Hassafon > Párašàt haššabúaŋ >

Parašàt Bešalláḥ

Copyright ©1931 - Det Danske Bibelselskab.


Anden Mosebog, kap. 13:17—17:16

2. Mosebog 13

(17) Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: «Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten.» (18) Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten. (19) Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: «Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!» (20) De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen. (21) Men JHVH vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat. (22) Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

2. Mosebog 14

(1) Og JHVH talede til Moses og sagde: (2) «Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Ba’al Zefon skal I lejre eder ved Havet. (3) Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; (4) og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er JHVH!» Og de gjorde således.

(5) Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: «Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!» (6) Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; (7) han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. (8) Og JHVH forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. (9) Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba’al Zefon. (10) Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til JHVH; (11) og de sagde til Moses: «Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? (12) Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen.» (13) Men Moses svarede Folket: «Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se JHVHs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. (14) JHVH skal stride for eder, men I skal tie!»

(15) Da sagde JHVH til Moses: «Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! (16) Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. (17) Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, (18) og Ægypterne skal kende, at jeg er JHVH, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere.»

(19) Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem (20) og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

(21) Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og JHVH drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. (22) Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. (23) Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. (24) Men ved Morgenvagtens Tid skuede JHVH fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; (25) og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: «Lad os flygte for Israel, thi JHVH kæmper for dem imod Ægypten!»

(26) Men JHVH sagde til Moses: «Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!» (27) Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og JHVH drev Ægypterne midt ud i Havet. (28) Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. (29) Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. (30) Og JHVH frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. (31) Da så Israel den Stordåd, JHVH havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede JHVH, og de troede på JHVH og på hans Tjener Moses.

2. Mosebog 15

(1) Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for JHVH: Jeg vil synge for JHVH, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! (2) JHVH er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. (3) JHVH er en Krigshelt, JHVH er hans Navn!

(4) Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, (5) Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. (6) Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser Fjenden. (7) I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. (8) Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. (9) Fjenden tænkte: «Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem.» (10) Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

(11) Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! (12) Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. (13) Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. (14) Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. (15) Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana’ans Beboere tabte alle Modet. (16) Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til Folket, du vandt dig, var nået frem, (17) du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. (18) JHVH er Konge i al Evighed!

(19) Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod JHVH Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

(20) Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, (21) og Mirjam sang for: Syng for JHVH, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

(22) Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. (23) Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. (24) Da knurrede Folket mod Moses og sagde: «Hvad skal vi drikke?» (25) Men han råbte til JHVH, og da viste JHVH ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. (26) Og han sagde: «Hvis du vil høre på JHVH din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg JHVH er din Læge!»

(27) Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

2. Mosebog 16

(1) Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten. (2) Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen, (3) og Israeliterne sagde til dem: «Var vi dog blot døde for JHVHs Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult.»

(4) Da sagde JHVH til Moses: «Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej. (5) Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage.» (6) Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: «I Aften skal I kende, at det er JHVH, som har ført eder ud af Ægypten, (7) og i Morgen skal I skue JHVHs Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod JHVH; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!» (8) Og Moses tilføjede: «Det skal ske, når JHVH i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi JHVH har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men JHVH.»

(9) Derpå sagde Moses til Aron: «Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for JHVHs Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!» (10) Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, JHVHs Herlighed viste sig i Skyen. (11) Da talede JHVH til Moses og sagde: (12) «Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er JHVH eders Gud.» (13) Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, (14) og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

(15) Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: «Hvad er det?» Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: «Det er det Brød, JHVH har givet eder til Føde! (16) Og således har JHVH påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!» (17) Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; (18) og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. (19) Derpå sagde Moses til dem: «Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!» (20) Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. (21) Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

(22) På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; (23) men han sagde til dem: «Det er netop, som JHVH har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for JHVH. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!» (24) De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri. (25) Derpå sagde Moses: «Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for JHVH; i Dag finder I intet ude på Marken. (26) I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde.» (27) Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet. (28) Da sagde JHVH til Moses: «Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love? (29) Betænk dog, at JHVH har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!» (30) Da hvilede Folket på den syvende Dag.

(31) Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager. (32) Moses sagde fremdeles: «Således har JHVH påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!» (33) Og Moses sagde til Aron: «Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran JHVHs Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!» (34) Og Aron gjorde, som JHVH havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes. (35) Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana’ans Land. (36) En Omer er Tiendedelen af en Efa.

2. Mosebog 17

(1) Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra Lejrplads til Lejrplads efter JHVHs Bud. Men da de lejrede sig i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke. (2) Da kivedes Folket med Moses og sagde: «Skaf os Vand at drikke!» Men Moses svarede dem: «Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I JHVH?» (3) Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og sagde: «Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?» (4) Da råbte Moses til JHVH: «Hvad skal jeg gøre med dette Folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig.» (5) Men JHVH sagde til Moses: «Træd frem for Folket med nogle af Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og kom så! (6) Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan få noget at drikke.» Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels Ældste. (7) Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der havde kivedes og fristet JHVH ved at sige: «Er JHVH iblandt os eller ej?»

(8) Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim. (9) Da sagde Moses til Josua: «Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen med Guds Stav i Hånden!» (10) Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen. (11) Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne Overtaget. (12) Og da Moses’s Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede til Solen gik ned, (13) og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med Sværdet.

(14) Da sagde JHVH til Moses: «Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekiternes Minde under Himmelen!» (15) Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: «JHVH er mit Banner!» (16) Og han sagde: «Der er en udrakt Hånd på JHVHs Trone! JHVH har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!»


Parašàt Bešalláḥ: Torá Haftará Derúš

Skrivarstuå ©2003–2004 Olve Utne
Oppdatert 30. november 2004 - 18. kislév 5765