2. Mos. 2:6: Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: «Det må være et af Hebræernes Drengebørn!» (Billede: Sebastien Bourdon (1616–1671))
Copyright ©1931 - Det Danske Bibelselskab.
(8) Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Joséf; (9) og han sagde til sit Folk: «Se, Jisraéls Folk bliver talrigere og stærkere end vi. (10) Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!» (11) Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Parŋó: Pitóm og Raŋamsés. (12) Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Jisraeliterne. (13) Og Ægypterne tvang Jisraeliterne til Trællearbejde (14) og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.
(15) Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Šifrá, den anden Puá: (16) «Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!» (17) Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve. (18) Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: «Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?» (19) Men Jordemødrene svarede Parŋó: «Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!» (20) Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; (21) og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham. (22) Da udstedte Parŋó den Befaling til hele sit Folk: «Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!»
|
| |
|
2. Mos. 2:6: Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: «Det må være et af Hebræernes Drengebørn!» (Billede: Sebastien Bourdon (1616–1671)) |
(1) Og en Mand af Lēvís Hus gik hen og tog en Lēví Datter til Ægte, (2) og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder; (3) og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred. (4) Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham. (5) Da kom Parŋós Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den. (6) Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: «Det må være et af Hebræernes Drengebørn!» (7) Hans Søster sagde nu til Parŋós Datter: «Skal jeg gå hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?» (8) Parŋós Datter svarede hende: «Ja, gør det!» Så gik Pigen hen og hentede Barnets Moder. (9) Og Parŋós Datter sagde til hende: «Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!» Og Kvinden tog Barnet og ammede ham. (10) Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Parŋós Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Mošè; «thi,» sagde hun, «jeg har trukket ham op af Vandet.»
(11) På den Tid gik Mošè, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel. (12) Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet. (13) Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: «Hvorfor slår du din Landsmand?» (14) Han svarede: «Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?» Og Mošè blev bange og tænkte: «Så er det dog blevet bekendt!» (15) Da Parŋó fik Nys derom, søgte han at komme Mošè til Livs, men Mošè flygtede for Parŋó og tyede til Midjáns Land, og der satte han sig ved en Brønd.
(16) Præsten i Midján havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg. (17) Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Mošè stod op og hjalp dem og vandede deres Småkvæg. (18) Da de nu kom hjem til deres Fader Reuél, sagde han: «Hvorfor kommer I så tidligt hjem i Dag?» (19) De svarede: «Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget.» (20) Da sagde han til sine Døtre: «Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at spise!» (21) Så bestemte Mošè sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Mošè sin Datter Ṣipporá til Ægte, (22) og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; «thi,» sagde han, «jeg er blevet Gæst i et fremmed Land.»
(23) Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Jisraeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud. (24) Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abrahám, Jiṣḥáq og Jaŋaqób, (25) og Gud så til Jisraeliterne, og Gud kendtes ved dem.
(1) Mošè vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jitró, Præsten i Midján,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb. (2) Da åbenbarede JHVHs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret. (3) Da sagde Mošè: «Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op.» (4) Men da JHVH så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra Tornebusken: «Mošè, Mošè!» Og han svarede: «Se, her er jeg!» (5) Da sagde han: «Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du står på, er hellig Jord!» (6) Og han sagde: «Jeg er din Faders Gud, Abraháms Gud, Jiṣḥáqs Gud og Jaŋaqóbs Gud.» Da skjulte Mošè sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.
(7) Derpå sagde JHVH: «Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser; (8) og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og Jebusiternes Egn. (9) Se, nu er Jisraeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem. (10) Derfor vil jeg nu sende dig til Parŋó, og du skal føre mit Folk, Jisraeliterne, ud af Ægypten!» (11) Men Mošè sagde til Gud: «Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå til Parŋó og føre Jisraeliterne ud af Ægypten?» (12) Han svarede: «Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!» (13) Men Mošè sagde til Gud: «Når jeg kommer til Jisraeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn?» (14) Gud svarede Mošè: «Jeg er den, jeg er!» Og han sagde: «Således skal du sige til Jisraeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!»
(15) Og Gud sagde fremdeles til Mošè: «Således skal du sige til Jisraeliterne: JHVH, eders Fædres Gud, Abraháms Gud, Jiṣḥáqs Gud og Jaŋaqóbs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt. (16) Gå nu hen og kald Jisraéls Ældste sammen og sig til dem: JHVH, eders Fædres Gud, Abraháms, Jiṣḥáqs og Jaŋaqóbs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man har gjort imod eder i Ægypten, (17) og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kenaŋanæernes, Ḥittiternes, Emoriternes, Perizziternes, Ḥivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning! (18) De vil høre på dig, og du skal sammen med Jisraéls Ældste gå til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: JHVH, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til JHVH vor Gud! (19) Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt; (20) men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov til at drage af Sted. (21) Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder. (22) Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra Ægypterne.»
(1) Mošè svarede; «Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at JHVH ikke har åbenbaret sig for mig?» (2) Da sagde JHVH til ham: «Hvad har du der i din Hånd?» Han svarede: «En Stav!» (3) Og han sagde: «Kast den til Jorden!» Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Mošè flyede for den. (4) Og JHVH sagde til Mošè: «Ræk Hånden ud og grib den i Halen!» Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd. (5) «For at de nemlig kan tro, at JHVH, deres Fædres Gud, Abraháms Gud, Jiṣḥáqs Gud og Jaŋaqóbs Gud, har åbenbaret sig for dig.» (6) Og JHVH sagde fremdeles til ham: «Stik din Hånd ind på Brystet!» Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed. (7) Derpå sagde han: «Stik atter Hånden ind på Brystet!» Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme. (8) «Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste; (9) men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden.»
(10) Men Mošè sagde til JHVH: «Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig.» (11) Da svarede JHVH ham: «Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, JHVH? (12) Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!» (13) Men han sagde: «Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!» (14) Da blussede JHVHs Vrede op imod Mošè, og han sagde: «Har du ikke din Broder Aharón, Lēvíten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig; (15) du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre. (16) Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham. (17) Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!»
(18) Derefter vendte Mošè tilbage til sin Svigerfader Jitró og sagde til ham: «Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!» Og Jitró svarede Mošè: «Drag bort i Fred!» (19) Da sagde JHVH til Mošè i Midján: «Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde.» (20) Så tog Mošè sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Mošè tog Guds Stav i Hånden. (21) Men JHVH sagde til Mošè: «Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Parŋó; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse. (22) Og da skal du sige til Parŋó: Så siger JHVH: Jisraél er min førstefødte Søn; (23) men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!»
(24) Men undervejs, i Natteherberget, kom JHVH imod ham og vilde dræbe ham. (25) Da greb Ṣipporá en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: «Du er mig en Blodbrudgom!» (26) Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet «Blodbrudgom» med Hentydning til Omskærelsen.
(27) Derpå sagde JHVH til Aharón: «Gå Mošè i Møde i Ørkenen!» Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham. (28) Og Mošè fortalte Aharón om alt, hvad JHVH havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre. (29) Derefter gik Mošè og Aharón den og kaldte alle Jisraeliternes Ældste sammen; (30) og Aharón fortalte alt, hvad JHVH havde sagt til Mošè, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn. (31) Da troede Folket, og da de hørte, at JHVH havde givet Agt på Jisraeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.
(1) Derefter gik Mošè og Aharón hen og sagde til Parŋó: «Så siger JHVH, Jisraéls Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!» (2) Men Parŋó sagde: «Hvem er JHVH, at jeg skulde adlyde ham og lade Jisraeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til JHVH, og jeg vil heller ikke lade Jisraeliterne rejse!» (3) De svarede: «Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til JHVH, vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!» (4) Men Ægypterkongen sagde til dem: «Hvorfor vil I, Mošè og Aharón, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!» (5) Og Parŋó sagde: «Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!»
(6) Samme Dag udstedte Parŋó følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd: (7) «I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm; (8) men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud! (9) Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale.» (10) Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: «Således siger Parŋó: Jeg vil ikke mere give eder Halm; (11) gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!» (12) Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå. (13) Men Fogederne trængte på og sagde: «I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!» (14) Og Jisraeliternes Opsynsmænd, som Parŋós Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: «Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?» (15) Da gik Jisraeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Parŋó: «Hvorfor handler du således med din Fræne? (16) Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk.» (17) Men han svarede: «I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til JHVH! (18) Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!»
(19) Jisraeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: «Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!» (20) Og da de ved deres Bortgang fra Parŋó traf Mošè og Aharón, som stod og ventede på dem, (21) sagde de til dem: «JHVH se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Parŋó og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!» (22) Da vendte Mošè sig igen til JHVH og sagde: «Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig? (23) Siden jeg har været hos Parŋó og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!»
(1) Men JHVH svarede Mošè: «Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Parŋó! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!»
| Parašàt Šemót: | Torá | Haftará | Derúš |
Skrivarstuå
©2003–2004
Olve Utne
Oppdatert
1. november 2004 -
17. ḥešván 5765