2. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs
Tomhed, alt er Tomhed!
3. Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han
gør sig under
Solen?
4. Slægt går, og Slægt kommer, men
Jorden står til evig Tid.
5. Sol står op, og Sol går ned og haster
igen til sin Opgangs Sted.
6. Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den
drejer atter og atter
og vender tilbage til samme Kredsløb.
7. Alle Bække løber i Havet, men Havet
bliver ikke fuldt; det Sted,
til hvilket Bækkene løber,
did bliver de ved at løbe.
8. Alting slider sig træt; Mand hører
ikke op med at tale, Øjet
bliver ikke mæt af at se,
Øret ej fuldt af at høre.
9. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker,
er det, der
skete; der er slet intet nyt under
Solen.
10. Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her
er da noget
nyt!"det har dog for længst
været til i Tiderne forud for os
11. Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som
kommer engang, skal
ej heller mindes af dem, som kommer
senere hen.
12. Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
13. Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom
udgranske alt,
hvad der sker under Himmelen; det
er et ondt Slid, som Gud har
givet Menneskens Børn at
slide med.
14. Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og
se, det er alt sammen
Tomhed og Jag efter Vind.
15. Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive
helt.
16. Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet
større og rigere
Visdom end alle de, der før
mig var over Jerusalem, og mit
Hjerte har skuet Visdom og Kundskab
i Fylde."
17. Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom
og Kundskab,
og hvad der er Dårskab og
Tåbelighed; jeg skønnede, at også det
er Jag efter Vind.
18. Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget
Kundskab øget Smerte.
12. Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter
Kongen? Det samme,
som tilforn er gjort? Jeg gav mig
da til at sammenligne Visdom
med Dårskab og Tåbelighed.
13. Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed
som Lys for
Mørke:
14. Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben
vandrer i Mørke. Men jeg
skønnede også, at en
og samme Skæbne rammer begge.
15. Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne
rammer også mig; hvad
har jeg da for, at jeg er blevet
overvættes viis?" Og jeg sagde
ved mig selv, at også det
er Tomhed;
16. thi den vises Minde er lige sålidt evigt
som Tåbens, fordi nu
engang alt glemmes i kommende Dage;
ak! den vise må dø så godt
som Tåben.
17. Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det,
som sker
under Solen; thi det er alt sammen
Tomhed og Jag efter Vind.
18. Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort
mig under Solen,
fordi jeg må efterlade mit
Værk til den, som kommer efter mig.
19. Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe?
Og dog skal han
råde over alt, hvad jeg med
Flid og Visdom vandt under
Solen. Også det er Tomhed.
20. Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg
har gjort mig
under Solen;
21. thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom,
Kundskab og
Dygtighed, og så må
han overlade sit Eje til et Menneske, som
ikke har lagt Flid derpå.
Også det er Tomhed og et stort Onde.
22. Thi hvad får et Menneske for al sin Flid
og sit Hjertes Higen,
som han gør sig Flid med
under Solen?
23. Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse;
end
ikke om Natten finder hans Hjerte
Hvile. Også det er Tomhed.
24. Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke
og give
sin Sjæl gode Dage ved sin
Flid. Og det skønnede jeg, at også
det kommer fra Guds Hånd.
25. Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje?
26. Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne,
giver han Visdom,
Kundskab og Glæde; men den,
som synder, giver han Slid med at
samle og ophobe for så at
give det til en, som er god i Guds
Øjne. Også det er Tomhed
og Jag efter Vind.
16. Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed
var på Rettens Sted
og Gudløshed på Retfærds
Sted.
17. Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og
den gudløse dømmer
Gud; thi for hver en Ting og hver
en Idræt har han fastsat en
Tid.
18. Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes
Skyld, for at
Gud kan prøve dem, og for
at de selv kan se, at de er Dyr:"
19. Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som
den ene dør, dør den
anden, og en og samme Ånd
har de alle; Mennesket har intet forud
for Dyrene, thi alt er Tomhed.
20. Alle går sammesteds hen, alle blev til af
Muld, og alle vender
tilbage til Mulden.
21. Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad,
og om Dyrenes Ånd farer
nedad til Jorden?
22. Således indså jeg, at intet er bedre
for Mennesket end at glæde
sig ved sin Gerning, thi det er
hans Del; thi hvo kan bringe ham
så vidt, at han kan se, hvad
der kommer efter hans Død?
5. Dåren lægger Hænderne i Skødet
og æder sig selv op
6. Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne
fulde af Flid og Jag efter
Vind.
7. Og mere Tomhed så jeg under Solen.
8. Mangen står alene og har ikke nogen ved sin
Side, hverken Søn
eller Broder, og dog er der ingen
Ende på al hans Flid og hans
Øje bliver ikke mæt
af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig
Flid og nægter mig enhver
Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt
Slid.
9. To er bedre faren end een, thi de får god
Løn for deres Flid;
10. hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle
op. Men ve
den ensomme! Thi falder han,
er der ingen til at rejse ham op.
11. Og når to ligger sammen, bliver de varme;
men hvorledes kan den
ensomme blive varm?
12. Og når nogen kan overvælde den ensomme,
så kan to stå sig imod
ham; tretvundet Snor brister ikke
i Hast.
13. Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end
en gammel
Konge, som er en Tåbe og ikke
mere har Forstand til at lade sig
råde.
14. Thi hin gik ud af Fængselet for at blive
Konge, skønt han var
født i Fattigdom under den
andens Regering.
15. Jeg så alle, som levede og færdedes
under Solen, stille sig ved
den Ynglings Side, som skulde træde
i Kongens Sted;
16. der var ikke Tal på alle de Mennesker, han
stod i Spidsen for;
men heller ikke over ham glæder
de senere Slægter sig; nej, også
det er Tomhed og Jag efter Vind.
1. Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste
med at udtale et
Ord for Guds Åsyn; thi Gud
er i Himmelen og du på Jorden, derfor
skal dine Ord være få.
2. Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord
giver Dåretale.
3. Når du giver Gud et Løfte, så
tøv ikke med at holde det! Thi der
er ingen Glæde ved Dårer.
Hvad du lover, skal du holde.
4. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover
uden at holde.
5. Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme
og sig ikke til
Guds Sendebud, at det var af Vanvare!
Hvorfor skal Gud vredes
over din Tale og nedbryde dine Hænders
Værk?
6. Thi af mange Drømme og Ord kommer mange
Skuffelser; nej, frygt
Gud!
7. Når du ser den fattige undertrykt og Lov og
Ret krænket på din
Egn, så undre dig ikke over
den Ting; thi på den høje vogter en
højere, og andre endnu højere
vogter på dem begge.
8. Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at
der er en Konge
over dyrket Jord.
9. Den, der elsker Sølv, mættes aldrig
af Sølv, og den, der elsker
Rigdom, mættes aldrig af Vinding.
Også det er Tomhed.
10. Jo mere Gods, des flere til at fortære det,
og hvad Gavn har
Ejeren da deraf, ud over at hans
Øjne ser det?
11. Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten
han har lidt eller meget at
spise; men den riges Overflod giver
ikke ham Lov til at sove.
12. Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen:
Rigdom gemt hen af
sin Ejermand til hans Ulykke;
13. går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har
avlet en Søn, så
bliver der intet til ham.
14. Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter
gå bort, lige så
nøgen som han kom, og ved
sin Flid vinder han intet, han kan
tage med sig.
15. Også det er et slemt Onde: ganske som han
kom, går han bort, og
hvad Vinding har han så af,
at han gør sig Flid hen i Vejret?
16. Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg
og stor Kvide, Sygdom
og Kummer.
17. Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt,
det er at spise og
drikke og nyde det gode under al
den Flid, man gør sig under
Solen, alle de Levedage Gud giver
en; thi det er den Del, man
har;
18. og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods
og sætter ham
i Stand til at nyde det, og tage
sin Del og glæde sig under sin
Flid, da er det en Guds Gave;
19. thi da tænker han ikke stort på sine
Levedage, idet Gud lader
ham være optaget af sit Hjertes
Glæde.
7. Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles
hans Sult
aldrig.
8. Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad
båder det den arme,
der ved at vandre for de levendes
Øjne?
9. Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå.
Også det er Tomhed
og Jag efter Vind.
10. Hvad der bliver til er for længst nævnet
ved Navn, og det vides
i Forvejen, hvad et Menneske bliver
til; det kan ikke gå i Rette
med ham, der er den stærkeste.
11. Thi jo flere Ord der bruges, des større
bliver Tomheden, og hvad
gavner de Mennesket?
12. Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i
Livet, det Tal af
tomme Levedage han henlever som
en Skygge? Thi hvo kan sige et
Menneske, hvad der skal ske under
Solen efter hans Død?
7. Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre,
og Stikpenge
ødelægger Hjertet.
8. En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod
er bedre end
Hovmod.
9. Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes,
thi Græmmelse bor i
Tåbers Bryst.
10. Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle
Dage var bedre end
vore?" Thi således spørger
du ikke med Visdom.
11. Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som
skuer Solen;
12. thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs
Fortrin er
dette, at Visdom holder sin Mand
i Live.
13. Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad
han har gjort kroget?
14. Vær ved godt Mod på den gode Dag og
indse på den onde Dag, at
Gud skabte denne såvel som
hin, for at Mennesket ikke skal finde
noget efter sig.
15. Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er
retfærdige, som
omkommer i deres Retfærdighed,
og der er gudløse, som lever
længe i deres Ondskab.
16. Vær ikke alt for retfærdig og te dig
ikke overvættes viis;
hvorfor vil du ødelægge
dig selv?
17. Vær ikke alt for gudløs og vær
ingen Dåre; hvorfor vil du dø i
Utide?
18. Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke
slipper det
andet; thi den, der frygter Gud,
vil undgå begge Farer.
19. Visdom gør Vismand stærkere end ti
Magthavere i Byen.
20. Thi intet Menneske er så retfærdigt
på Jorden, at han kun gør
gode Gerninger og aldrig synder.
21. Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at
du ikke skal høre
din Træl forbande dig;
22. thi du ved med dig selv, at også du mange
Gange har forbandet
andre.
23. Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte:
"Jeg vil vorde
viis." Men Visdom holdt sig langt
fra mig;
24. Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så
dyb; hvem kan finde
den?
25. Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og
Granskning og
til at søge efter Visdom
og sikker Viden og til at kende, at
Gudløshed er Tåbelighed,
Dårskab Vanvid.
26. Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden,
thi hun er et Fangegarn;
hendes Hjerfe er et Net og hendes
Arme Lænker. Den, som er Gud
kær, undslipper hende, men
Synderen bliver hendes Fange.
27. Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved
at lægge det ene til
det andet for at drage min Slutning.
28. Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke
fandt, er dette: Een Mand
fandt jeg blandt tusind, men en
Kvinde fandt jeg ikke i hele
Flokken.
29. Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene,
som de bør
være; men de har så
mange sære Ting for.
6. Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det
er et tyngende
Onde for Mennesket,
7. at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan
sige ham
hvorledes Fremtiden bliver?
8. Som intet Menneske er Herre over Vinden, så
han kan spærre den
inde, er ingen Herre over Dødens
Dag; Krig kan man ikke unddrage
sig, og Gudløshed frier ikke
sin Mand.
9. Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke
på hver en Idræt,
som øves under Solen: Der
er Tider, da det ene Menneske hersker
over det andet til hans Ulykke.
10. Ligeledes så jeg gudløse stedes til
Hvile, medens de, som gjorde
det rette, måtte gå
bort fra det hellige Sted og glemtes i
Byen. Også det er Tomhed.
11. Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen
får
Menneskenes Hjerte Mod til at gøre
det onde,
12. eftersom Synderen gør det onde fra første
Færd og dog lever
længe; men også ved
jeg, at det skal gå dem godt, som frygter
Gud, fordi de frygter for hans Åsyn,
13. og at det ikke skal gå de gudløse
godt, og at deres Levetid ikke
skal længes som Skyggen, fordi
de ikke frygter for Guds Åsyn.
14. Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden:
at der findes
retfærdige, hvem det går,
som om de havde gjort de gudløses
Gerninger, og gudløse, hvem
det går som om de havde gjort de
retfærdiges Gerninger. Jeg
sagde: Også det er Tomhed.
15. Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke
har andet Gode under
Solen end at spise og drikke og
være glad, og at dette ledsager
ham under hans Flid i de Levedage,
Gud giver ham under Solen.
16. Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom
og granske det
Slid, som går for sig på
Jorden - thi hverken Dag eller Nat får
man Søvn i Øjnene
-
17. da indså jeg, at det er således med
alt Guds Værk, at Mennesket
ikke kan udgrunde det, som sker
under Solen; thi trods al den
Flid, et Menneske gør sig
med at søge, kan han ikke udgrunde
det; og selv om den vise mener at
kende det, kan han ikke
udgrunde det.
7. Så spis da dit Brød med Glæde,
drik vel til Mode din Vin; thi
din Id har Gud for længst
kendt god.
8. Dine Klæder være altid hvide, lad Olie
ikke savnes på dit Hoved!
9. Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine
tomme Levedage,
som gives dig under Solen; thi det
er din Lod og Del af Livet og
af den Flid, du gør dig under
Solen.
10. Gør efter Evne alt, hvad din Hånd
finder Styrke til; thi der er
hverken Virke eller Tanke eller
Kundskab eller Visdom i
Dødsriget, hvor du stævner
hen.
11. Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen
ikke er Herre over
Løbet eller Heltene over
Kampen, ej heller de vise over Brødet,
ej heller de kløgtige over
Rigdom, ej heller de kloge over
Yndest, men alle er de bundet af
Tid og Tilfælde.
12. Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid
som Fisk, der fanges
i det slemme Garn, eller Fugle,
der hildes i Snaren; ligesom
disse fanges Menneskens Børn
i Ulykkens Stund, når den brat
falder over dem.
13. Også dette Tilfælde af Visdom så
jeg under Solen, og det gjorde
dybt Indtryk på mig:
14. Der var en lille By med få Indbyggere, og
mod den kom en stor
Konge; han omringede den og byggede
høje Volde imod den;
15. men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var
viis, og han
frelste den ved sin Visdom. Men
ingen mindedes den fattige Mand.
16. Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men
den fattiges
Visdom agtes ringe, og hans Ord
høres ikke."
17. Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre
end en Herskers Råb
iblandt Dårer.
18. Visdom er bedre end Våben, men en eneste
Synder kan ødelægge
meget godt.
9. Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær
vel til Mode i Livets Vår;
gå, hvor dit Hjerte lyster,
og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid,
at for alle disse Ting skal du kræves
til Regnskab af Gud.
10. Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt
fra din Krop; thi
Ungdom og Livsgry er Tomhed!
9. Endnu skal siges, at Prædikeren var viis;
han gav også Folket
Kundskab; han granskede og ransagede
og formede mange Ordsprog.
10. Prædikeren søgte at finde Fyndord
og optegnede sanddru Lære,
Sandhedsord.
11. Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne
Søm, der sidder tæt;
de er givet af en og samme Hyrde.
12. Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der
er ingen Ende på, som
der skrives Bøger, og megen
Gransken trætter Legemet.
13. Enden på Sagen, når alt er hørt,
er: Frygt Gud og hold hans Bud!
Thi det bør hvert Menneske
gøre.
14. Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når
han dømmer alt,
hvad der er skjult, være sig
godt eller ondt.