7. HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer
ringeagter Visdom
og Tugt.
8. Hør, min Søn, på din Faders
Tugt, opgiv ikke din Moders
Belæring.
9. thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder
til din Hals.
10. Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
11. Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme,
lægge Baghold for
sagesløs, skyldfri Mand!
12. Som Dødsriget sluger vi dem levende, med
Hud og Hår, som for de
i Graven.
13. Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse
med Rov.
14. Gør fælles Sag med os; vi har alle
fælles Pung!"
15. - min Søn, gå da ikke med dem, hold
din Fod fra deres Sti;
16. thi deres Fødder løber efter ondt,
de haster for at udgyde Blod.
17. Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for
alle Fugles Øjne;
18. de lurer på eget Blod, lægger Baghold
for eget Liv.
19. Så går det enhver, der attrår
Rov, det tager sin Herres Liv.
20. Visdommen råber på Gaden, på Torvene
løfter den Røsten;
21. oppe på Murene kalder den, tager til Orde
i Byen ved
Portindgangene:
22. Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed,
Spotterne finde
deres Glæde i Spot og Dårerne
hade kundskab?
23. Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd
udvælde for
eder, jeg kundgør eder mine
Ord:
24. Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked
og ingen ænsed det,
25. men I lod hånt om alt mit Råd og tog
ikke min Revselse til jer,
26. derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når
det, I frygter,
kommer,
27. når det, I frygter, kommer som Uvejr, når
eders Ulykke kommer
som Storm, når Trængsel
og Nød kommer over jer.
28. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger
mig uden at finde,
29. fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs
Frygt;
30. mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt
om al min Revselse.
31. Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes
med egne Råd;
32. thi tankeløses Egensind bliver deres Død,
Tåbers Sorgløshed
bliver deres Undergang;
33. men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod
Ulykkens Rædsel.
Ordsprogene 2
1. Min Søn, når du tager imod mine ord
og gemmer mine Pålæg hos
dig,
2. idet du låner Visdom Øre og bøjer
dit Hjerte til Indsigt,
3. ja, kalder du på Forstanden og løfter
din Røst efter Indsigt,
4. søger du den som Sølv og leder den
op som Skatte,
5. da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab
om Gud.
6. Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer
Kundskab og
Indsigt.
7. Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold
for alle med
lydefri Vandel,
8. idet han værner Rettens Stier og vogter sine
frommes Vej.
9. Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert
et Spor, som er
godt.
10. Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er
liflig for din
Sjæl;
11. Kløgt skal våge over dig, Indsigt
være din Vogter -
12. idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk,
hvis Ord kun er
vrange, -
13. som går fra de lige Stier for at vandre på
Mørkets Veje.
14. som glæder sig ved at gøre ondt og
jubler over vrangt og ondt,
15. de, som går krogede Stier og følger
bugtede Spor -
16. idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed
Kvinde med
sleske Ord,
17. der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds
Pagt;
18. thi en Grav til Døden er hendes Hus, til
Skyggerne fører hendes
Spor;
19. tilbage vender ingen, som går ind til hende,
de når ej Livets
Stier
20. at du må vandre de godes Vej og holde dig
til de retfærdiges
Stier;
21. thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes
deri,
22. men gudløse ryddes af Landet, troløse
rykkes derfra.
Ordsprogene 3
1. Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært
dig, dit hjerte tage vare
på mine bud!
2. Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke
bringer de dig.
3. Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som
Bånd om din
Hals, skriv dem på dit Hjertes
Tavle!
4. Så finder du Nåde og Yndest i Guds
og Menneskers Øjne.
5. Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad
dig ikke på din
Forstand;
6. hav ham i Tanke på alle dine Veje, så
jævner han dine Stier.
7. Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig
fra det onde;
8. så får du Helse for Legemet, Lindring
for dine Ledemod.
9. Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden
af al din Avl;
10. da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer
over af Most.
11. Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt,
vær ikke ked af hans
Revselse;
12. HERREN revser den, han elsker, han straffer den
Søn, han har
kær.
13. Lykkelig den, der har opnået Visdom, den,
der vinder sig
Indsigt;
14. thi den er bedre at købe end Sølv,
bedre at vinde end Guld;
15. den er mere værd end Perler, ingen Klenodier
opvejer den;
16. en Række af Dage er i dens højre,
i dens venstre Rigdom og Ære;
17. dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er
Lykke;
18. den er et Livets Træ for dem, der griber
den, lykkelig den, som
holder den fast!
19. HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted
Himlen med
Indsigt;
20. ved hans Kundskab brød Strømmene
frem, lader Skyerne Dug dryppe
ned.
21. Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt,
de slippe dig ikke af
Syne;
22. så bliver de Liv for din Sjæl og et
yndigt Smykke til din Hals.
23. Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke
imod med din Fod; -
24. sætter du dig, skal du ikke skræmmes,
lægger du dig, skal din
Søvn vorde sød;
25. du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret,
når det kommer over
gudløse;
26. thi HERREN skal være din Tillid, han vogter
din Fod, så den ikke
hildes.
27. Nægt ikke den trængende Hjælp,
når det står i din Magt at
hjælpe;
28. sig ej til din Næste: "Gå og kom igen,
jeg vil give i Morgen!" -
såfremt du har det.
29. Tænk ikke på ondt mod din Næste,
når han tillidsfuldt bor i din
Nærhed.
30. Yp ikke Trætte med sagesløs Mand,
når han ikke har voldet dig
Men.
31. Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig
over hans Veje;
32. thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig
er han fortrolig;
33. i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse,
men retfærdiges Bolig
velsigner han.
34. Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver
han Nåde.
35. De vise får Ære til Arv, men Tåber
høster kun Skam.
Ordsprogene 4
1. Hør, I sønner, på en Faders
lyt til for at vinde Forstand;
2. thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg
har lært jer.
3. Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn
og eneste,
4. lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe
om mine Ord, vogt
mine Bud, så skal du leve;
5. køb Visdom, køb Forstand, du glemme
det ikke, vend dig ej bort
fra min Munds Ord;
6. slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk
den, så vil den værne
dig!
7. Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb
Forstand for alt, hvad
du har;
8. hold den højt, så bringer den dig
højt til Vejrs, den bringer
dig Ære, når du favner
den;
9. den sætter en yndig Krans på dit Hoved;
den rækker dig en dejlig
Krone.
10. Hør, min Søn, tag imod mine Ord,
så bliver dine Leveår mange.
11. Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens
Spor;
12. når du går, skal din Gang ej hæmmes,
og løber du, snubler du
ikke;
13. hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare
på den, thi den
er dit Liv.
14. Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej
frem ad de ondes Vej.
15. sky den og følg den ikke, vig fra den, gå
udenom;
16. thi de sover ikke, når de ikke har syndet,
og Søvnen flyr dem,
når de ej har bragt Fald.
17. Thi de æder Gudløsheds Brød
og drikker Urettens Vin.
19. Gudløses Vej er som Mørket, de skønner
ej, hvad de snubler over,
18. men retfærdiges Sti er som strålende
Lys, der vokser i Glans til
højlys Dag:
20. Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj
Øret til, hvad jeg siger;
21. det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt
i dit Hjerte;
22. thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for
alt deres Kød.
23. Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer
Livet.
24. Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes
Falskhed være dig
fjern.
25. Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue
lige frem;
26. gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte
mod Målet;
27. bøj hverken til højre eller venstre,
lad Foden vige fra ondt!
Ordsprogene 5
1. Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj
til min Indsigt dit Øre,
2. at Kløgt må våge øver
dig, Læbernes kundskab vare på dig.
3. Thi af Honning drypper den fremmedes Læber,
glattere end Olie er
hendes Gane;
4. men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som
tveægget Sværd;
5. hendes Fødder styrer nedad mod Døden,
til Dødsriget stunder
hendes Fjed;
6. hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er
bugtet, hun ved det
ikke.
7. Hør mig da nu, min Søn, vig ikke
fra min Munds Ord!
8. Lad din Vej være langt fra hende, kom ej
hendes Husdør nær,
9. at du ikke må give andre din Ære, en
grusom Mand dine År.
10. at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din
Vinding ende i
Andenmands Hus,
11. så du gribes af Anger til sidst, når
dit Kød og Huld svinder
hen,
12. og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte
lod hånt om
Revselse,
13. så jeg ikke lød mine Læreres
Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som
lærte mig!
14. Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt
i Forsamling og
Menighed!"
15. Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand
af din Brønd;
16. lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine
Bække på Torvene!
17. Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed
ved Siden af dig!
18. Velsignet være dit Væld, og glæd
dig ved din Ungdoms Hustru,
19. den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov
fryde dig
stedse, berus dig altid i hendes
Kærlighed!
20. Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed
og tager en andens
Hustru i Favn?
21. Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje,
grant følger han alle
dets Spor;
22. den gudløse fanges af egen Brøde
og holdes fast i Syndens Reb;
23. han dør af Mangel på Tugt, går
til ved sin store Dårskab.
Ordsprogene 6
1. Min Søn: har du borget for din næste
og givet en anden Håndslag,
2. er du fanget ved dine Læber og bundet ved
Mundens Ord,
3. gør så dette, min Søn, og red
dig, nu du er kommet i Næstens
Hånd: Gå hen uden Tøven,
træng ind på din Næste;
4. und ikke dine Øjne Søvn, ej heller
dine Øjenlåg Hvile,
5. red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af
Fuglefængerens
Hånd.
6. Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd
og bliv viis.
7. Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,
8. sørger den dog om Somren for Æde og
sanker sin Føde i Høst.
9. Hvor længe vil du ligge, du lade, når
står du op af din Søvn?
10. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile
med samlagte Hænder:
11. som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang
som en
skjoldvæbnet Mand.
12. En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med
Falskhed i
Munden,
13. som blinker med Øjet, skraber med Foden
og giver Tegn med
Fingrene,
14. som smeder Rænker i Hjertet og altid kun
ypper Kiv;
15. derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på
Stedet, kan
ikke læges.
16. Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl
en Gru:
17. Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder,
der udgyder uskyldigt Blod,
18. et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder,
der haster og iler til
ondt,
19. falsk Vidne, der farer med Løgn, og den,
som sætter Splid mellem
Brødre.
20. Min Søn, tag Vare på din Faders Bud,
opgiv ikke din Moders
Belæring,
21. bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast
om din Hals;
22. på din Vandring lede den dig, på dit
Leje vogte den dig, den
tale dig til, når du vågner;
23. thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens
Revselse Livets Vej
24. for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed
Kvindes
sleske Tunge!
25. Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed,
hendes Blik besnære dig
ej!
26. Thi en Skøge får man blot for et Brød,
men Andenmands Hustru
fanger dyrebar Sjæl.
27. Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden
at Klæderne brænder?
28. Kan man vandre på glødende Kul, uden
at Fødderne svides?
29. Så er det at gå ind til sin Næstes
Hustru; ingen, der rører
hende, slipper for Straf.
30. Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler
fot at stille sin
Sult?
31. Om han gribes, må han syvfold bøde
og afgive alt sit Huses Gods.
32. Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder
handler
så;
33. han opnår Hug og Skændsel, og aldrig
udslettes hans Skam.
34. Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner
ikke på Hævnens
Dag;
35. ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører
ham ikke.
Ordsprogene 7
1. Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må
du gemme hos dig;
2. vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten
vogte du, hvad
jeg har lært dig;
3. bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit
Hjertes Tavle,
4. sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og
kald Forstanden
Veninde,
5. at den må vogte dig for Andenmands Hustru,
en fremmed Kvinde med
sleske Ord.
6. Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem
mit Gitter;
7. og blandt de tankeløse så jeg en Yngling,
en uden Vid blev jeg
var blandt de unge;
8. han gik på Gaden tæt ved et Hjørne,
skred frem på Vej til hendes
Hus
9. i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke
brød frem.
10. Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt,
underfundig i Hjertet;
11. løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt
hendes Fødder ej Ro;
12. snart på Gader, snart på Torve, ved
hvert et Hjørne lurer hun; -
13. hun griber i ham og kysser ham og siger med frække
Miner;
14. "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte
i Dag,
15. gik derfor ud for at møde dig, søge
dig, og nu har jeg fundet
dig!
16. Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget
ægyptisk Lærred
17. jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe
og med Kanelbark;
18. kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst,
beruse os i Elskovs
Lyst!
19. Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd
er han draget;
20. Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer
han hjem!"
21. Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte
ham med sleske
Læber;
22. tankeløst følger han hende som en
Tyr, der føres til Slagtning,
som en Hjort, der løber i
Nettet,
23. til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl,
der falder i
Snaren, uden at vide, det gælder
dens Liv.
24. Hør mig da nu, min Søn, og lyt til
min Munds Ord!
25. Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far
ikke vild på hendes
Stier;
26. thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet,
og stor er Hoben,
som hun slog ihjel.
27. Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører
til Dødens Kamre.
Ordsprogene 8
1. Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten
ikke sin røst?
2. Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje
træder den frem;
3. ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes
Indgang råber den:
4. Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter
min Røst til Menneskens Børn.
5. I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber,
så få dog Forstand!
6. Hør, thi jeg fører ædel Tale,
åbner mine Læber med retvise Ord;
7. ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber
er mig en Gru.
8. Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt
eller vrangt;
9. de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem
der vandt
Indsigt
10. Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag
mod Kundskab
fremfor udsøgt Guld;
11. thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer
den
12. Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over
Kundskab og Kløgt.
13. HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod
og Stolthed,
den onde Vej og den falske Mund.
14. Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand,
jeg har Styrke.
15. Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give
retfærdige Love;
16. ved mig kan Fyrster råde og Stormænd
dømme Jorden.
17. Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger
mig, finder
mig.
18. Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt
Gods og Retfærd.
19. Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde
bedre end
kosteligt Sølv.
20. Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen
ad Rettens Stier
21. for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde
deres
Forrådshuse.
22. Mig skabte HERREN først blandt sine Værker,
i Urtid, førend han
skabte andet;
23. jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen,
i Jordens
tidligste Tider;
24. jeg fødtes, før Verdensdybet var
til, før Kilderne, Vandenes
Væld, var til;
25. førend Bjergene sænkedes, før
Højene fødtes jeg,
26. førend han skabte Jord og Marker, det første
af Jordsmonnets
Støv.
27. Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham,
da han satte Hvælv
over Verdensdybet.
28. Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets
Kilder deres
faste Sted,
29. da han satte Havet en Grænse, at Vandene
ej skulde bryde hans
Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
30. da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde
Dag efter Dag; for
hans Åsyn leged jeg altid,
31. leged på hans vide Jord og havde min Glæde
af Menneskens Børn.
32. Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den,
der vogter på mine Veje!
33. Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke
hånt derom!
34. Lykkelig den, der hører på mig, så
han daglig våger ved mine
Døre og vogter på mine
Dørstolper.
35. Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår
Yndest hos HERREN;
36. men den, som mister mig, skader sig selv; enhver,
som hader mig,
elsker Døden.
Ordsprogene 9
1. Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter
syv,
2. slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun
har også dækket sit
Bord;
3. hun har sendt sine Terner ud, byder ind på
Byens højeste Steder:
4. Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg
taler til dem, som er
uden Vid:
5. Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg
har blandet!
6. Lad Tankeløshed fare, så skal I leve,
skrid frem ad Forstandens
Vej!
7. Tugter man en Spotter, henter man sig Hån;
revser man en gudløs,
høster man Skam;
8. revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig,
revs den vise,
så elsker han dig;
9. giv til den vise, så bliver han visere, lær
den retfærdige, så
øges hans Viden.
10. HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den
HELLIGE, det er
Forstand.
11. Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs
Tal skal øges.
12. Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter
du, bærer du
ene Følgen!
13. Dårskaben, hun slår sig løs
og lokker og kender ikke til Skam;
14. hun sidder ved sit Huses indgang, troner på
Byens Høje
15. og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad
deres slagne
Vej:
16. Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg
taler til dem, som er
uden Vid:
17. Stjålen Drik er sød, lønligt
Brød er lækkert!
18. Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes
Gæster er i
Dødsrigets Dyb.
Ordsprogene 10
1. Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin
fader, tåbelig søn er sin
moders sorg.
2. Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd
redder fra død.
3. HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses
attrå støder
han fra sig.
4. Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd
gør rig.
5. En klog søn samler om sommeren, en dårlig
sover om høsten.
6. Velsignelse er for retfærdiges hoved, på
uret gemmer gudløses
mund.
7. Den retfærdiges minde velsignes, gudløses
navn smuldrer hen.
8. Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre
styrtes.
9. Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der
går krogveje,
ham går det ilde.
10. Blinker man med øjet, volder man ondt, den
brovtende dåre
styrtes.
11. Den retfærdiges mund er en livsens kilde,
på uret gemmer
gudløses mund.
12. Had vækker Splid, Kærlighed skjuler
alle Synder.
13. På den kloges Læber fnder man Visdom,
Stok er til Ryg på Mand
uden Vid.
14. De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens
Mund er truende Våde.
15. Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes
Våde.
16. Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den
gudløses Indtægt til
Synd.
17. At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer
den, som viser
Revselse fra sig.
18. Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe
er den, der udspreder
Rygter.
19. Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog
er den, der vogter sin
Mund.
20. Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv,
gudløses Hjerte er intet
værd.
21. Den retfærdiges Læber nærer mange,
Dårerne dør af Mangel på Vid.
22. HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og
Slæb lægger intet til.
23. For Tåben er Skændselsgerning en Leg,
Visdom er Leg for Mand med
Indsigt.
24. Hvad en gudløs frygter, kommer over hans
Hoved, hvad retfærdige
ønsker, bliver dem givet.
25. Når Storm farer frem, er den gudløse
borte, den retfærdige står
på evig Grund.
26. Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne
så er den lade for dem,
der sender ham.
27. HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses
År kortes af.
28. Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses
Håb vil briste.
29. For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men
en Rædsel for
Udådsmænd.
30. Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse
bo i Landet.
31. Den retfærdiges Mund bærer Visdoms
Frugt, den falske Tunge
udryddes.
32. Den retfærdiges Læber søger
yndest, gudløses Mund bærer
Falskheds Frugt.
Ordsprogene 11
1. Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt
Lod er efter
hans Sind.
2. Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med
ydmyge følger der
Visdom.
3. Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses
falskhed lægger dem
øde.
4. Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men
Retfærd redder fra Døden.
5. Den lydefris Retfærd jævner hans Vej,
for sin Gudløshed falder
den gudløse.
6. Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse
fanges i egen
Attrå.
7. Ved Døden brister den gudløses Håb,
Dårers Forventning brister.
8. Den retfærdige fries af Trængsel, den
gudløse kommer i hans
Sted.
9. Med sin Mund lægger vanhellig Næsten
øde, retfærdige fries ved
Kundskab.
10. Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er
Fryd ved gudløses
Undergang.
11. Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den
styrtes i Grus ved gudløses
Mund.
12. Mand uden Vid ser ned på sin Næste,
hvo, som har Indsigt, tier.
13. Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den
pålidelige skjuler
Sagen.
14. Uden Styre står et Folk for Fald, vel står
det til, hvor mange
giver Råd.
15. Den går det ilde, som borger for andre, tryg
er den, der hader
Håndslag.
16. Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader
hun Retsind, volder hun
Skændsel. De lade må
savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.
17. Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl,
den grumme er hård ved sit
eget Kød.
18. Den gudløse skaber kun skuffende Vinding,
hvo Retfærd sår, får
virkelig Løn.
19. At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter
ondt er Død.
20. De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer,
hvo lydefrit
vandrer.
21. Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges
Æt går fri.
22. Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der
ikke kan skønne.
23. Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke,
gudløse har kun Vrede i
Vente.
24. En strør om sig og gør dog Fremgang,
en anden nægter sig alt og
mangler.
25. Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre
kvæger, kvæges og selv.
26. Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse
kommer over
den, som sælger.
27. Hvo der jager efter godt, han søger efter
Yndest, hvo der higer
efter ondt, ham kommer det over.
28. Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige
grønnes som
Løv.
29. Den, der øder sit Hus, høster Vind,
Dåre bliver Vismands Træl.
30. Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand
indfanger Sjæle.
31. En retfærdig reddes med Nød og næppe,
endsige en gudløs, en, der
synder.
Ordsprogene 12
1. At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse
er dumt.
2. Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde
dømmer han
skyldig.
3. Ingen står fast ved Gudløshed, men
retfærdiges Rod skal aldrig
rokkes.
4. En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone,
en dårlig er som Edder
i hans Ben.
5. Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses
Opspind er Svig.
6. Gudløses Ord er på Lur efter Blod,
retsindiges Mund skal bringe
dem Frelse.
7. Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges
Hus står fast.
8. For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver
den, hvis Vid
er vrangt.
9. Hellere overses, når man holder Træl,
end optræde stort, når man
mangler Brød.
10. Den retfærdige føler med sit Kvæg,
gudløses Hjerte er grumt.
11. Den mættes med Brød, som dyrker sin
Jord, uden Vid er den, der
jager efter Tomhed.
12. De ondes Fæstning jævnes med Jorden,
de retfærdiges Rod bolder
Stand.
13. I Læbernes Brøde hildes den onde,
den retfærdige undslipper
Nøden.
14. Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt,
et Menneske får, som
hans Hænder har øvet.
15. Dårens Færd behager ham selv, den vise
hører på Råd.
16. En Dåre giver straks sin Krænkelse
Luft, den kloge spottes og
lader som intet.
17. Den sanddru fremfører, hvad der er ret,
det falske Vidne kommer
med Svig.
18. Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge
læger.
19. Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge
et Øjeblik.
20. De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der
stifter Fred,
har Glæde.
21. Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse
oplever Vanheld på Vanheld.
22. Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige
har hans Velbebag.
23. Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers
Hjerte udråber Dårskab.
24. De flittiges Hånd skal råde, den lade
tvinges til Hoveriarbejde.
25. Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt
Ord gør glad.
26. Den retfærdige vælger sin Græsgang,
gudløses Vej vildleder dem
selv.
27. Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt
Gods får den
flittige tildelt.
28. På Retfærds Sti er der Liv, til Døden
fører den onde Vej.
Ordsprogene 13
1. Viis Søn elsker tugt, spotter hører
ikke på skænd.
2. Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til
Vold står
troløses Hu.
3. Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den
åbenmundede falder i
Våde.
4. Den lade attrår uden at få, men flittiges
Sjæl bliver mæt.
5. Den retfærdige hader Løgnetale, den
gudløse spreder Skam og
Skændsel.
6. Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer,
Synden fælder de gudløse.
7. Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader
fattig og ejer
dog meget.
8. Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv,
Fattigmand får ingen
Trusel at høre.
9. Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses
Lampe går ud.
10. Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der
lader sig råde, er
Visdom.
11. Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles
Håndfuld
for Håndfuld, øges.
12. At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt
Ønske er et Livets Træ.
13. Den, der lader hånt om Ordet, slås
ned, den, der frygter Budet,
får Løn.
14. Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved
undgås Dødens Snarer.
15. God Forstand vinder Yndest, troløses Vej
er deres Undergang.
16. Hver, som er klog, går til Værks med
Kundskab, Tåben udfolder
Dårskab.
17. Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt
Bud bringer Lægedom.
18. Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes
på Revselse, bliver
man æret.
19. Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen,
at vige fra ondt er Tåber en
Gru.
20. Omgås Vismænd, så bliver du viis,
ilde faren er Tåbers Ven.
21. Vanheld følger Syndere, Lykken når
de retfærdige.
22. Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige
gemmes
Synderens Gods.
23. På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde,
mens mangen rives bort
ved Uret.
24. Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der
elsker ham, tugter i
Tide.
25. Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet,
gudløses Bug er
tom.
Ordsprogene 14
1. Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder
river det ned.
2. Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den,
som går Krogveje,
agter ham ringe.
3. I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de
vise står Læberne
Vagt.
4. Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved
Tyrens Kraft bliver
Høsten stor.
5. Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer
med Løgn.
6. Spotter søger Visdom, men finder den ikke,
til Kundskab kommer
forstandig let.
7. Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der
mærker du intet til
Kundskabs Læber.
8. Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej,
men Tåbers Dårskab er
Svig.
9. Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje
råder iblandt
retsindige.
10. Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander
sig ej i dets
Glæde.
11. Gudløses Hus lægges øde, retsindiges
Telt står i Blomst.
12. Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens
Ende dog Dødens Veje.
13. Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens
Ende er Kummer.
14. Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine
Gerninger den, som er
god.
15. Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge
overtænker sine Skridt.
16. Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben
buser sorgløs på.
17. Den hidsige bærer sig tåbeligt ad,
man hader rænkefuld Mand.
18. De tankeløse giver dårskab i Arv,
de kloge efterlader sig
Kundskab.
19. Onde må bukke for gode, gudløse stå
ved retfærdiges Døre.
20. Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands
Venner er mange.
21. Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig
den, der har
Medynk med arme.
22. De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som
virker godt,
finder Nåde og Trofasthed.
23. Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr
volder kun Tab.
24. De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans
er Dårskab.
25. Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer
med Løgn, bedrager.
26. Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans
Sønner skal have en
Tilflugt.
27. HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås
Dødens Snarer.
28. At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist
på Folk er Fyrstens
Fald.
29. Den sindige er rig på Indsigt, den heftige
driver det vidt i
Dårskab.
30. Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er
Edder i Benene.
31. At kue den ringe er Hån mod hans Skaber,
han æres ved Medynk med
fattige.
32. Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved
lydefri Færd er
retfærdige trygge.
33. Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers
Indre kendes den
ikke.
34. Retfærdighed løfter et Folk, men Synd
er Folkenes Skændsel.
35. En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet
rammer hans
Vrede.
Ordsprogene 15
1. Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker
nag.
2. Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab
strømmer fra Tåbers
Mund.
3. Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder
onde og gode.
4. Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed
giver Hjertesår.
5. Dåre lader hånt om sin Faders Tugt,
klog er den, som tager Vare
på Revselse.
6. Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den
gudløses Høst lægges
øde.
7. Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers
Hjerte er ikke ret.
8. Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges
Bøn har han
Velbehag i.
9. Den gudløses Færd er HERREN en Gru,
han elsker den, der stræber
efter Retfærd.
10. Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den,
der hader
Revselse, dør.
11. Dødsrige og Afgrund ligger åbne for
HERREN, endsige da
Menneskebørnenes Hjerter.
12. Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd
går han ikke.
13. Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg
bliver Modet
brudt.
14. Den forstandiges Hjerte søger Kundskab,
Tåbers Mund lægger Vind
på Dårskab.
15. Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt
Gæstebud.
16. Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte
med Uro.
17. Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end
fedet Okse og Had derhos.
18. Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand
stiller Trætte.
19. Den lades Vej er spærret af Tjørn,
de flittiges Sti er banet.
20. Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe
til Menneske foragter sin Moder.
21. Dårskab er Glæde for Mand uden Vid,
Mand med Indsigt går lige
frem.
22. Er der ikke holdt Råd, så mislykkes
Planer, de lykkes, når mange
rådslår.
23. Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor
godt er et Ord i
rette Tid.
24. Den kloge går opad på Livets Vej for
at undgå Dødsriget
nedentil.
25. Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter
Enkens Skel.
26. Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er
rene.
27. Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men
leve skal den, der
hader Gave.
28. Den retfærdiges Hjerte tænker, før
det svarer, gudløses Mund
lader ondt strømme ud.
29. HERREN er gudløse fjern, men hører
retfærdiges Bøn.
30. Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver
Marv i Benene.
31. Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil
gerne dvæle iblandt
de vise.
32. Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin
Sjæl, men Vid fanger den,
der lytter til Revselse.
33. HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først
og siden Ære.
Ordsprogene 16
1. Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar
er fra HERREN.
2. En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN
vejer Ånder.
3. Vælt dine Gerninger på HERREN, så
skal dine Planer lykkes.
4. Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse
også for Ulykkens
Dag.
5. Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper
han ikke for
Straf.
6. Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved
HERRENs Frygt undviger
man ondt.
7. Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje,
gør han endog hans
Fjender til Venner.
8. Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding
med Uret.
9. Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men
HERREN styrer hans
Fjed.
10. Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej
fejler hans Mund, når han
dømmer.
11. Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs,
hans Værk er alle Posens
Lodder.
12. Gudløs Færd er Konger en Gru, thi
ved Retfærd grundfæstes
Tronen.
13. Retfærdige Læber har Kongens Yndest,
han elsker den, der taler
oprigtigt.
14. Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner
at mildne den.
15. I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens
Sky er hans
Yndest.
16. At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt
mere end
Sølv.
17. De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter
sit Liv, som
agter på sin Vej.
18. Hovmod går forud for Fald, Overmod forud
for Snublen.
19. Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med
stolte.
20. Vel går det den, der mærker sig Ordet;
lykkelig den, der stoler
på HERREN.
21. Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme
øger Viden.
22. Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab
er Dårers Tugt.
23. Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på
Læberne lægger det øget
Viden.
24. Hulde Ord er som flydende Honning, søde
for Sjælen og sunde for
Legemet.
25. Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens
Ende dog Dødens Veje.
26. En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens
Krav driver på
ham.
27. En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte
der Ild på
hans Læber.
28. Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der
bagtaler, skiller Venner.
29. Voldsmand lokker sin Næste og fører
ham en Vej, der ikke er god.
30. Den, der stirrer, har Rænker for; knibes
Læberne sammen, har man
fuldbyrdet ondt.
31. Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes
på Retfærds Vej.
32. Større end Helt er sindig Mand, større
at styre sit Sind end at
tage en Stad.
33. I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN
vil.
Ordsprogene 17
1. Bedre en tør Bid Brød med fred end
Huset fuldt af Sul med
Trætte.
2. Klog Træl bliver Herre over dårlig
Søn og får lod og del mellem
brødre.
3. Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den,
der prøver Hjerter, er
HERREN.
4. Den onde hører på onde Læber,
Løgneren lytter til giftige
Tunger.
5. Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber,
den skadefro slipper
ikke for Straf.
4. De gamles Krone er Børnebørn, Sønners
Stolthed er Fædre.
7. Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre
da Løgnfor den, som
er ædel.
8. Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne;
hvorhen den end vender
sig, gør den sin Virkning.
9. Den, der dølger en Synd, søger Venskab,
men den, der ripper op i
en Sag, skiller Venner.
10. Bedre virker Skænd på forstandig end
hundrede Slag på en Tåbe.
11. Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst
Bud er
udsendt imod ham.
12. Man kan møde en Bjørn, hvis Unger
er taget, men ikke en Tåbe udi
hans Dårskab.
13. Den, der gengælder godt med ondt, fra hans
Hus skal Vanheld ej
vige.
14. At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor
inde, før Strid
bryder løs.
15. At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge
Dele er HERREN en
Gru.
16. Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd
til at købe ham Visdom, når
Viddet mangler?
17. Ven viser Kærlighed når som helst,
Broder fødes til Hjælp i Nød.
18. Mand uden Vid giver Håndslag og går
i Borgen for Næsten.
19. Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin
Dør er at attrå Fald.
20. Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt,
man falder i Våde,
når Tungen er falsk.
21. Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens
Fader er ikke glad.
22. Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået
Sind suger Marv af
Benene.
23. Den gudløse tager Gave i Løn for
at bøje Rettens Gænge.
24. Visdom står den forstandige for Øje,
Tåbens Blik er ved Jordens
Ende.
25. Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide
for hende, som fødte ham.
26. At straffe den, der har Ret, er ilde, værre
endnu at slå de
ædle.
27. Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand
med Forstand er
koldblodig.
28. Selv Dåren, der tier, gælder for viis,
forstandig er den, der
lukker sine Læber.
Ordsprogene 18
1. Særlingen søger et påskud, med
vold og magt vil han strid.
2. Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans
Tanker kommer for
Lyset.
3. Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam
og Skændsel følges.
4. Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk,
en
Visdomskilde.
5. Det er ilde at give en skyldig Medhold, så
man afviser skyldfris
Sag i Retten.
6. Tåbens Læber fører til Trætte,
hans Mund råber højt efter Hug,
7. Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber
en Snare for hans Liv.
8. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de
synker dybt i Bugen.
9. Den, der er efterladen i Gerning, er også
Broder til Ødeland.
10. HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den
retfærdige løber derhen og
bjærges.
11. Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham
en knejsende
Mur.
12. Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed
forud for Ære.
13. Om nogen svarer, førend han hører,
regnes det ham til Dårskab og
Skændsel.
14. Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære
en sønderbrudt Ånd?
15. Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de
vises Øre attrår
Kundskab.
16. Gaver åbner et Menneske Vej og fører
ham hen til de store.
17. Den, der taler først i en Trætte har
Ret, til den anden kommer
og går ham efter.
18. Loddet gør Ende på Trætter og
skiller de stærkeste ad.
19. Krænket Broder er som en Fæstning,
Trætter som Portslå for Borg.
20. Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes
af Læbernes Grøde.
21. Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler
den, nyder dens
Frugt.
22. Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog
Nåde fra HERREN.
23. Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med
hårde Ord.
24. Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde,
men Ven kan overgå
Broder i Troskab.
Ordsprogene 19
1. Bedre Fattigmand med lydefri færd end en,
som går Krogveje, er
han end rig.
2. At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder
fejl, som har
Hastværk.
3. Et Menneskes Dårskab øder hans Vej,
men på HERREN vredes hans
Hjerte.
4. Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans
Ven sig fra.
5. Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper
ikke, som farer
med Løgn.
6. Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner
med gavmild
Mand.
7. Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere
skyr hans Venner
ham da. Ej frelses den, som jager
efter Ord.
8. Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl,
og den, der vogter på
Indsigt, får Lykke.
9. Det falske Vidne undgår ej Straf, og den,
der farer med Løgn,
går under.
10. Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe,
end mindre for Træl at
herske over Fyrster.
11. Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære
er at overse Brøde.
12. Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede,
som Dug på Græs er hans
Gunst.
13. Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke,
Kvindekiv er som ustandseligt
Tagdryp.
14. Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig
Hustru er fra
HERREN.
15. Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl
må sulte.
16. Den vogter sin Sjæl, som vogter på
Budet, men skødesløs Vandel
fører til Død.
17. Er man god mod den ringe, låner man HERREN,
han gengælder en,
hvad godt man har gjort.
18. Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers
stiler du efter at slå
ham ihjel.
19. Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel
gør man det værre.
20. Hør på Råd og tag ved Lære,
så du til sidst bliver viis.
21. I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd
er det, der står
fast.
22. Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.
23. HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt
og frygter ej ondt.
24. Den lade rækker til Fadet, men fører
ej Hånden til Munden.
25. Får Spottere Hug, bliver tankeløs
klog, ved Revselse får den
forstandige Kundskab.
26. Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun
en dårlig, vanartet
Søn.
27. Hør op, min Søn, med at høre
på Tugt og så fare vild fra
Kundskabsord.
28. Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund
er glubsk efter
Uret.
29. Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers
Ryg.
Ordsprogene 20
1. En Spotter er Vinen, stærk Drik slår
sig løs, og ingen, som
raver deraf, er viis.
2. Som Løvebrøl er Rædslen, en
Konge vækker, at vække hans Vrede er
at vove sit Liv.
3. Mands Ære er det at undgå Trætte,
men alle Tåber vil Strid.
4. Om Efteråret pløjer den lade ikke,
han søger i Høst, men finder
intet.
5. Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand
med Indsigt drager
det op.
6. Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde
en trofast
Mand?
7. Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans
Sønner får Lykke
efter ham.
8. Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter
alt ondt med sit Blik.
9. Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er
ren for Synd!"
10. To Slags Vægt og to Slags Mål, begge
Dele er HERREN en Gru.
11. Selv Drengen kendes på det, han gør,
om han er ren og ret hans
Færd.
12. Øret, der hører, og Øjet,
der ser, HERREN skabte dem begge.
13. Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig,
luk Øjnene op og bliv
mæt.
14. Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder
af Handelen, når
han går bort.
15. Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst
Smykke er
Kundskabslæber.
16. Tag hans Klæder, han borged for en anden,
pant ham for fremmedes
Skyld!
17. Sødt smager Løgnens Brød,
bagefter fyldes Munden med Grus.
18. Planer, der lægges ved Rådslagning,
lykkes; før Krig efter
modent Overlæg!
19. Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav
ej med en åbenmundet
at gøre!
20. Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke
går hans Lampe ud.
21. Først haster man efter en Arv, men til sidst
velsignes den ikke.
22. Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på
HERREN, så hjælper han
dig.
23. To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt,
at Vægten er
falsk.
24. Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske
fatte sin Skæbne!
25. Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!"
og først efter
Løftet tænke sig om.
26. Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul
gå over dem.
27. Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager
alle hans
indres Kamre.
28. Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter
sin Trone ved
Retfærd.
29. Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er
grånet Hår.
30. Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres
Kamre.
Ordsprogene 21
1. En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd,
han leder det hen,
hvor han vil.
2. En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN
vejer Hjerter.
3. At øve Ret og Skel er mere værd for
HERREN end Offer.
4. Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte,
selv gudløses Nyjord er Synd.
5. Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver,
som har Hastværk,
får kun Tab.
6. At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag
efter Vind i Dødens
Snarer.
7. Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv,
thi de vægrer sig ved at
øve Ret.
8. Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes
Gerning er ligetil.
9. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles
Hus med frættekær
Kvinde.
10. Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt,
hans Øjne ynker ikke hans
Næste.
11. Må Spotter bøde, bliver tankeløs
klog, har Vismand Fremgang, da
vinder han kundskab.
12. Den Retfærdige har Øje med den gudløses
Hus, han styrter gudløse
Folk i Ulykke.
13. Hvo Øret lukker for Småmands Skrig,
skal råbe selv og ikke få
Svar.
14. Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden
voldsom
Harme.
15. Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde,
men Udådsmændenes
Rædsel.
16. Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal
havne i Skyggers
Forsamling.
17. Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til
Olie og Vin gør ej rig.
18. Den gudløse bliver Løsepenge for
den retfærdige, den troløse
kommer i retsindiges Sted.
19. Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær,
arrig Kvinde.
20. I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en
Tåbe af et
Menneske øder det.
21. Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder
sig Liv og Ære.
22. Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet,
den stolede på.
23. Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit
Liv for
Trængsler. -
24. Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han
handler frækt i
Hovmod.
25. Den lades Attrå bliver hans Død, thi
hans Hænder vil intet
bestille.
26. Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige
giver uden at
spare.
27. Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især
når det ofres for
Skændselsdåd.
28. Løgnagtigt Vidne går under, Mand,
som vil høre, kan tale
fremdeles.
29. Den gudløse optræder frækt,
den retsindige overtænker sin Vej.
30. Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er
intet over for HERREN.
31. Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er
HERRENs Sag.
Ordsprogene 22
1. Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre
end Sølv og
Guld
2. Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem
begge.
3. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse
går videre og
bøder.
4. Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er
Rigdom, Ære og Liv.
5. På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer;
vil man vogte sin
Sjæl, må man holde sig
fra dem.
6. Væn Drengen til den Vej, han skal følge,
da viger han ikke
derfra, selv gammel.
7. Over Fattigfolk råder den rige, Låntager
bliver Långivers Træl.
8. Hvo Uret sår, vil høste Fortræd,
hans Vredes Ris skal slå ham
selv.
9. Den vennesæle velsignes, thi han deler sit
Brød med den ringe.
10. Driv Spotteren ud, så går Trætten
med, og Hiv og Smæden får
Ende.
11. HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på
Læben er man
Kongens Ven.
12. HERRENs Øjne agter på Kundskab, men
han kuldkaster troløses Ord.
13. Den lade siger: "En Løve på Gaden!
Jeg kan let blive revet ihjel
på Torvet."
14. Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav,
den, HERREN er vred på,
falder deri.
15. Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte,
Tugtens Ris skal
tjerne den fra ham.
16. Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til
Rigmand gør ham kun
fattig. -
17. Bøj Øret og hør de vises Ord,
vend Hjertet til og kend deres
Liflighed!
18. Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på
Læben.
19. For at din Lid skal stå til HERREN, lærer
jeg dig i Dag.
20. Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs
Råd og Kundskab
21. for at lære dig rammende Sandhedsord, at
du kan svare sandt, når
du spørges.
22. Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe,
knus ikke den arme i
Porten:
23. thi HERREN fører deres Sag og raner deres
Ransmænds Liv.
24. Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig,
omgås ikke vredladen
Mand,
25. at du ikke skal lære hans Stier og hente
en Snare for din Sjæl.
26. Hør ikke til dem, der giver Håndslag,
dem, som borger for Gæld!
27. Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen,
du ligger i.
28. Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre
satte.
29. Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da
skal han stedes
for Konger, ikke for Folk af ringe
Stand.
Ordsprogene 23
1. Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk
dig da nøje, hvem
du har for dig,
2. og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald
du er alt for sulten.
3. Attrå ikke hans lækre Retter, thi det
er svigefuld kost.
4. Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug
ej din Forstand
dertil!
5. Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den?
Visselig gør
den sig Vinger som Ørnen,
der flyver mod Himlen.
6. Spis ej den misundeliges Brød, attrå
ikke hans lækre Retter;
7. thi han sidder med karrige Tanker; han siger til
dig: "Spis og
drik!" men hans Hjerte er ikke med
dig.
8. Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder
dine fagre Ord.
9. Tal ikke for Tåbens Ører, thi din
kloge Tale agter han ringe.
10. Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på
faderløses Mark;
11. thi deres Løser er stærk, han fører
deres Sag imod dig.
12. Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs
Ord.
13. Spar ej Drengen for Tugt; når du slår
ham med Riset, undgår han
Døden;
14. du slår ham vel med Riset, men redder hans
Liv fra Dødsriget.
15. Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder
mit Hjerte sig også,
16. og mine Nyrer jubler, når dine Læber
taler, hvad ret er!
17. Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere,
men stadig ivrigt i
HERRENs Frygt;
18. en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver
ikke til intet.
19. Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit
Hjerte gå den lige Vej.
20. Hør ikke til dem, der svælger i Vin,
eller dem, der frådser i
Kød;
21. thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn
giver lasede Klæder.
22. Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt
ikke din gamle Moder!
23. Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom,
Tugt og Forstand.
24. Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet
en Vismand, glædes
man ved ham;
25. din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte
dig, juble!
26. Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine
Øjne synes om mine
Veje!
27. Thi en bundløs Grav er Skøgen, den
fremmede Kvinde, en snæver
Brønd;
28. ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger
de troløses Tal
blandt Mennesker.
29. Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem
har Klage?
Hvem har Sår uden Grund, hvem
har sløve Øjne?
30. De, som sidder sent over Vinen, som kommer for
at smage den
stærke Drik.
31. Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes
den perler i
Bægeret; den glider så
glat,
32. men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift
som en Øgle;
33. dine Øjne skuer de sælsomste Ting,
og bagvendt taler dit Hjerte;
34. du har det, som lå du midt i Havet, som lå
du oppe på en
Mastetop.
35. "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig
Hug, jeg mærked det
ikke; når engang jeg vågner
igen, så søger jeg atter til Vinen!"
Ordsprogene 24
1. Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være
med dem;
2. thi deres Hjerte pønser på Vold, deres
Læbers Ord volder Men.
3. Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det
oppe,
4. ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt,
herligt Gods.
5. Vismand er større end Kæmpe, kyndig
Mand mer end Kraftkarl.
6. Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg,
vel står det til,
hvor mange giver Råd.
7. Visdom er Dåren for høj, han åbner
ej Munden i Porten.
8. Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld
Mand.
9. Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter
er Folk en Gru.
10. Taber du Modet på Trængslens Dag, da
er din Kraft kun ringe.
11. Frels dem, der slæbes til Døden, red
dem, der vakler hen for at
dræbes.
12. Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han,
der vejer
Hjerter, kan skønne? Han,
der tager Vare på din Sjæl, han ved
det, han gengælder Mennesker,
hvad de har gjort.
13. Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens
Saft er sød for
din Gane;
14. vid, at så er og Visdom for Sjælen!
Når du finder den, har du en
Fremtid, dit Håb bliver ikke
til intet.
15. Lur ej på den retfærdiges Bolig, du
gudløse, ødelæg ikke hans
Hjem;
16. thi syv Gange falder en retfærdig og står
op, men gudløse
styrter i Fordærv.
17. Falder din Fjende, så glæd dig ikke,
snubler han, juble dit
Hjerte ikke,
18. at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende
sin Vrede fra
ham.
19. Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund
ikke de gudløse;
20. thi den onde har ingen Fremtid, gudløses
Lampe går ud.
21. Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad
dig ikke med Folk, som
gør Oprør;
22. thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv
fra begge.
23. Også følgende Ordsprog er af vise Mænd.
Partiskhed i Retten er
ilde.
24. Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags
Banden,
Folkefærds Vrede;
25. men dem, der dømmer med Ret, går det
vel, dem kommer Lykkens
Velsignelse over.
26. Et Kys på Læberne giver den, som kommer
med ærligt Svar.
27. Fuldfør din Gerning udendørs, gør
dig færdig ude på Marken og
byg dig siden et Hus!
28. Vidn ikke falsk mod din Næste, vær
ikke letsindig med dine
Læber;
29. sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde
mod mig, jeg
gengælder hver hans Gerning."
30. Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt
Menneskes
Vingård;
31. se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult
af Nælder;
Stendiget om den lå nedbrudt.
32. Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg
så og tog Lære deraf:
33. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile
med samlagte Hænder:
34. Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang
som en
skjoldvæbnet Mand.
Ordsprogene 25
1. Følglende er også ordsprog af SALOMO,
som Kong Ezekias af Judas
Mænd samlede.
2. Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers
Ære at granske en Sag.
3. Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers
Hjerte kan ingen
granske.
4. Når Slagger fjernes fra Sølv, så
bliver det hele lutret;
5. når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes
hans Trone ved
Retfærd.
6. Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på
de stores Plads;
7. det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end
man flytter dig ned
for en Stormands Øjne. Hvad
end dine Øjne har set,
8. skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil
du siden gøre, når
din Næste gør dig til
Skamme?
9. Før Sagen med din Næste til Ende,
men røb ej Andenmands
Hemmelighed
10. thi ellers vil den, der bører det, smæde
dig og dit onde Rygte
aldrig dø hen.
11. Æbler af Guld i Skåle af Sølv
er Ord, som tales i rette Tid.
12. En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand
for lyttende
Øre.
13. Som kølende Sne en Dag i Høst er
pålideligt Bud for dem, der
sender ham; han kvæger sin
Herres Sjæl.
14. Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand,
der skryder med
skrømtet Gavmildhed.
15. Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge
sønderbryder Ben.
16. Finder du Honning, så spis til Behov, at
du ikke bliver mæt og
igen spyr den ud.
17. Sæt sjældent din Fod i din Næstes
Hus, at han ej får for meget
af dig og ledes.
18. Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil
er den, der vidner falsk
mod sin Næste.
19. Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs
Mand på
Trængselens Dag.
20. Som at lægge Frakken, når det er Frost,
og hælde surt over
Natron, så er det at synge
for mismodig Mand.
21. Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster
han, giv ham at
drikke;
22. da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og
HERREN lønner dig for
det.
23. Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede
Miner.
24. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles
Hus med trættekær
Kvinde.
25. Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl,
er Glædesbud fra et
Land i det fjerne.
28. Som grumset Kilde og ødelagt Væld
er retfærdig, der vakler i
gudløses Påsyn.
27. Ej godt at spise for megen Honning, spar på
hædrende Ord.
28. Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke
kan styre sit Sind.
Ordsprogene 26
1. Som Sne om Somren og Regn Høsten så
lidt hører Ære sig til for
en Tåbe.
2. Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så
rammer ej Banden
mod sagesløs Mand.
3. Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og
Ris for Tåbers Ryg.
4. Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at
ikke du selv skal blive som
han.
5. Svar Tåben efter hans Dårskab, at han
ikke skal tykkes sig viis.
6. Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold,
som sender Bud ved en
Tåbe.
7. Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers
Mund.
8. Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den,
der hædrer en
Tåbe.
9. Som en Tornekæp, der falder den drukne i
Hænde, er Ordsprog i
Tåbers Mund.
10. Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer,
er den, der lejer
en Tåbe og en drukken.
11. Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er
en Tåbe, der
gentager Dårskab.
12. Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe
er der mere Håb
end for ham.
13. Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve
ude på Torvene!"
14. Døren drejer sig på sit Hængsel,
den lade på sit Leje.
15. Den lade rækker til Fadet, men gider ikke
føre Hånden til
Munden.
16. Den lade tykkes sig større Vismand end syv,
der har kloge Svar.
17. Den griber en Hund i Øret, som blander sig
i uvedkommende Strid.
18. Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder,
Pile og Død,
19. er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg
spøger jo kun."
20. Er der intet Brænde, går Ilden ud,
er der ingen Bagtaler,
stilles Trætte.
21. Trækul til Gløder og Brænde
til Ild og trættekær Mand til at
optænde Kiv.
22. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de
synker dybt i
Legemets Kamre.
23. Som Sølvovertræk på et Lerkar
er ondsindet Hjerte bag glatte
Læber.
24. Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre
huser han Svig;
25. gør han Røsten venlig, tro ham dog
ikke, thi i hans Hjerte er
syvfold Gru.
26. Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab
kommer frem i
Folkets Forsamling.
27. I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen,
man vælter,
rammes man selv.
28. Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund
volder Fald.
Ordsprogene 27
1. Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke,
hvad Dag kan
bringe.
2. Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed,
ikke dine egne
Læber.
3. Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor
begge er
Dårers Galde.
4. Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge,
hvo kan stå for
den?
5. Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed,
der skjules.
6. Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands
Kys er mange.
7. Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt
for den sultne.
8. Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand,
der må fly fra sit
Hjem:
9. Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen
sønderslides af
Kummer.
10. Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej
til din Broders Hus
på din Ulykkes Dag. Bedre
er Nabo ved Hånden end Broder i det
fjerne.
11. Vær viis, min Søn, og glæd mit
Hjerte, at jeg kan svare den, der
smæder mig.
12. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse
går videre og
bøder,
13. Tag hans Klæder, han borged for en anden,
pant ham for fremmedes
Skyld!
14. Den, som årle højlydt velsigner sin
Næste, han får det regnet
for Banden.
15. Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær
Kvinde ligner
hinanden;
16. den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans
højre griber i
Olie.
17. Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper
det andet.
18. Røgter man et Figentræ, spiser man
dets Frugt; den, der vogter
sin Herre, æres.
19. Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår
Menneskehjerte
Menneske i Møde.
20. Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes,
ej heller kan Menneskens
Øjne mættes.
21. Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit
Ry bedømmes en Mand.
22. 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder
midt imellem Gryn, hans
Dårskab veg dog ej fra ham.
23. Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg
ser ud, hav Omhu for dine
Hjorde;
24. thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt
til Slægt;
25. er Sommergræsset svundet, Grønt spiret
frem, og sankes Bjergenes
Urter,
26. da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke
til at købe en
Mark,
27. Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til
Livets Ophold for dine
Piger.
Ordsprogene 28
1. Den gudløse flyr, skønt ingen er efter
ham; tryg som en Løve er
den retfærdige.
2. Ved Voldsmands Brøde opstår Strid,
den kvæles af Mand med
Forstand.
3. En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der
hærger og ej
giver Brød.
4. Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo
Loven holder, er på
Krigsfod med dem.
5. Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger
HERREN.
6. Hellere en fattig med lydefri Færd end en,
som går Krogveje, er
han end rig.
7. Forstandig Søn tager Vare på Loven,
men Drankeres Fælle gør sin
Fader Skam.
8. Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld,
samler til en, som er mild
mod de ringe.
9. Den, der vender sit Øre fra Loven, endog
hans Bøn er en Gru.
10. Leder man retsindige vild på onde Veje, falder
man selv i sin
Grav; men de lydefri arver Lykke.
11. Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand
gennemskuer ham.
12. Når retfærdige jubler, er Herligheden
stor, vinder gudløse frem,
skal man lede efter Folk.
13. At dølge sin Synd fører ikke til
Held, men bekendes og slippes
den, finder man Nåde.
14. Saligt det Menneske, som altid ængstes, men
forhærder man sit
Hjerte, falder man i Ulykke.
15. En brølende Løve, en grådig
Bjørn er en gudløs, som styrer et
ringe Folk.
16. Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt
Liv får den, der hader
Rov.
17. Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på
Flugt til sin Grav;
man hjælpe ham ikke.
18. Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som
går Krogveje,
falder i Graven.
19. Den mættes med brød, som dyrker sin
Jord, med Fattigdom den, der
jager efter Tomhed.
20. Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter
Rigdom undgår ej Straf.
21. At være partisk er ikke godt, en Mand kan
forse sig for en Bid
Brød.
22. Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang
kommer over ham,
ved han ikke.
23. Den, der revser, får Tak til sidst fremfor
den, hvis Tunge er
slesk.
24. Stjæle fra Forældre og nægte,
at det, er Synd, er at være Fælle
med hærgende Mand.
25. Den vindesyge vækker Splid, men den, der
stoler på HERREN,
kvæges.
26. Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe,
men den, der vandrer i
Visdom, reddes.
27. Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold
bandes,
hvo Øjnene lukker.
28. Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul;
når de omkommer,
bliver de retfærdige mange.
Ordsprogene 29
1. Hvo Nakken gør stiv, skønt revset
tit, han knuses brat uden
Lægedom.
2. Er der mange retfærdige, glædes Folket,
men råder de gudløse,
sukker Folket.
3. Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo
Skøger omgås,
bortødsler Gods.
4. Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger
lægger det øde.
5. Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net
for hans Fod.
6. I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige
jubler af Glæde.
7. Den retfærdige kender de ringes Retssag;
den gudløse skønner
intet.
8. Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller
Vrede.
9. Går Vismand i Rette med Dåre, vredes
og ler han, alt preller af.
10. De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige
tager sig af
ham.
11. En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs,
Vismand stiller den
omsider.
12. En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får
lufter gudløse Tjenere.
13. Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver
begges Øjne Glans.
14. En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans
Trone står fast
evindelig.
15. Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng
gør sin Moder
Skam.
16. Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige
ser med Fryd
deres Fald.
17. Tugt din Søn, så kvæger han
dig og bringer din Sjæl, hvad der
smager.
18. Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter
på Loven.
19. Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter
dem vel, men
adlyder ikke.
20. Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en
Tåbe er der
snarere Håb end for ham.
21. Forvænner man sin Træl fra ung, vil
han til sidst være Herre.
22. Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand
gør megen Synd.
23. Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår
Ære.
24. Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen,
men melder intet.
25. Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der
stoler på
HERREN, er bjærget.
26. Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret
er dog fra HERREN.
27. Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt
vandrer, gudløses
Gru.
Ordsprogene 30
1. Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger:
Træt har jeg slidt
mig, Gud, træt har jeg slidt
mig, Gud, jeg svandt hen;
2. thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands
Vid er ikke i
mig;
3. Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte
jeg ikke at kende.
4. Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede
Vinden i sine
Næver, hvo bandt Vandet i
et Klæde, hvo greb fat om den vide
Jord? Hvad er hans Navn og hans
Søns Navn? Du kender det jo.
5. Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der
lider på ham.
6. Læg intet til hans Ord, at han ikke skal
stemple dig som Løgner.
7. Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig
dem ej, før jeg dør:
8. Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken
Armod eller
Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte
Brød,
9. at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte
og sige: "Hvo er
HERREN?" eller blive for fattig
og stjæle og volde min Guds Navn
Men.
10. Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han
ikke forbander dig,
så du må bøde.
11. Der findes en Slægt, som forbander sin Fader
og ikke velsigner
sin Moder,
12. en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har
tvættet Snavset af
sig,
13. en Slægt med de stolteste Øjne, hvis
Blikke er fulde af Hovmod.
14. en Slægt, hvis Tænder er Sværd
hvis Kæber er skarpe Knive, så de
æder de arme ud af Landet,
de fattige ud af Menneskers Samfund.
15. Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid!
Der er tre, som ikke kan
mættes, fire, som aldrig får
nok:
16. Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden,
som aldrig mættes af
Vand, og Ilden, som aldrig får
nok.
17. Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle
Moder, hans Øje
udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger
får det til Æde.
18. Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
19. Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej
på Klipper, Skibets Vej på
Havet, Mandens Vej til den unge
Kvinde.
20. Så er en Ægteskabsbryderskes Færd:
Hun spiser og tørrer sig om
Munden og siger: "Jeg har ikke gjort
noget ondt!"
21. Under tre Ting skælver et Land, fire kan
det ikke bære:
22. En Træl, når han gøres til Konge,
en Nidding, når han spiser sig
mæt,
23. en bortstødt Hustru, når hun bliver
gift, en Trælkvinde, når hun
arver sin Frue.
24. Fire på Jorden er små, visere dog end
Vismænd:
25. Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog
Føde om Somren;
26. Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger
dog Bolig i Klipper;
27. Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud
i Rad og Række;
28. Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er
dog i Kongers
Paladser.
29. Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
30. Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger
for nogen;
31. en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin
Hær.
32. Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker
du ondt, da Hånd for
Mund! Thi Tryk på Mælk
giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på
Vrede Trætte.
Ordsprogene 31
1. Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede
ham med.
2. Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte,
hvad skal jeg sige dig,
hvad, mit Moderlivs Søn,
hvad, mine Løfters Søn?
3. Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed
til dem, der
ødelægger Konger.
4. Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder
ej Konger at drikke Vin
eller Fyrster at kræve stærke
Drikke,
5. at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt
og bøje Retten for alle
arme.
6. Giv den segnende stærke Drikke, og giv den
mismodige Vin;
7. lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer
ihukomme sin
Møje.
8. Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes
Sag;
9. luk Munden op og døm retfærdigt, skaf
den arme og fattige Ret!
10. Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står
langt over
Perlers.
11. Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på
Vinding skorter det
ikke.
12. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine
Levedage.
13. Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger
sine Hænder med Lyst.
14. Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde
henter hun langvejs fra.
15. Endnu før Dag står hun op og giver
Huset Mad, sine Piger deres
tilmålte Del.
16. Hun tænker på en Mark og får
den, hun planter en Vingård, for
hvad hun har tjent.
17. Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger
Styrke i sine Arme.
18. Hun skønner, hendes Husholdning lykkes,
hendes Lampe går ikke ud
om Natten.
19. Hun rækker sine Hænder mod Rokken,
Fingrene tager om Tenen.
20. Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker
Armene ud til den
fattige.
21. Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi
hele hendes Hus
er klædt i Skarlagen.
22. Tæpper laver hun sig, hun er klædt
i Byssus og Purpur.
23. Hendes Husbond er kendt i Portene, når han
sidder blandt Landets
Ældste.
24. Hun væver Linned til Salg og sælger
Bælter til Kræmmeren.
25. Klædt i Styrke og Hæder går hun
Morgendagen i Møde med Smil.
26. Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning
på Tungen.
27. Hun våger over Husets Gænge og spiser
ej Ladheds Brød.
28. Hendes Sønner står frem og giver hende
Pris, hendes Husbond
synger hendes Lov:
29. "Mange duelige Kvinder findes, men du står
over dem alle!"
30. Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde,
som frygter HERREN,
skal roses.
31. Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes
Gerninger synger hendes
Lov i Portene.