DET GAMLE TESTAMENTE

Mikas Bog

Mikas 1

1. HERRENs Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger
i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria
og Jerusalem.

2. Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den
      Herre HERREN kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit
      hellige Tempel.
3. Thi se, fra sit Sted går HERREN ud, stiger ned, skrider frem
      over Jordens Høje;
4. under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks,
      der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt -
5. alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem
      voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd?
      Mon ikke Jerusalem?
6. Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingårdsjord; jeg
      styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for
      Lyset.
7. Dets Billeder sønderslås alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg
      tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til
      Skøgeløn bliver de atter.

8. Derfor vil jeg klage og jamre, gå nøgen med bare Fødder, istemme
Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse:

9. Ulægeligt er HERRENs Slag, thi det når til Juda, til mit Folks
      Port rækker det hen, til Jerusalem.
10. Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i
      Bet-Leafra!
11. Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej går Za'anans
      Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve;
12. og hvor kan Marots indbyggere håbe på Lykke? Thi Ulykke kom ned
      fra HERREN til Jerusalems Porte.
13. Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens
      Begyndelse var du for. Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser
      fandtes i dig.
14. Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er
      Akzibs Huse for Israels Konger.
15. End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam
      skal Israels Herlig hed komme.
16. Klip dig skaldet over dine elskede. Børn, bredskaldet som en
      Grib; thi de bortføres fra dig.

Mikas 2

1. Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i
      Værk, når det dages, da det står i deres Magt.
2. De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker
      Mand og Hus, Ejendom og Ejer.
3. Derfor, så siger HERREN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne
      Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med
      oprejst Hoved; thi en ond Tid er det.
4. På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket
      som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud,
      ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører
      os bort."
5. Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HERRENs
      Forsamling.

6. "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans
      Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus?
7. "Er HERREN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej
      milde mod den, som vandrer ret?"
8. Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over
      Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid.
9. Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager
      for evigt min Ære fra deres Børn:
10. "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som
      volder svar Fordærv."
11. I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil
      præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk.

12. Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem
      sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af
      Mennesker bliver der en Summen.
13. En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går
      ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem.

Mikas 3

1. Da sagde jeg: Hør dog, I Jakobs Høvdinger, I Dommere af Israels
      Hus!. Kan Kendskab til Ret ej ventes af eder,
2. I, som hader det gode og elsker. det onde, I, som flår Huden af
      Folk. og Kødet af deres Ben,
3. æder mit Folks Kød og flænger dem Huden af Kroppen, sønderbryder
      deres Ben. og breder dem som Kød i en Gryde, som Suppekød i en
      Kedel?
4. Engang skal de råbe til HERREN, han lader dem uden Svar;. da
      skjuler han sit Åsyn for. dem, fordi deres Gerninger er onde.

5. Så siger HERREN om Profeterne, de, som vildleder mit Folk, de,
      som råber om Fred, når kun de får noget at tygge, men ypper Krig
      med den, der intet giver dem i Munden:
6. Derfor skal I opleve Nat uden. Syner, Mørke, som ej bringer
      Spådom; Solen skal gå ned for Profeterne, Dagen skal sortne for
      dem.
7. Til Skamme skal Seeren blive, blues skal de, som spår; alle skal
      tilhylle Skægget, thi Svar er der ikke fra Gud.
8. Jeg derimod er ved HERRENs Ånd fuld af Styrke, af Ret og af
      Kraft til at forkynde Jakob dets Brøde, Israel, hvad det har
      syndet.

9. Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I,
      som afskyr Ret og gør alt, som er lige, kroget,
10. som bygger Zion med Blod. og Jerusalem med Uret.
11. Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender Ret for Løn;
      dets Profeter spår for Sølv og støtter sig dog til HERREN: "Er
      HERREN ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt."
12. For eders, Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem
      blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj.

Mikas 4

1. Og det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Huses Bjerg,
      grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene.
      Did skal Folkeslag strømme.
2. og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til HERRENs
      Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi
      kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra
      Jerusalem HERRENs Ord."
3. Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem
      talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern,
      deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk,
      ej øve sig i Våbenfærd mer.
4. Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen.
      skræmmer dem, så sandt Hærskarers HERREs Mund har talet.
5. Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil
      vandre i HERREN vor Guds Navn for evigt og altid.

6. På hin Dag, lyder det fra HERREN, samler jeg det, der halter,
      sanker det spredte sammen og det, jeg har hjemsøgt med ondt.
7. Det haltende gør jeg til en Rest, det svage til et kraftigt
      Folk; og HERREN er Konge over dem på Zions Bjerg fra nu og til
      evig Tid.

8. Men du, o Hyrdetårn, Zions Datters Høj, til dig skal det komme,
      det forrige Herredømme tilfalde dig, Jerusalems Datters Rige.
9. Hvi skriger du dog så højt?. Er Kongen ikke i dig?. Er da din
      Rådgiver borte, nu du grebes af Fødselsveer?
10. Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal
      du ud af Byen og bo på Marken, og du skal komme til Babel; der
      skal du frelses, der vil HERREN genløse dig af dine Fjenders
      Hånd.
11. Nu er de samlet imod dig, de mange Folk, som siger: "Vanæres
      skal det; vort Øje skal se med Skadefryd på Zion."
12. Men de, de kender ikke det mindste til HERRENs Tanker, de fatter
      ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo.
13. 0p og tærsk, du Zions Datter! Thi jeg giver dig Horn af Jern,
      jeg giver dig Klove af Kobber. Du skal knuse de mange Folk,
      lægge Band på Byttet for HERREN, på Godset for al Jordens Herre.
      14. Riv nu Sår i din Hud! De bar opkastet en Vold imod os; med
      Stokken slår de Israels Hersker på Kinden.

Mikas 5

1. Og du du Betlehems-Efrata, liden til at være blandt Judas
      Tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være Hersker i
      Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage.
2. Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde,
      føder, og Resten af hans Brødre vender hjem til Israeliterne.
3. Han skal stå og vogte i HERRENs Kraft, i HERREN sin Guds høje
      Navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans Storhed nå Jordens
      Grænser.
4. Og han skal være Fred. Når Assur trænger ind i vort Land, og når
      han træder ind i vore Borge, stiller vi syv Hyrder imod ham og
      otte fyrstelige Mænd,
5. som skal vogte Assurs Land med Sværd og Nimrods Land med
      Klinge. Og han skal fri os fra Assur, når han trænger ind i vort
      Land, træder ind på vore Enemærker.

6. Da bliver Jakobs Rest i de mange Folkeslags Midte som Dug, der
      kommer fra HERREN, som Regnens Dråber på Græs, der ikke venter
      på nogen eller bier på Menneskens Børn.
7. Da bliver Jakobs Rest blandt Folkene i de mange Folkeslags Midte
      som en Løve blandt Skovens Dyr, en Ungløve blandt Fårehjorde,
      der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst.
8. Din Hånd skal være over dine Uvenner, alle dine Fjender ryddes
      bort.

9. På hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydder jeg Hestene af dig,
dine Stridsvogne gør jeg til intet.
10. rydder Byerne bort i dit Land, river alle dine Fæstninger ned,
11. rydder Trolddommen bort af din Hånd, Tegntydere får du ej mer;
12. jeg rydder dine Billeder bort, Stenstøtterne bort af din Midte
og du skal ikke mer tilbede dine Hænders Værk.
13. Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine Afguder øde;
14. i Vrede og Harme tager jeg Hævn over Folk, som ikke vil høre.

Mikas 6

1. Hør, hvad HERREN taler: Kom fremfør din Trætte for Bjergene, lad
      Højene høre din Røst!
2. I Bjerge, hør HERRENs Trætte, lyt til, I Jordens Grundvolde!
      Thi HERREN har Trætte med sit Folk, med Israel går han i Rette:
3. Hvad har jeg gjort dig, mit Folk. med hvad har jeg plaget dig?
      Svar!
4. Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af Trællehuset,
      og jeg sendte for dit Ansigt Moses, Aron og Mirjam.
5. Mit Folk, kom i Hu, hvad Kong Balak af Moab havde i Sinde, og
      hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for
      at du kan kende HERRENs Retfærdsgerninger.
6. "Med hvad skal jeg møde HERREN, bøje mig for Højhedens Gud?
      Skal jeg møde ham med Brændofre, møde med årgamle Kalve?
7. Har HERREN Behag i Tusinder af Vædre, Titusinder af Oliestrømme?
      Skal jeg give min førstefødte for min Synd, mit Livs Frugt som
      Bod for min Sjæl?"
8. Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN
      kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed
      og vandre ydmygt med din Gud.

9. Hør, HERREN råber til Byen (at frygte dit Navn er Visdom): Hør,
      Stamme og Byens Menighed!
10. Skal jeg tåle Skattene i den gudløses Hus og den magre,
      forbandede Efa,
11. tilgive Gudløsheds Vægt og Pungen med falske Lodder?
12. Dens Rigmænd er fulde af Vold, dens Borgeres Tale er Løgn, og
      Tungen er falsk i deres Mund.
13. Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine Synder.
14. Du skal spise, men ikke mættes, lige tomt skal dit Indre være;
      hvad du hengemmer, skal du ej bjærge, og hvad du bjærger, giver
      jeg Sværdet;
15. du skal så, men ikke høste, perse Oliven, men ikke salve dig,
      perse Most, men ej drikke Vin.
16. Du fulgte Omris Skikke, al Akabs Huses Færd; I vandrede efter
      deres Råd, så jeg må gøre dig til Ørk og Byens Borgere til Spot;
      Folkenes Hån skal I bære.

Mikas 7

1. Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens
      Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst
      til!
2. De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De
      lurer alle på Blod og jager hverandre med Net.
3. Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er
      villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og
      derefter snor de det sammen.
4. Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en
      Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af Rædsel
      rammes de nu.

5. Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre
      for hende. du favner!
6. Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter
      Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender.
7. Men jeg vil spejde efter HERREN, jeg bier på min Frelses Gud;
      min Gud vil høre mig.

8. Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om
      end jeg sidder i Mørke, er HERREN mit Lys.
9. Jeg vil bære HERRENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han
      strider for mig og skaffer mig Ret; han fører mig ud i Lys, jeg
      skal skue hans Retfærd.
10. Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger
      mig: "Hvor er HERREN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se
      ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.

11. En Dag skal dine Mure bygges, en Dag skal Grænsen vides ud,
12. en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige
fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg.
13. Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres
Værk.

14. Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig
      selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og
      Gilead som i gamle Dage!
15. Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten;
16. lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på
      Mund, lad Ørene døves på dem!
17. Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme
      frem af deres Borge til HERREN vor Gud og ængstes og frygte for
      dig!
18. Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd
      hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er
      nådig?
19. Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod,
      du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb!
20. Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore
      Fædre til i fordums Dage.

Gå til Innholdsfortegnelsen .