8. Men Daniel satte sig for, at han ikke vilde gøre
sig uren med
kongens Mad eller den Vin Kongen
drak; derfor bad han
Overhofmesteren om at blive fri
for at gøre sig uren dermed.
9. Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos
Overhofmesteren;
10. men Overhofmesteren sagde til ham: "Jeg frygter
for, at min
Herre Kongen, som har tildelt eder
Mad og brikke, skal finde, at
I ser ringere ud end de andre unge
Mænd på eders Alder, og at I
således skal bringe Skyld
over mit Hoved hos Kongen."
11. Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren
havde
sat over Daniel, Hananja, Misjael
og Azarja:
12. "Prøv engang dine Trælle i ti,Dage
og lad os få Grøntsager at
spise og Vand at drikke!
13. Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds,
som spiser
Kongens Mad; så kan du gøre
med dine Trælle, efter hvad du ser."
14. Han føjede dem da heri og prøvede
det med dem i ti Dage.
15. Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud
og var ved bedre Huld
end alle de unge Mænd, som
spiste kongens Mad.
16. Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de
skulde drikke, bringe
bort og gav dem Grøntsager
i Stedet.
17. Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt
i al Skrift og
Visdom; Daniel forstod sig også
på alle Hånde Syner og Drømme.
18. Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling,
kom,
førte Overhofmesteren dem
frem for Nebukadnezar.
19. Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt
dem alle ingen,
som kunde måle sig med Daniel,
Hananja, Misjael og Azarja, og de
trådte derfor i Kongens Tjeneste.
20. Og når som helst Kongen spurgte dem om noget,
der krævede Visdom
og Indsigt, fandt han dem ti Gange
dygtigere end alle
Drømmetydere og Manere i
hele sit Rige.
21. Og Daniel blev.... til Kong Kyross første
År.
13. Da nu Befalingen var udgået, og man skulde
til at slå Vismændene
ihjel, ledte man også efter
Daniel og hans Venner for at slå dem
ihjel.
14. Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede
Ord til
Arjok, Øversten for Kongens
Livvagt, som var draget ud for at
slå Babels Vismænd ihjel.
15. Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand:
"Hvorfor
er så skarp en Befaling udgået
fra Kongen?" Og da Arjok havde
sat ham ind i Sagen,
16. gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en
Frist, så
skulde han tyde Kongen Drømmen.
17. Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja,
Misjael og
Azarja ind i Sagen,
18. og han pålagde dem at bede Himmelens Gud
om Barmbjertighed, så
han åbenbarede Hemmeligheden,
for at ikke Daniel og hans Venner
skulde blive henrettet med Babels
andre Vismænd.
19. Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i
et Nattesyn; og Daniel
priste Himmelens Gud,
20. tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn
fra Evighed og til
Evighed, thi ham tilhører
Visdom og Styrke!
21. Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter
og indsætter konger,
giver de vise deres Visdom og de
indsigtsfulde deres Viden;
22. han åbenbarer det dybe og lønlige;
han ved, hvad Mørket gemmer,
og Lyset bor hos ham.
23. Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg,
fordi du gav mig
Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort
mig, hvad vi bad dig
om; thi hvad Kongen vil vide, har
du kundgjort os!"
24. Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havdepålagt
at henrette
Babels Vismænd, og sagde til
ham: "Henret ikke Babels Vismænd,
men før mig frem for Kongen,
så vil jeg tyde ham Drømmen!"
25. Så førte Arjok i Hast Daniel frem
for Kongen og sagde til ham:
"Jeg har blandt de bortførte
Judæere fundet en Mand, som vil
tyde Kongen Drømmen!"
26. Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde
fået Navnet
Beltsazzar: "Er du i Stand til at
kundgøre mig den Drøm, jeg har
haft, og tyde den?"
27. Daniel svarede Kongen: "Den Hemmelighed, Kongen
ønsker at vide,
kan Vismænd, Manere, Drømmetydere
og Stjernetydere ikke sige
kongen;
28. men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer
Hemmeligheder, og
han har kundgjort Kong Nebukadnezar,
hvad der skal ske i de
sidste Dage:
29. Du tænkte, o Konge, på dit Leje over,
hvad der skal ske i
Fremtiden, og han, som åbenbarer
Hemmeligheder, kundgjorde dig,
hvad der skal ske.
30. Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke
ved nogen Visdom,
som jeg har forud for alle andre
levende Væsener, men for at
Drømmen kan blive tydet Kongen,
så du kan kende dit Hjertes
Tanker.
31. Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte;
denne
Billedstøtte var stor og
dens Glans overmåde stærk; den stod
foran dig, og dens Udseende var
forfærdeligt.
32. Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst
og Arme af Sølv,
Bug og Lænder af Kobber.
33. Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern
og halvt af Ler.
34. Således skuede du, indtil en Sten reves løs,
dog ikke ved
Menneskehænder, og ramte Billedstøttens
Jern og Lerfødder og
knuste dem;
35. og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber,
Sølv og Guld og blev
som Avner fra Sommerens Tærskepladser,
og Vinden bar det
sporløst bort; men Stenen,
som ramte Billedstøtten, blev til et
stort Bjerg, der fyldte hele Jorden.
36. Således var Drømmen, og nu vil vi tyde
Kongen den:
37. Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud
gav Kongedømme,
Magt, Styrke og Ære,
38. i hvis Hånd han gav Menneskene, så
vide de bor, Markens Dyr og
Himmelens Fugle, så han gjorde
dig til Hersker over dem alle du
er Hovedet, som var af Guld.
39. Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere
end dit, og
derpå atter et tredje Rige,
som er af Kobber, og hvis Herredømme
skal strække sig over hele
Jorden.
40. Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt
som Jern; thi Jern
knuser og søndrer alt; og
som Jem sønderslår, skal det knuse og
sønderslå alle hine
Riger.
41. Men når du så Fødderne og Tæerne
halvt af Pottemagerler og halvt
af Jern, betyder det, at det skal
være et Rige uden Sammenhold;
dog skal det have noget af Jernets
Fasthed, thi du så jo, at
Jern var blandet med Ler.
42. Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af
Ler, betyder, at
Riget delvis skal være stærkt,
delvis svagt.
43. Og når du så, at Jernet var blandet
med Ler, betyder det, at de
skal indgå Ægteskaber
med hverandre, men dog ikke indbyrdes
holde sammen, så lidt som
Jern kan blandes med Ler.
44. Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette
et Rige, som
aldrig i Evighed skal forgå.
og Herredømmet skal ikke gå over
til noget andet Folk; det skal knuse
og tilintetgøre alle hine
Riger, men selv stå i al Evighed;
45. thi du så jo, at en Sten reves løs
fra Klippen, dog ikke ved
Menneskehænder, og knuste
Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En
stor Gud har kundgjort Kongen, hvad
der skal ske herefter; og
Drømmen er sand og Tydningen
troværdig."
46. Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt
og bøjede sig for
Daniel, og han bød, at man
skulde bringe ham Ofre og Røgelse.
47. Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel "I Sandhed,
eders Gud
er Gudernes Gud og Kongernes Herre,
og han kan åbenbare
Hemmeligheder, siden du har kunnet
åbenbare denne Hemmelighed."
48. Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav
ham mange store Gaver, og
han satte ham til Herre over hele
Landsdelen Babel og til
Overherre over alle Babels Vismænd.
49. Men på Daniels Bøn overdrog kongen
Sjadrak, Mesjak og Abed Nego
at styre Landsdelen Babel, medens
Daniel selv blev i Kongens
Gård.
8. Men ved samme Lejlighed trådte nogle kaldæiske
Mænd frem og
førte Klage mod Jøderne.
9. De tog til Orde og sagde til Kong Nebukadnezar:
"Kongen leve
evindelig!
10. Du, o Konge, har påbudt, at enhver, når
han hører Horn, Fløjter,
Citre, Harper, Hakkebrætter,
Sækkepiber og alle Hånde andre
Instrumenter klinge, skal falde
ned og tilbede
Guldbilledstøtten,
11. og at den, som ikke gør det, skal kastes
i den gloende Ovn.
12. Men nu er her nogle jødiske Mænd,
som du har overdraget at styre
Landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak
og Abed-Nego; disse Mænd ænser
ikke dit Påbud, o Konge; de
dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke
Guldbilledstøtten, som du
har ladet opstille."
13. Da lod Nebukadnezar i Vrede og Harme Sjadrak, Mesjak
og Abed
Nego hente; og da Mændene
var ført frem for Kongen,
14. sagde Nebukadnezar til dem: "Er det oplagt Råd,
Sjadrak, Mesjak
og Abed-Nego, at I ikke dyrker min
Gud eller tilbeder
Guldbilledstøtten, som jeg
har ladet opstille?
15. Nu vel, hvis I er rede til, når I hører
Horn, Fløjter, Citre,
Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber
og alle Hånde andre
instrumenter klinge, at falde ned
og tilbede Billedstøtten, som
jeg har ladet lave, så er
alt godt; men gør I det ikke, skal I
på Stedet kastes i den gloende
Ovn. Og hvilken Gud er der, som
da kan fri eder af mine Hænder?"
16. Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego svarede Kong Nebukadnezar:
"Det har
vi ikke nødig at svare dig
på!
17. Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker,
fri os af den gloende
Ovn, og han vil fri os af din Hånd,
o Konge;
18. men hvis ikke, så må du vide, o Konge,
at din Gud dyrker vi dog
ikke, og Guldbilledstøtten,
som du har ladet opstille, tilbeder
vi ikke!"
19. Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtryk
ændredes over for Sjadrak,
Mesjak og Abed-Nego; han tog til Orde
og sagde, at Ovnen skulde gøres
syv Gange hedere end ellers,
20. og bød nogle håndfaste Mænd
i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak og
Abed-Nego og kaste dem i den gloende
Ovn.
21. Så blev Mændene bundet i de deres Kapper,
Underklæder, Huer og
andre Klædningsstykker og
kastet i den gloende Ovn.
22. Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet
til Overmål,
brændte Luen de Mænd
ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og
Abed-Nego op på Ovnen,
23. medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego,
bundne faldt
ned i den gloende Ovn.
24. Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og
stod hastigt op; og han
tog til Orde og spurgte sine Rådsherrer:
"Var det ikke tre Mænd,
vi kastede bundne i Ilden?" De svarede
Kongen: "Jo, det var,
Konge!"
25. Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd
gå frit om i Ilden,
og de har ingen Skade taget; og
den fjerde ser ud som en
Gudesøn."
26. Derpå trådte Nebukadnezar hen til den
gloende Ovns Dør og råbte:
"Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I,
den højeste Guds Tjenere, kom
ud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego
ud af Ilden.
27. Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne
og Kongens
Rådsherrer samlede sig og
så, af Ilden ikke havde haft nogen
Magt over hine Mænds Legemer,
at deres Hovedhår ikke var svedet,
at deres Kapper var uskadte, og
at der ikke var Brandlugt ved
dem.
28. Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks,
Mesjaks og
Abed-Negos Gud, der sendte sin Engel
og rede sine Tjenere, som i
Tillid til ham overtrådte
Kongens Bud og hengav deres Legemer
for at undgå at dyrke eller
tilbede nogen anden Gud end deres
egen!
29. Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk,
nogen Stamme og
noget Tungemål siger noget
ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed
Negos Gud, skal hugges sønder
og sammen, og hans Hus skal gøres
til en Skarndynge; thi der gives
ingen anden Gud, som således
kan frelse."
30. Og Kongen gengav Sjadrak,Mesjak og Abed-Nego deres
Stillinger i
Landsdelen Babel.
4. Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad
i mit
Palads. Men da skuede jeg et Drømmesyn,
og det slog mig med
Rædsel, og Tankebilleder på
mit Leje og mit Hoveds Syner
forfærdede mig.
6. Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd
skulde føres frem for
mig, for at de skulde tyde mig Drømmen.
7. Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne
og Stjernetyderne ind,
og jeg sagde dem Drømmen,
men de kunde ikke tyde mig den.
8. Men til sidst trådte Daniel, som har fået
Navnet Beltsazzar
efter min Guds Navn, og i hvem hellige
Guders Ånd er, frem for
mig, og jeg sagde ham Drømmen:
9. Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne,
i hvem jeg ved, at
hellige Guders Ånd er, og
hvem ingen Hemmelighed er for svar!
Hør, hvad jeg så i
Drømme, og tyd mig det!
10. Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg
skuede, og se, et
Træ stod midt på Jorden,
og det var såre højt.
11. Træet voksede og blev vældigt, dets
Top nåede Himmelen, og det
sås til Jordens Ende;
12. dets Løv var fagert, dets Frugter mange,
så der var Føde til
alle derpå; under det fandt
Markens Dyr Skygge, i dets Grene
boede Himmelens Fugle, og alt Kød
fik Næring deraf.
13. Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på
mit Leje, og se, en
Vægter, en Hellig, kom ned
fra Himmelen.
14. Han råbte med høj Røst: "Fæld
Træet, hug Grenene af, afriv Løvet
og spred Frugterne; Dyrene skal
fly fra deres Bo derunder og
Fuglene fra dets Grene!
15. Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive
i Jorden, men bundet
med en Kæde af Jern og kobber
i Markens Græs; af Himmelens Dug
skal han vædes, og som Dyrene
skal han æde Markens Urter;
16. hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte
gives
ham, og syv Tider skal gå
hen over ham.
17. Således er det fastsat ved Vægternes
Råd, og ved de Helliges Bud
er Sagen afgjort, for at de levende
må sande, at den Højeste er
Herre over Menneskenes Rige og kan
give det, til hvem han vil,
og ophøje den ringeste blandt
Menneskene til Hersker over det!"
18. Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar,
skuede, og
du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi
ingen af mit Riges Vismænd kan
tyde mig det; du derimod evner det,
thi i dig bor hellige Guders
Ånd.
19. Så stod Daniel, som havde fået Navnet
Beltsazzar, en Stund
rædselslagen, og hans Tanker
forfærdede ham. Men Kongen tog til
Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke
Drømmen og dens Udtydning
forfærde dig!" Men Beltsazzar
svarede: "Herre, måtte drømmen
gælde dine Fjender og dens
Udtydning dine Avindsmænd!
20. Det Træ, du så, og som voksede og blev
vældigt, så Toppen nåede
Himmelen og det sås over hele
Jorden,
21. hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var
mange, det, som alle
fik Næring af, under hvilket
Markens Dyr fandt Bo, og i hvis
Grene Himmelens Fugle byggede Rede,
22. det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og
mægtig, hvis
Storhed er vokset, så den
når Himmelen, og hvis Herredømme
rækker til Jordens Ende.
23. Og når Kongen så, at en Vægter,
en Hellig, steg ned fra Himmelen
og bød: Fæld Træet
og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med
Rødderne blive i Jorden,
men bundet med en Kæde af Jern og
kobber i Markens Græs; af
Himmelens Dug skal han vædes, og med
Markens Dyr skal han dele Lod, indtil
syv Tider er gået hen over
ham
24. så betyder det, o Konge, og det er den Højestes
Råd, som er
udgået over min Herre Kongen:
25. Du skal udstødes af Menneskenes Samfund
og bo hlandt Markens
Dyr; Urter skal du have til Føde
som Kvæget, og af Himmelens Dug
skal du vædes; og syv Tider
skal gå hen over dig, til du
skønner, at den Højeste
er Herre over Menneskenes Rige og kan
give det, til hvem han vil.
26. Men når der blev givet Påbud om at
levne Træets Stub med
Rødderne, så betyder
det, at dit Rige atter skal blive dit, så
snart du skønner, at Himmelen
har Magten.
27. Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig
til Behag. Gør Ende på
dine Synder med Retfærd og
på dine Misgerninger med
Barmhjertighed mod de fattige, om
din Lykke måske kunde vare!"
28. Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.
29. Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på
Taget af det
kongelige Palads i Babel,
30. udbrød han: "Er dette ikke det store Babel,
som jeg byggede til
Kongesæde ved min vældige
Magt, min Herlighed til Ære?"
31. Men før Kongen endnu havde talt ud, lød
en Røst fra Himmelen:
"Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar,
at dit Kongedømme
er taget fra dig!
32. Af Menneskenes Samfund skal du udstødes
og bo blandt Markens
Dyr; Urter skal du have til Føde
som Kvæget; og syv Tider skal
gå hen over dig, til du skønner,
at den Højeste er Herre over
Menneskenes Rige og kan give det,
til hvem han vil!"
33. I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar;
han blev
udstødt af Menneskenes Samfund
og åd Græs som Kvæget, og hans
Legeme vædedes af Himmelens
Dug, til hans Hår blev langt som
Ørnefjer og hans Negle som
Fuglekløer.
34. Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar,
mine Øjne til
Himmelen og fik min forstand igen,
og jeg priste den Højeste og
lovede og ærede ham, som lever
evindelig, hvis Herredømme er
evigt, og hvis Rige står fra
Slægt til Slægt.
35. Alle, som bor på Jorden, er for intet at
regne; han handler
efter sit Tykke med Himmelens Hær
og med dem, som bor på Jorden,
og ingen kan holde hans Hånd
tilbage og sige til ham: "Hvad gør
du?"
36. I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik
også min
Herlighed og Glans igen, mit Rige
til Ære; mine Rådsherrer og
Stormænd søgte mig,
jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu
større Magt blev mig givet.
37. Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar,
Himmelens Konge:
Alle hans Gerninger er Sandhed,
hans Veje Retfærd, og han kan
ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.
5. Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd,
som
skrev på Væggens Kalk
i Kongens Palads over for Lysestagen, og
Kongen så Hånden, som
skrev.
6. Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede
ham, hans
Hofters Ledemod slappedes, og hans
Knæ slog imod hinanden.
7. Og kongen råbte med høj Røst,
at man skulde føre Manerne,
Kaldæerne og Stjernetyderne
ind; og Kongen tog til Orde og sagde
til Babels Vismænd: "Enhver,
som kan læse denne Skrift og tyde
mig den, skal klædes i Purpur,
Guldkæden skal hænges om hans
Hals, og han skal være den
tredje mægtigste i Riget."
8. Så kom alle Babels Vismænd til Stede,
men de evnede hverken at
læse Skriften eller tyde den
for Kongen.
9. Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet,
og han skiftede Farve:
også hans Stormænd stod
rædselslagne.
10. Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom
Dronningen ind i
Gildesalen, og hun tog til Orde
og sagde: "Kongen leve
evindelig! Lad ikke dine Tanker
forfærde dig og skift ikke
Farve!
11. I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders
Ånd er, og som
i din Faders Dage fandtes at sidde
inde med Viden, Indsigt og en
Visdom som selve Guderne, så
din Fader Nebukadnezar satte ham
til Øverste for Drømmetyderne,
Manerne, Kaldæerne og
Stjernetyderne,
12. eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt
til at udtyde
Drømme, råde Gåder
og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem
kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad
derfor Daniel kalde, at han
kan tyde det!"
13. Så førtes Daniel ind for Kongen. Og
Kongen tog til Orde og sagde
til ham: "Er du Daniel, en af de
fangne Judæere, som min Fader
Kongen bortførte fra Juda?
14. Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd
er i dig, og at du er fundet
at sidde inde med Viden, Kløgt
og ypperlig Visdom.
15. Nu har Vismændene og Manerne været
ført ind for mig for at læse
denne Skrift og tyde mig den; men
de evner ikke at tyde mig dette.
16. Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde
Drømme og løse
Knuder. Nu vel! Hvis du kan
læse Skriften og tyde mig den, skal
du klædes i Purpur, Guldkæden
skal hænges om din Hals, og du
skal være den tredje mægtigste
i Riget."
17. Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver
og giv en anden dine
Foræringer! Men Skriften vil
jeg læse og tyde for Kongen.
18. Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader
Nebukadnezar Kongedømme,
Magt, Herlighed og Ære;
19. og for den Storheds Skyld, som han havde givet
ham, frygtede og
bævede alle Folk, Stammer
og Tungemål for ham; han dræbte, hvem
han vilde, og lod leve, hvem han
vilde; han ophøjede, hvem han
vilde, og nedbøjede, hvem
han vilde.
20. Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd
stolt og
overmodig, stødtes han fra
Kongetronen, og hans Herlighed
fratoges ham.
21. Af Menneskenes Samfund blev han udstødt,
og hans Hjerte blev som
et Dyrs; han boede hos Vildæslerne,
han måtte æde Græs som
Kvæget, og af Himmelens Dug
vædedes hans Legeme, til han
skønnede, at den højeste
Gud er Herre over Menneskenes Rige og
kan ophøje, hvem han vil,
til Hersker derover.
22. Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget
dit Hjerte, skønt
du vidste alt dette;
23. du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses
Kar har man
hentet til dig, og du og dine Stormænd,
dine Hustruer og
Medhustruer drak Vin af dem; og
du priste dine Guder af Sølv,
Guld, Kobber, Jern, Træ og
Sten, som hverken kan se eller høre
eller fatte; men den Gud, som holder
din Livsånde i sin Hånd og
råder over alle dine Veje,
ham ærede du ikke.
24. Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften
der optegnet.
25. Og således lyder Skriften: Mené, mené,
tekél ufarsin!
26. Og Ordene skal tydes således: Mené
betyder: Gud har talt dit
Riges Dage og gjort Ende derpå.
27. Tekél betyder: Du er vejet på Vægten
og fundet for let.
28. Perés betyder: Dit Rige er delt og givet
til Medien og Persien."
29. Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt
i Purpur, Guldkæden
hængtes om hans Hals, og man
udråbte, at han skulde være den
tredje mægtigste i Riget.
30. Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes
Konge, dræbt,
1. og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to
og tresindstyve
År.
11. Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen
var udgået, gik
han ind i sit Hus; i dets Stue på
Taget havde han åbne Vinduer i
Retning mod Jerusalem, og han faldt
på Knæ tre Gange om Dagen og
bad og priste sin Gud, ganske som
han tilforn havde gjort.
12. Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel
i Færd med at bede og
bønfalde sin Gud.
13. Så gik de til kongen og bragte det kongelige
Forbud på Tale,
idet de spurgte: "Har du ikke udstedt
et Forbud om, at enhver,
som i tredive Dage beder til nogen
anden end dig, o Konge, det
være sig til en Gud eller
et Menneske, skalkastes i Løvekulen?"
Kongen svarede: "Sagen står
fast efter Medernes og Persernes
ubryddelige Lov."
14. Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte
Judæere, ænser
hverken dig, o Konge, eller Forbudet,
du udstedte, men beder sin
Bøn tre Gange om Dagen!"
15. Da Kongen hørte dette, blev han såre
nedslået og overvejede,
hvorledes han kunde redde Daniel,
og lige til Solens Nedgang
søgte han at finde en Udvej
til at hjælpe ham.
16. Men så stormede hine Mænd til Kongen
og sagde: "Vid, o Konge, at
det er medisk og persisk Ret, at
intet Forbud og ingen Lov, som
Kongen udsteder, kan tages tilbage!"
17. Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet
i Løvekulen; men
Kongen sagde til Daniel: "Din Gud,
som du vedblivende dyrker,
redde dig!"
18. Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens
Åbning; og Kongen
forseglede den med sin egen og sine
Stormænds Seglring, at der
ingen Ændring skulde ske i
Daniels Sag.
19. Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han
fastede hele
Natten. Han lod ingen Kvinder komme
ind til sig, og Søvnen veg
fra ham.
20. Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte
sig hen til
Løvekulen.
21. Og da han nærmede sig den, råbte han
klagende til Daniel. Kongen
tog til Orde og sagde til Daniel:
"Daniel, du den levende Guds
Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende
dyrker, kunde redde dig
fra Løverne?"
22. Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig!
23. Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes
Gab, så de ikke har
gjort mig nogen Men, fordi jeg er
fundet skyldfri for hans Åsyn
og heller ikke har forbrudt mig
imod dig, o Konge!"
24. Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage
op af Kulen; og da
det var sket, viste det sig, at
han ikke havde lidt nogen som
helst Men, eftersom han havde troet
på sin Gud.
25. Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel,
blev på Kongens Bud
hentet og kastet i Løvekulen
tillige med deres Børn og Hustruer,
og næppe havde de nået
Kulens Bund, før Løverne kastede sig over
dem og knuste alle Ben i dem.
26. Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer
og Tungemål på
hele Jorden: "Fred være med
eder i rigt Mål!
27. Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige
strækker sig, skal
frygte og bæve for Daniels
Gud. Thi han er den levende Gud og
bliver i Evighed: hans Rige kan
ikke forgå, og hans Herredømme
er uden Ende.
28. Det er ham, der redder og udfrier, og han gør
Tegn og, Undere i
Himmelen og på Jorden, han,
som reddede Daniel af Løvernes
Vold!"
29. Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under
Dariuss og
Perseren Kyroses Regering.
9. Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem,
en gammel af
Dage tog Sæde; hans Klædningvarhvid
som Sne, hans Hovedhår rent
som Uld; hans Trone var luende Ild,
dens Hjul var flammende Ild.
10. En Strøm af Ild flød ud og strømmede
frem derfra. Tusinde
Tusinder tjente ham, og titusind
Titusinder stod ham til
Rede. Derpå sattes Retten,
og Bøgerne lukkedes op.
11. Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet
talte. Jeg
skuede, indtil Dyret blev dræbt
og dets Krop tilintetgjort, og
det blev kastet i Ilden og brændt.
12. Også de andre dyr fratog man deres Magt,
og deres Levetid
fastsattes til Tid og Stund.
13. Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens
Skyer kom
en, der så ud som en Menneskesøn.
Han kom hen til den gamle at
Dage og førtes frem for ham;
14. og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og
alle Folk, Stammer og
Tungemål skal tjene ham; hans
Magt er en eviig Magt, aldrig går
den til Grunde, hans Rige kan ikke
forgå.
15. Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved
alt dette, og mit
Hoveds Syner forfærdede mig.
16. Så trådte jeg hen til en af de omstående
og bad ham om sikker
Oplysning om alt dette, og han svarede
og tydede mig det:
17. "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal
fremstå af
Jorden;
18. men siden skal den Højestes hellige modtage
Riget og have det i
Eje i Evigheders Evighed."
19. Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde
Dyr, som var
forskelligt fra alle de andre, overmåde
frygteligt, med
Jerntænder og Kobberkløer,
og som åd ogknuste og med sine Fødder
nedtrampede, hvad der levnedes,
20. og om de ti Horn på dets Hoved og det andet,
som skød frem, for
hvilket de tre faldt af, det Horn,
som havde Øjne og en Mund,
der talte store Ord, og som var
større at se til end de andre.
21. Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte
Krig mod de hellige
og overvandt dem,
22. indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet
den Højestes
hellige og Tiden kom, da de hellige
tog Riget i Eje.
23. Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at
et fjerde Rige skal
fremstå på Jorden, som
skaj være forskelligt fra alle de andre
Riger; det skal opsluge hele Jorden
og søndertræde og knuse den.
24. Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal
fremstå ti
Konger, og efter dem skal der komme
en anden, som skal være
forskellig fra de tidligere; og
han skal fælde tre Konger
25. og tale mod den Højeste og mishandle den
Højestes hellige; han
skal sætte sig for at ændre
Tider og Lov, og de skal gives i
hans Hånd en Tid og to Tider
og en halv Tid.
26. Men så sættes Retten, og hans Herredømme
fratages ham og
tilintetgøres og ødelægges
for evigt.
27. Men Riget og Herredømmet og Storheden, som
tilhørte alle Rigerne
under Himmelen, skal gives den Højestes
helliges Folk; dets Rige
er et evigt Rige, og alle Magter
skal tjene og lyde det."
28. Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre
forfærdet over
mine Tanker, og mit Ansigt skiftede
Farve; men jeg gemte Sagen i
mit Hjerte.
5. Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk
kom fra Vest farende
hen over hele Jorden, men uden at
røre den; og Bukken havde et
anseligt Horn i Panden.
6. Den kom hen til den tvehornede Væder, som
jeg havde set stå ved
Floden, og løb imod den med
ubændig Kraft; og jeg så, hvorledes
den, da den nåede Væderen,
rasende stormede imod den, stødte til
den og sønderbrød
begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft
til at modstå den, men Bukken
kastede den til Jorden og trampede
på den, og ingen reddede Væderen
af dens Vold.
8. Derpå blev Gedebukken såre mægtig;
men som den var
allermægtigst, brødes
det store Horn af, og i Stedet voksede
fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.
9. Men fra det ene af dem skød et andet og
lille Horn op, og det
voksede umådeligt mod Syd
og Øst og mod det herlige Land;
10. og det voksede helt op til Himmelens Hær,
styrtede nogle af
Hæren og af Stjernerne til
Jorden og trampede på dem.
11. Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste;
hans daglige Offer blev
ophævet, og hans Helligdoms
Sted kastedes til Jorden.
12. Og på Alteret for det daglige Offer lagdes
en Misgerning;
Sandheden kastedes til Jorden, og
Hornet havde Lykke med, hvad
det gjorde.
13. Da hørte jeg en hellig tale, og en anden
hellig spurgte den
talende: "Hvor lang Tid gælder
Synet om, at det daglige Offer
ophæves, Ødelæggelsens
Misgerning opstilles, og Helligdommen og
Hæren nedtrampes?"
14. Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så
skal Helligdommen
komme til sin Ret igen!"
15. Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte
at forstå det, se, da
stod der for mig en som en Mand
at se til,
16. og jeg hørte en menneskelig Røst
råbe over Ulaj: "Gabriel, udlæg
ham Synet!"
17. Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans
Komme blev jeg
overvældet af Rædsel
og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til
mig: "Se nøje til, Menneskesøn,
thi Synet gælder Endens Tid!"
18. Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet
med Ansigtet mod
Jorden; men han rørte ved
mig og fik mig på Benene
19. og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad
der skal ske i Vredens
sidste Tid; thi Synet gælder
Endens bestemte Tid.
20. Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne
af Medien og Persien,
21. den lådne Buk er Kongen af Grækenland,
og det store Horn i dens
Pande er den første Konge.
22. At det brødes af, og at fire andre voksede
frem i Stedet,
betyder, at fire Riger skal fremstå
af hans Folk, dog uden hans
Kraft.
23. Men i deres Herredømmes sidste Tid, når
Overtrædelserne har
gjort Målet fuldt, skal en
fræk og rænkefuld konge fremstå.
24. Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han
skal tale
utrolige Ting og have Lykke med,
hvad han gør, og gennemføre
sine Råd og ødelægge
mægtige Mænd.
25. Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde
Råd skal
lykkes ham, og han skal sætte
sig store Ting for og styrte mange
i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes
Fyrste skal han rejse
sig, men så skal han knuses,
dog ikke ved Menneskehånd.
26. Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var
Tale, er
Sandhed. Men du skal lukke for Synet;
thi det gælder en fjern
Fremtid."
27. Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så
stod jeg op og udførte
min Gerning i kongens Tjeneste.
Jeg var rædselslagen over Synet
og forstod det ikke.
4. Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde:
"Ak, Herre, du
store, forfærdelige Gud, som
holder fast ved Pagten og
Miskundheden mod dem, der elsker
dig og holder dine Bud!
5. Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse
og genstridige; vi
veg fra dine Bud og Vedtægter
6. og hørte ikke på dine Tjenere Profeterne,
som talte i dit Navn
til vore Konger, Fyrster og Fædre
og til alt Folket i Landet.
7. Du står med Retten, Herre, vi med vort Ansigts
Blusel, som det
nu viser sig, vi Judas Mænd,
Jerusalems Borgere, ja alt Israel
fjernt og nær i alle Lande,
hvor du drev dem hen for deres
Troløshed imod dig.
8. Herre, vi står med vort Ansigts Blusel, vore
Konger, Fyrster og
Fædre, fordi vi syndede imod
dig.
9. Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse,
thi vi
stod ham imod
10. og adlød ikke HERREN vor Guds Røst,
så vi fulgte hans Love, som
han forelagde os ved sine Tjenere
Profeterne.
11. Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt
fra, ulydige mod
din Røst; så udøste
den svorne Forbandelse, som står skrevet i
Guds Tjener Mosess Lov, sig over
os, thi vi syndede imod ham;
12. og han fuldbyrdede de Ord, han havde talet imod
os og de
Herskere, som herskede over os,
så han bragte en Ulykke over os
så stor, at der ingensteds
under Himmelen er sket Mage til den
Ulykke, som ramte Jerusalem.
13. Som skrevet står i Mose Lov, kom hele denne
Ulykke over os; og
vi stemte ikke HERREN vor Gud til
Mildhed ved at vende om fra
vore Misgerninger og vinde Indsigt
i din Sandhed.
14. Derfor var HERREN årvågen over Ulykken
og bragte den over os;
thi HERREN vor Gud er retfærdig
mod alle Skabninger, som han har
skabt, og vi adlød ikke hans
Røst.
15. Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd
førte dit Folk ud
af Ægypten og vandt dig et
Navn, som er det samme den Dag i Dag:
Vi syndede og var gudløse!
16. Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger
din Vrede og
Harme vende sig fra din By Jerusalem,
dit hellige Bjerg; thi ved
vore Synder og vore Fædres
Misgerninger er Jerusalem og dit Folk
blevet til Spot for alle vore Naboer.
17. Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn
og Begæring og lad
dit Ansigt lyse over din ødelagte
Helligdom for din egen Skyld,
o Herre!
18. Bøj dit Øre, min Gud, og hør,
oplad dine Øjne og se
Ødelæggelsen, som er
overgået os, og Byen, dit Navn er nævnet
over; thi ikke i Tillid til vore
Retfærdshandlinger fremfører vi
vor Begæring for dit Åsyn,
men i Tillid til din store
Barmhjertighed.
19. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån
Øre og grib uden Tøven ind
for din egen Skyld, min Gud; thi
dit Navn er nævnet over din By
og dit Folk!"
20. Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte
min og mit Folk
Israels Synd og for HERREN min Guds
Åsyn fremførte min Forbøn
for min Guds hellige Bjerg,
21. medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg
tidligere
havde set i Synet, hastigt flyvende
nær hen til mig ved
Aftenofferets Tid;
22. og da han var kommet, talede han således
til mig: "Daniel, jeg
er nu kommet for at give dig Indsigt.
23. Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg
er kommet for
at kundgøre dig det; thi
du er højt elsket; så mærk dig Ordet og
agt på Åbenbaringen!
24. Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk
og din hellige
By, indtil Overtrædelsen er
fuldendt, Syndens Målfuldt,
Misgerningen sonet, evig Retfærdighed
hidført, Syn og Profet
beseglet og en højhellig
Helligdom salvet.
25. Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet
om Jerusalems
Genrejsning og Opbyggelse udgik,
indtil en Salvet, en Fyrste,
kommer, er der syv Uger; og i to
og tresindstyve Uger skal det
genrejses og opbygges med Torve
og Gader under Tidernes
Trængsel.
26. Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet
bortryddes
uden Dom, og Byen og Helligdommen
skal ødelægges tillige med en
Fyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse,
og indtil Enden skal
der være Krig, den fastsatte
Ødelæggelse.
27. Og pagten skal ophæves for de mange i een
Uge, og i Ugens sidste
Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer
ophøre, og Ødelæggelsens
Vederstyggelighed skal sættes
på det hellige Sted, indtil den
fastsatte Undergang udøser
sig over Ødelæggeren.
2. På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele
tre Uger.
3. Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød
og Vin kom ikke i min Mund, og
jeg salvede mig ikke, før
hele tre Uger var gået.
4. Men på den fire og tyvende Dag i den første
Måned var jeg ved
Bredden af den store Flod, det er
Hiddekel.
5. Og jeg løftede Øjnene og skuede,
og se, der var en Mand, som var
iført linnede Klæder
og havde et Bælte af fint Ofirguld om
Hofterne.
6. Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede
som Lynet,
hans Øjne var som Ildsluer,
hans Arme og Ben som blankt Kobber
og hans Røst som en larmende
Hob.
7. Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet;
de Mænd, som var hos
mig, så det ikke; men stor
Rædsel faldt over dem, og de flygtede
og gemte sig,
8. så jeg blev ene tilbage. Da jeg så
dette vældige Syn, blev der
ikke Kraft tilbage i mig, og mit
Ansigt skiftede Farve og blev
ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter
mere.
9. Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte
det, faldt jeg, bedøvet
om med Ansigtet imod Jorden.
10. Og se, en Hånd rørte ved mig og fik
mig skælvende op på mine Knæ
og Hænder.
11. Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede
Mand, mærk dig de
Ord, jeg taler til dig, og rejs
dig op, thi nu er jeg sendt til
dig,!" Og da han talede således
til mig, rejste jeg mig
skælvende.
12. Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel,
thi straks den første
Dag du gav dit Hjerte hen til at
søge indsigt og ydmyge dig for
din Guds Åsyn, blev dine Ord
hørt, og jeg er kommet for dine
Ords Skyld.
13. Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve
Dage, men se, da
kom Mikael, en af de ypperste Fyrster,
mig til Hjælp; ham lod
jeg blive der hos Perserkongernes
Fyrste;
14. og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad
der skal times
dit Folk i de sidste Dage; thi atter
er der en Åbenbaring om de
Dage."
15. Medens han talede således til mig, bøjede
jeg målløs Ansigtet
mod Jorden.
16. Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd,
rørte ved mine
Læber, og jeg åbnede
min Mund og talte således til ham, som stod
for mig: "Herre, ved Synet overvældedes
jeg af Smerter og har
ikke flere kræfter.
17. Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale
til dig, høje
Herre? Af Rædsel har jeg mistet
min Kraft, og der er ikke Vejr
tilbage i mig!"
18. Så rørte atter en som et Menneske
at se til ved mig og styrkede
mig;
19. og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede
Mand! Fred være med
dig, vær trøstig og
ved godt Mod!" Og som han talede med mig,
følte jeg mig styrket og
sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket
mig!"
20. Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig?
Jeg må nu straks
vende tilbage for at kæmpe
med Persiens Fyrste, og så snart jeg
er færdig dermed, se, da kommer
Grækenlands Fyrste.
21. Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen
Mikael, eders Fyrste,
1. der står som Hjælp og Støtte
for mig. Dog vil jeg nu
kundgøre dig, hvad der står
skrevet i Sandhedens Bog;
2,a. ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.
5. Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af
hans Fyrster bliver
stærkere end han og får
Magten; og hans Magt skal blive stor.
6. Men nogle År senere slutter de Forbund, og
Sydens Konges Datter
drager ind til Nordens Konge for
at tilvejebringe Fred; men
Armens Kraft holder ikke Stand,
hans Arm holder ikke ud, men hun
gives i Døden tillige med
sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.
7. I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem
af hendes Rødder;
og han drager mod Nordens konges
Hær og trænger ind i hans
Fæstning, fuldbyrder sin Vilje
på dem og bliver mægtig,
8. endog deres Guder med deres støbte Billeder
og deres kostbare
Kar, Sølv og Guld, fører
han med som Bytte til Ægypten; siden
skal han en Tid lang lade Nordens
Konge i Ro.
9. Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog
må han vende hjem
til sit Land.
10. Men hans Søn ruster sig og samler store Hære
i Mængde, drager
frem imod ham og oversvømmer
og overskyller Landet. Og han
kommer igen og trænger frem
til hans Fæstning.
11. Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til
Kamp imod
Nordens Konge; han stiller en stor
Hær på Benene, men den gives
i Sydens Konges Hånd.
12. Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte
stolt; han strækker
Titusinder til Jorden, men hævder
ikke sin Magt.
13. Nordens Konge stiller på ny en Hær
på Benene, større end den
forrige, og nogle År senere
drager han imod ham med en stor Hær
og et vældigt Tros.
14. Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør
imod Sydens Konge. og
Voldsmændene i dit Folk rejser
sig, for at Åbenbaringen kan gå i
Opfyldelse, men selv falder de.
15. Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager
en
Fæstning; og Sydens Arme skal
ikke holde ud; hans Hær flygter og
har ikke Modstands kraft.
16. Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil,
og ingen står sig
imod ham; han sætter sig fast
i det herlige Land og bringer
Ødelæggelse med sig.
17. Han oplægger Råd om at komme med hele
sit Riges Styrke, men
slutter Fred med ham og giver ham
sin Datter til Ægte til
Landets Ulykke; men det bliver ikke
til noget og lykkes ikke for
ham.
18. Så vender han sig mod Kystlandene og indtager
mange, men en
Hærfører gør
Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans
Hån.
19. Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger,
men han
snubler, falder og forsvinder.
20. I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver
gennem
Rigets Herlighed, men på nogle
Dage knuses han, dog uden Harm,
ej heller i Strid.
21. I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets
Herlighed overdrages
ham ikke, men han kommer, før
nogen aner Uråd, og tilriver sig
Kongedømmet ved Rænker.
22. Hære bortskylles helt foran ham, også
en Pagtsfyrste knuses.
23. Så snart man har sluttet Forbund med ham,
øver han Svig; han
drager frem og bliver stærk
ved en Håndfuld Folk.
24. Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og
gør, hvad hans
Fædre eller Fædres Fædre
ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør
han ud til sine Folk, og mod Fæstninger
oplægger han Råd, dog
kun til en Tid.
25. Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge
og drager ud
med en stor Hær; og Sydens
Konge rykker ud til Strid med en
overmåde stor og stærk
Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes
Rænker imod ham;
26. hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær
skylles bort, og
mange dræbes og falder.
27. Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords
sammen og
lyver; men det lykkes ikke, thi
Enden tøver endnu til den
fastsatte Tid.
28. Da han er på Hjemvejen til sit Land med store
Forråd, oplægger
hans Hjerte Håd mod den hellige
Pagt, og han fuldfører det og
vender hjem til sit Land.
29. Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd,
men det går ikke
anden Gang som første;
30. kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader
sig skræmme og
vender om; hans Vrede blusser op
mod den hellige Pagt, og han
giver den frit Løb. Så
vender han hjem og mærker sig dem, som
falder fra den hellige Pagt.
31. Og hans Hære skal stå der og vanhellige
Helligdommen, den faste
Borg, afskaffe det daglige Offer
og rejse Ødelæggelsens
Vederstyggelighed.
32. Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved
Smiger til Frafald;
men de Folk, som kender deres Gud,
står fast og viser det i
Gerning.
33. De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt,
men en Tid lang
bukker de under for Ild og Sværd,
Fangenskab og Plyndring.
34. Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp,
og mange slutter
sig til dem på Skrømt.
35. Af de kloge må nogle bukke under, for at
der kan renses ud
iblandt dem, så de sigtes
og renses til Endens Tid; thi endnu
tøver den til den bestemte
Tid.
36. Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer
og hovmoder sig mod enhver
Gud; mod Gudernes Gud taler han
utrolige Ting, og han har Lykken
med sig, indtil Vreden er omme;
thi hvad der er besluttet, det
sker.
37. Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej
heller ænser han Kvindernes
Yndlingsgud eller nogen anden Gud,
men hovmoder sig mod dem
alle.
38. I Stedet ærer han Fæstningernes Gud;
en Gud, hans Fædre ikke
kendte, ærer han med Guld,
Sølv, Ædelsten og Klenodier.
39. I de faste Borge lægger han den fremmede
Guds Folk; dem, der
vedkender sig ham, overøser
han med Ære og giver dem Magt over
mange, og han uddeler Land til Løn.
40. Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve
Kræfter med ham, og
Nordens Konge stormer imod ham med
Vogne, Ryttere og Skibe i
Mængde og falder ind i Landene,
oversvømmer og overskyller dem.
41. Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder
falder; men
følgende skal reddes af hans
Bånd: Edom, Moab og en Levning
Ammoniter.
42. Han udrækker sin Hånd mod Landene,
og Ægypten undslipper ikke.
43. Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene
og alle Ægyptens
Klenodier; der er Libyere og Ætiopere
i hans Følge.
44. Men Rygter fra Øst og Nord forfærder
ham, og han drager bort i
stor Harme for at tilintetgøre
mange og lægge Band på dem.
45. Han opslår sine Paladstelte mellem Havet
og det hellige, herlige
Bjerg. Men han går sin
Bane i Møde, og ingen kommer ham til
Hjælp.
4. Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl
for Bogen til
Endens Tid! Mange skal granske
i den, og Kundskaben skal blive
stor."
5. Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre
hver på sin
Side af Floden.
6. Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder
og svævede
over Flodens Vande: "Hvor længe
varer det, før disse sælsomme
Ting er til Ende?"
7. Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder,
ham, som svævede over
Flodens Vande, sværge ved
ham, som lever evindelig, idet han
løftede begge Hænder
mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halv
Tid! Når hans Magt, som knuser
det hellige Folk, er til Ende,,
skal alle disse Ting fuldbyrdes."
8. Og jeg hørte det, men fattede det ikke;
så spurgte jeg: "Herre
hvad er det sidste af disse Ting?"
9. Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for
Ordene er der sat
Lukke og Segl til Endens Tid.
10. Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse
handler
gudløst, og ingen af de gudløse
skal forstå, men det skal de
forstandige.
11. Fra den Tid det daglige Offer ophæves og
Ødelæggelsens
Vederstyggelighed rejses, skal der
gå 1290 Dage.
12. Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage.
13. Men gå du, Enden i Møde, læg
dig til Hvile og stå op til din
Lod, ved Dagenes Ende!