4. De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.
5. Derfor består de gudløse ikke i Dommen
og Syndere ej i
retfærdiges Menighed.
6. Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses
Vej brydes af.
Salme 2
1. Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd
på hvad fåfængt
er?
2. Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd
mod HERREN og
mod hans Salvede:
3. "Lad os sprænge deres Bånd og kaste
Rebene af os!"
4. Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter
dem.
5. Så taler han til dem i Vrede, forfærder
dem i sin Harme:
6. "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit
hellige Bjerg!"
7. Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til
mig: "Du er min Søn,
jeg har født dig i Dag!
8. Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv
og den vide Jord
i Eje;
9. med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå
dem som en
Pottemagers Kar!"
10. Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde,
I Jordens Dommere,
11. tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
12. Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår!
Snart blusset
hans Vrede op. Salig hver den, der
lider på ham!
Salme 3
1. (En Salme af David, da han flygtede for sin søn
Absalom.)
2. HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de,
som rejser sig
mod mig,
3. mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen
Frelse for ham hos
Gud!" - Sela.
4. Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære
og den, der løfter
mit Hoved.
5. Jeg råber højlydt til HERREN, han
svarer mig fra sit hellige
Bjerg. - Sela.
6. Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi
HERREN holder mig
oppe.
7. Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt
om lejrer sig
mod mig.
8. Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine
Fjender slog
du på Kind, du brød
de gudløses Tænder!
9. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit
Folk! - Sela.
Salme 4
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af
David.)
2. Svar, når jeg råber, min Retfærds
Gud! I Trængsel skaffede du
mig Rum. Vær nådig og
hør min Bøn!
3. Hvor længe, I Mænd, skal min Ære
skændes? Hvor længe vil I elske
Tomhed, søge Løgn?
- Sela.
4. Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når
jeg påkalder
HERREN, hører han mig.
5. Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter
på eders Leje og
ti! - Sela.
6. Bring rette Ofre og stol på HERREN!
7. Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft
på os dit Åsyns Lys!
8. HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde,
større end deres, da Korn
og Most flød over.
9. I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks,
thi, HERRE, du lader
mig bo alene i Tryghed.
Salme 5
1. (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.)
2. HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,
3. lån Øre til mit Nødråb,
min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!
4. Årle hører du, HERRE, min Røst,
årle bringer jeg dig min Sag og
spejder.
5. Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den
onde kan ikke
gæste dig,
6. for dig skal Dårer ej træde frem, du
hader hver Udådsmand,
7. tilintetgør dem, der farer med Løgn;
en blodstænkt, svigefuld
Mand er HERREN en Afsky.
8. Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store
Nåde og vendt mod dit
hellige Tempel bøje mig i
din Frygt.
9. Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd,
HERRE, jævn
din Vej for mit Ansigt!
10. Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte
en Afgrund,
Struben en åben Grav, deres
Tunge er glat.
11. Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker,
bortstød dem for
deres Synders Mængde, de trodser
jo dig.
12. Lad alle glædes, som lider på dig,
evindelig frydes, skærm dem,
som elsker dit Navn, lad dem juble
i dig!
13. Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du
dækker ham med Nåde
som Skjold.
Salme 6
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende.
En
salme af David.)
2. HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din
Harme,
3. vær mig nådig Herre, jeg sygner hen,
mine Ledmod skælver, læg
mig, Herre!
4. Såre skælver min Sjæl; o HERRE,
hvor længe endnu?
5. Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp
mig dog for din
Miskundheds Skyld!
6. Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget
hvo vil takke dig
der?
7. Jeg er så træt af at sukke; jeg væder
hver Nat mit Leje, bader
med Tårer min Seng;
8. mit Øje hentæres af Sorg, sløves
for alle mine Fjenders Skyld.
9. Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN
har hørt min Gråd,
10. HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn
tager HERREN imod.
11. Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre
forfærdes, brat skal de
vige med Skam.
Salme 7
1. (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN
i anledning af
benjaminitten Kusj' ord.)
2. HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig
og fri mig fra hver
min Forfølger,
3. at han ej som en Løve skal rive mig sønder,
bortrive, uden at
nogen befrier.
4. HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der
Uret i mine Hænder,
5. har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig,
uden Årsag
gjort mine Fjender Men,
6. så forfølge og indhente Fjenden min
Sjæl, han træde mit Liv til
Jorden og kaste min Ære i
Støvet. - Sela.
7. HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine
Fjenders Fnysen,
vågn op, min Gud, du sætte
Retten!
8. Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde
over den hist i det
høje!
9. HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme
du, HERRE, efter min Retfærd
og Uskyld!
10. På gudløses Ondskab gøre du
Ende, støt den retfærdige, du, som
prøver Hjerter og Nyrer,
retfærdige Gud.
11. Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige
af Hjertet;
12. retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der
hver Dag vredes.
13. Visselig hvæsser han atter sit Sværd,
han spænder sin Bue og
sigter;
14. men mod sig selv har han rettet de dræbende
Våben, gjort sine
Pile til brændende Pile.
15. Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder
han Blændværk;
16. han grov en Grube, han huled den ud, men faldt
i den Grav, han
gjorde.
17. Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret
rammer hans egen
Isse.
18. Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge
HERREN den
Højestes Navn.
Salme 8
1. (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.)
2. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på
den vide Jord du,
som bredte din Højhed ud
over Himlen!
3. Af spædes og diendes Mund har du rejst dig
et Værn for dine
Modstanderes Skyld, for at bringe
til Tavshed Fjende og Hævner.
4. Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk,
Månen og Stjernerne,
som du skabte,
5. hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu,
et Menneskebarn,
at du tager dig af ham?
6. Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære
og Herlighed kroned
du ham;
7. du satte ham over dine Hænders Værk,
alt lagde du under hans
Fødder,
8. Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens
vilde Dyr,
9. Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer
ad Havenes
Stier.
10. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på
den vide Jord!
Salme 9
1. (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.)
2. Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre
alle dine
Undere,
3. glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn,
du Højeste,
4. fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit
Åsyn.
5. Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad
på Tronen som Retfærds
Dommer.
6. Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud,
deres Navn har du
slettet for evigt.
7. Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du
omstyrted Byer, de
mindes ej mer.
8. Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone
til Dom,
9. skal dømme Verden med Retfærd, fælde
Dom over Folkefærd med Ret.
10. HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt
i
Trængselstider;
11. og de stoler på dig, de, som kender dit Navn,
thi du svigted ej
dem, der søgte dig, HERRE.
12. Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør
blandt Folkene, hvad
han har gjort!
13. Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i
Hu, han glemte ikke de
armes Råb:
14. "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider
af Avindsmænd, du, som
løfter mig op fra Dødens
Porte,
15. at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over
din Frelse i Zions
Datters Porte!"
16. Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev
hildet i Garnet,
de satte.
17. HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse
hildedes i sine
Hænders Gerning. - Higgajon
Sela.
18. Til Dødsriget skal de gudløse fare,
alle Folk, der ej kommer Gud
i Hu.
19. Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes
evindelig
ydmyges Håb.
20. Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten,
lad Folkene
dømmes for dit Åsyn;
21. HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene
kende, at de er
Mennesker! - Sela.
Salme 10
1. Hvorfor står du så fjernt, o Herre,
hvi dølger du dig i
Trængselstider?
2. Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger
ham i de Rænker, han
spinder;
3. thi den gudløse praler af sin Sjæls
Attrå, den gridske
forbander, ringeagter HERREN.
4. Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger
ej, der er ingen
Gud"; det er alle hans Tanker.
5. Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham
går dine Domme; han
blæser ad alle sine Fjender.
6. Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke
i Nød fra Slægt
til Slægt."
7. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv
og Uret er
under hans Tunge;
8. han lægger sig på Lur i Landsbyer,
dræber i Løn den skyldfri,
efter Staklen spejder hans Øjne;
9. han lurer i Skjul som Løve i Krat, på
at fange den arme lurer
han, han fanger den arme ind i sit
Garn;
10. han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne
falder i hans
Kløer.
11. Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler
sit Åsyn; han ser
det aldrig."
12. Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd,
de arme glemme du ikke!
13. Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige
i Hjertet, du hjemsøger
ikke?
14. Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager
det i din Hånd;
Staklen tyr hen til dig, du er den
faderløses Hjælper.
15. Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg
hans Gudløshed, så den
ej findes!
16. HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet
bort af
hans Land;
17. du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE,
du styrker deres Hjerte,
vender Øret til
18. for at skaffe fortrykte og faderløse Ret.
Ikke skal dødelige mer
øve Vold.
Salme 11
1. (Til sangmesteren. Af David.)
Jeg tager min Tilflugt til HERREN!
Hvor kan I sige til min Sjæl:
"Fly som en Fugl til Bjergene!
2. Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger
Pilen til Rette på
Strengen for i Mørke at ramme
de oprigtige af Hjertet.
3. Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør
den retfærdige da?"
4. HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs
Trone; på
Jorderig skuer hans Øjne
ned, hans Blik ransager Menneskens
Børn;
5. retfærdige og gudløse ransager HERREN;
dem, der elsker Uret,
hader hans Sjæl;
6. over gudløse sender han Regn af Gløder
og Svovl, et Stormvejr er
deres tilmålte Bæger.
7. Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve
Retfærd, de oprigtige
skuer hans Åsyn!
Salme 12
1. (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af
David.)
2. HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet
er Troskab blandt
Menneskens Børn;
3. de taler Løgn, den ene til den anden, med
svigefulde Læber og
tvedelt Hjerte.
4. Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge,
der taler store
Ord,
5. dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke,
vore Læber er med os,
hvo er vor Herre?"
6. "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu
stå op", siger HERREN,
"jeg frelser den, som man blæser
ad."
7. HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede
Sølv.
8. HERRE, du vogter os, værner os evigt mod
denne Slægt.
9. De gudløse færdes frit overalt, når
Skarn ophøjes blandt
Menneskens Børn.
Salme 13
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre,
hvor længe skjule dit
Åsyn for mig?
3. Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl,
Kvide i Hjertet Dag og
Nat? Hvor længe skal Fjenden
ophøje sig over mig?
4. Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne,
så jeg ej
sover ind i Døden
5. og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine
Uvenner
juble, fordi jeg vakler!
6. Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad
mit Hjerte juble over
din Frelse! Jeg vil synge for HERREN,
thi han var mig god!
Salme 14
1. (Til sangmesteren. Af David.)
Dårerne siger i Hjertet: "Der
er ingen Gud!" Slet og afskyeligt
handler de, ingen gør godt.
2. HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens
Børn for at se, om der
findes en forstandig, nogen, der
søger Gud.
3. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen
gør godt, end ikke
een!
4. Er alle de Udådsmænd da uden Forstand,
der æder mit Folk, som åd
de Brød, og ikke påkalder
HERREN?
5. Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges
Slægt.
6. Gør kun den armes Råd til Skamme,
HERREN er dog hans Tilflugt.
7. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN
vender Folkets
Skæbne, skal Jakob juble,
Israel glædes!
Salme 15
1. (En salme af David.)
HERRE, hvo kan gæste dit Telt,
hvo kan bo på dit hellige Bjerg?
2. Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret,
taler Sandhed af sit
Hjerte;
3. ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste
ondt og ej
bringer Skam over Ven,
4. som agter den forkastede ringe, men ærer
dem, der frygter
HERREN, ej bryder Ed, han svor til
egen Skade,
5. ej låner Penge ud mod Åger og ej tager
Gave mod skyldfri. Hvo
således gør, skal aldrig
rokkes.
Salme 16
1. (En miktam af David.)
Vogt mig, Gud, thi jeg lider på
dig!
2. Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har
ikke andet Gode
end dig.
3. De hellige, som er i Landet, de er de herlige,
hvem al min Hu
står til."
4. Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden
Gud; deres Blodofre
vil jeg ikke udgyde, ej tage deres
Navn i min Mund.
5. HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger.
Du holder min Arvelod i
Hævd.
6. Snorene faldt mig på liflige Steder, ja,
en dejlig Arvelod
tilfaldt mig.
7. Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine
Nyrer maner mig,
selv om Natten.
8. Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved
min højre, jeg rokkes
ikke.
9. Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler,
endogså mit Kød skal
bo i Tryghed.
10. Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl,
lader ikke din hellige
skue Graven.
11. Du lærer mig Livets Vej; man mættes
af Glæde for dit Åsyn,
Livsalighed er i din højre
for evigt.
Salme 17
1. (En bøn af David.)
HERRE, hør en retfærdig
Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn
fra svigløse Læber!
2. Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er,
ser dine Øjne.
3. Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag
mig, du finder ej
Svig hos mig.
4. Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde;
ved dine Læbers
Ord vogted jeg mig for Voldsmænds
Veje;
5. mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej
på min Gang.
6. Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud,
bøj Øret til mig, hør
på mit Ord!
7. Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for
dem, der tyr til din
højre for Fjender!
8. Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine
Vingers Skygge
9. for gudløse, der øver Vold imod mig,
glubske Fjender, som
omringer mig;
10. de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund
fører
Hovmodstale.
11. De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter
på at slå os til
Jorden.
12. De er som den rovgridske Løve, den unge
Løve, der ligger på Lur.
13. Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast
ham til Jorden, fri med
dit Sværd min Sjæl fra
den gudløses Vold,
14. fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra
dødelige Mænd - lad dem få
deres Del i levende Live! Fyld deres
Bug med dit Forråd af
Vrede, lad Børnene mættes
dermed og efterlade deres Børn, hvad
de levner!
15. Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn,
mættes ved din Skikkelse,
når jeg vågner.
Salme 18
1. (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som
sang HERREN
denne sang, dengang HERREN havde
frelst ham af alle hans
fjenders og af Sauls hånd.
2. Han sang:) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær,
min Styrke!
3. HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud,
mit Bjerg,
hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit
Frelseshorn, mit Værn!
4. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede,
og frelses fra mine Fjender.
5. Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens
Strømme forfærdede mig,
6. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens
Snarer faldt over mig;
7. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og
råbte til min Gud. Han hørte
min Røst fra sin Helligdom,
mit Råb fandt ind til hans Ører!
8. Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde
bæved og
rysted, thi hans Vrede blussede
op.
9. Røg for ud af hans Næse, fortærende
Ild af hans Mund, Gløder
gnistrede fra ham.
10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm
under sine Fødder;
11. båret af Keruber fløj han, svæved
på Vindens Vinger;
12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke
Vandmasser,
vandfyldte Skyer.
13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder
gennem hans
Skyer.
14. HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste
lod høre sin Røst, Hagl
og Ildgløder.
15. Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde
og skræmmede
dem.
16. Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde
blottedes ved din
Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
17. Han udrakte Hånden fra det høje og
greb mig, drog mig op af de
vældige Vande,
18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra
mine Avindsmænd; de
var mig for stærke.
19. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men
HERREN blev mig til
Værn.
20. Han førte mig ud i åbent Land, han
frelste mig, thi han havde
Behag i mig.
21. HERREN gengældte mig efter min Retfærd,
lønned mig efter mine
Hænders Uskyld;
22. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed
ikke min
Gud
23. hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov
skød jeg ikke fra mig.
24. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for
Brøde.
25. HERREN lønned mig efter min Retfærd,
mine Hænders Uskyld, som
stod ham for Øje!
26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod
den retsindige,
27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den
svigefulde.
28. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne
Skam!
29. Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer
mit Mørke.
30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure,
ved min Guds Hjælp springer
jeg over Volde.
31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord.
Han er et Skjold
for alle, der sætter deres
Lid til ham.
32. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden
vor Gud,
33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede
Vejen for mig,
34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig
Fodfæste på Højene,
35. oplærte min Hånd til Krig, så
mine Arme spændte Kobberbuen!
36. Du gav mig din Frelses Skjold, din højre
støttede mig, din
Nedladelse gjorde mig stor;
37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler
vaklede ikke.
38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først
om, da de var
gjort til intet,
39. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men
lå faldne under min
Fod.
40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere
tvang du
i Knæ for mig;
41. du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd
rydded jeg af
Vejen.
42. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han
svared dem ikke.
43. Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed
dem bort som
Gadeskarn.
44. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
Høvding; nu tjener mig ukendte
Folk;
45. hører de om mig, lyder de mig, Udlandets
Sønner kryber for mig;
46. Udlandets Sønner vansmægter, slæber
sig frem af deres Skjul.
47. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet
være min Frelses Gud,
48. den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag
under min Fod
49. og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer
mig over mine
Modstandere, fra Voldsmænd
frelser du mig.
50. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og
lovsynger dit
Navn,
51. du, som kraftig hjælper din Konge og viser
din Salvede
Miskundhed, David og hans Æt
evindelig.
Salme 19
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen
kundgør hans Hænders værk.
3. Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det
vide.
4. Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
5. når Himlens Røst over Jorden vide,
dens Tale til Jorderigs
Ende. På Himlen rejste han
Solen et Telt;
6. som en Brudgom går den ud af sit Kammer,
er glad som en Helt ved
at løbe sin Bane,
7. rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb
når til den
anden. Intet er skjult for dens
Glød.
8. HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen,
HERRENs Vidnesbyrd
holder, gør enfoldig viis,
9. HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet,
HERRENs Bud er
purt, giver Øjet Glans,
10. HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud
er Sandhed,
rette til Hobe,
11. kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde,
søde fremfor
Honning og Kubens Saft.
12. Din Tjener tager og Vare på dem; at holde
dem lønner sig rigt.
13. Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig
lønlige Brøst!
14. Værn også din Tjener mod frække,
ej råde de over mig! Så bliver
jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
15. Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad
mit Hjertes Tanker nå
frem for dit Åsyn, HERRE,
min Klippe og min Genløser!
Salme 20
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. På trængselens dag bønhøre
Herren dig, værne dig Jakobs Guds
Navn!
3. Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra
Zion styrke han dig;
4. han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og
tage dit Brændoffer
gyldigt! - Sela.
5. Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han
fuldbyrde alt dit Råd,
6. at vi må juble over din Frelse, løfte
Banner i vor Guds Navn !
HERREN opfylde alle dine Bønner!
7. Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer
ham fra sin
hellige Himmel med sin højres
frelsende Vælde.
8. Nogle stoler på Heste, andre på Vogne,
vi sejrer ved HERREN vor
Guds Navn.
9. De synker i Knæ og falder, vi rejser os og
kommer atter på Fode.
10. HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi
kalder!
Salme 21
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor
frydes han højlig over
din Frelse!
3. Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du
afslog ikke hans Læbers
Bøn. - Sela.
4. Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte
en Krone af Guld på
hans Hoved.
5. Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række
af Dage uden
Ende.
6. Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed
og Hæder lægger du på
ham.
7. Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit
Åsyn glæded du
ham.
8. Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes
Nåde rokkes han
ikke.
9. Til alle dine Fjender når din Hånd,
din højre når dine
Avindsmænd.
10. Du gør dem til et luende Bål, når
du viser dig; HERREN sluger
dem i sin Vrede. Ild fortærer
dem.
11. Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd
blandt
Menneskens Børn.
12. Thi de søger at volde dig ondt, spinder
Rænker, men evner intet;
13. thi du slår dem på Flugt, med din Bue
sigter du mod deres
Ansigt.
14. HERRE, stå op i din Vælde, med Sang
og med Spil vil vi prise dit
Storværk!
Salme 22
1. (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind".
En salme af David.)
2. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit
Skrig til
Trods er Frelsen mig fjern.
3. Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke,
om Natten, men
finder ej Hvile.
4. Og dog er du den hellige, som troner på Israels
Lovsange.
5. På dig forlod vore Fædre sig, forlod
sig, og du friede dem;
6. de råbte til dig og frelstes, forlod sig
på dig og blev ikke til
Skamme.
7. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for
Mennesker, Folk
til Spe;
8. alle, der ser mig, håner mig, vrænger
Mund og ryster på Hovedet:
9. "Han har væltet sin Sag på HERREN;
han fri ham og frelse ham,
han har jo Velbehag i ham."
10. Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt
ved min
Moders Bryst;
11. på dig blev jeg kastet fra Moders Skød,
fra Moders Liv var du
min Gud.
12. Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er
nær, og ingen er der, som
hjælper!
13. Stærke Tyre står omkring mig, Basans
vældige omringer mig,
14. spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende
Løver.
15. Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler
skilles, mit
Hjerte er blevet som Voks, det smelter
i Livet på mig;
16. min Gane er tør som et Potteskår til
Gummerne klæber min Tunge,
du lægger mig ned i Dødens
Støv.
17. Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer
mig, de har
gennemboret mine Hænder og
Fødder,
18. jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd
ser de på mig.
19. Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen
kaster de Lod.
20. Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning,
il mig til Hjælp!
21. Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste
af Hundes Vold!
22. Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens
Horn! Du har bønhørt
mig.
23. Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre,
prise dig midt i
Forsamlingen:
24. "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham;
al Jakobs Æt, bæv for
ham, al Israels Æt!
25. Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den
armes Råb, skjulte
ikke sit Åsyn for ham, men
hørte, da han råbte til ham!"
26. Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri
mine Løfter
iblandt de fromme;
27. de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN
søger, skal prise
ham; deres Hjerte leve for evigt!
28. Den vide Jord skal mærke sig det og omvende
sig til HERREN, og
alle Folkenes Slægter skal
tilbede for hans Åsyn;
29. thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
30. De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige;
de skal bøje
sig for hans Åsyn, alle, der
nedsteg i Støvet og ikke holdt
deres Sjæl i Live.
31. Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales
til Slægten,
der kommer;
32. de skal forkynde et Folk, der fødes, hans
Retfærd. Thi han greb
ind.
Salme 23
1. (En salme af David.)
HERREN er min Hyrde, mig skal intet
fattes,
2. han lader mig ligge på grønne Vange.
Til Hvilens Vande leder han
mig, han kvæger min Sjæl,
3. han fører mig ad rette Veje for sit Navns
Skyld.
4. Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal,
jeg frygter ej ondt; thi
du er med mig, din Kæp og
din Stav er min Trøst.
5. I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord
for mig, du salver mit
Hoved med Olie, mit Bæger
flyder over.
6. Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle
mine Dage, og i HERRENs
Hus skal jeg bo gennem lange Tider.
Salme 24
1. (Af David. En salme.)
HERRENs er Jorden og dens Fylde,
Jorderig og de, som bor derpå;
2. thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet
den på Strømme.
3. Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og
hvo kan stå på hans hellige
Sted?
4. Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent,
som ikke sætter sin Hu
til Løgn og ikke sværger
falsk;
5. han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed
fra sin Frelses
Gud.
6. Så er den Slægt, som spørger
efter ham, som søger dit Åsyn,
Jakobs Gud! - Sela.
7. Løft eders Hoveder, I Porte, løft
jer, I ældgamle Døre, at Ærens
Konge kan drage ind!
8. Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk
og vældig, HERREN, vældig
i Krig!
9. Løft eders Hoveder, I Porte, løft
jer, I ældgamle Døre, at Ærens
Konge kan drage ind!
10. Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers
Herre, han er
Ærens Konge! - Sela.
Salme 25
1. (Af David.)
HERRE, jeg løfter min sjæl
til dig
2. min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes,
lad ej mine
Fjender fryde sig over mig.
3. Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes;
beskæmmes skal de,
som er troløse uden Grund.
4. Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine
Stier.
5. Led mig på din Sandheds Vej og lær
mig, thi du er min Frelses
Gud; jeg bier bestandig på
dig.
6. HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde,
den er jo fra
Evighed af.
7. Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme
du ikke i Hu, men
efter din Miskundhed kom mig i Hu,
for din Godheds Skyld, o
HERRE!
8. God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere
Vejen.
9. Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer
de ydmyge sin
Vej.
10. Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed
for dem, der
holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
11. For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde,
thi den er
stor.
12. Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej,
han skal vælge;
13. selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få
Landet i Eje.
14. Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter
ham, og han
kundgør dem sin Pagt.
15. Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi
han frier mine Fødder
af Snaren.
16. Vend dig til mig og vær mig nådig,
thi jeg er ene og arm.
17. Let mit Hjertes Trængsler og før mig
ud af min Nød.
18. Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv
alle mine Synder.
19. Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader
mig med Had
uden Grund.
20. Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på
dig, lad mig ikke
beskæmmes.
21. Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på
dig, HERRE.
22. Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
Salme 26
1. (Af David.)
Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer
i Uskyld, stoler på HERREN
uden at vakle.
2. Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine
Nyrer og mit Hjerte;
3. thi din Miskundhed står mig for Øje,
jeg vandrer i din Sandhed.
4. Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere,
blandt falske kommer jeg ikke.
5. Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse
sidder jeg ej.
6. Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at
jeg kan vandre omkring dit
Alter, HERRE,
7. for at istemme Takkesang, fortælle om alle
dine Undere.
8. HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed
bor.
9. Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv
med blodstænkte Mænd,
10. i hvis Hænder er Skændselsdåd,
hvis højre er fuld af
Bestikkelse.
11. Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig
og vær mig nådig!
12. Min Fod står på den jævne Grund,
i Forsamlinger vil jeg love
HERREN.
Salme 27
1. (Af David.)
HERREN er mit Lys og min Frelse,
hvem skal jeg frygte? HERREN er
Værn for mit Liv, for hvem
skal jeg ræddes?
2. Når onde kommer imod mig for at æde
mit Kød, så snubler og
falder de, Uvenner og Fjender!
3. Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit
Hjerte uden Frygt; om
Krig bryder løs imod mig,
dog er jeg tryg.
4. Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg:
alle mine Dage at
bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs
Livsalighed og grunde i
hans Tempel.
5. Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens
Dag, skjuler mig i
sit Telt og løfter mig op
på en Klippe.
6. Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender
omkring mig. I
hans Telt vil jeg ofre Jubelofre,
med Sang og med Spil vil jeg
prise HERREN.
7. HERRE, hør mit Råb, vær nådig
og svar mig!
8. Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!"
Dit Åsyn søger jeg, HERRE;
9. skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød
ikke din Tjener i Vrede,
du er min Hjælp, opgiv og
slip mig ikke, min Frelses Gud!
10. Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager
mig til sig.
11. Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne
Stier for Fjendernes
Skyld;
12. giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske
Vidner, der
udånder Vold, står frem
imod mig.
13. Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs
Godhed i de
levendes Land -
14. Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være
stærkt, ja bi på HERREN!
Salme 28
1. (Af David.)
Jeg råber til dig, o Herre,
min Klippe, vær ikke tavs imod mig,
at jeg ej, når du tier, skal
blive som de, der synker i Graven.
2. Hør min tryglende Røst, når
jeg råber til dig, løfter Hænderne
op mod dit hellige Tempel.
3. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd,
som har ondt i Sinde mod
Næsten trods venlige Ord.
4. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger;
løn dem for deres
Hænders Værk, gengæld
dem efter Fortjeneste!
5. Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller
hans Hænders
Værk. Han nedbryde dem og
opbygge dem ej!
6. Lovet være HERREN, thi han har hørt
min tryglende Røst;
7. min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler
på ham. Jeg
fik Hjælp, mit Hjerte jubler,
jeg takker ham med min Sang.
8. HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes
Tilflugt og Frelse.
9. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt
dem og bær dem til evig
Tid!
Salme 29
1. (En salme af David.)
Giver HERREN, I Guds Sønner,
giver Herren Ære og Pris,
2. giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN
i helligt Skrud!
3. HERRENs Røst er over Vandene, Ærens
Gud lader Tordenen rulle,
HERREN, over de vældige Vande!
4. HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst
i Højhed,
5. HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN
splintrer Libanons
Cedre,
6. får Libanon til at springe som en Kalv og
Sirjon som den vilde
Okse!
7. HERRENs Røst udslynger Luer.
8. HERRENs Røst får Ørk til at
skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til
at skælve!
9. HERRENs Røst får Hind til at føde,
og den gør lyst i Skoven.
Alt i hans Helligdom råber:
"Ære!"
10. HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN
tog Sæde som Konge
for evigt.
11. HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne
sit Folk med
Fred!
Salme 30
1. (En salme. En sang ved husets indvielse. Af David.)
2. HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede
mig, lod ej mine Fjender
glæde sig over mig;
3. HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte
mig.
4. Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl,
kaldte mig til Live af
Gravens Dyb.
5. Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige
Navn!
6. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem
hans Nåde; om
Aftenen gæster os Gråd,
om Morgenen Frydesang.
7. Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig
i Evighed!"
8. HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit
Bjerg; du skjulte dit Åsyn,
jeg blev forfærdet.
9. Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad
jeg til HERREN:
10. "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker
i Graven?
Kan Støv mon takke dig, råbe
din Trofasthed ud?
11. HERRE, hør og vær nådig, HERRE,
kom mig til Hjælp!"
12. Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt,
hylled mig i
Glæde,
13. at min Ære skal prise dig uden Ophør.
HERRE min Gud, jeg vil
takke dig evigt!
Salme 31
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i
Evighed skuffes.
Udfri mig i din Retfærd,
3. du bøje dit Øre til mig; red mig
i Hast og vær mig en
Tilflugtsklippe, en Klippeborg til
min Frelse;
4. thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld
lede og føre
du mig,
5. fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er
min Tilflugt,
6. i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du
forløser mig, HERRE, du tro
faste Gud,
7. du hader dem, der bolder på Løgneguder.
Men jeg, jeg stoler på
HERREN,
8. jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed;
thi du har set
min Nød, agtet på min
Sjælekvide.
9. Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede
Rum for min Fod.
10. Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst,
af Kummer hentæres mit
Øje, min Sjæl og mit
Indre.
11. Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i
Suk, min Kraft er
brudt for min Brødes Skyld,
mine Ben hentæres.
12. For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til
Spot, mine
Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel;
de, der ser mig på Gaden,
flygter for mig.
13. Som en død er jeg gået dem at Minde,
jeg er som et ødelagt Kar.
14. Thi mange hører jeg hviske, trindt om er
Rædsel, når de holder
Råd imod mig, pønser
på at tage mit Liv.
15. Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger:
Du er min Gud,
16. mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders
Hånd, fra dem,
der forfølger mig,
17. lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig
i din Miskundhed.
18. HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber
jo til dig, lad de
gudløse blive til Skamme
og synke tavse i Døden.
19. Lad de falske Læber forstumme, som taler
frækt om den retfærdige
med Hovmod og Foragt.
20. Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem,
der frygter
dig, over mod dem, der lider på
dig, for Menneskebørnenes Øjne.
21. Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers
Stimmel; du
gemmer dem i en Hytte for Tungers
Kiv.
22. Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed
har han vist mig i
en befæstet Stad.
23. Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt
fra dine Øjne!"
Visselig, du hørte min tryglende
Røst, da jeg råbte til dig.
24. Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer
HERREN; men
den, der handler i Hovmod, gengælder
han mangefold.
25. Fat Mod, eders Hjerte være stærkt,
alle I, som bier på HERREN!
Salme 32
1. (Af David. En maskil.)
Salig den, hvis Overtrædselse
er forladt, hvis Synd er
skjult;
2. saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld,
og i hvis Ånd
der ikke er Svig.
3. Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav,
under Jamren Dagen
igennem,
4. thi din Hånd lå tungt på mig
både Dag og Nat, min Livskraft
svandt som i Sommerens Tørke.
- Sela.
5. Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min
Skyld; jeg sagde:
"Mine Overtrædelser vil jeg
bekende for HERREN!" Da tilgav du
mig min Syndeskyld. - Sela.
6. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes.
Kommer da
store Vandskyl, ham skal de ikke
nå.
7. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel,
med Frelsesjubel
omgiver du mig. - Sela.
8. Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal
gå, jeg vil råde dig
ved at fæste mit Øje
på dig.
9. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr,
der tvinges med
Tømme og Bidsel, når
de ikke vil komme til dig.
10. Den gudløses Smerter er mange, men den,
der stoler på HERREN,
omgiver han med Nåde.
11. Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd
jer, jubler, alle I
oprigtige af Hjertet!
Salme 33
1. Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige
sømmer sig
Lovsang;
2. lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
3. en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge
til Jubelråb!
4. Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er
trofast;
5. han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed
er Jorden fuld.
6. Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær
ved hans Munds
Ånde.
7. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde
Dybets Vande i
Forrådskamre.
8. Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere
skælve for
ham;
9. thi han talede, så skete det, han bød,
så stod det der.
10. HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags
Tanker til
intet;
11. HERRENs Råd står fast for evigt, hans
Hjertes Tanker fra Slægt
til Slægt.
12. Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd,
han
valgte til Arvelod!
13. HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens
Børn;
14. fra sit Højsæde holder han Øje
med alle, som bor på Jorden;
15. han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer
alt deres
Værk.
16. Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej
fries en Helt
ved sin store Kraft;
17. til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods
sin store Styrke
redder den ikke.
18. Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til
dem, der håber på
Nåden,
19. for at fri deres Sjæl fra Døden og
holde dem i Live i Hungerens
Tid.
20. På HERREN bier vor Sjæl, han er vor
Hjælp og vort Skjold;
21. thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler
på hans hellige
Navn.
22. Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig.
Salme 34
1. (Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og
denne jog ham
fra sig, og han drog bort.)
2. Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris
skal stadig fylde
min Mund
3. min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge
skal høre det og
glæde sig.
4. Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen
ophøje hans Navn!
5. Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og
friede mig fra alle mine
Rædsler.
6. Se hen til ham og strål af Glæde, eders
Åsyn skal ikke
beskæmmes.
7. Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte,
af al hans Trængsel
frelste han ham.
8. HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter
ham, og frier dem.
9. Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der
lider på ham!
10. Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter
ham, mangler
intet.
11. Unge Løver lider Nød og sulter, men
de, der søger HERREN, dem
fattes intet godt.
12. Kom hid, Børnlille, og hør på
mig, jeg vil lære jer HERRENs
Frygt.
13. Om nogen attrår Liv og ønsker sig
Dage for at skue Lykke,
14. så var din Tunge for ondt, dine Læber
fra at tale Svig;
15. hold dig fra ondt og øv godt, søg
Fred og jag derefter.
17. Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn
for at slette deres Minde
af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet
plads)
16. på retfærdige hviler hans Øjne,
hans Ører hører deres Råb;
18. når de skriger, hører HERREN og frier
dem af al deres Trængsel.
19. HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust,
han frelser dem,
hvis Ånd er brudt.
20. Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN
frier ham af dem
alle;
21. han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.
22. Ulykke bringer de gudløse Død, og
bøde skal de, der hader
retfærdige.
23. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl,
og ingen, der lider på ham,
skal bøde.
Salme 35
1. (Af David.)
HERRE, træt med dem, der trætter
med mig, strid imod dem, der
strider mod mig,
2. grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og
hjælp mig,
3. tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger
mig, sig til min
Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4. Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til
Livs, og de, der
ønsker mig ondt, lad dem
rødmende vige,
5. de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel
nedstøde dem,
6. deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs
Engel forfølge dem!
7. Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet
min Sjæl en
Grav.
8. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han
satte, hilde
ham selv, lad ham falde i Graven.
9. Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes
ved hans Frelse,
10. alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du,
du, som frelser
den arme fra hans Overmand, den
arme og fattige fra Røveren!"
11. Falske Vidner står frem, de spørger
mig om, hvad jeg ej kender
til;
12. de lønner mig godt med ondt, min Sjæl
er forladt.
13. Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste
spæged jeg mig, jeg bad
med sænket Hoved,
14. som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged
jeg over
min Moder, knuget af Sorg.
15. Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler
sammen, Uslinger,
fremmede for mig, stimler sammen
imod mig, håner mig uden Ophør;
16. for min Venlighed dænger de mig med Hån,
de skærer Tænder imod
mig.
17. Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog
min Sjæl fra deres
Brøl, min eneste fra Løver.
18. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig
blandt mange
Folk.
19. Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde
sig over mig,
lad ej dem, som hader mig uden Grund,
sende spotske Blikke!
20. Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker
de Svig;
21. de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha,
ha! Vi så det med
egne Øjne!"
22. Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre,
hold dig ej borte fra
mig;
23. rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag,
min Gud og Herre,
24. døm mig efter din Retfærd HERRE, min
Gud, lad dem ikke glæde sig
over mig
25. Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!"
lad dem ikke sige: "Vi
slugte ham!"
26. Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min
Ulykke glæder; lad
dem, der hovmoder sig over mig,
hyldes i Spot og Spe.
27. Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde
sig, stadigen
sige: "Lovet være HERREN,
som under sin Tjener Fred!"
28. Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen
igennem din Pris.
Salme 36
1. (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.)
2. Synden taler til den Gudløse inde i hans
Hjerte; Gudsfrygt har
han ikke for Øje;
3. thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen
skal finde hans
Brøde og hade ham.
4. Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt
at handle klogt
og godt;
5. på sit Leje udtænker han Uret, han
træder en Vej, som ikke er
god; det onde afskyr han ikke.
6. HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen,
din Trofasthed når til
Skyerne,
7. din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme
som det store Dyb;
HERRE, du frelser Folk og Fæ,
8. hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene
skjuler sig i dine Vingers Skygge;
9. de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker
dem af din Lifligheds
Strøm;
10. thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi
Lys!
11. Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig,
din Retfærd
over de oprigtige af Hjertet.
12. Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses
Hånd ej jage mig
bort.
13. Se, Udådsmændene falder, slås
ned, så de ikke kan rejse sig.
Salme 37
1. (Af David.)
Græm dig ikke over Ugerningsmænd,
misund ikke dem, der gør Uret!
2. Thi hastigt svides de af som Græsset, visner
som det friske
Grønne.
3. Stol på HERREN og gør det gode, bo
i Landet og læg Vind på
Troskab,
4. da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal
give dig, hvad
dit Hjerte attrår.
5. Vælt din Vej på HERREN, stol på
ham, så griber han ind
6. og fører din Retfærdighed frem som
Lyset, din Ret som den klare
Dag.
7. Vær stille for HERREN og bi på ham,
græm dig ej over den, der
har Held, over den, der farer med
Rænker.
8. Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm
dig ikke, det volder kun
Harm.
9. Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de,
der bier på HERREN,
skal arve Landet.
10. En liden Stund, og den gudløse er ikke mere;
ser du hen til hans
Sted, så er han der ikke.
11. Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig
ved megen
Fred.
12. Den gudløse vil den retfærdige ilde
og skærer Tænder imod ham;
13. men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time
komme.
14. De gudløse drager Sværdet og spænder
Buen for at fælde arm og
fattig, for at nedslagte dem, der
vandrer ret;
15. men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og
Buerne brydes sønder
og sammen.
16. Det lidt, en retfærdig har, er bedre end
mange gudløses Rigdom;
17. thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN
støtter de
retfærdige;
18. HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod
bliver
evindelig;
19. de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes
i Hungerens Dage.
20. Thi de gudløse går til Grunde, som
Engenes Pragt er HERRENs
Fjender, de svinder, de svinder
som Røg.
21. Den gudløse låner og bliver i Gælden,
den retfærdige ynkes og
giver;
22. de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander,
udryddes.
23. Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når
han har Behag i hans
Vej;
24. om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN
støtter hans
Hånd.
25. Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men
aldrig så jeg en
retfærdig forladt eller hans
Afkom tigge sit Brød;
26. han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom
er til Velsignelse.
27. Vig fra ondt og øv godt, så bliver
du boende evindelig;
28. thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme.
De onde
udslettes for evigt, de gudløses
Afkom udryddes;
29. de retfærdige arver Landet og skal bo der
til evig Tid.
30. Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge
siger, hvad ret
er;
31. sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans
Skridt.
32. Den gudløse lurer på den retfærdige
og står ham efter Livet,
33. men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader
ham ikke dømmes
for Retten.
34. Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så
skal han ophøje dig til at
arve Landet; du skal skue de gudløses
Undergang.
35. Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig
som en Libanons Ceder
36. men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da
jeg søgte ham,
fandtes han ikke.
37. Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed,
thi Fredens Mand har en
Fremtid;
38. men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses
Fremtid går
tabt.
39. De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN,
deres Tilflugt i Nødens
Stund;
40. HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse
frier og frelser han
dem; thi hos ham har de søgt
deres Tilflugt.
Salme 38
1. (En salme af David. Lehazkir.)
2. HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din
Harme!
3. Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har
lagt sig på mig.
4. Intet er karskt på min Krop for din Vredes
Skyld, intet uskadt i
mine Ledemod for mine Synders Skyld;
5. thi over mit Hoved skyller min Brøde som
en tyngende Byrde, for
tung for mig.
6. Mine Sår både stinker og rådner,
for min Dårskabs Skyld går jeg
bøjet;
7. jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg
Dagen lang.
8. Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er
karskt på min Krop,
9. jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger
i Hjertets Vånde.
10. HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er
ej skjult for dig;
11. mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv
mit Øje har
mistet sin Glans.
12. For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde,
mine Nærmeste
holder sig fjert;
13. de, der vil mig til Livs, sætter Snarer,
og de, der vil mig
ondt, lægger Råd om
Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
14. Men jeg er som en døv, der intet hører,
som en stum, der ej
åbner sin Mund,
15. som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund
der ikke er Svar.
16. Thi til dig står mit Håb, o HERRE,
du vil bønhøre, Herre min
Gud,
17. når jeg siger: "Lad dem ikke glæde
sig over mig, hovmode sig
over min vaklende Fod!"
18. Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter
minder mig stadig;
19. thi jeg må bekende min Skyld må sørge
over min Synd.
20. Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige
de, der
hader mig uden Grund,
21. som lønner mig godt med ondt, som står
mig imod, fordi jeg søger
det gode.
22. HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke
borte fra mig,
23. il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
Salme 39
1. (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.)
2. Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så
jeg ikke synder med
Tungen; min Mund vil jeg holde i
Tømme, så længe den gudløse er
mig nær!"
3. Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå
tomme Ord, men min
Smerte naged,
4. mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op,
mens jeg grunded; da
talte jeg med min Tunge.
5. Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det
Mål af Dage, jeg har,
lad mig kende, hvor snart jeg skal
bort!
6. Se, i Håndsbredder målte du mine Dage
ud, mit Liv er som intet
for dig, som et Åndepust står
hvert Menneske der. - Sela.
7. Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed
er deres
Travlhed; de samler og ved ej, hvem
der får det.
8. Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står
ene til dig.
9. Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til
Spot for Dårer!
10. Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte
det jo.
11. Borttag din Plage fra mig, under din vældige
Hånd går jeg til.
12. Når du tugter en Mand med Straf for hans
Brøde, smuldrer du hans
Herlighed hen som Møl; kun
et Åndepust er hvert Menneske. -
Sela.
13. Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til
mit Skrig, til mine Tårer tie
du ej! Thi en fremmed er jeg hos
dig, en Gæst som alle mine
Fædre.
14. Se bort fra mig, så jeg kvæges, før
jeg går bort og ej mer er
til!
Salme 40
1. (Til sangmesteren. Af David. En salme.)
2. Jeg biede troligt på Herren, han bøjede
sig til mig, og hørte
mit Skrig.
3. Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne
Dynd, han
satte min Fod på en Klippe,
gav Skridtene Fasthed,
4. en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til
vor Gud. Mange
skal se det og frygte og stole på
HERREN.
5. Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN,
ej vender sig til
hovmodige eller dem, der hælder
til Løgn.
6. Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange
Tanker tænkte du
for os; de kan ikke opregnes for
dig; ellers forkyndte og
fortalte jeg dem; til at tælles
er de for mange.
7. Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst,
du gav mig åbne Ører,
Brænd- og Syndoffer kræver
du ikke.
8. Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der
givet mig
Forskrift;
9. at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst,
og din Lov er i mit
Indre."
10. I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd,
se, mine Læber
lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
11. Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din
Trofasthed og Frelse
talte jeg Om, din Nåde og
Sandhed fornægted jeg ej i en stor
Forsamling.
12. Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din
Nåde og
Sandhed skal altid være mit
Værn.
13. Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde,
mine Synder har
indhentet mig, så jeg ikke
kan se, de er flere end Hovedets Hår,
og Modet har svigtet.
14. Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il
mig til Hjælp.
15. Lad dem beskæmmes og rødme, som vil
mig til Livs, og de, der
ønsker mig ondt, lad dem
vige med Skændsel;
16. Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam,
de, som siger: "Ha,
ha!" til mig!
17. Lad alle, som søger dig, frydes og glædes
i dig; lad dem, som
elsker din Frelse, bestandig sige:
"HERREN er stor!"
18. Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke
på mig. Du er min
Hjælp og min Frelser; tøv
ej, min Gud!
Salme 41
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham
frelser HERREN på
Ulykkens Dag;
3. HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går
ham vel i Landet,
han giver ham ikke i Fjendevold.
4. På Sottesengen står HERREN ham bi,
hans Smertensleje gør du ham
let.
5. Så siger jeg da: Vær mig nådig,
HERRE, helbred min Sjæl, jeg har
syndet mod dig!
6. Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår
mon han dør og hans Navn
udslettes?"
7. Kommer en i Besøg, så fører
han hyklerisk Tale, hans Hjerte
samler på ondt, og så
går han bort og taler derom.
8. Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig,
alle regner de med, at
det går mig ilde:
9. "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger
der - kommer aldrig
op!"
10. Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste
mit Brød, har
løftet Hælen imod mig.
11. Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs
mig, så jeg kan øve
Gengæld imod dem.
12. Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at
min Fjende ikke skal
juble over mig.
13. Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader
mig stå for dit
Åsyn til evig Tid.
14. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed
og til Evighed,
Amen, Amen!
Salme 42
1. (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.)
2. Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således
skriger min
Sjæl efter dig, o Gud.
3. Min Sjæl tørster efter Gud, den levende
Gud; når skal jeg komme
og stedes for Guds Åsyn?
4. Min Gråd er blevet mit Brød både
Dag og Nat, fordi de stadig
spørger mig: "Hvor er din
Gud?"
5. Min Sjæl er opløst, når jeg
kommer i Hu, hvorledes jeg vandred
med Skaren op til Guds Hus under
Jubelråb og Lovsang i
Højtidsskaren.
6. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi
bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit
Åsyns Frelse og min Gud!
7. Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes
jeg dig fra Jordans og
Hermontindernes Land, fra Mizars
Bjerg.
8. Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen,
alle dine
Brændinger og Bølger
skyller hen over mig.
9. Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang
er hos mig om
Natten, en Bøn til mit Livs
Gud.
10. Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt
mig, hvorfor
skal jeg vandre sorgfuld, trængt
af Fjender?
11. Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne
håner mig, når de
stadig spørger mig : "Hvor
er din Gud?"
12. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi
bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit
Åsyns Frelse og min Gud!
Salme 43
1. Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk,
som ej kender
til Mildhed, fri mig fra en falsk,
uretfærdig Mand!
2. Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt
mig? Hvorfor
skal jeg vandre sorgfuld, trængt
af Fjender?
3. Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe
mig til dit
hellige Bjerg og til dine Boliger,
4. at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes
Gud, juble og
prise dig til Citer, Gud, min Gud!
5. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser
du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit
Åsyns Frelse og min Gud!
Salme 44
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En maskil.)
2. Gud, vi har hørt det med egne ører,
vore Fædre har fortalt os
derom; du øved en Dåd
i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
3. Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag
knuste du, men
dem lod du brede sig;
4. thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det
var ej deres Arm,
der gav dem Sejr, men det var din
højre, din Arm og dit Ansigts
Lys, thi du havde dem kær.
5. Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob
Sejr.
6. Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne
træder vi ned i dit
Navn;
7. thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd
kan ikke give mig Sejr;
8. men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd
blive
til Skamme.
9. Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love
for evigt. -
Sela.
10. Dog har du forstødt os, gjort os til Spot,
du drager ej med vore
Hære;
11. du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd
tager sig Bytte;
12. du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet
os ud mellem
Folkene,
13. dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke
Rigdom ved
Salget.
14. Til Hån for Naboer gør du os, til
Spot og Spe for Grander,
15. du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader
Folkeslagene ryste
på Hovedet ad os.
16. Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam
bedækker mit Åsyn
17. for spottende, hånende Tale, for Fjendens
og den hævngerriges
Blikke.
18. Alt det kom over os, skønt vi glemte dig
ikke, sveg ikke heller
din Pagt!
19. Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod
ej din Vej.
20. Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled
os i Mørke.
21. Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne
ud mod en fremmed
Gud,
22. vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes
Løn dom
23. nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og
regnes som
Slagtekvæg!
24. Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen,
forstød ej for stedse!
25. Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor
Nød og Trængsel?
26. Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet,
vort Legeme klæber ved
Jorden.
27. Stå op og kom os til Hjælp, forløs
os for din Miskundheds Skyld!
Salme 45
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot.
En sang.)
2. Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder
mit Kvad til
Kongens Pris, som Hurtigskriverens
Pen er min Tunge.
3. Den skønneste er du af Menneskens Børn,
Ynde er udgydt på dine
Læber, derfor velsignede Gud
dig for evigt.
4. Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
5. Lykken følge din Højhed og Hæder,
far frem for Sandhedens Sag,
for Ydmyghed og Retfærd, din
højre lære dig frygtelige Ting!
6. Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for
din Fod, Kongens
Fjender rammes i Hjertet.
7. Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds
Stav er din
Kongestav.
8. Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud,
din Gud, dig
med Glædens Olie fremfor dine
Fæller,
9. af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder.
Du glædes ved
Strengeleg fra Elfenbenshaller,
10. Kongedøtre står i kostbare Klæder,
Dronningen i Ofirguldets Skrud
ved din højre.
11. Hør, min Datter, opmærksomt og bøj
dit Øre : Glem dit Folk og
din Faders Hus,
12. at Kongen må attrå din Skønhed,
thi han er din Herre.
13. Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets
Rigmænd bejle
til din Yndest.
14. Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler,
stukket i
Guld;
15. fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget
Pragt, Veninderne
fører hende hen til Kongen.
16. De føres frem under Glæde og Jubel,
holder deres Indtog i
Kongens Palads.
17. Dine Sønner træde ind i dine Fædres
Sted, sæt dem til Fyrster
rundt i Landet!
18. Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt;
derfor skal
Folkene love dig evigt og altid.
Salme 46
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot.
En sang.)
2. Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i
Angster, prøvet til
fulde
3. Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger
og Bjergene styrter
i Havenes Skød,
4. om end deres Vande bruser og syder og Bjergene
skælver ved deres
Vælde. - Sela.
5. En Flod og dens Bække glæder Guds Stad,
den Højeste har helliget
sin Bolig;
6. i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den
Hjælp, når Morgen
gryr.
7. Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted
Røsten, så Jorden
skjalv,
8. Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er
vor faste Borg. -
Sela.
9. Kom hid og se på HERRENs Værk, han har
udført frygtelige Ting på
Jord.
10. Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser,
han splintrer Buen,
sønderbryder Spydene, Skjoldene
tænder han i Brand.
11. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet
blandt Folkene,
ophøjet på Jorden!
12. Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er
vor faste Borg. -
Sela.
Salme 47
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.)
2. Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud
i jublende Lovsang for
Gud!
3. Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en
Konge stor over hele
Jorden.
4. Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag
under vor Fod;
5. han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes
Stolthed. -
Sela.
6. Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang.
7. Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;
8. thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.
9. Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin
hellige Trone har
Gud taget Sæde.
10. Folkenes Stormænd samles med Folket, der
tilhører Abrahams Gud;
thi Guds er Jordens Skjolde, højt
ophøjet er han!
Salme 48
1. (En sang. En salme af Koras sønner.)
2. Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.
3. Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al
Jordens Fryd, Zions
Bjerg i det højeste Nord,
den store Konges By.
4. Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.
5. Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;
6. de så og tav på Stedet, flyed i Angst,
7. af Rædsel grebes de brat, af Veer som en,
der føder.
8. Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
9. Som vi havde hørt det, så vi det selv
i Hærskarers HERREs By, i
vor Guds By; til evig Tid lader
Gud den stå. - Sela.
10. I din Helligdom tænker vi, Gud, på
din Miskundhed;
11. som dit Navn så lyder din Pris til Jordens
Grænser. Din højre er
fuld af Retfærd,
12. Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler
over dine Domme.
13. Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl
dets Tårne,
14. læg Mærke til dets Ringmur, så
gennem dets Borge, at I kan melde
Slægten, der
15. kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og
altid, han skal lede
os.
Salme 49
1. (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.)
2. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens
Folk,
3. både høj og lav, både rig og
fattig!
4. Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker
Indsigt;
5. jeg bøjer mit Øre til Tankesprog,
råder min Gåde til Strengeleg.
6. Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når
mine lumske
Fjender omringer mig med Brøde,
7. de, som stoler på deres gods og bryster sig
af deres store
rigdom?
8. Visselig, ingen kan købe sin sjæl
fri og give Gud en løsesum
9. - Prisen for hans sjæl blev for høj,
for evigt måtte han opgive
det - så han kunde blive i
Live
10. og aldrig få Graven at se;
11. nej, han skal se den; Vismænd dør,
både Dåre og Tåbe går
bort. Deres Gods må de afstå
til andre,
12. deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig
Slægt efter
Slægt, om Godser end fik deres
Navn.
13. Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som
Dyrene, der
forgår.
14. Så går det dem, der tror sig trygge,
så ender det for dem, deres
Tale behager. - Sela.
15. I Dødsriget drives de ned som Får,
deres Hyrde skal Døden være;
de oprigtige træder på
dem ved Gry, deres Skikkelse går
Opløsning i Møde,
Dødsriget er deres Bolig.
16. Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets
Hånd, thi han tager mig
til sig. - Sela.
17. Frygt ej, når en Mand bliver rig, når
hans Huses Herlighed øges;
18. thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed
følger ham ikke.
19. Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for
din Lykke!"
20. han vandrer til sine Fædres Slægt,
der aldrig får Lyset at skue.
21. Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand,
han er som
Dyrene, der forgår.
Salme 50
1. (En salme af Asaf.)
2. Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden
hid fra Sol i Opgang
til Sol i Bjærge;
2. fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig
i Stråleglans
3. vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende
Ild,
omkring ham rasede Storm;
4. han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden
for at dømme sit Folk:
5. "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig
ved Ofre!"
6. Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud
er den, der dømmer.
Sela.
7. Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg
vil vidne imod dig,
Gud, din Gud er jeg!
8. Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre
har jeg
jo stadig for Øje;
9. jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine
Stalde;
10. thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene
på de tusinde Bjerge;
11. jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på
Markens Vrimmel.
12. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi
mit er Jorderig
og dets Fylde!
13. Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker
Bukkes Blod?
14. Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste
dine Løfter.
15. Og kald på mig på Nødens Dag;
jeg vil udfri dig, og du skal ære
mig,
16. Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner
du op mine Bud og
fører min Pagt i Munden,
17. når du dog hader Tugt og kaster mine Ord
bag din Ryg?
18. Ser du en Tyv, slår du Følge med ham,
med Horkarle bolder du
til,
19. slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer
på Svig.
20. Du sidder og skænder din Broder, bagtaler
din Moders Søn;
21. det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde
tænke, jeg er som
du! Revse dig vil jeg og gøre
dig det klart.
22. Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg
ikke skal rive jer
redningsløst sønder.
23. Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den,
der agter på Vejen,
lader jeg se Guds Frelse.
Salme 51
1. (Til sangmesteren. En salme af David,
2. dengang Natan kom til ham, efter at han havde været
inde hos
Batseba.)
3. Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed,
udslet mine
Overtrædelser efter din store
Barmhjertighed,
4. tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og
rens mig for min Synd!
5. Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd
står mig altid for
Øje.
6. Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort,
hvad i dine
Øjne er ondt, at du må
få Ret, når du taler, stå ren, når du
dømmer.
7. Se, jeg er født i Misgerning, min Moder
undfanged mig i Synd.
8. Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom,
så lær mig da Visdom i
Hjertedybet.
9. Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere
end Sne;
10. mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben,
du knuste, juble;
11. skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle
mine Misgerninger;
12. skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en
stadig Ånd i mit
Indre;
13. kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke
din hellige Ånd fra
mig;
14. glæd mig igen med din Frelse, giv mig til
Støtte en villig Ånd!
15. Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje,
og Syndere skal vende om
til dig.
16. Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så
skal min Tunge
lovsynge din Retfærd;
17. Herre, åben mine Læber, så skal
min Mund forkynde din Pris.
18. Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et
Brændoffer,
vandt det dig ikke.
19. Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd;
et sønderbrudt, sønderknust
Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
20. Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg
Jerusalems Mure!
21. Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd-
og Heloffer, da
bringes Tyre op på dit Alter.
Salme 52
1. (Til sangmesteren. En maskil af David,
2. da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David
var gået ind i
Ahimeleks hus.)
3. Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab
imod den fromme?
4. Du pønser hele Dagen på ondt; din
Tunge er hvas som en Kniv, du
Rænkesmed,
5. du foretrækker ondt for godt, Løgn
for sanddru Tale. - Sela.
6. Du elsker al ødelæggende Tale, du
falske Tunge!
7. Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig,
rive dig ud af
dit Telt, han rykke dig op af de
levendes Land! - Sela.
8. De retfærdige ser det, frygter og håner
ham leende:
9. "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn,
men stoled på
sin megen Rigdom, trodsede på
sin Velstand!"
10. Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus,
Guds Miskundhed
stoler jeg evigt og altid på.
11. Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg
vidner iblandt
dine fromme, at godt er dit Navn.
Salme 53
1. (Til sangmestern. Al-mahalat. En maskil af David.)
2. Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!"
Slet og afskyeligt
handler de, ingen gør godt.
3. Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn
for at se, om der
findes en forstandig, nogen, der
søger Gud.
4. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen
gør godt, end ikke
een.
5. Er de Udådsmænd da uden Forstand de,
der æder mit Folk, som åd
de Brød, og ikke påkalder
Gud?
6. Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel
var; thi Gud
adsplitter din Belejres Ben; de
bliver til Skamme, thi Gud
forkaster dem.
7. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud
vender sit Folks
Skæbne, skal Jakob juble,
Israel glædes.
Salme 54
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af
David,
2. da zifitterne kom og sagde til Saul: "David har
skjult sig hos os".)
3. Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret
ved din Vælde,
4. hør, o Gud, min Bøn, lyt til min
Munds Ord!
5. Thi frække står op imod mig, Voldsmænd
vil tage mit Liv; Gud har
de ikke for Øje. - Sela.
6. Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter
min Sjæl!
7. Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem
i din Trofasthed!
8. Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn,
o HERRE, thi
det er godt;
9. thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje
skuer med Fryd mine
Fjender!
Salme 55
1. Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af
David.)
2. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for
min tryglen,
3. lå mig Øre og svar mig, jeg vånder
mig i Klage,
4. jeg stønner ved Fjendernes Råb og
de gudløses Skrig; thi Ulykke
vælter de over mig, forfølger
mig grumt;
5. Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler
er faldet over mig.
6. Frygt og Angst falder på mig, Gru er over
mig.
7. Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj
jeg i Ly,
8. ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen.
- Sela.
9. Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende
Storm og Uvejr.
10. Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi
Vold og Ufred ser jeg
i Byen;
11. de går Rundgang Dag og Nat på dens
Mure;
12. Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd
og Svig viger
aldrig bort fra dens Torve.
13. Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det
kunde bæres; min
uven ydmygede mig ej - ham kunde
jeg undgå;
14. men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
15. og det skønt vi delte Samværets Sødme,
vandrede endrægtelig i
Guds Hus.
16. Over dem komme Død, lad dem levende synke
i Dødsriget! Thi der
er Ondskab i deres Bolig, i deres
Indre!
17. Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse
mig.
18. Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved
Gry og ved Middag; min Røst
vil han høre
19. og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke
kan komme mig nær; thi
mange er de imod mig.
20. Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre
og ydmyge dem. -
Sela. Thi der er ingen Forandring
hos dem, og de frygter ikke
for Gud.
21. På Venner lagde han Hånd og brød
sin Pagt.
22. Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet
vil Krig, blødere
end Olie hans Ord, skønt
dragne Sværd.
23. Kast din Byrde på HERREN, så sørger
han for dig, den retfærdige
lader han ikke i Evighed rokkes.
24. Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal
blodstænkte,
svigefulde Mænd nå Hælvten
af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på
dig!
Salme 56
1. (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David.
En miktam,
da filisterne greb ham i Gat.)
2. Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil
mig til livs, jeg trænges
stadig af Stridsmænd;
3. mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange
strider bittert
imod mig!
4. Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på
dig,
5. og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord.
Jeg stoler på Gud,
jeg frygter ikke, hvad kan Kød
vel gøre mig?
6. De oplægger stadig Råd imod mig, alle
deres Tanker går ud på
ondt.
7. De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg
har dem lige i Hælene,
de står mig jo efter Livet.
8. Gengæld du dem det onde, stød Folkene
ned i Vrede, o Gud!
9. Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk
har du gemt mine
Tårer; de står jo i
din Bog.
10. Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så
meget ved jeg, at
Gud er med mig.
11. Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med
HERRENs Hjælp skal
jeg prise hans Ord.
12. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad
kan et Menneske gøre
mig?
13. Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud,
med Takofre vil jeg
betale dig.
14. Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja
min Fod fra Fald, at jeg kan
vandre for Guds Åsyn i Livets
Lys.
Salme 57
1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam,
da han
flygtede ind i hulen for Saul.)
2. Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig,
thi hos dig har min Sjæl søgt
Ly; i dine Vingers Skygge søger
jeg Ly, til Ulykken er drevet
over.
3. Gud, den Højeste, påkalder jeg, den
Gud, der gør vel imod mig;
4. han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser
min Sjæl fra dem, som
vil mig til Livs. Gud sender sin
Nåde og Trofasthed.
5. Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo
mellem Folk, der spyr Ild,
hvis Tænder er Spyd og Pile,
hvis Tunge er hvas som et Sværd.
6. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed
være over al Jorden!
7. Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres
egen Fod skal
hildes deri; en Grav har de gravet
foran mig, selv skal de falde
deri. - Sela.
8. Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er
trøstigt; jeg vil
synge og lovprise dig,
9. vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn
op, jeg vil vække
Morgenrøden.
10. Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise
dig blandt
Folkefærd;
11. thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed
til Skyerne.
12. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed
være over al Jorden!
Salme 58
1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.)
2. Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer
I Menneskenes Børn
retfærdigt?
3. Nej, alle øver I Uret på Jord, eders
Hænder udvejer Vold.
4. Fra Moders Liv vanslægted de gudløse,
fra Moders Skød for
Løgnerne vild.
5. Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle,
der døver sit
Øre
6. og ikke vil høre på Tæmmerens
Røst, på den kyndige
Slangebesværger.
7. Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes
Kindtænder knuse
du, HERRE;
8. lad dem svinde som Vand, der synker, visne som
nedtrampet Græs.
9. Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim
som et ufuldbårent
Foster, der aldrig så Sol.
10. Før eders Gryder mærker til Tjørnen,
ja, midt i deres Livskraft
river han dem bort i sin Vrede
11. Den retfærdige glæder sig, når
han ser Hævn, hans Fødder skal
vade i gudløses Blod;
12. Og Folk skal sige: "Den retfærdige får
dog sin Løn, der er dog
Guder, som dømmer på
Jord!"
Salme 59
1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam,
da Saul
sendte folk, som skulle vogte huset
for at dræbe ham.)
2. Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg
mig fra dem, der rejser
sig mod mig;
3. fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra
blodstænkte Mænd!
4. Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke
Mænd stimler sammen imod
mig, uden at jeg har Skyld eller
Brøde.
5. Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de
frem og stiller
sig op. Vågn op og kom mig
i Møde, se til!
6. Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels
Gud. Vågn op og hjemsøg
alle Folkene, skån ej een
af de troløse Niddinger! - Sela.
7. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og
stryger gennem
Byen!
8. Se, deres Mund løber over, på deres
Læber er Sværd, thi: "Hvem
skulde høre det?"
9. Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle
Folk,
10. dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er
mit Værn;
11. med Nåde kommer min Gud mig i Møde,
Gud lader mig se mine
Fjender med Fryd!
12. Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal
glemme, gør dem
hjemløse med din Vælde
og styrt dem,
13. giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes
Ord, og lad dem
hildes i deres Hovmod for de Eder
og Løgne, de siger;
14. udryd dem i Vrede, gør Ende på dem,
så man kan kende til Jordens
Ender, at Gud er Hersker i Jakob!
- Sela.
15. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og
stryger gennem
Byen,
16. vanker rundt efter Føde og knurrer, når
de ikke mættes.
17. Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver
Morgen over din
Nåde; thi du blev mig et Værn,
en Tilflugt på Nødens Dag.
18. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er
mit Værn, min
nådige Gud.
Salme 60
1. (Til sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En miktam af
David til til
indøvelse,
2. dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og
Aram-Zoba, og Joab
vendte tilbage og slog edomitterne
i Saltdalen, 12000 mand.)
3. Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os,
du vredes - vend dig
til os igen;
4. du lod Landet skælve, slå Revner, læg
nu dets Brist, thi det
vakler!
5. Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os
døvende Vin.
6. Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen
de kan fly for
Buen. - Sela.
7. Til Frelse for dine elskede hjælp med din
højre, bønhør os!
8. Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem
med jubel,
udmåle Sukkots Dal;
9. mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds
Værn, Juda
min Herskerstav,
10. Moab min Vaskeskål, på Edom kaster
jeg min Sko, over
Filisterland jubler jeg."
11. Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder
mig hen til
Edom?
12. Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager
ej vore Hære.
13. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk
er Menneskers Støtte.
14. Med Gud skal vi øve vældige Ting,
vore Fjender træder han ned!
Salme 61
1. (Til sangmesteren. Til strengespil. Af David.)
2. Hør, o Gud, på mit råb og lyt
til min bøn!
3. Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når
mit Hjerte vansmægter,
løft mig da op på en
Klippe,
4. led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt
Tårn til Værn imod
Fjenden.
5. Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde
Tilflugt i dine
Vingers Skjul! - Sela.
6. Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter,
opfyldt deres Ønsker, der
frygter dit Navn.
7. Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År
skal være fra Slægt til
Slægt.
8. Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send
Nåde og Sandhed til at
bevare ham!
9. Da vil jeg evigt love dit Navn og således
Dag efter Dag indfri
mine Løfter.
Salme 62
1. (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.)
2. Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse
kommer fra ham;
3. ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn,
jeg skal ikke rokkes
meget.
4. Hvor længe stormer I løs på
en Mand, - alle slår I ham ned - som på
en hældende Væg, en
faldende Mur?
5. Ja, de oplægger Råd om at styrte ham
fra hans Højhed. De elsker
Løgn, velsigner med Munden,
men forbander i deres Indre. - Sela.
6. Vær stille hos Gud alene, min Sjæl,
thi fra ham kommer mit Håb;
7. ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn,
jeg skal ikke rokkes.
8. Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min
stærke Klippe, min Tilflugt
har jeg i Gud;
9. stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs
for ham eders Hjerte, Gud
er vor Tilflugt. - Sela.
10. Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn,
på Vægtskålen vipper de
op, de er Tomhed til Hobe.
11. Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde
af Ran; om
Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
12. Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg
det: at Magten er Guds,
13. Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder
du efter
hans Gerning.
Salme 63
1. (En salme af David, da han var i Judas ørken.)
2. Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter
dig tørster min Sjæl,
efter dig længes mit Kød
i et tørt, vansmægtende,vandløst Land
3. (således var det, jeg så dig i Helligdommen)
for at skue din
Vælde og Ære;
4. thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber
skal synge din Pris.
5. Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte
Hænderne i dit Navn,
6. Som med fede Retter mættes min Sjæl,
med jublende Læber priser
min Mund dig,
7. når jeg kommer dig i Hu på mit Leje,
i Nattevagterne tænker på
dig;
8. thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler
i dine Vingers Skygge.
9. Dig klynger min Sjæl sig til, din højre
holder mig fast.
10. Forgæves står de mig efter livet, i
Jordens Dyb skal de synke,
11. gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers
Bytte.
12. Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger
ved ham, skal
juble, thi Løgnernes Mund
skal lukkes.
Salme 64
1. (Til sangmesteren. En salme af David.)
2. Hør, o Gud, min røst, når jeg
klager, skærm mit Liv mod den
rædsomme Fjende;
3. skjul mig for Ugerningsmændenes Råd,
for Udådsmændenes travle
Hob.
4. der hvæsser Tungen som Sværd, lægger
giftige Ord på Buen
5. for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham
brat og uset.
6. Ihærdigt lægger de onde Råd,
skryder af, at de lægger Snarer
siger: "Hvem skulde se os?"
7. De udtænker onde Gerninger, fuldfører
en gennemtænkt Tanke - og
Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8. Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de
brat;
9. han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver,
som ser dem,
ryster på Hovedet;
10. alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har
gjort, og fatter
hans Hænders Geming;
11. de retfærdige glædes i HERREN og lider
på ham, de oprigtige af
Hjertet jubler til Hobe!
Salme 65
1. (Til sangmesteren. En salme af David. En sang.)
2. Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig
indfrier man Løfter,
du, som hører Bønner;
3. alt Kød kommer til dig, når Brøden
tynger.
4. Vore Overtrædelser blev os for svare, du
tilgiver dem.
5. Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde!
Vi mættes af
dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
6. Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses
Gud, du Tilflugt
for den vide Jord, for fjerne Strande,
7. du, som grundfæster Bjerge med Vælde,
omgjorde med Kraft,
8. du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers
Brusen og
Folkefærds Larm,
9. så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn;
hvor Morgen og
Aften oprinder, bringer du Jubel.
10. Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre
rigt, Guds Bæk er
fuld af Vand, du bereder dets Korn,
11. du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder
det med Regn,
velsigner dets Sæd.
12. Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor
flyder af Fedme;
13. de øde Græsgange flyder, med Jubel
omgjordes Højene;
14. Engene klædes med Får, Dalene hylles
i Korn, i Jubel bryder de
ud og synger!
Salme 66
1. (Til sangmesteren. En salme. En sang.)
Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,
2. lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig
Lovsang,
3. sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger!
For din
vældige Styrkes Skyld logrer
Fjenderne for dig,
4. al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger
dit Navn."
- Sela.
5. Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en
Rædsel for
Menneskenes Børn.
6. Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods
over
Strømmen; lad os fryde os
højlig i ham.
7. Han hersker med Vælde for evigt, på
Folkene vogter hans Øjne, ej
kan genstridige gøre sig
store. - Sela.
8. I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs
Toner,
9. han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej
lod vor Fod glide ud!
10. Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man
renser Sølv;
11. i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på
vore Lænder,
12. lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom
gennem Ild og
Vand; men du førte os ud
og bragte os Lindring!
13. Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus
og indfri dig mine
Løfter,
14. dem, mine Læber fremførte, min Mund
udtalte i Nøden.
15. Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med
Vædres Offerduft,
jeg ofrer Okser tillige med Bukke.
- Sela.
16. Kom og hør og lad mig fortælle jer
alle, som frygter Gud, hvad
han har gjort for min Sjæl!
17. Jeg råbte til ham med min Mund og priste
ham med min Tunge.
18. Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte,
da havde Herren ej hørt;
19. visselig, Gud har hørt, han lytted til min
bedende Røst.
20. Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn
eller taget sin
Miskundhed fra mig!
Salme 67
1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme. En
sang.)
2. Gud være os nådig og velsigne os, han
lade sit Ansigt lyse over
os - Sela -
3. for at din Vej må kendes på Jorden,
din Frelse blandt alle Folk.
4. Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke
dig;
5. Folkefærd skal glædes og juble, thi
med Retfærd dømmer du
Folkeslag, leder Folkefærd
på Jorden, - Sela.
6. Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke
dig!
7. Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud,
velsigne os,
8. Gud velsigne os, så den vide Jord må
frygte ham!
Salme 68
1. (Til sangmesteren. Af David. En salme. En sang.)
2. Når Gud står op, da splittes hans fjender,
hans Avindsmænd flyr
for hans Åsyn,
3. som Røg henvejres, så henvejres de;
som Voks, der smelter for
Ild, går gudløse til
Grunde for Guds Åsyn.
4. Men retfærdige frydes og jubler med Glæde
og Fryd for Guds Åsyn.
5. Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der
farer frem gennem
Ørknerne! HERREN er hans
Navn, jubler for hans Åsyn,
6. faderløses Fader, Enkers Værge, Gud
i hans hellige Bolig,
7. Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger
ud til Lykke; men
genstridige bor i tørre Egne.
8. Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred
frem gennem
Ørkenen - Sela - da rystede
Jorden,
9. ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds
Åsyn, Israels Guds.
10. Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din
vansmægtende Arvelod
styrkede du;
11. din Skare tog Bolig der, for de arme sørged
du, Gud, i din
Godhed,
12. Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som
bringer Glædesbud, en
talrig Hær:
13. "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue
uddeler Bytte.
14. Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes
af Sølv,
dens Fjedre af gulgrønt Guld.
15. Da den Almægtige splittede Kongerne der,
faldt der Sne på
Zalmon."
16. Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse
Tinder er
Basans Bjerg;
17. Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til
Bjerget, Gud ønskede
til Bolig, hvor HERREN også
vil bo for evigt?
18. Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde,
HERREN kom fra
Sinaj til Helligdommen.
19. Du steg op til det høje, du bortførte
Fanger, Gaver tog du
blandt Mennesker, også iblandt
de genstridige, at du måtte bo
der, HERRE, o Gud.
20. Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer
han vore Byrder; Gud er
vor Frelse. - Sela.
21. En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre
HERREN er Udgange
fra Døden.
22. Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses
Isse, der
vandrer i sine Synder.
23. Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan,
henter dem hjem
fra Havets Dyb,
24. at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger
få del i
Fjenderne."
25. Se på Guds Højtidstog, min Guds, min
Konges Højtidstog ind i
Helligdommen!
26. Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten
unge Piger med
Pauker:
27. "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels
Kilde!"
28. Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i
Flok, Zebulons
Fyrster, Naftalis Fyrster.
29. Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde
for os, o Gud!
30. For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver
i Jerusalem.
31. Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer,
så de
hylder dig med deres Sølvstykker.
Adsplit Folkeslag, der elsker
Strid!
32. De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme
iler til Gud med fulde
Hænder.
33. I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;
34. hyld ham der farer frem på Himlenes Himle,
de gamle! Se, han
løfter sin Røst, en
vældig Røst.
35. Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed,
Hans Vælde i Skyerne,
36. frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud;
han giver Folket
Styrke og Kraft. Lovet være
Gud!
Salme 69
1. (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.)
2. Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
3. jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der
intet Fodfæste er,
kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen
går over mig;
4. træt har jeg skreget mig, Struben brænder,
mit Øje er mat af at
bie på min Gud;
5. flere end mit Hoveds Hår er de, der hader
mig uden Grund, mange
er de, som vil mig til Livs, uden
Skel er mig fjendske; hvad jeg
ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
6. Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er
ej skjult for dig.
7. Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på
dig, o Herre,
Hærskarers HERRE, lad mig
ej bringe Skændsel over dem der søger
dig, Israels Gud!
8. Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn
dækkes af Skændsel;
9. fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding
for min Moders
Sønner.
10. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret
mig, Spotten mod dig er
faldet på mig:
11. jeg spæged min Sjæl med Faste, og det
blev mig til Spot;
12. i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem
et Mundheld.
13. De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene
synger
de om mig.
14. Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid,
o Gud, i din store
Miskundhed svare du mig!
15. Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet,
at jeg ikke skal
synke; red mig fra dem, der hader
mig, fra Vandenes Dyb,
16. lad Strømmen ikke gå over mig; lad
Dybet ikke sluge mig eller
Brønden lukke sig over mig.
17. Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend
dig til mig efter din
store Barmhjertighed;
18. dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi
jeg er i Våde, skynd
dig og svar mig;
19. kom til min Sjæl og løs den, fri mig
for mine Fjenders Skyld!
20. Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer
Skam og Skændsel; du har
Rede på alle mine Fjender.
21. Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg
bied forgæves på
Medynk, på Trøstere
uden at finde;
22. de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst
med Eddike.
23. Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre
blive en
Fælde;
24. lad Øjnene slukkes, så Synet svigter,
lad Lænderne altid vakle!
25. Din Vrede udøse du over dem din glødende
Harme nå dem;
26. deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo
i deres Telte!
27. Thi de forfølger den, du slog, og øger
Smerten for dem, du
såred.
28. Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke
få Del i din Retfærd;
29. lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt
de retfærdige!
30. Men mig, som er arm og lidende, bjærge din
Frelse, o Gud!
31. Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje
ham med Tak;
32. det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn
og Klove!
33. Når de ydmyge ser det, glæder de sig;
I, som søger Gud, eders
Hjerte oplives!
34. Thi HERREN låner de fattige Øre, han
agter ej fangne Venner
ringe.
35. Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad
der rører sig
der;
36. thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer;
der skal de bo og
tage det i Eje;
37. hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker
hans Navn,
skal bo deri.
Salme 70
1. (Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.)
2. Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig
til Hjælp!
3. Lad dem beskæmmes og røme, som vil
mig til Livs, og de, der
ønsker mig ondt, lad dem
vige med Skændsel;
4. lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam,
de, som siger: "Ha,
ha!"
5. Lad alle, som søger dig, frydes og glædes
i dig; lad dem, som
elsker din Frelse, bestandig sige:
"Gud er stor!"
6. Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o
Gud! Du er min Hjælp
og min Frelser; tøv ej, HERRE!
Salme 71
1. HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i
evighed skuffes.
2. Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed,
du bøjede dit Øre til
mig;
3. red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en
Klippeborg til min
Frelse; thi du er min Klippe og
Borg!
4. Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd,
af Niddings og Voldsmands
Kløer;
5. thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom
var HERREN min
Tillid;
6. fra Moders Skød har jeg støttet mig
til dig, min Forsørger var
du fra Moders Liv, dig gælder
altid min Lovsang.
7. For mange står jeg som mærket af Gud,
men du er min stærke
Tilflugt;
8. min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære
Dagen lang.
9. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig
ikke, nu
Kraften svinder;
10. thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på
min Sjæl, holder
Råd:
11. "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi
ingen frelser!"
12. Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp,
min Gud;
13. lad dem blive til Skam og Skændsel, dem,
der står mig imod, lad
dem hylles i Spot og Spe, dem, der
vil mig ondt!
14. Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at
istemme din Pris;
15. min Mund skal vidne om din Retfærd, om din
Frelse Dagen lang;
thi jeg kender ej Ende derpå.
16. Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde,
lovsynge din Retfærd,
kun den alene.
17. Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine
Undere har jeg
forkyndt til nu;
18. indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår
svigte du mig ikke, o
Gud. End skal jeg prise din Arm
for alle kommende Slægter.
19. Din Vælde og din Retfærdighed når
til Himlen, o Gud; du, som
øvede store Ting, hvo er
din Lige, Gud?
20. Du, som lod os skue mange fold Trængsel og
Nød, du kalder os
atter til Live og drager os atter
af Jordens Dyb;
21. du vil øge min Storhed og atter trøste
mig.
22. Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din
Trofasthed, min Gud,
lege på Citer for dig, du
Israels Hellige;
23. juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge
dig og min Sjæl,
som du udløste;
24. også min Tunge skal Dagen igennem forkynde
din Retfærd, thi Skam
og Skændsel får de,
som vil mig ilde.
Salme 72
1. (Af Salomo.)
Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen
din retfærd,
2. så han dømmer dit Folk med Retfærdighed
og dine arme med Ret!
3. Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket
i Retfærd.
4. De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer
de fattige
Frelse, og han slår Voldsmanden
ned.
5. Han skal leve, så længe Solen lyser
og Månen skinner, fra Slægt
til Slægt.
6. Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl,
der væder
Jorden;
7. i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred
råder, til Månen
forgår.
8. Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til
Jordens Ender;
9. hans Avindsmænd bøjer knæ for
ham, og hans Fjender slikker
Støvet;
10. Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer
Gaver, Sabas og
Sebas Konger kommer med Skat;
11. alle Konger skal bøje sig for ham, alle
Folkene være hans
Tjenere.
12. Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp,
den arme,
der savner en Hjælper,
13. ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
14. han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold,
deres Blod er dyrt i
hans Øjne.
15. Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham!
De skal bede for ham
bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
16. Korn skal der være i Overflod i Landet, på
Bjergenes Top; som
Libanon skal dets Afgrøde
bølge og Folk spire frem af Byen som
Jordens Urter.
17. Velsignet være hans Navn evindelig, hans
Navn skal leve, mens
Solen skinner. Ved ham skal man
velsigne sig, alle Folk skal
prise ham lykkelig!
18. Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene
gør Undergerninger,
19. og lovet være hans herlige Navn evindelig;
al Jorden skal fyldes
af hans Herlighed. Amen, Amen!
20. Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
Salme 73
1. (En Salme af Asaf.)
Visselig, god er Gud mod Israel;
mod dem, der er rene af
Hjertet!
2. Mine Fødder var nær ved at snuble,
mine Skridt var lige ved at
glide;
3. thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg
så, at det gik de gudløse
vel;
4. thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft
er frisk og sund;
5. de kender ikke til menneskelig Nød, de plages
ikke som andre.
6. Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen,
de svøber
sig i.
7. Deres Brøde udgår af deres Indre,
Hjertets Tanker bryder
igennem.
8. I det dybe taler de ondt, i det høje fører
de Urettens Tale,
9. de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer
om på Jorden.
10. Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand
i fulde Drag.
11. De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde
den Højeste
kende dertil?"
12. Se, det er de gudløses kår, altid
i Tryghed, voksende Velstand!
13. Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted
mine Hænder i
Uskyld,
14. jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på
ny hver Morgen!
15. Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da
er jeg troløs imod dine
Sønners Slægt."
16. Så grundede jeg på at forstå
det, møjsommeligt var det i mine
Øjne,
17. Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned,
hvordan deres
Endeligt bliver:
18. Du sætter dem jo på glatte Steder,
i Undergang styrter du dem.
19. Hvor brat de dog lægges øde, går
under, det ender med Rædsel!
20. De er som en Drøm, når man vågner,
man vågner og regner sit Syn
for intet.
21. Så længe mit Hjerte var bittert og
det nagede i mine Nyrer,
22. var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig
som Kvæg.
23. Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast
om min højre;
24. du leder mig med dit Råd og tager mig siden
bort i Herlighed.
25. Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da
attrår jeg intet
på Jorden!
26. Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte,
Gud er mit Hjertes
Klippe, min Del for evigt.
27. Thi de, der fjerner sig fra dig, går under,
- du udsletter hver,
som er dig utro.
28. Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid
har jeg sat til den
Herre HERREN, at jeg kan vidne om
alle dine Gerninger.
Salme 74
1. (En maskil af Asaf.)
Hvorfor har du, Gud, stødt
os bort for evig, hvi ryger din Vrede
mod Hjorden, du røgter?
2. Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig,
- du udløste den
til din Ejendoms Stamme - Zions
Bjerg, hvor du har din Bolig.
3. Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden
lagde alt i
Helligdommen øde.
4. Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte
deres Tegn som Tegn
deri.
5. Det så ud, som når man løfter
Økser i Skovens Tykning.
6. Og alt det udskårne Træværk der!
De hugged det sønder med Økse
og Hammer.
7. På din Helligdom satte de Ild, de skændede
og nedrev dit Navns
Bolig.
8. De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De
brændte alle Guds
Samlingshuse i Landet.
9. Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej
mer; hvor længe,
ved ingen af os.
10. Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde,
Fjenden blive ved
at håne dit Navn?
11. Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler
din højre i
Kappens Fold?
12. Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte
Frelsens Værk
i Landet.
13. Du kløvede Havet med Vælde, knuste
på Vandet Dragernes Hoved;
14. du søndrede Hovederne på Livjatan
og gav dem som Æde til
Ørkenens Dyr;
15. Kilde og Bæk lod du vælde frem, du
udtørred stedseflydende
Strømme;
16. din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys
og Sol,
17. du fastsatte alle Grænser på Jord,
du frembragte Sommer og
Vinter.
18. Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et
Folk af Dårer har
spottet dit Navn!
19. Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem
ikke for evigt dine
armes Liv;
20. se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke
Steder med
Voldsfærds Boliger.
21. Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad
de arme og fattige
prise dit Navn!
22. Gud, gør dig rede, før din Sag, kom
i Hu, hvor du stadig smædes
af bårer,
23. lad ej dine Avindsmænds Røst uænset!
Ustandseligt lyder dine
Fjenders Larm!
Salme 75
1. (Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf.
En sang.)
2. Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder
dit Navn,
fortæller dine Undere.
3. "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer
jeg dog med Retfærd;
4. vakler end Jorden og alle, som bor derpå,
har jeg dog
grundfæstet dens Støtter."
- Sela.
5. Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!"
og til de gudløse: "Løft
ej Hornet,
6. løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke
med knejsende Nakke!"
7. Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp,
ej heller fra Ørk
eller Bjerge.
8. Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer
en, ophøjer en anden.
9. Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med
skummende, krydet Vin. han
skænker i for een efter een,
selv Bærmen drikker de ud; alle
Jordens gudløse drikker.
10. Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;
11. alle de gudløses Horn stødes af,
de retfærdiges Horn skal
knejse!
Salme 76
1. (Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af
Asaf. En Sang.)
2. Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel,
3. i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion.
4. Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd
og Krigsværn. - Sela.
5. Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.
6. De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og
kraften svigted
alle de stærke Kæmper.
7. Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i
den dybe Søvn.
8. Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din
Vredes Vælde?
9. Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og
tav,
10. da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg
på Jord. - Sela.
11. Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne
fejre
dig.
12. Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN
eders Gud, alle omkring
ham skal bringe den Frygtindgydende
Gaver.
13. Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger
Frygt.
Salme 77
1. (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.)
2. Jeg råber, højt til Gud, og han hører
mig,
3. jeg søger Herren på Nødens
Dag, min Hånd er om Natten utrættet
udrakt, min Sjæl vil ikke
lade sig trøste;
4. jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker,
min Ånd vansmægter.
- Sela.
5. Du holder mine Øjne vågne, jeg er
urolig og målløs.
6. Jeg tænker på fordums dage, ihukommer
længst henrundne År;
7. jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager
min Ånd.
8. Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig
mer vise Nåde,
9. er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed
omme for
evigt og altid,
10. har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i
Vrede? - Sela.
11. Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes
højre er ikke som
før.
12. Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine
fordums Undere
i Hu.
13. Jeg tænker på al din Gerning og grunder
over dine Værker.
14. Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så
stor som Gud!
15. Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde
din Vælde kendt blandt
Folkene,
16. udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs
Sønner. - Sela.
17. Vandene så dig, Gud, Vandene så dig
og vred sig i Angst, ja
Dybet tog til at skælve;
18. Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede,
dine Pile for
hid og did;
19. din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig,
Jorden
bæved og skjalv;
20. din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store
Vande, dine
Fodspor kendtes ikke.
21. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's
og Arons Hånd.
Salme 78
1. (En Maskil af Asaf.)
Lyt, mit folk til min lære,
bøj eders øre til ord fra min Mund;
2. jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte
Gåder fra
fordums Tid,
3. hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre
har sagt os;
4. vi dølger det ikke for deres Børn,
men melder en kommende Slægt
om HERRENs Ære og Vælde
og Underne, som han har gjort.
5. Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han
en Lov, idet
han bød vore Fædre
at lade deres Børn det vide,
6. at en senere Slægt kunde vide det, og Børn,
som fødtes siden,
stå frem og fortælle
deres Børn derom,
7. så de slår deres Lid til Gud og ikke
glemmer Guds Gerninger, men
overholder hans Bud,
8. ej slægter Fædrene på, en vanartet,
stridig Slægt, hvis Hjerte
ikke var fast, hvis Ånd var
utro mod Gud
9. - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men
svigted på Stridens
Dag -
10. Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge
hans Lov;
11. hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han
lod dem skue.
12. Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten
på Zoans Mark;
13. han kløvede Havet og førte dem over,
lod Vandet stå som en Vold;
14. han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem
ved Ildens
Skær;
15. han kløvede Klipper i Ørkenen, lod
dem rigeligt drikke som af
Strømme,
16. han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme
ned som Floder.
17. Men de blev ved at synde imod ham og vække
den Højestes Vrede i
Ørkenen;
18. de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad
til at stille Sulten,
19. de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække
Bord i en Ørken?
20. Se, Klippen slog han, så Vand flød
frem, og Bække vælded ud; mon
han også kan give Brød
og skaffe kød til sit Folk?"
21. Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes
en Ild mod Jakob, ja
Vrede kom op mod Israel,
22. fordi de ikke troede Gud eller stolede på
hans Frelse.
23. Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens
Døre åbne
24. og Manna regne på dem til Føde, han
gav dem Himmelkorn;
25. Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem
Mad at mætte sig med.
26. Han rejste Østenvinden på Himlen,
førte Søndenvinden frem ved
sin Kraft;
27. Kød lod han regne på dem som Støv
og vingede Fugle som Havets
Sand,
28. lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine
Boliger;
29. Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede,
lod han dem få.
30. Men før deres Attrå var stillet, mens
Maden var i deres Mund,
31. rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige
Mænd,
fældede Israels Ynglinge.
32. Og dog blev de ved at synde og troede ej på
hans Undere.
33. Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte
brat deres År.
34. Når han vog dem, søgte de ham, vendte
om og spurgte om Gud,
35. kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste
deres
Genløser.
36. De hyklede for ham med Munden, løj for ham
med deres Tunge;
37. deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt
var de ikke
tro.
38. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning,
lægger ej
øde, hans Vrede lagde sig
Gang på Gang, han lod ikke sin Harme
fuldt bryde frem;
39. han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder
og ej vender
tilbage.
40. Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen
og voldte ham Sorg i
det øde Land!
41. De fristede alter Gud, de krænkede Israels
Hellige;
42. hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede
dem fra Fjenden,
43. da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere
på Zoans Mark,
44. forvandlede deres Floder til Blod, så de
ej kunde drikke af
Strømmene,
45. sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer,
som lagde dem øde,
46. gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen
al deres Høst,
47. slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer
med Frost,
48. prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for
Lyn.
49. Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme,
Vrede og Trængsel, en
Sendefærd af Ulykkesengle;
50. frit Løb gav han sin Vrede, skånede
dem ikke for Døden, gav
deres Liv til Pris for Pest;
51. alt førstefødt i Ægypten slog
han, Mandskraftens Førstegrøde i
Kamiternes Telte,
52. lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem
som Kvæg i
Ørkenen,
53. ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked
sig over deres
Fjender;
54. han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge,
hans højre
vandt,
55. drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod
deres Land og
lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56. Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste
og overholdt
ikke hans Vidnesbyrd;
57. de faldt fra, var troløse som deres Fædre,
svigtede som en
slappet Bue,
58. de krænkede ham med deres Offerhøje,
æggede ham med deres
Gudebilleder.
59. Det hørte Gud og blev vred følte
højlig Lede ved Israel;
60. han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han
boede blandt
Mennesker;
61. han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed
i Fjendehånd,
62. prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på
sin Arvelod;
63. Ild fortærede dets unge Mænd, dets
Jomfruer fik ej
Bryllupssange,
64. dets Præster faldt for Sværdet, dets
Enker holdt ikke Klagefest.
65. Da vågnede Herren som en, der har sovet, som
en Helt, der er
døvet af Vin;
66. han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem
evigt til Skamme.
67. Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme
udvalgte han
ikke;
68. han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han
elsker;
69. han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede
det evigt som
Jorden.
70. Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra
Fårenes Folde,
71. hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob,
hans Folk,
Israel, hans Arvelod;
72. han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem
med kyndig Hånd.
Salme 79
1. (En Salme af Asaf.)
Hedninger er trængt ind i
din arvelod, Gud de har besmittet dit
hellige Tempel og gjort Jerusalem
til en Stenhob;
2. de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til
Æde, Jordens
vilde Dyr dine frommes Kød;
3. deres Blod har de udøst som Vand omkring
Jerusalem, ingen jorder
dem;
4. vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til
Spot og Spe.
5. Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt?
hvor længe skal din
Nidkærhed lue som Ild?
6. Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender
dig, på Riger, som ikke
påkalder dit Navn;
7. thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig
øde.
8. Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad
din Barmhjertighed komme os
snarlig i Møde, thi vi er
såre ringe,
9. Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns
Æres Skyld, fri os,
forlad vore Synder for dit Navns
Skyld!
10. Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?"
Lad dine
Tjeneres udgydt Blod blive hævnet
på Hedningerne for vore Øjne!
11. Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn,
udløs Dødens Børn efter
din Arms Vælde,
12. lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for
Hånen, de viser dig,
Herre!
13. Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter,
vi vil evindelig takke
dig, forkynde din Pris fra Slægt
til Slægt!
Salme 80
1. (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf.
En Salme.)
2. Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som
en Hjord, træd
frem i Glans, du, som troner på
Keruber,
3. for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne;
opbyd atter din Vælde
og kom til vor Frelse!
4. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode,
lad dit Ansigt lyse, at
vi må frelses!
5. HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes
du trods din Tjeners
Bøn?
6. Du har givet os Tårebrød at spise,
Tårer at drikke i bredfuldt
Mål.
7. Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer,
vore Fjender
håner os.
8. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode,
lad dit Ansigt lyse, at
vi må frelses!
9. Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag
bort og
plantede den;
10. du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og
fyldte Landet;
11. Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af
dens Ranker;
12. den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til
Floden.
13. Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle
vejfarende plukker
deraf?
14. Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken
æder den op!
15. Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra
Himlen og se! Drag
Omsorg for denne Vinstok,
16. for Skuddet, din højre planted!
17. Lad dem, der sved den og huggede den sønder,
gå til for dit
Åsyns Trussel!
18. Lad din Hånd være over din højres
Mand, det Menneskebarn, du
opfostrede dig!
19. Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så
påkalder vi dit
Navn!
20. HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på
Fode, lad dit Ansigt
lyse, at vi må frelses!
Salme 81
1. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.)
2. Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for
Jakobs Gud,
3. istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer
og Harpen;
4. stød i Hornet på Nymånedagen,
ved Fuldmåneskin på vor
Højtidsdag!
5. Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
6. han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da
han drog ud fra
Ægypten, hvor han hørte
et Sprog, han ikke kendte.
7. "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder
slap fri for
Kurven.
8. I Nøden råbte du, og jeg frelste dig,
jeg svarede dig i
Tordenens Skjul, jeg prøvede
dig ved Meribas Vande. - Sela.
9. Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel,
ak, om du hørte
mig!
10. En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed
ikke andres Gud!
11. Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig
op fra Ægypten; luk
din Mund vidt op, og jeg vil fylde
den!
12. Men mit Folk vilde ikke høre min Røst,
Israel lød mig ikke.
13. Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede
efter deres
egne Råd.
14. Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel
gå mine Veje!
15. Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd
mod deres
Uvenner!
16. Deres Avindsmænd skulde falde og gå
til Grunde for evigt;
17. jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede
dig med Honning fra
Klippen!"
Salme 82
1. (En Salme af Asaf.)
Gud står frem i Guders Forsamling
midt iblandt Guder holder han
Dom
2. "Hvor længe vil I dømme uredeligt
og holde med de gudløse? -
Sela.
3. Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de
arme og nødstedte fri;
4. red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses
Hånd!
5. Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke
vandrer de om, alle
Jordens Grundvolde vakler.
6. Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes
Sønner;
7. dog skal I dø som Mennesker, styrte som
en af Fyrsterne!"
8. Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene
får du til Arv!
Salme 83
1. (En Sang. En Salme af Asaf.)
2. Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær
ej stille, o Gud!
3. Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd
løfter Hovedet,
4. oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder
Råd imod dem, du
værner:
5. "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej
mer skal man
ihukomme Israels Navn!"
6. Ja, de rådslår i Fællig og slutter
Pagt imod dig,
7. Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,
8. Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's
Borgere;
9. også Assur har sluttet sig til dem, Lots
Sønner blev de en
Arm. - Sela.
10. Gør med dem som med Midjan, som med Sisera
og Jabin ved Kisjons
Bæk,
11. der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning
på Marken!
12. Deres Høvdinger gå det som Oreb og
Ze'eb, alle deres Fyrster som
Zeba og Zalmunna,
13. fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som
Eje."
14. Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv
som Strå, der flyver
for Vinden.
15. Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider
Bjerge,
16. så forfølge du dem med din Storm,
forfærde du dem med din
Hvirvelvind;
17. fyld deres Åsyn med Skam, så de søger
dit Navn, o HERRE;
18. lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes
og gå til Grunde
19. Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den
Højeste over al
Jorden!
Salme 84
1. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner.
En Salme.)
2. Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares
Herre!
3. Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede
min Sjæl, nu
jubler mit Hjerte og Kød
for den levende Gud!
4. Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede,
hvor den har
sine Unger - dine Altre, Hærskarers
HERRE, min Konge og Gud!
5. Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love
dig. - Sela.
6. Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans
Hu står til
Højtidsrejser!
7. Når de går gennem Bakadalen, gør
de den til Kildevang, og
Tidligregnen hyller den i Velsignelser.
8. Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes
for Gud på Zion.
9. Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers
Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! -
Sela.
10. Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din
Salvedes Åsyn!
11. Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde
ellers, hellere
ligge ved min Guds Hus's Tærskel
end dvæle i Gudløsheds Telte.
12. Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde
og Ære; dem,
der vandrer i Uskyld, nægter
han intet godt.
13. Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler
på dig!
Salme 85
1. (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.)
2. Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte
Jakobs Skæbne,
3. tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres
Synd. - Sela.
4. Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende
Harme.
5. Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med
din Uvilje mod os!
6. Vil du vredes på os for evigt, holde fast
ved din Harme fra
Slægt til Slægt?
7. Vil du ikke skænke os Liv På ny, så
dit Folk kan glæde sig i
dig!
8. Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give
du os!
9. Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig
taler han Fred til
sit Folk og til sine fromme og til
dem, der vender deres Hjerte
til ham;
10. ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter
ham, snart skal
Herlighed bo i vort Land;
11. Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd
og Fred skal kysse
hinanden;
12. af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer
Retfærd ned.
13. Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver
vort Land;
14. Retfærd vandrer foran ham og følger
også hans Fjed.
Salme 86
1. (En Bøn af David.)
Bøj dit Øre, HERRE,
og svar mig, thi jeg er arm og fattig!
2. Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels
din Tjener, som stoler på
dig!
3. Vær mig nådig, Herre, du er min Gud;
thi jeg råber til dig Dagen
igennem.
4. Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig,
o Herre, løfter jeg min
Sjæl;
5. thi du, o Herre, er god og rund til at forlade,
rig på Nåde mod
alle, der påkalder dig.
6. Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre
til min tryglende Røst!
7. På Nødens Dag påkalder jeg dig,
thi du svarer mig.
8. Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden
Lige er dine
Gerninger.
9. Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre,
og tilbede dig,
og de skal ære dit Navn.
10. Thi du er stor og gør vidunderlige Ting,
du alene er Gud.
11. Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre
i din Sandhed; vend
mit Hjerte til dette ene: at frygte
dit Navn.
12. Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte,
evindelig
ære dit Navn;
13. thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl
har du frelst fra
Dødsrigets Dyb.
14. Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd,
i Flok vil tage
mit Liv, og dig har de ikke for
Øje.
15. Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig
Gud, langmodig og rig
på Nåde og Sandhed.
16. Vend dig til mig og vær mig nådig,
giv din Tjener din Styrke,
frels din Tjenerindes Søn!
17. Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender
med Skamme må se,
at du, o HERRE, hjælper og
trøster mig!
Salme 87
1. (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.)
Sin Stad, grundfæstet på
hellige Bjerge, har Herren kær,
2. Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
3. Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. -
Sela.
4. Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der
kender HERREN,
Filisterland, Tyrus og Kusj, en
fødtes her, en anden der.
5. Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver,
den Højeste holder
det selv ved Magt.
6. HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste,
en fødtes her, en
anden der. - Sela.
7. Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder
er i dig!"
Salme 88
1. (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren.
Al-mahalat-leannot. En Maskil af
Ezraitten Heman.)
2. HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten
når mit Skrig til
dig;
3. lad min Bøn komme frem for dit Åsyn,
til mit Klageråb låne du
Øre!
4. Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit
Liv er Dødsriget nær,
5. jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet
som den, det
er ude med,
6. kastet hen imellem de døde, blandt faldne,
der hviler i Graven,
hvem du ej mindes mere, thi fra
din Hånd er de revet.
7. Du har lagt mig i den underste Grube, på
det mørke, det dybe
Sted;
8. tungt hviler din Vrede på mig, alle dine
Brændinger lod du gå
over mig. - Sela.
9. Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort
mig vederstyggelig
for dem; jeg er fængslet,
kan ikke gå ud,
10. mit Øje er sløvt af Vånde.
Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og
rækker mine Hænder imod
dig.
11. Gør du Undere for de døde, står
Skyggerne op og takker dig? -
Sela.
12. Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden
om din Trofasthed?
13. Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd
i Glemselens Land?
14. Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen
kommer min Bøn
dig i Møde.
15. Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl
og skjuler dit Åsyn for
mig?
16. Elendig er jeg og Døden nær, dine
Rædsler har omgivet mig fra
min Ungdom;
17. din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler
har lagt mig øde,
18. som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter
de Kreds om
mig;
19. Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine
Kendinge borte.
Salme 89
1. (En Maskil af Ezraitten Etan.)
2. Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra
Slægt til Slægt med
min Mund forkynde din Trofasthed.
3. Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!"
I Himlen har du
grundfæstet din Trofasthed.
4. Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor
David, min
Tjener:
5. "Jeg lader din Sæd bestå for evigt,
jeg bygger din Trone fra
Slægt til Slægt!" -
Sela.
6. Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed
i de Helliges
Forsamling.
7. Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN
iblandt Guds
Sønner?
8. En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor
og frygtelig over
alle omkring ham.
9. HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE,
din Nåde og
Trofasthed omgiver dig.
10. Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne
bruser, stiller du dem.
11. Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted
dine Fjender med
vældig Arm.
12. Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig
med dets
Fylde.
13. Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon
jubler over dit
Navn.
14. Du har en Arm med Vælde, din Hånd er
stærk, din højre løftet.
15. Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde
og Sandhed står for
dit Åsyn.
16. Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer,
HERRE, i dit
Åsyns Lys!
17. De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes
ved din
Retfærdighed.
18. Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter
vort Horn ved din
Yndest;
19. thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels
Hellige!
20. Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone
satte jeg på
en Helt, ophøjed en Yngling
af Folket;
21. jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med
min hellige
Olie;
22. thi min Hånd skal holde ham fast, og min
Arm skal give ham
Styrke.
23. Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding
trykke ham ned;
24. jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder
dem, der bader
ham;
25. med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være,
hans Horn skal
løfte sig ved mit Navn;
26. jeg lægger Havet under hans Hånd og
Strømmene under hans højre;
27. mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses
Klippe.
28. Jeg gør ham til førstefødt,
den største blandt Jordens Konger;
29. jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min
Pagt skal
holdes ham troligt;
30. jeg lader hans Æt bestå for evigt,
hans Trone, så længe Himlen
er til.
31. Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke
følger mine Lovbud,
32. hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder
mit Bud,
33. da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres
Brøde med hårde Slag;
34. men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min
Trofasthed svigter jeg
ikke;
35. jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine
Læbers Udsagn.
36. Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle -
David sviger jeg
ikke:
37. Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone
for mig som Solen,
38. stå fast som Månen for evigt, og Vidnet
på Himlen er sanddru, -
Sela.
39. Men du har forstødt og forkastet din Salvede
og handlet i Vrede
imod ham;
40. Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret
hans Krone og trådt
den i Støvet;
41. du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt
hans
Fæstninger;
42. alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev
han til Spot.
43. Du har løftet hans Uvenners højre
og glædet alle hans Fjender;
44. hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt
ham ej oppe i
Kampen;
45. du vristed ham Staven af Hænde og styrted
hans Trone til Jorden,
46. afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i
Skam. - Sela.
47. Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for
evigt, hvor længe skal
din Vrede lue som Ild?
48. Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed
du skabte
hvert Menneskebarn!
49. Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser
sin sjæl fra
Dødsrigets Hånd? -
Sela.
50. Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i
Trofasthed tilsvor
David?
51. Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at
jeg bærer Folkenes
Spot i min Favn,
52. hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes
de håner din
Salvedes Fodspor.
53. Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
Salme 90
1. (En Bøn af den Guds Mand Moses.)
Herre, du var vor Bolig slægt
efter slægt.
2. Førend Bjergene fødtes og Jord og
Jorderig blev til, fra Evighed
til Evighed er du, o Gud!
3. Mennesket gør du til Støv igen, du
siger: "Vend tilbage, I
Menneskebørn!"
4. Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen
i Går, der svandt, som en
Nattevagt.
5. Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn.
Ved Morgen er de som
Græsset, der gror;
6. ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er
det vissent og
tørt.
7. Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme
forfærdes vi.
8. Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor
skjulte Brøst for dit
Åsyns Lys.
9. Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore
År svinder hen
som et Suk.
10. Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og
kommer det højt, da
firsindstyve. Deres Herlighed er
Møje og Slid, thi hastigt går
det, vi flyver af Sted.
11. Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i
Frygt for dig!
12. At tælle vore Dage lære du os, så
vi kan få Visdom i Hjertet!
13. Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk
med dine Tjenere;
14. mæt os årle med din Miskundhed, så
vi kan fryde og glæde os alle
vore Dage.
15. Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det
Åremål, da vi led ondt!
16. Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere
og din Herlighed over
deres Børn!
17. HERREN vor Guds Livsalighed være over os!
Og frem vore Hænders
Værk for os, ja frem vore
Hænders Værk!
Salme 91
1. Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler
i den Almægtiges
Skygge,
2. siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg,
min Gud, på hvem
jeg stoler.
3. Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare,
fra ødelæggende
Pest;
4. han dækker dig med sine Fjedre, under hans
Vinger finder du Ly,
hans Trofasthed er Skjold og Værge.
5. Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der
flyver om Dagen
6. ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens
hærgende Sot.
7. Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved
din højre Hånd,
til dig når det ikke hen;
8. du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer
ved de gudløses
Straf;
9. (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste
tog du til Bolig.
10. Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage
ej nær;
11. thi han byder sine Engle at vogte dig på
alle dine Veje;
12. de skal bære dig på deres Hænder,
at du ikke skal støde din Fod
på nogen Sten;
13. du skal træde på Slanger og Øgler,
trampe på Løver og Drager.
14. "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg
bjærger ham,
thi han kender mit Navn;
15. kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel
er jeg hos ham,
jeg frier ham og giver ham Ære:
16. med et langt Liv mætter jeg ham og lader
ham skue min Frelse!"
Salme 92
1. (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.)
2. Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn,
du højeste,
3. ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din
Trofasthed
4. til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg
på Citer!
5. Thi ved dit Værk har du glædet mig,
HERRE, jeg jubler over dine
Hænders Gerning.
6. Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker
såre dybe!
7. Tåben fatter det ikke, Dåren skønner
ej sligt.
8. Spirer de gudløse end som Græsset,
blomstrer end alle Udådsmænd,
er det kun for at lægges øde
for stedse,
9. men du er ophøjet for evigt, HERRE.
10. Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går
under, alle
Udådsmænd spredes!
11. Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget
mig med den
friskeste Olie;
12. det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit
Øre at høre mine
Avindsmænd.
13. De retfærdige grønnes som Palmen, vokser
som Libanons Ceder;
14. plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds
Forgårde;
15. selv grånende bærer de Frugt, er friske
og fulde af Saft
16. for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe,
hos hvem ingen
Uret findes.
Salme 93
1. HERREN har vist, han er Konge, har iført
sig Højhed, HERREN har
omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted
Jorden, den rokkes
ikke.
2. Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed
er du!
3. Strømme lod runge, HERRE, Strømme
lod runge deres Drøn, Strømme
lod runge deres Brag.
4. Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor
Havets Brændinger er HERREN
herlig i det høje!
5. Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed
tilkommer dit
Hus, HERRE, så længe
Dagene varer!
Salme 94
1. HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud,
træd frem i Glans;
2. stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld
mod de hovmodige!
3. Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor
længe skal gudløse juble?
4. De fører tøjlesløs Tale, hver
Udådsmand ter sig som Herre;
5. de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker
din Arvelod;
6. de myrder Enke og fremmed faderløse slår
de ihjel;
7. de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet
mærke!"
8. Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når
bliver I kloge, I Dårer?
9. Skulde han, som plantede Øret, ej høre,
han, som dannede Øjet,
ej se?
10. Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer
Mennesket
indsigt?
11. HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun
Tomhed.
12. Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved
din Lov
13. for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves
en Grav til
den gudløse;
14. thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter
ikke sin Arvelod.
15. Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en
Fremtid har hver
oprigtig af Hjertet.
16. Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo
hjælper mig mod
Udådsmænd?
17. Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min
Sjæl i det stille.
18. Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod",
støtted din Nåde mig,
HERRE;
19. da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker,
husvaled din Trøst
min Sjæl.
20. står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol,
der skaber Uret i
Lovens Navn?
21. Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer
uskyldigt Blod,
22. HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er
min Tilflugtsklippe;
23. han vender deres Uret imod dem selv, udsletter
dem for deres
Ondskab; dem udsletter HERREN vor
Gud.
Salme 95
1. Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd
for vor Frelses
Klippe,
2. møde med Tak for hans Åsyn, juble
i Sang til hans Pris!
3. Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor
over alle Guder;
4. i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes
Tinder er hans;
5. Havet er hans, han har skabt det, det tørre
Land har hans Hænder
dannet.
6. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle
for HERREN, vor Skaber!
7. Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter,
den Hjord,
han leder. Ak, lytted I dog i Dag
til hans Røst:
8. "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba,
som dengang ved Massa
i Ørkenen,
9. da eders Fædre fristede mig, prøved
mig, skønt de havde set mit
Værk.
10. Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne
Slægt, og jeg sagde: Det er
et Folk med vildfarne Hjerter, de
kender ej mine Veje.
11. Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke
gå ind til min Hvile!
Salme 96
1. Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden,
2. syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl
om hans Frelse Dag
efter Dag,
3. kundgør hans Ære blandt Folkene, hans
Undere blandt alle
Folkeslag!
4. Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig
over alle Guder;
5. thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN
er Himlens
Skaber.
6. For hans Åsyn er Højhed og Hæder,
Lov og Pris i hans Helligdom.
7. Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN
Ære og Pris,
8. giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og
kom til hans Forgårde,
9. tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans
Åsyn, al Jorden!
10. Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er
Konge, han
grundfæsted Jorden, den rokkes
ikke, med Retfærd dømmer han
Folkene."
11. Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med
dets Fylde bruse,
12. Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder
sig alle Skovens
Træer
13. for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer
at dømme Jorden;
han dømmer Jorden med Retfærd
og Folkene i sin Trofasthed.
Salme 97
1. HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad
glædes de mange
Strande!
2. Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er
hans Trones Støtte;
3. Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans
Fjender.
4. Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så
det og skjalv;
5. Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele
Jordens Herre;
6. Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag
skued hans
Herlighed.
7. Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de,
som var stolte
af deres Afguder; alle Guder bøjed
sig for ham.
8. Zion hørte det og glædede sig, og
Judas Døtre jublede over dine
Domme, HERRE!
9. Thi du, o HERRE, er den Højeste over al
Jorden, højt ophøjet
over alle Guder!
10. I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter
sine frommes
Sjæle og frier dem af de gudløses
Hånd;
11. over de retfærdige oprinder Lys og Glæde
over de oprigtige af
Hjertet.
12. I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng
hans hellige Navn!
Salme 98
1. (En Salme.)
Syng HERREN en sang, thi vidunderlige
ting har han gjort; Sejren
vandt ham hans højre, hans
hellige Arm.
2. Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret
sin Retfærd for
Folkenes Øjne;
3. han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed
mod Israels
Hus. Den vide Jord har skuet vor
Guds Frelse.
4. Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud
i Jubel og Lovsang;
5. lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til
Citer,
6. råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter
og Hornets Klang!
7. Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de,
som bor der,
8. Strømmene klappe i Hænder, Bjergene
juble til Hobe
9. for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer
at dømme Jorden;
han dømmer Jorden med Retfærd
og Folkeslag med Ret!
Salme 99
1. HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver,
han troner på
Keruber, Jorden skælver!
2. Stor er HERREN på Zion, ophøjet over
alle Folkeslag;
3. de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig
er han!
4. Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten
har du grundfæstet, i
Jakob, øved du Ret og Retfærd.
5. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for
hans Fødders Skammel; hellig
er han!
6. Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel
blandt dem, der
påkalder hans Navn; de råber
til HERREN, han svarer;
7. i Skystøtten taler han til dem, de holder
hans Vidnesbyrd,
Loven, han gav dem;
8. HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud,
som tilgav og
frikendte dem, for hvad de gjorde.
9. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for
hans hellige Bjerg, thi
hellig er HERREN vor Gud!
Salme 100
1. (En Salme. Til Takofferet.)
Råb af Fryd for HERREN, al
jorden,
2. tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn
med Jubel!
3. Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans,
hans Folk og
den Hjord, han vogter.
4. Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange
ind i hans
Forgårde, tak ham og lov hans
Navn!
5. Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig,
fra Slægt
til Slægt hans Trofasthed!
Salme 101
1. (Af David. En Salme.)
Om Nåde og Ret vil jeg synge,
dig vil jeg lovsynge, Herre.
2. Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når
den viser sig for mig,
vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets
Vægge,
3. på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit
Øje hvile. Jeg hader den,
der gør ondt, han er ej i
mit Følge;
4. det falske Hjerte må holde sig fra mig, den
onde kender jeg
ikke;
5. den, der sværter sin Næste, udrydder
jeg; den opblæste og den
hovmodige tåler jeg ikke.
6. Til Landets trofaste søger mit Øje,
hos mig skal de bo; den, der
vandrer uskyldiges Vej, skal være
min Tjener;
7. ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus,
ingen, som farer med
Løgn, bestå for mit
Øje.
8. Alle Landets gudløse gør jeg til
intet hver Morgen for at
udrydde alle Udådsmænd
af HERRENs By.
Salme 102
1. (Bøn af en elendig, når hans Kraft
svigter, og han udøser sin
Klage for HERREN.)
2. HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb
komme til dig,
3. skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag
jeg stedes i Nød, bøj
da dit Øre til mig; når
jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
4. Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod
brænder som Ild;
5. mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs,
thi jeg glemmer at
spise mit Brød.
6. Under min Stønnen klæber mine Ben
til Huden;
7. jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som
Uglen på øde Steder;
8. om Natten ligger jeg vågen og jamrer så
ensom som Fugl på Taget;
9. mine Fjender håner mig hele Dagen; de der
spotter mig, sværger
ved mig.
10. Thi Støv er mit daglige Brød, jeg
blander min Drik med Tårer
11. over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte
mig bort;
12. mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset
visner jeg hen.
13. Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra
Slægt til
Slægt;
14. du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når
Nådens Tid, når
Timen er inde;
15. thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over
dets Grushobe.
16. Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed
alle Jordens
Konger;
17. thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin
Herlighed;
18. han vender sig til de hjælpeløses
Bøn, lader ej deres Bøn
uænset.
19. For Efterslægten skal det optegnes, af Folk,
der skal fødes,
skal prise HERREN;
20. thi han ser ned fra sin hellige Højsal,
HERREN skuer ned fra
Himmel til Jord
21. for at høre de fangnes Stønnen og
give de dødsdømte Frihed,
22. at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris
i Jerusalem,
23. når Folkeslag og Riger til Hobe samles for
at tjene HERREN.
24. Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit
Liv.
25. Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes
Hælvt! Dine År
er fra Slægt til Slægt.
26. Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er
dine Hænders Værk;
27. de falder, men du består, alle slides de
op som en Klædning;
28. som Klæder skifter du dem; de skiftes, men
du er den samme, og
dine År får aldrig Ende!
29. Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres
Sæd skal bestå for dit Åsyn.
Salme 103
1. (Af David.)
Min Sjæl, lov Herren, og alt
i mig love hans hellige navn!
2. Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans
Velgerninger!
3. Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger
alle dine
Sygdomme,
4. han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner
dig med Miskundhed
og Barmhjertighed,
5. han, som mætter din Sjæl med godt,
så du bliver ung igen som
Ørnen!
6. HERREN øver Retfærdighed og Ret mod
alle fortrykte.
7. Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn
sine Gerninger;
8. barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig
og rig på Miskundhed;
9. han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej
evigt på Vrede;
10. han handled ej med os efter vore Synder, gengældte
os ikke efter
vor Brøde.
11. Men så højt som Himlen er over Jorden,
er hans Miskundhed stor
over dem, der frygter ham.
12. Så langt som Østen er fra Vesten,
har han fjernet vore Synder
fra os.
13. Som en Fader forbarmer sig over sine Børn,
forbarmer HERREN sig
over dem, der frygter ham.
14. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi
er Støv;
15. som Græs er Menneskets dage, han blomstrer
som Markens Blomster;
16. når et Vejr farer over ham, er han ej mere,
hans Sted får ham
aldrig at se igen.
17. Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til
Evighed over
dem, der frygter ham, og hans Retfærd
til Børnenes Børn
18. for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud
i Hu, så de gør
derefter.
19. HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans
Kongedømme
underlagt.
20. Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft,
som gør, hvad han
byder, så snart I hører
hans Røst.
21. Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere,
som fuldbyrder
hans Vilje.
22. Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert
eneste Sted i hans
Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
Salme 104
1. Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er
såre stor! Du er
klædt i Højhed og Herlighed,
2. hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder
du ud som et Telt;
3. du hvælver din Højsal i Vandene, gør
Skyerne til din Vogn, farer
frem på Vindens Vinger;
4. Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til
dine Tjenere!
5. Du fæsted Jorden på dens Grundvolde,
aldrig i Evighed rokkes
den;
6. Verdensdybet hylled den til som en Klædning,
Vandene stod over
Bjerge.
7. For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved
din Tordenrøst,
8. for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du
havde beredt
dem;
9. du satte en Grænse, de ej kommer over, så
de ikke igen skal
tilhylle Jorden.
10. Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød
de;
11. de læsker al Markens Vildt, Vildæsler
slukker deres Tørst;
12. over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder
deres
Kvidder.
13. Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden
mættes fra dine Skyer;
14. du lader Græs gro frem til Kvæget og
Urter til Menneskets
Tjeneste, så du frembringer
Brød af Jorden
15. og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og
lader Ansigtet glinse
af Olie, og Brødet skal styrke
Menneskets Hjerte.
16. HERRENs Træer bliver mætte, Libanons
Cedre, som han har plantet,
17. hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken
sin Bolig.
18. Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne
Grævlingens Tilflugt.
19. Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen
kender sin Nedgangs
Tid;
20. du sender Mørke, Natten kommer, da rører
sig alle Skovens Dyr;
21. de unge Løver brøler efter Rov, de
kræver deres Føde af Gud.
22. De sniger sig bort, når Sol står op,
og lægger sig i deres
Huler;
23. Mennesket går til sit Dagværk, ud til
sin Gerning, til Kvæld
falder på.
24. Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde
dem alle med
Visdom; Jorden er fuld af, hvad
du har skabt!
25. Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden
Tal af Dyr,
både små og store;
26. Skibene farer der, Livjatan, som du danned til
Leg deri.
27. De bier alle på dig, at du skal give dem
Føde i Tide;
28. du giver dem den, og de sanker, du åbner
din Hånd, og de mættes
med godt.
29. Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes;
du tager deres Ånd, og de
dør og vender tilbage til
Støvet;
30. du sender din Ånd, og de skabes, Jordens
Åsyn fornyer du.
31. HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde
sig ved sine
Værker!
32. Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød
fra ham, og Bjergene
ryger
33. Jeg vil synge for HERREN, så længe
jeg lever, lovsynge min Gud,
den Tid jeg er til.
34. Min Sang være ham til Behag, jeg har min
Glæde i HERREN.
35. Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse
ikke mer være til!
Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Salme 105
1. Pris Herren, påkald hans navn, gør
hans Gerninger kendte blandt
Folkeslag!
2. Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;
3. ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde
sig, I, som
søger HERREN;
4. spørg efter HERREN og hans magt, søg
bestandig hans Åsyn;
5. kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans
Munds Domme,
6. I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte,
Jakobs Sønner!
7. Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud
over Jorden;
8. han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter
sit Tilsagn,
9. Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor
Isak;
10. han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en
evig Pagt for Israel,
11. idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som
eders Arvelod."
12. Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede
der,
13. og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til
et andet,
14. tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for
deres Skyld
Konger
15. "Rør ikke mine Salvede, gør ikke
mine Profeter ondt!"
16. Hungersnød kaldte han frem over Landet,
hver Brødets Støttestav
brød han;
17. han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes
som Træl;
18. de tvang hans Fødder med Lænker, han
kom i Lænker af Jern,
19. indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod
han Prøven
igennem.
20. På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker
lod ham løs:
21. han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker
over alt sit
Gods;
22. han styred hans Øverster efter sin Vilje
og viste hans Ældste
til Rette.
23. Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som
Gæst i Kamiternes
Land.
24. Han lod sit Folk blive såre frugtbart og
stærkere end dets
Fjender;
25. han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til
Træskhed imod
sine Tjenere.
26. Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte
Mand;
27. han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere
i Kamiternes Land;
28. han sendte Mørke, så blev det mørkt,
men de ænsede ikke hans
Ord;
29. han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk
ihjel;
30. af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens
Sale var de;
31. han talede, så kom der Bremser og Myg i alt
deres Land;
32. han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;
33. han slog både Vinstok og Figen og splintrede
Træerne i deres
Land;
34. han talede, så kom der Græshopper,
Springere uden Tal,
35. de åd alt Græs i Landet, de åd
deres Jords Afgrøde;
36. alt førstefødt i Landet slog han,
Førstegrøden af al deres
Kraft;
37. han førte dem ud med Sølv og Guld,
ikke een i hans Stammer
snubled
38. Ægypterne glæded sig, da de drog bort,
thi de var grebet af
Rædsel for dem.
39. Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse
i Natten;
40. de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød
mættede han dem;
41. han åbnede Klippen, og Vand strømmede
ud, det løb som en Flod i
Ørkenen.
42. Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin
Tjener;
43. han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte
under Jubel;
44. han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods
i Eje.
45. Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans
Love.
Halleluja!
Salme 106
1. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans
miskundhed varer
evindelig!
2. Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger,
finde ord til at
kundgøre al hans pris?
3. Salige de, der holder på ret, som altid øver
retfærdighed!
4. Husk os, Herre, når dit folk finder nåde,
lad os få godt af din
frelse,
5. at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde
os ved dit folks glæde
og med din arvelod prise vor lykke!
6. Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og
gudløst.
7. Vore Fædre i Ægypten ænsede ej
dine Undere, kom ikke din store
Miskundhed i Hu, stod den Højeste
imod ved det røde Hav.
8. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at
gøre sin Vælde
kendt;
9. han trued det røde Hav, og det tørrede
ud, han førte dem gennem
Dybet som gennem en Ørk;
10. han fried dem af deres Avindsmænds Hånd
og udløste dem fra
Fjendens Hånd;
11. Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke
een blev tilbage af
dem;
12. da troede de på hans Ord og kvad en Sang
til hans Pris.
13. Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på
hans Råd;
14. de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken
fristed de Gud;
15. så gav han dem det, de kræved og sendte
dem Lede i Sjælen.
16. De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs
hellige;
17. Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig
over Abirams Flok;
18. Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de
gudløse op.
19. De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte
Billed;
20. de byttede deres Herlighed bort for et Billed af
en Okse, hvis
Føde er Græs;
21. de glemte Gud, deres Frelser, som øvede
store Ting i Ægypten,
22. Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det
røde Hav.
23. Da tænkte han på at udrydde dem, men
Moses, hans udvalgte Mand,
stilled sig i Gabet for hans Åsyn
for at hindre, at hans Vrede
lagde øde.
24. De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
25. men knurrede i deres Telte og hørte ikke
på HERREN;
26. da løfted han Hånden og svor at lade
dem falde i Ørkenen,
27. splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede
dem rundt i Landene.
28. De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes
Ofre;
29. de krænked ham med deres Gerninger, og Plage
brød løs iblandt
dem.
30. Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev
bragt til at
standse,
31. og det regnedes ham til Retfærdighed fra
Slægt til Slægt,
evindelig.
32. De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres
Skyld gik det
Moses ilde;
33. thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte
Ord.
34. De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt,
de skulde,
35. med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger
efter;
36. deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem
en Snare;
37. til Dæmonerne ofrede de, og det både
Sønner og Døtre;
38. de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners
og Døtres Blod, som de
ofred til Kana'ans Guder, og Landet
blev smittet ved Blod;
39. de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres
idrætter.
40. Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes
ved sin Arv;
41. han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd
blev deres Herrer;
42. deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes
under deres Hånd.
43. Han frelste dem Gang på Gang, men de stod
egensindigt imod og
sygnede hen i Brøden;
44. dog så han til dem i Trængslen, så
snart han hørte dem klage;
45. han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store
Miskundhed;
46. han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der
tog dem til
Fange.
47. Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra
Folkene, at vi
må love dit hellige Navn,
med Stolthed synge din Pris.
48. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed
og til Evighed! Og
alt Folket svare Amen!
Salme 107
1. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans
Miskundhed varer
evindelig!
2. Så skal HERRENs genløste sige, de,
han løste af Fjendens Hånd
3. og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest,
fra Nord og fra
Havet.
4. I den øde Ørk for de vild, fandt ikke
Vej til beboet By,
5. de led både Sult og Tørst, deres Sjæl
var ved at vansmægte;
6. men de råbte til HERREN i Nøden, han
frelste dem at deres
Trængsler
7. og førte dem ad rette Vej, så de kom
til beboet By.
8. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans
Underværker
mod Menneskens Børn.
9. Thi han mættede den vansmægtende Sjæl
og fyldte den sultne med
godt.
10. De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og
Jern,
11. fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet
den Højestes
Råd.
12. Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der
var ingen, som
hjalp;
13. men de råbte til HERREN i Nøden, han
frelste dem af deres
Trængsler,
14. førte dem ud af Mørket og Mulmet
og sønderrev deres Bånd.
15. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans
Underværker
mod Menneskens Børn.
16. Thi han sprængte Døre af Kobber og
sønderslog Slåer af Jern.
17. De sygnede hen for Synd og led for Brødes
Skyld,
18. de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens
Porte nær
19. men de råbte til Herren i Nøden, han
frelste dem af deres
Trængsler,
20. sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres
Liv fra Graven.
21. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans
Underværker
mod Menneskens Børn
22. og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde
hans Gerninger.
23. De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på
vældige Vande,
24. blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker
i Dybet;
25. han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne
tårnedes op;
26. mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken
svandt deres Mod;
27. de tumled og raved som drukne, borte var al deres
Visdom;
28. men de råbte til HERREN i Nøden, han
frelste dem af deres
Trængsler,
29. skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger
tav;
30. og glade blev de, fordi det stilned; han førte
dem til Havnen,
de søgte.
31. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans
Underværker
mod Menneskens Børn,
32. ophøje ham i Folkets Forsamling og prise
ham i de Ældstes Kreds!
33. Floder gør han til Ørken og Kilder
til øde Land,
34. til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld
hos dem, som
- bor der.
35. Ørken gør han til Vanddrag, det tørre
Land til Kilder;
36. der lader han sultne bo, så de grunder en
By at bo i,
37. tilsår Marker og planter Vin og høster
Afgrødens Frugt.
38. Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det
ikke skorte på
Kvæg.
39. De bliver få og segner under Modgangs og
Kummers Tryk,
40. han udøser Hån over Fyrster og lader
dem rave i vejløst Øde.
41. Men han løfter den fattige op af hans Nød
og gør deres Slægter
som Hjorde;
42. de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab
lukker sin Mund.
43. Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge
sig HERRENs Nåde på
Sinde!
Salme 108
1. (En Sang. En Salme af David.)
2. Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte
er trøstigt; jeg vil
synge og lovprise dig, vågn
op, min Ære!
3. Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække
Morgenrøden.
4. Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise
dig blandt
Folkefærd;
5. thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed
til Skyerne.
6. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed
være over al Jorden!
7. Til Frelse for dine elskede hjælp med din
højre, bønhør os!
8. Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem
med Jubel,
udmåle Sukkots Dal;
9. mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds
Værn, Juda
min Herskerstav,
10. Moab min Vaskeskål, på Edom kaster
jeg min Sko, over
Filisterland jubler jeg."
11. Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo
leder mig hen til
Edom?
12. Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager
ej vore Hære.
13. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk
er Menneskers Støtte.
14. Med Gud skal vi øve vældige Ting,
vore Fjender træder han ned!
Salme 109
1. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.)
Du min Lovsangs Gud, vær ej
tavs!
2. Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet
imod mig, taler mig
til med Løgntunge,
3. med hadske Ord omringer de mig og strider imod
mig uden Grund;
4. til Løn for min Kærlighed er de mig
fjendske, skønt jeg er idel
Bøn;
5. de gør mig ondt for godt, gengælder
min Kærlighed med Had.
6. Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager
stå ved hans
højre,
7. lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn
blive regnet for Synd;
8. hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage
en anden;
9. hans Børn blive faderløse, hans Hustru
vorde Enke;
10. hans Børn flakke om og tigge, drives bort
fra et øde Hjem;
11. Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har,
og fremmede rane hans
Gods;
12. ingen være langmodig imod ham, ingen ynke
hans faderløse;
13. hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes
ud i næste Slægt:
14. lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN,
lad ikke hans Moders
Synd slettes ud,
15. altid være de, HERREN for Øje; hans
Minde vorde udryddet af
Jorden,
16. fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men
han forfulgte
den arme og fattige og den, hvis
Hjerte var knust til Døde;
17. han elsked Forbandelse, så lad den nå
ham; Velsignelse yndede
han ikke, den blive ham fjern!
18. Han tage Forbandelse på som en Klædning,
den komme som Vand i
hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19. den blive en Dragt, han tager på, et Bælte,
han altid bærer!
20. Det være mine Modstanderes Løn fra
HERREN, dem, der taler ondt
mod min Sjæl.
21. Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter
din Godhed og
Nåde, frels mig for dit Navns
Skyld!
22. Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder
sig i mig;
23. som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort,
som Græshopper rystes
jeg ud;
24. af Faste vakler mine Knæ, mit Kød
skrumper ind uden Salve;
25. til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på
Hovedet, når de
26. Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter
din Miskundhed,
27. så de sander, det var din Hånd, dig,
HERRE, som gjorde det!
28. Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner
vorde til
Skamme, din Tjener glæde sig;
29. lad mine Fjender klædes i Skændsel,
iføres Skam som en Kappe!
30. Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN,
prise ham midt i
Mængden;
31. thi han står ved den fattiges højre
at fri ham fra dem, der
dømmer hans Sjæl.
Salme 110
1. (Af David. En Salme.)
HERREN sagde til min Herre: "Sæt
dig ved min højre hånd, til jeg
lægger dine fjender som en
skammel for dine fødder!"
2. Fra Zion udrækker HERREN din Vældes
Spir; hersk midt iblandt
dine Fjender!
3. Dit Folk møder villigt frem på din
Vældes Dag; i hellig Prydelse
kommer dit unge Mandskab til dig,
som Dug af Morgenrødens
Moderskød.
4. HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst
evindelig på
Melkizedeks Vis."
5. Herren ved din højre knuser Konger på
sin Vredes Dag,
6. blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde,
knuser
Hoveder viden om Lande.
7. Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter
han Hovedet højt.
Salme 111
1. Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte
i oprigtiges
kreds og i menighed!
2. Store er Herrens gerninger, gennemtænkte
til bunds.
3. Hans værk er højhed og herlighed,
hans retfærd bliver til evig
tid.
4. Han har sørget for, at hans undere mindes,
nådig og barmhjertig
er Herren.
5. Dem, der frygter ham, giver han føde, han
kommer for evigt sin
pagt i hu.
6. Han viste sit folk sine vældige gerninger,
da han gav dem
folkenes eje.
7. Hans hænders værk er sandhed og ret,
man kan lide på alle hans
bud;
8. de står i al evighed fast, udført
i sandhed og retsind.
9. Han sendte sit folk udløsning, stifted sin
pagt for evigt.
Helligt og frygteligt er hans navn.
10. Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig
er hver, som
øver den. Evigt varer hans
pris!
Salme 112
1. Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret
har lyst til
hans bud!
2. Hans Æt bliver mægtig på Jord,
den oprigtiges Slægt velsignes;
3. Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed
varer
evindelig.
4. For den oprigtige oprinder Lys i Mørke;
han er mild, barmhjertig
retfærdig.
5. Salig den, der ynkes og låner ud og styrer
sine Sager med Ret;
6. thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige
ihukommes for
evigt;
7. han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte
er trøstigt i
Tillid, til HERREN;
8. fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer
sine Fjender
med Fryd;
9. til fattige deler han rundhåndet ud, hans
Retfærdighed varer
evindelig; med Ære løfter
hans Horn sig.
10. Den gudløse ser det og græmmer sig,
skærer Tænder og går til
Grunde; de gudløses Attrå
bliver til intet.
Salme 113
1. Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens
navn!
2. Herrens navn være lovet fra nu og til evig
tid;
3. fra sol i opgang til sol i bjærge være
Herrens navn lovpriset!
4. Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed
højt over
himlene.
5. Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone
i det høje
6. og skuer ned i det dybe - i Himlene og på
Jorden -
7. som rejser den ringe af Støvet, løfter
den fattige op af Skarnet
8. og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit
Folks Fyrster,
9. han, som lader barnløs Hustru sidde som
lykkelig Barnemoder!
Salme 114
1. Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs
Hus fra det
stammende Folk,
2. da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.
3. Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage,
4. Bjergene sprang som Vædre, Højene
hopped som Lam.
5. Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går
du tilbage,
6. hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper
I Høje som Lam?
7. Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for
Jakobs Guds Åsyn,
8. han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld
hården Flint!
Salme 115
1. Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give
du ære for din
Miskundheds og Trofastheds Skyld!
2. Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?"
3. Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det
gør han!
4. Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk
af Menneskehænder;
5. de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser
dog ej;
6. de har Ører, men hører ikke, Næse
men lugter dog ej;
7. de har Hænder, men føler ikke, Fødder,
men går dog ej, deres
Strube frembringer ikke en Lyd.
8. Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver,
som stoler på
dem!
9. Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp
og Skjold;
10. Arons Hus stoler på HERREN, han er deres
Hjælp og Skjold;
11. de, som frygter HERREN, stoler på ham, han
er deres Hjælp og
Skjold.
12. HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels
Hus,
velsigner Arons Hus,
13. velsigner dem, der frygter HERREN, og det både
små og store.
14. HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;
15. velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.
16. Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til
Menneskens
Børn.
17. De døde priser ej HERREN, ingen af dem,
der steg ned i det
tavse.
18. Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!
Salme 116
1. Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører
min røst, min
tryglende bøn,
2. ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg
påkaldte HERRENs Navn.
3. Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets
Angster greb mig, i
Trængsel og Nød var
jeg stedt.
4. Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels
min Sjæl!"
5. Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig,
det er vor Gud;
6. HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste
han mig.
7. Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN
har gjort vel
imod dig!
8. Ja, han fried min Sjæl fra Døden,
mit Øje fra Gråd, min Fod fra
Fald.
9. Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes
Land;
10. jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig
var jeg,
11. sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"
12. Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans
Velgerninger mod
mig?
13. Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde
HERRENs Navn.
14. Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn
af alt hans Folk.
15. Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død.
16. Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din
Tjenerindes
Søn, mine Lænker har
du løst.
17. Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde
HERRENs Navn;
18. mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn
af alt hans Folk
19. i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte,
Jerusalem!
Salme 117
1. Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham,
alle Stammer,
2. thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed
varer
evindelig!
Salme 118
1. Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans
miskundhed varer
evindelig.
2. Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"
3. Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
4. De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed
varer
evindelig!"
5. Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN
svared og førte mig ud i
åbent Land.
6. HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan
Mennesker gøre
mig?
7. HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med
Fryd på dem, der
hader mig.
8. At ty til HERREN er godt fremfor at stole på
Mennesker;
9. at ty til HERREN er godt fremfor at stole på
Fyrster.
10. Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned
i HERRENs
Navn;
11. de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem
ned i HERRENs
Navn;
12. de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild
i Torne, jeg
slog dem ned i HERRENs Navn.
13. Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt,
men HERREN hjalp mig.
14. Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til
Frelse.
15. Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges
Telte: "HERRENs højre
øver Vælde,
16. HERRENs højre er løftet, HERRENs
højre øver Vælde!"
17. Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre
HERRENs Gerninger.
18. HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen
i Døden.
19. Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går
jeg ind og lovsynger
HERREN!
20. Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige
ind.
21. Jeg vil takke dig, thi du bønhørte
mig, og du blev mig til
Frelse.
22. Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten.
23. Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for
vore Øjne.
24. Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble
og glæde os
på den!
25. Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes!
26. Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner
eder fra
HERRENs Hus!
27. HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget
med
Grenene slynge sig frem, til Alterets
Horn er nået!
28. Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg
vil ophøje dig!
29. Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed
varer evindelig!
Salme 119
1. Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs
Lov.
2. Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd,
søger ham af hele deres
Hjerte.
3. de, som ikke gør Uret, men vandrer på
hans Veje.
4. Du har givet dine Befalinger, for at de nøje
skal holdes.
5. O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så
jeg holder dine
Vedtægter!
6. Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg
så hen til alle
dine Bud.
7. Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når
jeg lærer din
Retfærds Lovbud.
8. Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog
ikke helt!
9. Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde
sig efter dit
Ord.
10. Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig
ikke fare vild fra
dine Bud!
11. Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde
imod dig.
12. Lovet være du, HERRE, lær mig dine
Vedtægter!
13. Jeg kundgør med mine Læber alle din
Munds Lovbud.
14. Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej,
som var det al Verdens
Rigdom.
15. Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til
dine Stier.
16. I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer
ikke dit Ord.
17. Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
18. Oplad mine Øjne, at jeg må skue de
underfulde Ting i din Lov.
19. Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine
Bud for mig!
20. Altid hentæres min Sjæl af Længsel
efter dine Lovbud.
21. Du truer de frække; forbandede er de, der
viger fra dine Bud.
22. Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg
agter på dine Vidnesbyrd.
23. Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder
din Tjener på dine
Vedtægter.
24. Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der
giver mig Råd.
25. I Støvet ligger min Sjæl, hold mig
i Live efter dit Ord!
26. Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte
mig, dine Vedtægter
lære du mig.
27. Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på
dine Undere.
28. Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs
mig efter dit Ord!
29. Lad Løgnens Vej være langt fra mig
og skænk mig i Nåde din Lov!
30. Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår
jeg.
31. Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke
beskæmmes, HERRE!
32. Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver
mit Hjerte at ånde
frit.
33. Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej,
så jeg agter derpå til
Enden.
34. Giv mig Kløgt, så jeg agter på
din Lov og holder den af hele mit
Hjerte.
35. Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst
til dem.
36. Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej
til uredelig Vinding.
37. Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i
Live ved dit Ord!
38. Stadfæst for din Tjener dit Ord, så
jeg lærer at frygte dig.
39. Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter,
thi dine Lovbud er
gode.
40. Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold
mig i Live ved din
Retfærd!
41. Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse
efter dit
Ord,
42. så jeg har Svar til dem, der spotter mig,
thi jeg stoler på dit
Ord.
43. Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi
jeg bier på dine
Lovbud.
44. Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
45. jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger
ligger mig på
Sinde.
46. Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden
at blues;
47. jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige
elsker;
48. jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud
og grunde på dine
Vedtægter.
49. Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet
mig håbe.
50. Det er min Trøst i Nød, at dit Ord
har holdt mig i Live.
51. De frække hånede mig såre, dog
veg jeg ej fra din Lov.
52. Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og
fandt Trøst.
53. Harme greb mig over de gudløse, dem, der
slipper din Lov.
54. Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds
Hus.
55. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt
din Lov.
56. Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine
Befalinger.
57. Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine
Ord.
58. Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær
mig nådig efter dit
Ord!
59. Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod
tilbage til dine
Vidnesbyrd.
60. Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine
Bud.
61. De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte
ikke din Lov.
62. Jeg, står op ved Midnat og takker dig for
dine retfærdige
Lovbud.
63. Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og
holder dine
Befalinger.
64. Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær
mig dine Vedtægter!
65. Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit
Ord.
66. Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på
dine Bud.
67. For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg
dit Ord.
68. God er du og gør godt, lær mig dine
Vedtægter!
69. De frække tilsøler mig med Løgn,
men på dine Bud tager jeg
hjerteligt Vare.
70. Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst
i din Lov.
71. Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg
kunde lære dine
Vedtægter.
72. Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og
Sølv i Dynger.
73. Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig
Indsigt; så jeg kan
lære dine Bud!
74. De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi
jeg bier på dit Ord.
75. HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige,
i Trofasthed har du
ydmyget mig.
76. Lad din Miskundhed være min Trøst
efter dit Ord til din Tjener!
77. Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve,
thi din Lov er min
Lyst.
78. Lad de frække beskæmmes, thi de gør
mig skammelig Uret, jeg
grunder på dine Befalinger.
79. Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de,
der kender dine
Vidnesbyrd.
80. Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter,
at jeg ikke
skal blive til Skamme.
81. Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg
bier på dit Ord.
82. Mine Øjne længes efter dit Ord og
siger: "Hvornår mon du trøster
mig?"
83. Thi jeg er som en Lædersæk i Røg,
men dine Vedtægter glemte jeg
ikke.
84. Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil
du dømme dem, der
forfølger mig?
85. De frække grov mig Grave, de, som ej følger
din Lov.
86. Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger
man mig, o hjælp
mig!
87. De har næsten tilintetgjort mig på
Jorden, men dine Befalinger
slipper jeg ikke.
88. Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan
holde din Munds
Vidnesbyrd.
89. HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen.
90. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt,
du grundfæsted Jorden,
og den står fast.
91. Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere
oppe.
92. Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg
omkommet i min
Elende.
93. Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi
ved dem holdt
du mig i Live.
94. Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger
mig på Sinde.
95. De gudløse lurer på at lægge
mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg
mig.
96. For alting så jeg en Grænse, men såre
vidt rækker dit Bud.
97. Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder
jeg på den.
98. Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender,
thi det er for
stedse mit.
99. Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi
jeg grunder på dine
Vidnesbyrd.
100. Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på
dine Bud.
101. Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg
kan holde
dit Ord.
102. Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
103. Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere
end Honning for min
Mund.
104. Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader
al Løgnens
Vej.
105. Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min
Sti.
106. Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige
Lovbud.
107. Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter
dit Ord!
108. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og
lær mig dine
Lovbud!
109. Altid går jeg med Livet i Hænderne, men
jeg glemte ikke din Lov.
110. De gudløse lægger Snarer for mig, men fra
dine Befalinger for
jeg ej vild.
111. Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit
Hjertes
Glæde.
112. Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter
for evigt til
Enden.
113. Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov.
114. Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit
Ord.
115. Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min
Guds Bud.
116. Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve,
lad mig ikke beskæmmes i
mit Håb!
117. Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have
min Lyst i dine
Vedtægter!
118. Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter,
thi de
higer efter Løgn.
119. For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor
elsker jeg
dine Vidnesbyrd.
120. Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg
frygter for dine Lovbud.
121. Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem,
der trænger
mig!
122. Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække
trænge mig!
123. Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og
efter dit Retfærds Ord.
124. Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær
mig dine
Vedtægter!
125. Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må
kende dine
Vidnesbyrd!
126. Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket
din Lov.
127. Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.
128. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger
og hader hver
Løgnens Sti.
129. Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl
på dem.
130. Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige
Indsigt.
131. Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå
stod til dine Bud.
132. Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret
er for dem, der
elsker dit Navn!
133. Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret
få Magten
over mig!
134. Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må
holde dine Befalinger!
135. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig
dine Vedtægter!
136. Vand i Strømme græder mine Øjne,
fordi man ej holder din Lov.
137. Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.
138. Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab
så såre.
139. Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine
Fjender har glemt dine
Ord.
140. Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det.
141. Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg
ikke.
142. Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed.
143. Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er
min Lyst.
144. Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at
jeg må
leve!
145. Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE,
jeg agter på dine
Vedtægter.
146. Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde
dine
Vidnesbyrd!
147. Årle råber jeg til dig om Hjælp, og
bier på dine Ord.
148. Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne
for at grunde på dit Ord.
149. Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig
i Live efter dit
Lovbud!
150. De, der skændigt forfølger mig, er mig
nær, men de er langt fra
din Lov.
151. Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.
152. For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd,
thi du har
grundfæstet dem for evigt.
153. Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.
154. Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live
efter dit Ord!
155. Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter
ligger dem
ikke, på Sinde.
156. Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live
efter dine
Lovbud!
157. Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine
Vidnesbyrd veg
jeg ikke.
158. Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke
holder dit Ord.
159. Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold
mig i
Live efter din Miskundhed!
160. Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige
Lovbud varer
evigt.
161. Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted
dine
Ord.
162. Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort
et vældigt
Bytte.
163. Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod
kær.
164. Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige
Lovbud.
165. Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver
til
Anstød for dem.
166. Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har
holdt dine Bud.
167. Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem
såre kære.
168. Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender
alle
mine Veje.
169. Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE,
giv mig Indsigt efter
dit Ord!
170. Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels
mig efter dit Ord!
171. Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer
mig dine Vedtægter.
172. Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er
Retfærd.
173. Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi
jeg valgte dine Befalinger.
174. Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov
er min Lyst.
175. Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig,
og lad dine Lovbud
være min Hjælp!
176. Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg
din Tjener, thi jeg
glemte ikke dine Bud.
Salme 120
1. (Sang til Festrejserne.)
Jeg råbte til HERREN i Nød,
og han svarede mig.
2. HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber,
fra den falske Tunge!
3. Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!
4. Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende
Gyvel.
5. Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek,
bo iblandt Kedars
Telte!
6. Min Sjæl har længe nok boet blandt
Folk, som hader Fred.
7. Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
Salme 121
1. (Sang til Festrejserne.)
Jeg løfter mine Øjne
til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?
2. Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens
og Jordens Skaber.
3. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han,
som bevarer dig;
4. nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer
Israel.
5. HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge
ved din
højre;
6. Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen
ikke om Natten;
7. HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din
Sjæl;
8. HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og
til evig Tid!
Salme 122
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Jeg frydede mig, da de sagde til
mig: "Vi drager til HERRENs
Hus!"
2. Så står vore Fødder da i dine
Porte, Jerusalem,
3. Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;
4. thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en
Vedtægt for
Israel om at prise HERRENs Navn.
5. Thi der står Dommersæder, Sæder
for Davids Hus.
6. Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker
dig!
7. Der råde Fred på din Mur, Tryghed i
dine Borge!
8. For Brødres og Frænders Skyld vil
jeg ønske dig Fred,
9. for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge
dit bedste.
Salme 123
1. (Sang til Festrejserne.)
Jeg løfter mine Øjne
til dig, som troner i Himlen!
2. Som trælles øjne følger deres
Herres Hånd, som en Trælkvindes
Øjne følger hendes
Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor
Gud, til han er os nådig.
3. Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte
er vi af
Spot,
4. overmæt er vor Sjæl af de sorgløses
Hån, de stoltes Spot!
Salme 124
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Havde HERREN ej været med
os - så siger Israel -
2. havde Herren ej været med os, da Mennesker
rejste sig mod os;
3. så havde de slugt os levende, da deres Vrede
optændtes mod os;
4. så havde Vandene overskyllet os, en Strøm
var gået over vor
Sjæl,
5. over vor Sjæl var de gået, de vilde
Vande.
6. Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres
Tænder til Rov!
7. Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes
Snare, Snaren
reves sønder, og vi slap
fri.
8. Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens
Skaber.
Salme 125
1. (Sang til Festrejserne.)
De der stoler På HERREN, er
som Zions bjerg, der aldrig i
evighed rokkes.
2. Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner
sit Folk fra
nu og til evig Tid :
3. Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav
tynge retfærdiges Lod,
at retfærdige ikke skal udrække
Hånden til Uret.
4. HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige
af Hjertet;
5. men dem, der slår ind på krogveje,
dem bortdrive HERREN tillige
med Udådsmænd. Fred
over Israel!
Salme 126
1. (Sang til Festrejserne.)
Da HERREN hjemførte Zions
fanger, var vi som drømmende;
2. da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang;
da hed
det blandt Folkene: "HERREN har
gjort store Ting imod dem!"
3. HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev
glade.
4. Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets
Strømme!
5. De; som sår med Gråd, skal høste
med Frydesang;
6. de går deres Gang med Gråd, når
de udstrør Sæden, med Frydesang
kommer de hjem, bærende deres
Neg.
Salme 127
1. (Sang til Festrejserne. Af Salomo.)
Dersom HERREN ikke bygger huset,
er Bygmestrenes Møje forgæves,
dersom HERREN ikke vogter Byen,
våger Vægteren forgæves.
2. Det er forgæves, I står årle
op og går sent til Ro, ædende
Sliddets Brød; alt sligt
vil han give sin Ven i Søvne.
3. Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt
er en Løn.
4. Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner,
man får i sin Ungdom.
5. Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem;
han beskæmmes ej,
når han taler med Fjender
i Porten.
Salme 128
1. (Sang til Festrejserne.)
Salig enhver, som frygter Herren
og går på hans veje!
2. Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det
går dig vel!
3. Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit
Hus, som
Oliekviste er dine Sønner
rundt om dit Bord.
4. Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN.
5. HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se
Jerusalems Lykke alle
dit Livs Dage
6. og se dine Sønners Sønner! Fred over
Israel!
Salme 129
1. (Sang til Festrejserne.)
2. De trængte mig hårdt fra min ungdom
- så siger Israel - de
trængte mig hårdt fra
min Ungdom, men kued mig ikke.
3. Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange
Furer;
4. retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses
Reb.
5. Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,
6. blive som Græs på Tage, der visner,
førend det skyder Strå,
7. og ikke fylder Høstkarlens Hånd og
Opbinderens Favn;
8. Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs
Velsignelse over eder!
Vi velsigner eder i HERRENs Navn!"
Salme 130
1. (Sang til Festrejserne.)
Fra det dybe råber jeg til
2. o Herre hør min Røst! Lad dine Ører
lytte til min tryglende
Røst!
3. Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre,
hvo kunde da bestå?
4. Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må
frygtes.
5. Jeg håber.på HERREN, min Sjæl
håber på hans Ord,
6. på Herren bier min Sjæl mer end Vægter
på Morgen, Vægter på
Morgen.
7. Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed,
hos ham er
Forløsning i Overflod.
8. Og han vil forløse Israel fra alle dets
Misgerninger,
Salme 131
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
mine øjne er ikke stolte,
jeg sysler ikke med store Ting,
med Ting, der er mig for høje.
2. Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som
afvant Barn hos sin
Moder har min Sjæl det hos
HERREN.
3. Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid!
Salme 132
1. (Sang til Festrejserne.)
HERRE, kom David i Hu for al hans
møje,
2. hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige
et Løfte :
3. "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg
stiger ej op på mit
Leje,
4. under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine
Øjenlåg Hvile,
5. før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs
Vældige en Bolig!"
6. "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den
på Ja'ars Mark;
7. lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved
hans Fødders Skammel!"
8. HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes
Ark!
9. Dine Præster være klædte i Retfærd,
dine fromme synge med Fryd!
10. For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din
Salvede!"
11. HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt
Løfte: "Af din
Livsens Frugt vil jeg sætte
Konger på din Trone.
12. Såfremt dine Sønner holder min Pagt
og mit Vidnesbyrd, som jeg
lærer dem, skal også
deres Sønner sidde evindelig på din Trone!
13. Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig
det til Bolig :
14. Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo,
thi det har jeg
ønsket.
15. Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter
jeg med Brød,
16. dets Præster klæder jeg i Frelse, dets
fromme skal synge med
Fryd.
17. Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer
min Salvede
Lampe.
18. Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på
ham skal Kronen stråle!"
Salme 133
1. (Sang til Festrejserne. Af David.)
Se, hvor godt og lifligt er det,
når brødre bor tilsammen:
2. som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over
Skægget,
Arons Skæg, der bølger
ned over Kjortelens Halslinning,
3. som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge.
Thi der skikker
HERREN Velsignelse ned, Liv til
evig Tid.
Salme 134
1. (Sang til Festrejserne.)
Op og lov nu HERREN, alle HERRENs,
som står i HERRENs Hus ved
Nattetide!
2. Løft eders Hænder mod Helligdommen
og lov HERREN!
3. HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel
og Jord.
Salme 135
1. Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs
Tjenere,
2. som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses
Forgårde!
3. Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn,
thi lifligt
er det.
4. Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.
5. Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større
end alle
Guder.
6. HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og
på Jorden, i Have og
alle Verdensdyb.
7. Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får
Lynene til at
give Regn, sender Stormen ud fra
sine Forrådskamre;
8. han, som slog Ægyptens førstefødte,
både Mennesker og Kvæg,
9. og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten,
mod Farao og alle
hans Folk;
10. han, som fældede store Folk og veg så
mægtige Konger,
11. Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle
Kana'ans
Riger
12. og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans
Folk.
13. HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE,
fra Slægt til
Slægt,
14. thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine
Tjenere.
15. Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk
af Menneskehænder;
16. de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser
dog ej;
17. de har Ører, men hører ikke, ej heller
er der Ånde i deres Mund.
18. Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som
stoler på dem.
19. Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,
20. lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter
HERREN!
21. Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor
i Jerusalem!
Salme 136
1. Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans
Miskundhed varer
evindelig!
2. Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!
3. Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!
4. Han, der ene gør store undere; thi hans
miskundhed varer
evindelig!
5. Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed
varer
evindelig!
6. Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed
varer
evindelig!
7. Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer
evindelig!
8. Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed
varer evindelig!
9. Måne og stjerner til at råde om natten;
thi hans miskundhed
varer evindelig!
10. Som slog Ægyptens førstefødte;
thi hans Miskundhed varer
evindelig!
11. Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed
varer evindelig!
12. Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi
hans Miskundhed varer
evindelig!
13. Som kløved det røde Hav; thi hans
Miskundhed varer evindelig!
14. Og førte tsrael midt igennem det; thi hans
Miskundhed varer
evindelig!
15. Som drev Farao og hans Hær i det røde
Hav thi hans Miskundhed
varer evindelig!
16. Som førte sit Folk i Ørkenen; thi
hans Miskundhed varer
evindelig!
17. Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed
varer evindelig!
18. Og veg så vældige Konger; thi hans
Miskundhed varer evindelig!
19. Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer
evindelig!
20. Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig!
21. Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer
evindelig!
22. I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed
varer
evindelig!
23. Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed
varer
evindelig!
24. Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed
varer
evindelig!
25. Som giver alt Kød Føde; thi hans
Miskundhed varer evindelig!
26. Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 137
1. Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når
Zion randt os i hu.
2. Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3. Thi de, der havde bortført os, bad os synge,
vore Bødler bad os
være glade: "Syng os af Zions
Sange!"
4. Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed
Grund?
5. Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6. Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer
dig, om ikke
jeg sætter Jerusalem over
min højeste Glæde!
7. HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems
Dag, at de råbte:
"Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8. Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig
den, der gengælder dig,
hvad du gjorde imod os!
9. Salig den, der griber dine spæde og knuser
dem mod Klippen!
Salme 138
1. (Af David.)
Jeg vil prise dig HERRE, at hele
lovsynge dig for Guderne;
2. jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel,
og mere end alt
vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds
og Trofastheds Skyld;
thi du har herliggjort dit Ord.
3. Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav
mig Mod, i min Sjæl kom
Styrke.
4. Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når
de hører din
Munds Ord,
5. og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære,
6. thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe,
han kender den stolte
i Frastand.
7. Går jeg i Trængsel, du værger
mig Livet, mod Fjendernes Vrede
udrækker du Hånden,
din højre bringer mig Frelse.
8. HERREN vil føre det igennem for mig, din
Miskundhed, HERRE,
varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders
Værk!
Salme 139
1. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.)
HERRE, du ransager mig og kender
mig!
2. Du ved, når jeg står op, du fatter
min Tanke i Frastand,
3. du har Rede på, hvor jeg går eller
ligger, og alle mine Veje
kender du grant.
4. Thi før Ordet er til på min Tunge,
se, da ved du det, HERRE, til
fulde.
5. Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger
din Hånd på mig.
6. At fatte det er mig for underfuldt, for højt,
jeg evner det
ikke!
7. Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og
hvor skal jeg fly for dit
Åsyn?
8. Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg
Leje i
Dødsriget, så er du
der;
9. tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster
jeg Bo, hvor Havet ender,
10. da vil din Hånd også lede mig der,
din højre holde mig fast!
11. Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset
blive Nat omkring
mig!"
12. så er Mørket ej mørkt for dig,
og Natten er klar som Dagen,
Mørket er som Lyset.
13. Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i
Moders Liv.
14. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt;
underfulde er
dine Gerninger, det kender min Sjæl
til fulde.
15. Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt
i Løndom,
virket i Jordens Dyb;
16. som Foster så dine Øjne mig, i din
Bog var de alle skrevet,
Dagene var bestemt, før en
eneste af dem var kommet.
17. Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor
er dog deres
Sum!
18. Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg
vågner - og end er
jeg hos dig.
19. Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud,
måtte Blodets Mænd vige fra
mig,
20. de, som taler om dig på Skrømt og
sværger falsk ved dit Navn.
21. Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes
ved dem, der
står dig imod;
22. med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine
Fjender.
23. Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv
mig og kend mine
Tanker!
24. Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig
på Evigheds Vej!
Salme 140
1. (Til Sangmesteren. En Salme af David.)
2. Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig
et Værn mod
Voldsmænd,
3. der pønser på ondt i Hjertet og daglig
ægger til Strid.
4. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift
under deres Læber.
- Sela.
5. Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd,
vær mig et Værn mod
Voldsmænd, som pønser
på at bringe mig til Fald.
6. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig,
breder et Net for
min Fod, lægger Fælder
for mig ved Vejen. - Sela.
7. Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt
til min
tryglende Røst!
8. HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer
mit Hoved på
Stridens Dag.
9. Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker,
lad ikke hans Råd have
Fremgang!
10. Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad
deres Trusler ramme dem
selv!
11. Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem
i Dybet, ej stå de
op!
12. Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme
Voldsmanden
Slag i Slag!
13. Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag
og skaffe de fattige
Ret.
14. For vist skal retfærdige prise dit Navn,
oprigtige bo for dit
Åsyn.
Salme 141
1. (En Salme af David.)
HERRE, jeg råber til dig,
il mig til hjælp, hør min Røst, når
jeg råber til dig;
2. som Røgoffer, gælde for dig min Bøn,
mine løftede Hænder som
Aftenoffer!
3. HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers
Dør!
4. Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre
gudløs Gerning sammen
med Udådsmænd; deres
lækre Mad vil jeg ikke smage.
5. Slår en retfærdig mig, så er
det Kærlighed; revser han mig, er
det Olie for Hovedet, ej skal mit
Hoved vise det fra sig, end
sætter jeg min Bøn
imod deres Ondskab.
6. Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos
dem styrtes, og de
skal høre, at mine Ord er
liflige.
7. Som når man pløjer Jorden i Furer,
spredes vore Ben ved
Dødsrigets Gab.
8. Dog, mine Øjne er rettet på dig, o
HERRE, Herre, på dig forlader
jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
9. Vogt mig for Fælden, de stiller for mig,
og Udådsmændenes
Snarer;
10. lad de gudløse falde i egne Gram, medens
jeg går uskadt videre.
Salme 142
1. (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.)
2. Jeg løfter min røst og råber
til Herren, jeg løfter min Røst og
trygler HERREN,
3. udøser min Klage for ham, udtaler min Nød
for ham.
4. Når Ånden vansmægter i mig, kender
du dog min Sti. På Vejen, ad
hvilken jeg vandrer, lægger
de Snarer for mig.
5. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen
vil kendes ved mig,
afskåret er mig hver Tilflugt,
ingen bryder sig om min Sjæl.
6. HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er
min Tilflugt, min Del i
de levendes Land!
7. Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre
ringe, frels mig fra dem,
der forfølger mig, de er
for stærke for mig;
8. udfri min Sjæl af dens Fængsel, at
jeg kan prise dit Navn! De
retfærdige venter i Spænding
på at du tager dig af mig.
Salme 143
1. (En Salme af David.)
HERRE, hør min Bøn
og lyt til min tryglen, bønhør mig i din
Trofasthed, i din Retfærd,
2. gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig
er ingen, som lever,
retfærdig!
3. Thi Fjender forfølger min Sjæl, de
træder mit Liv i Støvet,
lader mig bo i Mørke som
de, der for længst er døde.
4. Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner
i Brystet.
5. Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på
alle dine Gerninger,
grunder på dine Hænders
Værk.
6. Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt
Land så længes
min Sjæl efter dig. - Sela.
7. Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder
hen; skjul ikke
dit Åsyn for mig, så
jeg bliver som de, der synker i Graven.
8. Lad mig årle høre din Miskundhed,
thi jeg stoler på dig. Lær mig
den Vej, jeg skal gå, thi
jeg løfter min Sjæl til dig.
9. Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg
hen;
10. lær mig at gøre din Vilje, thi du
er min Gud, mig føre din gode
Ånd ad den jævne Vej!
11. For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live,
udfri i din
Retfærd min Sjæl af
Trængsel,
12. udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør
alle, som
trænger min Sjæl! Thi
jeg er din Tjener.
Salme 144
1. (Af David.)
Lovet være HERREN, min Klippe,
som oplærer mine hænder til Strid
mine Fingre til Krig,
2. min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg,
min Frelser, mit
Skjold og den, jeg lider på,
som underlægger mig Folkeslag!
3. HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det,
et
Menneskebarn, at du agter på
ham?
4. Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som
svindende Skygge.
5. HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør
ved Bjergene, så at de
ryger;
6. slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine
Pile og indjag
dem Rædsel;
7. udræk din Hånd fra det høje,
fri og frels mig fra store Vande,
8. fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn,
hvis højre er
Løgnehånd.
9. Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig
på tistrenget
Harpe,
10. du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din
Tjener.
11. Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra
fremmedes Hånd, de,
hvis Mund taler Løgn, hvis
højre er Løgnehånd.
12. I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne
Planter, vore Døtre er
som Søjler, udhugget i Tempelstil;
13. vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd
på, Forråd, vore
Hjorde føder Tusinder, Titusinder
på vore Marker,
14. fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring,
ingen
Skrigen på Torvene.
15. Saligt det Folk, der er således stedt, saligt
det Folk, hvis Gud
er HERREN!
Salme 145
1. (En Lovsang af David.)
Jeg vil ophøje dig, min Gud,
min konge, evigt og alt love dit
Navn.
2. Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid
prise dit Navn.
3. Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed
kan ikke ransages.
4. Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker,
forkynder dine vældige
Gerninger.
5. De taler om din Højheds herlige Glans, jeg
vil synge om dine
Undere;
6. de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde,
om din Storhed vil
jeg vidne;
7. de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med
Fryd om din
Retfærd.
8. Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig
og rig på Miskundhed.
9. God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er
over alle hans
Værker.
10. Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine
fromme lover dig.
11. De forkynder dit Riges Ære og taler om din
Vælde
12. for at kundgøre Menneskenes Børn
din Vælde, dit Riges strålende
Herlighed.
13. Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme
varer fra Slægt til
Slægt. (Trofast er HERREN
i alle sine Ord og miskundelig i alle
sine Gerninger).
14. HERREN støtter alle, der falder, og rejser
alle bøjede.
15. Alles Øjne bier på dig, du giver dem
Føden i rette Tid;
16. du åbner din Hånd og mætter alt,
hvad der lever, med hvad det
ønsker.
17. Retfærdig er HERREN på alle sine Veje,
miskundelig i alle sine
Gerninger.
18. Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle,
som kalder på ham
i Sandhed.
19. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker,
hører deres Råb og
frelser dem,
20. HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de
gudløse sletter
han ud.
21. Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød
skal love hans
hellige Navn evigt og altid.
Salme 146
1. Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl!
2. Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min
Gud, så længe
jeg lever.
3. Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn,
der ikke
kan hjælpe!
4. Hans Ånd går bort, han bliver til Jord
igen, hans Råd er bristet
samme Dag.
5. Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis
Håb står til HERREN
hans Gud,
6. som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de
rummer, som
evigt bevarer sin Trofasthed
7. og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne
Brød! HERREN
løser de fangne,
8. HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN
rejser de bøjede, HERREN
elsker de retfærdige,
9. HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse
og Enker, men
gudløses Vej gør han
kroget.
10. HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra
Slægt til
Slægt. Halleluja!
Salme 147
1. Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud,
ja, det er
lifligt, lovsang sømmer sig.
2. Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte
af Israel,
3. han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust,
og forbinder deres
Sår;
4. han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem
alle Navn.
5. Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt
er uden Mål;
6. HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer
han gudløse.
7. Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på
Citer!
8. Han dækker Himlen med Skyer, sørger
for Regn til Jorden, lader
Græs spire frem på Bjergene
og Urter til Menneskers Brug;
9. Føde giver han Kvæget og Ravneunger,
som skriger;
10. hans Hu står ikke til stærke Heste,
han har ikke Behag i
rapfodet Mand;
11. HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der
bier på hans
Miskundhed.
12. Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
13. Thi han gør dine Portstænger stærke,
velsigner dine Børn i din
Midte;
14. dine Landemærker giver han Fred, mætter
dig med Hvedens Fedme;
15. han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber
hans Ord,
16. han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder
han Rim,
17. som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene
stivner af Kulde fra
ham;
18. han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer,
når han rejser
sit Vejr.
19. Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter
og Lovbud for
Israel.
20. Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør
han ingen
Lovbud. Halleluja!
Salme 148
1. Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det
høje!
2. Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans
hærskarer,
3. pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende
stjerne,
4. pris ham, himlenes himle og vandene over himlene!
5. De skal prise Herrens navn, thi han bød,
og de blev skabt;
6. han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov,
som de ej
overtræder!
7. Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr
og alle dyb,
8. Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør
hvad han siger,
9. I bjerge og alle høje, frugttræer
og alle cedre,
10. I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede
fugle,
11. I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og
alle jordens
dommere,
12. ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med
unge!
13. De skal prise Herrens navn, thi ophøjet
er hans navn alene, hans
højhed omspender jord og
himmel.
14. Han løfter et horn for sit folk, lovprist
af alle sine fromme,
af Israels børn, det folk,
der står ham nær. Halleluja!
Salme 149
1. Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de
frommes
Forsamling!
2. Israel glæde sig over sin Skaber, over deres
Konge fryde sig
Zions Børn,
3. de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham
med Pauke og
Citer;
4. thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de
ydmyge med
Frelse.
5. De fromme skal juble med Ære, synge på
deres Lejer med Fryd,
6. med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd
i Hånd
7. for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,
8. for at binde deres Konger med Lænker, deres
ædle med Kæder af
Jern
9. og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til
Ære for alle hans
fromme! Halleluja! -
Salme 150
1. Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i
hans stærke
Hvælving,
2. pris ham for hans vældige Gerninger, pris
ham for hans mægtige
Storhed;
3. pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe
og Citer,
4. pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg
og Fløjte,
5. pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende
Cymbler;
6. alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!