2. Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du
hører, skrige til dig
over Vold, uden du frelser?
3. Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til
Kvide? Ødelæggelse og
Vold har jeg for Øje, der
opstod Kiv, og Strid kom op.
4. Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig
frem. Thi når
gudløse trænger retfærdige,
fremkommer krøget Ret.
5. Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel
for eder! Thi en
Gerning gør han i eders Dage,
som I ej vilde tro, om det
fortaltes.
6. Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme
og raske Folk, som
drager viden om Lande for at indtage
andres Bo.
7. Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse
udgår derfra.
8. Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end
Ulve ved
Kvæld; dets Rytterheste kommer
i Spring, flyvende langvejs fra.
Som Ørnen i Fart efter Føde
9. er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig
mod Øst og
samlede Fanger som Sand.
10. Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun
ad. Det lo ad
hver en Fæstning, opdynged
en Vold og tog den.
11. Så suste det videre som Stormen og gjorde
sin Kraft til sin Gud.
12. Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? -
Vi skal ej dø -
HERRE, har du sat ham til Dommer,
givet ham Fuldmagt til Straf?
13. Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet
af Kvide; hvi ser
du da tavs på Ransmænd,
at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?
14. Med Mennesker gør du som med Havets Fisk,
som med Kryb, der er
uden Hersker:
15. Han fisker dem alle med Krog, slæber dem
bort i sit Vod og
samler dem i sit Garn; derfor er
han jublende glad;
16. han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild
for sit Garn. Ved
dem blev bans Del jo fed og kraftig
blev hans Føde.
17. Skal han altid tømme sit Vod og slå
Folk ihjel uden Skånsel?
4. Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham,
men den retfærdige skal
leve ved sin Tro.
5. Han er der hos den frækkeste Røver,
en hoven, frastødende Mand,
der som Dødsriget opspiler
Gabet, som Døden uden at mættes,
skraber alle Folkene til sig, sanker
alle Folkeslag til sig.
6. Visselig skal de alle istemme en Hånsang,
en Smædevise fuld af
Hentydninger til ham og sige: Ve
ham, der dynger andres Gods op
- hvor længe? - og læsser
Pantegods på sig!
7. Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som
vil rykke dig,
vågner; da bliver du dem til
Bytte.
8. Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres
af al
Folkeslagenes Rest for Menneskeblods
Skyld, for Vold mod Landet,
mod Byen og alle, som bor der.
9. Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus
for at bygge sin Rede
højt og redde sig fra Ulykkens
Hånd.
10. Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte
mange Folkeslag, men
satte din Sjæl i Vove.
11. Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket
svarer Bjælken.
12. Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad
med Uret,
13. (er dette ikke, fra Hærskarers HERRE?) så
Folkeslag slider for
Ilden, og Folkefærds Møje
er spildt.
14. Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om HERRENs Herlighed,
som
Vandene dækker Havets Bund.
15. Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade
og Skåle for at
få deres Blusel at se.
16. Du mætted dig med Skam for Ære. Drik
selv, vis din Forhud frem!
Nu kommer Bægeret fra HERRENs
højre til dig og Skændsel til din
Ære.
17. Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug
af Dyr,
for Menneskeblods Skyld, for Vold
mod Landet, mod Byen og alle,
som bor der.
18. Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer
skærer det ud,
det støbte Billed, hvis Spådom
er falsk, at en Billedskærer
stoler derpå, så han
laver stumme Guder?
19. Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!"
til Sten uden Mæle:" - Stå
op!" Den skulde kunne spå!
Se, den er klædt i Guld og Sølv, men
af Ånd har den intet i sig.
20. Men HERREN er i sin Helligdom; stille for ham,
al Jorden!
3. Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans
Bjerge. -
Sela. Hans Højhed skjuler
Himlen, hans Herlighed fylder Jorden.
4. Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår
Stråler; der er
hans Vælde i Skjul.
5. Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger
Sot.
6. Hans Fjed får Jorden til at skælve,
hans Blik får Folk til at
bæve. De ældgamle Bjerge
brister, de evige Høje synker, ad evige
Stier går han.
7. Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i
Midjans Land.
8. Er HERREN da vred på Strømmene, gælder
din Vrede Strømmene,
gælder din Harme Havet, siden
du farer frem på dine Heste og
dine Vogne drøner.
9. Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter
du med
Pile. - Sela. Du kløver
Jorden i Strømme,
10. Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender
Regnskyl, og
Afgrunden løfter sin Røst.
11. Solen glemmer at stå op, Månen bliver
i sit Bo; de flygter for
Skinnet af dine Pile, for Glansen
af dit lynende Spyd.
12. I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper
Folk i Vrede.
13. Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at
frelse din
Salvede. Du knuser den gudløses
Hustag, blotter Grunden til
Klippen. - Sela.
14. Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger
splittes.
15. Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes
Dynd.
16. Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved
Braget skjalv mine Læber;
Edder for i mine Ben, og under mig
vakled mine Skridt. Jeg bier
på Trængselens Dag over
Folket, som volder os Krig.
17. Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken
giver intet,
Olietræets Afgrøde
svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene
svandt af Folden, i Staldene findes
ej Okser.
18. Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses
Gud.
19. Den Herre HERREN er min Styrke, han gør
mine Fødder som Hindens
og lader mig gå på mine
Høje. Til Sangmesteren. Med
Strengespil.