager sig af sin Hjord på Stormvejrets
Dag, således
tager jeg mig af min Hjord og redder
den fra de Steder, hvorhen
de spredtes på Skyernes og
Mulmets Dag;
13. jeg fører dem bort fra Folkeslagene, samler
dem fra Landene og
bringer dem til deres Land, og jeg,
røgter dem på Israels
Bjerge, i Kløfterne og på
alle Landets beboede Steder.
14. På gode Græsgange vil jeg vogte dem,
og på Israels Bjerghøjder
skal deres Græsmarker være;
der skal de lejre sig på gode
Græsmarker, og i fede Græsgange
skal de græsse på Israels
Bjerge.
15. Jeg vil selv røgte min Hjord og selv lade
dem lejre sig, lyder
det fra den Herre HERREN.
16. De vildfarende Dyr vil jeg opsøge, de adsplittede
vil jeg bringe
tilbage, de sårede vil jeg
forbinde de svage vil jeg styrke, og
de fede og kraftige vil jeg vogte;
jeg vil røgte dem, som det er
ret.
17. Og I, min Hjord! Så siger den Herre HERREN:
Se, jeg vil
skifte. Ret mellem Får og
Får, mellem Vædre og Bukke.
18. Er det eder ikke nok at græsse på den
bedste Græsgang, siden I
nedtramper, hvad der er levnet af
eders Græsgange? Er det eder
ikke nok at drikke det klare Vand,
siden I med eders Fødder
plumrer, hvad der er levnet?
19. Min Hjord må græsse, hvad I har nedtrampet,
og drikke, hvad I
har plumret med eders Fødder!
20. Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer for at skifte
Ret mellem de fede og de magre Får.
21. Fordi I med Side og Skulder skubbede alle de svage
Dyr bort og
stangede dem med eders Horn, til
I fik dem drevet ud,
22. derfor vil jeg hjælpe min Hjord, så
den ikke mere skal blive til
Rov, og skifte Ret mellem Får
og Får.
23. Jeg sætter een Hyrde over dem, min Tjener
David, og han skal
vogte dem; han skal vogte dem, og
han skal være deres Hyrde.
24. Og jeg, HERREN, vil være deres Gud, og min
Tjener David skal
være Fyrste iblandt dem, så
sandt jeg, HERREN, har talet.
25. Jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde
de vilde Dyr at
Landet, så de trygt kan bo
i Ørkenen og sove i Skovene.
26. Og jeg gør dem og Landet rundt om min Høj
til Velsignelse, og
jeg sender Regn i rette Tid, mine
Byger skal blive til
Velsignelse.
27. Markens Træer skal give deres Frugt og Landet
sin Afgrøde; trygt
skal de bo på deres Jord,
og de skal kende, at jeg er HERREN,
når jeg bryder Stængerne
på deres Åg og frelser dem af deres
Hånd, som gjorde dem til Trælle.
28. Ikke mere skal de blive til Rov for Folkene, og
Landets vilde
Dyr skal ikke æde dem; trygt
skal de bo, uden at nogen skræmmer
dem.
29. Jeg lader en Fredens Plantning vokse op for dem,
og ingen skal
rives bort af Hunger i Landet, og
de skal ikke mere bære
Folkenes Hån.
30. De skal kende, at jeg, HERREN deres Gud, er med
dem, og at de er
mit Folk, Israels Hus, lyder det
fra den Herre HERREN
31. I er min Hjord, I er den Hjord, jeg røgter,
og jeg er eders Gud,
lyder det fra den Herre HERREN.
Ezekiel 35
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Seirs Bjergland
og profeter
imod det
3. og sig til det: Så siger den Herre HERREN:
Se, jeg kommer over
dig, Seirs Bjergland, og løfter
min Hånd imod dig; jeg gør dig
til Ørk og Ødemark,
4. dine Byer lægger jeg i Grus. Du selv skal
blive til Ørk og
kende, at jeg er HERREN.
5. Fordi du nærede evigt Had og i Nødens
Stund overgav Israeliterne
til Sværdet, da deres Misgerning
var fuldmoden,
6. derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra
den Herre HERREN: Jeg
gør dig til Blod, og Blod
skal forfølge dig; sandelig, du
forbrød dig ved Blod, og
Blod skal forfølge dig.
7. Jeg gør Seirs Bjergland til Ørk og
Ødemark og udrydder deraf
enhver, som kommer og går;
8. jeg fylder dets Bjerge med dræbte; på
dine Høje og i dine Dale
og Kløfter skal de sværdslagne
falde.
9. Jeg gør dig til Ørk for evigt, dine
Byer skal ikke bebos; og du
skal kende, at jeg er HERREN.
10. Fordi du sagde: "De tvende Folk og de tvende Lande
skal tilhøre
mig, jeg vil tage dem i Eje!" skønt
HERREN var der,
11. derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra
den Herre HERREN: Jeg
vil gøre med dig efter den
Vrede og det Nid, du hadefuldt
udviste imod dem, og jeg vil give
mig til Hende for dig, når jeg
dømmer dig;
12. og du skal kende, at jeg er HERREN. Jeg har hørt
al den Spot, du
udslyngede mod Israels Bjerge: "De
er ødelagt, os er de givet
til Føde!"
13. Du gjorde dig stor imod mig med din Mund og overfusede
mig med
Ord; jeg hørte det.
14. Så siger den Herre HERREN: Som det var din
Glæde, at mit Land
blev Ørk, således vil
jeg gøre med dig;
15. som det var din Glæde, at Israels Huss Arvelod
blev Ørk, således
vil jeg gøre med dig. Ørk
skal du blive, Seirs Bjergland og hele
Edom med; og de skal kende, at jeg
er HERREN.
Ezekiel 36
1. Men du menneskesøn, profeter om Israels bjerge
og sig: Israels
bjerge, hør Herrens ord.
2. Så siger den Herre HERREN: Fordi Fjenden
sagde om eder: "Ha!
Ørkener for stedse! De er
blevet vor Ejendom!"
3. derfor skal du profetere og sige: Så siger
den Herre HERREN:
Fordi man har higet og snappet efter
eder fra alle Sider, for at
I skulde tilfalde Resten af Folkene
som Ejendom, og fordi I er
kommet i Folkemunde,
4. derfor, Israels Bjerge, hør HERRENs Ord:
Så siger den Herre
HERREN til Bjergene, Højene,
kløfterne og Dalene, til de øde
Tomter og de forladte Byer, som
er blevet til Rov og til Spot
for Resten af Folkene rundt om,
5. derfor, så siger den Herre HERREN: Sandelig,
i brændende
Nidkærhed vil jeg tale mod
Resten af Folkene og mod hele Edom,
som med al Hjertets Glæde
og Sjælens Ringeagt udså sig mit Land
til Ejendom for at drive indbyggerne
bort og gøre det til Rov.
6. Profeter derfor om Israels Land og sig til Bjergene,
Højene,
Kløfteme og Dalene: Så
siger den Herre HERREN: Se, jeg faler i
Nidkærhed og Harme, fordi
I bærer Folkenes Hån.
7. Derfor, så siger den Herre HERREN: Jeg løfter
min Hånd og
sværger: Sandelig, Folkene
rundt om eder skal selv bære deres
Hån.
8. Og I, Israels Bjerge, skal skyde Grene og bære
Frugt for mit
Folk Israel, thi de skal snart komme
hjem.
9. Thi se, jeg kommer og vender mig til eder, og I
skal dyrkes og
tilsås;
10. jeg gør Mennesker, alt Israels Hus, mangfoldige
på eder, Byerne
skal bebos og Ruinerne genopbygges;
11. jeg gør Mennesker og Dyr mangfoldige på
eder, ja de skal blive
mangfoldige og frugtbare; jeg lader
eder bebos som i fordums
Tider og gør det bedre for
eder end i Fortiden; og I skal kende,
at jeg er HERREN.
12. Jeg lader Mennesker, mit Folk Israel, færdes
på eder; de skal
tage dig i Eje, og du skal være
deres Arvelod og ikke mere gøre
dem barnløse.
13. Så siger den Herre HERREN: Fordi de siger
til dig: "Du er en
Menneskeæder, som gør
dit Folk barnløst!"
14. derfor skal du ikke mere æde Mennesker eller
gøre dit Folk
barnløst, lyder det fra den
Herre HERREN.
15. Og jeg lader dig ikke mere høre Folkenes
Hån, og du skal ikke
mere bære Folkeslagenes Spot
eller gøre dit Folk harnløst, lyder
det fra den Herre HERREN.
16. HERRENs Ord kom til mig således:
17. Menneskesøn! Da Israels Slægt boedei
deres Land, gjorde de det
urent ved deres Færd og Gerninger;
som en Kvindes renhed var
deres Færd for mit Åsyn.
18. Så udøste jeg min Vrede over dem for
det Blods Skyld, de udgød i
Landet, og fordi de gjorde det urent
med deres Afgudsbilleder.
19. Jeg spredte dem blandt Folkene, og de strøedes
ud i Landene;
efter deres Færd og Gerninger
dømte jeg dem.
20. Således kom de til Folkene: hvor de kom hen,
vanærede de mit
hellige Navn, idet man sagde om
dem: "De der er HERRENs Folk, og
dog måtte de ud af hans Land!"
21. Da ynkedes jeg over mit hellige Navn, som Israels
Hus vanærede
blandt de Folk, de kom til.
22. Sig derfor til Israels Hus: Så siger den
Herre HERREN: Det er
ikke for eders Skyld, jeg griber
ind, Israels Hus, men for mit
hellige Navns Skyld, som I har vanæret
blandt de Folk, I kom
til.
23. Jeg vil hellige mit store Navn, som vanæres
blandt Folkene, idet
I har vanæret det iblandt
dem; og Folkene skal kende, at jeg er
HERREN, lyder det fra den Herre
HERREN, når jeg helliger mig på
eder for deres Øjne.
24. Jeg vil hente eder fra Folkene, samle eder fra
alle Lande og
bringe eder til eders Land.
25. Da stænker jeg rent Vand på eder, så
I bliver rene; jeg renser
eder for al eders Urenhed og alle
eders Afgudsbilleder.
26. Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd
giver jeg i eders
Indre; Stenhjertet tager jeg ud
af eders Kød og giver eder et
Kødhjerte.
27. Jeg giver min Ånd i eders Indre og virker,
at I følger mine
Vedtægter og tager Vare på
at holde mine Lovbud,
28. I skal bo i det Land, jeg gav eders Fædre,
og I skal være mit
Folk, og jeg vil være eders
Gud.
29. Jeg frelser eder fra al eders Urenbed; jeg kalder
Kornet frem og
mangfoldiggør det og sender
ikke mere Hungersnød over eder.
30. Jeg mangfoldiggør Træernes Frugter
og Markens Afgrøde, for at I
ikke mere skal tage en Hungersnøds
Skændsel på eder blandt
Folkene.
31. Da skal I ihukomme eders onde Veje og eders Gerninger,
som ikke
var gode, og ledes ved eder selv
over eders Misgerninger og
Vederstyggeligheder.
32. Ikke for eders Skyld griber jeg ind, lyder det
fra den Herre
HERREN, det være eder kundgjort!
Skam jer og blues over eders
Veje, Israels Hus!
33. Så siger den Herre HERREN: Den Dag jeg renser
eder for alle
eders Misgerninger, lader jeg Byerne
bebos, og Ruinerne skal
genopbygges;
34. det ødelagte Land skal dyrkes, i Stedet
for at det har været en
Ødemark for alles Øjne,
som kom forbi.
35. Da skal man sige: "Dette Land, som var ødelagt,
er blevet som
Edens Have, og Byerne, som var omstyrtet,
ødelagt og nedrevet,
er befæstet og beboet."
36. Og Folkene, der er tilhage rundt om eder, skal
kende, at jeg,
HERREN, har opbygget de nedrevne
Byer og tilplantet det ødelagte
Land; jeg, HERREN, har talet, og
jeg fuldbyrder det.
37. Så siger den Herre HERREN: Også dette
vil jeg gøre for Israels
Hus på deres Bøn: Jeg
vil gøre dem mangfoldige som en Hjord af
Mennesker;
38. som en Hjord af Offerdyr, som Jerusalems Fårehjorde
på dets
Højtider skal de omstyrtede
Byer blive fulde af Menneskehjorde;
og de skal kende, at jeg er HERREN.
Ezekiel 37
1. Herrens hånd kom over mig, og han førte
mig i ånden ud og satte
mig midt i dalen. Den var fuld af
Ben;
2. og han førte mig rundt omkring dem, og se,
de lå i store Mængder
ud over Dalen, og se, de var aldeles
tørre.
3. Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn!
kan disse Ben blive
levende?" Jeg svarede: "Herre, HERRE,
du ved det!"
4. Så sagde han til mig: Profeter over disse
Ben og sig til dem: I
tørre Ben, hør HERRENs
Ord!
5. Så siger den Herre HERREN til disse Ben:
Se, jeg bringer Ånd i
eder, så I bliver levende.
6. Jeg lægger Sener om eder, lader Kød
vokse frem på eder,
overtrækker eder med Hud og
indgiver eder Ånd, så I bliver
levende; og I skal kende, at jeg
er HERREN.
7. Så profeterede jeg, som mig var pålagt,
og der hørtes en Lyd, da
jeg profeterede, og se, der hørtes
Raslen, og Benene nærmede sig
hverandre.
8. Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem,
Kød voksede frem, og
de blev overtrukket med Hud, men
der var ingen Ånd i dem.
9. Så sagde han til mig: Profeter og tal til
Ånden, profeter, du
Menneskesøn, og sig til dem:
Så siger den Herre HERREN: Ånd, kom
fra de fre Verdenshjørner
og blæs på disse dræbte, at de må
blive levende!
10. Da profeterede jeg, som han bød mig, og
Ånden kom i dem, og de
blev levende og rejste sig på
deres Fødder, en såre, såre stor
Hær.
11. Derpå sagde han til mig: Menneskesøn!
Disse Ben er alt Israels
Hus. Se, de siger: "Vore Ben er
tørre, vort Håb er svundet, det
er ude med os!"
12. Profeter derfor og sig til dem: Så siger
den Herre HERREN: Se,
jeg åbner eders Grave og fører
eder ud af dem, mit Folk, og
bringer eder til Israels Land;
13. og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
åbner eders Grave og
fører eder ud af dem, mit
Folk.
14. Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver
levende, og jeg bosætter
eder i eders Land; og I skal kende,
at jeg er HERREN; jeg har
talet, og jeg fuldbyrder det, lyder
det fra HERREN.
15. HERRENs Ord kom til mig således:
16. Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ
og skriv derpå: Juda og
hans Medbrødre blandt Israeliterne!
Tag så et andet Stykke Træ
og skriv derpå: Josef Efraims
Træ og hans Medbrødre, alt Israels
Hus!
17. Føj dem så sammen til eet Stykke,
så de bliver eet i din Hånd.
18. Og når så dine Landsmænd siger
til dig: "Vil du ikke sige os,
hvad du mener dermed?"
19. sig så til dem: Så siger den Herre
HERREN: Se, jeg tager Josefs
Træ", som var i Efraims Hånd,
og Israels Stammer, hans
Medbrødre, og føjer
dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke
og de skal blive eet i Judas Hånd.
20. Og Træstykkerne, du skrev på, skal
være i din Hånd, så de kan se
dem.
21. Tal så til dem: Så siger den Herre
HERREN: Se, jeg henter
Israeliterne fra Folkene, til hvilke
de vandrede hen, og samler
dem alle Vegne fra og bringer dem
til deres Land.
22. Jeg gør dem til eet Folk i Landet på
Israels Bjerge; og de skal
alle have en og samme Konge og ikke
mere være to Folk eller delt
i to Riger.
23. De skal ikke mere gøre sig urene ved deres
Afgudsbilleder og
væmmelige Guder eller alle
deres Overtrædelser, og jeg vil
frelse dem fra alt deres Frafald,
hvormed de forsyndede sig, og
rense dem, og de skal være
mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
24. Min Tjener David skal være Konge over dem,
og alle skal de have
en og samme Hyrde. De skal følge
mine Lovbud og holde mine
Vedtægter og gøre efter
dem.
25. De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob,
der hvor deres
Fædre boede; de skal bo der
til evig Tid, de, deres Børn og
Børnebørn; og min
Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.
26. Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt
skal det være; og
jeg gør dem mangfoldige og
sætter min Helligdom i deres Midte
evindelig;
27. min Bolig skal være over dem; jeg vil være
deres Gud, og de skal
være mit Folk.
28. Og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, som helliger
Israel,
når min Helligdom bliver i
deres Midte evindelig
Ezekiel 38
1. HERRENs Ord kom til mig således:
2. Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs
Land, Fyrsten over
Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter
imod ham
3. og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg
kommer over dig, Gog,
Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal.
4. Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber
og trækker dig frem
med hele din Hær, Heste og
Ryttere, alle i smukke Klæder, en
vældig Skare med store og
små Skjolde, alle med Sværd i Hånd.
5. Persere, Ætiopere og Putæere er med
dem, alle med Skjold og
Hjelm,
6. Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det
yderste Nord med
alle dets Hobe, mange Folkeslag
er med.
7. Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som
er samlet om
dig, og vær mig rede til Tjeneste.
8. Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig;
ved Årenes
Fjende skal du overfalde et Land,
som atter er unddraget
Sværdet, et Folk, som fra
mange Folkeslag er sanket sammen på
Israels Bjerge, der stadig lå
øde hen, et Folk, som er ført bort
fra Folkeslagene og nu bor trygt
til Hobe.
9. Du skal trække op som et Uvejr og komme som
en Sky og oversvømme
Landet, du og alle dine Hobe og
de mange Folkeslag, som følger
dig.
10. Så siger den Herre HERREN: På hin Dag
skal en Tanke stige op i
dit Hjerte, og du skal oplægge
onde Råd
11. og sige: "Jeg vil drage op imod et åbent
Land og overfalde
fredelige Folk, som bor trygt, som
alle bor uden Mure og hverken
har Portstænger eller Porte,
12. for at gøre Bytte og røve Rov, lægge
Hånd på genopbyggede ruiner
og på et Folk, der er indsamlet
fra Folkene og vinder sig Fæ og
Gods, og som bor på Jordens
Navle."
13. Sabæerne og Dedaniterne, Tarsiss Købmænd
og alle dets
Handelsfolk skal sige til dig: "Kommer
du for at gøre Bytte, har
du samlet din Skare for at røve
Rov, for at bortføre Sølv og
Guld, rane Fæ og Gods og gøre
et vældigt Bytte?"
14. Profeter derfor, Menneskesøn, og sig til
Gog: Så siger den Herre
HERREN: Ja, på hin Dag skal
du bryde op, medens mit Folk Israel
bor trygt,
15. og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og
de mange
Folkeslag, der følger dig,
alle til Hest, en stor Skare, en
vældig Hær;
16. som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel
og oversvømme
Landet. I de sidste Dage skal det
ske; jeg fører dig imod mit
Land; og Folkene skal kende mig,
når jeg for deres Øjne helliger
mig på dig, Gog.
17. Så siger den Herre HERREN: Er det dig, jeg
talede om i gamle
dage ved mine Tjenere, Israels Profeter,
som profeterede i hine
Tider, at jeg vilde bringe dig over
dem?
18. Men på hin dag, når Gog overfalder Israels
Land, lyder det fra
den Herre HERREN, vil jeg give min
Vrede Luft.
19. I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler
jeg det: Sandelig, på hin
Dag skal et vældigt Jordskælv
komme over Israels Land;
20. for mit Åsyn skal Havets Fisk, Himmelens
Fugle, Markens vilde
Dyr og alt kryb på Jorden
og alle Mennesker på Jordens Flade
skælve, Bjergene skal styrte,
Klippevæggene falde og hver Mur
synke til Jord.
21. Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder
det fra den Herre
HERREN; den enes Sværd skal
rettes mod den anden;
22. jeg går i Rette med ham med Pest og Blod,
med Regnskyl og
Haglsten; Ild og Svovl lader jeg
regne over ham, hans Hobe og de
mange Folkeslag, som følger
ham.
23. Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende
for de mange
Folks Øjne; og de skal kende,
at jeg er HERREN.
Ezekiel 39
1. Du, Menneskesøn, Profeter mod Gog og sig:
Så siger den Herre
HERREN. Se, Jeg kommer over dig,
Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek
og Tubal!
2. Jeg vender dig, leder dig og fører dig op
fra det yderste Nord
og bringer dig til Israels Bjerge.
3. Så slår jeg Buen ud af din venstre
Hånd og lader Pilene falde ud
af din højre.
4. På Israels Bjerge skal du falde, du og alle
dine Hobe og
Folkeslagene, der følger
dig; jeg giver dig til Føde for alle
Hånde Rovfugle og Markens
vilde Dyr.
5. I åben Mark skal du falde, så sandt
jeg har talet, lyder det fra
den Herre HERREN.
6. Og jeg sætter Ild på Magog og på
de fjerne Strandes trygge
Indbyggere; og de skal kende, at
jeg er HERREN.
7. Mit hellige Navn kundgør jeg midt i mit
Folk Israel, og jeg vil
ikke mere vanhellige mit hellige
Navn; og Folkene skal kende, at
jeg er HERREN, den Hellige i Israel.
8. Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den
Herre HERREN;
det er Dagen, jeg har talet om.
9. Så skal Indbyggerne i Israels Byer gå
ud og gøre Ild på og tænde
op med Rustninger, små og
store Skjolde, Buer, Pile, Håndstave
og Spyd; og de skal bruge det til
at gøre Ild med i syv År.
10. De skal ikke hente Træ i Marken eller hugge
Brænde i Skovene,
men gøre Ild på med
Rustningerne. De skal plyndre dem, de
plyndredes af, og hærge dem,
de hærgedes af, lyder det fra den
Herre HERREN.
11. Og på hin Dag giver jeg Gog et Gravsted i
Israel,
Vandringsmændenes dal østen
for Havet, og den skal spærre Vejen
for Vandringsmænd; der skal
de jorde Gog og hele hans larmende
Hob og kalde Stedet: Gogs larmende
Hobs dal.
12. Israels Hus skal have hele syv Måneder til
at jorde dem og
således rense Landet.
13. Alt folket i Landet skal jorde dem, og det skal
tjene til deres
Ros, på den Dag jeg herliggør
mig, lyder det fra den Herre
HERREN.
14. Man skal udvælge fast Mandskab til at drage
Landet rundt og søge
efter dem, der er blevet tilbage
ud over Landet, for at rense
det; når syv Måneder
er gået, skal de skride til at søge;
15. og når de vandrer Landet rundt og en får
Øje på Menneskeknogler,
skal han sætte et Mærke
derved, for at Graverne kan jorde dem i
Gogs larmende Hobs Dal;
16. også skal en By have Navnet Hamona". Således
skal de rense
Landet.
17. Og du, Menneskesøn! Så siger den Herre
HERREN: Sig til alle
Fugle og alle Markens vilde Dyr:
Saml eder og kom hid, kom
sammen alle Vegne fra til mit Slagtoffer,
som jeg slagter for
eder, et vældigt Slagtoffer
på Israels Bjerge; I skal æde Kød og
drikke Blod!
18. Kød af Helte skal I æde, Blod af Jordens
Fyrster skal I drikke,
Vædre, Får, Bukke og
Tyre, alle fedet i Basan.
19. I skal æde eder mætte i Fedt og drikke
eder drukne i Blod af mit
Slagtoffer, som jeg slagter for
eder.
20. I skal mætte eder ved mit Bord med Køreheste
og Rytterheste,
Helte og alle Hånde Krigsfolk,
lyder det fra den Herre HERREN.
21. Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene,
og alle Folkene skal
skue den Dom, jeg fuldbyrder, og
min Hånd, som jeg lægger på
dem.
22. Israels Hus skal kende, at jeg, HERREN, er deres
Gud fra hin Dag
og fremdeles;
23. og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede
i Landflygtighed
for deres Misgerningers Skyld, fordi
de var troløse imod mig, så
jeg skjulte mit Åsyn for dem
og gav dem i deres Fjenders Hånd,
hvorfor de alle faldt for Sværdet.
24. Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser
handlede jeg med dem
og skjulte mit Åsyn for dem.
25. Derfor, så siger den Herre HERREN; Nu vil
jeg vende Jakobs
Skæbne, forbarme mig over
alt Israels Hus og være nidkær for mit
hellige Navn;
26. og de skal glemme deres Skændsel og al den
Troløshed, de viste
mig, når de bor trygt i deres
Land, uden at nogen skræmmer,
27. når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene,
samler dem fra deres
Fjenders Lande og helliger mig på
dem for mange Folks Øjne.
28. Og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud, når
jeg efter at
have ført dem i Landflygtighed
blandt Folkene samler dem i deres
Land uden at lade nogen af dem blive
tilbage derude
29. og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da
jeg har udgydt min Ånd
over Israels Hus, lyder det fra
den Herre HERREN.
Ezekiel 40
1. I det fem og tyvende år efter at vi var ført
i landflygtighed,
ved nytårstide, på den
tiende dag i Måneden i det fjortende År
efter Byens indtagelse, netop på
den Dag kom HERRENs Hånd over
mig, og han førte mig
2. i Guds Syner til Israels Land og satte mig på
et såre højt
Bjerg, og på det var der bygget
noget som en By mod Syd;
3. og da han havde ført mig derhen, se, da
var der en Mand som
Kobber at se til med en Hørgarnssnor
og en Målestang i Hånden,
og han stod ved Porten.
4. Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med
dine Øjne, hør med
dine Ører og læg vel
Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du
er ført hid, for at jeg skal
vise dig det. Kundgør Israels Hus
alt, hvad du ser!"
5. Og se, der var en Mur uden om Templet til alle Sider.
Manden
holdt i Hånden en Målestang.
som var seks Alen lang, en Alen en
Håndsbred længere end
sædvanlig", og han målte Muren; den var
eet Mål bred og eet Mål
høj.
6. Så gik han op ad syv Trappetrin ind i den
Port, hvis Forside
vendte mod Øst; og han målte
Portens Tærskel til eet Mål i
Bredden,
7. hvert af Portens Siderum ligeledes til eet Mål
i Længden og eet
i Bredden, Murpillerne mellem Siderummene
til fem Alen og
Tærskelen ved Portens Forhal
på den Side,
8. der vendte indad i Porten, til eet Mål.
9. Og han målte Portens Forhal til otte Alen
og dens Murpiller til
to; Portens Forhal lå på
indersiden.
10. Portens Siderum, tre på hver Side, lå
over for hverandre; de var
lige store alle tre; også
Murpillerne på begge Sider var lige
store.
11. Så målte han Portindgangens Bredde
til ti Alen og Portgangens
til tretten.
12. Foran Siderummene var der på begge Sider
afspærrede Pladser på
een Alen, og selve Siderummene på
begge Sider var seks Alen.
13. Så målte han Porten fra Indervæggen
i et Siderum til Indervæggen
i Siderummet lige overfor til en
Bredde af fem og tyve Alen, Dør
over for Dør.
14. Så målte han Forhallen til tyve Alen;
og Forgården omgav Portens
Forhal".
15. Fra Portens Forside udad til Portforhallens Forside
indad var
der halvtredsindstyve Alen.
16. Porten havde på begge Sider Gittervinduer,
som udvidede sig
indad i Siderummene og deres Murpiller;
ligeledes havde
Forhallen på alle Sider Vinduer,
som udvidede sig indad. På
Murpillerne til begge Sider var
der Palmer.
17. Derpå førte han mig ind i den ydre
Forgård. Og se, der var
Kamre, og Forgården rundt
var der et stenlagt Stykke; der var
tredive Kamre på Stenlægningen.
18. Det stenlagte Stykke stødte op til Portenes
Sidemure, lige så
bredt som Portene var lange; det
var den nedre Stenlægning.
19. Han målte Forgårdens Bredde fra den
nedre Ports indre Forside
til den indre Ports ydre Forside
til hundrede Alen. Og han førte
mig mod Nord,
20. og se, der var en Port, som vendte mod Nord, i
den ydre Forgård,
og han målte dens Længde
og Bredde.
21. Den havde tre Siderum til hver Side, og Murpillerne
og Forhallen
havde samme Mål som i den
første Port; den var halvtredsindstyve
Alen lang og fem og tyve Alen bred.
22. Vinduer, Forhal og Palmer havde samme Mål
som i den Port, hvis
Forside vendte mod Øst; ad
syv Trin steg man op dertil, og
Forhallen lå inderst inde.
23. En Port til den indre Forgård lå over
for Nordporten, ligesom
Forholdet var ved Østporten;
og han målte fra Port til Port
hundrede Alen.
24. Så førte han mig mod Syd og se, der
var også en Port mod Syd, og
han målte dens Murpiller og
Forhal; de havde samme Mål som de
andre.
25. Porten og dens Forhal havde Vinduer af samme Slags
som de
andre. Den var halvtredsindstyve
Alen lang og fem og tyve Alen
bred;
26. syv Trin førte op til den; Forhallen lå
inderst inde, og der var
Palmer på Murpillerne til
begge Sider.
27. Endelig var der en Port til den indre Forgård
over for
Sydporten: han målte hundrede
Alen fra Port til Port.
28. Derpå førte han mig til den indre Forgård
gennem Sydporten, og
den målte han; den havde samme
Størrelse som de andre,
29. og dens Siderum, Murpiller og Forhal havde samme
Størrelse som
de andre; Porten og dens Forhal
havde Vinduer rundt om. Den var
halvtredsindstyve Alen lang og fem
og tyve Alen bred.
30. (Der var Forhaller rundt om, fem og tyve Alen lange
og fem
Alenbrede.
31. Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård
med Palmer på
Murpillerne, og otte Trin dannede
dens Opgang.
32. Så førte han mig til Østporten
og målte denne Port; den havde
samme Størrelse som de andre,
33. og Siderum, Murpiller og Forgård havde samme
Størrelse som de
andre; Porten og dens Forhal havde
Vinduer rundt om. Den var
halvtredsindstyve Alen lang og fem
og tyve Alen bred.
34. Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård
med Palmer på
Murpillerne til begge Sider, og
otte Trin dannede dens Opgang.
35. Så førte han mig til Nordporten og
målte den; den havde samme
Størrelse som de andre,
36. ligeledes Siderum, Murpiller og Forhal; Porten
og dens Forhal
havde Vinduer rundt om. Den var
halvtredsindstyve Alen lang og
fem og tyve Alen bred.
37. Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård
med Palmer på
Murpillerne til begge Sider, og
otte Trin dannede dens Opgang.
38. Derpå vendte han sig til det Indre, idet han
førte mig til
Østporten; der skyllede man
Brændofferet
39. Og i Portens Forhal stod to Borde på den
ene Side og to på den
anden til at slagte Brændofferet,
Syndofferet og Skyldofferet
på.
40. Også ved det ydre Hjørne, mod Nord
når man steg op i
Portindgangen, stod to Borde og
ved Portforhallens andet Hjørne
andre to,
41. fire Borde på hver Side ved Portens Hjørner,
i alt otte. På dem
slagtede man Slagtofferet.
42. Og, til Brændofferet stod der tre Kvaderstensborde,
halvanden
Alen lange, halvanden Alen brede
og en Alen høje; på dem lagde
man de Redskaber, med hvilke man
slagtede Brændofferet og
Slagtofferet.
43. De havde hele Vejen rundt en Rand på en Håndsbred,
der vendte
indad; og oven over Bordene var
der Tage til Værn mod Regn og
Sol. Derpå førte han
mig atter
44. til den indre Forgård, og se, der var to
Kamre, et ved
Nordportens Hjørne med Forsiden
mod Syd og et andet ved
Sydportens Hjørne med Forsiden
mod Nord.
45. Og han sagde til mig: "Kammeret her, hvis Forside
vender mod
Syd, er for Præsterne, der
tager Vare på, hvad der er at
varetage i Templet,
46. og Kammeret der, hvis Forside vender mod Nord,
er for Præsterne,
der tager Vare på, hvad der
er at varetage ved Alteret. Det er
Zadoks Sønoer, som alene
af Levis Sønner må nærme sig HERREN for
at tjene ham."
47. Så målte han Forgården; den var
hundrede Alen lang og hundrede
Alen bred i Firkant; og Alteret
stod foran Templet.
48. Derpå førte han mig til Templets Forhal
og målte Forhallens
Piller" ; de var fem Alen brede
på begge Sider; Porten var
fjorten Alen bred og dens Sidevægge
tre Alen på begge Sider,
49. og Forhallen var tyve Alen lang og tolv Alen bred.
Ad ti Trin
steg man op til den; og der stod
Søjler op ad Pillerne, een på
hver Side.
Ezekiel 41
1. Derpå førte han mig til det hellige
og målte pillerne, de var
seks Al brede på begge Sider;
2. Indgangen var ti Alen bred, dens Sidevægge
fem Alen til begge
Sider; og han målte dets Længde
til fyrretyve Alen og Bredden
til tyve.
3. Derpå gik han ind i Inderhallen og målte
indgangens Piller; de
var to Alen, og Indgangen var seks
Alen bred og Sidevæggene syv
Alen brede til begge Sider.
4. Og han målte dets Længde til tyve Alen
og Bredden til tyve ud
for Tempelrummet. Og han sagde til
mig: "Dette er det
Allerhelligste."
5. Derpå målte han Templets Mur; den var
seks Alen bred; og
Tilbygningen var fire Alen bred
Templet rundt.
6. Tilbygningen lå Rum ved Rum, tre Aum oven
på hverandre tredive
Gange, og der var Fremspring, så
Bjælkerne ikke greb ind i
Templets Mur.
7. Således var Tilbygningens Rum bredere og
bredere opad, efter som
Tempelmuren var trukket tilbage
opad, Templet rundt. Fra det
nederste Stokværk steg man
op til det mellemste, og derfra op
til det øverste.
8. Og jeg så ved Templet en ophøjet brolagt
Plads hele Vejen
rundt. Tilbygningens Grundmure var
et fuldt Mål høje, seks Alen
til Kanten.
9. Tilbygningens Ydermur var fem Alen bred. Der var
en åben Plads
langs Templets Tilbygning.
10. En afspærret Plads, tyve Alen bred, omgav
Templet på alle Sider.
11. Tilbygningens Døre førte ud til den
åbne Plads, en Dør mod Nord
og en anden mod Syd; og den åbne
Plads var fem Alen bred på alle
Sider.
12. Den Bygning, som lå ved den afspærrede
Plads imod Vest, var
halvfjerdsindstyve Alen bred, dens
Mur var fem Alen tyk til alle
Sider, og den var halvfemsindstyve
Alen lang.
13. Han målte Templet; det var hundrede Alen langt;
den afspærrede
Plads tillige med Bagbygningen og
dens Mure var hundrede Alen
lang,
14. og Templets Forside tillige med den afspærrede
Plads mod Øst var
hundrede Alen bred.
15. Og han målte Længden af Bagbygningen
langs den afspærrede Plads,
som lå bag den; den var hundrede
Alen. Det Hellige, Inderhallen
og den ydre Forhal
16. var træklædt. Vinduer, som udvidede
sig indad, gav Lys rundt om
i alle tre Rum, og Væggene
derinde var klædt med Træ rundt om
fra Gulv til Vinduer,
17. og fra Indgangens Sidevægge til det indre
Rum var der Væggen
rundt
18. udskåret Arbejde, Keruber og Palmer, en Palme
mellem to Keruber;
Keruberne havde to Ansigter;
19. Menneskeansigtet vendte mod Palmen på den
ene Side og
Løveansigtet mod Palmen på
den anden Side; således var der gjort
hele Templet rundt.
20. Fra Gulv til Vinduer var der fremstillet Keruber
og Palmer på
det Helliges Væg.
21. Ved Indgangen til det Hellige var der firkantede
Dørstolper. Foran Helligdommen
var der noget, der så ud som
22. et Træalter, tre Alen højt, to Alen
langt og to Alen bredt; det
havde Hjørner, og dets Fodstykke
og Vægge var af Træ. Og han
sagde til mig: "Dette er Bordet,
som står for HERRENs Åsyn."
23. Det Hellige havde to Dørfløje;
24. ligeledes havde Helligdommen to Dørfløje;
hver Fløj var to
bevægelige Dørflader,
to på hver Fløj.
25. Og på dem var der fretillet Keruber og Palmer
ligesom på
Væggene. Der var et Trætag
uden for Forhallen.
26. Der var gitrede Vinduer og Palmer på Forhallens
Sidevægge til
begge Sider..."
Ezekiel 42
1. Derpå førte han mig ud i den indre
forgård i nordlig retning, og
han førte mig til Kamrene,
som lå ud imod den afspærrede Plads
og Bagbygningen, nogle på
den ene Side, andre på den anden.
2. Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve.
3. Over for Portene, som hørte til den indre
Forgård, og over for
Stenbroen, som hørte til
den ydre Forgård, var der Gang over for
Gang i tre Stokværk.
4. Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred
og hundrede Alen
lang, og deres Døre vendte
mod Nord.
5. De øvre Kamre var de snævreste, thi
Gangen tog noget af deres
Plads, så at de var mindre
end de nederste og mellemste.
6. Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler
svarende til den ydre
Forgårds; derfor var de øverste
snævrere end de nederste og
mellemste.
7. Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning
af den ydre
Forgård; foran Kamrene var
dens Længde halvtredsindstyve Alen;
8. thi Kamrene, som lå ved den ydre Forgård,
havde en samlet Længde
af halvtredsindstyve Alen, og de
lå over for hine, i alt
hundrede Alen.
9. Neden for disse Kamre var indgangen på Østsiden,
når man gik ind
i dem fra den ydre Forgård,
10. ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpå førte
han mig mod Syd; og
der var også Kamre ud imod
den afspærrede Plads og Bagbygningen
11. med en Gang foran; de så ud som Kamrene mod
Nord; havde samme
Længde og Bredde, og alle
Udgange var her som hist, ligesom de
var indrettet på samme Måde.
12. Men deres Døre vendte mod Syd..."
13. Og han sagde til mig: "Kamrene mod Nord og Syd,
som ligger ud
mod den afspærrede Plads,
er de hellige Kamre, hvor Præsterne,
der nærmer sig HERREN, skal
spise det højhellige; der skal de
gemme det højhellige, Afgrødeofrene,
Syndofrene og Skyldofrene,
thi Stedet er helligt;
14. og når Præsterne træder ind -
de må ikke fra Helligdommen træde
ud i den ydre Forgård - skal
de der nedlægge deres Klæder, som
de gør Tjeneste i, da de
er hellige, og iføre sig andre Klæder;
da først må de nærme
sig det, der hører Folket til."
15. Da han var til Ende med at udmåle Templets
Indre, førte han mig
hen til den Port, hvis Forside vendte
mod Øst, og målte til alle
Sider;
16. han målte med Målestangen Østsiden;
den var efter Målestangen
500 Alen; så vendte han sig
og
17. målte med Målestangen Nordsiden til
500 Alen;
18. så vendte han sig og målte med Målestangen
Sydsiden til 500
Alen;
19. og han vendte sig og målte med Målestangen
Vestsiden til 500
Alen.
20. Til alle fire Sider målte han Pladsen; og
der var en Mur rundt
om, 500 Alen lang og 500 Alen bred,
til at sætte Skel mellem
det, som er helligt, og det, som
ikke er helligt.
Ezekiel 43
1. Derpå førte han mig hen til Østporten.
2. Og se Israels Guds Herlighed kom østerfra,
og det lød som mange
Vandes Brus, og Jorden lyste af
hans Herlighed.
3. Synet var som det, jeg havde set, da han kom for
at ødelægge
Byen, og Vognen så ud som
den, jeg havde set ved Floden
Kebar. Da faldt jeg på mit
Ansigt.
4. Og HERRENs Herlighed drog ind i Templet gennem
den Port, hvis
Forside vendte mod Øst.
5. Men Ånden løftede mig op og bragte
mig ind i den indre Forgård,
og se, HERRENs Herlighed fyldte
Templet.
6. Og jeg hørte en tale til mig ud fra Templet,
medens Manden stod
ved Siden af mig,
7. og han sagde: Menneskesøn! Her er min Trones
og mine Fodsålers
Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt
Israeliterne til evig
Tid. Israels Hus skal ikke mere
vanhellige mit hellige Navn,
hverken de eller deres konger, med
deres Bolen eller deres
kongers Lig,
8. de, som satte deres Tærskel lige ved min
og deres Dørstolper
lige ved mine, kun med en Mur imellem
mig og dem, og
vanhelligede mit hellige Navn ved
de Vederstyggeligheder, de
øvede, så jeg måtte
tilintetgøre dem i min Vrede.
9. Nu skal de fri mig for deres Bolen og deres Kongers
Lig, så jeg
kan bo iblandt dem til evig Tid.
10. Men du, Menneskesøn, giv Israels Hus en
Beskrivelse af Templet,
dets Udseende og Form, at de må
skamme sig over deres
Misgerninger.
11. Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har
gjort, så kundgør
dem Templets Omrids og Indretning,
dets Udgange og Indgange, et
helt Billede deraf; ligeledes alle
Vedtægter og Love derom; og
skriv det op for deres Øjne,
at de må mærke sig Billedet i sin
Helhed og alle Vedtægterne
og holde dem.
12. Dette er Loven om Templet: På Bjergets Tinde
skal alt dets
Område til alle Sider være
højhelligt; se, det er Loven om
Templet.
13. Følgende er Alterets Mål i Alen, en
Alen en Håndsbred længere
end sædvanlig: Foden var en
Alen høj og en Alen bred, Kantlisten
Randen rundt et Spand høj.
Om Alterets Højde gælder følgende:
14. Fra Foden underneden op til det nederste Fremspring
to Alen med
en Alens Bredde; og fra det lille
Fremspring til det store fire
Alen med en Alens Bredde.
15. Ildstedet var fire Alen højt, og fra Ildstedet
ragede fire Horn
i Vejret.
16. Ildstedet var tolv Alen langt og tolv Alen bredt,
så det dannede
en ligesidet Firkant.
17. Det store Fremspring var fjorten Alen langt og
fjorten Alen
bredt på alle fire Sider;
det lille Fremspring seksten Alen
langt og seksten Alen bredt på
alle fire Sider; Kantlisten rundt
om en halv Alen bred og Foden en
Alen bred rundt om. Trappen var
på Østsiden.
18. Og han sagde til mig: Menneskesøn! Så
siger den Herre HERREN:
Følgende er Vedtægteme
om Alteret, på den Dag det bygges til at
ofre Brændofre og sprænge
Blod på:
19. Så lyder det fra den Herre HERREN: Levitpræsterne,
som
nedstammer fra Zadok og må
nærme sig mig for at gøre Tjeneste
for mig, skal du give en ung Tyr
til Syndoffer;
20. og du skal tage noget af dens Blod og stryge det
på Alterets
fire Horn, på Fremspringets
fire Hjørner og på Kantlisten rundt
om og således rense det for
Synd og fuldbyrde Soningen for det.
21. Og du skal tage Syndoffertyren og brænde
den ved Tempelvagten
uden for Helligdommen.
22. Næste Dag skal du bringe en lydefri Gedebuk
som Syndoffer, og de
skal rense Alteret for Synd, ligesom
de rensede det med Tyren.
23. Og når du er til Ende med at rense det for
Synd, skal du bringe
en lydefri ung Tyr og en lydefri
Væder af Småkvæget;
24. du skal bringe dem for HERRENs Åsyn, og Præsterne
skal strø Salt
på dem og ofre dem som Brændoffer
for HERREN.
25. Syv Dage skal du daglig ofre en Syndofferbuk, og
man skal ofre
en ung Tyr og en Væder af
Småkvæget, lydefri Dyr;
26. i syv Dage skal man fuldbyrde Soningen for Alteret
og rense det
og indvie det.
27. Således skal man bære sig ad i disse
Dage. Og på den ottende Dag
og siden hen skal Præsterne
ofre eders Brændofre og Takofre på
Alteret; og jeg vil have Behag i
eder, lyder det fra den Herre
HERREN.
Ezekiel 44
1. Derpå førte han mig tilbage ad helligdommens
ydre østport til,
og den var lukket."
2. Og HERREN sagde til mig: Denne Port skal være
lukket og må ikke
åbnes! Ingen må gå
ind derigennem, thi igennem den drog HERREN,
Israels Gud, ind; derfor skal den
være lukket.
3. Kun Fyrsten må sidde i den og holde Måltid
for HERRENs Åsyn; men
han skal gå ind igennem Portforhallens
Dør og samme Vej ud.
4. Derpå førte han mig i Retning af Nordporten
til Pladsen foran
Templet, og jeg skuede, og se, HERRENs
Herlighed fyldte HERRENs
Hus, og jeg faldt på mit Ansigt.
5. Da sagde HERREN til mig: Menneskesøn, mærk
dig og se med dine
Øjne og hør med dine
Ører alt, hvad jeg taler til dig med Hensyn
til alle Vedtægter og Love
om HERRENs Hus, og læg vel Mærke til,
hvad der gælder om Adgang
til Templet gennem en hvilken som
helst af Helligdommens Udgange.
6. Og sig til Israels Hus, den genstridige Slægt:
Så siger den
Herre HERREN: Lad det nu være
nok med alle eders
Vederstyggeligheder, Israels Hus,
7. at I lod fremmede med uomskårne Hjerter og
uomskåret Kød komme
ind i min Helligdommen, for at de
skulde være der og vanhellige
mit Hus, når I frembar min
Mad, Fedt og Blod og således brød min
Pagt ved alle eders Vederstyggeligheder.
8. I tog ikke Vare på, hvad der var at varetage
ved mine hellige
Ting, men overlod de fremmede at
tage Vare på, hvad der var at
varetage i min Helligdom.
9. Derfor, så siger den Herre HERREN: Ingen
fremmed med uomskåret
Hjerte og uomskåret Kød
må komme i min Helligdom, ikke een af de
fremmede, som lever blandt Israels
Børn.
10. Men de Leviter, som fjernede sig fra mig, da Israel
for vild,
idet de for vild fra mig og holdt
sig til deres Afgudsbilleder,
de skal bære deres Misgerning.
11. De skal i min Helligdom gøre Vagttjeneste
ved Tempelportene og
udføre Arbejdet i Templet,
idet de skal slagte Brændofrene og
Slagtofrene for Folket og stå
dem til Tjeneste og gå dem til
Hånde.
12. Fordi de gik dem til Hånde over for deres
Afgudsbilleder og
således blev Årsag til
Skyld for Israels Hus, derfor løfter jeg
min Hånd imod dem, lyder det
fra den Herre HERREN, på at de skal
bære deres Misgerning.
13. De må ikke nærme sig mig for at gøre
Præstetjeneste for mig, ej
heller må de nærme sig
nogen af mine hellige Ting, det
højhellige, men de skal bære
deres Skændsel og de
Vederstyggeligheder, de øvede.
14. Jeg sætter dem til at tage Vare på,
hvad der er at varetage i
Templet ved alt Arbejde der, ved
alt, hvad der er at gøre
derinde.
15. Men Levitpræsterne, Zadoks Efterkommere, som
tog Vare på, hvad
der var at varetage i min Helligdom,
dengang Israeliterne for
vild fra mig, skal nærme sig
mig for at gå mig til Hånde og være
mig til Tjeneste og ofre mig Fedt
og Blod, lyder det fra den
Herre HERREN.
16. De skal gå ind i min Helligdom og nærme
sig mit Bord for at gå
mig til Hånde og tage Vare
på, hvad jeg vil have varetaget.
17. Og når de går ind ad den indre Forgårds
Port, skal de være iført
Linnedklæder; de må
ikke have uld på Kroppen, når de gør
Tjeneste i den indre Forgårds
Porte eller længere inde.
18. De skal bære Linnedhuer på Hovedet
og Linnedbenklæder om
Lænderne; de må ikke
omgjorde sig med noget, som fremkalder
Sved.
19. Og når de går ud i den ydre Forgård
til Folket, skal de afføre
sig de Klæder, i hvilke de
gør Tjeneste, gemme dem i
Helligdommens kamre og iføre
sig andre Klæder, at de ikke skal
gøre Folket helligt med deres
Klæder.
20. Hovedet må de ikke rage, dog heller ikke
lade Håret vokse frit,
men de skal klippe deres Hår.
21. Vin må ingen Præst drikke, når
han går ind i den indre Forgård.
22. Enke eller fraskilt må de ikke tage til Ægte,
men kun Jomfruer
af Israels Hus; dog må de
ægte Enken efter en Præst.
23. De skal lære mit Folk at skelne mellem det,
som er helligt, og
det, som ikke er helligt, og undervise
dem i Forskellen mellem
rent og urent.
24. Ved Retstrætter skal de optræde som
Dommere; efter mine Lovbud
skal de dømme. De skal overholde
mine Love og Vedtægter på alle
mine Højtidsdage og helligholde
mine Sabbater.
25. Et Lig må de ikke komme nær, at de
ikke skal blive urene derved;
kun ved Fader, Moder, Søn,
Datter, Broder eller ugift Søster må
de gøre sig urene;
26. og efter at være blevet uren skal han tælle
syv Dage frem, så er
han atter ren;
27. den Dag han atter går ind i Helligdommen,
i den indre Forgård,
for at gøre Tjeneste i Helligdommen,
skal han frembære et
Syndoffer, lyder det fra den Herre
HERREN.
28. De skal ingen Arvelod have; jeg er deres Arvelod.
Og Ejendom i
Israel må I ikke give dem;
jeg er deres Ejendom.
29. Afgrødeofferet, Syndofferet og Skyldofferet
skal de spise, og
alt, hvad der er lagt Band på
i Israel, skal tilfalde dem.
30. Det bedste af al Førstegrøde af enhver
Art, alle Offerydelser af
enhver Art, alt, hvad I måtte
yde, skal tilfalde Præsterne, og
Førstegrøden af eders
Grovmel skal I give Præsten for at
nedkalde Velsignelse over eders
Huse.
31. Intet Ådsel og intet, som er sønderrevet,
være sig Fugl eller
firføddet Dyr, må Præsterne
spise.
Ezekiel 45
1. Når I udskifter landet ved lodkastning, skal
I yde Herren en
Offerydelse, en hellig Del af Landet,
25 000 Alen lang og 20 000
Alen bred; hellig skal den være
i hele sin Udstrækning.
3. Af denne Strækning skal du afmåle et
Stykke på 25000 Alens
Længde og 10000 Alens Bredde;
der skal Helligdommen, den
højhellige, ligge.
4. Det er en hellig Gave af Landet og skal tilfalde
Præsterne, som
gør Tjeneste i Helligdommen,
dem, som træder frem for at gøre
Tjeneste for HERREN; og det skal
give dem Plads til Boliger og
Græsgang.
2. Deraf skal til Helligdommen fratages et firkantet
Stykke på 500
Alen til alle Sider, omgivet af
en åben Plads på 50 Alen.
5. Et Stykke på 25000 Alens Længde og
10000 Alens Bredde skal som
Grundejendom tilfalde Leviteme,
som gør Tjeneste i Templet, til
Byer at bo i.
6. Byens Grundejendom skal I give en Bredde af 5000
Alen og en
Længde af 25000 Alen, samme
Længde som den hellige Offerydelse;
den skal tilhøre hele Israels
Hus.
7. Og Fyrsten skal på begge Sider af den hellige
Offerydelse og
Byens Grundejendom have et Område
langs den hellige Offerydelse
og Byens Grundejendom både
på Vestsiden og Østsiden af samme
Længde som en af Stammelodderne
fra Landets Vestgrænse til
Østgrænsen;
8. det skal tilhøre ham som Grundejendom i
Israel, for at mine
Fyrster ikke fremtidig skal undertrykke
mit Folk; men det øvrige
Land skal gives Israels Hus, Stamme
for Stamme.
9. Så siger den Herre HERREN: Lad det nu være
nok, I Israels
Fyrster! Afskaf Vold og Undertrykkelse,
gør Ret og Skel og hør
op med eders Overgreb mod mit Folk,
lyder det fra den Herre
HERREN.
10. Vægt, som vejer rigtigt, Efa og Bat, som
holder Mål, skal I
have.
11. Efa og Bat skal have ens Mål, så at
en Bat holder en Tiendedel
Homer, og en Efa ligeledes en Tiendedel
Homer; efter en Homer
skal Målet fastslås.
12. En Sekel skal holde tyve Gera; fem Sekel skal være
fem, ti Sekel
ti, og til halvtredsindstyve Sekel
skal l regne en Mine.
13. Dette er den offerydelse, I skal yde: En Sjetedel
Efa af hver
Homer Hvede og en Sjetedel Efa af
hver Homer Byg.
14. Den fastsatte Ydelse af Olien: En Tiendedel Bat
af hver Kor, ti
Bat udgør jo en Kor;
15. et Lam fra Småkvæget af hver 200 som
Offerydelse fra alle
Israels Slægter til Afgrødeofre,
Brændofre og Takofre for at
skaffe eder Soning, lyder det fra
den Herre HERREN
16. Alt Folket i Landet skal give Fyrsten i Israel
denne
Offerydelse.
17. Men Fyrsten skal det påhvile at udrede Brændofrene,
Afgrødeofrene og Drikofrene
på Højtiderne, Nymånefesterne og
Sabbaterne, alle Israels Huses Fester;
han skal sørge for
Syndofrene, Afgrødeofrene,
Brændofrene og Takofrene for at
skaffe Israels Hus Soning.
18. Så siger den Herre HERREN: På den første
Dag i den første Måned
skal I fage en lydefri ung Tyr og
rense Helligdommen for Synd.
19. Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod
og stryge det på
Templets Dørstolper, Alterfremspringets
fire Hjørner og
Dørstolperne til den indre
Forgårds Port.
20. Det samme skal han gøre på den første
Dag i den syvende Måned
for deres Skyld, som har fejlet
af Vanvare eller Uvidenhed, og
således skaffe Templet Soning.
21. På den fjortende Dag i den første
Måned skal I fejre
Påskefesten: syv Dage skal
I spise usyret Brød;
22. og Fyrsten skal på den Dag for sig selv og
for alt Folket i
Landet ofre en Tyr som Syndoffer;
23. på de syv Festdage skal han som Brændoffer
for HERREN ofre syv
Tyre og syv Vædre, lydefri
Dyr, på hver af de syv Dage, og
ligeledes daglig som Syndoffer en
Gedebuk;
24. og som Afgrødeoffer skal han ofre en Efa
med Tyren og ligeledes
een med Væderen, desuden en
Hin Olie med Efaen.
25. På den femtende Dag i den syvende Måned
skal han på Festen ofre
lige så meget som Syndoffer,
Brændoffer, Afgrødeoffer og lige så
megen Olie; det skal han gøre
syv Dage.
Ezekiel 46
1. Så siger den Herre HERREN: Den indre forgårds
østport skal være
lukket de seks hverdage, men på
Sabbatsdagen skal den åbnes,
ligeledes på Nymånedagen:
2. og Fyrsten skal udefra gå ind gennem Portens
Forhal og stille
sig ved Portens Dørstolpe.
Præsterne skal ofre hans Brændoffer
og Takofre, og han skal tilbede
på Portens Tærskel og så gå ud
igen; og Porten skal stå åben
til Affen.
3. Men Folket i Landet skal på Sabbaterne og
Nymånedagene tilbede
for HERRENs Åsyn ved denne
Ports Indgang.
4. Det Brændoffer, Fyrsten bringer HERREN på
Sabbatsdagen, skal
udgøre seks lydefri Lam og
en lydefri Væder,
5. dertil et Afgrødeoffer på en Efa med
Væderen og et Afgrødeoffer
efter Behag med Lammene, desuden
en Hin Olie med hver Efa.
6. På Nymånedagen skal det udgøre
en ung, lydefri Tyr, seks Lam og
en Væder, lydefri Dyr;
7. med Tyren skal han ofre et Afgrødeoffer
på en Efa, med Væderen
ligeledes en Efa og med Lammene
efter Behag desuden en Hin Olie
med hver Efa.
8. Når Fyrsten går ind, skal han komme
gennem Portens Forhal, og
samme Vej skal han gå ud;
9. men når Folket i Landet konmmer for HERRENs
Åsyn på Festerne,
skal den, der kommer ind gennem
Nordporten for at tilbede, gå ud
gennem Sydporten, og den, der kommer
ind gennem Sydporten, gå ud
genmmem Nordporten; han må
ikke vende tilbage gennem den Port,
han kom ind ad, men skal gå
ud på den modsatte Side.
10. Fyrsten skal være iblandt dem; når de
går ind, skal han også gå
ind, og når de går ud,
skal han også gå ud.
11. På Festerne og Højtiderne skal Afgrødeofferet
være en Efa med
hver Tyr og ligeledes en Efa med
hvem Væder, men med Lammene
efter Behag; desuden en Hin Olie
med hver Efa.
12. Når Fyrsten ofrer et frivilligt Offer, et
Brændoffer eller
Takofre som frivilligt ofer til
HERREN, skal man åbne Østporten
for ham, og han skal ofre sit Brændoffer
eller sine Takofre, som
han gør på Sabbatsdagen;
og når han er gået ud, skal man lukke
Porten efter ham.
13. Et årgammelt, lydefrif Lam skal han daglig
ofre som Brændoffer
for HERREN; hver Morgen skal han
ofre det;
14. og dertil skal han hver Morgen sonm Afgrødeoffer
ofre en
Sjettedel Efa og til af fugte Melet
desuden en Tredjedel Hin
Olie; det er et Afgmødeoffer
for HERREN, en evigt gældende
Ordning.
15. Således skal de hver Morgen ofre Lammet,
Afgrødeofferet og Olien
som dagligt Brændoffer.
16. Så siger den Herre HERREN: Når Fyrsten
giver en af sine Sønner
en Gave af sin Arvelod, skal den
tilhøre hans Sønner; den skal
være deres arvelige grundejendom;
17. men giver han en af sine Tjenere en Gave af sin
Arvelod, skal
den kun tilhøre ham til Frigivningsåret;
så skal den vende
tilbage til Fyrsten. Kun hans Sønner
skal varigt eje en sådan
Arvelod.
18. Og Fyrsten må ikke tage noget af Folkets
Arvelod, idet han med
Vold trænger dem ud af deres
Grundejendom; af sin egen
Grundejendom skal han give sine
Sønner Arvelod, at ingen i mit
Folk skal jages bort fra sin Grundejendom.
19. Derpå førte han mig ind gennem Indgangen
ved Siden af Porten til
de hellige Kamre, som var indrettet
til Præsterne og vendte mod
Nord, og se, der var et Rum i den
inderste krog mod Vest.
20. Han sagde til mig: "Her er det Rum, hvor Præsterne
skal koge
Syndofferet og Skyldoferet og bage
Afgrødeofferet for ikke at
tvinges til at bringe det ud i den
ydre Forgård og således
hellige Folket."
21. Så bragte han mig ud i den ydre Forgård
og førte mig rundt til
Forgårdens fire Hjørner,
og se, i hvert Hjørne var der et
Gårdsrum;
22. i Forgårdens fire Hjørner var der
små Gårdsrum, fyrretyve Alen
lange og tredive Alen brede, alle
fire lige store;
23. der var Mure rundt om dem alle fire, og der var
indrettet
Køkkener rundt om langs Murene.
24. Og han sagde til mig: "Her er Køkkenerne,
hvor de, der gør
Tjemmesle i Templet, skal koge Folkets
Slagtofre."
Ezekiel 47
1. Derpå førte han mig tilbage til tempelets
indgang, og se, vand
sprang ud under tempelets Tærskel
i østlig Retning, thi Templets
Forside vendte mod Øst; og
Vandet løb ned under Templets Sydside
sønden for Alteret.
2. Så førte han mig ud gennenm Nordporten
og rundt udenom til den
ydre Østport, og se, Vand
rislede frem fra Sydsiden.
3. Derpå gik Manden ud mod Øst med en
Målesnor i Hånden, og da han
havde målt 1000 Alen, lod
han mig gå gennem Vandet, Vand til
Anklerne.
4. Da han atter havde målt 1000 Alen, lod han
mig på ny gå gennem
Vandet, Vand til Knæene; og
da han atter havde målt 1000 Alen,
lod han mig på ny gå
gennem Vandet, som der nåede til Hoften.
5. Da han atter havde målt 1000 Alen, var det
en Strøm, som jeg
ikke kunde vade over, thi Vandet
gik så højt, at man måtte
svømme over; det var en Strøm,
man ikke kunde vade over,
6. Da sagde han til mig: "Har du set det, Menneskesøn?"
Og han
førte mig tilbage langs Strømmens
Bred.
7. Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens
Bred en stor
Mængde Træer på
begge Sider;
8. og han sagde til mig: "Dette Vand løber
ud i Østerkredsen og ned
i Araba, og når det falder
ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet
der sundt;
9. alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler,
skal leve, overalt
hvor Strømmen kommer hen,
og der skal være en stor Mængde Fisk;
thi når dette Vand kommer
derhen, bliver Havvandet sundt, og alt
skal leve, hvor Strømmen
kommer hen.
10. Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til
En-Eglajim; et Sted til
at udspænde Fiskegarn skal
det være; dels Fisk skal være som det
store Havs Fisk, såre mange.
11. Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde;
af dem skal
udvindes Salt.
12. På begge Flodens Bredder skal der vokse alle
Hånde Frugttræer,
hvis Blade ikke falder af, og hvis
Frugter aldrig får Ende; hver
Måned bærer de nye Frugter;
thi dens Vand udspringer i
Helligdommen. Frugterne skal tjene
til Føde og Bladene til
Lægedom."
13. Så siger den Herre HERREN: Dette er den Grænse,
inden for
hvilken I skal udskifte Landet imellem
eder efter Israels tolv
Stammer; Josef skal have to Lodder.
14. I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje,
som jeg med
løftet Hånd svor at
give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder
som Arvelod.
15. Således skal Landets Nordgrænse være:
Fra det store Hav i
Retning af Hetlon til det Sted,
hvor Vejen går til Zedad,
16. Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskuss og Hamats
Områder,
Hazar-Enon ved Haurans Grænse.
17. Grænsen går fra det store Hav til Hazar-Enon,
således at
Damaskuss Område ligger norden
for ved Siden af Hamat. Det er
Nordgrænsen.
18. Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem
Hauran og Damaskus danner
Jordan Grænse mellem Gilead
og Israels Land til Havet i Øst, hen
til Tamar. Det er Øsfgrænsen.
19. Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved
Kadesj til Bækken,
ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen.
20. Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse
til tværs over for det
Sted, hvor Vejen går til Hamat.
Det er Vestgrænsen.
21. Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels
Stammer;
22. I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod
mellem eder og
de fremmede, som bor iblandt eder
og der har avlet Sønner og
Døtre; de skal være
eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod
med eder om Arvelod blandt Israels
Stammer.
23. I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give
ham hans
Arvelod, lyder det fra den Herre
HERREN.
Ezekiel 48
1. Følgende er navnene på stammerne: Yderst
i nord fra havet i
retning af Hetlon til det sted,
hvor Vejen går til Hamat, og
videre til Hazar-Enon, med Damaskuss
Område mod Nord ved Siden
af Hamat, fra Østsiden til
Vestsiden: Dan, een Stammelod;
2. langs Dans Område fra Østsiden til
Vestsiden: Aser, een
Stammelod;
3. langs Asers Område fra Østsiden til
Vestsiden: Naftali, een
Stammelod;
4. langs Naftalis Område fra Østsiden
til Vestsiden: Manasse, een
Stammelod;
5. langs Manasses Område fra Østsiden
til Vestsiden: Efraim, een
Stammelod;
6. langs Efrainms Område fma Østsiden
til Vestsiden: Ruben, een
Stammelod;
7. langs Rubens Område fra Østsiden til
Vestsiden: Juda, een
Stammelod.
8. Langs Judas Område fra Østsiden til
Vestsiden skal Offerydelsen,
som I yder, være 25000 Alen
bred og lige så lang som hver
Stammelod fra Østsiden til
Vestsiden; og Helligdommen skal ligge
i Midten.
9. Offerydelsen, som I skal yde HERREN, skal være
25 000 Alen lang
og 20800 Alen bred;
10. og den hellige Offerydelse skal tilhøre
følgende: Præsterne skal
have et Stykke, som mod Nord er
25 000 Alen langt, mod Vest
10.000 Alen bredt, mod Øst
10000 Alen bredt og mod Syd 25.000
Alen langt; og HERRENs Helligdom
skal ligge i Midten.
11. De helligede Præster, Zadoks Efterkommere,
som tog Vare på, hvad
jeg vilde have varetaget, og ikke
som Leviterne for vild, da
Israeliterne gjorde det,
12. skal det tilhøre som en Offerydelse af Landets
Offerydelse, et
højhelligt Område langs
Leviternes. 13 Og Leviterne skal have et
lige så stort Område
som Præsterne, 25000 Alen langt og 10000
Alen bredt; den samlede Længde
bliver således 25000 Alen,
Bredden 20000.
14. De må ikke sælge eller bortbytte noget
deraf eller overdrage
denne førstegrøde
af Landet til andre, thi den er helliget
HERREN.
15. Det Stykke på 5000 Alens Bredde, som er tilovers
af
Offerydelsens Bredde langs de 25000
Alen, skal være uindviet
Land og tilfalde Byen til Boliger
og Græsgang, og Byen skal
ligge i Midten;
16. dens Mål skal være følgende:
Nordsiden 4500 Alen, Sydsiden 4500,
Østsiden 4500 og Vestsiden
4500.
17. Byens Græsgang skal være 250 Alen mod
Nord, 250 mod Syd, 250 mod
Øst og 250 mod Vest.
18. Af det Stykke, som endnu er tilovers langs med
den hellige
Offerydelse, 10000 Alen mod Øst
og 10000 mod Vest, skal Afgrøden
tjene Byens indbyggere til Mad.
19. Byens Befolkning skal sammensættes således,
at Folk fra alle
israels Stammer bor der:
20. I alt skal I som Offerydelse yde en Firkant på
25000 Alen, den
hellige Offerydelse foruden Byens
Grundejendom.
21. Men Resten skal tilfalde Fyrsten; hvad der ligger
på begge Sider
af den hellige Offerydelse og Byens
Grundejendom, østen for de
25000 Alen hen til Østgrænsen
og vesten for de 25000 Alen hen
til Vestgrænsen, langs Stammelodderne,
skal tilhøre Fyrsten; den
hellige Offerydelse, Templets Helligdomn
i Midten
22. og Leviternes og Byens Grundejendom skal ligge
midt imellem de
Stykker, som tilfalder Fyrsten mellem
Judas og Benjamins Område.
23. Så følger de sidste Stammer: Fra Østsiden
til Vestsiden
Benjamin, een Stammelod;
24. langs Benjamins Område fra Østsiden
til Vestsiden: Simeon, een
Stammelod;
25. langs Simeons Område fra Østsiden
til Vestsiden: Issakar, een
Stammelod;
26. langs Issakars Område fra Østsiden
til Vestsiden: Zebulon, een
Stammelod;
27. langs Zebulons Område fra Østsiden
til Vestsiden: Gad, een
Stammelod;
28. og langs Gads Område på Sydsiden skal
Grænsen gå fra Tamar over
Meribas Vandved Kadesj til Bækken
ud til det store Hav.
29. Det er det Land, I ved Lodkastning skal udskifte
som Arvelod til
Israels Stammer, og det er deres
Stammelodder, lyder det fra den
Herre HERREN.
30. Følgende er Byens udgange; Byens Porte skal
opkaldes efter
Israels Stammer:
31. På Nordsiden, der måler 4500 Alen,
er der tre Porte, den første
Rubens, den anden Judas og den tredje
Levis;
32. på Østsiden, der måler 4500
Alen, er der tre Porte, den første
Josefs, den anden Benjamins og den
tredje Dans;
33. på Sydsiden, der måler 4500 Alen, er
der tre Porte, den første
Simeons, den anden Issakars og den
tredje Zebulons;
34. på Vestsiden, der måler 4500 Alen,
er der tre Porte, den første
Gads, den anden Asers og den tredje
Naftalis.
35. Omkredsen er 18000 Alen. Og Byens Navn skal herefter
være:
HERREN er der.