10. Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved
Havet, der ikke
kan måles eller tælles.
Og i Stedet for "I er ikke mit Folk"
skal de kaldes "den levende Guds
Børn".
11. Judæerne og Israeliterne skal slå sig
sammen og sætte en og
samme Høvding over sig og
drage op af Landet; thi stor er
Jizreels Dag.
1. Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster
nåderig.
14. Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud
i Ørkenen og tale
hende kærligt til.
15. Så giver jeg hende hendes Vingårde
der og Akors Dal til en
Håbets Dør. Der skal
hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun
drog op fra Ægyptens Land.
16. På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun
påkalde sin Ægtemand,
og ikke mere Baalerne.
17. Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer
skal Navnene
huskes.
18. På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med
Markens Dyr og
Himmelens Fugle og Jordens Kryb;
Bue, Sværd og Stridsvåben
sønderbryder jeg i Landet,
og jeg lader dem bo trygt.
19. Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover
mig med dig med
Retfærd og Ret, med Miskundhed
og Barmhjertighed;
20. jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal
kende HERREN.
21. Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører,
lyder det fra
HERREN, ja, at jeg bønhører
Himlen, at den så bønhører Jorden,
22. og Jorden bønhører Hornet, Mosten
og Olien, og de bønhører
Jizreel.
23. Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs
er jeg nådig og siger til
Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!"
og han skal sige: "Min Gud!"
11. Vin og Most tager Forstanden.
12. Mit Folk rådspørger sit Træ,
og Svaret giver dets Stok; thi
Horeånd ledte dem vild, de
boler sig bort fra deres Gud.
13. De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene
brænder de Ofre under en
Eg, en Poppel, en Terebinte, thi
Skyggen er god. Så horer jo og
eders Døtre, så boler
jo og eders Kvinder;
14. jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne
for deres Bolen; thi
selv går de bort med Horer
ofrer sammen med Skøger; og det uvise
Folk drages ned.
15. Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej
gøre sig skyldigt. Gå
ikke over til Gilgal, drag ikke
op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så
sandt HERREN lever!"
16. Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så
lade dem
græsse i Frihed som Lam?
17. Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!
18. Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet;
højt har deres
Skjolde elsket Skændsel.
19. Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger,
og de skal blive til
Skamme for deres Ofre.
8. Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft
Råb i
Bet-Aven, Benjamin, var dig!
9. Til Ørk skal Efraim blive på Straffens
Dag. Jeg kundgør om
Israels Stammer, hvad sikkert skal
ske.
10. Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster,
over dem vil jeg
øse min Harme som Vand.
11. Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb
han efter
Fjenden.
12. Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas
Hus.
13. Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked
sin Byld, gik Efraim
hen til Assur, Storkongen sendte
han Bud. Men han kan ej give
jer Helse, han læger ej eders
Byld.
14. Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge
for Judas Hus;
jeg, jeg river sønder og
går, slæber bort, og ingen redder.
7. De bryder Pagten i Adam er mig utro der;
8. Gilead er Udådsmænds By, den er sølet
i Blod.
9. Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de
myrder på Vejen til
Sikem gør Niddingsværk.
10. Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har
Efraim bolet,
Israel blev uren.
11. Juda, også for dig er der fastsat en Høst,
når jeg vender mit
Folks Skæbne, når jeg
læger Israel.
3. Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske
Lader Fyrster.
4. Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn,
som en Bager
standser med at ilde, fra Æltning
til Dejgen er syret.
5. De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge
af Rus. Spottere giver han
Hånden,
6. thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som
en Ovn; deres Vrede
sover om Natten, men brænder
i Lue ved Gry.
7. Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere
æder de op; alle deres
Konger falder, ej en af dem påkalder
mig.
8. Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han;
Efraim er som en Kage,
der ikke er vendt.
9. Fremmede tæred hans Kraft, han mærker
det ej; hans Hår er også
grånet, han mærker det
ej.
10. Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om
til HERREN deres
Gud og søgte ham ikke trods
alt.
11. Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de
kalder Ægypten til Hjælp
og vandrer til Assur.
12. Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem,
bringer dem
ned som Himlens Fugle og revser
dem for deres Ondskab.
13. Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem
for deres Frafald! Og
jeg skulde genløse dem, endskønt
de lyver imod mig!
14. De råber ej til mig af Hjertet, når
de jamrer på Lejet, sårer
sig for Korn og Most og er genstridige
mod mig.
15. Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for
imod mig.
16. De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet
Bue. Deres
Fyrster skal falde for Sværd
ved deres Tunges Frækhed. Det
spottes de for i Ægypten.
7. Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste,
Sæd uden Spire,
der ej giver Mel; og gav den, slugte
fremmede Melet.
8. Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu
for et Kar uden
Værd.
9. Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende
Vildæsel. Efraim tinged med
Elskovsgaver.
10. Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem
nu; snart
salver de ikke mere konge og Fyrster.
11. Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er
blevet ham Altre til
Synd;
12. jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke.
13. Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød
og æder; HERREN behager
de ej. Han mindes nu deres Skyld
og straffer deres Synder. De
skal tilbage til Ægypten.
14. Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme,
og Juda byggede
mange faste Stæder; derfor
sender jeg Ild imod hans Byer, og den
skal fortære hans Borge.
7. Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens
Dage, det skal Israel
mærke. "Afsindig er
Profeten, forrykt den af Ånden grebne"
fordi din Brøde er stor og
Fjendskabet stort!
8. I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten;
der er Snarer på alle
hans Veje, man gør Faldgruben
dyb.
9. Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld
og straffer
deres Synder.
10. Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som
tidligmodne Figner på
Træet så jeg eders Fædre.
De kom til Baal-Peor, til Skændselen
viede de sig, som Efraims Elskere
blev de en væmmelig Hob.
11. Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel,
Svangerskab,
Undfangelse forbi!
12. Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader
dem dø ud uden
Børn. Ja, ve også dem,
når jeg viger fra dem!
13. Efraim så jeg som en Mand, der gør
Jagt på sine Børn; thi Efraim
selv fører Sønnerne
ud til Bøddelen.
14. Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem
barnløst Skød
og golde Bryster!
15. I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til
dem; for deres
onde Gerninger driver jeg dem ud
af mit Hus; jeg elsker dem ikke
mer, genstridige er alle deres Fyrster.
16. Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer
slet ingen Frugt;
og får de end Børn,
jeg dræber den dyre Livsfrugt.
17. Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød
ham; hjemløse
bliver de blandt Folkene.
5. For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes,
ja, over den
skal dens Folk og dens Præster
sørge, jamre over deres Skat, thi
den bortføres fra dem;
6. som Gave til Storkongen føres og den til
Assur. Efraim høster
kun Skændsel, Israel Skam
af sin Afgud.
7. Samarias Konge slettes som Skum på Vandets
Flade.
8. Øde er Afgudshøjene, Israels Synd,
og på deres Altre skal Torn
og Tidsel gro. De siger til Bjergene:
"Skjul os!" til Højene:
"Fald ned over os!"
9. Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i
Gibea sagde man:
"Krig skal ej nå os!" Men
jeg kom over de Niddinger, revsede
dem;
10. Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold
Brøde.
11. En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede
villigt, Åget lagde jeg
selv på dens skønne
Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda
for Harven.
12. Så eders Sæd i Retfærd, høst
i Fromhed; bryd eder kundskabs
Nyjord og søg så HERREN,
til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
13. I pløjede Gudløshed, høstede
Uret, fortærede Løgnens
Frugt. Fordi du slår Lid til
dine Vogne og mange Helte,
14. skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine
Borge. De skal
ødelægges, som da Sjalman
ødelagde Bet-Arbel på Stridens
Dag. Moder skal knuses hos Børn.
15. Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal
Israels
Konge, ved Morgengry gøres
til intet.
8. Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel,
fare, ofre dig
ligesom Adma, gøre dig, som
Zebojim? Mit Hjerte vender sig i
mig, al min Medynk er vakt.
9. Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør
ej Efraim til intet
igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske,
hellig udi din Midte,
med Vredesglød kommer jeg
ikke.
10. HERREN skal de holde sig til, han brøler
som Løven, ja brøler,
og bævende kommer Sønner
fra Havet,
11. bævende som Fugle fra Ægypten, som
Duer fra Assurs Land; jeg
fører dem hjem til deres
Huse lyder det fra HERREN.
3. HERREN går i Rette med Juda og hjemsøger
Jakob, gengælder ham
efter hans Veje og efter hans Id.
4. I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred
med Gud i sin
Manddom,
5. ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med
Gråd om Nåde; i
Betel traf han ham og talte med
ham der,
6. HERREN, Hærskarers Gud, HERREN er hans Navn:
7. "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på
Kærlighed og Ret og bi
bestandig på din Gud!"
8. I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker
Svig.
9. Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al
hans Vinding
soner ej Brøden, han øved.
10. Men jeg, som er HERREN din Gud, fra du var i Ægypten,
lader dig
bo i Telt igen som i svundne Dage.
11. Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner,
ved
Profeterne talet i Lignelser.
12. Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer
de Tyre; som Stendynger
langs med Markfurer er deres Altre.
13. Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede
for en kvindes
Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede
han kvæg.
14. Ved en Profet førte HERREN Israel op fra
Ægypten, og det
vogtedes ved en Profet.
15. Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld;
med Skændsel
dænges han til, hans Herre
gør Gengæld.
9. Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da
finder Hjælp?
10. Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle
dine Byer,
Herskerne, om hvem du siger: "Giv
mig dog Konge og Fyrster!"
11. Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter
i Harme.
12. Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt
hen.
13. Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært
er Barnet, som ej
kommer frem i Tide, så Fødselen
får Ende.
14. Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse
fra Døden! Nej, Død, hvor
er din Pest, Dødsrige, hvor
er din Sot? Til Mildhed kender jeg
ej, thi et sært Barn er han.
15. En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser
frem fra Ørken, løfter sig,
tørrer hans Væld, gør
hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer
med alle dets Skatte.
1. Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud
imod. For Sværd skal de
falde, Børnene knuses, frugtsommelige
Kvinders Liv rives op.