5. Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre,
som Kedars Telte, som
Salmas Forhæng.
6. Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi
jeg er brændt af
Solen. Min Moders Sønner
vrededes på mig, til Vingårdsvogterske
satte de mig - min egen Vingård
vogted jeg ikke.
7. Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor
du vogter din Hjord,
hvor du holder Hvil ved Middag.
Thi hvi skal jeg gå som en
Landstryger ved dine Fællers
Hjorde?
8. Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt
Kvinder, følg da kun
Hjordens Spor og vogt dine Geder
ved Hyrdernes Boliger.
9. Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.
10. Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med
Kæderne.
11. Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk
af Sølv.
12. Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til
Bords;
13. min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit
Bryst,
14. min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
15. Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager,
dine Øjne er
Duer!
16. Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort
Leje er grønt,
17. vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!
3. Som et Æbletræ blandt Skovens Træer
er min Ven blandt unge
Mænd. I hans Skygge har jeg
Lyst til at sidde, hans Frugt er sød
for min Gane.
4. Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket
over mig er Kærlighed.
5. Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler,
thi jeg er syg af
Kærlighed.
6. Hans venstre er under mit Hoved, hans højre
tager mig i Favn.
7. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre,
ved Gazeller og Markens
Hjorte: Gør ikke Kærligheden
Uro, væk den ikke, før den ønsker
det selv!
8. Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han
i Løb over Bjergene,
i Spring over Højene.
9. Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort.
Se, nu står
han alt bag vor Mur. Han ser gennem
Vinduet, kigger gennem
Gitteret.
10. Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå
op, min Veninde, du
fagre, kom!
11. Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for
hen,
12. Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens
Kurren
høres i vort Land;
13. Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken
blomstrer, udspreder
Duft. Stå op, min Veninde,
du fagre, kom,
14. min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens
Skjul! Lad mig skue
din Skikkelse, høre din Røst,
thi sød er din Røst og din
Skikkelse yndig.
15. Fang os de Ræve, de Ræve små,som
hærger Vinen, vor blomstrende
Vin!
16. Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt
Liljer;
17. til Dagen svales og Skyggerne længes, kom
hid, min Ven, og vær
som Gazellen, som den unge Hjort
på duftende Bjerge!
6. Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter
af Røg, omduftet
af Myrra og Røgelse, alskens
Vellugt?
7. Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve
Helte,
Israels Helte,
8. alle med Sværd i Hånd, oplærte
til Krig, hver med sit Sværd ved
Lænd mod Nattens Rædsler.
9. Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ
fra Libanon,
10. gjorde dens Støtter af Sølv, dens
Arme af Guld; i Midten er
Ibenholt indlagt, Sædet er
Purpur.
11. Jerusalems Døtre, gå ud og se på
Kong Salomo, på Kronen, hans
Moder kroned ham med på hans
Brudefærds Dag, hans Hjertens
Glædes Dag!
8. Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon,
stig ned
fra Amanas Tinde, fra Senirs og
Hermons Tinde, fra Løvers Huler,
fra Panteres Bjerge!
9. Du har fanget mig, min Søster, min Brud,
du har fanget mig med
et af dine Blikke, med en af din
Halses Kæder.
10. Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster,
min Brud, hvor din
Kærlighed er god fremfor Vin,
dine Salvers Duft fremfor alskens
Vellugt!
11. Dine Læber drypper af Sødme, min Brud,
under din Tunge er
Honning og Mælk; dine Klæders
Duft er som Libanons Duft.
12. Min Søster, min Brud er en lukket Have, en
lukket Kilde, et Væld
under Segl.
13. Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige
Frugter,
Kofer,
14. Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer,
Myrra og
Safran og Aloe og alskens ypperlig
Balsam.
15. Min Haves Væld er en Brønd med rindende
Vand og Strømme fra
Libanon.
16. Nordenvind, vågn, Søndenvind kom,
blæs gennem min Have, så dens
Vellugt spredes! Min Ven komme ind
i sin Have og nyde dens
udsøgte Frugt!
8. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre:
Såfremt I finder min Ven,
hvad skal I da sige til ham? At
jeg er syg af Kærlighed!
9. "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt
Kvinder? Hvad
Fortrin har da din Ven, at du besværger
os så?"
10. Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder,
11. hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er
Ranker, sorte som
Ravne,
12. hans Øjne som Duer ved rindende Bække,
badet i Mælk og siddende
ved Strømme,
13. hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt,
hans Læber er
Liljer, de drypper, af flydende
Myrra,
14. hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt
med Rubiner, hans Liv en
Elfenbensplade, besat med Safirer,
15. hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler
af Guld, hans Skikkelse
som Libanon, herlig som Cedre,
16. hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan
er min elskede,
sådan min Ven, Jerusalems
Døtre.
2. Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for
at vogte sin
Hjord i Haverne og sanke Liljer.
3. Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter
blandt
Liljer.
4. Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem,
frygtelig som Hære under Banner.
5. Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig
så! Dit Hår er som en
Gedeflok, bølgende ned fra
Gilead.
6. dine Tænder som en Fåreflok, der kommer
fra Bad, som alle har
Tvillinger, intet er uden Lam;
7. din Tinding er et bristet Granatæble bag
ved dit Slør.
8. Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes
firsindstyve,
på Terner er der ej Tal.
9. Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders
eneste, hun,
sin Moders Kælebarn. Blev
hun set af Piger, fik hun Pris, af
Dronninger og Medhustruer Hyldest.
10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden,
fager som Månen,
skær som Solen, frygtelig
som Hære under Banner?
11. Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor
det grønnes i Dale for
at se, om Vintræet skød,
om Granattræet nu stod i Blomst.
12. Før jeg vidste af det, satte min Sjæl
mig på mit ædle Folks
Vogne.
13. Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig,
så vi kan se
dig!"Hvad vil I se på Sulamit,
mens Sværddansen trædes?"
10. Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.
11. Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i
Landsbyer Natten over;
12. Vingårde søger vi årle, vi ser,
om Vinstokken skyder, om
Knopperne åbnes, Granattræet
blomstrer. Der giver jeg dig min
Kærlighed.
13. Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør
er al Slags Frugt, ny og
gammel tillige; til dig, min Ven,
har jeg gemt dem.
3. Hans venstre under mit hoved, hans højre
tager mig i favn.
4. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre:
Gør ikke Kærligheden Uro,
væk den ikke før den
ønsker det selv!
5. Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet
til sin ven? "Under
Æbletræet vækked
jeg dig; der nedkom din moder med dig, der
nedkom hun, som dig fødte."
6. Læg mig som en seglring om dit hjerte, som
et Armbånd om din
Arm! Thi Kærlighed er stærk
som døden, Nidkærhed hård som
Dødsriget; i dens gløder
er Brændende Glød, dens lue er HERRENS
Lue.
7. Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme
skylle den bort. Gav
nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed,
Hvem vilde agte ham
ringe?
8. Vi har en lille Søster, som endnu ej har
bryster; hvad gør vi
med med vor Søster, den dag
hun får en Bejler?
9. Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv
derpå, men er hun
en Dør, så spærrer
vi den med Cederplanke.
10. Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev
jeg i hans Øjne som
en, der finder Fred.
11. Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til
vogtere gav han den
Vingård; hver kunne tjene
tusind sekel Sølv på dens Frugt.
12. Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde,
Salomo, er dine,
to hundrede deres, som vogter dens
Frugt.
13. Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!
14. Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den
unge Hjort på
Balsambjerge!