2. En nidkær Gud, en Hævner er HERREN,
en Hævner er HERREN og fuld
af Vrede, en Hævner er HERREN
mod Uvenner, han gemmer på Vrede
mod Fjender.
3. HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN
lader intet
ustraffet. I Uvejr og Storm er hans
Vej, Skyer er hans Fødders
Støv.
4. Han truer og udtørrer Havet, gør
alle Strømme tørre; Basan og
Karmel vansmægter, Libanons
Skud visner hen.
5. Bjergene skælver for ham, Højene står
og svajer; Jorden krummer
sig for ham, Jorderig og alle, som
bor der.
6. Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand
mod hans Harmglød?
Hans Harme strømmer som Ild,
og Fjeldene styrter for ham.
7. HERREN er god, et Værn på Trængselens
Dag; han kender dem, som
lider på ham,
8. og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd
gør han til intet,
støder Fjenderne ud i Mørke.
9. Hvad pønser I på mod HERREN? Han tilintetgør
i Bund og Grund; ej
kommer der to Gange Nød.
10. Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne
af Vin, skal
de dog fortæres som fuldført
Strå.
11. Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod
Herren, med
Niddingeråd.
12. Så siger HERREN: Er de end fuldtallige og
aldrig så mange, skal
de dog omhugges og forsvinde. Har
jeg end ydmyget dig, gør jeg
det ikke mere.
13. Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde
på dig, og sprænger dine
Bånd.
14. Om dig lyder HERRENs Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes
mere. Af
din Guds Hus udrydder jeg det skårne
og støbte Billede, og jeg
skænder din Grav.
2. Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu,
hold Udkig,
omgjord din Lænd, saml al
din Kraft!
3. Thi HERREN genrejser Jakobs og Israels Højhed;
dem har jo
Hærværksmænd hærget
og ødt deres Ranker.
4. Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd
skarlagenklædt,
hans Vogne funkler af Stål,
den Dag han ruster og Spydene
svinges.
5. Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene
farer de i
susende Fart; de ser ud som Fakler,
farer frem og tilbage som
Lyn.
6. Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de
styrter frem
imod Muren. Skjoldtaget er rejst.
7. Flodportene bliver åbnet, Kongsgården
vakler.
8. Herskerinden føres bort i Landflygtigbed
med sine Terner; de
sukker som kurrende Duer, slår
sig for Brystet.
9. Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands
dog, stands
dog!" råbes der, men ingen
vender om.
10. Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ
uden Ende, alskens
kostbare Ting i store Måder.
11. Tomt og tømt og udtømt, ængstede
Hjerter, rystende Knæ og
Skælven i alle Lænder!
Og alle Ansigter blegner.
12. Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes
Hule, hvor Løven frak sig
tilbage, hvor Ungløven ej
kunde skræmmes?
13. Den røved til Ungernes Tarv og myrded til
Løvinderne, fyldte
sine Hier med Bytte. sit Bo med
Rov.
14. Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers
HERRE, dit
Lejrsted lader jeg gå op i
Røg. Dine Ungløver skal Sværdet
fortære; jeg rydder din Røverfærd
bort fra Jorden. Dine
Sendebuds Røst skal aldrig
høres mer.
8. Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme,
omgivet af Vand
som Bolværk, med Vand til
Mur?
9. Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere
uden Tal; Put og Libyer kom
det til Hjælp.
10. Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte
det vandre, på alle
Gadebjørner knustes også
dets spæde; og om dets ædle kastedes
Lod, alle dets Stormænd lagdes
i Lænker.
11. Også du skal drikke og synke i Afmagt, også
du skal søge i Ly
for Fjenden.
12. Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden
Frugt; når de
rystes, falder de den spisende i
Munden.
13. Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne
for Fjenden er Portene
ind til dit Land, Ild fortæred
dine Slåer.
14. Øs Vand til Brug, når du omringes,
styrk dine Fæstninger, træd
Dynd, stamp Ler, tag fat på
Teglstensformen.
15. Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd
udrydde dig, fortære dig
som Springere. Er du end talrig
som Springere, talrig som
Græshopper,
16. er end dine Købmænd flere end Himlens
Stjerner - Græshoppen
kaster sin Vingeskal og flyver!
17. Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer
som
Græshoppesværme; de
lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men
når Solen står op, er
de borte, man ved ej hvor.
18. Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine
Helte blunded;
dit Folk er spredt på Bjergene,
ingen samler dem.
19. Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til
Døden. Alle, som hører om
dig, klapper i Hånd; thi hvem
fik ikke din Ondskab stadig at
føle?