6. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner
kom og trådte frem for
HERREN, og iblandt dem kom også
Satan.
7. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan
svarede
HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden
på Kryds og tværs."
8. HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke
til min Tjener Job?
Der findes ingen som han på
Jorden, så from og retsindig en
Mand, som frygter Gud og viger fra
det onde."
9. Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet,
Job frygter
Gud?
10. Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt,
hvad han ejer, på
alle Kanter? Hans Hænders
Idræt har du velsignet, og hans Hjorde
breder sig i Landet.
11. Men ræk engang din Hånd ud og rør
ved alt, hvad han ejer!
Sandelig, han vil forbande dig lige
op i dit Ansigt!"
12. Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer,
er i din
Hånd; kun mod ham selv må
du ikke udrække din Hånd!" Så gik
Satan bort fra HERRENs Åsyn.
13. Da nu en Dag hans Sønner og Døtre
spiste og drak i den ældste
Broders Hus,
14. kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik
for Ploven, og
Aseninderne græssede i Nærheden;
15. så faldt Sabæerne over dem og tog dem;
Karlene huggede de ned
med Sværdet; jeg alene undslap
for at melde dig det."
16. Medens han endnu talte, kom en anden og sagde:
"Guds Ild faldt
ned fra Himmelen og slog ned iblandt
Småkvæget og Karlene og
fortærede dem; jeg alene undslap
for at melde dig det."
17. Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde:
"Kaldæerne kom i
tre Flokke og kastede sig over Kamelerne
og tog dem; Karlene
huggede de ned med Sværdet;
jeg alene undslap for at melde dig
det."
18. Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde:
"Dine Sønner og
Døtre spiste og drak i deres
ældste Broders Hus;
19. og se, da for der et stærkt Vejr hen over
Ørkenen, og det tog i
Husets fire Hjørner, så
det styrtede ned over de unge Mænd, og
de omkom; jeg alene undslap for
at melde dig det."
20. Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar
sit Hovedhår af og
kastede sig til Jorden, tilbad
21. og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød,
og nøgen vender jeg did
tilbage. HERREN gav, og HERREN
tog, HERRENs Navn være lovet!"
22. I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud
noget vrangt.
Job 2
1. Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner
kom og trådte frem for
HERREN, og iblandt dem kom også
Satan og trådte frem for ham.
2. HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan
svarede
HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden
på Kryds og tværs."
3. HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke
til min Tjener Job?
Der findes ingen som han på
Jorden, så from og retsindig en
Mand, som frygter Gud og viger fra
det onde. Endnu holder han
fast ved sin Fromhed, og uden Grund
har du ægget mig til at
ødelægge ham!"
4. Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand
giver alt, hvad
han ejer, for sit Liv!
5. Men ræk engang din Hånd ud og rør
ved hans Ben og Kød! Sandelig,
han vil forbande dig lige op i dit
Ansigt!"
6. Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd;
kun skal du
skåne hans Liv!"
7. Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn,
og han slog Job med ondartet
Bylder fra Fodsål til Isse,
8. Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe
sig med, medens han
sad i Askedyngen.
9. Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast
ved din
Fromhed? Forband Gud og dø!"
10. Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre!
Skulde vi tage
imod det gode fra Gud, men ikke
imod det onde?" I alt dette
syndede Job ikke med sine Læber.
11. Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke,
der havde ramt ham,
kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten
Elifaz, Sjuhiten Bildad
og Na'amatiten Zofar, og aftalte
at gå hen og vise ham deres
Medfølelse og trøste
ham.
12. Men da de i nogen Frastand så op og ikke
kunde genkende ham,
opløftede de deres Røst
og græd, sønderrev alle tre deres Kapper
og kastede Støv op over deres
Hoveder.
13. Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage
og syv Nætter, uden at
nogen af dem mælede et Ord
til ham; thi de så, at hans Lidelser
var såre store.
Job 3
1. Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2. og Job tog til Orde og sagde:
3. Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der
sagde: "Se, en
Dreng!"
4. Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge
ej om den, over den
stråle ej Lyset frem!
5. Mulm og Mørke løse den ind, Tåge
lægge sig over den,
Formørkelser skræmme
den!
6. Mørket tage den Nat, den høre ej
hjemme blandt Årets Dage, den
komme ikke i Måneders Tal!
7. Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8. De, der besværger Dage, forbande den, de,
der har lært at hidse
Livjatan";
9. dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves
på Lys, den skue
ej Morgenrødens Øjenlåg,
10. fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre
og skjulte Kvide for
mit Blik!
11. Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded
straks fra Moders
Skød?
12. Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig,
hvorfor var der
Bryster at die?
13. Så havde jeg nu ligget og hvilet, så
havde jeg slumret i Fred
14. blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig
Gravpaladser,
15. blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte
deres Huse med Sølv.
16. Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som
Børn, der ikke
fik Lyset at se!
17. Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler
de trætte ud,
18. alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens
Røst;
19. små og store er lige der og Trællen
fri for sin Herre.
20. Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende
Liv,
21. dem, som bier forgæves på Døden,
graver derefter som efter
Skatte,
22. som glæder sig til en Stenhøj, jubler,
når de finder deres Grav
23. en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget
inde?
24. Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine
Ve råb strømmer som
Vand.
25. Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver
for, kommer
over mig.
26. Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har
jeg Hvile, så
kommer Uro!
Job 4
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men
hvem kan her være
tavs?
3. Du har selv talt mange til Rette og styrket de
slappe Hænder, 4
dine Ord holdt den segnende oppe,
vaklende Knæ gav du Kraft.
5. Men nu det gælder dig selv, så taber
du Modet, nu det rammer dig
selv, er du slaget af Skræk!
6. Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd
dit Håb?
7. Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde,
hvor gik retsindige
under?
8. Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og
sår Fortræd, de høster
det selv.
9. For Guds Ånd går de til Grunde, for
hans Vredes Pust går de til.
10. Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes
Tænder slås ud;
11. Løven omkommer af Mangel på Rov, og
Løveungerne spredes.
12. Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged
dets Hvisken
13. i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14. Angst og Skælven kom over mig, alle mine
Ledemod skjalv;
15. et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene
rejste sig på min Krop.
16. Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan
det så ud; en
Skikkelse stod for mit Øje,
jeg hørte en hviskende Stemme:
17. "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren
for sin Skaber?
18. End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle
finder han Fejl,
19. endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har
deres
Grundvold i Støvet!
20. De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og
Aften, de sønderslås
uden at ænses, for evigt går
de til Grunde.
21. Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke
i Visdom."
Job 5
1. Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem
af de Hellige vender
du dig?
2. Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens
Vrede bliver hans Død.
3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans
Bolig rådne brat;
4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes
ned i Porten, ingen reddede
dem;
5. sultne åd deres Høst, de tog den,
selv mellem Torne, og tørstige
drak deres Mælk.
6. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide
spirer ej frem af
Jorden,
7. men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver
til Vejrs.
8. Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge
min Sag for ham,
9. som øver ufattelig Vælde og Undere
uden Tal,
10. som giver Regn på Jorden og nedsender Vand
over Marken
11. for at løfte de bøjede højt,
så de sørgende opnår Frelse,
12. han, som krydser de kloges Tanker, så de
ikke virker noget, der
varer,
13. som fanger de vise i deres Kløgt, så
de listiges Råd er
forhastet;
14. i Mørke raver de, selv om Dagen, famler
ved Middag, som var det
Nat.
15. Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig
af stærkes Hånd,
16. så der bliver Håb for den ringe og
Ondskaben lukker sin Mund.
17. Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den
Almægtiges
Tugt!
18. Thi han sårer, og han forbinder, han slår,
og hans Hænder læger.
19. Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv
går Ulykken uden om
dig;
20. han frier dig fra Døden i Hungersnød,
i Krig fra Sværdets Vold;
21. du er gemt for Tungens Svøbe, har intet
at frygte, når Voldsdåd
kommer;
22. du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og
frygter ej Jordens vilde
dyr;
23. du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens
Vilddyr;
24. du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer
din Bolig, og
intet fattes;
25. du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens
Urter er dine
Spirer;
26. Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres
op, når Tid er inde.
27. Se, det har vi gransket, således er det;
det har vi hørt, så vid
også du det!
Job 6
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod
den!
3. Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte
jeg over mig!
4. Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min
Ånd inddrikker deres
Gift; Rædsler fra Gud forvirrer
mig.
5. Skriger et Vildæsel midt i Græsset,
brøler en Okse ved sit
Foder?
6. Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide
godt?
7. Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting
er som Lugt af en Løve.
8. Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give
mig det, som jeg håber
9. vilde d dog knuse mig, række Hånden
ud og skære mig fra,
10. så vilde det være min Trøst
- jeg hopped af Glæde trods
skånselsløs Kval at
jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11. Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang,
at jeg skal
være tålmodig?
12. Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13. Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej
lukker sig for mig.
14. Den, der nægter sin Næste Godhed, han
bryder med den Almægtiges
Frygt.
15. Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som
Strømme, hvis Vand svandt
bort,
16. de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig
i,
17. men som svandt ved Solens Glød, tørredes
sporløst ud i Hede;
18. Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op
i Ørkenen og går til
Grunde;
19. Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber
på dem,
20. men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer
derhen og skuffes!
21. Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen
så I og grebes af Skræk!
22. Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig
med eders Velstand,
23. red mig af Fjendens Hånd, køb mig
fri fra Voldsmænds Hånd!"
24. Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor
jeg har fejlet!
25. Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders
Revselse, hvad er
den værd?
26. Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes
Ord er dog
Mundsvejr!
27. Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog
om eders Ven.
28. Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver
jer op i Ansigtet?
29. Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer,
thi end har jeg
Ret!
30. Er der Uret på min Tunge, eller skelner min
Gane ej, hvad der er
ondt?
Job 7
1. Har Mennesket på Jord ej Krigerkår?
Som en Daglejers er hans
Dage.
2. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren,
der venter
på Løn,
3. så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv
kvalfulde Nætter til Del. 4
Når jeg lægger mig,
siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan
stå op?" og når jeg
står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes
af Uro, til Dagen gryr.
5. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min
Hud skrumper ind og
væsker.
6. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder
bort uden
Håb.
7. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får
mit Øje Lykke at
skue!
8. Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje
søger mig - jeg er ikke
mere.
9. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver
den, der synker i
Døden, borte,
10. han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted
får ham aldrig
at se igen.
11. Så vil jeg da ej lægge Bånd på
min Mund, men tale i Åndens
Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12. Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du
sætter Vagt ved
mig?
13. Når jeg tænker, mit Leje skal lindre
mig, Sengen lette mit Suk,
14. da ængster du mig med Drømme, skræmmer
mig op ved Syner,
15. så min Sjæl vil hellere kvæles.
hellere dø end lide.
16. Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er
et Pust!
17. Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger
Mærke til ham,
18. hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham
hvert Øjeblik?
19. Når vender du dog dit Øje fra mig,
slipper mig, til jeg har
sunket mit Spyt?
20. Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er
Menneskets
Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive,
hvorfor blev jeg dig til
Byrde?
21. Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min
Brøde uænset?
Snart ligger jeg jo under Mulde,
du søger mig - og jeg er ikke
mere!
Job 8
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2. "Hvor længe taler du så, hvor længe
skal Mundens Uvejr rase?
3. Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den
Almægtige Retfærd?
4. Har dine Sønner syndet imod ham, og gav
han dem deres Brøde i
Vold,
5. så søg du nu hen til Gud og bed hans
Almagt om Nåde!
6. Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil
han våge over dig,
genrejse din Retfærds Bolig;
7. din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor
skal din Fremtid
blive.
8. Thi spørg dog den befarne Slægt, læg
Mærke til Fædrenes
Granskning!
9. Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge
er vore Dage på
Jord.
10. Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give
dig Svar af
Hjertet:
11. Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs
frem, hvor
der ikke er Vand?
12. Endnu i Grøde, uden at høstes, visner
det før alt andet Græs.
13. Så går det enhver, der glemmer Gud,
en vanhelliges Håb slår
fejl:
14. som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er
Spindelvæv; 15
han støtter sig til sit Hus,
det falder, han klynger sig til
det, ej står det fast.
16. I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder
sig Haven
over,
17. i Stendynger fletter hans Rødder sig ind,
han hager sig fast
mellem Sten;
18. men rives han bort fra sit Sted, fornægter
det ham: "Jeg har
ikke set dig!"
19. Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og
af Jorden fremspirer
en anden!
20. Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder
ej fast ved de
ondes Hånd.
21. End skal han fylde din Mund med Latter og dine
Læber med Jubel;
22. dine Avindsmænd skal klædes i Skam
og gudløses Telt ej findes
mer!
Job 9
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Jeg ved forvist, at således er det, hvad
Ret har en dødelig
over for Gud?
3. Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke
svare på et af
tusind!
4. Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede
ham og slap vel
derfra?
5. Han flytter Bjerge så let som intet, vælter
dem om i sin Vrede,
6. ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter
bæver;
7. han taler til solen, så skinner den ikke,
for Stjernerne sætter
han Segl,
8. han udspænder Himlen ene, skrider hen over
Havets Kamme,
9. han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og
Sydens Kamre,
10. han øver ufattelig Vælde og Undere
uden Tal!
11. Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer
han hen, jeg mærker
ham ikke;
12. røver han, hvem mon der hindrer ham i det?
Hvo siger til ham:
"Hvad gør du?"
13. Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede,
Rahabs Hjælpere bøjed sig
under ham;
14. hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje
min Tale for ham!
15. Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må
bede min Dommer om
Nåde!
16. Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han
hørte, tror jeg, ikke
min Røst,
17. han, som river mig bort i Stormen, giver mig -
Sår på Sår uden
Grund,
18. ikke lader mig drage Ånde, men lader mig
mættes med beskeing.
19. Gælder det Kæmpekraft, melder han sig!
Gælder det Ret, hvo
stævner ham da!
20. Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde
mig, er jeg end skyldfri,
han gør mig dog vrang!
21. Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og
agter mit Liv for
intet!
22. Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri
og skyldig gør han til
intet!
23. Når Svøben kommer med Død i
et Nu, så spotter han skyldfries
Hjertekval;
24. Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder
dens Dommeres Øjne til,
hvem ellers, om ikke han?
25. Raskere end Løberen fløj mine Dage,
de svandt og så ikke Lykke,
26. gled hen som Både af Si, som en Ørn,
der slår ned på Bytte.
27. Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte
mit Ansigt og
være glad,"
28. må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved,
du kender mig ikke
fri.
29. Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da
slide til ingen
Nytte?
30. Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine
Hænder,
31. du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne
væmmedes ved mig.
32. Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde
svare, så vi kunde
gå for Retten sammen;
33. vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin
Hånd på os begge!
34. Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans
Rædsler mig ikke,
35. da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om
mig selv er en
anden!
Job 10
1. Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb
vil jeg give min Klage
over ham, i min bitre Sjælenød
vil jeg tale,
2. sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig
vide, hvorfor du
tvister med mig!
3. Gavner det dig at øve Vold, at forkaste
det Værk, dine Hænder
danned, men smile til gudløses
Råd?
4. Har du da kødets Øjne, ser du, som
Mennesker ser,
5. er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År
som Mandens Dage,
6. siden du søger efter min Brøde, leder
efter min Synd,
7. endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men
af din Hånd er der
ingen Redning!
8. Dine Hænder gjorde og danned mig først,
så skifter du Sind og
gør mig til intet!
9. Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv
vil du atter
gøre mig!
10. Mon du ikke hældte mig ud som Mælk
og lod mig skørne som Ost,
11. iklædte mig Hud og kød og fletted
mig sammen med Ben og Sener?
12. Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min
Ånd
13. og så gemte du dog i dit Hjerte på
dette, jeg skønner, dit
Øjemed var:
14. Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke
min Brøde.
15. Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg
retfærdig, jeg skulde
dog ikke løfte mit Hoved,
men mættes med Skændsel, kvæges med
Nød.
16. Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede
atter ufatteligt
med mig;
17. nye Vidner førte du mod mig, øged
din Uvilje mod mig, opbød
atter en Hær imod mig!
18. Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have
udåndet, uset
af alle;
19. jeg burde have været som aldrig født,
været ført til Graven fra
Moders Skød.
20. Er ej mine Livsdage få? Så slip mig,
at jeg kan kvæges lidt, 21
før jeg for evigt går
bort til Mørkets og Mulmets Land,
22. Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke
og uden Orden, hvor Lyset
selv er som Mørket."
Job 11
1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2. "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld
vel have Ret?
3. Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal
du spotte og ikke få
Skam?
4. Du siger: "Min Færd er lydeløs, og
jeg er ren i hans Øjne!"
5. Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber
imod dig,
6. kundgøre dig Visdommens Løndom, thi
underfuld er den i Væsen; da
vilde du vide, at Gud har glemt
dig en Del af din Skyld!
7. Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges
Grænse?
8. Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere
end Dødsriget -
hvad ved du?
9. Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt
end Havet.
10. Farer han frem og fængsler, stævner
til Doms, hvem hindrer ham?
11. Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser
han og agter derpå,
12. så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel
fødes til Menneske.
13. Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder
dine Hænder imod ham,
14. hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde
ej bor i dit Telt,
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn
og uden at frygte stå fast,
16. ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun
som Vand, der
flød bort;
17. dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket
vorde som lyse
Morgen.
18. Tryg skal du være, fordi du har Håb;
du ser dig om og går trygt
til Hvile,
19. du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest
vil mange bejle.
20. Men de gudløses Øjne vansmægter;
ude er det med deres Tilflugt,
deres Håb er blot at udånde
Sjælen!
Job 12
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør
Visdommen ud!
3. Også jeg har som I Forstand, står ikke
tilbage for eder, hvo
kender vel ikke sligt?
4. Til Latter for Venner er den, der råbte til
Gud og fik Svar. den
retfærdige er til Latter.
5. I Ulykke falder de fromme, den sorgløse
spotter Faren, hans Fod
står fast, mens Fristen varer.
6. I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er
de, der vækker Guds
Vrede, den, der fører Gud
i sin Hånd.
7. Spørg dog Kvæget, det skal lære
dig, Himlens Fugle, de skal
oplyse dig,
8. se til Jorden, den skal lære dig lad Havets
Fisk fortælle dig
det!
9. Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd
har skabt
det;
10. han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd,
alt Menneskekødets Ånd!
11. Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen
Maden?
12. Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række
med Indsigt?
13. Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er
der Råd og Indsigt.
14. Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker
inde,
kommer ej ud;
15. han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer,
han slipper det løs, og
det omvælter Jorden.
16. Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer
og fører vild,
er hans Værk.
17. Rådsherrer fører han nøgne
bort, og Dommere gør han til Tåber;
18. han løser, hvad Konger bandt, og binder
dem Reb om Lænd;
19. Præster fører han nøgne bort
og styrter ældgamle Slægter;
20. han røver de dygtige Mælet og tager
de gamles Sans;
21. han udøser Hån over Fyrster og løser
de stærkes Bælte;
22. han drager det skjulte frem af Mørket og
bringer Mulmet for
Lyset,
23. gør Folkene store og lægger dem øde,
udvider Folkeslags Grænser
og fører dem atter bort;
24. han tager Jordens Høvdingers Vid og lader
dem rave i vejløst
Øde;
25. de famler i Mørke uden Lys og raver omkring
som drukne.
Job 13
1. Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre
har hørt og mærket sig
det;
2. hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke
igennem for jer.
3. Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud
er jeg sindet at gå
i Rette,
4. mens I smører på med Løgn;
usle Læger er I til Hobe.
5. Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes
for vise!
6. Hør dog mit Klagemål, mærk mine
Læbers Anklage!
7. Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
8. Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken
for Gud?
9. Går det godt, når han ransager eder,
kan I narre ham, som man
narrer et Menneske?
10. Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet
og dog er
partiske.
11. Vil ikke hans Højhed skræmme jer og
hans Rædsel falde på eder?
12. Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde
af Ler eders
Skjolde.
13. Ti stille, at jeg kan tale, så overgå
mig, hvad der vil!
14. Jeg vil bære mit Kød i Tænderne
og tage mit Liv i min Hånd;
15. se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb,
dog lægger jeg for
ham min Færd.
16. Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig
vover sig
ikke til ham!
17. Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale
for eders Ører!
18. Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten
er min!
19. Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg
tie og opgive Ånden!
20. Kun for to Ting skåne du mig, så kryber
jeg ikke i Skjul for
dig:
21. Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel
skræmme mig ikke!
22. Så stævn mig, og jeg skal svare, eller
jeg vil tale, og du skal
svare!
23. Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min
Brøde og Synd!
24. Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig
for din Fjende?
25. Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge
et vissent Strå,
26. at du skriver mig så bitter en Dom og lader
mig arve min Ungdoms
Skyld,
27. lægger mine Fødder i Blokken, vogter
på alle mine
Veje. indkredser mine Fødders
Trin!
Job 14
28. Og så er han dog som smuldrende Trøske,
som Klæder, der ædes op
af Møl,
1. Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er
stakket, han mættes af
Uro;
2. han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen,
står ikke
fast.
3. Og på ham vil du rette dit Øje, ham
vil du stævne for Retten!
4. Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end
ikke een!
5. Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder
talt hos dig, og du
har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6. tag så dit Øje fra ham, lad ham i
Fred, at han kan nyde sin Dag
som en Daglejer!
7. Thi for et Træ er der Håb: Fældes
det, skyder det atter, det
fattes ej nye Skud;
8. ældes end Roden i Jorden, dør end
Stubben i Mulde:
9. lugter det Vand, får det nye Skud, skyder
Grene som nyplantet
Træ;
10. men dør en Mand, er det ude med ham, udånder
Mennesket, hvor er
han da?
11. Som Vand løber ud af Søen og Floden
svinder og tørres,
12. så lægger Manden sig, rejser sig ikke,
vågner ikke, før Himlen
forgår, aldrig vækkes
han af sin Søvn.
13. Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig,
indtil din Vrede er
ovre, sæt mig en Frist og
kom mig i Hu!
14. Om Manden dog døde for atter at leve! Da
vented jeg rolig al
Stridens Tid, indtil min Afløsning
kom;
15. du skulde kalde - og jeg skulde svare længes
imod dine Hænders
Værk!
16. Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver
ikke min Synd,
17. forseglet ligger min Brøde i Posen, og over
min Skyld har du
lukket til.
18. Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen
rokkes fra
Grunden,
19. som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller
Jord, så har du
udslukt Menneskets Håb.
20. For evigt slår du ham ned, han går
bort, skamskænder hans Ansigt
og lader ham fare.
21. Hans Sønner hædres, han ved det ikke,
de synker i Ringhed, han
mærker det ikke;
22. ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun
hans egen Sjæl volder
Sorg.
Job 15
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit
Indre med
Østenvind
3. for at hævde sin Ret med gavnløs Tale,
med Ord, som intet båder?
4. Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker
den Stilhed, som
tilkommer Gud.
5. Din Skyld oplærer din Mund, du vælger
de listiges Sprog. Din
Mund domfælder dig, ikke jeg,
dine Læber vidner imod dig!
7. Var du den første, der fødtes, kom
du til Verden, før Højene
var?
8. Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon
du rev Visdommen til
dig?
9. Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår
du, som vi ikke
kender?
10. Også vi har en gammel iblandt os, en Olding,
hvis Dage er fler
end din Faders!
11. Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han
mildelig talede til
dig?
12. Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje
vildt?
13. Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder
Ord af din Mund.
14. Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt
have Ret?
15. End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke
ren i hans
Øjne,
16. hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker
Uret som Vand!
17. Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller,
hvad jeg har
set,
18. hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre
ikke dulgt,
19. dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes
blandt dem:
20. Den gudløse ængstes hele sit Liv,
de stakkede År, en Voldsmand
lever;
21. Rædselslyde fylder hans Ører, midt
under Fred er Hærgeren over
ham;
22. han undkommer ikke fra Mørket, opsparet
er han for Sværdet,
23. udset til Føde for Gribbe, han ved, at han
står for Fald;
24. Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel
og Angst overvælde ham som
en Konge, rustet til Strid.
25. Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød
den Almægtige Trods,
26. stormed bårdnakket mod ham med sine tykke,
buede Skjolde.
27. Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede
Huld på sin Lænd.
28. tog Bolig i Byer, der øde lå hen.
i Huse, man ikke må bo i,
bestemt til at ligge i Grus.
29. Han bliver ej rig, hans Velstand forgår,
til Jorden bøjer sig
ikke hans Aks;
30. han undkommer ikke fra Mørket. Solglød
udtørrer hans Spire, hans
Blomst rives bort af Vinden.
31. Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi
Tomhed skal være
hans Løn!
32. I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal
ikke grønnes;
33. han ryster som Ranken sin brue af og kaster som
Olietræet sin
Blomst.
34. Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer
Bestikkelsens
Telte;
35. svangre med Kvide, føder de Uret, og deres
Moderskød fostrer
Svig!
Job 16
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige
Trøstere er I til Hobe!
3. Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged
dig dog til at svare?
4. Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var
i mit Sted, føje mine
Ord imod jer og ryste på Hovedet
ad jer,
5. styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme
Ord!
6. Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier,
hvad Lindring
får jeg?
7. Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar
ødelagt hele min Kreds;
8. at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod
mig, min Magerhed
vidner imod mig.
9. Hans Vrede river og slider i mig, han skærer
Tænder imod
mig. Fjenderne hvæsser Blikket
imod mig,
10. de opspiler Gabet imod mig, slår mig med
Hån på Kind og flokkes
til Hobe omkring mig;
11. Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses
Hænder kasted han
mig.
12. Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han
greb mig i Nakken og
sønderslog mig; han stilled
mig op som Skive,
13. hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne
uden Skånsel,
udgyder min Galde på Jorden;
14. Revne på Revne slår han mig, stormer
som Kriger imod mig.
15. Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit
Horn i Støvel;
16. mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg
hyllet i Mørke,
17. skønt der ikke er Vold i min Hånd,
og skønt min Bøn er ren!
18. Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme
ikke til Hvile!
19. Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i
det høje;
20. gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender
sig med Tårer til Gud,
21. at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem
Mennesket og
hans Ven!
Job 17
22. Thi talte er de kommende År, jeg skal ud
på en Færd, jeg ej
vender hjem fra.
1. Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene
venter mig;
2. visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad
mit Øje må skue.
3. Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver
mig Håndslag?
4. Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor
vil du ikke
ophøje dem;
5. den, der forråder Venner til Plyndring, hans
Sønners Øjne
hentæres.
6. Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er
blevet et Jærtegn
for dem;
7. mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger
er mine Lemmer til Hobe;
8. retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over
vanhellig harmes
den skyldfri,
9. men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet
vokser i Kraft.
10. Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand
fnder jeg ikke iblandt
jer!
11. Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit
Hjertes Ønsker;
12. Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er
Mørke;
13. vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden,
jeg reder i Mørket mit
Leje,
14. Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder
og Søster.
15. Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne
min Lykke?
16. Mon de vil følge mig ned i Dødsriget,
skal sammen vi synke i
Støvet?
Job 18
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2. "Så gør dog en Ende på dine
Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
3. Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå
som umælende i dine Øjne? 4
Du, som i Vrede sønderslider
din Sjæl, skal for din Skyld Jorden
blive øde og Klippen flyttes
fra sit Sted?
5. Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans
Ildslue giver ej Lys;
6. Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes
for ham;
7. hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for
eget Råd;
8. thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk
vandrer han frem,
9. Fælden griber om Hælen, Garnet holder
ham fast;
10. Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på
hans Sti;
11. Rædsler skræmmer ham alle Vegne og
kyser ham Skridt for Skridt:
12. Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på
hans Fald:
13. Dødens førstefødte æder
hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
14. han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning;
den styrer hans
Skridt til Rædslernes Konge;
15. i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs
ud på hans Bolig;
16. nedentil tørrer hans Rødder, oventil
visner hans Grene;
17. hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes
ikke hans Navn;
18. man støder ham ud fra Lys i Mørket
og driver ham bort fra
Jorderig;
19. i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans
Hjem er der ingen
tilbage;
20. de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de
i Øst bliver slagne
af Rædsel.
21. Ja, således går det den lovløses
Bolig, dens Hjem, der ej kender
Gud!
Job 19
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Hvor længe vil I krænke min Sjæl
og slå mig sønder med Ord?
3. I håner mig nu for tiende Gang, mishandler
mig uden Skam.
4. Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl
ved mig?
5. Eller gør I jer store imod mig og revser
mig ved at smæde?
6. Så vid da, at Gud har bøjet min Ret,
omspændt mig med sit Net.
7. Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar,
råber om Hjælp, der er
ingen Ret.
8. Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han
hylled mine Stier i
Mørke;
9. han klædte mig af for min Ære, berøved
mit Hoved Kronen,
10. brød mig ned overalt, så jeg må
bort, oprykked mit Håb som
Træet;
11. hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for
sin Fjende;
12. samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej
imod mig, de
lejrer sig om mit Telt.
13. Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner
er fremmede for mig,
14. mine nærmeste og Hendinge holder sig fra
mig, de, der er i mit
Hus, har glemt mig;
15. mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed
er jeg i deres
Øjne;
16. ej svarer min Træl, når jeg kalder,
jeg må trygle ham med min
Mund;
17. ved min Ånde væmmes min Hustru, mine
egne Brødre er jeg en
Stank;
18. selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser
mig, taler de mod
mig;
19. Standsfælleræmmes til Hobe ved mig,
de, jeg elskede, vender sig
mod mig.
20. Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet
i Tænderne slap jeg
bort.
21. Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd
har rørt mig!
22. Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes
ej af mit Kød?
23. Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op
i en Bog,
24. med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen
for evigt!
25. Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet
vil en Forsvarer
stå frem.
26. Når min sønderslidte Hud er borte,
skal jeg ud fra mit Kød skue
Gud,
27. hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine
Øjne se, ingen
fremmed! Mine Nyrer forgår
i mit Indre!
28. Når I siger: "Hor vi skal forfølge
ham, Sagens Rod vil vi
udfinde hos ham!"
29. så tag jer i Vare for Sværdet; thi
Vrede rammer de lovløse, at I
skal kende, der kommer en Dom!
Job 20
1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
2. "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer
det i mig;
3. til min Skam må jeg høre på
Tugt, får tankeløst Mundsvejr til
Svar!
4. Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket
sattes på
Jorden,
5. at gudløses Jubel er kort og vanhelliges
Glæde stakket?
6. Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved
i Sky,
7. som sit Skarn forgår han for evigt, de, der
så ham, siger: "Hvor
er han?"
8. Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke,
som et Nattesyn jages
han bort;
9. Øjet, der så ham, ser ham ej mer,
hans Sted får ham aldrig at se
igen.
10. Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans
Hænder må give hans
Gods tilbage.
11. Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger
sig med ham i
Støvet.
12. Er det onde end sødt i hans Mund, når
han gemmer det under sin
Tunge,
13. sparer på det og slipper det ikke, holder
det fast til sin Gane,
14. så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift
inden i ham;
15. Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver
det ud af hans
Bug,
16. han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen
slår ham ihjel;
17. han skuer ej Strømme af Olie, Bække
af Honning og Fløde;
18. han må af med sin Vinding, svælger
den ej, får ingen Glæde af
tilbyttet Gods.
19. Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede
Huse, han ej
havde bygget.
20. Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods
sine Skatte reddes
han ikke;
21. ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer
hans Lykke ikke;
22. midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags
Nød kommer over
ham.
23. For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød
imod ham, lader
sin Harme regne på ham.
24. Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer
ham Kobberbuen;
25. en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål
af hans Galde;
over ham falder Rædsler,
26. idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der
ej blæses op, fortærer
ham, æder Levningen i hans
Telt.
27. Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og
Jorden rejser sig mod
ham.
28. Hans Huses Vinding må bort, rives bort på
Guds Vredes Dag.
29. Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen
fra Gud for hans
Brøde!
Job 21
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Hør dog, hør mine Ord, lad det være
Trøsten, I giver!
3. Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
4. Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg
ej være utålmodig?
5. Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg
Hånd på Mund!
6. Jeg gruer, når jeg tænker derpå,
mit Legeme gribes af Skælven:
7. De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle,
ja vokser i Kraft?
8. Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom
for deres Øjne;
9. deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe
rammer dem ikke;
10. ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver,
den kaster ikke;
11. de slipper deres Drenge ud som Får, deres
Børneflok boltrer sig
ret;
12. de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens
Toner;
13. de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred
i Dødsriget,
14. skønt de siger til Gud: "Gå fra os,
at kende dine Veje er ikke
vor Lyst!
15. Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham?
Hvad Gavn at banke
på hos ham?"
16. Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses
Råd ham fjernt?
17. Når går de gudløses Lampe ud
og når kommer Ulykken over dem? Når
deler han Loddet ud i sin Vrede,
18. så de bliver som Strå for Vinden, som
Avner, Storm fører bort?
19. Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn?
Ham selv gengælde han,
så han mærker det,
20. lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges
Vrede at
drikke!
21. Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når
hans Måneders Tal
er udrundet?
22. Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer
de højeste Væsner?
23. En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg
og så helt uden Sorger:
24. hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler
af saftig Marv;
25. med bitter Sjæl dør en anden og har
aldrig nydt nogen Lykke;
26. de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes
af Orme!
27. Se, jeg kender så vel eders Tanker og de
Rænker, I spinder imod
mig,
28. når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og
det Telt, hvor de
gudløse bor?"
29. Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres
Beviser:
30. Den onde skånes på Ulykkens Dag og
frelses på Vredens Dag.
31. Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder
ham, hvad han gør?
32. Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj
holdes der Vagt;
33. i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger
så efter, en Flok
uden Tal gik forud for ham.
34. Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders
Svar - kun Svig er
tilbage!
Job 22
1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2. "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig
selv.
3. Har den Almægtige godt af din Retfærd,
Vinding af, at din Vandel
er ret?
4. Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går
han i Rette med dig
derfor?
5. Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden
Ende?
6. Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne
af de nøgne,
7. gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted
den sultne Brød.
8. Den mægtige - hans var Landet, den hædrede
boede der.
9. Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste
de faderløses Arme.
10. Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel
ængsted dig brat.
11. Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme
af Vand går over
dig!
12. Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes
Tinde, hvor højt de
står!
13. Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag
sorten Sky?
14. Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på
Himlens Runding går han!"
15. Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens
Mænd betrådte,
16. de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød
bort som en
Strøm,
17. som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den
Almægtige gøre os?"
18. Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men
de gudløses Råd
er ham fjernt.
19. De retfærdige så det og glædede
sig, den uskyldige spottede dem:
20. For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred
de sidste af dem.
21. Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times
dig Lykke;
22. tag dog mod Lærdom af ham og læg dig
hans Ord på Sinde!
23. Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner
du Uretten fra
dit Telt,
24. kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt
Bækkenes Sten,
25. så den Almægtige bliver dit Guld, hans
Lov dit Sølv,
26. ja, da skal du fryde dig over den Almægtige
og løfte dit Åsyn
til Gud.
27. Beder du til ham, hører han dig, indfri
kan du, hvad du har
lovet;
28. hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner
på dine Veje;
29. thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper
den, der slår
Øjnene ned;
30. han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders
Renhed!
Job 23
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt
ligger hans Hånd på
mit Suk!
3. Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg
nå hans Trone!
4. Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min
Mund med Beviser,
5. vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad
han sagde til mig!
6. Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig
agted han på
mig;
7. da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged
for evigt min
Ret.
8. Men går jeg mod Øst, da er han der
ikke, mod Vest, jeg mærker ej
til ham;
9. jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer
mod Syd og øjner ham
ej.
10. Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld
går jeg frem af
hans Prøve.
11. Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej
har jeg fulgt,
veg ikke derfra,
12. fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans
Ord har jeg gemt i
mit Bryst.
13. Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører,
hvad hans
Sjæl attrår.
14. Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt
har han meget
for.
15. Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved
Tanken om ham.
16. Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig
har den Almægtige;
17. thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn
dækkes af Mulm.
Job 24
1. Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider,
hvi får de, som
kender ham, ikke hans Dage at se?
2. De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de
på Græs.
3. faderløses Æsel fører de bort,
tager Enkens Okse som Borgen:
4. de trænger de fattige af Vejen. Landets arme
må alle skjule sig.
5. Som vilde Æsler i Ørkenen går
de ud til deres Gerning søgende
efter Næring; Steppen er Brød
for Børnene.
6. De høster på Marken om Natten, i Rigmandens
Vingård sanker de
efter.
7. Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder,
uden Tæppe i Hulden.
8. De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig
af Mangel på Ly til
Klippen.
9. - Man river den faderløse fra Brystet, tager
den armes Barn som
Borgen.
10. Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne
bærer de Neg;
11. mellem Murene presser de Olie. de træder
Persen og tørster.
12. De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger
skriger. Men Gud,
han ænser ej vrangt.
13. Andre hører til Lysets Fjender, de kender
ikke hans Veje og
holder sig ej på hans Stier:
14. Før det lysner, står Morderen op,
han myrder arm og fattig; om
Natten sniger Tyven sig om;
15. Horkarlens Øje lurer på Skumring,
han tænker: "Intet Øje kan se
mig!" og skjuler sit Ansigt under
en Maske.
16. I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker
sig inde om Dagen, thi
ingen af dem vil vide af Lys.
17. For dem er Mørket Morgen, thide er kendt
med Mørkets Rædsler.
18. Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet
forbandes,
han færdes ikke på Vejen
til Vingården.
19. Som Tørke og Hede tager Snevand, så
Dødsriget dem, der har
syndet.
20. Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans
Storhed kommes ej mer
i Hu, Uretten knækkes som
Træet.
21. Han var ond mod den golde, der ikke fødte,
mod Enken gjorde han
ikke vel;
22. dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde.
Han står op og er
ikke tryg på sit Liv,
23. han styrtes uden Håb og Støtte, og
på hans Veje er idel Nød.
24. Hans Storhed er stakket, så er han ej mer,
han bøjes og skrumper
ind som Melde og skæres af
som Aksenes Top.
25. Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner,
hvo gør mine Ord til
intet?
Job 25
1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2. "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han
skaber Fred i sin høje
Bolig.
3. Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står
ikke hans Baghold
op?
4. Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en
kvindefødt være
ren?
5. Selv Månen er ikke klar i hans Øjne
og Stjernerne ikke rene
6. endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den
Orm!
Job 26
1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige,
støttet den
kraftløse Arm!
3. Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort
en Fylde af
Visdom!
4. Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis
Ånd mon der talte af
dig?
5. Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under
Vandene;
6. blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden
uden Dække.
7. Han udspænder Norden over det tomme, ophænger
Jorden på intet;
8. Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister
ikke
derunder;
9. han fæstner sin Trones Hjørner og
breder sit Skylag derover;
10. han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og
Mørke skilles.
11. Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst
ved hans Trusel;
12. med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste
Rahab med Kløgt;
13. ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd
gennembored den
flygtende Slange.
14. Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører
vi andet end
Hvisken? Hans Vældes Torden,
hvo fatter vel den?
Job 27
1. Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2. "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til
Side, den Almægtige,
som gjorde mig mod i Hu:
3. Så længe jeg drager Ånde og har
Guds Ånde i Næsen,
4. skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej
fare med Svig!
5. Langt være det fra mig at give jer Ret; til
jeg udånder, opgiver
jeg ikke min Uskyld.
6. Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke,
ingen af mine Dage
piner mit Sind.
7. Som den gudløse gå det min Fjende,
min Modstander som den
lovløse!
8. Thi hvad er den vanhelliges Håb, når
Gud bortskærer og kræver
hans Sjæl?
9. Hører mon Gud hans Skrig, når Angst
kommer over ham?
10. Mon han kan fryde sig over den Almægtige,
føjer han ham, når han
påkalder ham?
11. Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den
Almægtiges Tanker dølger jeg
ikke;
12. se, selv har I alle set det, hvi har I så
tomme Tanker?
13. Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven,
som Voldsmænd får fra
den Almægtige:
14. Vokser hans Sønner, er det for Sværdet,
hans Afkom mættes ikke
med Brød;
15. de øvrige bringer Pesten i Graven, deres
Enker kan ej holde
Klage over dem.
16. Opdynger han Sølv som Støv og samler
sig Klæder som Ler
17. han samler, men den retfærdige klæder
sig i dem, og Sølvet arver
den skyldfri;
18. han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten,
en Vogter gør
sig;
19. han lægger sig rig, men for sidste ang, han
slår Øjnene op, og
er det ej mer;
20. Rædsler når ham som Vande, ved Nat
river Stormen ham bort;
21. løftet af Østenstorm farer han bort,
den fejer ham væk fra hans
Sted.
22. Skånselsløst skyder han på ham,
i Hast må han fly fra hans Hånd;
23. man klapper i Hænderne mod ham og piber ham
bort fra hans Sted!
Job 28
1. Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted
2. Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til
Kobber.
3. På Mørket gør man en Ende og
ransager indtil de dybeste Kroge
Mørkets og Mulmets Sten;
4. man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden
Fodfæste,
hænger de svævende fjernt
fra Mennesker.
5. Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens
Indre omvæltes som af
Ild;
6. i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv
i den.
7. Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje
udspejder den
ikke;
8. den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven
skrider ej frem ad den.
9. På Flinten lægger man Hånd og
omvælter Bjerge fra Roden;
10. i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier
skuer Øjet;
11. man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer
det skjulte for
Lyset.
12. Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er
Indsigtens Sted?
13. Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i
de levendes
Land;
14. Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller
hos mig!"
15. Man får den ej for det fineste Guld, for
Sølv kan den ikke
købes,
16. den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham
eller Safir;
17. Guld og Glar kan ej måle sig med den, den
fås ej i Bytte for
gyldne Kar,
18. Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje
Visdom er mere end
Perler,
19. Ætiopiens Topas kan ej måle sig med
den, den opvejes ej med det
rene Guld.
20. Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor
er Indsigtens
Sted?
21. Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult
for Himmelens Fugle;
22. Afgrund og Død må sige: "Vi hørte
kun tale derom."
23. Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har
sit Sted;
24. thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen
ser han.
25. Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte
Vandet med Mål,
26. da han satte en Lov for Regnen, afmærked
Tordenskyen dens Vej,
27. da skued og mønstred han den, han stilled
den op og ransaged
den.
28. Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt,
det er Visdom,
at sky det onde er Indsigt."
Job 29
1. Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2. Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog
sig af mig,
3. da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved
hans Lys vandt
frem i Mørke,
4. som i mine modne År, da Guds Fortrolighed
var over mit Telt,
5. da den Almægtige end var hos mig og mine
Drenge var om mig,
6. da mine Fødder vaded i Fløde, og
Olie strømmede, hvor jeg stod,
7. da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde
på Torvet.
8. Når Ungdommen så mig, gemte deo sig,
Oldinge rejste sig op og
stod,
9. Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd
på Mund,
10. Stormænds Røst forstummed, deres Tunge
klæbed til Ganen;
11. Øret hørte og priste mig lykkelig,
Øjet så og tilkendte mig Ære.
12. Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp,
den faderløse, der
savned en Hjælper;
13. den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede
Enkens Hjerte;
14. jeg klædte mig i Retfærd, og den i
mig, i Ret som Kappe og
Hovedbind.
15. Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes
Fod;
16. jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes
Sag;
17. den lovløses Tænder brød jeg,
rev Byttet ud af hans Gab.
18. Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø
i min Rede, leve så længe som
Føniksfuglen;
19. min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely
i mine Grene;
20. min Ære er altid ny, min Bue er altid ung
i min Hånd!"
21. Mig hørte de på og bied, var tavse,
mens jeg gav Råd;
22. ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine
Ord faldt kvægende på
dem;
23. de bied på mig som på Regn, spærred
Munden op efter Vårregn.
24. Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns
Lys fik de ej til at
svinde.
25. Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding,
troned som Konge
blandt Hærmænd, som
den, der gav sørgende Trøst.
Job 30
1. Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end
jeg, hvis Fædre
jeg fandt for ringe at sætte
iblandt mine Hyrdehunde.
2. Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft?
Deres Ungdomskraft
har de mistet,
3. tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver
Ørk og Ødemark
4. og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder
er deres Brød.
5. Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes
der efter dem.
6. De bor i Kløfter, fulde af Rædsler,
i Jordens og Klippernes
Huler.
7. De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer
de sammen,
8. en dum og navnløs Æt, de joges med
Hug af Lande.
9. Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem
et Samtaleemne;
10. de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter
sig ikke af spytte ad
mig.
11. Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig,
og foran mig kasted de
Tøjlerne af.
12. Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne
slår de fra mig, bygger
sig Ulykkesveje imod mig
13. min Sti har de opbrudt, de hjælper med til
mit Fald, og ingen
hindrer dem i det;
14. de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter
sig frem under
Ruiner,
15. Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed
joges bort som af
Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16. Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds
Dage har ramt mig:
17. Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de
nagende Smerter.
18. Med vældig Kraft vanskabes mit Kød,
det hænger om mig, som var
det min Kjortel.
19. Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv
og Aske.
20. Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står
der og ænser
mig ikke;
21. grum er du blevet imod mig, forfølger mig
med din vældige Hånd.
22. Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og
dens Brusen
gennemryster mig;
23. thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden,
til det Hus, hvor alt
levende samles.
24. Dog, mon den druknende ej rækker Hånden
ud og råber om Hjælp,
når han går under?
25. Mon ikke jeg græder over den, som havde det
hårdt, sørgede ikke
min Sjæl for den fattiges
Skyld?
26. Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed
på Lys, men Mørke
kom;
27. ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage
traf mig;
28. trøstesløs går jeg i Sorg,
i Forsamlingen rejser jeg mig og
råber;
29. Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30. Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder
af Hede;
31. min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte
til hulkende Gråd!
Job 31
1. Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke
at se på en Jomfru;
2. hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den
Arv, den
Almægtige gav fra det høje?
3. Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene
Modgang?
4. Ser han ej mine Veje og tæller alle mine
Skridt?
5. Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min
Fod til Svig
6. på Rettens Vægtskål veje han
mig, så Gud kan kende min Uskyld
7. er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har
mit Hjerte fulgt mine
Øjne, hang noget ved mine
Hænder,
8. da gid jeg må så og en anden fortære,
og hvad jeg planted,
oprykkes med Rode!
9. Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde,
og har jeg luret ved
Næstens Dør,
10. så dreje min Hustru Kværn for en anden,
og andre bøje sig over
hende!
11. Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde,
der drages for Retten,
12. ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter
hele min Høst i Brand!
13. Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes
Ret, når de
trættede med mig,
14. hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod
op, hvad skulde jeg svare,
når han så efter?
15. Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød,
har en og samme ej
dannet os begge i Moders Liv?
16. Har jeg afslået ringes Ønske, ladet
Enkens Øjne vansmægte,
17. var jeg ene om at spise mit Brød, har den
faderløse ej spist
deraf
18. nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader,
jeg ledede hende
fra min Moders Skød.
19. Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder,
en fattig savne et
Tæppe
20. visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når
han varmed sig i
Uld af mine Lam.
21. Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs,
fordi jeg var vis på
Medhold i Retten,
22. så falde min Skulder fra Nakken, så
rykkes min Arm af Led!
23. Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når
han rejste sig,
magted jeg intet!
24. Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det
rene Guld min
Fortrøstning,
25. var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og
at min Hånd fik
sanket så meget,
26. så jeg, hvorledes Sollyset stråled,
eller den herligt skridende
Måne,
27. og lod mit Hjerte sig dåre i Løn,
så jeg hylded dem med Kys på
min Hånd
28. også det var Brøde, der drages for
Retten, thi da fornægted jeg
Gud hist oppe.
29. Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled
jeg, når han ramtes af
Vanheld
30. nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så
jeg bandende kræved
hans Sjæl.
31. Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem
mættedes ej af Kød fra
hans Bord"
32. nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg
åbned min Dør for
Vandringsmænd.
33. Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør,
så jeg dulgte min
Brøde i Brystet
34. af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders
Ringeagt,
så jeg blev inden Døre
i Stilhed!
35. Ak, var der dog en, der hørte på mig!
Her er mit Bomærke - lad
den Almægtige svare! Havde
jeg blot min Modparts Indlæg!
36. Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed
mit Hoved dermed
som en Krone,
37. svared ham for hvert eneste Skridt og mødte
ham som en Fyrste.
38. Har min Mark måttet skrige over mig og alle
Furerne græde,
39. har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt
dens Ejeres Liv,
40. så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt
i Stedet for Byg! Her ender
Jobs Ord.
Job 32
1. Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job,
fordi han var
retfærdig i sine egne Øjne,
2. blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn,
af Rams
Slægt. På Job vrededes
han, fordi han gjorde sig retfærdigere
end Gud,
3. og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt
noget Svar og dog
dømte Job skyldig.
4. Elihu havde ventet, så længe de talte
med Job, fordi de var
ældre end han;
5. men da han så, at de tre Mænd intet
havde at svare, blussede
hans Vrede op;
6. og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til
Orde og sagde: Ung af
Dage er jeg, og I er gamle Mænd,
derfor holdt jeg mig tilbage,
angst for at meddele eder min Viden;
7. jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes
Mængde kundgøre Visdom!"
8. Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges
Ånde giver dem
Indsigt;
9. de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej
altid, hvad Ret
er;
10. derfor siger jeg: Hør mig, lad også
mig komme frem med min
Viden!
11. Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter
forstandige Ord,
at I skulde finde de rette Ord;
12. jeg agtede nøje på eder; men ingen
af eder gendrev Job og gav
Svar på hans Ord.
13. Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom,
Gud må fælde ham, ikke et
Menneske!"
14. Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders
Ord vil jeg
ikke svare ham.
15. De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene
op.
18. Skal jeg tøve, fordi de tier og står
der uden at svare et Ord?
17. Også jeg vil svare min Del, også jeg
vil frem med min Viden!
18. Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst
trænger på;
19. som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække
nær ved at
sprænges;
20. tale vil jeg for at få Luft, åbne mine
Læber og svare.
21. Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for
nogen;
22. thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber
mig ellers
bort!
Job 33
1. Men hør nu Job, på min Tale og lyt
til alle mine Ord!
2. Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler
i Ganen;
3. mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber
fører lutret
Tale.
4. Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges
Ånde har givet mig Liv.
5. Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød
frem!
6. Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er
taget af Ler;
7. Rædsel for mig skal ikke skræmme dig,
min Hånd skal ej ligge
tyngende på dig.
8. Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg
hørte så lydende Ord:
9. "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs,
uden Skyld;
10. men han søger Påskud imod mig, regner
mig for sin Fjende;
11. han lægger mine Fødder i Blokken,
vogter på alle mine Veje."
12. Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er
større end
Mennesket.
13. Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer
på dine Ord?
14. Thi på een Måde taler Gud, ja på
to, men man ænser det ikke:
15. I Drømme, i natligt Syn, når Dvale
falder på Mennesker, når de
slumrende hviler på Lejet;
16. da åbner han Menneskers Øre, gør
dem angst med Skræmmebilleder
17. for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde
Hovmod af Manden,
18. holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra
Våbendød.
19. Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt
sfår der Hamp i
hans Ben;
20. Livet i ham væmmes ved Brød og hans
Sjæl ved lækker Mad
21. hans Kød svinder hen, så det ikke
ses, hans Knogler, som før
ikke sås, bliver blottet;
22. hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv
de dræbende Magter.
23. Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt
de tusind Talsmænd,
som varsler Mennesket Tugt,
24. og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham
fra at synke i Graven,
Løsepenge har jeg fået!"
25. da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever
atter sin Ungdom.
26. Han beder til Gud, og han er ham nådig, han
skuer med Jubel hans
Åsyn, fortæller Mennesker
om sin Frelse.
27. Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede
Retten og
fik dog ej Løn som forskyldt!
28. Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav,
mit Liv ser Lyset med
Lyst!"
29. Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja
tre med Mennesket
30. for at redde hans Sjæl fra Graven, så
han skuer Livets Lys!
31. Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så
jeg kan tale!
32. Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi
gerne gav jeg dig
Ret;
33. hvis ikke, så høre du på mig,
ti stille, at jeg kan lære dig
Visdom!
Job 34
1. Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine
Ord, I vise, I
forstandige Mænd, lån
mig Øre!
3. Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager
på Mad;
4. lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden
skønne, hvad der
er godt!
5. Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har
Gud sat til Side;
6. min Ret til Trods skal jeg være en Løgner?
Skønt brødefri er jeg
såret til Døden!"
7. Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
8. søger Selskab med Udådsmænd
og Omgang med gudløse Folk!
9. Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at
han har Venskab med
Gud!"
10. Derfor, I kloge, hør mig: Det være
langt fra Gud af synde, fra
den Almægtige at gøre
ondt;
11. nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler
med Manden efter
hans Færd;
12. Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige
bøjer ej Retten!
13. Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon
hele Verden?
14. Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde
til sig igen,
15. da udånded Kødet til Hobe, og atter
blev Mennesket Støv!
16. Har du Forstand, så hør derpå,
lån Øre til mine Ord!
17. Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer
du ham, den
Retfærdige, Vældige?
18. Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og
"Nidding, som du
er!" til Stormænd,
19. som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster
ej heller
foretrækker rig for ringe,
thi de er alle hans Hænders Værk.
20. Brat må de dø, endda midt om Natten;
de store slår han til, og
borte er de, de vældige fjernes
uden Menneskehånd.
21. Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han
skuer alle dets Skridt;
22. der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd
kan gemme sig i.
23. Thi Mennesket sættes der ingen Frist til
at møde i Retten for
Gud;
24. han knuser de vældige uden Forhør
og sætter andre i Stedet.
25. Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger,
og ved Nattetide
styrter han dem;
26. for deres Gudløshed slås de sønder,
for alles Øjne tugter han
dem,
27. fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje
det mindste,
28. så de voldte, at ringe råbte til ham,
og han måtte høre de armes
Skrig.
29. Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler
han sit Åsyn, hvo
vil laste ham? Over Folk og Mennesker
våger han dog,
30. for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem,
der er Folkets
Snarer.
31. Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder
ej mer,
32. jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret,
jeg gør det ej
mer!"
33. skal han da gøre Gengæld, fordi du
vil det, fordi du indvender
noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre
det, så sig da nu, hvad du
ved!
34. Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd,
der hører mig:
35. "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
36. Gid Job uden Ophør må prøves,
fordi han svarer som slette Folk!
37. Thi han dynger Synd på Synd, han optræder
hovent iblandt os og
fremfører mange Ord imod
Gud!"
Job 35
1. Og Elihu tog til Orde og sagde:
2. "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret
for Gud,
3. at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper
det mig, at jeg
ikke synder?"
4. Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:
5. Løft dit Blik imod Himlen og se, læg
Mærke til Skyerne, hvor
højt de, er over dig!
6. Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde
svar, hvad gør
det da ham?
7. Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad
mon han får af din
Hånd?
8. Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed,
dig, et Menneskebarn,
din Retfærd!
9. Man skriger over den megen Vold, råber om
Hjælp mod de mægtiges
Arm,
10. men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver
Lovsang om
Natten,
11. lærer os mer end Jordens Dyr, gør
os vise fremfor Himlens
Fugle?"
12. Der råber man, uden at han giver Svar, over
de ondes Hovmod;
13. til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige
ænser dem ikke,
14. endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær
stille for hans Åsyn
og bi på ham!
15. Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke
bekymrer sig
stort om Synd,
16. så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt
taler han store
Ord.
Job 36
1. Og videre sagde Elihu:
2. Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end
har jeg Ord til
Forsvar for Gud.
3. Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min
Skaber Ret;
4. thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand
med fuldkommen
Indsigt har du for dig.
5. Se, Gud forkaster det stive Sind,
6. den gudløse holder han ikke i Live; de arme
lader han få deres
Ret,
7. fra retfærdige vender han ikke sit Blik,
men giver dem Plads for
stedse hos Konger på Tronen
i Højhed.
8. Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens
Bånd,
9. så viser han dem deres Gerning, deres Synder,
at de hovmodede
sig,
10. åbner deres Øre for Tugt og byder
dem vende sig bort fra det
onde.
11. Hvis de så hører og bøjer sig,
da ender de deres Dage i Lykke, i
liflig Fryd deres År.
12. Men hører de ikke, falder de for Sværd
og opgiver Ånden i
Uforstand.
13. Men vanhellige Hjerter forbitres; når han
binder dem, råber de
ikke om Hjælp;
14. i Ungdommen dør deres Sjæl, deres
Liv får Mandsskøgers Lod.
15. Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner
hans Øre ved
Trængsel.
16. Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for
Ulykkens Gab;
ingen Trængsel indjog dig
Skræk, fuldt var dit Bord af fede
Retter.
17. Den gudløses som kom til fulde over dig,
hans retfærdige Dom
greb dig fat.
18. Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens
Storhed lede
dig vild!
19. Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden,
eller det at du opbyder al
din Kraft?
20. Ej må du længes efter Natten, som.
opskræmmer Folkeslag der,
hvor de er;
21. var dig og vend dig ikke til Uret, så du
foretrækker ondt for at
lide.
22. Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo
er en Lærer som han?
23. Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige:
"Du gjorde Uret!"
24. Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker
priser i Sang!
25. Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige
skuer det kun
fra det fjerne.
26. Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal
på hans År kan ikke
fides.
27. Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans
Tåge siver de ned som
Regn,
28. og Skyerne lader den strømme og dryppe på
mange Folk.
29. Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs
Bulder?
30. Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler
Havets Rødder;
31. Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød
i Overflod;
32. han hyller sine Hænder i Lys og sender det
ud imod Målet;
33. hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget
melder hans Optræk.
Job 37
1. Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende
skifter det Sted!
2. Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet,
der går fra hans
Mund!
3. Han slipper det løs under hele Himlen, sit
Lys til Jordens
Ender;
4. efter det brøler hans Røst, med Højhed
brager hans Torden; han
sparer ikke på Lyn, imedens
hans Stemme høres.
5. Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver
Vælde, vi fatter det
ej.
6. Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!"
til Byger og
Regnskyl: "Bliv stærke!" For
alle Mennesker sætter han Segl, at
de dødelige alle må
kende hans Gerning.
8. De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres
Huler:
9. Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner
Kulde.
10. Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges
i Fængsel.
11. Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget
spreder hans Lys;
12. det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke
og udfører
alt, hvad han byder, på hele
den vide Jord,
13. hvad enten han slynger det ud som Svøbe,
eller han sender det
for at velsigne.
14. Job du må lytte hertil, træd frem og
mærk dig Guds Underværker!
15. Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade
Lys stråle frem
fra sin Sky?
16. Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17. Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden
døser ved Søndenvind?
18. Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som
det støbte Spejl?
19. Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan
vi få frem for Mørke.
20. Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at
han er fra
Samling?
21. Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke
Skyer, men et Vejr
farer hen og renser Himlen,
22. fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig
Højhed,
23. og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig
og rig på Retfærd
bøjer han ikke Retten;
24. derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge
ænser han ingen.
Job 38
1. Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og
sagde:
2. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er
uden Mening?
3. Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil
spørge, og du skal lære
mig!
4. Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem,
om du har nogen
Indsigt! Hvem bestemte dens
Mål - du kender det jo - hvem
spændte Målesnor ud
derover?
6. Hvorpå blev dens Støtter sænket,
hvem lagde dens Hjørnesten,
7. mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle
Gudssønner råbte
af Glæde?
8. Hvem stængte for Havet med Porte, dengang
det brusende udgik af
Moders Skød,
9. dengang jeg gav det Skyen til Klædning og
Tågemulm til Svøb,
10. dengang jeg brød det en Grænse og
indsatte Portslå og Døre
11. og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse
dine stolte
Vover!"
12. Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden
vide
sit Sted,
13. så den greb om Jordens Flige og gudløse
rystedes bort,
14. så den dannedes til som Ler under Segl, fik
Farve, som var den
en Klædning?
15. De gudløses Lys toges fra dem, den løftede
Arm blev knust.
16. Har du mon været ved Havets Kilder, har du
mon vandret på Dybets
Bund?
17. Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued
du Mulmets Porte?
18. Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om
du ved, hvor stor den
er!
19. Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket
mon hjemme,
20. så du kunde hente det til dets Rige og bringe
det hen på Vej til
dets Bolig?
21. Du ved det, du blev jo født dengang, dine
Dages Tal er jo stort!
22. Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet,
hvor Hagelen vogtes,
23. den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til
Kampens og Krigens Dag?
24. Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden
spreder sig ud over Jorden?
25. Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens
Lyn en Vej
26. for at væde folketomt Land, Ørkenen,
hvor ingen bor,
27. for at kvæge Øde og Ødemark
og fremkalde Urter i Ørkenen?
28. Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?
29. Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem
fødte mon Himlens Rim?
30. Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker
sig sammen.
31. Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse
Orions Lænker?
32. Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder
du Bjørnen med Unger?
33. Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens
Magt over Jorden?
34. Kan du løfte Røsten til Sky, så
Vandskyl adlyder dig?
35. Sender du Lynene ud, så de går, og
svarer de dig: "Her er vi!"
36. Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet
Kløgt?
37. Hvem er så viis, at han tæller Skyerne,
hvem hælder Himmelens
Vandsække om,
38. når Jorden ligger i Ælte, og Leret
klumper sig sammen?
Job 39
1. Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers
hunger,
2. når de dukker sig i deres Huler; ligger på
Lur i Krat?
3. Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne
skriger til Gud og flakker
om uden Føde?
4. Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager
du Vare på Hindenes
Veer,
5. tæller du mon deres Drægtigheds Måneder,
kender du Tiden, de
føder?
6. De lægger sig ned og føder og kaster
Kuldet,
7. Ungerne trives, gror til i det frie, løber
bort og kommer ej til
dem igen.
8. Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste
mon Steppeæslets Reb,
9. som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte
Steppe til Bolig?
10. Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens
Skælden;
11. det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang,
det leder hvert
Græsstrå op.
12. Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil
den stå ved din
Krybbe om Natten?
13. Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne
efter dig?
14. Stoler du på dens store Kræfter; overlader
du den din Høst?
15. Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd
på Loen?
16. Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer
og Dun,
17. siden den betror sine Æg til Jorden og lader
dem varmes i
Sandet,
18. tænker ej på, at en Fod kan knuse dem,
Vildtet på Marken træde
dem sønder?
19. Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens;
spildt er dens
Møje, det ængster den
ikke.
20. Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del
i Indsigt.
21. Når Skytterne kommer, farer den bort, den
ler ad Hest og Rytter.
22. Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals
med Manke
23. og lærer den Græshoppens Spring? Dens
stolte Prusten indgyder
Rædsel.
24. Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen
væligt i Møde;
25. den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger
ikke for Sværdet;
26. Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen
blinker;
27. den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler
sig ikke,
når Hornet lyder;
28. et Stød i Hornet, straks siger den: Huj!
Den vejrer Kamp i det
fjerne, Kampskrig og Førernes
Råb.
29. Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger
sig op og breder
sin Vinge mod Sønden?
30. Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver
højt og bygger sin
højtsatte Rede?
31. Den bygger og bor på Klipper, på Klippens
Tinde og Borg;
32. den spejder derfra efter Æde, viden om skuer
dens Øjne.
33. Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes,
der er den!
34. Og HERREN svarede Job og sagde:
35. Vil den trættekære tvistes med den
Almægtige? Han, som revser
Gud, han svare herpå!
36. Da svarede Job HERREN og sagde:
37. Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger
min Hånd på
min Mund!
38. Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange,
men gør det
ej mer!
Job 40
1. Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
2. "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil
spørge, og du skal
lære mig!
3. Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme
mig, for af du selv kan
få Ret?
4. Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som
han?
5. Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd
dig i Glans og Herlighed!
6. Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte
ned med et Blik,
7. bøj med et Blik de stolte og knus på
Stedet de gudløse,
8. skjul dem i Støvet til Hobe og lænk
deres Åsyn i Skjulet!
9. Så vil jeg også love dig for Sejren,
din højre har vundet.
10. Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som
dig. Som Oksen æder
den Græs.
11. Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke
i Bugens Muskler!
12. Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener
er flettet
sammen;
13. dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i
den som Stænger af
Jern.
14. Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske
over de
andre;
15. thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens
Vildt har
Legeplads.
16. Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul
af Siv og Rør;
17. Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens
Pile yder den
Hegn.
18. Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er
rolig, om Strømmen end
svulmer mod dens Gab.
19. Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække
Reb igennem dens
Snude?
20. Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde
dens Tunge med
Snøre?
21. Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en
Krog igennem dens
Kæber?
22. Mon den vil trygle dig længe og give dig
gode Ord?
23. Mon den vil indgå en Pagt med dig, så
du får den til Træl for
evigt?
24. Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre
den for dine
Pigebørn?
25. Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem
Sælgerne?
26. Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med
Harpuner dens Hoved?
27. Læg dog engang din Hånd på den!
Du vil huske den Kamp og gør det
ej mer.
28. Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved
Synet lå du der.
Job 41
1. Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder
Stand imod den?
2. Hvem møder den og slipper fra det hvem under
hele Himlen?
3. Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den
er, hvor smukt den er
skabt.
4. Hvem har trukket dens Klædning af, trængt
ind i dens dobbelte
Panser?
5. Hvem har åbnet dens Ansigts Døre?
Rundt om dens Tænder er
Rædsel.
6. Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et
Segl af Sten;
7. de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer
ikke ind derimellem;
8. de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt
griber de ind i
hverandre.
9. Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som
Morgenrødens Øjenlåg er
dens Øjne.
10. Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder
der frem.
11. Em står ud af dens Næsebor som af en
ophedet, kogende Kedel.
12. Dens Ånde tænder som glødende
Kul, Luer står ud af dens Gab.
13. Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper
foran den.
14. Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt
til Kroppen; de rokkes ikke;
15. fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast
som den nederste
Møllesten.
16. Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans
og Samling går de af
Skræk.
17. Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben,
Spyd eller
Pil.
18. Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket
Træ;
19. Buens Søn slår den ikke på Flugt,
Slyngens Sten bliver Strå for
den,
20. Stridskøllen regnes for Rør, den
ler ad det svirrende Spyd.
21. På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i
Dyndet er som
Tærskeslædens;
22. Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel
gør den af
Floden;
23. bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som
Sølverhår.
24. Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt
til ikke at frygte.
25. Alt, hvad højt er, ræddes for den,
den er Konge over alle stolte
Dyr.
Job 42
1. Så svarede Job HERREN og sagde:
2. "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!
3. "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er
uden Indsigt?" Derfor:
jeg talte uden Forstand om noget,
som var mig for underfuldt, og
som jeg ej kendte til.
4. Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge,
og du skal lære mig!
5. Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men
nu har mit Øje set dig;
6. jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv
og Aske!
7. Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job,
sagde han til
Temaniten Elifaz: "Min Vrede er
blusset op mod dig og dine to
Venner, fordi I ikke talte rettelig
om mig som min Tjener Job!
8. Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og
gå til min Tjener Job
og bring et Brændoffer for
eder. Og min Tjener Job skal gå i
Forbøn for eder, thi ham
vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en
Ulykke på eder, fordi I ikke
talte rettelig om mig som min
Tjener Job!"
9. Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad
og Na'amatiten Zofar
hen og gjorde, som HERREN havde
sagt, og HERREN bønhørte Job.
10. Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i
Forbøn for sine
Venner; og HERREN gav Job alt, hvad
han havde ejet, tvefold
igen.
11. Så kom alle hans Brødre og Søstre
og alle, der kendte ham
tilforn, og holdt Måltid med
ham i hans Hus, og de viste ham
deres Medfølelse og trøstede
ham over al den Ulykke, HERREN
havde bragt over ham, og de gav
ham hver en Kesita og en
Guldring.
12. Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans
første. Han
fk 14000 Stykker Småkvæg,
og 1000 Aseninder.
13. Og han fik syv Sønner og tre Døtre,
14. og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og
den tredje
Keren-Happuk.
15. Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes
ingensteds på Jorden;
og deres Fader gav dem Arv imellem
deres Brødre:
16. Siden levede Job 140 År og så sine
Børn og Børnebørn, fire
Slægtled.
17. Så døde Job gammel og mæt af
Dage.