7. Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde
til ham:
"Sig, hvad du ønsker, jeg
skal give dig!"
8. Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed
mod min Fader
David, og du har gjort mig til Konge
i hans Sted.
9. Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse
til min Fader David gå i
Opfyldelse, thi du har gjort mig
til Konge over et Folk, der er
talrigt som Jordens Støv.
10. Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg
kan færdes ret over for
dette Folk, thi hvem kan dømme
dette dit store Folk?"
11. Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står
til dette, og du
ikke bad om Rigdom, Gods og Ære
eller om dine Avindsmænds Liv,
ej heller om et langt Liv, men om
Visdom og Indsigt til at dømme
mit Folk, som jeg gjorde dig til
Konge over,
12. så skal du få Visdom og Indsigt; men
jeg giver dig også Rigdom,
Gods og Ære, så at ingen
Konge før dig har haft Mage dertil. og
ingen efter dig skal have det."
13. Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen
i Gibeon, fra Pladsen
foran Åbenbaringsteltet, til
Jerusalem; og han herskede som
Konge over Israel.
14. Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og
han havde 1400
Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde
han dels i Vognbyerne, dels
hos sig i Jerusalem.
15. Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld
i Jerusalem var lige
så almindeligt som Sten, og
Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet.
16. Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim
og Kove; Kongens
Handelsfolk købte dem i Kove.
17. De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600
Sekel Sølv, en Hest for
150. Ligeledes udførtes de
ved Handelsfolkenes Hjælp til alle
Hetiternes og Arams Konger.
Anden Krønikebog 2
1. Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn
og et
kongeligt Palads.
2. Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere
og 80.000
Mand til Stenhuggere i Bjergene
og 3600 til at føre Tilsyn med
dem.
3. Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende
Bud: "Vær mod mig
som mod min Fader David, hvem du
sendte Cedertræ, for at han
kunde bygge sig et Palads at bo
i.
4. Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et
Hus; det skal
helliges ham, for at man kan brænde
vellugtende Røgelse for hans
Åsyn, altid have Skuebrødene
fremme og ofre Brændofre hver
Morgen og Aften, på Sabbaterne,
Nymånedagene og HERREN vor Guds
Højtider, som det til evig
Tid påhviler Israel.
5. Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi
vor Gud er større end
alle Guder.
6. Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog
Himmelen og Himlenes
Himle ikke kan rumme ham? Og hvem
erjeg, at jeg skulde bygge ham
et Hus, når det ikke var for
at tænde Offerild for hans Åsyn!
7. Så send mig da en Mand, der har Forstand
på at arbejde i
Guld. Sølv, Kobber, Jern,
rødt Purpur, Karmoisin og violet
Purpur og forstår sig på
Billedskærerarbejde, til at arbejde
sammen med mine egne Mestre her
i Juda og Jerusalem, dem, som
min Fader antog;
8. og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ
fra Libanon, thi jeg
ved at dine Folk forstår at
fælde Libanons Træer; og mine Folk
skal hjælpe dine;
9. men Træ må jeg have i Mængde,
thi Huset, jeg vil bygge, skal
være stort, det skal være
et Underværk.
10. For Tømrerne, som fælder Træerne,
vil jeg til Underhold for dine
Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000
Kor Byg, 20.000 Bat Vin og
20.000 Bat Olie."
11. Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte
Salomo:
"Fordi HERREN elsker sit Folk, har
han gjort dig til Konge over
dem!"
12. Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN,
Israels Gud, som har
skabt Himmelen og Jorden, at han
har givet Kong David en viis
Søn, der har Forstand og
Indsigt til at bygge et Hus for HERREN
og et kongeligt Palads.
13. Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand,
Huram-Abi;
14. han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans
Fader er en Tyrier;
han forstår at arbejde i Guld.
Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ,
rødt og violet Purpur, fint
Linned og karmoisinfarvet Stof,
forstår sig på al Slags
Billedskærerarbejde og kan udtænke alle
de Kunstværker, han sættes
til; han skal arbejde sammen med dine
og med min Herres, din Fader Davids,
Mestre.
15. Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden,
Byggen, Vinen og
Olien, han talte om;
16. så vil vi fælde så mange Træer
på Libanon, som du har Brug for,
og sende dig dem i Tømmerflåder
på Havet til Jafo; men du må
selv få dem op til Jerusalem."
17. Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede
i Israels Land,
tælle - allerede tidligere
havde hans fader David ladet dem
tælle - og de fandtes at udgøre
153.600.
18. Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000
til Stenhuggere
i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd
til at lede Folkenes Arbejde.
Anden Krønikebog 3
1. Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs
Hus i Jerusalem på
Morija Bjerg, hvor HERREN havde
ladet sig til Syne for hans
Fader David, på det Sted,
David havde beredt, på Jebusiten
Ornans Tærskeplads.
2. Han tog fat på Byggearbejdet i den anden
Måned i sit fjerde
Regeringsår.
3. Målene på Grunden, som Salomo lagde
ved Opførelsen af Guds Hus,
var følgende: Længden
var tresindstyve Alen efter gammelt Mål,
Bredden tyve.
4. Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen
lang, svarende
til Templets Bredde, og tyve Alen
høj; og han overtrak den
indvendig med purt Guld.
5. Den store Hal dækkede han med Cyprestræ
og overtrak den desuden
med ægte Guld og prydede den
med Palmer og Kranse.
6. Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet
var Parvajimguld;
7. han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne,
Væggene og
Dørfløjene med Guld
og lod indgravere Keruber på Væggene.
8. Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets
Længde på tværs
af Templet var tyve Alen, dets Bredde
tyve; og han overtrak det
med ægte Guld til en Vægt
af 600 Talenter.
9. Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve
Guldsekel; og
Rummene på Taget overtrak
han med Guld.
10. I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde,
og han overtrak dem med Guld.
11. Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen
i Længden; den enes
ene Vinge, fem Alen lang, rørte
Hallens ene Væg, medens den
anden, fem Alen lang, rørte
den andens Vinge;
12. og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte
Hallens
modsatte Væg, medens den anden,
fem Alen lang, nåede til den
førsfe Kerubs Vinge.
13. Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde
Udstrækning tyve Alen
og de stod oprejst med Ansigtet
indad.
14. Tillige lavede han Forhænget af violet og
rødt Purpur,
karmoisinfarvet Stof og fint Linned
og prvdede det med Keruber.
15. Foran Templet lavede han to Søjler. De var
fem og tredive Alen
høje, og Søjlehovedet
oven på dem var fem Alen.
16. Så lavede han Kranse som en Halskæde
og anbragte dem øverst på
Søjlerne, og fremdeles lavede
han l00 Granatæbler og satte dem
på Kransene.
17. Disse Søjler rejste han foran Helligdommen,
en til højre og en
til venstre: den højre kaldte
han Jakin, den venstre Boaz.
Anden Krønikebog 4
1. Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt
og ti Alen
højt.
2. Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde,
ti Alen fra Rand til
Rand, helt rundt, fem Alen højt;
det målte tredive Alen i
Omkreds.
3. Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af
agurklignende
Prydelser, der omsluttede Havet
helt rundt, tredive Alen; i to
Rækker sad de agurklignende
Prydelser, støbt i eet dermed.
4. Det stod på tolv Okser, således at
tre vendte mod Nord, tre mod
Vest, tre mod Syd og tre mod Øst;
Havet stod oven på dem; de
vendte alle Bagkroppen indad.
5. Det var en Håndsbred tykt, og Randen var
formet som Randen på et
Bæger, som en udsprungen Lilje.
Det tog 3000 Bat.
6. Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte
fem til højre og fem
til venstre, til Tvætning;
i dem skyllede man, hvad der brugtes
ved Brændofrene, medens Præsterne
brugte Havet til at tvætle sig
i.
7. Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de
skulde væte,
og satte dem i Helligdommen, fem
til højre og fem til venstre.
8. Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen,
fem
til højre og fem til venstre;
fillige lavede han 100 Skåle af
Guld.
9. Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård
og den store Gård og
Porte til Gården; Portfløjene
overtrak han med Kobber.
10. Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved
det sydøstre
Hjørne.
11. Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene.
Dermed var
Huram færdig med sit Arbejde
for Kong Salomo ved Guds Hus:
12. De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder
ovenpå, de to
Fletværker til at dække
de to, kugleformede Søjlehoveder på
Søjlerne,
13. de 400 Granatæbler til de to Fletværker,
to Rækker Granatæbler
til hvert Fletværk til at
dække de to kugleformede Søjlehoveder
på de to Søjler,
14. de ti Stel med de ti Bækkener på,
15. Havet med de tolv Okser under.
16. Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting,
som hørte til,
lavede Huram-Abi af blankt Kobber
for Kong Salomo til HERRENs
Hus.
17. I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved
Adamas Vadested mellem
Sukkot og Zereda.
18. Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde,
thi Kobberet blev
ikke vejet.
19. Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til
Guds Hus, lave:
Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene
lå på,
20. Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes
på den foreskrevne
Måde, foran Inderhallen, af
purt Guld,
21. med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene
af Guld, ja af det
allerbedste Guld,
22. Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af
fint Guld og
Dørhængslerne til Templet,
til Inderdørene for det
Allerltelligste og til Dørene
for det Hellige, af Guld.
Anden Krønikebog 5
1. Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved
HERRENs Hus, var
færdigt, bragte Salomo sin
Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
Guldet, derind og lagde alle Tingene
i Skatkamrene i Guds Hus.
2. Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og
alle Stammernes
Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses
Øverster, sammen i
Jerusalem for at føre HERRENs
Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
er Zion.
3. Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen
på Højtiden i Etanim
Måned, det er den syvende
Måned.
4. Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne
har Arken.
5. Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett
og alle de
hellige Ting, der var i Teltet;
Præsterne og Leviterne bragte
dem op:
6. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed,
som havde
givet Møde hos ham foran
Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
meget, at det ikke var til at tælle
eller overse.
7. Så førte Præsterne HERRENs Pagts
Ark ind på dens Plads i
Templets Inderhal, det Allerhelligste,
og stillede den under
Kerubernes Vinger;
8. og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen,
hvor Arken
stod, og således dannede Keruberne
et Dække over Arken og dens
Bærestænger.
9. Stængerne var så lange, at Enderne
af dem kunde ses fra det
Hellige foran Inderhallen, men de
kunde ikke ses længere ude; og
de er der den Dag i Dag.
10. Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses
havde lagt
ned i den på Horeb, Tavlerne
med den Pagt, HERREN havde sluttet
med Israeliterne, da de drog bort
fra Ægypten.
11. Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen
- alle de Præster, der
var til Stede, havde nemlig helliget
sig uden Hensyn til
Skifterne;
12. og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun
tillige med
deres Sønner og Brødre
stod østen for Alteret i Klæder af fint
Linned med Cymbler, Harper og Citre,
og sammen med dem stod 120
Præster, der blæste
i Trompeter -
13. i samme Øjeblik som Trompetblæserne
og Sangerne på een Gang
stemte i for at love og prise HERREN
og lod Trompeterne,
Cymblerne og Musikinstrumenterne
klinge og lovede HERREN med
Ordene "thi han er god, og hans
Miskundhed varer evindelig!" -
fyldte Skyen HERRENs Hus,
14. så at Præsterne af Skyen hindredes
i at stå og udføre deres
Tjeneste, thi HERRENs Herlighed
fyldte Guds Hus.
Anden Krønikebog 6
1. Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt,
han vil bo i
Mulmet!"
2. Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted,
du for evigt
kan dvæle.
3. Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele
Israels
Forsamling, der imens stod op;
4. og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels
Gud, hvis Hånd har
fuldført, hvad hans Mund
talede til min Fader David, dengang han
sagde:
5. Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten,
har jeg ikke
udvalgt nogen By i nogen af Israels
Stammer, hvor man skulde
bygge et Hus til Bolig for mit Navn,
og jeg har ikke udvalgt
nogen Mand til at være Hersker
over mit Folk Israel;
6. men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn,
og David
udvalgte jeg til at herske over
mit Folk Israel.
7. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs,
Israels Guds,
Navn et Hus;
8. men HERREN sagde til min Fader David: At du har
i Sinde at bygge
mit Navn et Hus, er ret af dig;
9. dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn,
der udgår af din
Lænd, skal bygge mit Navn
det Hus.
10. Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg
er trådt i min
Fader Davids Sted og sidder på
Israels Trone, som HERREN sagde,
og jeg har bygget HERRENs, Israels
Guds, Navn Huset;
11. og jeg har der beredt en Plads til Arken med den
Pagt, HERREN
sluttede med Israeliterne."
12. Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs
Alfer lige over for hele
Israels Forsamling og udbredte Hænderne.
13. Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang,
fem Alen bred
og tre Alen høj Talerstol
af Hobber og stillet den op midt i
Gården; på den trådte
han op og kastede sig på Knæ foran hele
Israels Forsamling, udbredte sine
Hænder mod Himmelen
14. og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud
som du i
Himmelen og på Jorden, du,
som holder fast ved din Pagt og din
Miskundhed mod dine Tjenere, når
de af hele deres Hjerte vandrer
for dit Åsyn,
15. du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min
Fader David,
og i Dag opfyldt med din Hånd,
hvad du talede med din Mund.
16. Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du
lovede din Tjener,
min Fader David, da du sagde: En
Efterfølger skal aldrig fattes
dig for mit Åsyn til at sidde
på Israels Trone, når kun dine
Sønner vil tage Vare på
deres Vej og vandre i min Lov, som du
har vandret for mit Åsyn!
17. Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes,
som du tilsagde
din Tjener David!
18. Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på
Jorden? Nej
visselig, Himlene, ja Himlenes Himle
kan ikke rumme dig, langt
mindre dette Hus, som jeg har bygget!
19. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring,
HERRE min Gud, så
du hører det Råb og
den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn;
20. lad dine Øjne være åbne over
dette Hus både Dag og Nat, over det
Sted, hvor du har sagt, du vilde
stedfæste dit Navn, så du hører
den Bøn, din Tjener opsender,
vendt mod dette Sted!
21. Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk
Israel opsender, vendt mod
dette Sted; du høre den der,
hvor du bor, i Himmelen, du høre og
tilgive!
22. Når nogen synder imod sin Næste, og
man afkræver ham Ed og lader
ham sværge, og han kommer
og aflægger Ed foran dit Alter i dette
Hus,
23. så høre du det i Himmelen og gøre
det og dømme dine Tjenere
imellem, så du gengælder
den skyldige og lader hans Gerning
komme overhans Hoved og frikender
den uskyldige og gør med ham
efter hans Uskyld.
24. Når dit Folk Israel tvinges til at fly for
en Fjende, fordi de
synder imod dig, og de så
omvender sig og bekender dit Navn og
opsender Bønner og Begæringer
for dit Åsyn i dette Hus,
25. så høre du det i Himmelen og tilgive
dit Folk Israels Synd og
føre dem tilbage til det
Land, du gav dem og deres Fædre.
26. Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver,
fordi de synder imod
dig, og de så beder, vendt
mod dette Sted, og bekender dit Navn
og omvender sig fra deres Synd,
fordi du revser dem,
27. så høre du det i Himmelen og tilgive
din Tjeners og dit Folk
Israels Synd, ja du vise dem den
gode Vej, de skal vandre, og
lade det regne i dit Land, som du
gav dit Folk i Eje.
28. Når der kommer Hungersnød i Landet,
når der kommer Pest, når der
kommer Hornbrand og Rust, Græshopper
og Ædere, når Fjenden
belejrer Folket i en af dets Byer,
når alskens Plage og Sot
indtræffer
29. enhver Bøn, enhver Begæring, hvem
den end kommer fra i hele dit
Folk Israel, når de føler
deres Plage og Smerte og udbreder
Hænderne mod dette Hus,
30. den høre du i Himmelen, der, hvor du bor,
og tilgive, idet du
gengælder enhver hans Færd,
fordi du kender hans Hjerte, thi du
alene kender Menneskebørnenes
Hjerter,
31. for at de må frygte dig og følge dine
Veje, al den Tid de lever
på den Jord, du gav vore Fædre.
32. Selv den fremmede, der ikke hører til dit
Folk Israel, men
kommer fra et fjernt Land for dit
store Navns, din stærke Hånds
og din udstrakte Arms Skyld, når
de kommer og beder, vendt mod
dette Hus,
33. da børe du det i Himmelen, der. hvor du
bor, og da gøre du efter
alt, hvad den fremmede råber
til dig om, for at alle Jordens
Folkeslag må lære dit
Navn at kende og frygte dig ligesom dit
Folk Israel og erkende, at dit Navn
er nævnet over dette Hus,
som jeg har bygget.
34. Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender,
hvor du end sender
dem hen, og de beder til dig, vendt
mod den By, du har udvalgt,
og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
35. så høre du i Himmelen deres Bøn
og Begæring og skaffe dem deres
Ret.
36. Når de synder imod dig - thi der er intet
Menneske, som ikke
synder - og du vredes på dem
og giver dem i Fjendens Magt, og
Sejrherrerne fører dem fangne
til et andet Land, det være sig
fjernt eller nær,
37. og de så går i sig selv i det Land,
de er bortført til, og
omvender sig og råber til
dig i deres Landflygtigheds Land og
siger: Vi har syndet, handlet ilde
og været ugudelige!
38. når de omvender sig til dig al hele deres
Hjerte og af hele
deres Sjæl i Sejrherrernes
Land, som de bortførtes til, og de
beder, vendt mod deres Land, som
du gav deres Fædre, mod den By,
du har udvalgt, og det Hus, jeg
har bygget dit Navn -
39. så høre du i Himmelen, der, hvor du
bor, deres Bøn og Begæring
og skaffe dem deres Ret, og du tilgive
dit Folk, hvad de syndede
imod dig!
40. Så lad da, min Gud, dine Øjne være
åbne og dine Ører lytte til
Bønnen, der bedes på
dette Sted,
41. bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv
og din Vældes
Ark! Dine Præster, Gud HERRE,
være iklædt Frelse, dine fromme
glæde sig ved dine Goder!
42. Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden
mod din Tjener
David i Hu!"
Anden Krønikebog 7
1. Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned
fra Himmelen og
fortærede Brændofferet
og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed
fyldte Templet,
2. og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs
Hus, fordi HERRENs
Herlighed fyldte det.
3. Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs
Herlighed fare ned
over Templet, kastede de sig på
Knæ på Stenbroen med Ansigtet
mod Jorden og filbad og lovede HERREN
med Ordene "thi han er
god, og hans Miskundhed varer evindelig!"
4. Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre
for HEERRENs
Åsyn.
5. Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker
Hornkvæg og
120.000 Stykker Småkvæg.
Således indviede Kongen og alt Folket
Guds Hus.
6. Og Præsterne stod på deres Pladser,
og Leviterne stød med
HERRENs Musikinstrumenter, som Kong
David havde ladet lave, for
at love HERREN med Davids Lovsangs
Ord "thi hans Miskundhed
varer evindelig!" og Præsterne
stod lige over for dem og blæste
i trompeter, og hele Israel stod
op:
7. Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården
foran HERRENs
Hus, thi der måtte han ofre
Brændofrene og Fedtstykkerne af
Takofrene, da Kobberalteret, som
Salomo havde ladet lave, ikke
kunde rumme Brændofferet,
Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.
8. Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden
sammen med hele
Israel, en vældig Forsamling
lige fra Egnen ved Hamat og til
Ægyptens Bæk.
9. Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de
fejrede Alterets
Indvielse i syv Dage og Højtiden
i syv.
10. Og på den tre og tyvende Dag i den syvende
Måned lod han Folket
gå hver til sit, glade og
vel til Mode over den Godhed, HERREN
havde vist sin Tjenet David og Salomo
og sit Folk Israel.
11. Salomo var nu færdig med at opføre
HERRENs Hus og Kongens
Palads; og alt, hvad Salomo havde
sat sig for at udføre ved
HERRENs Hus og sit Palads, havde
han lykkeligt ført igennem.
12. Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten
og sagde til
ham: "Jeg har hørt din Bøn
og udvalgt mig dette Sted til
Offersted.
13. Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen
udebliver, eller jeg
opbyder Græshopperne til at
æde Landet op, eller jeg sender Pest
i mit Folk,
14. og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da
ydmyger sig, beder og
søger mit Åsyn og vender
om fra deres onde Veje, så vil jeg høre
det i Himmelen og tilgive deres
Synd og læge deres Land,
15. Nu skal mine Øjne være åbne
og mine Ører lytte til Bønnen, der
bedes på dette Sted.
16. Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for
at mit Navn kan
bo der til evig Tid, og mine Øjne
og mit Hjerte skal være der
alle Dage.
17. Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader
David, så du gør
alt, hvad.jeg har pålagt dig,
og, holder mine Anordninger og
Lovbud,
18. så vil jeg opretholde din Kongetrone, som
jeg tilsagde din Fader
David, da jeg sagde: En Efterfølger
skal aldrig fattes dig til
at herske over Israel.
19. Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger
og Bud,
som jeg har forelagt eder, og går
hen og dyrker fremmede Guder
og tilbeder dem,
20. så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som
jeg gav eder; og
dette Hus, som jeg har belliget
for mit Navn, vil jeg forkaste
fra mit Åsyn og gøre
det til Spot og Spe blandt alle Folk,
21. og dette Hus, som var så ophøjet,
over det skal enhver, som
kommer der forbi, blive slået
af Rædsel. Og når man siger:
Hvorfor har HERREN handlet således
mod dette Land og dette Hus?
22. skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres
Fædres Gud, som
førte dem ud af Ægypten,
og holdt sig til andre Guder, tilbad og
dyrkede dem; derfor har HERREN bragt
al denne Elendighed over
dem!"
Anden Krønikebog 8
1. Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde
bygget på HERRENs
Hus og sit Palads -
2. også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede
Salomo og lod
Israeliterne bosætte sig i
dem -
3. drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det.
4. Han befæstede også Tadmor i Ørkenen
og alle de Forrådsbyer, han
byggede i Hamat;
5. ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon,
så de blev
Fæstninger med Mure, Porte
og Portslåer,
6. ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer,
Vognbyerne og
Rytterbyerne, og alt andet, som
Salomo fik Lyst til at bygge i
Jerusalem, i Libanon og i hele sit
Rige.
7. Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne,
Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne,
og som ikke hørte til
Israeliterne,
8. deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i
Landet, og som
Israeliterne ikke havde tilintetgjort.
dem udskrev Salomo til
Hoveriarbejde, som det er den Dag
i Dag.
9. Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til
Arbejdstrælle
for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere
og Vognkæmpere hos ham
og Førere for hans Stridsvogne
og Rytteri.
10. Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250;
de havde Tilsyn med
Folkene.
11. Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind
i det Hus, han
havde bygget til hende; thi han
tænkte: "Jeg vil ikke have en
Kvinde boende i Kong David af Israels
Palads, thi bellige er de
Steder, hvor HERRENs Ark kommer."
12. Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på
HERRENs Alter, som han
Havde bygget foran Forhallen,
13. idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte
sig til hver
enkelt Dag, på Sabbaterne,
Nymånedagene og Højtiderne tre Gange
om Året, de usyrede Brøds
Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes
Højtid.
14. Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet,
satte han
Præsternes Skifter til deres
Arbejde og Leviterne til deres
Tjeneste, til at synge Lovsangen
og gå Præsterne til Hånde efter
hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne
efter deres Skifter til
at holde Vagt ved de enkelte Porte;
thi således var den Guds
Mand Davids Bud.
15. Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens
Bud vedrørende
Præsterne og Leviterne og
Skatkamrene.
16. Således fuldendtes hele Salomos Værk,
fra den Dag Grundvolden
lagdes til HERRENs Hus, til Salomo
var færdig med HERRENs Hus.
17. Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved
Edoms Kyst;
18. og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk,
der sammen
med Salomos Folk sejlede til Ofir,
hvor de hentede 450 Talenter
Guld, som de bragte Kong Salomo.
Anden Krønikebog 9
1. Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom
hun, for at prøve
ham med Gåder, til Jerusalem
med et såre stort Følge og med
Kameler, der har Røgelse,
Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun
var kommet til Salomo, talte hun
til ham om alt, hvad der lå
hende på Hjerte.
2. Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål,
og intet som helst
var skjult for Salomo, han gav hende
Svar på alt.
3. Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom,
Huset, han havde
bygget,
4. Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans
Tjeneres Optræden
og deres Klæder, hans Mundskænke
og deres Klæder og Brændofrene,
han ofrede i HERRENs Hus, var hun
ude af sig selv;
5. og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i
mit Land hørte
sige om dig og din Visdom!
6. Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg
kom og så det med egne
Øjne; og se, ikke engang
det halve af din store Visdom er mig
fortalt, thi du overgår, hvad
Rygtet sagde mig om dig!
7. Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk,
som altid er om dig og
hører din Visdom!
8. Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag
i dig og satte dig på
sin Trone som Konge for HERREN din
Gud. Fordi din Gud elsker
Israel og for at opretholde det
evindeligt, satte han dig til
Konge over dem, til at øve
Ret og Retfærdighed!"
9. Derpå gav hun Kongen l20 Guldtalenter, Røgelse
i store Mængder
og Ædelsten; og aldrig har
der siden været så megen Røgelse i
Landet som den, Dronningen af Saba
gav Kong Salomo.
10. Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede
Guld i Ofir,
Algummimtræ og Ædelsten;
11. og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk
til HERRENs Hus og
Kongens Palads, desuden Citre og
Harper til Sangerne; og Mage
dertil var ikke tidligere set i
Judas Land.
12. Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad
hun ønskede og
bad om, langt ud over hvad hun bragte
til Kongen. Derpå vendte
hun med sit Følge tilbage
til sit Land.
13. Vægten af det Guld, som i eet År indførtes
af Salomo, udgjorde
666 Guldtalenter,
14. deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra
de undertvungne
Folk og ved Købmændenes
Handel og fra alle Arabiens Konger og
Landets Statholdere, som bragte
Salomo Guld og Sølv.
15. Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på
600 Sekel Guld,
16. og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel
Guld; dem lod
Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
17. Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone,
overtrukket
mned lutret Guld.
18. Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var
der et Latn af Guld;
på begge Sider af Sædet
var der Arme, og ved Armene stod der to
Løver;
19. tillige stod der tolv Løver på de
seks Trin, seks på hver
Side. Der er ikke lavet Mage til
Trone i noget andet Rige.
20. Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle
Redskaber i
Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv
regnedes ikke for noget i
Kong Salomos Dage.
21. Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på
Tarsis med Hurams
Folk; og een Gang hverttredje År
kom Tarsisskibene, ladet med
Guld, Sølv, Elfenben, Aber
og Påfugle.
22. Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom
og Visdom.
23. Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo
for at høre den Visdom,
Gud havde lagt i hans Hjerte;
24. og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager,
Klæder, Våben,
Røgelse, Heste og Muldyr;
således gik det År efter År. Salomo
havde 4000 Spand Heste og Vogne
og l2000 Ryttere; dem lagde han
dels i Vognbyerne, dels hos sig
i Jerusalem.
26. Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes
Land og
Ægyptens Grænse.
27. Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem
var lige så
almindeligt som Sten, og Cedertræ
lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet.
28. Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim
og fra alle Lande.
29. Salomos øvrige Historie fra først
til sidst findes optegnet i
Profeten Natans Krønike,
Siloniten Ahijas Profeti og Seeren
Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn.
30. Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i
fyrretyve År.
31. Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine
Fædre og blev jordet i
sin Fader Davids By. Og hans Søn
Rehabeam blev Konge i hans
Sted.
Anden Krønikebog 10
1. Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele
Israel stævnet
for at hylde ham som Konge.
2. Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt
sig i Ægypten, hvorhen
han var flygtet for Kong Salomo,
fik Nys derom, vendte han hjem
fra Ægypten.
3. Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam
kom. Da sagde
hele Israel til Rehabeam:
4. "Din Fader lagde et hårdt Åg på
os, men let du nu det hårde
Arbejde for os, som din Fader krævede,
og det tunge Åg, han
lagde på os, så vil
vi tjene dig!"
5. Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og
kom så til mig igen!"
Så gik Folket.
6. Derpå rådførte Kong Rehabeam
sig med de gamle, der havde stået i
hans Fader Salomos Tjeneste, dengang
han levede, og spurgte dem:
"Hvad råder I mig til at svare
dette Folk?"
7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig
mod dette Folk og
føje dem og give dem gode
Ord, så vil de blive dine Tjenere for
bestandig!"
8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav
ham; derimod rådførte
han sig med de unge, der var vokset
op sammen med ham og stod i
hans Tjeneste,
9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare
dette Folk, som
kræver af mig, at jeg skal
lette dem det Åg, min Fader lagde på
dem?"
10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde
da til ham:
"Således skal du svare dette
Folk, som sagde til dig: Din Fader
lagde et tungt Åg på
os, let du det for os! Således skal du
svare dem: Min Lillefinger er tykkere
end min Faders Hofter!
11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på
eder, vil jeg gøre Åget
tungere; har min Fader tugtet eder
med Svøber, vil jeg tugte
eder med Skorpioner!"
12. Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam,
som
Kongen havde sagt,
13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage
Hensyn til de gamles
Råd
14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har
min Fader lagt et
tungt Åg på eder, vil
jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet
eder med Svøber, vil jeg
tugte eder med Skorpioner!"
15. Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud
føjede det således for at
opfylde det Ord, HERREN havde talet
ved Ahija fra Silo til
Jerøboam, Nebats Søn.
16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke
hørte på dem, gav
Folket Kongen det Svar: "Hvad Del
har vi i David? Vi har ingen
Lod i Isajs Søn! Til dine
Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
eget Hus!" Derpå vendte Israel
tilbage til sine Telte.
17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer,
blev Rehabeam
Konge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn
med
Hoveriarbejdet, ud til dem, men
Israeliterne stenede ham til
Døde. Da steg Kong Rehabeam
i største Hast op på sin Stridsvogn
og flygtede til Jerusalem.
19. Så brød Israel med Davids Hus, og
således er det den Dag i Dag.
Anden Krønikebog 11
1. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han
hele Judas og
Benjamins Hus, 180.000 udsøgte
Folk, øvede Krigere, til at føre
Krig med Israel og vinde Kongedømmet
tilbage til Rehabeam.
2. Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja
således:
3. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn,
og til hele Israel i
Juda og Benjamin:
4. Så siger HERREN: I må ikke drage op
og kæmpe med eders Brødre;
vend hjem hver til sit, thi hvad
her er sket, har jeg
tilskikket!" Da adlød de
HERRENs Ord og vendte tilbage og drog
ikke mod Jeroboam.
5. Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede
flere Byer i
Juda.
6. Således befæstede han Betlehem, Etam,
Tekoa, Bet-Zur, Soko,
Adullam,
8. Gat, Maresj a, Zif,
9. Adorajim, Lakisj, Azeka,
10. Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin;
11. og han gjorde Fæstningerne stærke,
indsatte Befalingsmænd i dem
og forsynede dem med Forråd
af Levnedsmidler, Olie og Vin
12. og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde
dem således
meget stærke. Ham tilhørte
Juda og Benjamin.
13. Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle
Vegne fra, hvor de
boede, og stillede sig til hans
Tjeneste;
14. thi Leviterne forlod deres Græsmarker og
Ejendom og begav sig
til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam
og hans Sønner afsatte dem
fra Stillingen som HERRENs Præster,
15. idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene
og Bukketroldene
og Tyrekalvene, som han, havde ladet
lave.
16. Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels
Stammer de, hvis
Hjerte var vendt til at søge
HERREN, Israels Gud, til Jerusalem
for at ofre til HERREN, deres Fædres
Gud;
17. og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams,
Salomos Søns,
Magt i et Tidsrum af tre År.
Thi i tre År fulgte han Davids og
Salomos Veje.
18. Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids
Søn Jerimot og
Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs
Søn.
19. Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja
og Zaham.
20. Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka,
som fødte ham Abija,
Attaj, Ziza og Sjelomit.
21. Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere
end sine andre
Hustruer og Medhustruer; han havde
nemlig atten Hustruer og
tresindstyve Medhustruer og avlede
otte og tyve Sønner og
tresindstyve Døtre.
22. Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til
Overhoved, til Fyrste
blandt hans Brødre; thi han
havde i Sinde at gøre, ham til
Konge;
23. og han fordelte klogelig alle sine Sønner
rundt i alle Judas og
Benjamins Landsdele og i alle de
befæstede Byer og gav dem
rigeligt Underhold og skaffede dem
Hustruer.
Anden Krønikebog 12
1. Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet
og hans Magt
styrket, forlod han tillige med
hele Israel HERRENs Lov.
2. Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår
Ægypterkongen Sjisjak
op imod Jerusalem, fordi de havde
været troløse mod HERREN,
3. med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der
var ikke Tal på
Krigerne, der drog med ham fra Ægypten,
Libyere, Sukkijiter og
Ætiopere;
4. og efter at have indtaget Fæstningerne i
Juda drog han mod
Jerusalem.
5. Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster,
som var
tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak,
og sagde til dem: "Så siger
HERREN: I har forladt mig, derfor
har jeg også forladt eder og
givet eder i Sjisjaks Hånd!"
6. Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig
og sagde: "HERREN er
retfærdig!"
7. Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig,
kom HERRENs Ord til
Sjemaja således: "De har ydmyget
sig; derfor vil jeg ikke
tilintetgøre dem, men frelse
dem om ikke længe, og min Vrede
skal ikke udgydes over Jerusalem
ved Sjisjak;
8. men de skal komme til at stå under ham og
lære at kende
Forskellen mellem at tjene mig og
at tjene Hedningemagterne!"
9. Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene
i HERRENs Hus
og i Kongens Palads; alt tog han,
også de Guldskjolde, Salomo
havde ladet lave.
10. Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde
og gav dem i
Forvaring hos Høvedsmændene
for Livvagten, der holdt Vagt ved
Indgangen til Kongens Palads;
11. og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus,
kom Livvagten og
hentede dem, og bagefter bragte
de dem tilbage til Vagtstuen.
12. Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede
sig fra ham,
så han ikke helt tilintetgjorde
ham; også i Juda var Forholdene
gode.
13. Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i
Jerusalem og blev ved
at herske; thi Rehabeam var een
og fyrretyve År gammel, da han
blev Konge, og han herskede sytten
År i Jerusalem, den By,
HERREN havde udvalgt af alle Israels
Stammer for der at
stedfæste sit Navn. Hans Moder
var en ammonitisk Kvinde ved Navn
Na'ama.
14. Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte
var ikke vendt
til at søge HERREN.
15. Rehabeams Historie fra først til sidst står
jo optegnet i
Profeten Sjemajas og Seeren tddos
Krønike. Rehabeam og Jeroboam
lå i Krig med hinanden hele
Tiden.
16. Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine
Fædre og blev jordet i
Davidsbyen. Og hans Søn Abija
blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 13
1. I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev
Abija Konge over Juda.
2. Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder
hed Mikaja og var
Datter af Uriel fra Gibea. Abija
og Jeroboam lå i Krig med
hinanden.
3. Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær,
400.000 udsøgte
Mænd, og Jeroboam mødte
ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige
Krigere,
4. Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim,
der hører til
Efraims Bjerge, og sagde: "Hør
mig, Jeroboam og hele Israel!
5. Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har
givet David og
hans Efterkommere Kongemagten over
Israel til evig Tid ved en
Saltpagt?
6. Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn
Salomos Træl, rejste sig og
gjorde Oprør mod sin Herre,
7. og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om
ham og bød Rehabeam,
Salomos Søn, Trods; og Rebabeam
var ung og veg og kunde ikke
hævde sig over for dem.
8. Og nu mener I at kunne hævde eder over for
HERRENs Kongedømme i
Davids Efterkommeres Hånd,
fordi I er en stor Hob og på eders
Side har de Guldkalve, Jeroboam
lod lave eder til Guder!
9. Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons
Sønner, og Leviterne
bort og skaffet eder Præster
på samme Måde som Hedningefolkene?
Enhver, der kommer med en ung Tyr
og syv Vædre for at indsættes,
bliver Præst for Guder, der
ikke er Guder!
10. Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham;
de Præster,
der tjener HERREN, er Arons Sønner
og Leviterne udfører den
øvrige Tjeneste;
11. de antænder hver Morgen og Aften Brændofre
til HERREN og
vellugtende Røgelse, lægger
Skuebrødene til Rette på Guldbordet
og tænder Guldlysestagen og
dens Lamper Aften efter Aften, thi
vi holder HERREN vor Guds Forskrifter,
men l har forladt ham!
12. Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster
og
Alarmtrompeterne, med hvilke der
skal blæses til Kamp imod eder!
Israeliter, indlad eder ikke i Kamp
med HERREN, eders Fædres
Gud, thi I får ikke Lykken
med eder!"
13. Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en
omgående Bevægelse for
at komme i Ryggen på dem,
og således havde Judæerne Hæren foran
sig og Bagholdet i Ryggen.
14. Da Judæerne vendte sig om og så, at
Angreb truede dem både
forfra og bagfra, råbte de
til HERREN, medens Præsterne blæste i
Trompeterne.
15. Så udstødte Judæerne Krigsskriget,
og da Judæerne udstødte
Krigsskriget, slog Gud Jeroboam
og hele Israel foran Abija og
Juda.
16. Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud
gav dem i deres Hånd;
17. og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort
Nederlag, så der af
Israeliterne faldt 500.000 udsøgte
Krigere.
18. Således ydmygedes Israeliterne den Gang,
men Judæerne styrkedes,
fordi de støttede sig til
HERREN, deres Fædres Gud.
19. Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere
Byer, Betel med
Småbyer, Jesjana med Småbyer
og Efrajin med Småbyer.
20. Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så
længe Abija levede; og
HERREN slog ham, så han døde.
21. Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten
Hustruer og avlede
to og tyve Sønner og seksten
Døtre.
22. Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans
Færd og Ord, står
jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning".
Anden Krønikebog 14
1. Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede ham
i Davidsbyen; og hans Søn
Asa blev Konge i hans Sted. På hans
Tid havde Landet Fred i ti År.
2. Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans
Guds Øjne.
3. Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene,
sønderbrød
Stenstøtterne og omhuggede
Asjerastøtterne
4. og bød Judæerne søge HERREN,
deres Fædres Gud, og holde Loven og
Budet,
5. og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne
fra alle Judas Byer,
og Landet havde Fred, så længe
han levede.
6. Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet
havde Fred, og han
havde ingen Krig i de År,
thi HERREN lod ham have Ro.
7. Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste
disse Byer og omgive
dem med Mure og Tårne, Porte
og Portslåer, medens vi endnu har
Landet i vor Magt, thi vi har søgt
HERREN vor Gud; vi har søgt
ham, og han har ladet os have Ro
til alle Sider!" Så byggede de,
og Lykken stod dem bi.
8. Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet
med Skjold og Spyd, og
af Benjamin 280.000, der har Småskjolde
og spændte Buer, alle
sammen dygtige Krigere.
9. Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær
på 1.000.000 Mand
og 300 Stridsvogne. Da han havde
nået Maresja,
10. rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op
til Kamp i
Zefatadalen ved Maresja.
11. Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE,
hos dig er der ingen
Forskel på at hjælpe
den, der har megen Kraft, og den, der ingen
har; hjælp os, HERRE vor Gud,
thi til dig støtter vi os, og i
dit Navn er vi draget mod denne
Menneskemængde, HERRE, du er vor
Gud, mod dig kan intet Menneske
holde Stand."
12. Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne,
og Kusjiterne
tog Flugten.
13. Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle
Kusjiterne
faldt, ingen reddede Livet, thi
de knustes foran HERREN og hans
Hær. Judæerne gjorde
et umådeligt Bytte
14. og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en
HERRENs Rædsel
var kommet over dem, og de plyndrede
alle Byerne, thi der var et
stort Bytte i dem;
15. også indtog de Teltene til Kvæget og
slæbte en Mængde Småkvæg og
Kameler med sig; så vendte
de tilbage til Jerusalem.
Anden Krønikebog 15
1. Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn,
2. og han trådte frem for Asa og sagde til ham:
"Hør mig, Asa og
hele Juda og Benjamin! HERREN er
med eder, når I er med ham; og
hvis I søger ham, lader han
sig finde af eder, men forlader I
ham, forlader han også eder!
3. I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster
til at
vejlede og uden Lov,
4. men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN,
Israels Gud, og
søgte ham, og han lod sig
finde at dem.
5. I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred,
thi der var vild
Rædsel over alle Landes Indbyggere;
6. Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte
dem i vild
Rædsel med alle mulige Trængsler.
7. Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne
synke, thi der er Løn
for eders Gerning."
8. Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han
Mod til sig og
fjernede de væmmelige Guder
fra hele Judas og Benjamins Land og
fra de Byer, han havde indtaget
i Efraims Bjerge; oghan byggede
påny HERRENs Alter foran HERRENs
Forhal.
9. Så samlede han hele Juda og Benjamin og de
Folk fra Efraim,
Manasse og Simeon, der boede som
fremmede hos dem; thi en Mængde
Israeliter var gået over til
ham, da de så, at HERREN hans Gud
var med ham.
10. De samledes i Jerusalem i den tredje Måned
i Asas femtende
Regeringsår
11. og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde
medbragt, 700
Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker
Småkvæg.
12. Derpå sluttede de en Pagt om at søge
HERREN, deres Fædres Gud,
af hele deres Hjerte og hele deres
Sjæl;
13. og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels
Gud, skulde lide
Døden, være sig lille
eller stor, Mand eller Kvinde.
14. Det tilsvor de HERREN med høj Røst
under Jubel og til Trompeters
og Horns Klang,
15. Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi
de svor af hele deres
Hjerte og søgte ham af hele
deres Vilje; og han lod sig finde af
dem og lod dem få Ro til alle
Sider.
16. Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden
som
Herskerinde, fordi hun havde ladet
lave et Skændselsbillede til
Ære for Asjera; Asa lod hendes
Skændselsbillede nedbryde,
sønderknuse og brænde
i Kedrons Dal.
17. Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel,
men alligevel var Asas
Hjerte helt med HERREN, så
længe han levede.
18. Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver
ind i Guds
Hus, Sølv, Guld og forskellige
Kar.
Anden Krønikebog 16
19. Der var ikke Krige føer efter Asas fem og
tredivte Regeringsår.
1. Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog
Kong Ba'sja af
Israel op imod Juda og befæstede
Rama for at hindre, at nogen af
Kong Asa af Judas Folk drog ud og
ind.
2. Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene
i HERRENs Hus og i
Kongens Palads og sendte det til
Kong Benhadad af Aram, som
boede i Darmaskus, idet han lod
sige:
3. "Der består en Pagt mellem mig og dig og
mellem min Fader og din
Fader; her sender jeg dig en Gave
af Sølv og Guld; bryd derfor
din Pagt med Kong Ba'sja af Israel,
så at han nødes til at drage
bort fra mig!"
4. Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og
sendte sine Hærførere
mod Israels Byer og indtog Ijjon,
Dan, Abel-Majim og
Forrådshusene i Naftalis Byer.
5. Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste
Rama og standsede
Arbejdet.
6. Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene
og Træværket, som
Ba'sja havde brugt ved Befæstningen
af Rama, bort, og han
befæstede dermed Geba og Mizpa.
7. På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa
af Juda og sagde til
ham: "Fordi du søgte Støtte
hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN
din Gud, skal Aramæerkongens
Hær slippe dig af Hænde!
8. Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig
Hær med en vældig
Mængde Vogne og Ryttere? Men
da du søgte Støtte hos HERREN, gav
han dem i din Hånd!
9. Thi HERRENs Øjne skuer omkring på
hele Jorden, og han viser sig
stærk til at hjælpe
dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne
Sag har du handlet som en Dåre;
thi fra nu af skal du altid
ligge i Krig!"
10. Men Asa blev fortørnet på Seeren og
satte ham i Huset med
Blokken, thi han var blevet vred
på ham derfor. Asa for også
hårdt frem mod nogle af Folket
på den Tid.
11. Asas Historie fra først til sidst står
jo optegnet i Bogen om
Judas og Israels Konger.
12. I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa
en Sygdom i Fødderne,
og Sygdommen blev meget alvorlig.
Heller ikke under sin Sygdom
søgte han dog HERREN, men
Lægerne.
13. Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre
og døde i sit een og
fyrretyvende Regerings,år.
14. Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig
udhugge i
Davidsbyen, og lagde ham på
et Leje, som man havde fyldt med
vellugtende Urter og Stoffer, tillavet
som Salve, og tændte et
vældigt Bål til hans
Ære.
Anden Krønikebog 17
1. Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted.
Han styrkede sin
Stilling over for Israel
2. ved at lægge Besætning i alle Judas
befæstede Byer og indsætte
Fogeder i Judas Land og de efraimitiske
Byer, hans Fader Asa
havde indtaget.
3. Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de
Veje, hans Fader
David til at begynde med havde vandret,
og søgte ikke hen til
Ba'alerne,
4. men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde
ikke som
Israel.
5. Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet
i hans Hånd; og hele Juda
bragte Josafat Gaver, så han
vandt stor Rigdom og Ære.
6. Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs
Veje, så han også
udryddede Offerhøjene og
Asjerastøtterne i Juda.
7. I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster
Benhajil,
Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika
ud for at undevise i Judas
Byer,
8. ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja,
Asa'el,
Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija
og Tob-Adonija, Leviterne,
og præsterne Elisjama og Joram.
9. De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i
Juda, og de drog
rundt i alle Judas Byer og underviste
Folket.
10. En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger
rundt om Juda, så
de ikke indlod sig i Krig med Josafat.
11. Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat
Gaver og svarede
Sølv i Skat; også Araberne
bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og
7700 Bukke.
12. Således gik det stadig fremad for Josafat,
så han til sidst fik
meget stor Magt; og han byggede
Borge og Forrådsbyer i Juda,
13. og han havde store Forråd i Judas Byer og
Krigsfolk, dygtige
Krigere i Jerusalem.
14. Her følger en Fortegnelse over dem efter
deres Fædrenehuse. Til
Juda hørte følgende
Tusindførere: Øversten Adna med 300.000
dygtige Krigere;
15. ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000
Mand;
16. ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der
frivilligt gav sig i
HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige
Krigere;
17. fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000
Mand,
væbnet med Bue og Skjold;
18. ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede
Mand.
19. Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de,
som Kongen
havde lagt i de befæstede
Byer hele Juda over.
Anden Krønikebog 18
1. Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder,
besvogrede han sig
med Akab.
2. Efter nogle Års Forløb drog han ned
til Akab i Samaria, og Akab
lod slagte en Mængde Småkvæg
og Hornkvæg til ham og Folkene, han
havde med sig; og så overtalte
han ham til at drage op mod Ramot
i Gilead.
3. Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat
af Juda: "Vil
du drage med mig mod Ramot i Gilead?"
Han svarede ham: "Jeg som
du, mit Folk som dit, jeg går
med i Krigen."
4. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg
dog først om,
hvad HERREN siger!"
5. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400
Mand, og
spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig
mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede:
"Drag derop, så vil Gud give
det i Kongens Hånd!"
6. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs
Profeter,
vi kan spørge?"
7. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved
hvem vi kan
rådspørge HERREN; men
jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, men altid ondt; det er Mika,
Jimlas Søn." Men Josafat
sagde: "Således må Kongen
ikke tale!"
8. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og
sagde: "Hent hurtigt
Mika, Jimlas Søn!"
9. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af
Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone
i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
10. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn
af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne
skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjot!"
11. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde:
"Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge
dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"
12. Men Budet der var gået efter Mika, sagde
til ham: "Se,
Profeterne har alle som een givet
Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!"
13. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever:
Hvad min Gud siger,
det vil jeg tale!"
14. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika,
skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal
vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal
Lykken følge eder, og de skal gives i
eders Hånd!"
15. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal
jeg besværge
dig, at du ikke siger mig andet
end Sandheden i HERRENs Navn?"
16. Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt
på Bjergene som en
Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde:
De Folk har ingen Herre, lad
dem vende tilbage i Fred, hver til
sit!"
17. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg
dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, men
kun ondt!"
18. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord!
Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær
stå til højre og venstre for
ham;
19. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab
af Israel, så han
drager op og falder ved Ramot i
Gilead? En sagde nu et, en anden
et andet;
20. men så trådte en Ånd frem og
stillede sig foran HERREN og Sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte
ham: Hvorledes?
21. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens
Ånd i alle hans
Profeters Mund! Da sagde HERREN:
Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
22. Se, således har HERREN lagt en Løgnens
Ånd i disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt
i Sinde imod dig!"
23. Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem
og slog Mika på Kinden og
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs
Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
24. Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den
Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule
dig!"
25. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring
ham til Amon, Byens
Øverste, og Kongesønnen
Joasj
26. og sig: Således siger Kongen: Kast denne
Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød
og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
27. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så
har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør,
alle I Folkeslag"l!"
28. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda
op mod Ramot i
Gilead.
29. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde
mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du
dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig, og så
drog de i Kampen.
30. Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den
Befaling: "I
må ikke angribe nogen, være
sig høj eller lav, uden Israels
Konge alene."
31. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat,
tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede
deres Angreb mod ham fra
alle Sider. Da gav Josafat sig til
at, råbe, og HERREN frelste
ham, idet Gud lokkede dem bort fra
ham;
32. og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels
Konge, trak
de sig bort fra ham.
33. Men en Mand, der skød en Pil af på
Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og
Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før
mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
34. Men kampen blev hårdere og hårdere
den Dag, og Israels Konge
holdt sig oprejst i sin Vogn over
for Aramæerne til Aften; men
da Solen gik ned, døde han.
Anden Krønikebog 19
1. Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem
igen til sit
Palads i Jerusalem.
2. Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn,
frem for ham, og han sagde
til Kong Josafat: "Skal man hjælpe
de ugudelige? Elsker du dem,
der hader HERREN? For den Sags Skyld
er HERRENs Vrede over dig!
3. Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet
Asjererne af
Landet, og du har vendt dit Hjerte
til at søge Gud."
4. Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han
atter ud blandt Folket
fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge
og førte dem tilbage til
HERREN, deres Fædres Gud.
5. Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt
af de befæsfede
Byer i Juda.
6. Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør,
thi det er ikke
for Mennesker, men for HERREN, I
fælder Dom, og han er hos eder,
når I afsiger Hendelser.
7. Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær
varsomme med, hvad I
foretager eder, thi hos HERREN vor
Gud er der hverken Uret eller
Personsanseelse, ej heller tager
han imod Bestikkelse!"
8. Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af
Leviterne, Præsterne
og Overhovederne for Israels Fædrenehuse
til at dømme i HERRENs
Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems
Indbyggere.
9. Og han bød dem: "Således skal I gøre
i HERRENs Frygt, i
Sanddruhed og med redeligt Hjerte:
10. Hver Gang der forelægges eder en Retssag
af eders Brødre, der
bor i deres Byer, hvad enten det
drejer sig om Blodskyld eller
om Love, Anordninger og Lovbud,
skal I hjælpe dem til Rette, at
de ikke skal pådrage sig Skyld
forHERREN, så der kommer Vrede
over eder og eders Brødre;
gør således for ikke at pådrage eder
Skyld.
11. I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten
Amarja være eders
foresatte, i alle Kongens Sager
Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten
i Judas Hus; og Leviterne står
eder til Tjeneste som
Retsskrivere. Gå nu frimodigt
til Værket, HERREN vil være med
enhver, der gør sin Pligt."
Anden Krønikebog 20
1. Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne
sammen med
Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
2. Og man kom og bragte Josafat den Efterretning:
"En vældig
Menneskemængde rykker frem
imod dig fra Egnene binsides Havet),
fra Edom, og de står allerede
i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
3. Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til
HERREN og
søgte ham og lod en Faste
udråbe i bele Juda.
4. Så samledes Judæerne for at søge
Hjælp hos HERREN; også fra alle
Judas Byer kom de for at søge
HERREN.
5. Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems
Forsamling i
HERRENs Hus foran den nye Forgård
6. og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du
ikke Gud i Himmelen, er
det ikke dig, der hersker over alle
Hedningerigerne? I din Hånd
er Kraft og Styrke, og mod dig kan
ingen holde Stand!
7. Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands
Indbyggere bort
foran dit Folk Israel og gav din
Ven Abrahams Efterkommere det
for evigt?
8. Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom
for dit
Navn, idet de sagde:
9. Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom,
Pest eller Hungersnød,
vil vi træde frem foran dette
Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
bor i dette Hus, og råbe til
dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
høre det og frelse os!
10. Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de
fra Se'irs
Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne
at angribe, da de kom
fra Ægypten, tværtimod
holdt de sig tilbage fra dem og
tilintetgjorde dem ikke,
11. se nu, hvorledes de gengælder os det med
at komme for at drive
os bort fra din Ejendom, som du
gav os i Eje!
12. Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi
er afmægtige
over for denne vældige Menneskemængde,
som kommer over os; vi
ved ikke, hvad vi skal gøre,
men vore Øjne er vendt til dig!"
13. Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn
med deres
Familier, Kvinder og Børn,
14. kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over
Leviten Jahaziel, en
Søn af Zekarja, en Søn
af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
Mattanja, af Asafs Sønner,
15. og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems
Indbyggere og
Kong Josafat! Så siger HERREN
til eder: Frygt ikke og forfærdes
ikke for denne vældige Menneskemængde,
thi Kampen er ikke eders,
men Guds!
16. Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige
op ad Vejen
ved Hazziz, og l vil træffe
dem ved Enden af Dalen østen for
Jeruels Ørken.
17. Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil
eder op og bliv
stående, så skal I se,
hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
og Jerusalems Indbyggere!
Frygt ikke og forfærdes ikke, men
drag i Morgen imod dem, og HERREN
vil være med eder!"
18. Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden,
og alle Judæerne
og Jerusalems Indbyggere faldt ned
for HERREN og tilbad ham;
19. men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner
stod op for
at lovprise HERREN, Israels Gud,
med vældig Røst.
20. Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas
Ørken; og medens de
drog ud, stod Josafat og sagde:
"Hør mig, I Judæere og
Jerusalems Indbyggere! Tro på
HERREN eders Gud, og l skal blive
boende, tro på hans Profeter,
og Lykken skal følge eder!"
21. Og efter at have rådført sig med Folket
opstillede han Sangere
til med Ordene "lov HERREN, thi
hans Miskundhed varer
evindelig!" at lovprise HERREN i
helligt Skrud, medens de drog
frem foran de væbnede.
22. Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb
og Lovsang, lod HERREN
et Baghold komme over Ammoniterne,
Moabiterne og dem fra Se'irs
Bjerge, der rykkede frem mod Juda,
så de blev slået.
23. Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede
i Se'irs Bjerge,
og lagde Band på dem og tilintetgjorde
dem, og da de var færdige
med dem fra Se'ir, gav de sig til
at udrydde hverandre.
24. Da så Judæerne kom op på Varden,
hvorfra man ser ud over
Ørkenen, og vendte Blikket
mod Menneskemængden, se, da lå deres
døde Kroppe på Jorden,
ingen var undsluppet.
25. Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre
dem, og de
fandt en Mængde Kvæg,
Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
så meget, at de ikke kunde
slæbe det bort, og brugte tre Dage
til at plyndre; så meget var
der.
26. Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der
lovpriste de
HERREN, og derfor kaldte man Stedet
Berakadalen, som det hedder
den Dag i Dag.
27. Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem
med Josafat i
Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem
med Glæde, thi HERREN
havde bragt dem Glæde over
deres Fjender;
28. og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem,
til
HERRENs Hus.
29. Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og
Riger, da de hørte, at
HERREN havde kæmpet mod Israels
Fjender.
30. Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud
skaffede ham Ro til
alle Sider.
31. Josafat var fem og tredive År gammel, da han
blev Konge over
Juda, og han herskede fem og tyve
År i Jerusalem. Hans Moder hed
Azuba og var Datter af Sjilhi.
32. Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke
derfra, idet han
gjorde, hvad der var ret i HERRENs
Øjne.
33. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket
vendte endnu ikke
Hjertet til deres Fædres Gud.
34. Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf
fra først til sidst,
står jo optegnet i Jehus,
Hananis Søns, Krønike, som er optaget
i Bogen om Israels Konger.
35. Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med
Kong Ahazja af
Israel, der var ugudelig i al sin
Færd;
36. han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe,
der skulde sejle
til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
37. Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja
profeterede mod Josafat
og sagde: "Fordi du har slået
dig sammen med Ahazja, vil HERREN
gøre dit Værk til intet!"
Og Skibene gik under og nåede ikke
Tarsis.
Anden Krønikebog 21
1. Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine
Fædre og blev jordet
hos sine Fædre i Davidsbyen;
og hans Søn Joram blev Konge i hans
Sted.
2. Han havde nogle Brødre, Sønner af
Josafat: Azarja, Jehiel,
Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja,
alle Sønner af Kong
Josatat af Juda.
3. Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv,
Guld og
Kostbarheder tillige med betæstede
Byer i Juda, men Joram havde
han givet Kongedømmet, fordi
han var den førstefødte.
4. Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og
styrket sin
Magt, lod han alle sine Brødre
dræbe med Sværd tillige med nogle
af Israels Øverster.
5. Joram var fo og tredive År gammel, da han
blev Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem.
6. Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs
Hus, thi han
havde en Datter af Akab til Hustru,
og han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
7. Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids
Slægt for den Pagts
Skyld, han havde sluttet med David,
og efter det Løfte, han
havde givet, at han altid skulde
have en Lampe for hans Åsyn.
8. I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas
Overherredømme og
valgte sig en Konge.
9. Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne.
Og han
stod op om Natten, og sammen med
Vognstyrerne slog han sig
igennem Edoms Rækker, der
havde omringet ham.
10. Således rev Edom sig løs fra Judas
Overherredømme, og således er
det den Dag i Dag. På samme
Tid rev også Libna sig løs fra hans
Overherredømme, fordi han
forlod HERREN, sine Fædres Gud.
11. Også han rejste Offerhøje i Judas
Byer og forledte Jerusalems
Indbyggere til at bole og Juda til
at falde fra.
12. Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og
deri stod: "Så
siger HERREN, din Fader Davids Gud:
Fordi du ikke har vandret i
din Fader Josafats og Kong Asa af
Judas Spor,
13. men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems
Indbyggere til at bole, ligesom
Akabs Hus gjorde, og tilmed
dræbt dine Brødre,
din Faders Hus, der var bedre end du selv,
14. se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner,
dine
Hustruer og alt, hvad du ejer, med
et tungt Slag.
15. Og selv skal du falde i en hård Sygdom og
blive syg i dine
Indvolde, så at Indvoldene
nogen Tid efter skal træde ud som
Følge af Sygdommen!"
16. Så æggede HERREN Filisterne og Araberne,
der var Naboer til
Kusjiterne, imod Joram,
17. og de drog opmod Juda trængte ind og røvede
alle Kongens
Ejendele, som fandtes i hans Palads,
også hans Sønner og
Hustruer, så der ikke levnedes
ham nogen Søn undtagen Joahaz,
den yngste af hans Sønner.
18. Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig
Sygdom i
hans Indvolde.
19. Nogen Tid efter, da to År var gået,
trådte Indvoldene ud som
Følge af Sygdommen, og han
døde under hårde Lidelser. Hans Folk
tændte intet Bål til
Ære for ham som for hans Fædre.
20. Han var to og tredive År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem.
Han gik bort uden at savnes. Man
jordede ham i Davidsbyen, dog ikke
i Kongegravene.
Anden Krønikebog 22
1. Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste
Søn Ahazja til
Konge i hans Sted, thi de ældre
var dræbt af Røverskaren, der
brød ind i Lejren sammen
med Araberne. Således blev Ahazja,
Jorams Søn, Konge i Juda.
2. Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da
han blev Konge, og han
herskede eet År i Jerusalem.
Hans Moder hed Atalja og var Datter
af Omri.
3. Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi
hans Moder forledte
ham til Ugudelighed ved sine Råd.
4. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ligesom Akabs Hus,
thi efter Faderens Død blev
de hans Rådgivere, og det blev hans
Fordærv.
5. Det var også efter deres Råd, han sammen
med Akabs Søn, Kong
Joram af Israel, drog i Krig mod
Kong Hazael af Aram ved Ramot i
Gilead. Men Aramæerne sårede
Joram.
6. Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at
søge Helbredelse for
de Sår, man havde tilføjet
ham ved Rama, da han kæmpede med Kong
Hazael af Aram; og Jorams Søn,
Kong Ahazja af Juda, drog ned for
at se til Joram, Akabs Søn,
i Jizre'el, fordi han lå syg.
7. Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af
Gud, at han
skulde komme til Joram; thi da han
var kommet derhen, gik han
med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn,
som HERREN havde salvet til
at udrydde Akabs Hus.
8. Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf
han på Judas
Øverster og Ahazjas Brodersønner,
der var i Ahazjas Tjeneste, og
dræbte dem;
9. derpå lod han Ahazja eftersøge, og
man fangede ham, medens han
holdt sig skjult i Samaria, ogbragte
ham til Jehu, der lod ham
dræbe. Så jordede de
ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af
Josafat, der søgte HERREN
af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas
Hus var ingen stærk nok til
at tage Magten.
10. Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes
Søn var død,
tog hun sig for at udrydde hele
den kongelige Slægt af Judas
Hus.
11. Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn
Joas og fik ham
hemmeligt af Vejen, så han
ikke var imellem Kongesønnerne, der
blev dræbt, og hun gemte ham
og hans Amme i
Sengekammeret. Således holdt
Josjab'at, Kong Jorams Datter,
Præsten Jojadas Hustru, der
jo var Søster til Ahazja, ham skjult
for Atalja, så hun ikke fik
ham dræbt;
12. og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs
Hus, medens Atalja
herskede i Landet.
Anden Krønikebog 23
1. Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig
og indgik Pagt med
Hundredførerne Azarja, Jerhams
Søn, Jisjmael, Johanans Søn,
Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja,
Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris
Søn.
2. De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle
Judas Byer og
Overhovederne for Israels Fædrenehuse,
og de kom så til
Jerusalem.
3. Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus
en Pagt med Kongen. Og
Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen
skal være Konge efter det
Løfte, HERREN har givet om
Davids Sønner!
4. Og således skal I gøre: Den Tredjedel
af eder Præster og
Leviter, der rykker ind om Sabbaten,
skal tjene som Dørvogtere;
5. den anden Tredjedel skal besætte Kongens
Palads og den tredje
Jesodporten, medens alt Folket skal
besætte Forgården etiI
HERRENs Hus.
6. Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen
Præsterne og de
Leviter, der gør Tjeneste;
de må gå derind, thi de er hellige;
men hele Folket skal holde sig HERRENs
Forskrift efterrettelig.
7. Så skal Leviterne, alle med Våben i
Hånd, slutte Kreds om
Kongen, og enhver, der nærmer
sig Templet, skal dræbes. Således
skal I være om Kongen, når
han går ind, og når han går ud."
8. Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad
Præsten Jojada havde
påbudt, idet de tog hver sine
Folk, både dem, der rykkede ud, og
dem, der rykkede ind om Sabbaten,
thi Præsten Jojada gav ikke
Skifterne Orlov.
9. Og Præsten Jojada gav Hundredførerne
Spydene og de små og store
Skjolde, som havde tilhørt
Kong David og var i Guds Hus.
10. Derpå opstillede han alt Folket, alle med
Spyd i Hånd, fra
Templets Sydside til Nordsiden,
hen til Alteret og derfra igen
hen til Templet, rundt om Kongen.
11. Så førte de Kongesønnen ud,
satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham;
derefter udråbte de ham til
Konge, og Jojada og hans Sønner
salvede ham og råbte: "Kongen
leve!"
12. Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb
og jublede for Kongen,
gik hun hen til Folket i HERRENs
Hus,
13. og der så hun Kongen stå på sin
Plads ved Indgangen og
Øversterne og Trompetblæserne
ved Siden af, medens alt Folket
fra Landet jublede og blæste
i Trompeterne, og Sangerne med
deres Instrumenter ledede Lovsangen.
Da sønderrev Atalja sine
Klæder og råbte: "Forræderi,
Forræderi!"
14. Men Præsten Jojada bød Hundredførerne,
Hærens Befalingsmænd:
"Før hende uden for Forgårdene
og hug enhver ned, der følger
hende, thi - sagde Præsten
- I må ikke dræbe hende i HERRENs
Hus!"
15. Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten
var kommet til
Kongens Palads, dræbte de
hende der.
16. Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket
og Kongen om,
at de skulde være HERRENS
folk.
17. Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød
det; Altrene
og Billederne huggede de i Stykker,
og Ba'als Præst Mattan
dræbte deforan Altrene.
18. Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs
Hus under Ledelse af
Præsterne og Leviterne, som
David havde tildelt HERRENs Hus, for
at de skulde bringe HERREN Brændofre,
som det er foreskrevet i
Mose Lov, under Jubel og Sang efter
Davids Anordning;
19. og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs
Hus's Porte, for at
ingen, der i nogen Måde var
uren, skulde gå derind;
20. og han tog Hundredførerne og Stormændene
og Folkets overordnede
og alt Folket fra Landet og førte
Kongen ned fra HERRENs Hus; de
gik igennem Øvreporten til
Kongens Palads og satte Kongen på
Kongetronen.
21. Da glædede alt Folket fra Landet sig, og
Byen holdt sig
rolig. Men Atalja huggede de ned.
Anden Krønikebog 24
1. Joas var syv År gammel da han blev konge og
han herskede i
fyrretyve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Zibja og var fra
Be'ersjeba.
2. Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
så længe Præsten
Jojada levede.
3. Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner
og Døtre.
4. Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus.
5. Han samlede derfor Præsterne og Leviterne
og sagde til dem:
"Drag ud til Judas Byer og saml
Penge ind i hele Israel til at
istandsætte eders Guds Hus
År efter År; men I må skynde eder!"
Leviterne skyndte sig dog ikke.
6. Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada
kalde og sagde til ham:
"Hvorfor har du ikke holdt Øje
med, at Leviterne i Juda og
Jerusalem indsamler den Afgift,
HERRENs Tjener Moses pålagde
Israels Forsamling til Vidnesbyrdets
Telt?
7. Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner
har ødelagt Guds Hus
og oven i Købet brugt Helliggaverne
i HERRENs Hus til
Ba'alerne."
8. På Kongens Bud lavede man så en Kiste
og satte den uden for
Porten til HERRENs Hus;
9. og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift,
Moses
havde pålagt Israeliterne
i Ørkenen, skulde udredes til HERREN.
10. Alle Øversterne og hele Folket bragte da
Afgiften med Glæde og
lagde den i Kisten, til den var
fuld;
11. og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til
de kongelige
Tilsynsmænd, når de
så, at der var mange Penge, kom Kongens
Skriver og Ypperstepræstens
Tilsynsmand og tømte Kisten; og så
tog de og satte den på Plads
igen. Således gjorde de Gang på
Gang, og de samlede en Mængde
Penge.
12. Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod
for Arbejdet
ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere
og Tømmermænd til at
udbedre HERRENs Hus og derhos Jern
og Kobbersmede til at
istandsætte HERRENs Hus.
13. Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og
Istandsættelsesarbejdet skred
frem under deres Hænder, og de
bygggede Guds Hus op efter de opgivne
Mål og satte det i god
Stand.
14. Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene
til Kongen og
Jojada, og for dem lod han lave
Redskaber til HERRENs Hus,
Redskaber til Tjenesten og Ofrene,
Kander og Kar af Guld og
Sølv. Og de ufrede stadig
Brændofre i HERRENs Hus, så længe
Jojada levede.
15. Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde;
han var ved sin
Død 130 År gammel.
16. Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi
han havde gjort
sig fortjent af Israel og over for
Gud og hans Hus.
17. Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster
og kastede sig ned for
Kongen. Da hørte Kongen dem
villig,
18. Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus
og dyrkede Asjererne
og Gudebillederne. Og der kom Vrede
over Juda og Jerusalem for
denne deres Synds Skyld.
19. Så sendte han Profeter iblandt dem for at
omvende dem til
HERREN, og de advarede dem, men
de hørte ikke.
20. Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten
Jojadas Søn, og han
trådte frem for Folket og
sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor
overtræder I HERRENs Bud så
Lykken viger fra eder? Fordi I har
forladt HERREN, har han forladt
eder!"
21. Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på
Kongens Bud i
Forgården til HERRENs Hus;
22. Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans
Fader Jojada havde
vist ham, men lod Sønnen
dræbe, Men da han døde, råbte han:
"HERREN ser og straffer!"
23. Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes
Hær imod Kongen, og de trængte
ind i Juda og Jerusalem og udryddede
alle Øverster af Folket og
sendte alt Byttet, de tog fra dem.
til Kongen af Darmaskus.
24. Skønt Aramæernes Hær kom i et
ringe Tal, gav HERREN en såre stor
Hær i deres Hånd, fordi
de havde forladt HERREN, deres Fædres
Gud; således fuldbyrdede de
Dommen over Joas.
25. Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig
i hårde
Lidelser - stiftede hans Folk en
Sammensærgelse imod ham til
Straf for Mordet på Præsten
Jojadas Søn og dræbte ham i hans
Seng. Således døde
han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog
ikke i Kongegravene.
26. De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden
Sjim'at. og Jozahad, en Søn
af Moabiterkvinden Sjimrit.
27. Hans Sønners Navne, de mange profetiske
Udsagn imod ham og hans
grundige Udbedring af Guds, Hus
står jo optegnet i Udlægningen
til Kongernes Bog. Hans Søn
Amazja blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 25
1. Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Jehoaddan og
var fra Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
dog ikke med et
helt Hjerte.
3. Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af
sine Folk dræbe,
der havde dræbt hans Fader
Kongen,
4. men deres Børn lod han ikke ihjelslå,
i Henhold til hvad der
står skrevet i Moses's Lovbog,
hvor HERREN påbyder: "Fædre skal
ikke lide Døden for Børns
Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
for Fædres Skyld. Men enhver
skal lide Døden for sin egen Synd."
5. Amazja samlede Judæerne og opstillede dem
efter Fædrenehuse
under Tusind- og Hundredførerne,
hele Juda og Benjamin, og da
han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen
og opefter, fandt han, at
de udgjorde 300.000 udvalgte Folk,
øvede Krigere, der har Skjold
og Spyd.
6. Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere
for 100
Sølvtalenter.
7. Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels
Hær må ikke
følge dig, Konge, thi HERREN
er ikke med Israel, ikke med nogen
af Efraimiterne;
8. og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på
den Måde, vil Gud
bringe dig til Fald for Fjenden,
thi hos Gud er der Kraft til at
hjælpe og til at bringe til
Fald!"
9. Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med
de 100 Sølvtalenter,
jeg gav de israelitiske Krigsfolk?"
Og den Guds Mand svarede:
"HERREN kan give dig langt mere
end det!"
10. Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet
til ham fra
Efraim, og lod dem drage hjem; men
deres Vrede blussede heftigt
op mod Juda, og de vendte hjem i
fnysende Vrede.
11. Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere
til Saltdalen og
nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
12. desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange;
dem førte de op
på Klippens Top og styrtede
dem ned derfra, så de alle knustes.
13. Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så
de ikke kom til at
følge ham i Krigen, faldt
ind i Judas Byer fra Samaria til
Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne
ned og gjorde stort
Bytte.
14. Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde
han
Se'iriternes Guder med, og han opstillede
dem som sine Guder,
tilbad dem og tændte Offerild
for dem.
15. Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han
sendte en Profet
til ham, og denne sagde til ham:
"Hvorfor søger du dette Folks
Guder, som ikke kunde frelse deres
Folk af din Hånd?"
16. Men da han talte således, sagde Kongen til
ham: "Har man gjort
dig til Kongens Rådgiver?
Hold inde, ellers bliver du slået
ihjel!" Da holdt Profeten inde og
sagde: "Jeg indser, at Gud har
i Sinde at ødelægge
dig, siden du bærer dig således ad og ikke
hører mit Råd!"
17. Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong
Amazja af Juda Bud til
Jehus Søn Joahaz's Søn,
Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom,
lad os se hinanden under Øjne!"
18. Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af
Juda det Svar:
"Tidselen på Libanon sendte
engang det Bud til Cederen på
Libanon: Giv min Søn din
Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr
løb hen over Tidselen og
trampede den ned!
19. Du tænker: Se, jeg har slået Edom!
Og det har gjort dig
overmodig, så du vil vinde
mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor
vil du udfordre Ulykken og udsætte
både dig selv og Juda for
Fald?"
20. Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede
det såledesfor at
give dem til Pris, fordi de søgte
Edoms Guder.
21. Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og
Kong Amazja af Juda så
hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj
i Juda;
22. Juda blev slået af Israel, og de flygtede
hver til sit.
23. Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn
Joas's Søn, Kong Amazja
af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj
og førte ham til
Jerusalem. Derpå nedrev han
Jerusalems Mur på en Strækning af
400 Alen, fra Efraimsporten til
Hjørneporten;
24. og han tog alt det Guld og Sølv og alle
de Kar, der fandtes i
Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret
i Kongens Palads;
desuden tog han Gidsler og vendte
så tilbage til Samaria.
25. Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu
femten År, efter
at Joahaz's Søn, Kong Joas
at Israel, var død.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Amazja
fra først til sidst,
står optegnet i Bogen om Judas
og Israels Konger.
27. Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes
der en
Sammensværgelse mod ham i
Jerusalem, og han flygtede til Lakisj,
men der blev sendt Folk efter ham
til Lakisj, og de dræbte ham
der.
28. Så løftede man ham op på Heste
og jordede ham hos hans Fædre i
Davidsbyen.
Anden Krønikebog 26
1. Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var
seksten År gammel,
og gjorde ham til Konge i hans Fader
Amazjas Sted.
2. Det var ham, der befæstede Elot og atter
forenede det med Juda
efter at Kongen havde lagt sig til
Hvile hos sine Fædre.
3. Uzzija var seksten År gammel da han blev
Konge, og han herskede
to og halvtredsindstyve År
i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja
og var fra Jerusalem.
4. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader Amazja;
5. og han blev ved med at søge Gud, så
længe Zekarja, der havde
undervist ham i Gudsfrygt, levede.
Og så længe han søgte HERREN,
gav Gud ham Lykke.
6. Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev
Bymurene i Gat,
Jabne og Asdod og byggede Byer i
Asdods Område og
Filisterlandet.
7. Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede
i Gur-Ba'al
og mod Me'uniterne.
8. Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede
til Ægypten,
thi han blev overmåde mægtig.
9. Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten,
Dalporten
og Murhjørnet og befæstede
10. Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen
og lod mange Cisterner
udhugge, thi han havde store Hjorde
både i Lavlandet og på
Højsletten, der hos Agerdyrkere
og Vingårdsmænd på Bjergene og i
Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand.
11. Og Uzzija havde en øvet Krigshær,
der drog i Krig Deling for
Deling i det Tal, der fremgik af
Mønstringen, som Statsskriveren
Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja
foretog under Tilsyn af
Hananja, en at Kongens Øverster.
12. Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som
var Overhoveder for
Fædrenehusene, var 2600.
13. Under deres Befaling stod en Hærstyrke på
307500 krigsvante Folk
i deres fulde Kraft til at hjælpe
Kongen mod Fjenden.
14. Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde,
Spyd, Hjelme, Brynjer,
Buer og Slyngesten.
15. Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte
Krigsmaskiner, der opstilledes på
Tårnene og Murtinderne til at
udslynge Pile og store Sten. Og
hans Ry nåede viden om, thi på
underfuld Måde blev han hjulpet
til stor Magt.
16. Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte
overmodigt, så
han gjorde, hvad fordærveligt
var; han handlede troløst mod
HERREN sin Gud, idet han gik ind
i HERRENs Helligdom for at
brænde Røgelse på
Røgelsealteret.
17. Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget
af firsindstyve af
HERRENs Præster, modige Mænd;
18. og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde
til ham: "At ofre
HERREN Røgelse tilkommer
ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner,
Præsterne, som er helliget
til at ofre Røgelse; gå ud af
Helligdommen, thi du har handlet
troløst, og det tjener dig ikke
til Ære for HERREN din Gud!"
19. Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden
for at brænde Røgelse,
blev rasende; men som han rasede
mod Præsterne, slog Spedalskhed
ud på hans Pande, medens han
stod der over for Præsterne foran
Røgelsealteret i HERRENs
Hus;
20. og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne
vendte sig imod
ham, se, da var han spedalsk i Panden.
Så førte de ham hastigt
bort derfra, og selv fik han travlt
med at komme ud, fordi
HERREN havde ramt ham.
21. Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag;
og skønt spedalsk
fik han Lov at blive boende i sit
Hus, men var udelukket fra
HERRENs Hus, medens hans Søn
Jotam rådede i Kongens Palads og
dømte Folket i Landet.
22. Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra
først til sidst,
har Profeten Esajas, Amoz's Søn,
optegnet.
23. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede ham
hos hans Fædre på den
Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn
til at han havde været spedalsk;
og hans Søn Jotam blev Konge i
hans Sted.
Anden Krønikebog 27
1. Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem.
Hans Moder hed Jerusja og var
Datter af Zadok.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader Uzzija havde gjort, men han
gik ikke ind i HERRENs
Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles,
hvad fordærveligt var.
3. Det var ham, der opførte Øvreporten
i HERRENs Hus, og desuden
byggede han meget på Ofels
Mur.
4. Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge
og Tårne i Skovene.
5. Han førte Krig med Ammoniternes Konge og
overvandt dem, så
Ammoniterne det År måtte
svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor
Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat;
og lige så meget svarede
Ammoniterne ham det andet og tredje
År.
6. Således blev Jotam stærk, fordi han
vandrede troligt for HERREN
sin Guds Åsyn.
7. Hvad der ellers er at fortælle om Jotam,
alle hans Krige og
Foretagender, står jo optegnet
i Bogen om Israels og Judas
Konger.
8. Han var fem og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem.
9. Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede ham
i Davidsbyen; oghans Søn
Akazblev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 28
1. Akaza var tyve År gammel da han blev Konge,
og han herskede
seksten År i Jerusalem. Han
gjorde ikke, hvad der var ret i
HERRENs Øjne, som hans Fader
David,
2. men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod
lave støbte
Billeder til Ba'alerne;
3. han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns
Dal og lod sine Sønner
gå igennem Ilden efter de
Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
havde drevet bort foran Israeliterne.
4. Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene
og de høje Steder
og under alle grønne Træer.
5. Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd,
og de slog
ham og tog mange af hans Folk til
Fange og førte dem til
Darmaskus. Ligeledes blev han givet
i Israels Konges Hånd, og
denne tilføjede ham et stort
Nederlag.
6. Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda
120.000 Mennesker på een Dag,
lutter dygtige Krigsfolk, fordi
de havde forladt HERREN, deres
Fædres Gud.
7. Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen
Ma'aseja,
Paladsøversten Azrikam og
Elkana, den ypperste næst Kongen.
8. Israeliterne bortførte fra deres Brødre
200.000 Hustruer, Sønner
og Døtre som Fanger og fratog
dem et stort Bytte, som de førte
til Samaria.
9. Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik
Hæren i Møde,
da den kom til Samaria, og sagde
til dem: "Fordi HERREN, eders
Fædres Gud, var vred på
Juda, gav han dem i eders Hånd; men I
har anrettet et Blodbad iblandt
dem med et Raseri, der når til
Himmelen!
10. Og nu tænker I på at få Magten
over Folkene fra Juda og
Jerusalem og gøre dem til
eders Trælle og Trælkvinder! Har l da
ikke også selv nok på
Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
11. Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I
har gjort blandt
eders Brødre, thi HERRENs
glødende Vrede er over eder!"
12. Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder,
Azarja, Johanans
Søn, Berekja, Mesjillemots
Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa,
Hadlajs Søn, frem for de
hjemvendte Krigere
13. og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne
herhen! Thi I har i
Sinde at øge vote Synder
og vor Skyld ud over den Skyld, vi har
over for HERREN; thi stor er vor
Skyld, og glødende Vrede er
over Israel!"
14. Da gav de væbnede Slip på Fangerne
og Byttet i Øversternes og
hele Forsamlingens Påsyn;
15. og de ovenfor nævnte Mænd stod op og
tog sig af Fangerne, gav
alle de nøgne iblandt dem
Klæder af Byttet, forsynede dem med
Klæder og Sko, gav dem Mad
og Drikke, salvede dem, lod dem, der
ikke kunde gå, ride på
Æsler og bragte dem til Jeriko,
Palmestaden, hen i Nærheden
af deres Brødre; derpå vendte de
tilbage til Samaria.
16. På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen
Bud om Hjælp.
17. Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne
og slæbte
Krigsfanger bort.
18. Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den
judæiske Del af
Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj,
Ajjalon, Gederot, Soko med
Småbyer, Timna med Småbyer
og Gimzo med Småbyer og bosatte sig
der.
19. Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas
Skyld, fordi han
havde ladet Tøjlesløshed
opkomme i Juda og været troløs mod
HERREN.
20. Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham
og bragte ham
i Nød i Stedet for at hjælpe
ham;
21. thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads
og Øversternes
Palads og gav det til Assyrerkongen,
men det hjalp ham intet.
22. Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød,
var Kong Akaz på ny
troløs mod HERREN;
23. han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået
ham, idet han
sagde: "Aramæerkongernes Guder
har jo hjulpet dem; til dem vil
jeg ofre, at de også må
hjælpe mig!" Men de blev ham og hele
Israel til Fald.
24. Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog
dem i Stykker; og
han lukkede HERRENs Hus's Porte
og lavede sig Altre ved hvert et
Hjørne i Jerusalem;
25. og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje
for at tænde
Offerild for fremmede Guder; således
krænkede han HERREN, sine
Fædres Gud.
26. Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele
hans Færd fra
først til sidst, står
jo optegnet i Bogen om Judas og Israels
Konger.
27. Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre,
og man jordede ham i
Jerusalem, inde i Byen, thi man
vilde ikke jorde ham i Israels
Kongegrave; og hans Søn Ezekias
blev Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 29
1. Ezekias var fem og tyve År gammel, da han
blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem.
Hans Moder hed Abija og var
en Datter af Zekarja.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
ganske som hans
Fader David.
3. I sit første Regeringsårs første
Måned lod han HERRENs Hus's
Porte åbne og sætte
i Stand.
4. Derpå lod han Præsterne og Leviterne
komme, samlede dem på den
åbne Plads mod Øst
5. og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger
nu eder selv og
helliger HERRENs, eders Fædres
Guds, Hus og få det urene ud af
Helligdommen.
6. Thi vore Fædre var troløse og gjorde,
hvad der var ondt i HERREN
vor Guds Øjne, de forlod
ham, idet de vendte Ansigtet bort fra
HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
7. de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne,
brændte
ikke Røgelse og bragte ikke
Israels Gud Brændofre i
Helligdommen.
8. Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem,
og han gjorde
dem til Rædsel, Forfærdelse
og Skændsel, som I kan se med egne
Øjne.
9. Se, vore Fædre er faldet for Sværdet,
vore Sønner, Døtre og
Hustruer ført i Fangenskab
for den Sags Skyld.
10. Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN,
Israels
Gud, for at hans glødende
Vrede må vende sig fra os.
11. Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte
på Iver, thi eder har
HERREN udvalgt til at stå
for hans Åsyn og tjene ham og til at
være hans Tjenere og tænde
Offerild for ham!"
12. Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs
Søn, og Joel,
Azarjas Søn, af Kehatiternes
Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis
Søn, og Azarja, Jehallel'els
Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas
Søn, og Eden, Joas Søn;
13. af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af
Asafs Sønner Zekarja og
Mattanja;
14. af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af
Jedutuns Sønner Sjemaja
og Uzziel;
15. og de samlede deres Brødre, og de helligede
sig og skred så
efter Kongens Befaling til at rense
HERRENs Hus i Henhold til
HERRENs Forskrifter.
16. Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS
Hus for at rense
det, og alt det urene, de fandt
i HERRENs Tempel, bragte de ud i
HERRENs Hus's Forgård, hvor
Leviterne tog imod det for at bringe
det ud i Kedrons Dal.
17. På den første Dag i den første
Måned begyndte de at hellige, og
på den ottende Dag i Måneden
var de kommet til HERRENs Forhal;
så helligede de HERRENs Hus
i otte Dage, og på den sekstende Dag
i den første Måned
var de færdige.
18. Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde:
"Vi har nu renset
hele HERRENs Hus, Brændofferalteret
med alt, hvad der hører
dertil, og Skuebrødsbordet
med alt, hvad der hører dertil;
19. og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed
vanhelligede, da
han var Konge, dem har vi bragt
på Plads og helliget; se, de
står nu foran HERRENs Alter!"
20. Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens
Øverster og gik
op til HERRENs Hus.
21. Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre,
syv Lam og syv Gedebukke
til Syndoffer for Riget, Helligdommen
og Juda; og han bød Arons
Sønner Præsterne ofre
dem på HERRENs Alter.
22. De slagtede så Tyrene, og Præsterne
tog imod Blodet og sprængte
det på Alteret; så slagtede
de Vædrene og sprængte Blodet på
Alteret; så slagtede de Lammene
og sprængte Blodet på Alteret;
23. endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen
og
Forsamlingen, og de lagde Hænderne
på dem;
24. så slagtede Præsterne dem og bragte
Blodet på Alteret som
Syndoffer for at skaffe hele Israel
Soning; thi Kongen havde
sagt, at Brændofferet og Syndofferet
skulde være for hele
Israel.
25. Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med
Cymbler, Harper
og Citre efter Davids, Kongens Seer
Gads og Profeten Natans Bud,
thi Budet var givet af HERREN gennem
hans Profeter.
26. Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne
med
Trompeterne.
27. Derpå bød Ezekias, at Brændofferet
skulde ofres på Alteret, og
samtidig med Ofringen begyndte også
HERRENs Sang og Trompeterne,
ledsaget af Kong David af Israels
Instrumenter.
28. Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens
Sangen lød
og Trompeterne klang, og alt dette
varede, til man var færdig
med Brændofferet.
29. Så snart man var færdig med Brændofferet,
knælede Kongen og
alle, der var hos ham, ned og tilbad.
30. Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne
Leviterne at lovsynge
HERREN med Davids og Seeren Asafs
Ord; og de sang Lovsangen med
Jubel og bøjede sig og tilbad.
31. Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet
eder til
HERREN; så træd da frem
og bring Slagtofre og Lovprisningsofre
til HERRENs Hus!" Så bragte
Forsamlingen Slagtofre og
Lovprisningsofre, og enhver, hvis
Hje1te tilskyndede ham dertil,
bragte Brændofre.
32. De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde
70 Stykker Hornkvæg,
100 Vædre og 200 Lam, alt
som Brændofre til HERREN;
33. og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg
og 3000 Stykker
Småkvæg.
34. Dog var Præsterne for få til at flå
Huden af alle Brændofrene,
derfor hjalp deres Brødre
Leviterne dem, indtil Arbejdet var
fuldført og Præsterne
havde helliget sig; thi Leviterne viste
redeligere Vilje til at hellige
sig end Præsterne.
35. Desuden var der en Mængde Brændofre,
hvortil kom Fedtstykkerne
af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene.
Således bragtes
Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
36. Og Ezekias og alt Folket glædede sig over,
hvad Gud havde beredt
Folkel, thi det hele var sket så
hurtigt.
Anden Krønikebog 30
1. Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og
Juda og skrev
desuden Breve til Efraim og Manasse
om at komme til HERRENs Hus
i Jerusalem for at fejre Påsken
for HERREN, Israels Gud.
2. Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen
i Jerusalem
rådslog om at fejre Påsken
i den anden Måned;
3. thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne
ikke
havde helliget sig i tilstrækkeligt
Tal, og Folket ikke var
samlet i Jerusalem.
4. Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
5. derfor vedtog de at lade et Opråb udgå
i hele Israel fra
Be'ersjeba til Dan om at komme og
fejre Påsken i Jerusalem for
HERREN, Israels Gud, thi man havde
ikke fejret den så
fuldtalligt som foreskrevet.
6. Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med
Breve fra Kongens
og hans Øversters Hånd
og sagde efter Kongens Befaling:
"Israeliter! Vend tilbage til HERREN,
Abrahams, Isaks og Israels
Gud, at han må vende sig til
den Levnin: af eder, der er
undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
7. Vær ikke som eders Fædre og Brødre,
der var troløse mod HERREN,
deres Fædres Gud, hvorfor
han gjorde dem til Rædsel, som I selv
kan se.
8. Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre,
men ræk HERREN Hånden
og kom til hans Helligdom, som han
har helliget til evig Tid, og
tjen HERREN eders Gud, at hans glødende
Vrede må vende sig fra
eder.
9. Thi når I omvender eder til HERREN, skal
eders Brødre og Sønner
finde Barmhjertighed hos dem, der
førte dem bort, og vende
tilbage til dette Land. Thi
HERREN eders Gud er nådig og
barmhjertig og vil ikke vende sit
Åsyn fra eder, når l omvender
eder til ham!"
10. Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses
Land og lige
til Zebulon, men man lo dem ud og
hånede dem.
11. Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der
ydmygede sig
og kom til Jerusalem;
12. også i Juda virkede Guds Hånd, så
at han gav dem et endrægtigt
Hjerte til at udføre, hvad
Kongen og Øversterne havde påbudt i
Kraft af HERRENs Ord.
13. Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde
Mennesker for at fejre
de usyrede Brøds Højtid
i den anden Måned, en vældig Forsamling.
14. De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene
og kastede dem ned i
Kedrons Dal.
15. Derpå slagtede de Påskelammet på
den fjortende Dag i den anden
Måned. Præsterne
og Leviterne skammede sig og helligede sig og
bragte Brændofre til HERRENs
Hus;
16. og de stillede sig på deres Plads, som deres
Pligt var efter den
Guds Mand Moses's Lov; Præsterne
sprængte Blodet, som de modtog
af Leviterne.
17. Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig;
derfor
slagtede Leviterne Påskelammene
for alle dem, der ikke var rene,
for således at hellige HERREN
dem.
18. Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim,
Manasse, Issakar
og Zebulon, havde ikke renset sig,
men spiste Påskelammet
anderledes end foreskrevet. Men
Ezekias giki Forbøn for dem og
sagde: "HERREN, den gode, tilgive
19. enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge
Gud HERREN, hans
Fædres Gud, selv om han ikke
er ren, som Helligdommen kræver
det!"
20. Og HERREN bønhørte Ezekias og lod
Folket uskadt.
21. Så fejrede de Israeliter, der var til Stede
i Jerusalem, de
usyrede Brøds Højtid
med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
Præsterne sang af alle Kræfter
dagligt Lovsange for HERREN.
22. Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter,
der havde
udvist særlig Dygtighed i
HERRENs Tjeneste; og de fejrede
Højtiden til Ende de syv
Dage, idet de ofrede Takofre og
lovpriste HERREN, deres Pædres
Gud.
23. Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde
Højtid syv Dage
til, og det gjorde de så med
Glæde,
24. thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse
af 1.000
Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg,
og Øversterne gav Forsamlingen
1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg;
og en Mængde Præster
helligede sig.
25. Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes
Præsterne og
Leviterne og hele den Forsamling,
der var kommet fra Israel, og
de fremmede, der var kommet fra
Israels Land eller boede i Juda;
26. og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden
Davids Søns, Kong
Salomo af Israels, Dage var sligt
ikke sket i Jerusalem;
27. og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede
Folket, og deres
Røst hørtes, og deres
Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.
Anden Krønikebog 31
1. Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter,
som var til
stede, ud til Judas Byer, og de
sønderbrød Stenstøtterne,
omhuggede Asjerastøtterne
og nedrev Offerhøjene og Altrene i
hele Juda og Benjamin og i Efraim
og Manasse, så der ikke blev
Spor tilhage; så vendte alle
Israeliterne hjem, hver til sin
Ejendom i deres Byer.
2. Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes
Skifter, Skifte for
Skifte, så at hver enkelt
Præst og Levit fik sin særlige Gerning
med at ofre Brændofre og Takofre
og med af gøre Tjeneste og love
og prise i HERRENs Lejrs Porte.
3. Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene,
Morgen- og
Aftenbrændofrene og Brændofrene
på Sabbaterne, Nymånerne og
Højtiderne, som det er foreskrevet
i HERRENs Lov.
4. Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem,
at afgive, hvad
der tilkom Præsterne og Leviterne,
for at de kunde holde fast
ved HERRENs Lov.
5. Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne
i rigelig Mængde
Førstegrøde af Korn,
Most, Olie og Honning og al Markens
Afgrøde, og de gav Tiende
af alt i rigeligt Mål;
6. også de Israeliter, der boede i Judas Byer,
gav Tiende af
Hornkvæg og Småkvæg,
og de bragte Helliggaverne, der var
belliget HERREN deres Gud, og lagde
dem Bunke for Bunke.
7. I den tredje Måned begyndte de at ophobe
Bunkerne, og i den
syvende Måned var de færdige.
8. Ezekias og Øversterne kom så og synede
Bunkerne, og de priste
HERREN og hans Folk Israel.
9. Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne
og Leviterne om
Bunkerne,
10. svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks
Hus: "Siden man
begyndte at bringe Offerydelsen
til HERRENs Hus, har vi spist os
mætte og fået rigelig
tilovers, thi HERREN har velsignet sit
Folk, så at vi har fået
al den Rigdom her tilovers!"
11. Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i
HERRENs Hus; og
det gjorde man.
12. Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen,
Tienden og
Helliggaverne derind. Den øverste
Opsynsmand derover var Leviten
Konanja, den næstøverste
hans Broder Sjim'i;
13. og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad,
Eliel,
Jismakjahu, Mahat og Benaja var
Opsynsmænd underKonanja oghans
Broder Sjim'i efter den Ordning,
som var truffet af Ezekias og
Azarja, Øversten i Guds Hus.
14. Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter
på Østsiden, havde
Tilsyn med de frivillige Gaver til
Gud og skulde uddele HERRENs
Offerydelse og de højhellige
Gaver;
15. under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja,
Amarja og
Sjekanja i Præstebyerne til
samvittighedsfuldt attorestå
Uddelingen til deres Brødre
i Skitterne, både store og små,
16. dem af Mandkøn, der var indført i
Fortegnelserne fra
Treårsalderen og opefter.
Undtaget var alle, der kom til HERRENs
Hus for efter de enkelte Dages Krav
at udføre deres
Embedsgerning efter deres Skifter.
17. Præsterne indførtes i Fortegnelserne
efter deres Fædrenehuse,
Leviterne fra Tyveårsalderen
og opefter efter deres
Embedspligter, efter deres Skifter,
18. Og de indførtes i Fortegnelserne med hele
deres Familie, deres
Hustruer, Sønner og Døtre,
hele Standen, thi de tog sig
samvittighedsfuldt af det hellige.
19. Arons Sønner, Præsterne, som boede
på Græsmarkerne omkring deres
Byer, havde i hver By nogle navngivne
Mænd til at uddele, hvad
der tilkom alle af Mandkøn
blandt Præsterne og de i
Fortegnelserne indførte Leviter.
20. Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han
gjorde, hvad der
var godt, ret og sandt for HERREN
hans Guds Åsyn.
21. Alt, hvad han tog fat på vedrørende
Tjenesten i Guds Hus eller
Loven eller Budet for således
at søge sin Gud, det gjorde han af
hele sit Hjerte, og det lykkedes
for ham.
Anden Krønikebog 32
1. Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om
Troskab kom
Assyrerkongen Sankerib og rykkede
ind i Juda og belejrede de
befæstede Byer i det Øjemed
at bemægtige sig dem.
2. Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han
havde i Sinde at
angribe Jerusalem,
3. rådførte han sig med sine Hærførere
og tapre Folk om at stoppe
for Vandet i Kilderne uden for Byen,
og de tilsagde ham deres
Hjælp.
4. Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede
for alle Kilderne og
for Bækken, som løber
midt igennem Landet, idet man sagde:
"Hvorfor skulde Assyrerkongerne
finde rigeligt Vand, når de
kommer?"
5. Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren
op, overalt hvor den
var brudt ned, og byggede Tårne
på den, og han byggede den anden
Mur udenfor og befæstede Millo
i Davidsbyen og lod lave en
Mængde Kastevåben og
Skjolde.
6. Tillige indsatte han Hærtørere over
Krigsfolket, samlede dem om
sig på den åbne Plads
ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
dem og sagde:
7. "Vær frimodige og slærke; frygt ikke
og forfærdes ikke for
Assyrerkongen og hele den Menneskemængde,
han har med sig; thi
en større er med os end med
ham!
8. Med ham er en Arm at Kød, men med os er
HERREN vor Gud, der vil
hjælpe os og føre vore
Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
Ezekias af Judas Ord.
9. Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv
med hele sin
Krigsmagt lå foran Lakisj,
sine. Tjenere til Kong Ezekias af
Juda og alle Judæerne i Jerusalem
og lod sige:
10. "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad
er det, I fortrøster
eder til, nu I sidder indesluttet
i Jerusalem?
11. Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af
Hunger og Tørst, når
han siger: HERREN vor Gud vil frelse
os af Assyrerkongens Hånd!
12. Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje
og Altre bort og
sagt til Juda og Jerusalem: Kun
foran et eneste Alter må I
tilbede, og på det skal I
tænde Offerild!
13. Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort
ved alle Landenes
Folkeslag? Mon Landenes Folks
Guder kunde frelse deres Land af
min Hånd?
14. Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse
Folk, på hvilke
mine Fædre lagde Band, har
kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
Og så skutlde eders Gud kunne
frelse eder af min Hånd!
15. Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke
eder på den Måde!
Tro ham ikke, thi ikke et eneste
Folks eller Riges Gud har
kunnet frelse sit Folk af min Hånd
eller af mine Fædres Hånd;
hvor meget mindre kan da eders Gud
frelse eder af min Hånd!"
16. Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN
og mod hans
Tjener Ezekias.
17. Han skrev også et Brev for at smæde
HERREN, Israels Gud, og tale
imod ham; heri stod der: "Så
lidt som Landenes Folks Guder har
frelst deres Folk af min Hånd,
skal Ezekias's Gud frelse sit
Folk af min Hånd!"
18. Og de råbte med høj Røst på
Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
stod på Muren, for at indjage
dem Angst og Skræk, i Håb om at
kunne tage Byen.
19. Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde
som om Jordens
Folkeslags Guder, der er Værker
af Menneskehænder!
24. Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's
Søn, og råbte
til Himmelen.
21. Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle
Krigere,
Høvedsmænd og Hærførere
i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
og Spe måtte vende hjem til
sit Land. Og da han gik ind i sin
Guds Hus, fældede nogle af
hans kødelige Frænder ham der med
Sværdet.
22. Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems
Indbyggere af
Assyrerkongen Sankeribs Hånd
og at alle andres og skaffede dem
Ro på alle Kanter.
23. Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN
og kostbare Ting
til Kong Ezekias af Juda, så
han siden blev højt anset blandt
alle Hedningefolk.
24. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad
han til HERREN, og han
svarede ham og gav ham et Tegn.
25. Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning,
der var vist ham;
hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor
kom der Vrede over ham og
over Juda og Jerusalem.
26. Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit
Hovmod sammen
med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs
Vrede ikke over dem i
Ezekias's Dage.
27. Ezekias var overmåde rig og æret. Han
byggede sig Skatkamre til
Sølv, Guld, Ædelsten,
Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
kostelige Ting
28. og Forrådskamre til Afgrøden af Horn,
Most og Olie, Stalde til
alle Slags Kvæg og Folde til
Hjordene;
29. Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde
i Mængde af
Hornkvæg og Småkvæg,
thi Gud gav ham såre meget Gods.
30. Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde
og ledede Vandet mod
Vest nedad til Davidsbyen. Alt,
hvad Ezekias tog sig for,
lykkedes for ham.
31. Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris
for Sendebudene,
der var sendt til ham fra Babels
Fyrster for at høre om det
Under, der var sket i Landet; det
var for at sætte ham på Prøve
og således få Kendskab
til alt, hvad der var i hans Hjerte.
32. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias
og hans fromme
Gerninger, står jo optegnet
i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
Åbenbaring og i Bogen om Judas
og Israels Konger.
33. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede
ham på Skråningen op
til Davids Efterkommeres Grave; og hele
Juda og Jerusalems Indbyggere viste
ham stor Ære ved hans Død;
og hans Søn Manasse blev
Konge i hans Sted.
Anden Krønikebog 33
1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge,
og han herskede
fem og halvtredsindstyve År
i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder,
som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans
Fader Ezekias havde
nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne,
lavede Asjerastøtter og
tilbad hele Himmelens Hær
og dyrkede dem.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket
HERREN havde
sagt: "I Jerusalem skal mit Navn
være til evig Tid."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær
i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sine Sønner gå igennem Ilden
i Hinnoms Søns Dal, drev
Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige
Kunster og ansatte
Dødemanere og Sandsigere;
han gjorde meget, som var ondt i
HERRENs Øjne, og krænkede
ham.
7. Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i
Guds Hus, om
hvilket Gud havde sagt til David
og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har
udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn
til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det
Land, jeg gav
deres Fædre, dog kun på
det Vilkår, at de omhyggeligt overholder
alt, hvad jeg har pålagt dem,
hele Loven, Anordningerne og
Lovbudene, som de fik ved Moses,"
9. Men Manasse forførte Juda og Jerusalems
Indbyggere til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN
havde udryddet for Israeliterne.
10. Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de
ænsede det
ikke.
11. Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere
mod dem, og de fangede
Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker
og førte ham til
Babel.
12. Men da han var i Nød, bad han HERREN sin
Gud om Nåde og ydmygede
sig dybt for sine Fædres Gud.
13. Og da han bad til ham, bønhørte han
ham; han hørte hans Bøn og
bragte ham tilbage til Jerusalem
til hans Kongedømme; da indså
Manasse, at HERREN er Gud.
14. Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten
for Gihon i
Dalen og hen imod Fiskeporten, så
at den omsluttede Ofel; og han
byggede den meget høj. I
alle de befæstede Byer i Juda ansatte
han Hærførere.
15. Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet
fra HERRENs Hus
og alle de Altre, han havde bygget
på Tempelbjerget og i
Jerusalem, og kastede dem uden for
Byen.
16. Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak-
og
Lovprisningsofre derpå; og
han bød Juda at dyrke HERREN, Israels
Gud.
17. Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene,
dog kun til HERREN
deres Gutd.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Manasse,
hans Bøn til sin Gud
og de Seeres Ord, som talte til
ham i HERRENs, Israels Guds,
Navn, står jo optegnet i Israels
Kongers Krønike;
19. hans Bøn og Bønhørelse, al
hans Synd og Troløshed og de Steder,
hvor han opførte Offerhøje
og opstillede Asjerastøtter og
Gudebilleder, før han ydmygede
sig, står jo optegnet i Seernes
Krønike.
20. Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre,
og man jordede
ham i Haven ved hans Hus; og hans
Søn Amon blev Konge i hans
Sted.
21. Amon var to og tyve År gammel, da han blev
Konge, og han
hersltede to År i Jerusalem.
22. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,
ligesom hans Fader
Manasse, og Amon ofrede til alle
de Gudebilleder, hans Fader
Manasse havde ladet lave, og dyrkede
dem.
23. Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som
hans Fader Manasse
havde gjort, men Amon dyngede Skyld
på Skyld.
24. Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte
ham i hans Hus;
25. men Folket fra Landet dræbte alle dem, der
havde sammensvoret
sig imod Kong Amon, og gjorde hans
Søn Josias til Konge i hans
Sted.
Anden Krønikebog 34
1. Josias var otte År gammel, da han blev Konge,
og han herskede en
og tredive År i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne,
og vandrede i sin
lader Davids Spor uden al vige til
højre eller venstre.
3. I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung,
begyndte han at
søge sin Fader Davids Gud,
og i det tolvte År begyndte han at
rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene,
Asjerastøtterne og de
udskårne og støbte
Billeder.
4. I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre;
Solstøtterne, der stod
oven på dem, huggede han om,
og Asjerastøtterne og de udskårne
og støbte Billeder lod han
sønderhugge og knuse og strø ud på
deres Grave, som havde ofret til
dem;
5. Benene af Præsterne lod han brænde
på deres Altre. Således
rensede han Juda og Jerusalem.
6. Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon
og lige til
Naftali, rundt om i deres Ruinhobe,
7. lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne
og Gudebillederne
sønderslå og knuse
og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels
Land; så vendte han tilbage
til Jerusalem.
8. I sit attende Regeringsår gav han sig til
at rense Landet og
Templet; han sendte Sjafan, Azaljas
Søn, Byens Øverste Ma'aseja
og Kansleren Joa, Joahaz's Søn,
hen for at istandsætte HERREN
hans Guds Hus.
9. Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede
de Pengene,
der var kommet ind til Guds Hus,
dem, som Leviterne, der holdt
Vagt ved Tærskelen, havde
samlet hos Manasse og Efraim og det
øvrige Israel og hos hele
Juda og Benjamin og Jerusalems
Indbyggere;
10. de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet,
dem, der
havde Tilsyn med HERRENs Hus; og
de, der stod for Arbejdet på
HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre
og istandsætte Templet,
11. idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene
til Indkøb
af tilhugne Sten og Tømmer
til Tværbjælker og til Bjælker i de
Bygninger, Judas Konger havde ødelagt.
12. Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt;
og Tilsynet med dem
var overdraget Leviterne Jahat og
Obadja af Merariterne og
Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes
Sønner, for at de skulde
lede dem.
13. Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede
alle dem,
der havde med de forskellige Arbejder
at gøre. Og af Leviterne
var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere.
14. Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til
HERRENs Hus,
fandt Præsten Hilkija Bogen
med HERRENs Lov, som var givet ved
Moses;
15. og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren
Sjafan: "Jeg
har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!"
Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
16. og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der
hos Beretning
for ham, idet han sagde: "Alt, hvad
dine Trælle er sat til,
udfører de;
17. de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs
Hus, og givet
dem til Tilsynsmændene og
dem, der står for Arbejdet."
18. Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den
Meddelelse: "Præsten
Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan
læste op af den for Kongen.
19. Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven,
sønderrev han sine
Klæder;
20. og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn,
Abdon, Mikas Søn,
Statsskriveren Sjafan og Kongens
Tjener Asaja:
21. "Gå hen og rådspørg HERREN på
mine Vegne og på deres, som er
blevet tilovers i Israel og Juda,
om Indholdet af denne Bog, der
er fundet; thi stor er Vreden, der
er blusset op hos HERREN imod
os, fordi vore Fædre ikke
adlød HERRENs Ord og handlede nøje
efter. hvad der står skrevet
i denne Bog!"
22. Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik
da hen og talte
derom med Profetinden Hulda, som
var gift med Sjallum,
Opsynsmanden over Tøjet,
en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som
boede i Jerusalem i den nye Bydel.
23. Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels
Gud: Sig til den
Mand, der sendte eder til mig:
24. Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke
over dette Sted og
dets Indbyggere, alle de Forbandelser,
der er optegnet i den
Bog. som er læst op for Judas
Konge,
25. til Straf for at de har forladt mig og tændt
Offerild for andre
Guder, så de krænkede
mig med alt deres Hænders Værk, og min
Vrede vil blusse op mod dette Sted
uden at slukkes!
26. Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge
HERREN,skal I sige således:
Så siger HERREN. Israels Gud: De
Ord, du har hørt, står
fast;
27. men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du
ydmygede dig for Gud. da
du hørte hans Ord mod dette
Sted og dets Indbyggere, og efterdi
du ydmygede dig for mit Åsyn
og sønderrev, dine Klæder og græd
for mit Åsyn, så har
også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
28. Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre,
og du skal samles
til dem i Fred i din Grav, uden
at dine Øjne får al den Ulykke
at se, som jeg vil bringe over dette
Sted og dets Beboere!" Det
Svar hragte de til Kongen.
29. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems
Ældste
kalde sammen.
30. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt
af alle Judas Mænd og
Jerusalems Indbyggere, Præsterne,
Leviterne og alt Folket, store
og små, og han forelæste
dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen,
som var fundet i HERRENs Hus.
31. Derpå stillede Kongen sig på sin Plads
og sluttede Pagt for
HERRENs Åsyn om, at de skulde
holde sig til HERREN og holde hans
Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af
hele deres Hjerte og hele
deres Sjæl, for at han kunde
opfylde Pagtens Ord, dem, der var
skrevet i denne Bog.
32. Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem,
indgå
Pagten; og Jerusalems Indbyggere
haodlede efter Guds, deres
Fædres Guds, Pagt.
33. Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne
fra alle de
Landsdele, der tilhørte Iraeliterne,
og sørgede for, at enhver i
Israel dyrkede HERREN deres Gud.
Så længe han levede, veg de
ikke fra HERREN, deres Fædres
Gud.
Anden Krønikebog 35
1. Derpå fejrede Josias Påske for HERREN
i Jerusalem, og de
slagtede Påskelammet den fjortende
Dag i den første Måned.
2. Han satte Præsterne til det, de havde at
varetage, og opmuntrede
dem til Tjenesten i HERRENs Hus;
3. og til Leviterne, som underviste hele Israel og
var helliget
HERREN, sagde han: "Sæt den
hellige Ark i Templet, som Davids
Søn, Kong Salomo af Israel,
byggede; I skal ikke mere bære den
på Skuldrene. Tjen nu HERREN
eders Gud og hans Folk Israel!
4. Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus,
Skifte for Skifte,
efter Kong David af Israels Forskrift
og hans Søn Salomos
Anvisning,
5. og stil eder op i Helligdommen, således at
der bliver et Skifte
af et levitisk Fædrenehus
for hver Afdeling af eders Brødres,
Almuens, Fædrenehuse,
6. og slagt så Påskeofferdyrene, helliger
eder og tillav dem til
eders Brødre for at handle
efter HERRENs Ord ved Moses."
7. Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var
til Stede, en
Ydelse af Småkvæg, Lam
og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr,
30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker
Hornkvæg, alt af Kongens
Ejendom;
8. og hans Øverster gav frivilligt Folket,
Præslerne og Leviterne
en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel,
Guds Hus's Øverster, gav
Præsterne til Påskeofferdyr
2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker
Hornkvæg.
9. Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e
Sjemaja og Netan'el,
Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede
Leviterne til Påskeofferdyr
5.000 Stykker Småkvæg
og 500 Stykker Hornkvæg.
10. Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne
stod på deres Plads,
ligeledes Leviterne, Skifte for
Skifte efter Kongens Bud.
11. De slagtede Påskedyrene, og Præsterne
sprængte Blodet, som de
rakte dem, medens Leviterne flåede
Huden af.
12. Derpå gjorde de Brændofrene tede for
at give dem til de enkelte
Afdelinger af Almuens Fædrenehuse,
så at de kunde frembæres for
HERREN, som det er foreskrevet i
Moses's Bog, og på samme Måde
gjorde de med Hornkvæget.
13. Påskedyrene stegte de over Ilden på
den foreskrevne Måde, men de
hellige Stykker kogte de i Gryder,
Kedler og Skåle og bragte dem
skyndsomt til Almuen.
14. Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig
selv og Præsterne, thi
Præsterne, Arons Sønner,
var sysselsatte med at ofre 81ændofrene
og Fedtstykkerne lige til Nattens
Frembrud; derfor gjorde
Leviterne Ofre rede både for
sig selv og Præsterne, Arons
Sønner.
15. Sangerne, Asafs Sønner, var på deres
Plads efterDavids, Asafs,
Hemans og Kongens Seer Jedutuns
Bud, og Dørvogterne ved de
forskellige Porte; de måtte
ikke forlade deres Plads, men deres
Brødre Leviterne gjorde Påskedyr
rede for dem.
16. Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den
Dag, idet man fejrede
Påsken og bragte Brændofre
på HERRENs Alter efter Kong Josias's
Bud;
17. og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang
Påsken og de
usyrede Brøds Højtid
i syv Dage.
18. En Påske som den var ikke blevet fejret i
Israel siden Profeten
Samuels Dage, og ingen af Israels
Konger havde fejret en Påske
som den, Josias, Præsterne
og Leviterne og alle de Judæere og
Israeliter, som var til Stede, og
Jerusalems Indbyggere fejrede.
19. I Josias's attende Regeringsår blev denne
Påsk fejret.
20. Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand,
drog
Ægypterkongen Neko op til
Kamp ved Karkemisj, der ligger ved
Eufrat. Josias drog imod ham;
21. men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad
er der mig og
dig imellem, Judas Konge? Det er
ikke dig, det nu gælder, men
det Kongehus, jeg ligget i Krig
med; og Gud har sagt, at jeg
skulde haste. Gå ikke imod
den Gud, der er med mig, at han ikke
skal ødelægge dig!"
22. Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade
sig i Kamp med
ham; han tog ikke Hensyn til Nekos
Ord, der dog kom fra Guds
Mund, men drog ud til Kamp på
Megiddos Slette.
23. Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde
til sine
Folk: "Før mig bort, thi
jeg er hårdt såret!"
24. Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte
ham på hans
anden Vogn og førte ham til
Jerusalem, hvor han døde. De jordede
ham i hans Fædres Grave, og
hele Juda og Jerusalem sørgede over
Josias.
25. Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle
Sangerne og
Sangerinderne talte i deres Klagesange
om ham, som de gør den
Dag i Dag; man gjorde dette til
en stående Skik i Israel, og
Sangene står optegnet blandt
Klagesangene.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Josias og
hans fromme
Gerninger, der stemte med, hvad
der er foreskrevet i HERRENs
Lov,
27. hans Historie fra først til sidst står
jo optegnet i Bogen om
Israels og Judas Konger.
5. Jojakim var fem og tyve År gammel, da han
blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem.
Han gjorde, hvad der var ondt i
HERREN hans Guds Øjne.
6. Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og
lagde ham i
Kobberlænker for at føre
ham til Babel;
7. og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar
bringe til Babel
og opstillede dem i sin Borg i Babel.
8. Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim
og de
Vederstyggeligheder, han øvede,
hvad der er at sige om ham, står
optegnet i Bogen om Israels og Judas
Konger. Og hans Søn Jojakin
blev Konge i hans Sted.
9. Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge,
og han herskede
tre Måneder og ti Dage i Jerusalem.
Han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
10. Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk
og lod ham bringe til
Babel tillige med HERRENs Hus's
kostelige Kar; og han gjorde
hans Broder Zedekias til Konge over
Juda og Jerusalem.
11. Zedekias var een og tyve År gammel, da han
blev Konge, og han
herskede i elleve År i Jerusalem.
12. Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds
Øjne. Han
ydmygede sig ikke under de Ord,
Profeten Jeremias talte fra
HERRENs Mund.
13. Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde
taget ham i
Ed ved Gud; og han var halsstarrig
og forhærdede sit Hjerte, så
han ikke omvendte sig til HERREN,
Israels Gud.
14. Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og
Præsterne og Folket sig
skyldige i megen Troløshed
ved at efterligne alle
Hedningefolkenes Vederstyggeligheder,
og de besmittede HERRENs
Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
15. HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og
silde manende Ord til
dem ved sine Sendebud, fordi han
ynkedes oer sit Folk og sin
Bolig;
16. men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om
hans Ord og gjorde
sig lystige over hans Profeter,
indtil HERRENs Vrede mod hans
Folk tog til i den Grad, at der
ikke mere var Lægedom.
17. Han førte Kaldæernes Konge imod dem,
og han dræbte deres unge
Mandskab med Sværdet i deres
hellige Tempel og ynkedes ikke over
Yngling eller Jomfru, gammel eller
Olding - alt overgav han i
hans Hånd.
18. Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs
Hus's Skatte og
Kongens og hans Øverstes
Skatte lod han alt sammen bringe til
Babel.
19. De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems
Mur, opbrændte alle
dets Borge og ødelagde alle
kostelige Ting deri.
20. Dem, Sværdet levnede, førte han som
Fanger til Babel, hvor de
blev Trælle for ham og hans
Sønner, indtil Perserriget fik
Magten,
21. for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde
opfyldes, indtil
Landet fik sine Sabbater godtgjort;
så længe Ødelæggelsen
varede, hvilede det, til der var
gået halvfjerdsindstyve År.
22. Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår
vakte HERREN, for
at hans Ord gennem Jeremias's Mund
kunde opfyldes, Perserkongen
Kyros's Ånd, så han
lod følgende udråbe i hele sit Rige og
desuden kundgøre ved en Skrivelse:
23. "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle
Jordens Riger har
HERREN, Himmelens Gud, givet mig;
og han har pålagt mig at bygge
ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem
iblandt eder, der hører til
hans Folk, med ham være HERREN
hans Gud, og han drage derop!"